Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til M... / Værk

Grundtvig, N. F. S. Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden

Grundtvigs Værker

✂

✂ 193

►Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden.

✂ (N. F. S. Grundtvig.)


✂ I.

✂ Det evige Liv, som et virkeligt, glædeligt Liv for hele Mennesket, med Sjæl og Legeme, det var ikke blot efter ►Skriften Øiemedet med Vorherres 👤Jesu Christi Komme til Verden, men det er til alle Tider, efter den Christne Menigheds egen Troes-Bekiendelse ved Daaben, Troens Øiemed, Menighedens Haab og den Helligaands Gierning i den hellige, ►almindelige Kirke-Forsamling og de helliges Fællesskab, saa at kun forsaavidt, som de saakaldte Stats-Kirker eller særlige Kirker og deres Skriftkloge, hver for sig, vedkiender sig det samme Øiemed, kun forsaavidt kan de høre 👤Christus og hans Menighed til, og naar de da selv tilstaaer, de har et andet Øiemed, da har vi, som Christne, slet intet med dem at gjøre, og naar saadanne Kirker og Skriftkloge meddeler os deres Tanker om, hvorpaa vi bedst kan bygge vor Christne Tro, da kan vi følgelig kun tage Hensyn ►derpaa, forsaavidt vi finder, at det er den fasteste Grundvold, og at Troen, ved at bygge derpaa, sikkrest naaer sit og Menighedens Øiemed: det evige Liv!

✂ Naar derfor en Kirke, den ►kalde sig Catholsk, Luthersk, Evangelisk, eller hvad den vil, giør os vitterligt, at vi skal bygge vor Christne Tro og vort 194christelige Haab enten paa en Bisp og hans Præster, eller paa en verdslig Fyrste og de Skriftkloge, som han dertil beskikker og ►besolder, eller paa en Bogstav-Skrift, der ikke selv yttrer mindste Liv eller Kraft, men som er et ►Tvistens Æble mellem de ►Boglærde, og som vitterlig ikke var til fra Begyndelsen, og som til alle Tider har været den største Deel af Menigheden ubekiendt; da er det klart, at enten har Vedkommende aldeles tabt “det evige Liv” som Troens og Menighedens Hoved-Øiemed, aldeles af Syne, eller de viser os dog en Vei til det evige Liv, som umuelig kan føre dertil for nogen, end sige da for hele Menigheden.

✂ Den velsignede ►Lys-Tanke, levende at udlede Herrens Aand og Liv hos os, den Christne Tro, den Christne Menighed, ►Apostel-Skriften, og alt Christeligt af det lille, almæg tige Guds-Ord, som Vorherre 👤Jesus Christus selv, ved sine egne Indstiftelser, fra Begyndelsen personlig har talt og aandelig bliver ved at tale til alle sine Discipler, som troer og bliver døbte; denne velsignede ►Lys-Tanke, som er født i Fængselet, men frit opdraget i Eensomhed, er nu, saavidt jeg kan skiønne, fuldvoxen i Menigheden, til at ►stride den gode Strid, fuldende Løbet og vinde Prisen. Denne Strid er imidlertid saalangt fra at være en Penne-Feide, som man ved en Penne-Feide kan føre det ►Aandens Sværd, som er Guds Ord, eller kan vinde et Haarsbred paa Troens Enemærker, eller kan giøre et Hanefjed til det evige Liv, saa jeg maatte bogstavelig gaae i Barndom, hvis jeg 195paa mine gamle Dage tænkde, med min Pen enten at kunne giøre Ordet og Troen levende hos en eneste Sjæl, eller forsvare det evige Livs Sag, som det netop er min urokkelige Grundsætning, hverken kan fremmes, forsvares eller vindes, ►uden af og ved det evige Livs-Ord til os af Vorherres 👤Jesu Christi egen Mund og i den Helligaands Kraft, som dermed følger.

✂ Naar jeg derfor endnu engang stræber, det sandeste og bedste jeg kan, at beskrive den velsignede ►Lys-Tanke, som ►vidunderlig fandt et Moderskiød i det troende Hjerte, og dens Forhold ei blot til den for Øieblikket herskende Tankegang, men til Kampen og Seieren i den Christne Fortid og Fremtid, og til det evige Livs Haab, da er det kun, fordi Ingen hos os kan være nærmere dertil end den gamle Præst og Skriver, som ligefra Fødselen har baaret ►Lystanken i sin Favn og, ligefra den blev ►gangfør, har fulgt den ligesom ved Haanden, men maa nu snart give den ganske Gud og Menigheden i Vold, naar Herren kalder ham til Sovekamret, mens Tankens Løb er paa Livets Vei i Guds Aasyns Lys til de evige Høie! At en saadan Beskrivelse, skiøndt den ligesaalidt som nogen anden Skrift med Pen og Blæk “►kan giøre Tegn og ►underlige Gierninger►”, dog baade, hvor Aanden hersker og Ordet lever, kan tjene til at bevare Mindet om det forbigangne, som ei maa glemmes, til at advare Guds-Folket og dets præstelige Ledere mod fristende Afveie, til at trøste under Trængsel og Gienvordighed, og til at understøtte Haabet om bedre Dage med seierrig Kamp og liflig Hvile, 196det ►kan jeg føle paa mig, og det maa man jo slutte af Bogstav-Skriftens Fortid baade i den gamle og i den ny Pagts-Dage, da saavel den historiske som den prophetiske Skrift, hvor meget den end blev misbrugt og mistydet, dog maatte findes uundværlig og umistelig. Naar man derfor herefter kun aldrig mere glemmer, at Beskrivelsen altid kun er en ►Bisag, hvor Livet, som i alt Christeligt, er Hjertesagen, og Ordet med levende Røst, som Livets Lys, er Hovedsagen, da er jeg vis paa, at den Christne Menighed, som det aandelige Guds-Folk, skal endnu have langt mere Gavn og Glæde af sin fortløbende historiske og prophetiske Skrift end det verdslige Guds-Folk i 📌Jødeland havde af sin!

✂ Modstanderne maatte nemlig tænke, sige og skrive hvad de vil, saa er der hos os, ved den velsignede ►Lys-Tanke, som de kalder en luftig Indbildning eller en tosset Legende, om det lille Ord af Herrens egen Mund, i den sidste ►Menneske-Alder skedt et kirkehistorisk Omsving, der vel ingenlunde har sat den Christne Menighed i et nyt Forhold ►enten til sin ►hellige Skrift og sine Skriftkloge, eller til sit forbigangne Levnetsløb, eller til Menneske-Livet fra Begyndelsen og hele Menneske-Slægtens Løbebane og Bestemmelse, men som dog synes at have gjort det, fordi det har veiledt de ►adspredte Guds Børn, til i den hellige ►almindelige Kirke-Forsamling at indtage Menighedens oprindelige men hardtad reent forglemte Stilling til Herren og Aanden, som dens eneste aandelige Øvrighed, og til alt Djævelskabet som dens uforson197lige Fiende, og til Menneske-Livet, som det store ►Tvistens Æble mellem Frelseren og Fristeren.

✂ Hvorledes dette kirkehistoriske Omsving er skeet hos os i en snever Vending, det skal jeg da først minde Menighedens Læsere og især dens ►Boglærde om, og dernæst stræbe at vise dem, hvorledes vi, for at være ►Ordets Tjenere, Aandens Redskaber og Herrens Medarbeidere, maae levende opfatte vort Forhold saavel til Menigheden og til ►Skriften, som til vore egne Modstandere.

✂ I enhver Tvangs-Kirke, den ►kalde sig nu Kirke-Stat eller Stats-Kirke, Catholsk, Luthersk, Evangelisk, Reformert, eller hvad den vil, er den Christne Menighed, ►om den ogsaa findes der, opløst i lutter Enkeltheder, som, hver for sig eller i smaa hjertelige Vennelag, maa stræbe med den Helligaands Bistand at bevare Troen, at nære Haabet og at vinde Kiærlig heden, og denne næsten aandløse men, fordi Livet udgaaer fra Hjertet, dog ikke livløse Stilling ►lærde jeg i min Barndom at kiende fra saa smuk en Side, at kunde denne Stilling varet og kunde jeg holdt mig i den, da var jeg neppe kommet til at ønske eller kiende nogen anden, men ingen af Delene var Tilfældet. I min Ungdom, ved det Nittende Aarhundredes Begyndelse, fandt jeg hele Verden i fuldt Oprør mod Vorherre 👤Jesus Christus og hans ►Saligheds-Midler, med et rasende Had til ►Bibelen, der hos os, ligesom Jesuiterne hos de Romersk-Catholske, ansaaes for Kilden til al muelig Overtro, Hykleri og Grusomhed. Under dette Oprør havde næsten hele Præsteskabet i vor saakaldte Lutherske Stats-198Kirke revet sig løs fra den verdslige Kirkelov, saa de ikke blot prædikede og ►lærde Smaa og Store, under Navn af Christendom eller ►paa Strid derimod hvadsomhelst de lystede, men behandlede ogsaa den Christne Menigheds Daabs-Pagt og alle Indstiftelses-Ordene ved Daaben og Nadveren med al muelig Vilkaarlighed, og dog var alle Stats-Kirkens Medlemmer ikke blot indspærrede i den som et aandeligt Fangetaarn, de ei maatte forlade, men de var næsten alle ►lænkebundne, hver til sin Sognepræst, baade i Henseende til Daab, Nadver og Confirmation; fremdeles indførdes der ►en ny Psalmebog, hvoraf alle de gamle Kirke-Sange, der aandelig og ►hjertelig udtrykde den Christne Menigheds christelige Tro, Haab og Kiærlighed, med Flid var udelukte; og endelig kunde man hver Dag vente ►en ny Alterbog, der ingenlunde som den gamle bandt Præsterne til den Christne Daabspagt og til alle Indstiftelses-Ordene ved Daaben og Nadveren, men snarere afskaffede dem i Stats-Kirken.

✂ Under disse Omstændigheder havde ►aabenbar den eneste ægte, oprindelige og ►hjertelig nedarvede Christendom ikke blot tabt hele sin Frihed, men var gjort husvild og fredløs i Stats-Kirken og havde kun den sorte Død for Øine, uagtet der endnu stod paa Papiret, at den skulde være herskende i hele Riget; og naar enkelte saakaldte Lægmænd, som især 👤Hans Hauge i 📌Norge, vovede at løfte deres Stemme mod den, ikke mindst hos Geistligheden herskende Uchristelighed, Ugudelighed og aabenbare Ringeagt for ►Salighedens Sag, da spurgdes der ikke engang 199om, hvorvidt de selvgjorte Prædikanter havde “►Bibelen” og Stats-Kirkens “►Symboliske Bøger” for eller imod sig, men de blev uden videre dømte og straffede, og, naar de fremturede med deres ►Frisprog, sat i Tugthuset.

✂ Det var imidlertid slet ikke denne Troens og Menighedens fortvivlede Stilling hos os, der først bragde mig i Harnisk mod den saakaldte “oplyste Verdens” antichristelige Tankegang og Tænkemaade, thi det var, som klarlig sees af min Afhandling ►“Om Religion og Liturgi” *I 👤Fallesens ►Theologiske Maanedsskrift 1807., ene den Aandløshed og Hjerteløshed, som man i det Attende Aarhundrede havde forgudet under Navn af Oplysning, og det samme var endnu Tilfældet med min bekiendte ►Dimis-Præken ►“Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Huus?” der endogsaa kun var en temmelig mat Gjentagelse af hvad jeg før havde skrevet imod den herskende aandløse og hjerteløse Prækemaade.

✂ Enten maa det da have været “Titelen”, der nu (1810) pludselig oprørde Hovedstadens Geistlighed, eller denne Geistlighed, kun to Aar efterat Biskop 👤Balle havde nedlagt sit Embede og mens han endnu levede, maa have anseet den saakaldte “Kirke-Tro” for død og begravet, saa at, da den gjorde Mine til at gaae igien hos mig, maatte den strax med Fynd og Klem ►nedmanes.

✂ Vel slap jeg for denne Gang med en Irettesættelse, fordi, som det deri hed, Udgivelsen af min ►Dimis-Præken “►syndes at røbe den Hensigt 200at giøre Opsigt,” og vel fik jeg, ►sagtens dog kun ved gamle 👤Balles Forbøn, Lov til at blive ►Personel-Capellan paa Landet hos min gamle Fader, som ►alt var ►Jubel-Lærer, men Hovedstadens Præsteskab tabte mig dog aldrig af Syne, som den eneste farlige Tilhænger af den banlyste Kirketro, og min Pen tillod heller ikke at skrive mig i Glemmebogen.

✂ Under Forfølgelsen var jeg nemlig faldet i en dyb Bekymring for min egen Sjæls Frelse og det evige Liv, og da jeg, ved at vende om til Barne-Troen, som den findes beskrevet i 👤Luthers ►lille Catechismus, følde mig beroliget, maatte jeg ►nødvendig føle inderlig Medlidenhed med Børnene og med hele det uoplyste Folk, som de ypperste Præster og Skriftkloge ikke blot forholdt 👤Christi Evangelium og Sacramenternes rette Brug, men stræbde med falsk Skrift-Fortolkning, med Spot og med verdslig Magt at udelukke derfra, netop, som skrevet staaer: ►vee eder, I Lovkyndige, I har taget Kundskabs-Nøgelen, og selv gaaer I ikke ind, men forhindrer dem, som vilde gaae ind.

✂ Dette var nu Omkvædet paa al min Skrift, fra ►“Nytaarsnat” til mit ►“Korte Begreb af Verdens-Krøniken i Sammenhæng,” (1812), hvorved baade Geistligheden og hele det lærde Væsen hos os var nær ved at flyve i Flint, og som et Strids-Skrift fra det luthersk-christelige Stade var det ►vistnok ogsaa baade saa hvast, saa fyndigt og saa nærgaaende, at det paa en Tid, da “Sort paa Hvidt” spillede en latterlig Hoved-Rolle, maatte giælde for et Dommedags-Slag. Udentvivl var det nærmest Stats-Bankerotten (1813), der reddede mig fra 201en Injurie-Proces, der i alt Fald vilde slaaet mig Penne-Spydet af Haanden, og da jeg, efter min Faders Død (1813) ikke vilde nøies med som omflakkende ►Personel-Capellan at holde ►Catechismus-Prædikener og forrette Sacramenterne efter ►Alterbogen omkring i Krogene, men vilde virke frit i samme Aand, baade som Prædikant og Skribent, midt i Hovedstaden, da vidste man ikke blot at forhindre min Ansættelse som Præst eller Professor, men at lukke alle Hovedstadens Prædikestole for mig.

✂ At jeg nu ikke gjorde Pinen kort og, ligesom siden Gammel-Lutheranerne i 📌Preusen, brød ud af det statskirkelige Fangetaarn, samlede alle de Trofaste om ►Catechismus og ►Alterbog, og døiede ondt og godt med dem, eller i det mindste holdt “gudelige Forsamlinger” i samme Retning, det kan baade Venner og Fiender godt tilskrive Mangel paa brændende ►Nidkærhed for Herrens Huus og Overflod af Pære-Danskhed, men, som min ►“Verdens-Krønike” viser, forhindredes jeg dog ogsaa deri af mit ⓘ kirkehistoriske Syn for den aandelige Fare, der var ved at bryde ud af Stats-Kirken og bygge Kirker enten paa samme Grund eller ►paa fri Haand, og Tiden har viist, at jeg ikke forgæves ventede paa at finde en bedre Udvei.

✂ Da jeg endelig (1821) havde fundet mig i at forlade Hovedstaden, Regieringens og Universitetets Sæde og ►Læseverdenens Middelpunkt, hvorfra alt hvad der skulde ►virkes ved Pennen og rettes enten ved Præsteskabet eller ved Lovbud, ►vist nok maatte udgaae, og havde modtaget en usøgt Præste-Stilling i en lille Kiøbstæd, da opnaaede jeg snart (1822) 202trods al geistlig Modvirkning, ved Kongens ►synderlige Gunst, den saa længe og saa ivrig attraaede Præste-Stilling i Hovedstaden, men jeg opdagede snart, at derved var for de ►adspredte Troende i Landet, og for Kirkens Fremtid lidet eller intet vundet, da den herskende Geistlighed og Landets eneste Universitet, trods smaa Forandringer, vedblev at være ►Lutherdommen ugunstige, og en ny for Lutherske Christne ►utaalelig Alterbog ved Siden ad den ►aandløse Psalmebog, var ►Sværdet i et Haar, der bestandig hængde os over Hovedet.

✂ Da nu, for mine Lutherske Øine, Strids-Skrift og Prædiken efter ►Skriften var Troens eneste Vaaben, men som da ogsaa nu, saavelsom for tre hundrede Aar siden, med den Helligaands følgelige Bistand maatte være mægtige til at ►bryde Jern-Stænger og sprænge Kobber-Mure, skiøndt Mueligheden var skjult for vore Øine, saa greb jeg med begge Hænder den Leilighed, der (1824) aabnede sig til at udgive et ►“Theologisk Maanedsskrift” i stræng Luthersk Retning, med en ►grundmuret Dogmatiker og en ►lovfast ►Ebræer af den gamle Skole*Dr. 👤Rudelbach og Mag. 👤Lindberg, af hvilke den Sidste blev mig en tro Stalbroder..

✂ Paa en Tid, da hele den Danske Literatur, og ei mindst paa den kirkelige Side, laae i dyb Dvale, maatte et saa dristigt Foretagende med dygtige Kræfter, som lykkelig overvandt store Vanskeligheder, ►nødvendig vække en Slags Bestyrtelse i Modstandernes trygt sovende Leir, og Professor 203👤Clausens ungdommelige Seiers-Raab i hans tykke Bog om ►“Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning” vilde neppe trøstet den døende Rationalisme i gammel Stil, men netop under min ivrige Bekæmpelse af den paa Papiret, faldt jeg i dybe Tanker om, hvad det dog kunde nytte den vel endnu levende, men hardtad døende Christendom, om vi baade kunde vinde Seier i Penne-Feiden og nøde alle Præster til at følge ►Alter-Bogen, naar dog vort Vidnesbyrd om den Bibelske Christendom kun var som eet mod Tusinde, og naar vi ikke kunde indblæse nogen den Aand, som oplivede os, og var efter ►Skriften, Christendommens Livs-Kraft.

✂ Nu (1825) opgik ►uformodentlig Lyset for mig over Daabs-Pagten, som hele Christen-Menighedens mageløs stærke og gyldige Vidnesbyrd om sin Tro og som 👤Jesu Christi eget Vidnesbyrd, da ►Daaben og Nadveren umuelig kunde være hans Indstiftelser,► med mindre alle Indstiftelses-Ordene var hans Tiltale til Menigheden, og jeg saae strax, at dermed var ogsaa Aandens og Livets Gange opdagede, da baade Herren havde sagt: ►de Ord, som jeg tiltaler eder med, de er Aand, og de er Liv, og det fulgde af sig selv, hvad ►alt 👤Luther bemærkede, at hele ►Daabens og Nadverens Virkning maa udledes af Kraften i det Guds-Ord, hvormed de er indstiftede.

✂ Hvad jeg nu helst med denne Oplysning skulde gjort for at hjelpe den Christne Menighed hos os til en aandelig sikkret, fri og frugtbar Stilling, det er et stort Spørgsmaal, som jeg selv i dette Øieblik ikke kan besvare, men hvad nu tit synes mig 204det urimeligste af alt, nemlig at skrive et ►“Kirkens Gienmæle” mod Prof. 👤Clausen, det ►syndes mig dengang at være det eneste rigtige, saa enten maatte jeg giøre det eller slet intet, hvad maaske vilde været det bedste, men var mig umueligt. Der er nemlig vel meget urimeligt i, paa een Gang at protestere mod Stats-Kirkens Ret til at afgiøre hvad der er Christendom og til at beherske Menighedens Tro, og dog at anklage en Theologisk Professor for Brud paa Stats-Kirkens Love, og jeg følde selv denne Modsigelse saa stærkt, at jeg, under Injurie-Processen, hvortil Professoren indskrænkede sit Forsvar, slet intet juridisk Beviis ►enten selv vilde føre eller lade føre for Professorens statskirkelige Brøde; men hvor der kun er en eneste ►Plante-Skole for Sogne-Præster i en Tvangs-Kirke, hvor dens Medlemmer er bundne, hver til sin Sogne-Præst, og hvor den ►fremragende ►Præste-Lærer ikke blot ►bestrider Stats-Kirkens ►Præste-Eed og ►Symbolske Bøger, men hele den “historiske Christendom”, der gives dog neppe noget andet lovligt Forsvars-Middel end at forlange vedkommende ►Præste-Lærer forhørt, og, naar han ►befindes skyldig, afsat.

✂ Da nu den verdslige Øvrighed ved denne Leilighed paa Stats-Kirkens Vegne viste sig mere end ►ligegyldig baade ►for sine Loves Overholdelse og ►for sine Kirke-Gængeres umistelige ►Samvittigheds-Frihed, saa maatte jeg ►nødvendig nedlægge mit Embede i Stats-Kirken og udbede mig Lov til med alle Ligesindede at forlade den og i en Frikirke 205vedligeholde og forplante den Christendom, som vore Kirke-Love vel fredlyste, men Øvrigheden gjorde fredløs, og jeg gjorde begge Dele, men som det ►syndes, aldeles forgæves.

✂ Da jeg nu derhos, som en Følge af Injurie-Processen, blev sat under livsvarig Censur (1827), saa maatte jeg, som det ►syndes, enten vandret ud til 📌Norge, eller, med hvem der vilde følge mig, brudt ud af den Modstanderne aldeles overladte Tvangs-Kirke.

✂ Jeg gjorde imidlertid ingen af Delene, men ventede i al Stilhed, taalmodig eller udmattet, paa bedre Dage, indtil selv 👤Lindberg tabde Taalmodigheden og begyndte at holde “gudelige Forsamlinger” som jeg dog kun deltog i, for, om muligt, derved at faae den mig nægtede Kirke til fri Guds-Tjeneste. Det lykkedes, og dermed nøiedes vi i hele syv Aar, skiøndt jeg var indskrænket til blot Prædiken, og blev, mod Aftale med da værende 📌Sællands-Biskop, bundet til den saakaldte ►evangeliske Psalmebog.

✂ Da jeg imidlertid (1839) følde baade paa egne og Medchristnes Vegne, at vi ikke længer kunde undvære Sacramenternes og Confirmationens fri Brug, og da jeg havde opdaget, at “Sogne-Baandets ►Løsning” kunde giøre de Christnes Stilling i Stats-Kirken taalelig, saa søgde jeg, efter Kong 👤Frederik den Sjettes egen Tilskyndelse, Præste-Kaldet ved 📌Vartou, hvor jeg nogenlunde frit kunde tjene Vorherre og vore fælles Venner, som jeg nu ogsaa har gjort over i tyve Aar, under den 206Forudsætning, at jeg maatte lære ligesaa frit i Stats-Kirken, som før udenfor den.

