↩ Dette er saa iøinefaldende, at vor Lutherske Stats-Kirke og enhver Stats-Kirke, som kunde det, baade bandt sine Præster til en vis Skrift-Fortolkning og til Oversættelsen paa Modersmaalet, for at ikke Tvisten derom skulde vække Tvivl og Uro, men at dette Huusraad hverken var christeligt eller havde meer end ►Skinnet for sig, det saae vi i det Attende Aarhundrede, da det 219 (VU) baade klarlig bevistes, at alle saadanne Baand er “►Mørkets Lænker”, som hverken Sandhedens Aand eller hans levende Redskaber vil bære, og klarlig viste sig, at den Christne Menighed, ved at bygge sin Tro og sit Haab paa en ældgammel Bog, hvis Sprog var døde og hvis hele Beskaffenhed var et ►Tvistens Æble mellem al Verdens ►Boglærde, hvorom Striden kunde vare til Verdens Ende, enten maatte styrte sig i grændseløs Tvivlraadighed eller nedsynke i en uforsvarlig Overtro paa enkelte Skriftkloges fuldkomne Sanddruhed og Ufeilbarhed, uden dog derved at kunne undgaae den “sorte Død” i Aanden.