III.
(229-375.)
✂ At ►Trolden ►Grændel pludselig gjorde et Natte-Besøg i ►Hrodgars ►Borgestue, hvor han fandt alle ►Kæmperne trygge, ►rusendes og snorksovende, saa han havde nemt ved at sluge hele Femten og at slæbe Ligene af andre Femten hjem med sig; og at disse Spøgerier blev hardtad ►Troldens Hvernats-Skik, saa at Kong ►Hrodgar omsider maatte rømme Borgen og lade den staae øde om Natten i samfulde tolv Aar, og at endelig Kongen, skiøndt længe forgæves, ►søgde Raad for Uraad baade hos Guder og Mennesker, dette er ►aabenbar Indholdet, saa at, naar man ikke vil ►giøre en Flue til en Elefant, støder man ikke her paa store Vanskeligheder.
✂ Den første lille Vanskelighed findes imidlertid ved v. 275-85:
✂
►Þá wæs eáð-fynde,
þe him elles hwǽr
ge-rúmlícor ræste
...........
bed æfter búrum,
þá him ge-beácnod wæs,
ge-sægd sóðlíce,
sweotolan tácne,
heal-þegnes hete,
(heóld hyne syððan
fyr and fæstor)
se þǽm feónde ætwand►.
✂ Min rimede Omskrivning heraf i ►Bjovulfs-Drapen lød saaledes:
✂
Kongen paa sin egen Borg
Saae sit Liv ►ivove,
Maatte rømme den med Sorg,
For i Ro at sove;
Vel en ►Kæmpe, bold i Hu,
Sled sig fra den Stærke,
Men var dog, til Alles Gru,
Brændt med Troldemærke,
Gløded hvor han gik og stod
Fandt ei for sin ►Brynde ►Bod,
Da blev ►Hrodgar bange.
✂ 113Desuagtet meende 👤Thorpe, der maatte være et stort ►Hul mellem v. 277 og 278 og gav en Oversættelse af det Hele, som han neppe selv fandt Mening i. 👤Bouterwek har imidlertid ganske rigtig oplyst, at ►Hullet kun passer omtrent til et Ord, som betyder “at rede” (►to make ready), saa Meningen bliver, at det Sted var nemt at finde, hvor Kongen ►heller maatte ønske sin Seng redt end i Borgen. Ventelig skulde man da v. 276 læse “►þæt” for “►þe”, og stoppe ►Hullet med “►be-reded wære”.
✂ V. 282-85 oversætter 👤Thorpe: ►the hall-thane’s hate, held himself afterwards farther and faster, he who from the fiend escaped, og 👤Grein har gjort det endnu galere, ved, efter 👤Ettmüllers ulykkelige ►Gætning (►helþegnes), at oversætte: ►des Höllenknechtes Hass, istedenfor “Hirdmandens Hede”, thi Meningen maa ►aabenbar være den, at der vel var Een, der rev sig løs fra Trolden, men fortæredes, til Alles Gru, af en uslukkelig Ild. Kun da, fordi 👤Thorpe nu engang slet ikke vil tillade, at “►hete” maa her være det samme Ord som “►hæte” og “►heat”, kun derfor maa “►fyr” heller ikke være “Ild”, som det altid er, og derfor skal Talen være meningsløs.
✂ Den eneste lille Vanskelighed, som bliver tilbage, er da Ordet “►fæstor” v. 284, som maa være en ►Skrivfeil, da Ordføiningen kræver et ►Nævnings-Ord, der kan gaae i Spand med “►fyr”.
✂ V. 308-9 bør vel ►Skieltegnet flyttes fra “►Deniga” op til “►hwone”, men det vanskelige Sted er v. 312-17:
✂
►ne þǽr nǽnig witena
wénan þorfte
beorhtre bóte
tó bánum folmum
......ǽglǽca
etende wæs►.
✂ At her maa læses “►etende” hvor Haandskriftet har “►ehtende”, anmærkede jeg ►alt 1820, men, mod Sædvane, synes selv 👤Grein at have overseet, hvad her dog løser hele Vanskeligheden, thi naar man læser: ►þe se æglǽca etende wæs, er Meningen klarlig, at Ingen af alle 📌Danmarks kloge Høns kunde faae blanke Dalere i Bod for de Arme og Been, som ►Grændel beed af, naar han ikke slugde hele Kroppen. Da man baade af det Foregaaende og Følgende veed, at det var ►Grændels Vane at æde alt hvad han ønskede, saa er det mig ubegribeligt, at 👤Grein ►heller vil med 👤Thorpe læse “►banan” for “►banum” til en fortvivlet Ordføining, end læse “►etende” for “►ehtende” med mig og lade et “►and” eller “►oððe” forbinde “►bánum” med “►folmum”.
✂ V. 334-38:
✂
►nó he þone gif-stól
grétan móste,
máððum for metode,
114ne his myne wisse:
þæt wæs wrǽc micel►,
✂ har især den Vanskelighed, at der i Haandskriftet intet Tegn er til, at der nærmest gaaer et ►Hul foran, saa “►he” maatte blive ►“Grændel”, og Indholdet dog maa henføres til “►Hrodgar”, da det jo var latterligt at sige i eet Aandedræt, at ►Grændel vel hele Natten ►raadte for Borgen, men kunde dog ikke røre den eller Thronen deri, hvorfor da ogsaa 👤Thorpe finder det nødvendigt at forandre “►wrǽc” til “►wrǽt”, saa ►Hrodgars store Sorg skulde ved et Pennestrøg blive til et stort Mirakel.
✂ Jeg forudsætter da dristig et ►Hul, hvori Talens Overgang fra ►Grændel til ►Hrodgar skjuler sig, og ►lader det staae ved sit Værd, om “►myne”, som 👤Lye siger, kan betyde “Brøde” eller er en ►Skrivfeil for “►mane”.
✂ V. 340:►modes brec þa,
✂ som Haandskriftet har, vil 👤Thorpe have læst “►módes brecða” og oversætter “►in spirit brocen”, men 👤Bouterwek giør med Rette Indsigelse mod det selvgiorte “brecða” og foreslaaer med ►godt Skiel at læse “►mótes bréc þá”, han berammede et Møde, som giver Sammenhæng med det Følgende, der maa oversættes: han satte tit mange Stormænd Stævne, som da raadslog om, hvad man helst skulde giøre.
✂ V. 369-70:
✂
►frófre ne wénan
wihte ge-wendan►,
✂ har især pint Fortolkerne, fordi det ikke faldt dem ind, at “►wénan”, Haab, ligesaa vel som “►frófre”, Trøst, er et ►Nævnings-Ord, saa det er kun “►ge-wendan”, der maa ændres til “►ge-winnan” eller noget Lignende med “w” til ►Rimstav.