✂ Da nu tillige vor ny ►Grundlov ►hævder os med alle vore Medborgere Religions-Frihed, og Sogne-Baandets ►Løsning har gjort ►Præste-Friheden uskadelig, saa vil der, naar denne os nødvendige Frihed kan blive ►lovfast, for apostoliske Christne ei være mindste Grund til at forlade Folke-Kirken, men være al Grund til at blive i den, saalænge Friheden paa begge Sider bestaar.

✂ Men hvad enten nu vor aldeles uundværlige fri Stilling kan findes i Folke-Kirken eller maa søges udenfor den, saa er det aandelig og christelig en Stilling paa ►Klippen, som i Tidens Løb er fundet og vil til Verdens Ende findes urokkelig, fordi, selv ►naar Himmel og Jord forgaaer med alle Bøger, skal dog Herrens Munds-Ord ligesaalidt forgaae som han selv og hans troende Menighed, og ligesaa rolig, som ►han sidder ved Gud-Faders Høirehaand, skiøndt hans Fiender bliver ved at larme, at prale og at spotte, indtil deres Munde stoppes og ►de alle lægges under hans Fodskammel, ligesaa rolig kan hans Menighed, som bygger paa hans Munds Ord og har ham i Aanden ►ligesaa nær, som Ordet i sin Mund og i sit Hjerte, høre paa, at der skriges og skraales trindt omkring den, at dens Tro paa ►det Ord, som er fra Begyndelsen, og ►hvori der er et Liv, som er Menighedens Lys, dog, baade efter ►Skriftens og Kirkehistoriens og den sunde Fornufts Vidnesbyrd, er en aldeles grundløs og fordærvelig Overtro, og maa derfor en af Dagene forsvinde som Røg for Vinden. Uden at sætte Pen til Papir kan nemlig 207Menigheden ved en fast og levende Troes-Bekiendelse med Kiær lighed ►beskæmme Fienden, og kan trøstig overlade til sine ►Boglærde og Skriftkloge at stille Fiendens ►flaue Æventyr i sit rette Lys, ved at tage ►Skriften langt mere ordret og bruge den langt mere levende, end nogen af Troens Modstandere ►enten kan eller vil, ved at tænde Lys i Kirkehistorien, som Fienden kun har stræbt at formørke, og ved i alle Menneske-Livets Retninger at fremme Erkiendelsen af den levende Sandhed, som Troens Modstandere altid har stræbt at dølge eller fordreie.

✂ Saaledes har vi da de lyseste Udsigter til, ved det fornyede Menneske-Livs Fremvæxt og Fremskridt i Oplysning, at vise, vi er Fredens Børn, som gierne vil ►holde Fred med alle Mennesker, da vi kun har alvorlig Strid med det Djævelskab, vi ved Daaben forsager, som uforligeligt med 👤Christus, hans Menighed og al evig Sandhed, men skal disse lyse Udsigter holde Stik, og Menigheden komme til at vise, at den er fredsommelig, skiøndt den ikke kan ►oplade Munden med sin Troes-Bekiendelse, uden at Fienden er ►færdig til Krig, da maae Menighedens Skriftkloge og ►Boglærde langt bedre end hidindtil opfatte Menighedens Stilling til sin ►hellige Skrift og til sit forbigangne Levnetsløb, og især langt bedre opfatte deres eget Forhold baade til Herren, til Aanden og til Menigheden.

✂ Dette vort tredobbelte Forhold er nu i sig selv saa indviklet, at det er intet Under, man selv i den gamle Frikirke tog Feil derad, og det er ►nødvendig ►i Tidens Længde giennem Stats-Kirkerne og Kirke-Staten blevet saa forvirret, at vi, selv 208med vor bedste Villie aldrig kunde hittet Rede deri, naar ikke Herren havde sendt os ►Aanden, som kan og vil ►ledsage os til “al Sandhed”,► og vil derfor lade os føle og gribe det Rette, længe før vi kan giøre det klart enten for os selv eller Andre. Det var derfor altid kun i Aandens Fraværelse, kun, naar Bisper, Præster og Skriftkloge enten aldeles havde tabt Troen paa den Helligaand, eller, hvad der igrunden løber ud paa det samme, betragtede sig alene som de “Aandelige” (Geistlige, ►Spirituales), i udelukkende Besiddelse af Aanden, kun da, at de ikke ligesaavel kaldte sig Menighedens som Herrens Tjenere, men opkastede sig meer eller mindre ►aabenbar til Troens og Menighedens Herrer. Selv i vor troskyldige og forholdsviis uskyldige Lutherske Stats-Kirke stod vi ►aabenbar saaledes, ►enten vi saa derved aldeles verdslig beraabte os paa vort ►Kaldsbrev, eller halv papistisk og halv protestantisk beraabte os, som hellige Bogorme, paa vor selvgjorte Indvielse og vor selvkloge Bibellæsning under eet; thi Meningen blev jo dog, at man skulde troe paa vort Ord som Guds Ord, og at ►hvis man troede sin egen Bibellæsning eller en Engel fra Himmelen ►paa Strid mod os, da var man ►bandsat►. Det nyttede slet ikke, om vi end nok saa ærlig og aabenhjertig tilstod, at vor Prædiken og Undervisning kun var troværdig og christelig, forsaavidt de stemmede overeens med den ►Hellige Skrift og 👤Luthers ►Cathechismus, thi derved kunde vi vel baade hos Store og Smaa svække Troen paa os, men umuelig ►størke Troen paa Vorherre, og jeg husker godt, i hvilken Vaande 209jeg i mine første Præste-Aar fandt mig stædt, naar jeg vilde lægge mine Confirmander paa Hjerte, at de endelig, for deres Sjæls og ►Saligheds Skyld, maatte blive ved hvad jeg havde lært dem, uden at bryde sig om, hvad man enten paa Aandens eller ►Skriftens Vegne vilde indvende derimod, men at de dog ingenlunde maatte bygge deres Tro paa et syndigt, skrøbeligt og dødeligt Menneske, som mig og mine Lige. Da jeg ogsaa dengang virkelig troede paa den Helligaand og paa Herrens aandelige Nærværelse hos sin Menighed, især ved den hellige Nadver, saa viste jeg naturligviis baade Gamle og Unge til Herren og Aanden for at finde Klippen, men jeg følde godt, det ►løb rundt, saalænge jeg ikke kunde nævne et Guds-Ord, hvori Troen kunde hvile og hvorpaa den Helligaand kunde kiendes. Saasnart jeg derimod havde fundet dette Ord i Herrens egen Mund ved Daaben og ved Nadveren, da lysnede det over hele Stillingen, og skiøndt vort særegne Forhold til Herren og Aanden end ikke den Dag idag er mig klart, saa ►klarede vort Grund-Forhold til Troen og Menigheden sig dog strax, som et Tjener-Forhold, da vi jo baade som Vidner om Troens Sandhed, maae forudsætte Troens Indhold som bekiendt, og som Lærere i Menigheden forudsætte Menighedens virkelige ►Tilværelse, og hvad “►Skriften” angaaer, da maae vi vel som “Skriftkloge” sætte den foran os, men ingenlunde sætte den foran Troen, eller imellem Troen og Menigheden, thi den Christne Tro er jo ingen Tro paa en Bog, men Tro paa Vorherre 👤Jesus Christus, og den Christne Me210nighed er jo intet Læse-Selskab, men et Troes-Samfund!

✂ Er nemlig dette klart og uimodsigeligt, da har den Christne Menighed ►aabenbar intet levende Forhold til den ►Hellige Skrift ►uden igiennem sine Skriftkloge, som det levende Skrift-Begreb, og der kan da ingen Paastand om aandelige Ting være grundløsere end den, at den Christne Tro og Menighed skulde enten staae eller falde med ►Skriften, der, som Erfaring har lært, ligesaavel kan bringes i Strid mod Troen og Menigheden, som i Overeensstemmelse dermed. Da det imidlertid paa den anden Side er klart nok, at vi, som Menighedens Skriftkloge, sætter vor Ære og hele vort christelige Liv i Pant baade for ►Til værelsen► af en ►hellig Skrift og for dens Overeensstemmelse med Menighedens Tro, saa staaer og falder vi dermed, og fristes derfor altid til at giøre vor Sag til hele Menighedens, og saaledes indvikle Menigheden i vore Tvistigheder og Penne-Feider om ►Skriftens Oprindelse, Ægthed, Omfang, Indhold og rette Fortolkning, hvorved vi dog altid, istedenfor at bestyrke Menigheden i sin Tro, frister den til Tvivlraadighed og sætter den i bestandig Ængstelse og Uro.

✂ Dette vilde være Tilfældet, om end hele den Christne Menighed stod i samme Forhold til vor “►Hellige Skrift”, som det Jødiske Folk fordum stod til sin “►Hellige Skrift”, som baade var forfattet paa deres eget Modersmaal og var opbevaret midt iblandt dem i Forfatternes egen Haandskrift, saa Ingen kunde giøre dem den stridig, 211der kunde ingen ængstende Tvivl opkastes om dens Ægthed, og den var, saavidt muelig, tilgængelig for Alle; men hvormeget mere maa det da ikke være Tilfældet med vor ►Hellige Skrift, der, hvad det ►Gamle Testamente angaaer, er i alle Maader et ►Tvistens Æble mellem os og Jøderne, som vi selv bekiender, det oprindelig tilhører, og hvad det ►Ny Testamente angaaer, er det jo ogsaa skrevet paa et, næsten for hele Menigheden fremmed Sprog, saa det af Menigheden kun kan læses i en Oversættelse, for hvis Nøiagtighed de Skriftkloge er dens eneste Borgen.

✂ Dette er saa iøinefaldende, at vor Lutherske Stats-Kirke og enhver Stats-Kirke, som kunde det, baade bandt sine Præster til en vis Skrift-Fortolkning og til Oversættelsen paa Modersmaalet, for at ikke Tvisten derom skulde vække Tvivl og Uro, men at dette Huusraad hverken var christeligt eller havde meer end ►Skinnet for sig, det saae vi i det Attende Aarhundrede, da det baade klarlig bevistes, at alle saadanne Baand er “►Mørkets Lænker”, som hverken Sandhedens Aand eller hans levende Redskaber vil bære, og klarlig viste sig, at den Christne Menighed, ved at bygge sin Tro og sit Haab paa en ældgammel Bog, hvis Sprog var døde og hvis hele Beskaffenhed var et ►Tvistens Æble mellem al Verdens ►Boglærde, hvorom Striden kunde vare til Verdens Ende, enten maatte styrte sig i grændseløs Tvivlraadighed eller nedsynke i en uforsvarlig Overtro paa enkelte Skriftkloges fuldkomne Sanddruhed og Ufeilbarhed, uden dog derved at kunne undgaae den “sorte Død” i Aanden.

✂ 212Nu blev det ovenikiøbet i det Attende Aarhundrede klarlig oplyst, at om ogsaa den Christne Menigheds Skriftkloge kunde bevise, at ►Jødernes Hellige Skrift lod sig venlig og vel forlige med den Christne Tro, saa var det dog lige latterligt at ville udlede Troen deraf eller bygge den derpaa, og at hvad det ►Ny Testamente eller ►Apostel-Skriften angik, da maatte den enten være aldeles ►uefterrettelig, eller ogsaa den er meget yngre end den Christne Tro og Menighed, som den selv heeltigiennem forudsætter, og kan da umuelig ►enten være Kilden til eller Grundloven for, men maa være de Skriftkloge overladt til fri Granskning og Benyttelse, saa i det Nittende Aarhundrede maa den Christne Menigheds Skriftkloge ligesaavel for deres egen velforstaaede Friheds og aandelige Virksomheds som for Troens og Menighedens Skyld, opgive alle Forsøg paa at forsvare Troen og Menigheden med ►Skriften og saaledes maa vi afbøde alle Angreb med ►Skriften paa Troen og Menigheden.

✂ Vi skal nemlig oplyse Menigheden om, at den, som et christeligt Troes-Samfund, kaldet og udvalgt til det evige Liv, baade, for at staae virkelig fast, ene maa ►bygge sin Tro paa Klippen, som er Guds evige Sandheds-Ord til os af Vorherres egen Mund, og at den ligeledes, for virkelig at faae det evige Liv, maa ene og alene søge det i det evige Livs-Ord, som intet Menneske ►uden Vorherre 👤Jesus Christus, den levende Guds Søn, har i Eie, saa at dette Troens og det evige Livs Ord til os af Herrens egen Mund ved hans Daab og Nadver giver os hvad man har kaldt “Kirkens” 213►det er: Menighedens sande og levende Begreb, hvorfra Intet kan tages og hvortil Intet maa lægges, saa at baade den ►Hellige Skrift og hele den fremskridende christelige Oplysning hører ikke til Me nigheds-Begrebet eller til ►Saligheds-Sagen i sig selv, men til hvad man kalder Skole-Begrebet, altsaa til Begrebet om en aandelig Indretning, hvorved den levende Oplysning baade benyttes og forplantes fra Slægt til Slægt, og skrider frem med Tiden ►fra Klarhed til Klarhed. Da nu enhver Skole, som aandeligt Oplysnings-Middel, kræver baade Lærere og ►Lærlinger, og da vor ►Hellige Skrift er vor nedarvede, umistelige Skole-Bog, saa forudsætter den christelige ►Kirke-Skole en uafbrudt Række af christelige Skriftkloge, som indestaaer Menigheden for ►Skriftens Overensstemmelse med det guddommelige, levende og uforanderlige Troes-Ord, som de naturligviis, med hele Menigheden, maae forudsætte, bekiende og bygge paa, men har for Resten fri Raadighed baade over den ►Hellige Skrift og alle christelige Oplysnings-Midler, da en fri ►Rørelse ►aabenbar er Vilkaaret for en levende, bestandig fremskridende Oplysning.

✂ Dette, at Herrens eget Munds-Ord til os alle ved Daaben og Nadveren er for alle Christne, baade store og smaa, vise og vankundige, den eneste faste Troes-Grund, fordi den, som baade Lys-Grund og Livs-Grund, er baade Klippe-Grund og Soel-Grund, oplysende og oplivende, i Herrens Aand, som aldrig viger fra hans Munds Ord, medens vor ►Hellige Skrift er et Oplysnings-Middel, hvorom Herren ikke taler til os, 214og hvorpaa Menighedens Troes-Bekiendelse ved Daaben derfor heller ikke lyder, og som derfor maa være Aanden og hans skriftkloge Redskaber, som kun virker levende i Frihed, frit overladt, paa de Vilkaar, at de Skriftkloge vil bruge ►Skriften christelig, altsaa i Overensstemmelse med vor Alle vitterlige Christne Tro, og i en paa begge Sider fri Vexel-Virkning med Herrens fribaarne Menighed, som de Skriftkloge aldrig maa byde deres Oplysning som en Troes-Artikel; dette er allerede nu saa klart, at dersom den blotte Kundskab var mægtig nok til at styre og raade, om ikke hele Menigheden, saa dog dens skriftkloge Medlemmer, da havde det ingen Nød, at de herefter, som forhen, enten skulde opgive deres Frihed i Skolen og derved afbryde den christelige Oplysnings Liv og Fremskridt, eller, ved at paatage sig Forsvaret for Troen og Menigheden, paa en Omvei opkaste sig til deres Herrer, og forbittre Menighedens Liv med al den Ængstelse og Tvivlraadighed, der er uadskillelige fra det aandelige Trælle-Liv; men en lang og sørgelig Erfaring maa have gjort os kloge af Skade, saa vi, som for Øieblikket høre til de Ældste, maa baade med Formaning og Exempel arbeide paa, at om Udskeielser end ikke kan undgaaes, de dog i det hele blive uskadelige.

✂ Derfor er det, at jeg bestandig mindre har taget Deel i Penne-Feiden om, hvor Troens og det evige Livs Ord er at finde: enten i Herrens egen Mund, eller, efter Bogstav-Skriften, i de Skriftkloges Mund, men har indskrænket mig til baade med Mund og Pen at oplyse den troende Menighed 215om alle Mundes og Pennes, saavelsom alle Hænders og Vaabens Magtesløshed mod Guds-Ordet i Herrens egen Mund og Menneske-Hjertets Tro derpaa, saa Herrens Menighed kan og skal staae rolig under al Fjendens Larm, som ►Huset paa Klippen i Storm og ►Vandskyl►, indtil man igien stræber at kvæle Troes-Bekiendelsen paa Børnenes Læber, da Herrens Menighed skal ære ham ved sin høirøstede Bekiendelse ogsaa paa Børnenes Vegne, og overlade Forsvaret til ham, som med sin egen Munds Ord har paataget sig Ansvaret: Herren selv, hvis Munds Ord til os vi alle troe og bekiende paa hans Apostlers og hele Menigheds Vidnesbyrd. Hertil har jeg med Flid indskrænket mig, især siden Penne-Feiden fik sin ny Skikkelse, thi saalænge den førdes mod dem, der, som Prof. 👤Clausen, i ►aabenbar Strid med vor Christne Tro eller i klar Selv-Modsigelse, paastod, baade at ►Skriften var den eneste ►Troes-Regel, og at den, efter sin hele Beskaffenhed slet ikke duede til ►Troes-Regel, saalænge kunde man frit tage til Gienmæle, uden at faae mindste ►Skin af ►enten at forsvare Troen med den ►Hellige Skrift, eller at ville give Troen en nødvendig Understøttelse med sit Forsvars-Skrift; men siden man, med Dr. 👤Rudelbach, bringer ►Bibelen og dens Anseelse i Marken ganske i Kalvinistisk Stil, som om ►Bibelens Duelighed til at være Troes-Grund og ►Troes-Regel, dens Omfang, Ægthed, bogstavelige ►Indblæsning, aandelige Liv, Sikkerhed, Tydelighed og Klarhed for alle, var aldeles uomtvistelige, og var ligesaavel den Lutherske som den Kalvinske urokkelige Grundsætning, see, da 216skiftede Strømmen, saa der midt i vort verdens-kirkelige Virvar blev stor Fare for at løbe paa Grund.



✂ 1

Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden.

✂ (Af N. F. S. Grundtvig.)


✂ (Fortsat.)


✂ II.

✂ Det var nemlig let at forudsee, at alle de Bisper, Præster og Skoleholdere, som vilde aandelig beherske Troen og Menigheden, enten paa Grund af en ►egen Indvielse og ►Salvelse, eller paa Grund af en ►stemplet Skriftklogskab, de vilde stræbe at opreise Stats-Kirken fra det Syttende Aarhundrede paany, og, skiøndt de, for Religions-Frihedens Skyld, ei kunde giøre den til det gamle Fangetaarn, vilde de dog giøre den til det aandelige Trælle-Huus og Tugt-Huus, som den fordum var, men som den i det sidste Aarhundrede mere og mere havde ophørt at være.

✂ Havde vi nu, som oplyste Christne, staaet i en Frimenighed udenfor den danske Folke-Kirke, der nu atter, om muligt, skulde giøres om til en Stats-Kirke, da vilde vore Skriftkloge følt, at enten maatte de herved være ligegyldige Tilskuere, eller dog kun stræbe at oplyse den danske ►Læse2verden► om, at dette kun var et nyt Skud af det ligesaa ufolkelige og umenneskelige, som uchristelige Hierarkies Rod, saa Folket, om det vilde beholde sin Frihed og gaae frem i aandelig Oplysning, maatte jo før jo hellere nedlægge Stats-Kirken; men da vi nu ikke blot stod midt i Folke-Kirken, men følde ogsaa Kald til at blive deri med Menigheden saalænge som mueligt, og det dog bestandig tydeligere blev Modstandernes Agt, enten at binde os alle til det saakaldte Skrift-Princip med Lænker, som selv vore danske ►Præste-Fædre aldrig bar, eller dog at begrave Friheden med os, som nu høre til de Ældste, saa kunde vi ikke være ørkesløse Tilskuere, men fristedes til at indlade os med Modstanderne i en skarp Penne-Feide, baade om det ægte Lutherske og om ►Skriften og dens christelige Forhold ⓘ til Herrens Munds-Ord ved Daaben og Nadveren, en Penne-Feide, der, før vi vidste det, let kunde føre os ►baglængs langt videre end Troes-Livet og saavel Menighedens som vor umistelige Aands-Frihed kunde taale.

✂ Derfor har jeg egenlig slet ikke taget Deel i denne Penne-Feide, skiøndt Fingerne tit har kløet og maattet kløe paa mig, efter at vise den nordiske ►Læse-Verden, eller dog alle Menighedens opvakte Læsere, hvor uforsvarlig og tit høist latterlig man beraabde sig paa 👤Luther, paa den danske Stats-Kirke og fremfor alt paa ►Skriften, for hvad hverken 👤Luther eller den danske Stats-Kirke ►nogentid har sagt, og som ►Bibelen, saavidt den kan sige noget, maa sige netop det Modsatte af; men jeg holdt mig tilbage, fordi der ved en saadan Penne-Feide 3hverken for Menigheden eller for dens skriftkloge Tienere var det mindste at vinde, men tabdes meget, naar vi og Menigheden derved fik ►Skin af at underkaste os enten 👤Luthers eller nogen Stats-Kirkes eller nogen Bogstav-Skrifts Dom i Troens og ►Salighedens og den tilsvarende Friheds og Oplysnings Sag. Derimod stræbde jeg med al Flid at oplyse baade Venner og Fiender om, at den Frihed, som Præster og Professorer i vor Stats-Kirke ►alt i forrige Aarhundrede paa Samvittighedens og Oplysningens Vegne havde krævet og tiltaget sig, den udstrakte baade dogmatiske og liturgiske Frihed, som i ►tre Menneske-Aldere Ingen i hele Landet havde fundet utaalelig, undtagen de gammeldags Christne, og som nu, ved Sognebaandets ►Løsning, var ogsaa blevet dem meget taalelig, denne Frihed maatte vi nu, som Sandheds-Vidner og Oplysnings-Venner, høit og lydelig kræve, og, hvis den haardnakket blev os nægtet, heller forlade Folke-Kirken end svigte den aandelige Sandheds, Friheds og Oplysnings hellige Banner.

✂ At dette var den rette Maade at tiene Menigheden og forsvare vor fri Virksomhed paa, det viser ikke blot Modstandernes Færd, men i mine Øine endnu klarere Adskilliges Misbilligelse, som ellers erklærede sig grundenige med mig i Troes-Sagen, thi ►vistnok har disse mine Venner haabet at blive fremdeles taalt i Folke-Kirken uden Tilbagekaldelse, men de maa dog halv eller heel have forligt sig med den Tanke, at vore næste ►Eftermænd i deres ►Lærdom og hele aandelige Virksomhed blev bundet enten til allehaande Bog4staver eller til Skrift-Principet, eller til begge Dele, og kom derved i endnu langt skiævere Stilling til Vorherres Munds-Ord og Frimenighed end vore lutherske ►Formænd, der dog, hvor gierne de end vilde tiene Herren og følge Aanden, maatte trælle for Bogstaven og spille Herrer over Guds-Folket.

