↩ 218 (VU) Er nemlig dette klart og uimodsigeligt, da har den Christne Menighed ►aabenbar intet levende Forhold til den ►Hellige Skrift ►uden igiennem sine Skriftkloge, som det levende Skrift-Begreb, og der kan da ingen Paastand om aandelige Ting være grundløsere end den, at den Christne Tro og Menighed skulde enten staae eller falde med ►Skriften, der, som Erfaring har lært, ligesaavel kan bringes i Strid mod Troen og Menigheden, som i Overeensstemmelse dermed. Da det imidlertid paa den anden Side er klart nok, at vi, som Menighedens Skriftkloge, sætter vor Ære og hele vort christelige Liv i Pant baade for ►Til 544 (US) værelsen► af en ►hellig Skrift og for dens Overeensstemmelse med Menighedens Tro, saa staaer og falder vi dermed, og fristes derfor altid til at giøre vor Sag til hele Menighedens, og saaledes indvikle Menigheden i vore Tvistigheder og Penne-Feider om ►Skriftens Oprindelse, Ægthed, Omfang, Indhold og rette Fortolkning, hvorved vi dog altid, istedenfor at bestyrke Menigheden i sin Tro, frister den til Tvivlraadighed og sætter den i bestandig Ængstelse og Uro.