IX-X.
991-1316.
✂ Den danske Konges ►Drost, ►Hunferd Eglavsøn, blev, rimelig nok, saa arrig over ►Gothe-Heltens store Ord og stadselige Modtagelse, at han yppede Klammeri, og det er et af de faa nordiske Sidestykker, vi kiender, til Klammerierne mellem de Homeriske Helte, som vel er en Deel fyldigere, men slet ikke finere. Klammeriet neddysses for Resten uden al videre Følge ved den udmærket blide og venlige Dronning ►Væltoves Fremtræden, som ogsaa den Aften selv staaer for Skiænken, ligesom ►Freia i ►Asgaard, naar der kom fornemme Giæster.
✂ V. 1014-17:
✂
(►Ne me ǽnig mon,
ne leóf ne láð,
be-leán mihte
sorh-fullne síð►.)
✂ tager jeg for et Indskud, hvori ►Hunferd roser sig af, at hverken Ven eller Fiende kan ►kaste ham en saa bedrøvelig Reise i Næsen, som 122den, ►Bjowulf og ►Brække gjorde, da de, af bare Hovenhed, svømmede om Kap og maatte tilsidst drive med Strømmen, til de kastedes i Land som Vrag, og der kan ingen anden Indvending giøres herimod, end at jeg læser “►me” i første Linie, hvor 👤Kemble og 👤Thorpe vil have læst “►inc”. Det paagiældende Ord, som 👤Thorkelin lod trykke “►mic”, er nu vist nok saa utydeligt i Haandskriftet, at 👤Thorpes Læsning kunde være ligesaa berettiget som min, naar den kun gav ligesaa god Mening, istedenfor kun at give ►Vrævl; thi dersom ►Hunferd midt under den bittre Bebreidelse, han selv giør ►Bjowulf og ►Brække for deres bedrøvelige Reise, virkelig havde sagt, hvad 👤Thorpe vil have ham til at sige: slet ingen Mand, hverken Ven eller Fiende, kan bebreide jer To jeres bedrøvelige Reise, da havde han jo ►vrævlet umaneerlig. Dette har 👤Grein ogsaa indseet og stræbt at dække, ved ikke at oversætte “►be-leán” ved “bebreide” men ved “forhindre” (►wehren); men deels passer ogsaa det kun meget daarlig i Sammenhængen, og deels har man neppe nogen anden Hjemmel for en saadan ►urimelig ►Bemærkelse af “►be-leán”, end en løs Anførsel hos ►Bosworth.
✂ V. 1117-19:
✂
►næs híe þǽre fylle
ge-feán hæfdon,
man for dǽdlan►,
✂ har baade 👤Thorpe og 👤Grein, efter 👤Kembles fortvivlede Raad, sammensat det alenlange Ord “►mánfordǽdlan”, som de ikke angive mindste Hjemmel for, men oversætte dog rask “►the foul destroyers” og “►die leidigen Plager”, hvorimod jeg maa gjentage mit forsmaaede Raad fra 1820, at læse:
✂ saa Meningen bliver, at den Glæde, ►Nykkerne havde ventet, som ►Løn for Last, den fik de ikke.
✂ V. 1149-50:
✂
►hwæðere ic fára feng,
feore gedígde►,
✂ oversætter ►vist 👤Bouterwek og, dog uden at nævne ham, 👤Grein rigtig, som “►fáhra”, ved “jeg slap med Livet ud af Fiendernes Kløer”, thi saaledes er “►fára folc” (►“Andreas” v. 430, 👤Grimm) ►aabenbar “Fiende-Folk”. Mit Komma efter “►feng” og mit Forslag at læse “►fær áfeng”, er da aldeles tilovers.
✂ V. 1193-95:
✂
►swefen on-sendeð
(sæcce ne wéneð)
tó Gár-Denum,►
✂ hvor Haandskriftet i første Linie har “►swefeð and sendeð”, har vel 123baade 👤Thorpe og 👤Grein prøvet andre ►Konster, men Meningen maa være, at ►Trolden kaster Søvn paa Danskerne, og af en Rettelse i 👤Greins ►Bibliothek II. seer jeg, at han nu ogsaa er blevet enig med mig derom, men mener kun, at “►swefeð” kan beholdes som ►Nævningsord, men et saadant Ord kiender jeg ikke.
✂ V. 1205:►sunne swegl wereð (“wered”),
✂ har 👤Thorpe villet giøre til “►swegel-weard”, saa Solen skulde kaldes “Himmel-Vogter” ligesom Vorherre hos ►“Judith”, hvad dog kun daarligt vilde ligne enten en nordisk eller en christnet Skjald, og 👤Grein er saa langt fra at gaae ind derpaa, at han læser “►swegl-wered” og oversætter det “►äthergeschmückt”, saa der slet intet forandredes i Haandskriftet. Da jeg imidlertid finder det rimeligere, at Skjalden lod Solen pryde Buen end Buen pryde Solen, bliver jeg ved at gætte paa “►wereð”.
✂ V. 1227:►bæd hine blíðne,
✂ fattes sit Verbum, og 👤Thorpe gætter paa “►blíðne beón”, men derved fik vi blandt andet en ►Rimstav for mange, og naar 👤Grein mener, at Verbet kan undværes, tager han ►vist feil, saa det bedste Raad bliver dog nok at læse “►bliðsian” som passer til hele Ordføiningen.
✂ V. 1280-81:
✂
►þeód on sǽlum
sige-folca swég►,
✂ mener baade 👤Thorpe og 👤Grein kan nøies med det “►wæs”, der som Hjelpe-Verbum findes v. 1277, men enten maatte man vist læse “►þeód wæs on sǽlum”, eller see til at finde et andet Verbum, som jeg tænker maa stikke i “►þeód” for “►þeót” i ►Bemærkelse af “skraldede”.
✂ V. 1286:►wiste .. þem ahlǽcan,
✂ viser intet ►Hul i Haandskriftet, og 👤Thorpe har som en Vovehals prøvet paa at tage alt for gode Vare, men det fandt 👤Grein dog alt for halsbrækkende, og bemærker, at her maa være et ►Hul, hvori der har staaet, at ►Hrodgar og hans ►Hustrop kun lidet benyttede Hallen om Dagen, men 👤Grein sætter ►Hullet først efter v. 1288, og oversætter det Foregaaende med 👤Thorpe: “han vidste de Elendige haard Kamp bestemt i ►Høielofts-Salen”, hvad dog ►aabenbar ligesaa lidt hænger sammen med det Forrige som med det Følgende. Jeg formoder da, at der v. 1286 skal læses: “►álecgan”, saa det er Levningen af et Par Linier, hvori det skulde siges, at ►Hrodgar brød op fra Gildet, som det var den daglige Vane, at han med sin ►Hustrop (►hilde ge-þinged) gik op med Solen til ►Høieloftssalen, og blev der til Sols Nedgang, men ikke et Øieblik længer.