✂ Dette sees da ogsaa klarlig af deres Indvendinger mod den ►almindelige ►Præste-Frihed, som jeg kræver den, thi at jeg vil have denne Frihed udstrakt ligesaavel til Professor 👤Clausens og 👤Søren Kierkegaards, som til mine Discipler, det er ingenlunde blot, fordi kun saaledes har Friheden vundet Hævd i den danske Stats-Kirke, og kun saaledes kan den tænkes at bestaae i en Folke-Kirke, hvor man altid maa vente flere uchristelige eller halvchristelige end strængt christelige Præster; men først og sidst, fordi vi, som oplyste Christne, aldrig kan være med ►at ►snoe verdslige Baand til Aander, endsige da, under Paaskud af christelig Nidkiærhed, at friste Folk med visse Levebrød til høitide lig Løgn, Hykleri og Selv-Modsigelse. Naar derfor Vedkommende paastaaer, at deres Samvittighed ikke vilde tillade dem at være Præster i saa fri en Folke-Kirke, som den danske Stats-Kirke længe har været og tildeels er endnu, fordi den var bekiendelsesløs og ►aabenbar uchristelig, da er det klart, at ogsaa de forvexler 👤Christi Frimenighed, hvis Bekiendelse kun er eenstemmig, fordi Troen er den samme hos Alle, med de kun saakaldte christelige Stats-Kirker, hvis Bekiendelse man godt vidste, 5kun var blevet eenslydende ved Tvang, og vilde derfor ogsaa fremtvinge samme Bekiendelse af alle med eller uden Tro, som det kunde falde, og foreskrev alle Præster høitidelig at aflægge et og det samme Vidnesbyrd om deres personlige Tro og Overbeviisning, ►enten saa det Vidnesbyrd blev sandt eller falsk, skiøndt det derved blev hardtad umueligt selv for den sanddrueste Præst at afhjemle sit personlige Vidnesbyrd, saa det af sandhedskiærlige Folk kunde findes troværdigt. Kunde vi derfor, som christelige Præster i en Folke-Kirke, ikke taale, at uchristelige Præster ved Siden ad os udtrykde deres Overbeviisning ligesaa frit, som vi udtrykde vores, da skulde vi aldrig ladet os giøre til Præster i den danske Stats-Kirke, hvor vi jo vidste, den Frihed herskede, men har vi ikke blot kunnet taale den ►selvtagne Frihed, men maa netop takke den Frihed, hvori vi selv har deeltaget, for alt det Held, der har kronet vore christelige Bestræbelser, da kan vi ►aabenbar ikke blot taale, men maa kræve denne Frihed ⓘ indrømmet, naar vi skal blive i Folke-Kirken. Kun naar det var os, ligesom de gamle Stats-Kirker, om ►Skinnet af ►almindelig Christendom at giøre, kun da kunde vi finde dette tomme og falske ►Skin umisteligt, og selv det falder, efter ►Skinnets Historie i det attende Aarhundrede lige for vore Øine, ubegribeligt; thi det maa jo hos os aldrig glemmes, at kunde jeg ikke taalt at være christelig Præst i en Stats-Kirke, som ►aabenbar var bekiendelsesløs og fattedes alt ►Skin af at være christelig, da kunde jeg aldrig blevet Præst i den danske Stats-Kirke, og 6da jeg ikke maatte gaae ud af den, heller ikke udenfor den, saa at, forsaavidt som min præstelige Virksomhed har været christelig, forsaavidt kan man ikke nægte, at den er meget godt forenelig selv med den grændseløseste Frihed, medens den derimod vilde været aldeles uforenelig med ►den ny Alterbog, som vi (1807) havde været lige paa Nippet til at faae►. For mine Øine er det da ogsaa soleklart, at medens vi, som ►Guds-Ordets Tienere i Folke-Kirken, ikke blot kan taale, men ►høit behøve al den Aands-Frihed, vi har og maae række efter mere, saa behøvedes der ►vist ikke mere til at giøre vor christelige Virksomhed i Folke-Kirken umuelig og drive os ud deraf, end saadan en ny Alterbog, som enten i et nybagt ►Kirkeraad eller paa vore forældede Landemoder vilde faae de fleste Stemmer, og en saadan ny Alterbog maa jo dog komme, enten ►alt i vore Dage, eller før vi ret blive kolde i Graven, dersom der ikke snart bliver ►almindelig ►lovfast ►Præste-Frihed i Folke-Kirken; thi den ►gamle Alterbog, der ►alt for ►to Menneske-Aldere siden var opgivet og saagodtsom ►aflagt, og som Ingen af os strængt har fulgt, den vil ingen Myndighed kunne giøre strængt giældende, saa, naar man vil stramme Baandet, maa det giøres med en ny Alterbog, som har Overtallet for sig, og de, som da selv havde ►bestridt den ►Præste-Frihed, der netop var dem uundværlig, maatte da baade med Skam og med en ►ond Samvittighed forlade Folke-Kirken.

✂ Naar jeg derfor her, ved en Undtagelse, vil vise christelige Læsere, at vore saakaldte luthersk-ortho7doxe Modstandere maae sadle dygtig om, inden de kan ►ride os tilvands enten paa 👤Luthers eller paa vor lutherske Statskirkes eller paa vor ►Hellige Skrifts ►Kappe, da er det vel tildeels for, om mueligt derved at oplyse og opmuntre de Ubefæstede, der maaskee kan staae Fare for at lade sig kyse af blind Alarm eller blæse omkuld af et Vindpust, men det er dog egenlig, efter Aandens Drift, for at vise de Yngre af ►Ordets Tienere, at der var slet intet vundet for Troen og Menigheden, naar vi, saavidt som det kan skee ved en Penne-Feide, slog Dr. 👤Rudelbach og hans Hærskare aldeles af Marken, men at det kun synes ►saa under vor meget beklemte statskirkelige Stilling, som vi helst skal see bort fra, da den enten snart maa blive tilstrækkelig fri eller aldeles ophøre.

✂ Hvad nu først gamle Doctor 👤Morten Luther angaaer, da var han jo selv aldeles enig med os om, at 👤Christi Menighed skulde slet intet have med ham at giøre, hvis han ikke uden al Forbeholdenhed bekiendte sig til den christne Tro ved Daaben, som den lyder i vor Apostoliske Bekiendelse, som han ogsaa tog for Guds Ord, og kaldte Daaben det bare Vand, naar den ikke var sammenføiet med Guds- Ordet, og hvad hans Skriftprincip angik, da indskærper selv Kalvinisterne, at Grund-Forskiellen mellem 👤Luther og 👤Zwingel var den, at 👤Luther vilde intet lade giælde, som stred imod ►Skriften, men 👤Zwingel vilde, ligesom vore nye ►Bibelryttere, kun lade giælde hvad der lod sig udlede og bevise af ►Skriften.

✂ 8Hvad dernæst den lutherske Stats-Kirke i 📌Danmark angaaer, da havde den jo, som saadan, hverken med ►Concordie-Formularen, eller med noget andet ægte eller uægte Luthersk at giøre, end den uforandrede ►Augsburgske Bekiendelse og 👤Luthers ►lille Cathechismus, og ingen af Stederne har jeg kunnet finde et Skrift-Princip i Modsætning til den Apostoliske Troes-Bekiendelse paa Menighedens Tunge eller til noget af ►Herrens Indstiftelses-Ord ►enten ved Daaben eller ved Nadveren►.

✂ At nu den danske Stats-Kirke heller ikke paa sin egen Haand bandt sine Præster til et saadant Skrift-Princip, men kun til Herrens egne Indstiftelser med Guds-Ordet og den guddommelige Sandhed, som den findes i de ►prophetiske og ►apostoliske Skrifter, det kan man selv see i Ritualet for Ordinationen, og det er desuden klart, at naar man ikke udtrykkelig angiver en hellig Skrifts Omfang og Indhold og nævner en vis Text eller Oversættelse, som skal følges, da svæver det saakaldte Skrift-Princip aldeles i Luften.

✂ Det Skrift-Princip og den haandgribelige Bogstav-Skrift, som Vedkommende nu vil føre i Marken mod Menighedens levende Troes-Bekiendelse og ►Herrens eget Indstiftelses-Ord ved Daaben og Nadveren►, maa det da ►aabenbar blive deres egen Sag baade at giøre kiendelige, at forsvare og at giøre giældende i en splinterny Tvangs-Kirke, som de synes, med eller uden ►Kirkeraad, paa deres egen Skrifts og deres eget Skrift-Princips Vegne, at ville oprette og uindskrænket beherske. Da de nu maaskee i denne kun forønskede og forventede 9Tvangs-Kirke agte saa strængt at gjennemføre deres Skrift-Princip, at hele Kirken kun kommer til at staae paa Papiret, hvorpaa Bogstaver og al Bogstavelighed ►aabenbar ogsaa staaer fastest, saa skal vi ikke her indlade os paa de kildne Spørgsmaal: om en Aand heller vil boe i en Bog end i et andet Huus, der giøres med Menneske-Hænder, eller om han heller vil forplantes ved Bogtrykker-Sværte end ved Pen og Blæk, eller om det er en finere Overtro, at der skal være aandelig Kraft og Liv i en legemlig aldeles livløs og ►maalløs Bogstav-Skrift, end at der skulde være aandeligt Liv i en Rune-Steen, skiøndt de for alle vore Sandser, ogsaa for Hørelsen, er lige steendøde.

✂ Derimod maae vi med Flid giøre vore Modstandere eller dog vore fælles Læsere opmærksomme paa, at naar Nogen med mindste Held vil føre deres Skrift og Skrift-Princip i Marken mod den christne Menigheds Troesbekiendelse eller mod lidt eller meget af Indstiftelses-Ordet ved Daaben og Nadveren, da maae de selv indskærpe, at det er ingenlunde den ►hellige Skrift, som fra Arildstid er forelæst og ►forklaret i Menigheden, men en ganske anden, og at deres Skrift-Princip heller ingenlunde er det, som alle den christne Menigheds Skriftkloge fra 👤Irenæus til 👤Luther, og den danske Stats-Kirkes Skriftkloge fra 👤Palladius til 👤Balle har vedkiendt sig, men et ganske andet.

✂ Vort gamle Skrift-Princip var nemlig, som bekiendt, Forudsætningen af den fulde Overeens10stemmelse mellem ►Skriften og den oprindelige Christen-Tro og Bekiendelse, og vor ►Hellige Skrift er jo saa langt fra at udgive sig selv ►enten for den christelige Troes-Grund eller den christelige Livs-Kilde, at den maatte være aldeles ►uefterrettelig, hvis der ikke var et Ord af Herrens egen Mund ved Daaben og Nadveren, hvorpaa Troen hvilede og hvoraf Livet udsprang.

✂ Vor evangeliske og apostoliske Skrift, det saakaldte ►“Ny Testamente”, lader det nemlig ingenlunde være Nok med heel igiennem at forudsætte 👤Christi Evangelium som ►en Guds Kraft til ►Salighed for de Troende,► og at forudsætte en troende Menighed, paa hvis Oplysning og Formaning Alt er stilet, thi vor ►hellige Skrift melder ogsaa tydelig, at Vorherre 👤Jesus Christus og hans Evangelium kom til Verden og at den tilsvarende Tro blev bekiendt og ►udbredt med glødende Tunger i den Helligaands Kraft, førend der blev skrevet en Tøddel af hvad vi nu læser derom, saa det er soleklart, at skal vi findes i Besiddelse af det samme 👤Christi Evangelium, den samme Tro og Daab og den samme Aand, som den 👤Jesus Christus og de Apostler, som vor ►hellige Skrift giver Vidnesbyrd, da maa de være komne til os ad en anden og ældre Vei end Pennens paa Papiret, være kommet levende til os i et Guds-Ord og Troes-Ord fra den samme Herres og ►hans Apostlers glødende Tunger, og endelig vidner vor ►hellige Skrift udtrykkelig, at baade holdt Apostlerne og Aanden, som drev dem, sig udeluk kende til Ordet af ⓘ Herrens egen Mund, hvorpaa netop ►👤Christi Aand, 11som ikke talde af sig selv►, skulde kiendes, og at Herren, ved ►Indstiftelsen af Daaben og Nadveren, talede et bestemt Ord til Apostlerne, som de skulde ►meddele ligesaa reent og varmt, som de havde modtaget det.

✂ Alle, som uden Latterlighed og klar Selv-Modsigelse vil beraabe sig paa vor ►evangeliske og apostoliske Skrift og hævde dens Anseelse i Menigheden, maae da vel vogte sig for, i ►aabenbar Strid derimod, at udgive den for det Modsatte af hvad den, efter sin hele Skikkelse, Bestemmelse og Bekiendelse er, saa vi vilde ►aabenbar være vort ►Ny Testamentes aabenbare Forrædere, hvis vi trods denne ⓘ Oplysning, som ►Skriften selv indeholder, vilde udgive den for enten at være Evangeliets, Troens og Menighedens Ophav, eller for ►Troes-Regel i den Menighed, som netop efter samme ►Apostel-Skrifts Vidnesbyrd ikke maa vige fra det Evangelium og Troes-Ord, som den har hørt fra Begyndelsen, ►om saa en Engel fra Himmelen vilde friste den dertil.

✂ Man seer heraf, at vi, som virkelig stoler paa vor ►hellige Skrift som en mageløs paalidelig Oplysnings-Bog om de Ting som høre til Guds-Rige, vi er for ►Skriftens egen Skyld nødt til at paastaae, der skal i den Christne Menighed være et Ord af Herrens og Apostlernes egen Mund, et Ord, som hverken er udsprunget eller udledt af ►Skriften eller maa forandres derefter, og at vi, som troer, vi har det ægte, oprindelige 👤Christi Evangelium, umuelig kan udlede det af en Skrift, der henviser os til den ægte, oprindelige Christen12dom i en troende Menighed, som en almindelig bekiendt, levende og guddommelig Kiendsgierning, hvortil den kun staaer i et beskrivende og oplysende Tieneste-Forhold.

✂ Hvis derfor vore ►nærværende Modstandere eller deres Børn fremdeles vil bekæmpe Ordet af Herrens egen Mund til Menigheden ved Daaben og Nadveren med vor egen ►hellige Skrift, da maae de ►aabenbar sadle om og selv paastaae, at der skal findes et saadant levende Ord af Herrens og Apostlernes egen Mund, som udtrykker den ægte Christne Tro og fører 👤Christi Aand med sig, thi saalænge de paa ►gamle Parykkers og egne Vegne vil forære og paanøde vor ►evangeliske og apostoliske Skrift en Stilling og Anseelse, som den selv ►afbeviser og fralægger sig, da den, som historisk Beskrivelse af Troens Ophav og Menighedens Stiftelse og som et Omrids af Apostlernes Tankegang, umuelig ►enten kan være Grunden og Kilden dertil eller Bestemmelsen deraf og Regelen derfor, saalænge giøre de sig jo Dag for Dag ikke blot mere latterlige, men mere kiedsommelige, og kiedsommelige Bøger, som man ikke nødes til at læse, er uskadelige.

✂ Derimod kan man nok, uden klar Selv-Modsigelse, indrømme, at der naturligviis efter ►Skriften skal findes et mundligt Troes-Ord og Guds-Ord ved Daaben og Nadveren, hvorpaa baade Aanden og Menigheden kiendes og hvorved Fælles-Troen og dens eenstemmige Bekiendelse ene bliver muelig, og dog paastaae, at efter ►Skriften, har dette Ord lydt og skal lyde ander13ledes end det nu lyder, enten i det Hele, eller paa et enkelt Sted, som nu hos os.

✂ Denne Vending kan nu vel vore saakaldte luthersk-orthodoxe Modstandere vanskelig give Striden, fordi de, ved Siden ad ►Skriftens fulde Paalidelighed, maa holde ligesaa meget fast paa den lutherske Kirkes Rettroenhed, men de behøvede da kun at blive Rationalister igien, eller i deres kirkelige Luft-Kastel at rette Ordet ved Herrens Indstiftelser efter ►Skriften, saa havde vi en ny Trætte om Ordet og ►Skriften, langt mere indviklet, og langt farligere for Menigheden, hvis vi indviklede den deri, ved paa dens Vegne at tage Handsken op, og love et klart Skrift-Beviis for, at Ordet ved Herrens Indstiftelser skulde netop efter ►Skriften lyde, som det har lydt fra Slægt til Slægt alle Dage, istedenfor at vi, som Ordets og Menighedens Tienere, aldrig maae blive trætte af at foreholde os selv og Menigheden, at Ordet og Troen ei kan eller maa bygges paa nogen Skrift eller bedømmes derefter, da ingen Skrift kan ►enten være almindelig bekiendt eller være nær saa sikker, som den ved hver Daab lydelig bekiendte Menigheds-Tro, og, da en Bogstav-Skrift, om den end kunde være begge Dele, dog er livløs og kan da hverken giøre Ordet eller Troen levende, som de dog begge maa være for at skiænke os det aandelige og evige Liv.

✂ Naar vi derfor indlader os i Trætte med Nogen om vor ►hellige Skrifts Forhold til Herrens eget Munds-Ord ved hans egne Indstiftelser og den derpaa grundede Fælles-Tro, da maa det slet ikke 14være paa Ordets, Troens og Menighedens Vegne, som under den ny Pagt kan og skal med den levendegjørende Aand hæve sig høit over det døde og dræbende Bogstav, og er paa ingen Maade afhængige deraf, men vi maae føre Striden ganske paa vor egen og den Skriftklogskabs Vegne, som har bevidnet ►Skriftens historiske, prophetiske og evangeliske Ægthed og dens aandelige ⓘ Overeensstemmelse med den Christne Tro og med Vorherres 👤Jesu Christi egne lyslevende Indstiftelser og ►Saligheds-Midler.

✂ At vi nu saaledes paa eget Ansvar, i Tillid til 👤Christi Aand, som vi forudsætte, har drevet vore Propheter og Apostler, saavel naar de skrev, som naar de talde, og som altid vil vedkjende sig sit eget Værk, dristig kan møde alle Indvendinger mod Overeensstemmelsen mellem det levende Guds-Ord og den tilsvarende ►Hellige Skrift, det er jo ligesaa vist, som at 👤Christi Aand er Sandhedens Aand; men vi vilde dog ►aabenbar ►skuffe os selv og Menigheden, hvis vi indbildte os at kunne med en klar og afgjørende Seier føre denne Strid til Ende, thi medens vi maa indskrænke os til at paastaae og, saavidt mueligt, godtgjøre en aandelig Overeensstemmelse, vil Modstanderne naturligviis paastaae, at Overeensstemmelsen skal være bogstavelig, og hvor klart vi end ►udvikle, at bogstavelig Overeensstemmelse kan der kun være mellem bogstavelige Ting, og at Aanden ligesaavel er sin Skrifts som sin Tales bedste Fortolker, saa vil den vantro Verden altid hælde til Modstandernes Side. Dette vil nu ►vist nok klarest være Tilfældet, naar vi paatager os at forsvare det 15saakaldte ►“Gamle Testamente”, ►Jødernes hellige Skrifts Christelighed, men det vil dog ogsaa være kjendeligt nok baade ved vort Forsvar af det saakaldte ►“Ny Testamentes”, vor egen ►hellige Skrifts Christelighed i det hele, og ved vort Forsvar af ►den evangeliske Skrifts ►Efterrettelighed i Henseende til ►Indstiftelses-Ordene ved Daaben og Nadveren.

✂ I Henseende til det ►Ny Testamente i det hele, kan vi saaledes umuelig, hvad dog Modstanderne sikkert vil kræve af os, godtgjøre Christeligheden af det saakaldte ►Jakobs-Brev, og skjøndt dets Uægthed er gyldig bevidnet, er dets Ægthed dog paastaaet eller indrømmet af Paven i 📌Rom og af saa utallige Skriftkloge, at vi med 👤Morten Luther maae synes aldeles ►overstemte. Ligedan er det med den klare Uovereensstemmelse mellem de fire Evangelier indbyrdes, thi skjøndt den, i Henseende til Kjendsgjerninger er aldeles ubetydelig, saa tør vi dog hverken benægte den, eller selvmodsigende paastaae, at en Skrift baade kan være ordret tilsagt af Sandhedens Aand og dog i Ordenes ►Be mærkelse► og Sammenhæng være uforligelig med sig selv, altsaa selvmodsigende. ►Vist nok kan vi godtgjøre, at hele ►Indblæsnings-Læren (Inspirations-Theorien) umiddelbar anvendt paa Bogstav-Skriften, er kun et aandløst Rabbinsk Paafund, som vor ►hellige Skrift paa ingen Maade ►enten kræver eller forudsætter, og ►vist nok paastaaer vi med Rette, at selv den udtrykkelige Mindelse om eller Tilsigelse af Herrens egne Ord kun gjælder Apostlerne, som havde hørt dem, og maa kun anvendes paa hans øvrige Discipler og hele Menigheden, forsaavidt som de ogsaa har 16hørt ham selv, saa at Evangelisten 👤Lukas kan godt, efter sine Kilder, meget sandfærdig anføre Herrens Ord anderledes eller i en anden Sammenhæng end Apostelen 👤Mathæus, uden at Apostel-Vidnesbyrdet derved i mindste Maade svækkes, eller 👤Christi Aand kan sigtes for Selv-Modsigelse; men da Menighedens Skriftkloge ►sædvanlig har overseet eller vel endog benægtet dette, saa kan Modstanderne med ►et godt Skin bestride det og derved trække Striden ud i det Uendelige.

✂ Hvor klart det derfor end altid har været for troende Bibel-Læsere, at der findes den herligste Overeensstemmelse mellem den evangeliske Efterretning ⓘ om ►Daabens og Nadverens Indstiftelses-Ord hos Menigheden, saa er det dog lige vist, at hverken har de Lutherske Skriftkloge beviist, ikke heller kan vi bevise, at Indstiftelses-Ordene efter ►Skriften skulde lyde netop, som de lyder hos Menigheden, saa Forholdet derimellem er et aabent Spørgsmaal. ►Vist nok er det en dumdristig Paastand, at Indstiftelsens Ord efter ►Skriften ikke har lydt eller maatte lyde som nu, men naar Modstanderne indskrænker deres Paastand til Djævle-Forsagelsen og Korstegnets Ord, da vil de dog med Verdens Bifald kunne trække Striden ud i det Uendelige.

✂ Mens man nemlig kun gjør sig latterlig ved at paastaae, det efter ►Skriften ikke kunde være med Herrens egne Ord, vi døbes i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, og at det ikke kunde være Herren selv, som ved sit Bord siger til os: ►►tager, ►æder! det er mit Legeme, som gives for eder, ►drikker alle heraf! det er den ny Pagts 17Kalk i mit Blod, som udgydes for eder til Syndernes Forladelse►; eller at det ►Fadervor, vi beder baade ved Daaben og Nadveren, ikke skulde være Herrens egen Bøn, som han lægger sin Menighed i Munden; eller at “Fred med dig!” og ►“Fred med eder!”► ikke skulde være Herrens eget Velsignelses-Ord til sin Menighed; saa det er kun Daabs-Pagtens og Korstegnets Ord, som Modstanderne med ►mindste Skin efter ►Skriften kan drage i Tvivl, men det er ogsaa mere end nok, da det baade er alle Vilkaarene for vor Daab og er det eneste Indstiftelses-Ord, som nævner 👤Jesu Christi, Guds Søns Navn, og derved giver Daaben sit christelige Præg, saa at, dersom ►Skriften virkelig stemplede vor Daabs-Pagt som uægte, da kunde Pagten ►vist nok derfor være lige ægte og staae lige fast, men da maatte vi beskæmmede frafalde vor Paastand om Evangeliernes Christelighed, skjøndt den er omtrent saa gammel som ►Kirke-Skolen.

✂ Hvad nu Daabs-Pagten angaaer, da maae vi strax indrømme, at ingen af dens to Hovedstykker, hverken Forsagelsen eller Troes-Bekiendelsen, findes bogstavelig beskrevet ►enten i de fire Evangelier eller i ►Apostlernes Gjerninger, saa det var aldeles umueligt at udlede eller bevise Pagten deraf, men ►vist nok afviser vi med Rette enhver til denne urokkelige Kjendsgjerning støttet Indvending mod ►Skriftens Christelighed, da Udeladelsen godt kan have sin aandelige Grund i den Fare for allehaande Forvanskning og Misbrug, som Daabs-Pagten, ved ordret at indføres i Bogstav-Skriften, ►aabenbar vilde været udsat for, og da 18denne ny Pagts ►Tilværelse og Gyldighed for hele Menigheden baade forudsættes, nævnes og stykkeviis peges paa efter hele sit Indhold. Saaledes nævner jo Herren efter ►Skriften selv ved Nadverens Indstiftelse ►“den ny Pagt”, som han besegler med sit Blod, og 👤Paulus kalder ikke blot sig med alle ►Apostlerne “den ny Pagts” Tjenere, og derfor ikke Bogstavens, men den levendegjørende Aands, men han stiller ogsaa den ny Pagt som Naadens over den gamle Pagt som Lovens, og ligner den ved 👤Sara, alles vores fribaarne Moder, hvis ►Sæd har Forjættelsen, men ogsaa Forfølgelsen*►Gal. 4, 24-29.. Dette passer unægtelig godt paa vor Daabs-Pagt, der, som det guddommelige Daabs-Vilkaar er den aandelige Moder til alt hvad der fødes i Daaben, og hvad især Troes-Bekiendelsen angaaer, da maatte der ►aabenbar efter ►Skriften findes en saadan ved Daaben, eftersom Herren ikke blot uopløselig ►sammenknyttede Troen og Daaben til Frelse-Midlet og ►vilde kun kiendes ved dem, der trofast kiendtes ved ham; men han vidnede udtrykkelig, at ►han vilde bygge sit aande lige Huus paa en klippefast Bekjendelse af ham selv som 👤Christus, den levende Guds Søn,► der har ►det evige Livs Ord. Dette passer da ogsaa ypperlig paa vor Troes-Bekjendelse i Daabs-Pagten, som bærer hele Menigheden og har hidtil ganske rigtig trodset Helvedes Porte med den Trods, som Korset og Djævle-Forsagelsen udtrykker.

✂ Naar hertil kommer, at Apostlerne efter ►Skriften ►skulde døbe til Faderens og Sønnens og den 19Helligaands Navn►, hvad ►aabenbar udkrævede en Troes-Bekjendelse som Daabs-Vilkaar, der lød christelig paa Faderen og Sønnen og den Helligaand, og at vores fælles Troes-Bekjendelse paa det Tætteste slutter sig til det korte Begreb af Evangeliet, som Herren, efter ►Skriften, selv gav med de verdensberømte Ord: ►►saa elskede Gud Verden, at Han hengav sin eenbaarne Søn, for at hver den, som troer paa ham, skal ikke fortabes, men have et evigt Liv,► da vilde Menigheden ►vist altid finde det fyldestgjørende, men Modstanderne, som i deres Fortvivlelse vil nøde de Christnes egen ►hellige Skrift til at ►bestride den Christne Troes-Bekjendelse og Daabs-Pagt fra Arildstid, de indrømmer neppe Troes-Bekjendelsens ►Skriftmæssighed, selv naar man tillige foreholder dem Apostelen 👤Peders ►Opregnelse af Leddene i vor anden Troes-Artikel, og Apostelen 👤Povels Vidnesbyrd om det Troens Ord med den Herres 👤Jesu Bekiendelse, som var Sjælen i den apostoliske Prædiken, Troes-Ordet, som med den nedfarne og opfarne 👤Christus selv, var alle Christne saa nær i deres Mund og i deres Hjerte, som deres troende Hjerte kunde ønske sig, og at dette er Guds-Ordet, ved hvis Hørelse Troen oprinder*►Rom. 10, 6-17. ►Eph. 4, 4-10..

✂ Dog, selv om Modstanderne skulde finde sig nødt til at indrømme, at Troes-Bekiendelsen fra Herrens Mund vel efter ►Skriften kunde og maatte lyde, som den lyder, saa kunde og vilde de dog vedblivende paastaae, at der i ►Skriften ei findes mindste 20Spor ►enten af Djævle-Forsagelsen som en Deel af Daabs-Pagten, eller af ►Kors-Betegnelsen, og skjøndt det ikke er sandt, saa maae vi dog indrømme, at der hviler et Slør over disse Spor, ►ligesom det Slør, der for Jøderne hviler over hele den ►gamle Pagts Bog, indtil de omvender sig til 👤Christus.► Naar man nemlig, som alle den christelige Daabs-Pagts Modstandere, har sat sig fast i Hovedet, enten at der ingen Djævel og intet Helvede maa være til, eller dog, at der intet uforsonligt ►Had og Fiendskab maa være mellem Slangens og Kvindens ►Sæd►, end sige da, at Korsets Ord og Tegn skulde gjøre et evigt Skiel imellem dem, da kan man ►vist nok ligesaa lidt troe vor ►hellige Skrift, som vor Daabspagt, men saalænge man dog vil have ►Skin af det første og holde paa Christen-Navnet, maa man ►nødvendig benytte sig af den Dunkelhed, der i ►Skriften hviler over alt hvad kun det gjenfødte, aandelige Menneske kan forstaae, for at de Aandløse ikke skal indbilde sig, de forstaaer det. Dette er nu igrunden Tilfældet med hele den ny Skikkelse af Menneskelivet, som udspringer af Guds-Ordets ►Kjøds-Paatagelse, Pine og Død, ►Helfart og Himmelfart, og som sættes i Kraft hos de Troende af den Helligaand ved Daabens og Nadverens Guds-Ord af Herrens egen Mund, hvorfor man ogsaa dumdristig har prøvet paa at bestride det altsammen med ►Skriften, der, som alt Dødt maa kunne føres i Strid med alt Levende; men dog er især det ny Menneskes Forhold til det Onde og til den Onde, og til Frelserens Kors, hvorved vi troer, det Onde blev overvundet med det Gode, 21et Forhold, som ikke lader sig tydelig beskrive, men lader sig kun ved ►Afsigelsens ⓘ og Korstegnets Ord levende udtrykke, og i det christelige Levnetsløb aandelig erfare.

✂ ►Vist nok er det latterligt for vore Øine, naar man paastaaer, at efter ►Skriften kunde Vorherre 👤Jesus Christus ikke gjøre ►Djævle-Frasigelsen til et Hoved-Stykke af sin Daabs-Pagt, thi om end ►Fristelses-Historien var ►Skriftens eneste Oplysning om det personlige Forhold mellem Frelseren og Fristeren, saa maatte ►Herrens “pak dig, Satan!” jo være noksom Pant paa, at naar han grundede sit Rige paa Jorden, vilde han ikke glemme at gjøre noget, som kunde holde denne hans arrige Fjende ude derfra, og at naar han vilde tage en Troskabs-Eed af sine Undersaatter, han da ogsaa vilde have deres Ord for, at de ikke, som Forrædere, vilde ►holde til med hans Fjende. Lægger man nu hertil, at Herren, efter ►Skriften, er ►den guddommelige Sandhed i egen Person og at ►Djævelen er Løgnens Fader, saa følger det jo af sig selv, at Ingen kan indgaae i 👤Christi Rige uden at sætte sig i afgjort fjendligt Forhold til Djævelen og hele hans Rige; og det er ►aabenbar et Grund-Forhold, der maa høre til den christelige Grundvold.

✂ At nu Herrens Apostler heller ikke efter ►Skriften kan have optaget Nogen i hans Menighed uden at de ►afsagde Djævelen med alle hans Gjerninger og alt hans Væsen, paastaaer vi med Rette, da ikke blot baade 👤Petrus og 👤Paulus ►tiltaler Menigheden, som den der staaer i et alle vitterlig fjendligt Forhold til Djævelen, men 👤Paulus ogsaa ud22trykkelig nævner en saadan ►Afsigelse *►2. Cor. 4 V. 2. og vidner, at en saadan vitterlig Bortvendelse fra Ondskaben hører til Grundvolden for alle dem, der nævner Herrens Navn*►2 Tim. 2, 19..

✂ Med alt dette kan vi dog aldrig vente, at Verden skulde give vor Skrift-Fortolkning i dette Stykke Bifald, da den er fast bestemt paa ikke at lade ►Skriften gjælde, med mindre enten Djævelen og Helvede reent kan bortfortolkes eller ved en eller anden Bro i Luften forbindes med Himmerig og Vorherre, da det uforsonlige Fjendskab mellem Sandhed og Løgn er den Sandhed, Verden sidst lader gjælde.

✂ Saalænge derfor Verden finder det Umagen værdt at trættes med os om vor egen ►hellige Skrifts Christelighed, saalænge indrømmer den ligesaalidt, at Djævle-Forsagelsen som at ►Korsets Ord kan efter ►Skriften høre til ►den christelige Grundvold som 👤Christus selv har lagt► og er aandelig selv i, og det Sidste endnu mindre end det Første.

✂ Naar vi opmærksom læser ►Apostel-Skriften med Christen Tro og med Herrens Aand, da maae vi ►vist nok finde, at efter ►Skriften maatte man ventet et langt fyldigere “►Korsets Ord” ved den christelige Daab, end det, der halvveis skjuler sig i Troes-Bekjendelsen, og det lille Ord, som helliger Korsets Tegn, saa mindre kunde der neppe være, naar det, som 👤Paulus skriver, var ►til “Korset” den ►Haandskrift blev naglet, som fordømde os►, og at ►det er “Korsets Ord”, som alle de Vantroe støder sig paa, 23men hvori alle de Troende finder Guds Kraft►, og naar det, som Herren, efter ►Skriften, selv har sagt, netop er paa Korset, han vil drage alt til sig og at alle hans Disciple skal bære hver sit Kors*►Joh. 12, 32-33. ►Math. 10, 38. ►16, 24.. Desuagtet har neppe Nogen af vore egne Skriftkloge vovet at regne det lille Korsets Ord, som christner Korsets Tegn for vort Aasyn og for vort Bryst til det Oprindelige ved ►Daaben efter Herrens Indstiftelse, ja, jeg har selv ikke rigtig vovet det førend nu, saa Verdens Skriftkloge vil have nemt ved, med stormende Bifald at udraabe denne Paastand for aldeles skriftstridig, skjøndt Menigheden, som umuelig kan slippe Menneskens Søns Tegn, og kan dog heller ikke erklære noget Tegn uden Ord for aandeligt, naturligviis vil finde det ligesaa bibelsk som christeligt.

✂ Heraf, tænker jeg, det kan sees, at naar vi ogsaa, langtfra selv at ville gjøre ►Skriften til den Christne Menigheds Lovbog, meget mere har afviist og ►afbeviist ethvert Krav paa lovgivende Myndighed, som de ⓘ Skriftkloge paa ►Skriftens ►Kappe har tilskrevet sig, vi da fremdeles maae vogte os for at gjøre vor uundgaaelige Trætte om det ►Ny Testamente som vor Kirke-Bog til en Menigheds-Sag, da den ►aabenbar kun er vores Sag, Lærernes Sag, som har gjort det ►Ny Testamente til Kirke-Bog i Menigheden og indestaaer samme for dets Christelighed, uden at Menigheden i sin Daabs-Pagt har paataget sig mindste Ansvar derfor. Heraf følger da, at vi under vor Trætte med de Fremmede om 24►Skriftens Christelighed, baade for Menighedens og vor egen Skyld, langt mere maae have for Øie at berolige og fyldestgjøre Menigheden end at overbevise Modstanderne, thi det Første kan og skal skee, medens det Andet igrunden er umueligt, og selv naar det synes opnaaet, kun vil berede os og Menigheden en langt haardere Strid om Christendommens Sandhed.

✂ Jeg skal nu gjøre opmærksom paa, at naar Modstanderne vil føre Bogstav-Skriften i Marken mod Herrens eget Munds-Ord til Menigheden, men maa dog selv indrømme, at der, efter ►Skriften, skal findes et saadant Munds-Ord ved Herrens Indstiftelser, som umuelig kan udledes af nogen Bogstav-Skrift, da er det en kirkehistorisk Brug eller Misbrug, de gjør af vort ►“Ny Testamente” ved at paastaae, at Herrens Munds-Ord efter den ældste skriftlige og fuldgyldige Efterretning om 👤Jesus Christus og hans Menigheds Stiftelse, har lydt og skulde da altid lyde anderledes end det nu lyder enten i den saakaldte Lutherske eller den saakaldte ►Bispelige eller den saakaldte Romersk-Katholske eller Pavelige Kirke, der dog er de eneste, som paastaaer, at deres Troes-Bekjendelse ved Daaben er den ægte Apostoliske. For at bestyrke og nærmere bestemme denne deres Paastand, vil de da ogsaa gjøre et kirkehistorisk Skridt videre, og, som de siger, bevise, at i den ældste Christen-Menighed, som jo maa gjælde for den ægte, fattedes adskillige Ledd af vor Troes-Bekjendelse og navnlig det om Herrens Nedfart til Helvede.

✂ 25Herved er det nu vel soleklart, at hverken kan disse Modstandere uden Selv-Modsigelse erklære nogen af disse saakaldte Kirker med en, efter deres Paastand, forvansket Bekjendelse og Daabspagt, for christelig rettroende, ikke heller kan de være rigtige Medlemmer ►enten af de sigtede Kirker, eller af den ægte Menighed, som de paastaaer er uddøet, saa de stiller sig i Modsætning til ►den Christne Tro og Menighed i det hele, som, efter ►Skriften, ikke kan uddøe►; men skjøndt vi ikke kan undlade at lægge nogen Vægt herpaa, maa det dog ikke være mere end høist nødvendig, fordi vi selv maae skjelne skarpt mellem alle Tvangs-Kirker og den oprindelige Frimenighed, og maae ind rømme, at der i Tvangs-Kirkerne med deres Alterbøger kan indløbe og er indløbet visse Feil i Troes-Bekjendelsen, der gjorde den til særlig og uforsvarlig, uden dog efter vort Skjøn at gjøre den til oprørsk eller kjættersk.

✂ Det kan og maa nemlig ikke dølges, at vi i den Danske Tvangs-Kirke lige siden Reformationen i Troes-Bekjendelsen har sagt “christelig Kirke” og “Legemets Opstandelse” istedenfor “►almindelig Kirke” og “Kjødets Opstandelse”, som ikke blot den skriftlige Kirkehistorie, men det lydelige Vidnesbyrd ved Daaben baade i den ►Bispelige Statskirke og den Pavelige Kirkestat, hvorfra vi har faaet Troen og Daaben, udtrykkelig stadfæster. ►Vist nok paastaaer vi med Rette, at denne Ændring forsaavidt var uskyldig, som man ikke derved tilsigtede nogen Forandring, men kun en ►Forklaring, men den var dog ligefuldt utilladelig og 26uforsvarlig og sætter Menigheden hos os i den farlige Nødvendighed at maatte forsaavidt bygge sin Tro paa sine Skriftkloges Vidnesbyrd, istedenfor at bygge den aldeles udelukkende paa Herrens og sit eget. Denne Ulæmpe, som vi, naar Herrens Aand er over os, selv vil være de første til at beklage og paa alle muelige Maader stræbe at formindske, maa imidlertid i den kirkehistorke Trætte om vor Apostoliske Troes-Bekjendelses Ægthed, ei hindre os i at hævde Menigheds-Vidnesbyrdet ved Daaben sin mageløse Gyldighed fremfor nogen Enkeltmands skriftlige Efterladenskab, endsige de navnløse ►Flyveblade, som dog er det eneste, Modstanderne kan beraabe sig paa, til hvad der kaldes Beviis for, at Troes-Bekjen delsen ved Daaben ikke lød i den ældste Menighed ligesom den lyder endnu i 📌Rom, i 📌Engeland og allevegne, hvor man ikke efter egen Tilstaaelse og beviislig har forandret den.

✂ ►Til al Lykke tør nemlig Modstanderne ei engang paastaae, at den Romerske eller Latinske Troes-Bekjendelse ved Daaben er blevet forandret i de sidste tolvhundrede Aar, eller siden Troen og Daaben forplantedes til 📌Engeland, 📌Tydskland og 📌Høinorden, og denne store Kjendsgjerning vil altid være Menigheden et sikkert Pant paa denne Troesbekiendelses apostoliske Ægthed, thi om man end vilde tænke, at et Kiætteri kunde skabt, ►opholdt og oplyst hele den ny eller ►Gothiske Christenhed, saa maatte dog, saavist som Vorherre lever, den ægte apostoliske Tro ikke blot kiendelig hævdet sig i Modsætning, men ogsaa gjort langt større Ting end disse.

✂ 27►Intet mindre end den kirkehistoriske Opviisning af en saadan vidt overlegen Medbeilerske til Navnet af den Apostoliske Menighed og 👤Christi Brud, kunde da rokke det Menigheds-Vidnesbyrd, hvorpaa den ny Christenheds Tro er grundet, og da vi, som ►Boglærde, alle maae vide, at en saadan Opviisning er umulig, saa skal vi lære Menigheden at smile ad alle de saakaldte kirkehistoriske Beviser for det ligesaa ►flaue som dumdristige Æventyr, at netop den apostoliske Frimenighed, som hvert Øieblik maatte være belavet paa at beseigle sin Tro med sit Blod, midt imellem alle muelige Kiættere, som lurede paa den, skulde have forandret og dermed forfalsket den Troes-Bekiendelse, de havde modtaget af Apostlerne, som Sandhedens og Herrens ►Lærdom, og have gjort det saa hemmelig, at ingen Kiætter fik det opsnuset, og have gjort det saa eenstemmig, at ►Herren end ikke havde sig To eller Tre forbeholdne, som vilde være hans trofaste Vidner med Apostlerne til Verdens Ende. Det vilde og kunde jo ingen Christen troe, ►om ogsaa en Engel fra Himlen fortalte ham det, og vi maatte da meget hellere lade alle Modstandernes saakaldte kirkehistoriske Indvendinger mod vor Troes-Bekiendelses ægte Apostoliskhed aldeles ubesvarede, end tillægge enten dem eller vor Giendrivelse mindste kirkelig Vigtighed.

✂ Derfor har jeg altid kun leget med de Papirslapper, man med Skoleholder-Værdighed har lagt i Vægtskaalen mod det eenstemmige Menigheds-Vidnesbyrd ved Daaben, ikke blot fra Slægt til Slægt, men fra Daab til Daab, altsaa uafbrudt. 28Men skiøndt en afdød Enkeltmands Skrift, selv om det var af 👤Irenæus eller 👤Eusebius, ei vilde veie mere end en Pennefier mod den gamle Frimenigheds høitidelige Vidnesbyrd ved Daaben om sin Tro, saa er dog dette Forhold i Tvangs-Kirkerne med deres Præsteskab og Alterbøger blevet saa tildækket, overseet og miskiendt, at jeg i en heel ►Menneske-Alder ikke har kunnet faae selv Professorer til at forstaae, at naar jeg henviser til ►Arilds-Kirkens Troes-Bekiendelse ved Daaben, det da er Menighedens eget lydelige Ja og Amen, jeg mener, og ikke, som 👤Lessing, nogle gamle ►Opskrifter af det saakaldte ►Symbolum Apostolicum, eller enkelte Yttringer om Menighedens Troes-Bekiendelse i de saakaldte Kirke-Fædres Skrifter. Hos os vil det derfor tage Tid, før man nødes til at indrømme, at hvad der i Tvangs-Kirkerne og i Pavedømmets Mørke i det mindste tilsyneladende nedsank til en blot Formular, som selv Præsterne ►sædvanlig knap lagde Mærke til, det var og er i en christelig Frimenighed det sikkreste og gyldigste af alle menneskelige Vidnesbyrd under Solen, og selv, naar man endelig nødes til at indrømme det, kan og vil man dog benytte sig af Vidnesbyrdets unægtelige Svækkelse i Statskirkerne til at forlænge Striden og paastaae, det var dog immer mueligt, man endnu i en Krog kunde finde en ægte apostolisk Menighed, som gjorde den hidtil eneste bekiendte til uægte. Jeg skal derfor ikke her nærmere indlade mig paa den ufrugtbare Strid om, enten 👤Cyprian eller 👤Rufin, som to hinanden modsigende Vidner om 29den apostoliske Troes-Bekiendelses rette Lyd*Hos 👤Cyprian findes nemlig “det evige Liv”, men ikke “Kiødets Opstandelse” og hos 👤Rufin forekommer “Kiødets Opstandelse”, men ikke “det evige Liv!” har i denne Sag mindst at betyde, men heller minde om en ny Kiendsgjerning, som klarlig viser, hvor lidt der kan bygges selv paa en meget troværdig Enkeltmands Vidnesbyrd om Menighedens Troes-Bekjendelse.

✂ Der levede nemlig i 📌Engeland først i forrige Aarhundrede en Storkantsler, ved Navn 👤Peter King, høit anseet baade for sin Lærdom og sit Levnet, og han skrev med Flid ►den apostoliske Troes-Bekiendelses Historie, som i det fri 📌Engeland langt bedre end andensteds har hævdet sin mageløse Anseelse, og i dette Skrift beskylder han udtrykkelig endog med en vis Heftighed, ►Høi kirken►, hvoraf han selv var Medlem, for at have aldeles uforsvarlig ombyttet det ægte Ord “Kiødets Opstandelse” med det nybagte “Legemets Opstandelse“. Hvem der bygger det mindste i Troessager paa Bogstav-Skrift, maatte jo tænke, at hans Vidnesbyrd var afgiørende, og dog staaer ikke blot “Kiødets Opstandelse” i alle de engelske Alterbøger, men jeg har selv hørt med mine Øren, at ►Høikirkens Præster endnu bestandig i Spørgsmaalet ved Daaben sige “Kiødets Opstandelse.”

✂ Hvorledes nu denne for sin Sanddruhed berømte Dommer er kommet til ►uvitterlig at aflægge et falsk Vidnesbyrd i Troes-Sagen, kan man giætte sig til, naar man veed, at den Apostoliske Troes-Be30kiendelse oplæses i ►Høikirken ved enhver fuldstændig Guds-Tjeneste og lyder da altid “Legemets Opstandelse” (the resurrection of the body) og Lord 👤King, der, som andre Engelskmænd, vel har været en flittig Kirkegænger, men sjelden og uopmærksom Fadder, har dristig forudsat, at Troes-Bekjendelsen lød ved Daaben ligesom ►for Alteret; men om vi nu slet ikke kunde forklare os Kantslerens grove Feiltagelse, saa blev den dog lige sikker og lige grov, saa at naar det, efter en Skrivelse af Biskop 👤Cyprian i 📌Carthago kan synes, ►som man i hans Domkirke baade udelod “Kiødets Opstandelse,” og nævnede hans Kiæledægge “Kirke” to Gange, saa kan det dog være lige ►uefterretteligt. For Resten følger det af sig selv, at om man i en vis Biskops Tid, ►enten i 📌Carthago, i 📌Aquileia eller selv i 📌Rom havde prøvet sorte Kunster med den apostoliske Troes-Bekiendelse, da blev det Vedkommendes egen Sag, og maatte snarere tjene til at bekræfte end til at afkræfte den apostoliske Troes-Bekiendelses christelige Ægthed, siden Kirkehistorien vilde vise, at saadanne Forsøg, langtfra at lykkes i Frimenigheden, meget mere hidtil sporløst forsvandt hvor de forekom.

✂ 145

Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden.

✂ (Af N. F. S. Grundtvig.)


✂ (Sluttet.)


✂ III.

✂ Har jeg nu end, under Betragtningen af den christelige ►Lærer-Stilling, opholdt mig længst ved den Skikkelse, hvorunder den hos os og for os havde og har endnu sin farligste Fristelse, saa hverken har jeg dog glemt, eller maa glemme, at ►Lærer-Stillingen gjennem mange Aarhundreder har havt og har endnu baade i den Pavelige og ►Bispelige Kirke en Skikkelse, der ikke blot er fristende, men er ►aabenbar uchristelig og fordærvelig, og vil i Fremtiden ligge os saa nær, at vi ►vel maa tage os iagt.

✂ Det var som ►Boglærde og Skriftkloge, vi fristedes til at spille Herrer og Mestere over Troen og Menigheden, og stillede os i alt Fald, med ►Bibelen under Armen og med ►Attestatsen i Lommen, mellem Troen og Menigheden, hvorved de begge, saavidt muligt skildtes fra Herren og Aanden, og skildtes ved Livet, saa baade Bekiendelsen, Forkyndelsen og Lovsangen nedsank i den Døds-Dvale, hvoraf Herren og Aanden med Troens og det evige Livs Ord nu daglig opvækker dem. Men da Bisper og Præster gjennem Middelalderen beherskede Troen og Menigheden, saa længe til de ikke blot nedsank i Døds-Dvale, men tillige indhylledes af et ►ægyptisk Mørke, der skjulte baade Himlen og Graven, 146da var det jo slet ikke som Skriftkloge og ►Boglærde, men som hemmelighedsfuldt indviede (ordinerede) og høitbetroede Husholdere over Aanden og Kirke-Skatten, og vi danske Præster, som holdt paa ►Præste-Vielsen, da de fleste Tydske Protestanter med Kalvinisterne opgav den, vi vil altid ►have Skin af dermed at ►stile paa et lille Pavedømme, og kan let fristes til at gjøre det.

✂ Den rene Modsætning mellem den papistiske og protestantiske ►Kirke-Skole er nemlig den, at Papisterne bygger deres Æventyr paa den sande Historie, men Protestanterne bygge den sande Historie paa deres eget Æventyr, hvoraf følger, at det papistiske Æventyr er ►glimrende, blændende og tilsyneladende ►velgrundet, medens det protestantiske Æventyr, der skulde bære Historien, var saa plat og ►flaut som mueligt, maatte falde ved det første Aandepust, og truede dog med at tage hele den sande Historie med sig i Faldet.

✂ Det papistiske Æventyr om Paven som ►Apostoliker, og om Haands-Paalæggelsen som Grund-Sacramentet, hvorved Aanden forplantedes og Kirken ►opholdtes, var jo saaledes bygt paa hele den sande christelige Historie om Guds Søns ►Kiødspaatagelse og den Apostoliske Menigheds Stiftelse, Tro og Liv, Tegn og ►underlige Gierninger, ►glødende Tunger og Troskab til Døden, medens Protestanterne vilde have denne Grund-Historie, som maa bære det Hele, bygt paa deres Æventyr om ►Skriften som et ►Himmelbrev, der var faldet ned fra Skyerne, og kunde ikke blot bevise hele Christendommens guddommelige Sandhed, men 147kunde tillige, naar den med Tro paa ►Indblæsningen lærtes udenad, baade skiænke den Helligaand, og ved Fornuftens rette Brug giøre alle de Troende til ligesaa gode og oplyste Christne som Apostelen 👤Paulus.

✂ 👤Morten Luther lærte imidlertid snart af Erfaring, at den ny Historie var ligesaa ►uefterrettelig som det gamle Æventyr, og gik for sin Deel ikke blot tilbage til den apostoliske Troes-Bekiendelse, men ogsaa til ►Daaben og Nadveren som guddommelige Livs- og ►Saligheds-Midler i Kraft af Herrens Indstiftelses-Ord►, og stræbte ►saa under den Helligaands Paakaldelse ved Hjelp af ►Skriften paa sit Modersmaal at gienføde Apostlernes ►Lærdom, men han brugte dog, desværre, det protestantiske Æventyr til at ►bestride det Papistiske og undergravede dermed selv sin ►udmærket christelige Praxis. Paa den ægte Lutherske Vei var det, vi mødte Himmellyset, som viser os, at Herren selv, meget bedre end 👤Luther kunde, har ved sine egne Indstiftelser lagt den urokkelige Grundvold i sit os alle vitterlige Munds-Ord, og har dermed, ligesaa levende som uopløselig forbundet Fælles-Troen med Guds-Ordet, som er Aand og Liv, saa nu see vi, at alt er beredt til en christelig Reformation i Gierning og Sandhed, som en Fornyelse af den Apostoliske Menigheds Liv og ►Lærdom. Er vi blevet gamle med dette Lys, da veed vi ogsaa, det kan aldrig feile, det jo vil lykkes med Menigheden i det Hele, som det lykkes med den Enkelte, der begynder sit ny christelige Menneske-Liv ved Daaben og har det faste Sæde ved ►Herrens Bord stadig for Øie, saa det 148gjælder kun om, at vi lader den ►uforkrænkelige ►Sæd, som er det levende Guds-Ord, spire og voxe, blomstre og modnes ligesaa frit hos Menigheden, som den er voxet hos os, uden for nogen Pris eller under nogetsomhelst Paaskud, at træde op som ►Stillingsmænd ►enten for Herren eller for Aanden, som selv vil staae i levende Vexel-Virkning med Menigheden, hvad kun er mueligt uden nogen Mellemmand.

✂ Uagtet jeg nemlig ikke tør tænke og tale saa ringe om min ►Præste-Vielse i 📌Babel, som 👤Luther tænkte og talte om sin, saa er jeg dog paa mine gamle Dage blevet meget enigere med ham i dette Stykke, end jeg var i Ungdommen, saa jeg erklærer det for ►Papisteri, ligesaavel i den Danske Stats-Kirke som udenfor den, at den gjennem Pavedømmets Mørke nedarvede Ordination skulde give apostolisk Myndighed enten til at ►►“løse og binde”► eller til at ►raade for Herrens Indstiftelser, endsige da give udelukkende Ret til offenlig at forkynde Evangelium. Da nu de statskirkelige Gjengangere hos os naturligviis vil lægge al muelig Vægt derpaa, og da Skriget paa Kirketugt midt i det ligesaa ukirkelige som uchristelige Virvar synes at skulle faae Overhaand, saa er der altid Fare for, at selv ►Guds-Ordets Tjenere, som dog bygge paa Menigheds-Troen og har det christelige Menigheds-Liv for Øie, vil fristes til at hævde sig en Stilling, der synes at have Kirke-Historien for sig, og at give ►fast Fod imod dem, som paa egen Haand kalder sig Propheter, Apostler og Evangelister.

✂ 149►Vist nok kan jeg hverken med Mund eller Pen afvæbne denne Fristelse, thi det kan kun Sandheds-Aanden, som, naar vi tager ham til vor guddommelige ►Ledsager og Paaminder, baade vil oplyse og optugte os til at tjene Herren og hans Menighed under eet, og det er derfor netop den store Ulykke ved at stole paa Ordinationen som Læregavernes Kilde, at man da følgelig maa ansee Ordinationen for Aands-Forplantelsen og kan da hverken forud raadføre sig med den Helligaand om Ordinationen, eller siden troe den Aand, som nægter Ordinationens Kraft. Naar vi imidlertid troer, hvad alle ►Guds-Ordets Tjenere vil troe, at hele den troende Menighed døbes af Herren med den Helligaand, saa Daaben er i alle Maader det aandelige og christelige Grund-Sacrament, og at den Helligaand, som Guds-Ordets og Troens Aand, er baade Herrens og Menighedens, da indseer man let, at Gaverne, der skulde følge med Ordinationen, hvor store de end var, maatte dog skjænkes af den samme Aand, som, da han bliver hos Menigheden evindelig, hverken vil sætte nogen i sit Sted, eller liste sig fra Menigheden til Bisperne, for paa en Omvei gjennem Præsterne at vende tilbage; men at naar Aanden ►meddeler sine Gaver ved Ordinationen, da gjør han det frit som Menighedens Aand, uden at binde sig ►enten til den eller til de Ordinerede.

✂ Dette, at ville staae for Menigheden i 👤Christi Sted, altsaa paa en eller anden Maade at være hans Statholdere og Fuldmægtige paa Jorden, det er Pave-Nykken, som ligefra 👤Cyprians 150Dage har gjort Ulykker og gjør dem endnu baade hos Protestanter og Papister, thi ►enten man siger med Paven i 📌Rom, at egenlig var St. 👤Peder 👤Christi Statholder, men da St. 👤Peder er død, træder alle hans ►Eftermænd i hans Sted, eller man, som hos Ærke- Protestanterne slutter, at ►Skriften er den egenlige 👤Christi Statholder, men, da den er død, maa de Skriftkloge træde i dens Sted; eller man, som vel hos os, forudsætter, at den Helligaand, som er 👤Christi eneste Statholder paa Jorden, vel ved Daaben ►meddeles hele Menigheden, men gaaer ved Ordinationen over paa Præsterne, for, gjennem deres Prædiken, som et mundligt Guds-Ord, at virke paa Menigheden, saa bliver Feilen og Følgen dog igrunden de samme, nemlig at Lærerne i Menigheden, det være sig med eller uden den Helligaand, skal af Menigheden betragtes, æres og lydes, som 👤Christus selv, saa imod dem hjelper, christelig talt, ingen Beraabelse ►enten paa Ord og Skrift eller paa 👤Christus og den Helligaand selv.

✂ Ligesom vi derfor Alle veed, at de, der som ►Skriftens Statholdere eller dens eneste gyldige Fortolkere, vil beherske Troen og Menigheden, ophøre ingenlunde at være uchristelige ►Hierarker, skjøndt de slet ikke, som Papisterne, beraabe sig paa Ordinationen, men ringeagte og vrage den, saaledes vilde vi, som opgive Statholderskabet for ►Skriften, ei være mindre uchristelige ►Hierarker, naar vi vilde øve Herredømmet paa Grund enten af Ordinationen eller af hvadsomhelst, thi Sagen er, som Herren har sagt, at ►Ingen af hans Disipler maae tiltage sig ►enten 151Navn eller Myndighed som naadige Herrer, men skal arte sig som Alles Tjenere, ligesom Herren selv ikke kom for at lade sig tjene, men for selv at tjene og opoffre sig►. Her nytter det derfor ikke at beraabe sig paa nogensomhelst Dunkelhed ►enten i ►Skriften eller i vort kirkehistoriske Forhold til Apostlerne, thi hvad vi under intet Vilkaar maae tiltage os eller eftertragte, det lader sig vel for Mennesker besmykke, men aldrig for Herren undskylde med, enten at Omstændighederne er vanskelige eller at Fristelsen er naturlig. For Resten skal jeg stræbe, saa godt jeg kan, ved det Lys, som mig er givet, at ►oprede den kirkehistoriske Sammenhæng. Da jeg nemlig troer “►Skrifterne”, saa troer jeg følgelig hvad de klarlig melde, at Herren baade gav sine Apostler Myndighed til at ►►“løse og binde”► paa Jorden, saa det gjaldt i Himmelen, og lagde dem saaledes med Aanden sine Ord i Munden, at hvem der ►“hørte dem, hørte ham”, og det fulgte desuden af deres mageløse personlige Stilling, som Herrens fuldmægtige Sendebud til alle Folk, at de, paa eget Ansvar for Herren og Aanden alene, maatte ►raade for, hvem de ved Daaben vilde skaffe ►Indføds-Ret i Guds Rige►, og ved Nadveren ►sætte til Bords med 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob►, hvorfor Gud heller ikke, ►da han sendte 👤Cornelius et Englebud, ►enten derved lod ham døbe eller forkynde Evangelium, men henviste ham til Apostelen 👤Peder►, saa at den papistiske Grund-Vildfarelse om Paven i 📌Rom som ►Apostoliker og St. 👤Peders ►Eftermand, udspringer kun af den falske Forudsætning, at Apostlerne kunde, vilde og skulde ved Indvielsen med Haands-Paalæggelse 152forplante deres Apostoliske Stilling, Forhold, Myndighed og Gaver paa deres ►Eftermænd og alle deres Efterfølgere i ►Lære-Embedet.

✂ At nu Apostlerne ikke har gjort det, det er en kirkehistorisk Kjendsgjerning, da Haands-Paalæggelsen hverken hos Paven i 📌Rom eller nogensteds findes med et Ord af Herrens egen Mund, som dog maatte fulgt med, naar Indvielsen, ligesom ►Daaben og Nadveren, skulde gjælde for en Indstiftelse af Herren selv►, der gav Apostlernes ►Eftermænd samme ►Dygtighed og Myndighed, som fulgte med hans egen Haands-Paalæggelse, og det er derhos vel at mærke, at, efter ►Skriften, skjænkedes den Helligaand og de glødende Tunger ikke engang Apostlerne ved deres Indvielse med Herrens egne Hænder, men ►først efter Opstandelsen ved et eget Ord og Aandepust og ved ►det mageløse Pintse-Jærtegn.

✂ At Apostlerne nu heller ikke vilde gjøre Nogen til deres Med-Apostel ved Indvielse med Haands-Paalæggelse, det viser deres Fremgangs-Maade, da de vilde give 👤Judas Iskariot en ►Eftermand, thi ►da udvalgte de jo 👤Mathias efter hellig Lodkastning ved Stemmegivning, og udnævnede ham endda kun udtrykkelig til deres Apostoliske Medvidne om Herrens Opstandelse, som han virkelig med dem havde været Vidne til►.

✂ Og at endelig Apostlerne, om de havde villet, hverken kunde eller skulde gjøre Nogen udenfor deres og Herrens Omgangs-Kreds, endogsaa kun forsaavidt som 👤Mathias, til ►Apostoliker, det følger deels soleklart deraf, at Ingen, som ei havde været 153med Herren fra Begyndelsen og hørt alle de Ord, som Herren talte til Apostlerne i sin Faders Navn, ►enten kunde aflægge det personlige Vidnesbyrd, der skulde lyde ved Siden ad den Hel ligaands guddommelige Vidnesbyrd, eller kunde af den Helligaand mindes om de Herrens Ord, som han ikke havde hørt, og deels stilles det samme os i ►Skriften levende for Øie i den eneste ►Apostel-Eftermand, der med Rette kaldte sig deres ►Sidemand, skjøndt han, langt fra at have fulgt Herren paa Jorden, forfulgte ham saa at sige i Himmelen; thi vi veed det jo alle, hvor omhyggelig 👤Paulus forsikkrede, at han ikke havde faaet sit Apostel-Kald eller engang sin evangeliske Oplysning af nogen Apostel eller af noget andet Menneske end den himmelfarne Herre selv, ►hans Ord og Aabenbaring, som han havde selv baade hørt og seet, og da dette dog var en Hemmelighed mellem Herren og ham, forlangte han ikke heller sit Apostel-Kald ►erkjendt af Menigheden, uden forsaavidt han baade med Ord og Gjerning viste dem klare ►Apostel-Tegn *►Gal. 1. ►1 Cor. 1. ►1 Cor. 9., ja, han advarede selv Menigheden for at tænke høiere om sig, end efter hvad den saae og hørte af ham.

✂ Heri skulde da Paven i 📌Rom speilet sig, og, naar han vilde og turde udgive sig for ►Apostoliker, da, istedenfor at ville mane den døde 👤Petrus op, ligesom 👤Paulus, have beraabt sig paa den levende Herre, og, ligesom 👤Paulus, ►gjort Apostel-Tegn, og endelig, ligesom 👤Paulus, ladet det staae Menig154heden frit for, om den vilde ►erkjende hans Apostel-Kald til ►Lære-Embedet, som var det eneste, Apostelen 👤Paulus gjorde Krav paa, da han ikke, som Herrens gamle Apostler, havde Døber-Kaldet *►1 Cor. 1, 17.; men hvad vi med Aanden forlanger af Paven, det forlanger Herren og Aanden, og det skal Menigheden forlange af os alle, som tilegne os apostolisk Kald og Myndighed, enten til at ►►“løse og binde”► eller til at ►raade for Herrens Indstiftelser; og for Resten skal vi lade det staae som et aabent Spørgsmaal, hvad vi, til ►Lære-Embedets Tarv, faaer eller kan faae af den Helligaand ved den nedarvede Indvielse, saa derom har vi, paa eget Ansvar for Aanden, Lov til at tænke hvad os tykkes, naar vi kun, vel at mærke, ikke vil paanøde Menigheden, der har samme Frihed, vore Tanker, eller beraabe os paa Indvielsen, som Hjemmel for nogen aandelig Myndighed.

✂ Uagtet nemlig Indvielsen til ►Lære-Embedet med Haands-Paalæggelse og Forbøn, fra Slægt til Slægt, er mest af alt i Christenheden ►overskattet, mistydet og misbrugt, og uagtet dens ubetingede Nødvendighed til det christelige ►Lære-Embede maa med 👤Luther kækt benægtes, blandt andet, fordi de Christne ved Udtrædelse af Stats-Kirken kunde nødes til at undvære den, saa vilde og turde jeg dog aldrig tilraade at vrage eller frivillig opgive den, deels fordi Lærerne, som Kalvinismens og Rationalismens Historie viser, ligesaavel uden som med Ordinationen, kan tiltage sig uforsvarlig Myndighed, og 155især fordi jeg troer, det er en Levning af Aandens Indretning, hvorom det gjælder hvad skrevet staaer om den eenlige Drue: ►fordærv den ikke, thi der er Velsignelse ved den. Derfor ligger det mig saameget mere paa Hjerte at faae den sat i sit rette Lys, som en apostolisk Indretning til Menighedens Tarv, men derfor paa ingen Maade til Menighedens Skade, som dog Oprettelsen af en egen ►Lærestand, med ►udelukkende Ret til Evangeliets Forkyndelse og ►Saligheds-Midlernes Anvendelse, til enhver Tid i høieste Grad maa blive.

✂ At nu Herrens Apostler, ligesaalidt som de kunde eller vilde overdrage deres ►eiendommelige Apostoliskhed til deres ►Eftermænd i ►Lære-Embedet, ligesaalidt kunde eller vilde ved Indvielsen give andre Enkeltmænd ►enten Eneret til Evangeliets Forkyndelse eller ►Raadighed over Herrens Indstiftelser, det følger soleklart deraf, at de hverken kunde overdrage Andre den Eneret, de selv hverken havde eller gjorde Krav paa, eller overdrage Andre den ►Raadighed, de kun havde ifølge deres mageløse Stilling, som Herrens umiddelbare Redskaber og som Grund-Spiren, hvoraf hele Menigheds-Livet skulde udvikle sig. Da de var skabte til det samme og saaede til saaledes at voxe, saa gik ►vist nok al deres ►Raadighed og hele deres Apostoliskhed, saa at sige i Blodet, over i den hele Menighed, som levende udviklede sig af dem, hvorfor den med Rette kalder sig en Apostolisk Menighed, men det gik ingenlunde ved Haands-Paalæggelsen over paa visse Enkeltmænd, saa vi fik en Apostolisk ►Lærestand lige over for Me156nigheden, altsaa over den eller dog udenfor den, medens derimod Menighedens ægte Apostoliskhed, der nu kun skimtes giennem den apostoliske Troes-Bekiendelse, Daab og Nadver, vil kun efterhaanden aabenbare sig i Menigheds-Livet, naar den frit udvikler sig deraf.

✂ Dette stemmer da ogsaa godt overeens med det lidet, vi af den ►ny Pagts Bog kirkehistorisk veed om Apostlernes Forplantelse af det christelige ►Lære-Embede, thi saaledes har Apostelen 👤Paulus betroet os, at ►Lære-Embedet i det Hele, selv det ægte apostoliske, er til for Menighedens Skyld, og skal ophøre, naar dets Øiemed er opnaaet i den efter Herrens Maal ►fuldvoxne Menighed, eller i Eenheden af ►Guds Søns Tro og Erkiendelse hos alle Christne► *►Eph. 4.. Heraf følger nemlig, at ►Lære-Embedet, som netop er til for at fremme den fri Udvikling af Herrens Liv i Menigheden, paa ingen Maade maa staae dets fri ⓘ Udvikling i Veien, hvad Lærerne dog altid giør, naar de paa Embeds-Vegne stille sig mellem Herren og hans Menighed og ►gaaer da aldeles uforsvarlig mellem Bark og Træ.

✂ Dernæst skinner det ogsaa igiennem hos samme Apostel, at “Hyrderne og Lærerne”, og selv Apostlerne, som Hyrder og Lærere, skulde ikke betragte sig egenlig som Herrens, men som Aandens, den Helligaands Redskaber og Embedsmænd, saa vi i ►Lærer-Stillingen ikke umiddelbar, men kun giennem Aanden og Menigheden, høre Herren 157til; thi saaledes skriver Apostelen udtrykkelig, at vi, som den ny Pagts Embedsmænd (►diakoni) er Aandens ►Skaffere, og at det er den Helligaand, som indsætter Hyrder til at ►føde Gud-Herrens Menighed, som han vandt med sit Blod*►2 Cor. 3, 6. ►Ap. Gj. 20, 28.. Naar derfor den samme Apostel etsteds kan synes at tilskrive Herren selv det samme, da maa det enten tages uegenlig, forsaavidt som Aanden igien er Herrens, eller vi skulde henføre det til “Faderen” som med sin elskelige Søn skiænker os alt ved sin Aand *►Eph. 4, 11 forbindes nemlig rettest med ►v. 6, saa man tager ►v. 7-10 som et Indskud (en Parenthes), og benytter ►1 Cor. 12, 29 til Sammenligning.. Vi slutter derfor ogsaa efter ►Skriften med Rette, at det Christelige ►Lære-Embede, som Herren selv efter sin ►Opstandelse forbød sine Apostler at udøve, før de var udrustede dertil af den Helligaand, ligesom vor ►hellige Skrift, egenlig tilhører den Helligaand, der, som ►Værten i Herberget, lægger det ud for Herren, til han kommer igjen.

✂ Da nu Herrens Aand kun virker i Frihed, og tiltager sig ingen Egenraadighed over Herrens Indstiftelser, som han derimod sætter sin Ære i at tjene og beseigle efter Ordets ►Bydende, saa følger det af sig selv, at alle hans Redskaber maae gjøre ligesaa, og aldrig kræve mere aandelig Anseelse eller Myndighed og ►Raadighed end Menigheden frivillig skiænker dem, og maa heller ikke forlange at antages for Aandens Embedsmænd, ►enten paa Grund af Haands-Paalæggelsen eller 158paa Grund af nogetsomhelst Andet end Aandens Kraft-Aabenbarelse gjennem os.

✂ Endelig nævner Apostelen 👤Paulus ingen anden aandelig Gave, som forplantet ved hans og de Ældstes Haands-Paalæggelse end Prophetien, som Menigheden skulde frit bedømme*►1 Tim. 4. ►2 Tim. 1. ►1 Cor. 12..

✂ Vilde man sige, at det ikke nytter stort at vide, hvorledes ►Lærer-Stillingen skulde være efter Aandens og ►Apostel-Skriftens Oplysning, da vi, hver paa sit Sted, vil finde Menigheden i ►Adspredelsen, hvor den hverken kan samles eller tjenes under eet med Herren, efter Fælles-Aandens Drift, da tog man dog ►storlig feil, thi vel er det ganske sandt hvad man siger baade om Menighedens og dens oplyste Læreres tunge Kaar under ►Adspredelsen og Sammenblandingen, men det er derfor saameget mere nødvendigt at kiende vor rette christelige Stilling, saa vi baade kan skiønne, hvilken Grad af Frihed der maa naaes i vor Folke-Kirke, naar Herrens ►adspredte Menighed der skal kunne samles, tjenes og trives, og saa vi kun som Menighedens Tjenere udøve den Myndighed, der kun tilhører Menigheden, men kan under ►Adspredelsen næsten slet ikke udøves af den. Desuden er ►Adspredelsen, Gud skee Lov! aandelig forbi hos os og igrunden for hele Menigheden, nu, da vi har lært, ikke blot, at det er Aanden alene, som forsamler og forener, men ogsaa lært hvormed og hvorom han forsamler og forener Menigheden, at det er om Herrens egne Indstiftelser og med Vorherres eget Munds-Ord 159til Menigheden, saa vi kan i Aanden samle Menigheden, naar vi vil, og have den stadig for Øie i sin Heelhed, med alle de Hensovne og de Ufødte ligesom med de Fraværende. Erfaringen vil ogsaa snart lære os, at ligesaa væsenlig en Forskiel, som det giør, ►enten det er et herskende Præsteskabs og en vis ►Kirkeskoles ►Uaand, eller hele 👤Christi Menigheds Aand, vi vil oplyses, styrkes og drives af, ligesaa væsenlig en Forskiel giør det, om vi forvalte Herrens Indstiftelser, eller ►►løse og binde► som Herrens ►Stillingsmænd eller som Menighedens Tjenere!

✂ Heraf følger iblandt andet, at vi, langtfra at modsætte os Oprettelse af Menigheds-Raad i Folke-Kirken, meget mere med Glæde skal fremme den, naar det kun bliver virkelige Menigheds-Raad, og ei, som man hidtil vilde, “Sogne-Raad,” hvad ►aabenbart efter Sognebaandets ►Løsning er aldeles tankeløst, og er for christelige Præster utaaleligt, da vi hverken som Aandens eller som Herrens og hans Menigheds Tjenere, kan rette vor Embeds-Gierning efter et Sogne-Raad med et tomt Menigheds-Navn til Paahæng *Herrens Frimenighed, i det Smaa som i det Store, bestaaer nemlig af dem som har Troen, ►Daaben og Nadveren efter Herrens Indstiftelse frit tilfælles, af dem maa Raadet vælges og til dem maa det indskrænke sit Omraade, naar det skal være christeligt..

✂ Hvad vi imidlertid ved Oprettelse af Menigheds-Raad, enten i eller udenfor Folke-Kirken, 160med Flid maa vogte os for, er Alt hvad der kan giøre Skaar i den os med Aanden tilhørende fri Talebrug og Skriftbrug efter ►Troens Regel, thi ligesom Aanden, der, ved at tilegne sig Menighedens Troes-Bekiendelse, binder sig til den, dog forbeholder sig frit at benytte sine ►glødende Tunger og sin ►Hellige Skrift derefter, saaledes maa Aandens Redskaber, paa eget Ansvar for ham, have samme Frihed, som heller aldrig kan skade Herrens Frimenighed, der selv intet Ansvar har for ►Skriften eller Skriftklogskaben, men har kun i fritstaaende Lærere gyldige Vidner, som borge den for ►Skriftens Christelighed. Medens det derfor maa staae Menigheden frit for, hvem den vil modtage og benytte som Aandens Redskaber, saa maa det staae dem, der modtages, frit for at følge Aandens ►Indflydelse, da de ellers ikke kan blive ved at være den Aands Redskaber, som er fri i hele sin Virksomhed og i alle sine Forhold, saa det er ogsaa frit, han, som Sandhedens Aand, menneskelig talt, binder sig til ►“Sandheden i 👤Jesus.”►

✂ Denne Forkyndelsens og ►Skrift-Forklaringens Frihed i Overeensstemmelse med Herrens Indstiftelses-Ord, paa Ansvar for den Helligaand, og uden alt Baand paa Menigheden, det, seer man let, er noget ganske Andet end den Ufeilbarhed i Troes-Sager, som Paven udtrykkelig og vore Skriftkloge forblommet har tillagt sig, og som skulde giøre deres ►Lærdom til en Troes-Artikel for hele Menigheden, og denne ►Lære-Frihed er aldeles umistelig, hvor Aanden skal kunne virke frit og hvor saavel Lærerne som Menigheden skal kunne 161frit gaae frem i christelig Oplysning, eller, som ►Skriften udtrykker det, forvandles ►fra Klarhed til Klarhed. Det sees ogsaa af selve ►Skriften, at dette har været Herrens Mening, thi, medens han ►bryder Staven over alle de Skriftkloge, som mene, det er ikke hos ham selv, som ene har det ►“evige Livs Ord”, men ►i ►Skriften, som kun beskriver det, man skal søge et evigt Liv,► da giver han dog udtrykkelig tilkiende, at han baade vil have Skriftkloge i sin Menighed og at de skal have Lov til at benytte ►Skriften ligesaa frit, som han selv benyttede den; thi ►baade ►forklarede han jo ►Skrifterne for sine Discipler►, som ►de igien skulde ►forklare dem for deres Tilhørere►, uden at spørge dem om Forlov, og derhos vidner han jo udtrykkelig, at ►Guds-Rigets Skriftkloge skal være som Huusholdere, der tage frem af deres Forraad, baade Gammelt og Nyt, hvad ►aabenbar hos de christelige Skriftkloge kræver fri Raadighed baade over den ►gamle og den ►ny Pagts Bog *►Math. 13..

✂ Denne aandelige Frihed, som Lærerne i Herrens Menighed maa ►hævde sig, for at kunne være gyldige Sandheds-Vidner og den altid fremskridende christelige Oplysnings Husholdere, lader sig vanskelig forlige med nogensomhelst statskirkelig Lære-Forskrift, som indeholder enten meer eller andet end hvad vort christelige ►Lære-Embede kræver og forudsætter: Overeensstemmelsen nemlig mellem ⓘ Herrens eget Indstiftelses-Ord og vor ►Hellige Skrift, men da dette i vor Folke-Kirke let kan jævnes 162og ventelig vil jævne sig, skal jeg henlede Lærernes Opmærksomhed paa en Fare, som ikke blot i vor Folke-Kirke, men ogsaa i Menighedens fri Stilling, vil true den aandelige Frihed og i det hele Aandeligheden hos den Christne Menigheds Lærere.

✂ Denne Fare ligger nemlig nu hos os i den Skolegang og de Overhøringer, som man kræver af alle dem, der vil være Lærere i Folke-Kirken, thi disse Fordringer, som altid har været skadelige og byrdefulde, er i dette Aarhundredes Løb blevet det i saa frygtelig en Grad, at de nu for den levende Christendom og den Christne Frimenighed er aldeles utaalelige, saa at, hvis vi ikke turde haabe meget snart at see dem betydelig formildede og formindskede, da skulde vi heller idag end imorgen, trods alle Betænkeligheder, træde ud af Folke-Kirken; thi det vil være et sjeldent Mirakel, at et opvakt Hoved kan og vil giennemgaae den gruelige Skiærsild, man har skabt ligesaavel for alle dem, der vil være Præ ster i Folke-Kirken, som for dem, der vil være Rectorer i de lærde Skoler, eller være Professorer i alle mulige Kundskabs-Fag. Ingen christelig oplyste Forældre vil da herefter kunne bære det over deres Hjerte eller forsvare det for deres Samvittighed at sætte deres umyndige Børn i den ►Hestemølle, som vor saakaldte lærde Skole er blevet, lige fordærvelig for Sjæl og Legeme, og allermindst forenelig med det troende Hjerte, det fribaarne Sindelag, den folkelige Stemning og den aandelige Drift til med voxende Kræfter og stigende Oplysning at gribe kækt ind i det bevægede Menneske-Liv, som i Regelen maa forudsættes 163hos de Drenge, vi tør haabe, skal blive dygtige og ivrige Lærere i den christelige Frimenighed.

✂ I Henseende til mit lyse Haab i dette Stykke, kan man nu ►vist nok med Rette indvende, at det er meget ►urimeligt, at enten Regieringen eller Rigsdagen for Øieblikket skulde rette det lærde Skolevæsen efter vores Trang til dygtige og ivrige Lærere, som man maaskee ikke engang ønsker eller under os, da man jo igien begynder, ligesom fordum, at kalde ►dem, der ikke vil vide af andet til ►Salighed end den korsfæstede 👤Jesus Christus,► en Sect, der maa være belavet paa hele Verdens Modsigelse.

✂ Men desuagtet nærer jeg dog endnu det Haab, at man snart i 📌Danmark vil giøre det lærde Skolevæsen taaleligt for de Christne, enten ved at forandre det hele, eller dog ved at oprette egne ►Planteskoler for Præsterne i Folke-Kirken, hvis Fordringer ogsaa vore Børn, uden at ødelægge sig selv eller dog blive uduelige til Embeds-Gierningen, med lidt Opoffrelse kan fyldestgiøre. De vægtige Grunde, hvorpaa dette Haab støtter sig, skal jeg da stræbe kort og tydelig at samle, og jeg skal da stille det hygieiniske Hensyn i Spidsen, som jo staaer paa Dags-Ordenen, selv hvor det intet skulde have at giøre, og som da vel ogsaa snart maa giøre sig giældende, hvor det er paa sit rette Sted: i alle vore fuldproppede Børne-Skoler og da især i vor reent forstoppede lærde Drenge-Skole. Ligesom berømte Læger i 📌England og 📌Nord-Amerika ►alt længe, ei blot paa den legemlige Sundheds Vegne, har gjort stærke Indsigelser mod den tidlige og langvarige Skolegang, men tillige kraftig be164kæmpet den gamle Fordom, at Sjælen vandt i Skolen hvad Legemet tabte, saa i aandelig Forstand gik man baade bedst frem og fik Jorden bedst dyrket ved at spænde Føl for Ploven; saaledes maa dog vel ogsaa vore dygtigste Læger snart opløfte Røsten mod det Skolevæsen, der fordærver baade Sjæl og Legeme i ►Helhjem.

✂ Har nu først vore bedste Læger helbredt vedkommende Statsmænd og ►Thingmænd for den Skade paa Hørelsen, hvoraf de i alt hvad der angik Skolevæsen længe har lidt, da vil det neppe falde vanskeligt at berolige dem over alle de Ulykker, som efter Professor 👤Madvigs og endeel andre lærde Skolemestres Spaadom vilde følge af enhver Lettelse, man gav de lærde Skoledrenge, og de vilde i alt Fald ►paa Timen indsee, der ikke tabdes det mindste, men vandtes allerede meget ved at opgive den ►abderitiske Fordring, som vi i hele den civiliserede Verden er ene om: at alle de, der vil have Adgang til at blive enten Præster eller Dommere eller Læger i Riget, skal bevise, at de, foruden deres Modersmaal kan skrive baade et bandsat levende og et ved ►sorte Konster opmanet dødt Sprog uden grove Feil, og ovenikiøbet giøre grammatikalsk Rede baade for det Dødes og det Levendes sproglige Sammenhæng.

✂ Indseer man nu først, at man ved et ligesaa uskyldigt som velgiørende Pennestrøg ikke blot kan betydelig formilde og forkorte den lærde Skolepine, men ovenikiøbet fortjene Roes i 📌Europa og faae mange Tak af Folket og Modersmaalet, da vil man udentvivl ogsaa faae aabne Øine for 165den ublu Fordring, at alle ►tilkommende Præster, Dommere og Læger, og selv enhver Professor i Historien eller i Græsk og Latin, skal i sine Drenge-Aar have trukket et svingende Læs Algebra og Mathematik op ad Skole-Trappen til Hylden paa Loftet og naar der ved et uskyldigt Pennestrøg ogsaa var raadet Bod paa denne grove Ulæmpe, og den umistelige Privatist-Examen ved Universitetet, trods Professor 👤Madvigs Suk og Professor 👤Ussings Taarer, blev uanfægtet, da vilde den bagvendte Skoleplan ogsaa for os til Nød være taalelig.

✂ Kommer man imidlertid fra Sundhedens og Livets Side til at betragte den lærde Drenge-Skole, der aldrig har havt andet Levende ved sig end Skoledrengenes Spilopper, da opdager man let, at om ogsaa denne lærde Skole skulde være et nødvendigt Drivhus for ►tilkommende Rectorer og Professorer, saa er den dog et meget upassende Tugthus for Landets ►tilkommende Præster, Dommere, Læger og andre Embedsmænd, som man ►nødvendig maae ønske sig saa dygtige og saa driftige som mueligt til deres vigtige Embeds-Gierning, følgelig saa friske og sunde paa Sjæl og Legeme, saa folkelige, saa ►klarøiede for det virkelige Liv og saa frie for alt Pedanteri og Bogorme-Væsen, som mueligt, saa Staten vilde forsynde sig lige saameget mod sig selv som mod de Paagiældende, ved i den lærde Drenge-Skole og paa den endnu langt mere pedantiske og aandløse end strængt videnskabelige ►Høiskole, at giøre dem 166til Slagt-Offere for nogle Rectorers og Professorers stumme og døde Afguder.

✂ Om man da ogsaa af en vis Ærbødighed for den saakaldte rene og strænge Videnskabelighed, overlod disse Rectorer og Professorer 📌Metropolitan-Skolen til at forplante sig i, saa besluttede man dog vist for Resten at oprette passende ►Plante-Skoler for Embeds-Mændene, beregnede paa den Livs-Stilling og Virksomhed, de attraaede, og man vilde her ikke kræve mere ►boglig Konst end, der med skikkelig gode Anlæg, med ►almindelige Forkundskaber og folkelig Dannelse, i den voxne Alder lod sig paa et Par Aar erhverve, saa Staten vilde da have frit Valg mellem mange Dygtige istedetfor at den nu har bundet Valg mellem mange Udygtige. Naar en Stat nemlig vil i Regelen have gode, dygtige og hengivne Embedsmænd, da maa den især vogte sig for at stille Fordringer om en vis Bog-Kundskab og boglig Dannelse til dem, som, for at vindes, i Regelen maa begyndes i Barne-Alderen, da man aldrig kan vide og sjelden giætte, om Barnet i den voxne Alder vil have Lyst og ►Bekvemhed til en vis Embeds-Stilling og tilsvarende Virksomhed, thi selv naar Fordringerne ellers var langt mindre urimelige og umenneskelige end de er nu, vilde man dog derved berøve sig mange af de bedste Kræfter, og belemre sig med en Flok ubrugelige ►Kiødhoveder og Læseheste, som man, naar de dog fik Attest for at have trukket Læsset, maatte see at skaffe Levebrød med Pensions-Ret.

✂ 167Lægger man nu hertil, at i ethvert Land med frie og folkelige Indretninger maa man ►nødvendig hvert Aar og hardtad hver Dag af Erfaring lære, at alle Embedsmænd, som skal fortjene deres Kost og Løn og Naadsensbrød, de blot læsende, skrivende og oplysende, saavelsom de styrende, dømmende og raadende, lægende og trøstende Embedsmænd, maa fremfor alt være hjemme i det virkelige Liv, driftige, folkelige og frisindede, da maatte Danskerne jo være ►Hottentotter, naar man ei skulde haabe, de vilde, saa at sige eenstemmig kræve og tilkæmpe sig et levende, folkeligt og velgiørende Skolevæsen, istedenfor det rædsomme Dødbideri, der ligesom med Flid ødelægger vor Ungdom og plager hele Folket.

✂ Dog sæt, hvad jo var meget mueligt, at det med dette tvingende Krav, som med det meste hos Danskerne, gik svært i Langdrag, og sæt tillige, hvad dog Gud forbyde: at Regiering og Rigsdag hverken af ovennævnte Grunde eller tillige for at undgaae vor Udtrædelse af Folkekirken, vilde nedstemme de utaalelige Fordringer baade i Drenge-Skolen og Svende-Skolen til alle Folke-Kirkens vordende Præster, saa vi for at bjerge Menigheds-Livet og redde den christelige Oplysning fra enten at uddøe eller, hvad der ►løber ud paa det samme, staae stille, maatte træde ud, da vilde ►vist nok en christelig ►Kirke-Skole for vordende Lærere have særegne store Vanskeligheder at overvinde, men vilde da ogsaa kunne indrettes langt bedre og bære langt rigere Frugter end selv de bedste præstelige ►Plante-Skoler i Folke-Kirken, 168der skal være taalelig for alle Partier, og indskrænkede til det Allernødvendigste for alvorlige, veltalende og skriftkloge Lærere.

✂ De Modfaldne, som hos os er mange, vil ►sagtens tænke sig Vanskelighederne ved ►paa fri Haand og bar Bund at oprette og vedligeholde en saadan christelig ►Høiskole som uovervindelige; men skiøndt jeg er saa langt fra enten at oversee eller ►underskatte de store Vanskeligheder, at jeg ogsaa for at undgaae dem, ønsker Udtrædelsen udsat det længste mueligt, saa tvivler jeg dog intet Øieblik paa, at jo alle Vanskelighederne, med den Gudshjelp, som er vis nok, vilde lade sig overvinde. Hvor ringe man nemlig end vil tænke sig Antallet af dem, der hos os følde Mod og Kraft til at sige denne Verden Farvel, for at leve i Fred med Herren, saa er jeg dog vis paa, at de Hjerter, som Herren bøiede dertil, vilde ikke være færre end ►den gamle Frimenighed paa “Hundrede og Tyve” og at de i det mindste vilde have ►“tolv” dygtige Lærere iblandt sig, hvis Røst med Guds Kraft snart vilde gaae, om ikke til Verdens, saa dog til Landets Ende, og samle de ►adspredte Guds Børn til Eet, og hvor fattig end den danske Frimenighed ►sagtens vilde være paa denne Verdens Guld og Gods, saa vilde der dog ikke fattes enkelte ►Brødre til 👤Joseph af Arimathea og til 👤Nikodemus► og endnu mindre fattes gavmilde Søstre til ►de Kvinder, som “tjende Herren med deres Gods”.

✂ Man vilde derfor strax lægge Grund-Stenen til en christelig ►Høiskole, som, trods al sin udvendige Tarvelighed, ingenlunde indvendig vilde være indskrænket 169til det nødvendigste daglige Behov, men være ►stilet paa at omfatte alle Kundskabs- og Viisdoms-Skatte, der jo umuelig kan være “skiulte i Faderens og Vorherres 👤Jesu Christi Erkiendelse”, uden at de ogsaa i Herrens Frimenighed, som til Slutning ►skal staae Maal med ham, maa komme for Lyset *►Coll. 2, 3..

✂ Hvor ►ligegyldig derfor end den papistiske Kirkestat har været baade for Almeen-Oplysning og for al stor-menneskelig (universal-historisk) Kundskab og ►Vidskab, og hvor tvetydig en Stilling dertil end de protestantiske Statskirker indtog, saa er det dog ►aabenbar Christendommen, vor oplyste Verden maa takke for alle sine ►almindelige Begreber om Menneske-Livet i det hele, med fremskridende Oplysning og endelig ►Forklaring, skiøndt den vantro Verden, sært, men dog begribeligt nok, ikke blot praler deraf som sin egen Opfindelse, men indbilder sig netop dermed seierrig at kunne ►bestride og overvinde Christendommen, ikke blot som en “Sect” med indskrænkede Begreber, men som et Mørkets Foster. Den christelige Frimenighed vil altid være som ►“Staden paa Bjerget”, der ikke kan skjules, og som ►“Huset paa Klippen” med hele Helvede imod sig, og Frimenigheden i Oplysnings-Tiden maa da ►nødvendig oplyse hele Synskredsen lige til Menneske-Aandens og Menneske-Livets yderste Grændser, og stræbe aandelig at beherske den, for ►paa Himlens Vegne at giøre sig Jorden underdanig. Naar vi derfor ved aabenlys ►Udgang af 📌Babel►, paatager os, med Herren og Aanden, at 170fremdrage og, ►vil Gud, fuldende den gamle Frimenigheds og ►“det ny Menneskes” Levnetsløb, da maae vi vide, at dertil hører en i alle Retninger (undtagen den falske) fremskridende Oplysning, og skiøndt vi derved med Rette især ►giør Regning paa ►overordenlig Bistand af Sandheds-Aanden, som er vor christelige Folke-Aand og som ►“randsager alle Ting, ogsaa Guds ►Dybheder”►, saa har Sandheds-Aanden dog nu endelig faaet os lært, at ligesom den aandelige Skriftklogskab forudsætter en foreløbig Bog-Kundskab, saa ledes forudsætter al aandelig Klogskab og ►Vidskab en foreløbig Kundskab, der meer eller mindre ►skoleret maa vindes og drøvtygges. 👤Moses havde saaledes ikke kunnet forstaae Vorherre, hvis han ikke havde været oplært i ►“Ægypternes Viisdom”, og Vorherre kunde ikke efter Opstandelsen have ►forklaret ►Skrifterne for sine Apostler, dersom de ikke forud under hans Veiledning havde lært at kiende ►Skrifterne. Da nu ogsaa vor ►Hellige Skrift, deels som Efterretning og deels som Spaadom følger Menneske-Livet fra Verdens Skabelse til Verdens Ende, saa følger det af sig selv, at ligesom enhver menneskelig Evne og Kundskab maa bidrage sit til at oplyse ►Skriften, saaledes vil alle menneskelige Evner og Kundskaber udkræves til ►Skriftens fyldestgiørende ►Forklaring, hvorfor jo ogsaa de protestantiske ►Høiskoler ►stilede paa at dyrke alle muelige saakaldte Videnskaber eller Kundskabs-Fag og ►Vidskabs-Dele; men en altomfattende Videnskabelighed, der skal bæres af en Bogs Guddommelighed, er aandelig dødfødt, og maa, som vi har seet, naar den 171drives med Flid, føre jo længere, jo mere bort fra den guddommelige Bog, og støde den troende Menighed fra sig, saa at naar en christelig Frimenighed i dette Øieblik skal sætte sig i et frit Forhold til Videnskabeligheden, da vil den føle sig fristet til at opgive den, ikke blot som unødvendig til ►Salighed, men som meget farlig for den sande Aandelighed og levende Christendom. Da vi nu som Danskere kun har en meget indskrænket videnskabelig Drift, og en afgjort ►Sky for strængt Hovedbrud, og da vi maae træde ud med den christelige Oplysning, at det er ikke de Lærde og Kloge, men de Umyndige, der helst lade sig oplyse og snarest blive oplyste af Herren og Aanden, og endelig at ►Skriften og de Skriftkloge ligesaalidt kan forsvare Herren og Menigheden, som de kan ►overvælde dem, saa er der intet Skiær, som den Danske Frimenighed for Øieblikket snarere kunde strande paa end Høiskole-Sagen, og det er ikke mindst derfor, jeg ønsker den Pusterum; men kunde dette ikke opnaaes paa taalelige Vilkaar, saa vi maatte ►seile den høie Sø, da vilde ►“Aanden sikkert komme vor Skrøbelighed til Hjelp”, og oplyse os baade om Grunden, hvorfor den christelige ►Lærestand i sin Heelhed maa være Oplysningens og ►Vidskabens Banner-Fører til Verdens Ende, og om Maaden, hvorpaa det kan skee, ikke blot uden Skade, men til stor Vinding for Herrens Menighed.

✂ 👤Christi Tro kunde nemlig ikke være Sandheds-Troen om det grundvirkelige Forhold mellem Sandhed og Løgn, Lys og Mørke, Liv og Død, eller mellem Gud og Verden, Gud og Men172neske, Aand og ►Kiød og Tid og Evighed, dersom ikke Troens Aand, som Sandheds-Aanden, i Tidens Løb udviklede og ►klarede den menneskelige Oplysning om alle disse Grund-Forhold, og 👤Christi Menighed kunde ligesaa lidt være det aandelig gienfødte og fornyede Menneske-Folk, hvis den ikke, som det sømmer sig Lysets og Dagens Børn, af al Magt bekæmpede og klarlig overvandt det aandelige Mørke med aandelige Vaaben, og nærmede sig med ►Kæmpeskridt den for Mennesket størst muelige Klarhed. Den Christelige Oplysning har derfor først naaet sit timelige Maal, naar Herrens Frimenighed har vundet samme Klarhed som aabenbarede sig i “Menneske-Sønnen” Vorherre 👤Jesus Christus, og med det samme har, ogsaa efter ►Skriften, den christelige ►Lærestand naaet sit Maal, som er ►Eenheden ►af Guds Søns Tro og Erkiendelse, der kun er muelig, naar Menigheds-Livet har naaet sin fuldvoxne ►Mands-Alder►. Ligesom nemlig den Christelige Oplysning gaaer ud fra den Forudsætning, at baade hele Skabningen og hele Tiden har sit Udspring af det eviglevende ►“Guds-Ord”, som var hos Gud og var Gud, og er Menneskets Livs-Lys, saaledes udspringer jo hele den christelige Oplysning, saavelsom det christelige Liv og Levnets-Løb, af den aandelige Kiendsgierning, at “Guds-Ordet” i ►Tidens Fylde ►blev “Kiød” for at vinde sig en troende Menighed, der i ►hjerteligt Fællesskab med ham, ikke blot faaer Aand af hans Aand, men ogsaa ►Kiød af hans ►Kiød, og det maa da være den Christelige Oplysnings Maal at vise, hvordan alt Time173ligt klarlig har sin oprindelige Sammenhæng i Guds-Ordet fra Evighed, og hvordan det under Tidsløbet er samlet i 👤Christus Jesus og lever og rører sig i hans Menighed*►Joh. 1. ►Ephs. 4. ►Coloss. 1..

✂ Uagtet derfor Frimenighedens Skriftkloge og ►Boglærde aldrig maa lægge deres Lærdom og Klogskab til Grund for Fælles-Troen, eller indbilde sig, at den dermed lader sig forsvare, og uagtet de umulig, som den tydsk-protestantiske Theologi, kan ansee Stridbarheden (Polemiken) for en Hovedsag hos dem, der ►udsendes med Fredens Evangelium, saa er det dog umuligt, at de ►“Vise og Skriftkloge”, som Herren med Aanden sender sin Menighed, kan med Kraft stræbe at udbrede sand aandelig Oplysning paa hele Jorden, uden at de hvert Øieblik maa rage i Strid med de Verdsligvise og Skriftkloge, ligesom Herren selv ragede i Strid med ►sine Kiøds-Dages Pharisæer og Saducæer; thi man kan umuelig ære Sandheden uden at beskæmme Løgnen, og 👤Christi Menighed maa derfor altid staae i Verden, som den “Fredsommelige” der dog ikke kan ►oplade Munden til at bekiende sin Tro paa det store Fredens Evangelium, uden at Verden farer i Harnisk. Det maa derfor staae Frimenighedens Vise og Skriftkloge frit for, paa eget Ansvar for Aanden, hvis frivillige Redskaber de i alle Maader skal være, at strides med Mund og Pen, saameget de vil, med Troens ►boglærde Modstandere, medens det maa blive deres egen Sag, om de yppe Kiv med andet end med ►“at saae 174Lys for de Oprigtige af Hjertet”► og de maae ikke krympe sig ved derfor aandelig at hudflettes i Verdens lærde Skoler, ligesom Herren selv og hans Apostler.

✂ Ligesom det derfor ved den Lutherske Reformation blev aabenbart, at Paven, ved at stoppe Munden paa sine Modstandere med den ►verdslige Arm, og Pave-Præsterne, ved at forsømme og ringeagte Skriftklogskaben, indhyllede baade sig selv, Menigheden og Troen i Gravens ►Mørke, hvad saavel Sandheds-Aanden som ►Skriften kalder Løgns og Ondskabs klare Kiendemærke►, saaledes gjorde ►aabenbar vore ►selvgjorte Pave-Konger eller Fyrst-Biskopper Troen og Menigheden saavidt mueligt aandløse og dermed aandelig værgeløse, ved at undertrykke den aandelige Kamp og den videnskabelige Frihed, som i denne Verden staaer og falder med hinanden.

✂ Naar derfor Menigheden nu, enten allevegne eller paa et givet Sted, maa trække sig ud af al statskirkelig Forbindelse, for ei ►“at ►drage i Aag med de Vantroe”►, da vil Sandheds-Aanden dog baade opelske den skriftkloge Lærere og drive sine villige Redskaber til, efter Evne og Leilighed, med al Flid at fremme og udbrede grundig og ►almindelig Oplysning om alt Aandeligt og Menneskeligt, skiøndt det umuelig kan skee uden skarp og farlig Strid med denne Verdens Vise, ►Boglærde og Skriftkloge.

✂ Dette er heller ikke blot nødvendigt for Sandheds-Aandens og den guddommelige Sandheds, men ligesaameget for den troende Menigheds egen 175Skyld, thi vi nærme os den sidste Strid, da Fienden ikke længer vil spilde Tid og Flid paa den Umuelighed at ►aftrætte os enten vor egen ►hellige Skrift eller vor egen Histories (vor egen Levnets-Beskrivelses) mageløse Vidnesbyrd om vor christne Troes apostoliske Ægthed, men vil trodse alle Vidnesbyrd, og, ligesaa dumdristig som 👤Nero eller 👤Julian, angribe Vorherres 👤Jesu Christi og Menigheds-Troens Sandhed, og rase derimod med al muelig Spidsfindighed og med alt hvad Verdens-Aanden kalder ►“Ild og Sværd”, og jo mere vi nærmer os dette vort ►Ragnaroke, hvori ►Troens Ild-Prøve skal være saameget skarpere end Guldets som den er ædlere, des klarere bliver det ►vist nok paa den ene Side, at Herrens eget guddommelige Munds-Ord til Menigheden er den eneste Grund, der giør Troen klippefast, men des klarere bliver det ogsaa paa den anden Side, at Menigheds-Livet, for seierrigt at giennemgaae den store Prøvelse, maa være saa fuldvoxent, som det kun ved Hjelp af den størst muelige Oplysning kan blive; thi, som skrevet staaer, ►selv de Udvalgte skulde forføres, om det var mueligt, og vi kan alle forstaae, at der hører klart Lys til at opdage selv det snildeste Blændværk og trodse det mest ►glimrende ►Skin. Jo mere antichristelig derfor den i Verden herskende Oplysning og Videnskabelighed er, og jo dristigere den erklærer den historiske Christendom, med alle dens aandelige Forudsætninger om den levende Gud og Hans Styrelse, for det yderste Mørke, der ikke kan eller skal randsages med Lyset, men fordrives og ud176jages deraf, des flittigere maa den Christne Menigheds skriftkloge Lærere randsage ►Skrifterne ►med det Lys, som Herren selv har sat i Stage, og des ivrigere maa de lade deres Lys af Herrens Lys skinne i Verden, saa alle de, som er af Sandhed, maae ►bøie Knæ i 👤Jesu Christi Navn og alle Tunger bekiende ham som Herren til Gud-Faders Ære►. Dette kan imidlertid ikke skee ►uden under stadig Kamp med alle de Vildfarelser og Fordomme, der udgive sig for Oplysning, og frister selv i Menigheden de Ubefæstede, og skiøndt Herrens Skriftkloge, ligesom han selv, skal giøre deres Oplysnings-Kamp saa sagtmodig og upersonlig som mueligt, saa veed vi af Evangelierne, at Trætterne med ►“Pharisæer og Skriftkloge” vil være uundgaaelige, saa ogsaa i denne Henseende maa Lærerne have frie Hænder, ligesom i det hele Forholdet mellem Lærerne og Menigheden maa være ligesaa frit paa begge Sider, som Forholdet var mellem Herren og hans første Disciple, kun med den Forskiel, som Fælles-Troen kræver.

✂ Dette er Sammenhængen i min Tankegang om ►Klippekirken og Friskolen, der forholde sig til hinanden, som den uforanderlige Sandheds-Tro til den uophørlig fremskridende Livs-Oplysning, en Tanke-Gang, der ►nødvendig maa falde dem bagvendt, som tvertimod tænker, at Troen er og maa være den foranderligste Ting under Solen, og at derimod Oplysningen er et stillestaaende klart Skin over et bundløst Mørke, som maa være eens fra Verdens Begyndelse til Verdens Ende. Denne ►Uforligelighed om hvad man kalder 177aandelige Bygninger udspringer nu igien af Grund-Uenigheden om Aand og Ord og aandelig Sandhed, som derfor er det eneste, jeg endnu finder det Umagen værdt videnskabelig at trættes om, da enhver anden Trætte om aandelige Ting, hvorunder man gaaer ud fra stik modsatte Forudsætninger, maa blive grændseløs forvirret og aldeles ufrugtbar.

✂ ►Vist nok synes det ogsaa at være spildt Umage at trættes om Aand og Ord og et virkeligt Aande-Liv med dem, der, ligesom de gamle Saducæer fornægter baade ►“Aand og Engel og Dødes Opstandelse”, og det giør jo næsten alle de Verdslig-Vise nuomstunder, hvis Vantroes-Bekiendelse er den, at der er ingen sig selv bevidst Sandheds-Aand, og at, om der end var en Saadan, saa er der dog hos os intet Sandheds-Ord, hvori en saadan Aand kunde levende udtrykke sig, og endelig, at om end ►saa var, og der virkelig skabdes et Liv, som var aandelig Sandhed, saa vilde det dog for Mennesket være aldeles ukiendeligt, da aandelig Sandhed hos os ingen utvivlsomme Kiendemærker har, og bag denne trefoldige Fornægtelse af aandelig Sandhed agter vore Verdslig-Vise sig ikke blot for uangribelige med aandelige Vaaben, men ogsaa stærke nok til med uomstødelige Fornuft-Grunde at ►afbevise Guds-Ordet, ligesaavel i Herrens Mund, som i alle Røster fra Himmelen og i alle Aabenbaringer.

✂ Dette er imidlertid en grov Feiltagelse hos de Selvkloge, som vi godt tør haabe, med Tiden og ved Hjelp af Menigheds-Livet, at overbevise den op178lyste Verden om, thi saalænge man selv vil tale med om, hvad der er eller ikke er aandelig Sandhed, da maa man endelig vogte sig for enten at benægte aandelig Sandheds ►Tilværelse eller Mueligheden af dens Erkiendelse, eller ►Tilværelsen af en aandelig Bevidsthed, da man ellers ved klar Selvmodsigelse giør sig selv til en ynkelig ►Vrævler, hvis hule, tomme Ord den næste Slægts Ungdom kun vil bruge til at spille aandelig Fierbold med. Den klare Selv-Modsigelse i Talen om aandelige Ting, som den ►“Kiødets ►Sands”,► der endnu for det meste beklæder Dommer-Sædet, slet ikke ændser: den klare Selv-Modsigelse, der er som de gamle Guders Meen-Eed ved ►Styx, den skyer derimod al aandelig Forstand, enhver baade reen og ureen Aand, ja, Fanden selv, som et aandeligt Selv-Mord.

✂ Da nu Tiden ogsaa daglig klarere vil oplyse Vedkommende om, at de med al deres Aands-Fornægtelse, Ord-Foragt og det Umælendes Forgudelse kun skille sig selv, men ingenlunde os ved Aanden og Ordet med Kraft og Liv og Lys, saa anseer jeg det ingenlunde for umueligt, at jeg selv, saa gammel som jeg er, kunde opleve den Dag, da vore ►arrigste Modstandere indrømme, baade at der naturligviis maa være en sig selv bevidst Sandheds-Aand, og følgelig ogsaa et Sandheds-Ord, som har aandeligt Liv, er Aand og Liv, men paastaaer kun, at den Sandheds-Aand har jeg og mine Med-Christne endnu mindre end de, og at det Sandheds-Ord er snarere ethvert andet end det, som vi kalde Guds-Ordet af Herrens egen 179Mund til Menigheden, og at derfor maa det christelige Menigheds-Liv, hvor aandeligt det end kan synes, igrunden være falsk.

✂ Dette minder ►vist nok om, hvorlidt vi tør vente ved den seierrigste videnskabelige Kamp at afvæbne Modstanderne eller skaffe Menigheden anden ►aandelig Fred, end den, som overgaaer al vor Forstand og forener baade Hjerter og Tanker i Troen, men det skal tillige vise, at Menigheden trænger høilig til alt det Lys, vi kan udbrede over Aandens nærværende Verden, som Menighedens Skriftkloge ►sædvanlig har forsømt over den Fraværende, som vi dog umuelig kan kiende uden forsaavidt den aabenbarer og speiler sig i det Nærværende. Dette er da ogsaa Grunden, hvorfor jeg saa ivrig har stræbt at oplyse Forholdet mellem det christelige Menneske-Liv og det menneskelige Folke-Liv, thi skiøndt jeg umuelig kunde forudsee, at nogen andre end ►Tyrker vilde derfor giøre mig til Hedning, saa vidste jeg dog godt, at alle de Skinhellige vilde korse sig over min Verdslighed, uden at jeg turde vente, at Verden derved skulde blive blidere stemt mod det christelige Menigheds-Liv, som, hvad det end ellers er, dog ►aabenbar ikke er et Liv af denne Verden.

✂ Ligesom nemlig den Christne Menighed, for nu og herefter at hvile trygt i Troen paa den Helligaand og paa Guds-Ordet af Herrens egen Mund, trænger ►høit til at oplyses om Menneske-Aanden og Menneske-Ordet i deres Kraft og Virksomhed, saaledes trænger den ogsaa for sit christelige Menneske-Livs Skyld høilig til at op180lyses om det menneskelige Folkeliv, dets Vilkaar og Øiemed, da det ►aabenbar er et Folke-Liv i en høiere Orden, den christne Menighed, som det aandelige Guds-Folk med Guds Aand, skal fuldføre til Vorherres ►👤Jesu Christi Dag►, og Menigheds-Livet desuden ved Modersmaalene er sat i levende Vexel-Virkning med alle de Folks Menneske-Liv, som 👤Christi Evangelium aandelig giæster og laaner Herberg hos.

✂ At Oplysnings-Værket netop i denne Henseende ikke blot har fundet saamegen Modstand, men ogsaa mødt saamegen Miskiendelse, er for Resten ganske hvad man kalder tilfældigt, fordi det begyndtes i det lille 📌Danmark, og maa hos os, netop efter den Menneske-Livets Grundlov, der skal oplyses, gaae ud fra den Danske Tankegang og de Danske Tilstande og bevæge sig i Danskernes Modersmaal; thi tænker jeg mig den christelige Folke-Oplysnings Vugge flyttet til 📌England eller blot til 📌Norge, hvor man hverken tvivler om Folke-Aandens Virkelighed, eller blues ved sit eget Tungemaal, eller frygter hos sig selv for Friheden, eller tvivler om sin Duelighed til Storværk, da seer jeg den i Aanden hilset med Folkets Jubelsang, som om den gienfødte Kong ►Arthur eller 👤Olav Tryggesøn derfra smilte dem imøde, og saasnart der udenlands begynder at ►gaae levende Ord af den Danske Oplysning til alle Folks Glæde, som sætte Priis paa Frihed, som elske Fred og som inderlig attraae voxende Klarhed over hele det underfulde Menneske-Liv, da vil man endnu faae det at høre, og slet ikke kunne begribe 181hvad der hos os forblindede Øinene for et Lys over Livet, som, hvad man end vilde bruge det til, maatte, som Morgenrøden og Vaarsolen, være alle uden usle Tyve og Røvere kiærkomment.

✂ Jeg skal da saameget mindre dvæle længere end nødvendig herved, som Alt hvad der i det Nittende Aarhundrede ►stiler paa at oplyse Folke-Aand og Folkelighed, Folke-Ret, Folke-Frihed og Folke-Tunger i deres levende Bevægelse og Virksomhed, fra Udførelsen af 📌Ægypten til Hjemførelsen fra Ørken, kan være vis paa at seire endnu langt mere afgiørende end 👤Garibaldi, som jo kun er blevet Aarhundredets første Helt, fordi han kækt reiste Folkelighedens Banner!

✂ Jeg forudsætter derfor ganske sikkert, at ikke blot i 📌Engeland og vort 📌Høinorden, men ogsaa i 📌Tydskland og 📌Grækenland og de Romanske Lande, vil man hylde den Betragtning af Aand og Ord og Modersmaal, Mund og Pen, og i det hele af Folkelighedens fri Forhold til Bog-Lærdom og alt Aandeligt, saaledes som den hos os er udsprunget af Troen paa det levende Guds-Ord og Trangen til det christelige Menigheds-Liv; men hvad jeg ønskede at indprænte alle Menighedens Lærere langt dybere end det kan skee med nogen Pen, eller med noget andet end ►“den levende Guds-Aande”, som skriver alle christelige ►Himmelbreve paa Hjertets Kiødtavler►, det er, at det store Omsving i Skolen, hvorved Aand og Ord og Modersmaal fordrive Pennen, de døde Sprog og alt Dødbideriet fra Lære-Stolene, vil hverken giøre Verden christelig eller giøre dens Lærde og 182Vise mildere mod den Christne Tro og Menighed, men at Troens, Tungens og Pennens Frihed vil giøre Spotten langt kaadere og bittrere, og Angrebene langt mere glubende og hensynsløse, end de har været siden de gamle romerske, græske og ebraiske Haarkløveres (Sophisters) Dage. Langtfra da at kunne understøtte Troen eller forsvare Menigheden med deres ægte menneskelige Oplysning og Videnskabelighed, vil Menighedens ypperste Lærere da ret egenlig ►“hades af alle Folk”, for det gode Navns Skyld, ligesom den skriftkloge og videnskabelige 👤Paulus blev den mest forhadte blandt alle Apostlerne, og var aldrig værre stædt end mellem de Verdslig-Vise i 📌Athenen, som bedst kunde skattet hans Vid og Veltalenhed.

✂ Da vil nemlig Feide-Brevene udelukkende stiles netop til de bedst Oplyste, og selv de sømmeligste vil omtrent lyde saaledes: “I har længe havt meget travlt med at bevise, at eders Troes-Bekiendelse er ægte apostolisk, at de saakaldte ►Indstiftelses-Ord ved eders Daab og Nadver skal være udtalt af den 👤Jesu Christi egen Mund►, som blev korsfæstet under 👤Pontius Pilatus, og at alt dette stemmer ypperlig overeens med den ►hellige Skrift, som eders egne ►Formænd og Stalbrødre har skrevet; men I har ikke lagt Mærke til, at alt Saadant kun gjaldt noget i den aandelige Trældoms-Tid, da det var halsløs Gierning at tvivle om 👤Christi Guddom eller om eders ►hellige Skrifts guddommelige ►Ind blæsning►, og da selv de Klogeste satte en forfængelig Ære i at kaldes “Christne”. Nu derimod i Aands-Frihedens Dage, nu, da i det mindste 183alle dybere Tænkere har lært at foragte tomme Titler og alt ►Skinvæsen, nu lade vi naturligviis alt Sligt staae ved sit Værd, med den Bemærkning, at ligesaa lidt som ►Islamismen er sandere, fordi den er 👤Mahomeds ægte ►Lærdom og stemmer overeens med ►Alkoranen, ligesaalidt bliver Christendommen sandere, naar den er 👤Christi ægte ►Lærdom og stemmer overeens med ►Bibelen.

✂ Vi veed ogsaa nok, I pukker paa, at Troen er en fri Sag, ikke alene ►borgerlig, men ogsaa aandelig talt, forsaavidt den ikke klart modsiger sig selv eller den klare Sandhed, og at det ikke skal kunne bevises om den Tro, som I, med hele Menigheden, ved Daaben bekiende, og da Troen er en Hjertesag og soleklare Beviser om aandelige Ting er vanskelige at føre og at fatte, saa lader vi ogsaa gierne Kvinder og Børn og hele de Troendes meer eller mindre umyndige Skare nyde godt deraf, saa vi vil ligesaa lidt have dem aandelig som verdslig forfulgte; men I, som tager Deel i Tidens voxende Oplysning, og roser eder af at være klogere paa guddommelige og menneskelige Ting end alle vi andre, I skal aandelig forfølges til det Yderste, thi til eder siger vi med Rette, hvad jo jeres egen Mester sagde til de Skriftkloge, som troede paa ham: ►var I blinde, da havde I ikke Synd, men nu siger I: vi seer, deri ligger eders Synd. Det er listigt nok af jer, at I skyder jer ind under Menighedens ordknappe og ei saa lidt dunkle Troes-Bekiendelse, og erklærer høitidelig, at alt hvad I dog præker Menigheden Ørene fulde med, er ingen Troes-Artikler, men kun Aandens 184Indskydelser, som han selv maa ►svare til; men I skal ligefuldt aandelig nødes til at svare baade for Aanden og hans skrøbelige Redskaber, og kan I det ikke, da staae til Skamme som vilde Sværmere eller tamme Hyklere, der vil indbilde alle Folk under Himmelen, at de og deres Aander har alle ►faret vild af Moders Liv og er ►idel “Forfængelighed”, men at en ►sammenløbet Flok af allehaande Folk, Stammer og Tungemaal, der, som fortvivlede Romere i Aandens Verden, bygde en evig men usynlig Stad paa de syv Menigheders ligesaa usynlige Høie, de er Folkenes Folk, ligesom deres usynlige Herre er Kongernes Konge, de er det aandelige Guds-Folk, som er ene om det aandelige Guds-Rige, smækfuldt af en Retfærdighed, Fred og Glæde, hvoraf alle de virkelige Menneske-Folks er kun ►Uglebilleder eller i det høieste Skygger, og at alt det grunder sig paa og udspringer levende af et Par hemmelighedsfulde Ord ved Daaben og Nadveren, der, som et guddommeligt Fugle-Æg med Aandernes Aand, skal overgaae Billed-Sproget paa alle Folks Modersmaal ►saa høit, som Himlen er over Jorden. See, det er, hvad I skal forsvare, og naar I saa har anspændt jer allermest, saa blæser vi alle jeres stadselige Luft-Kasteller med Regnbu-Farver og alle jeres overaandelige Lære-Bygninger omkuld som Korthuse, med eet Aandepust, ja, med een tør Bemærkning, som I ikke kan modsige, med den Bemærkning, at al den Oplysning og Videnskabelighed, hvormed I ►brammer og stræber at skjule Tomheden, den har I skrabet sammen paa alle Hedningers Tungemaal, med 185de Kræfter, I fandt og ►laande, ►ligesom 📌Israels Børn ►laande Guldkar og Sølvkar af Ægypterne, men betragtede og behandlede dem, efter Tyve-Retten, som Guds og deres Eget►.”

✂ Hvor frygteligt end dette ►Stævnemaal klinger, saa Dr. 👤Rudelbachs er ►Havresuppe mod det, saa troer jeg naturligviis, det allerede nu lod sig godt besvare, naar man kunde faae Modstanderne til at forstaae det, og jeg er sikker nok paa, at i sin Tid vil det blive langt bedre besvaret end nogen af os forstaaer, men det kan og skal dog advare os for nogensinde mere at ville værne om Troen og Menigheden ►enten med nogensomhelst Bogstav-Skrift, med vor Dogmatik eller med vor Kundskab og ►Vidskab i det hele, fordi der er ingen Kraft i dem mod ►“Djævelens snedige Anløb”, og det dog igrunden kun er dem, der maae kaldes farlige for Troen og Menigheden. Ligesom nemlig Herren i Troes-Bekiendelsen kun har lagt sit levende Munds-Ord til Grund for vor Tro, saaledes har han ved Forsagelsen kun sat os i fiendlig Stilling til Djævelen, som Løgnens, Mørkets og Dødens Aand, og vi har derfor til alle Tider den samme aandelige Fiende under afvexlende Skikkelser, indtil han tilsidst selv kommer til Verden i ►Menneske-Hamm som den store Anti-Christ, og giør det klart, at Ingen ►uden 👤Christus selv kan forsvare sit Ord, sin Tro og sin Menighed mod det aandelige Ondskab i Himmel-Rummet. Dette veed vi alle, er forudsagt af den Mund, som ei kan lyve, og naar det var nærved at glemmes, bragt i Erindring af den Aand, som ransager alt, og vi 186kan nu forudsee vel ikke Aarstallet men dog den aandelige Aarstid og det Klarhedens Tidsrum, da det vil skee.

✂ Naar nemlig paa den ene Side det fornyede christelige Menigheds-Liv ei lader nogen Tvivl tilbage om, at de Christne er et mageløst aandeligt Folk, og paa den anden Side Menneske-Livet og Menneske-Slægtens Levnetsløb er blevet saa klart oplyste, at det ei uden klar Selv-Modsigelse kan nægtes, at et hidtil almægtigt Forsyn har ►vidunderlig baade forberedt, ►opholdt og udviklet dette aandelige Christen-Folk, da bliver der for vor aandelige Fiende, som veed, at han ved klar Selv-Modsigelse tilintetgjorde sin Virksomhed, kun det tilbage, at trodse den aandelige, hi storiske Sandhed med den ►kroplige saakaldte sunde og naturlige Virkelighed, og det lader sig vove, naar man dumdristig i hele Aandens Verden kalder Sandhed Løgn og Løgn Sandhed, Lyset Mørke og Mørket Lys, Livet Død og Døden Liv.

✂ En tydelig Forestilling herom kan vi faae ved at betragte Vorherre 👤Jesus Christus “►den aandelige Sandhed, det aandelige Liv og det aandelige Lys i egen Person” ligeoverfor Pharisæerne, der siger: ►“han driver Djævle ud ved Beelzebub, Djævlenes Øverste, hvad Herren derfor kalder ►Bespottelse af Sandheds-Aanden, som ikke ►forlades, og naar vi har ►opladte Øine for den store aandelige Strid, der bestandig er ført paa Jorden mellem Sandhed og Løgn, Lys og Mørke, Liv og Død, men har først ved Christendommens Indtrædelse 187i Verden faaet en tydelig Skikkelse, da seer vi let, at den christelige ►Ragnarok-Kamp nærmer sig med stærke Skridt, da Verdens-Aanden oprører alle Verdens-Kræfterne mod den Aand, der har aabenbaret sig giennem Menneske-Slægtens Levnetsløb, og med Guddoms-Kraft i det christelige Menigheds-Liv. Ved det Nittende Aarhundredes Begyndelse syntes denne Kamp ikke blot begyndt, men hardtad endt med den Christne Troes og Menigheds Udryddelse, men denne Kamp førdes saa aandløst fra begge Sider, at det ►aabenbar i aandelig Forstand kun var en ►Skygge-Fægtning, der slet ikke levende udtrykde hvad den kun skyggeviis betegnede. Man raabde sig vel i den fiendtlige Leir hæs paa “Verdens-Aanden” som den eneste sande Gud, og gav sig Mine af at kunne føre baade Sol og Maane og Stjerner, med de fire Elementer: Luft og Ild, Jord og Vand, i Strid med 👤Christus, Gud og Mand, hans Fader og hans Aand, men hverken troede man selv paa den Verdens-Aand, man vilde fremmane, ei heller troede man at have andet imod sig end Jesuiterne, Paven og ►Bibelen, saa da Herrens Aand igjen kom over os med Troens levende Ord, da smilde vi med Rette ad alle de saakaldte aandelige Vaaben, der enten kun stod paa Papiret eller kløvede dog kun Luften under Seiersskrig af alle Vinde.

✂ ►Vist nok var der en Natur-Philosophi, som spaaede om en virkelig Strid mellem Naturen, og Historiens Aand, hvori ►alle sorte og hvide Konster traadte i Kraft og paa en ubegribelig Maade frembragde Umueligheder, men Pro188pheterne troede ►aabenbar ikke engang selv paa deres Spaadomme, og kunde da umuelig omvende denne Verdens Børn til deres Fædres Hexeri og Trolddom, der, i deres Øine ligesaavel grundede sig paa grov Overtro, som ►Vandringen giennem det 📌Røde Hav og alle Vorherres Tegn og ►underlige Gierninger►.

✂ I Aarhundredets Løb raades der imidlertid Bod paa den grændseløse Vantro, hvorved den dannede (civiliserede) Verden i barnagtig Selvraadighed og tosset Selvklogskab saalænge har afbrudt al levende Forbindelse med Verdens-Aanden, altsaa med sin egen Aand, og giør sig derved selv til en Kiød-Klump, en ►Jord-Klimp og en Luft-Strøm med Ilt og Brint, hvis Tankegang saavelsom ►Verdensløb kun sættes i haandværksmæssig (mekanisk) Bevægelse af hvad der hverken tænker eller er til i sig selv. Det Lys, som Sandheds-Aanden, ikke blot med Ord og Skrift, men med det christelige Menigheds-Liv i det hele udbreder over Menneske-Livet i alle dets Forhold, ►adspreder nemlig med Nødvendighed det ►ægyptiske Mørke, der, trods alle Gas-Lygter og Blus, ruger over denne Verdens grove aandløse, selvmodsigende Selv-Betragtning og Selv-Forgudelse, og Verdens lyse Hoveder vil da snart komme til saamegen aandelig Forstand, at de ikke, ved at udlede al deres Forstand af Uforstand, selv erklærer den for en grov ►Misforstand, og i det hele angre og fortryde deres ►Fædres aabenbare Oprør mod de uforanderlige Natur-Love i Aandens og Ordets Verden, som Tanke-Lovene unægtelig er, da det slet 189ikke gaaer an at benægte det Virksommes Virkelighed, eller at ►aftrætte Grund-Aarsagen hvad man tillægger Efter-Virkningen, eller at tilskrive hvad man selv kalder Løgn større Kraft end hvad man selv kalder Sandhed.

✂ Før dette er skedt, kan naturligviis Anti-Christen slet ikke spille sin Rolle paa Jorden, thi han vil og maa jo virkelig, som skrevet staaer, ►troes paa, som den eneste sande Gud, og bruge alle muelige ►sorte Konster til Øien-Forblindelse, saa han synes at have alle Verdens-Kræfterne til sin Tjeneste, og synes kun at have taalmodig oppebiet ►Tidens Fylde, førend han aabenlyst ►traadte i ►Skrankerne mod den korsfæstede, igjen opstandne 👤Jesus Christus, mod hans Fader og hans Aand►, hvis ►Tilværelse og ►vidunderlige Virksomhed i de forbigangne Tiders Mørke, Anti-Christen ingenlunde benægter, men bespotter, som det aandelige Ondskab i Himmel-Rummet, han endelig har faaet Bugt med, og hvis Ihukommelse han nu ogsaa vil udrydde paa Jorden, for der, som Verdens virkelige Frelser, at oprette sit evige Verdens-Rige, som Himlene og Himlenes Himle skal lovsynge.

✂ Her seer man let, at al menneskelig Kundskab og ►Vidskab, hvor aandelige de saa end er, har i den aabne Feide mellem Himlen og Helvede, mellem den usynlige Sandhed og den skinbarlige Fanden, kun lidt at betyde, men at det seer saa sort ud paa de Christnes Side, at det, som skrevet staaer, kun giælder om ►“de Helliges Bestandighed 190i Troen”►, og da navnlig i Troen paa ►det faste Spaadoms-Ord af Herrens egen Mund om hans herlige ►Tilkommelse,► som vi alle bekiende, men som Fienden trodsig benægter og bespotter: Troen paa det Spaadoms-Ord, at ►Herren i sin Tid kommer ►øiensynlig igien at dømme Levende og Døde►, og, som skrevet staaer, ►“►henveire den Lovløse med sin Munds Aande.”► Den gamle Slange vil nemlig ikke sige som Paven, at der er “to Sværd” det aandelige og det verdslige, hver i sin Haand, men han siger hvad sandt er, at ►hos Gud sidder Sværdet i Munden og er paa een Gang baade aandeligt og verdsligt, saa han lyver kun ved at prale af, at hans Mund er Guds Mund, og den Løgn kan kun giendrives af den sande Guds Mund, som med sin Doms Ord ►tilstopper alle Løgnens Munde.

✂ Da alle Spaadoms-Ord og da især Spaadommen om det i Verdens Øine Urimeligste og Utroligste, synes aldeles værgeløse mod den vittige og bidende Spot, som her er ►godt Kiøb, saa kunde jeg fristes til at undlade ►Fremsynet mod Anti-Christens eller ►Gud-Nidingens mørke Dage, men da Sandheds-Troen paa ►det Tilkommende dog ligesaalidt er værgeløs, som Sandheds-Troen paa det Forbigangne eller paa det Nærværende, og da desuden hele 👤Christi Evangelium, som det evige Livs-Ord, i Forhold til Mennesket i Verden er et Spaadoms-Ord, altid udsat for og vel belavet paa den samme bidende Spot, som Herren selv bar med ►►Purpuret under Torne-Kronen► og Skogger-Latteren; saa turde jeg ikke undlade det bestemte 191►Hensyn paa den af Herren og hans Apostler med Flid ►omspaaede Verdens-Aandens Time og Mørkets Overmagt, som i Menigheds-Livet svarer til Herrens Lidelses-Historie, og fører til “Kiødets Opstandelse”, og til det evige Liv for “hele Mennesket” det Udvendige saavelsom det Indvendige, det Afdøde saavelsom det Udlevede i Herren.

✂ Denne Kiødets Opstandelse var nemlig, som vi seer af ►1 Cor. 15, ►alt i Apostlernes Dage ►den Hæl i Troes-Bekiendelsen, som maatte taale det giftigste Slangebid, ligesom hos os; men det Franske Kogleri med Kiødets Frigivelse (Emancipation) spaaer om en ligesaa farlig Fordreielse af Sandheds-Ordet om Kiødets Opstandelse, til Bestridelse af Aands-Livets Virkelighed, saa nu trænger Menigheden ►høit til den Oplysning, at Kiød-Legemets ægte og sande Frigiørelse er, som Legems-Døden tydelig viser, saa langt som mueligt fra at skee ved dets Løsrivelse fra Aanden, men er tvertimod, ved Kiødets Opstandelse, Fuldførelsen af den Helligaands Gierning, fra de nye Hjerters og de nye Tungers Fødsel til Vorherres ►👤Jesu Christi Dag►, hvorfor Apostelen 👤Paulus ogsaa (►Rom 8) kalder den en ►Gienløsning og ►Befrielse fra ►Forkrænkelighedens Aag.► Derfor vil Anti-Christen ogsaa love sine Tilbedere legemlig Udødelighed i Modsætning til den Udødelighed i Indbildningen, som han bespottelig vil kalde det christelige Aands-Liv, og kan det med ►Skinnet for sig, da alle Christne indtil Herren kommer ►øiensynlig igien, jo maa friste den legemlige Død, 192og Kiødets Opstandelse jo lader sig dumdristig benægte og bespotte indtil den virkelig gaaer for sig. ►Vist nok er det nemt for os, og vil være endnu langt nemmere for vore ►Eftermænd i Anti-Christens Dage, at oplyse alle virkelige Deeltagere i det christelige Menigheds-Liv og ►Lods-Eiere i Aandens Guds-Rige, derom, at det bedragelige ►Skin dog, Gud skee Lov! kun bedrager dem, der ikke vil aabne Hjertet for Sandheds-Kiærlighed, men det er lige vist, at det kun er i det Skjulte, i Hjertets Inderste, at det christelige Aands-Liv, med Guds-Rigets ►“Retfærdighed, Fred og Glæde” beviser sin Virkelighed, saa man faaer at see, at ved Siden ad det christelige Aands-Liv bliver det ypperste Skjalde-Liv, selv hos 📌Israels Propheter, kun hvad en sand Lignelse er ved Siden ad et almægtigt Skaber-Ord, eller hvad 👤Johannes den Døber var ved Siden ad ►►Guddoms-Manden, som døber med den Helligaand.►

✂ Dette, at den blot aandelige Fornyelse af Menneskets Paradiis-Liv ►nødvendig er af samme Art som Skjalde-Livet, og kan i det høieste aabenbare sig i et Prophet-Liv, som 👤Johannes den Døbers, medens hele Menneske-Livets Fornyelse i Forening med Guds-Livet i ►Guddoms-Manden 👤Jesus Christus er til alle Tider en dyb Hemmelighed, som skrevet staaer om Christen-Livet (►Coll. 3), at det er skjult med 👤Christus hos Gud og aabenbares først, naar 👤Christus aabenbares i sin Herlighed; dette giør paa den ene Side Menigheds-Troen og Menigheds-Livet værge193løse i Verdens Øine, og frister paa den anden Side Herrens og Menighedens Tjenere, som Aandens fri Redskaber, til at miskiende deres Stilling, og tiltroe sig en Magt og Myndighed, som de ikke har, og som de ikke kan eftertragte uden at stille sig imellem Menigheden paa den ene Side og Fælles-Troen, Fælles-Aanden og Fælles-Herren, paa den anden Side, saa de i Blindhed arbeide paa at skille baade sig selv og Menigheden fra det evige Livs-Ord og det deraf udspringende ►hemmelighedsfulde Liv i Herren. Selv derfor, naar vi virkelig, som ►Herren siger om 👤Døberen, blev de aandrigste Enkeltmænd, som Kvinder kan avle med Mænd, maatte vi dog altid mindes, at, efter den samme Herres Vidnesbyrd, er den mindste i Himmeriges Rige større end vi►, og at denne vor Overmand findes kun skjult i Menighedens ►Tro og Haab og Kjærlighed, saa at, om ►han ogsaa lever hos os, er det kun skjult, ikke hos os selv, som aandelige Enkeltmænd, men som Lemmer paa Herrens hemmelige Legeme, som er hans Menighed.

✂ Denne Haardeknude, som, langt fra at løse sig selv, netop strammes, jo mere Menigheds-Livet voxer ogsaa hos os, maae vi betragte med barnlig Ydmyghed, og holde urokkelig fast ved ►👤Døberens Bekiendelse►, at “Guds-Ordet” i sin Kraft, som et evigt Livs- Ord, der skiænker hvad det nævner, det er uadskilleligt fra Vorherres 👤Jesu Christi Person, thi det kan intet andet Menneske føre end ►Guddoms-Manden selv, som kom ned fra Himmelen, og at selv den Helligaand indskrænker sig til 194guddommelig at minde om hvad han har sagt, og giør sig netop derved kiendelig fra alle andre Aander.

✂ Al Tanke om et christeligt Statholderskab, der skulde være Embeds-Standen forlenet, maae vi da forjage, om den end lod sig aandelig ganske anderledes besmykke, end ved den ►selvgjorte Arve-Ret til St. 👤Peders Stol, eller ved den selvgjorte Oversættelse af et dunkelt ►Sprog hos St. 👤Povel, som om han havde sagt: vi er Sendebud i 👤Christi Sted, vi bede i 👤Christi Sted, og som om hans “vi” var alle hans Læsere*►2 Cor. V. 20, hvor man ►aabenbar godt kan og følgelig ogsaa skal oversætte “for 👤Christi Skyld” og ei “i 👤Christi Sted”, hvad kun til Nød kunde siges om Apostlerne selv.. En saadan aandelig Besmykkelse af en ganske anden Aand end Herrens, maae vi slutte af ►►Himmel-Brevet til den syvende og sidste Sprog-Menighed►, endnu farlig vil friste dens Skolemestre, ►saa de indbilde sig, at være rige nok paa aandelig Viisdom og Forstand, saa de har ikke 👤Christus selv eller hans egen Munds-Ord til Menigheden behov, men kan ►paa deres egen Regning ►meddele Aanden, forplante, ►opholde og forskiønne Livet. Dette vil ikke komme deraf, at de skulde have kunnet glemme, at det er kun giennem Munden, ei giennem Haanden og Pennen, Ordet kan virke levende, men det vil komme deraf, at de forvexle deres egen Mund med Vorherres egen Mund, som han aldrig kan eller vil ►enten laane eller leie ud, men kun i al Hemmelighed dele med sin Menighed 195i hans Legems og Blods Fællesskab, saa ►Menigheden, men ingen Enkeltmand, kan til Slutning, som skrevet staaer (Eph. 4) aandelig ►maale sig med ham►.

✂ Dette er hvad jeg har at sige til Advarsel for alle den Christne Menigheds Embedsmænd, ►nærværende og ►tilkommende, at de ikke lade sig forlede til ►enten paa ►Bibelens, paa Kirkehistoriens eller paa Aandens Vegne paa nogen anden Maade at fremstille sig som Borgen eller Værger for “Troen og Menigheden” end ved ►“som Hjordens ►Exempler”► at stille sig i Spidsen, hvor Menigheds-Troen skal frit bekiendes for Verden, da de ellers, bevidst eller ubevidst, øve det forbudte Herredømme over Herrens Arv og Eie, og forhindrer den guddommelige Væxt og fri Udvikling af det christelige Menigheds-Liv i Herren, som dog ogsaa hos dem maa bære den levende Forkyndelse af 👤Christi Evangelium, som ►en Guds Kraft til ►Salighed for hver den, som troer►. At saavel Aanden som Troen kan og skal ►meddeles ved vor levende Forkyndelse af “Troens Ord,” men ►meddeles dog kun i Troens Ord af Vorherres egen Mund, det er vel lidt vanskeligt at forstaae, men følger dog ligefrem af hvad Apostelen 👤Paulus vidner, at det er “Guds-Ordet” og “Troen” selv, ►som man hører, hvor “Troen” og “Aanden” skal forplantes, saa det er blot Forskjellen mellem “Guds-Ordet” i første eller anden Mund, ligesom paa første eller anden Haand, som vi har lidt ondt ved at fatte, fordi man er sig selv nærmest; men derfor sagde vor Mester ogsaa reent ud, at ►uden Selvfornægtelse 196kunde Ingen være hans Discipel,► og naar vi er kommet over det Bjerg, da prise vi Herrens Godhed og Viisdom, som lagde det evige Livs-Ord i Menighedens Mund, hvor det er nemt at finde, istedenfor at begrave det enten i ►Skriften eller i Tjenerskabet, hvor det maatte være et sjeldent Lykketræf at støde paa det, og være umuligt at bevare og forplante det, fordi det vilde være ukiendeligt. Saaledes vilde da ogsaa Herrens aandelige Nærværelse, hans Aand og hans Gierninger være aldeles ukiendelige, hvis der ikke var et bekiendt os alle vitterligt Ord af hans egen Mund, hvormed vi alle blev ►“►lærte af Gud,”► og hvorved hans Aand baade gav sig tilkiende og ►virkede alt i Vorherres 👤Jesu Navn og til hans Ære!