↩ Dette vort tredobbelte Forhold er nu i sig selv saa indviklet, at det er intet Under, man selv i den gamle Frikirke tog Feil derad, og det er ►nødvendig ►i Tidens Længde giennem Stats-Kirkerne og Kirke-Staten blevet saa forvirret, at vi, selv 208med vor bedste Villie aldrig kunde hittet Rede deri, naar ikke Herren havde sendt os ►Aanden, som kan og vil ►ledsage os til “al Sandhed”,► og vil derfor lade os føle og gribe det Rette, længe før vi kan giøre det klart enten for os selv eller Andre. Det var derfor altid kun i Aandens Fraværelse, kun, naar Bisper, Præster og Skriftkloge enten aldeles havde tabt Troen paa den Helligaand, eller, hvad der igrunden løber ud paa det samme, betragtede sig alene som de “Aandelige” (Geistlige, ►Spirituales), i udelukkende Besiddelse af Aanden, kun da, at de ikke ligesaavel kaldte sig Menighedens som Herrens Tjenere, men opkastede sig meer eller mindre ►aabenbar til Troens og Menighedens Herrer. Selv i vor troskyldige og forholdsviis uskyldige Lutherske Stats-Kirke stod vi ►aabenbar saaledes, ►enten vi saa derved aldeles verdslig beraabte 217 (VU) os paa vort ►Kaldsbrev, eller halv papistisk og halv protestantisk beraabte os, som hellige Bogorme, paa vor selvgjorte Indvielse og vor selvkloge Bibellæsning under eet; thi Meningen blev jo dog, at man skulde troe paa vort Ord som Guds Ord, og at ►hvis man troede sin egen Bibellæsning eller en Engel fra Himmelen ►paa Strid mod os, da var man ►bandsat►. Det nyttede slet ikke, om vi end nok saa 543 (US) ærlig og aabenhjertig tilstod, at vor Prædiken og Undervisning kun var troværdig og christelig, forsaavidt de stemmede overeens med den ►Hellige Skrift og 👤Luthers ►Cathechismus, thi derved kunde vi vel baade hos Store og Smaa svække Troen paa os, men umuelig ►størke Troen paa Vorherre, og jeg husker godt, i hvilken Vaande 209jeg i mine første Præste-Aar fandt mig stædt, naar jeg vilde lægge mine Confirmander paa Hjerte, at de endelig, for deres Sjæls og ►Saligheds Skyld, maatte blive ved hvad jeg havde lært dem, uden at bryde sig om, hvad man enten paa Aandens eller ►Skriftens Vegne vilde indvende derimod, men at de dog ingenlunde maatte bygge deres Tro paa et syndigt, skrøbeligt og dødeligt Menneske, som mig og mine Lige. Da jeg ogsaa dengang virkelig troede paa den Helligaand og paa Herrens aandelige Nærværelse hos sin Menighed, især ved den hellige Nadver, saa viste jeg naturligviis baade Gamle og Unge til Herren og Aanden for at finde Klippen, men jeg følde godt, det ►løb rundt, saalænge jeg ikke kunde nævne et Guds-Ord, hvori Troen kunde hvile og hvorpaa den Helligaand kunde kiendes. Saasnart jeg derimod havde fundet dette Ord i Herrens egen Mund ved Daaben og ved Nadveren, da lysnede det over hele Stillingen, og skiøndt vort særegne Forhold til Herren og Aanden end ikke den Dag idag er mig klart, saa ►klarede vort Grund-Forhold til Troen og Menigheden sig dog strax, som et Tjener-Forhold, da vi jo baade som Vidner om Troens Sandhed, maae forudsætte Troens Indhold som bekiendt, og som Lærere i Menigheden forudsætte Menighedens virkelige ►Tilværelse, og hvad “►Skriften” angaaer, da maae vi vel som “Skriftkloge” sætte den foran os, men ingenlunde sætte den foran Troen, eller imellem Troen og Menigheden, thi den Christne Tro er jo ingen Tro paa en Bog, men Tro paa Vorherre 👤Jesus Christus, og den Christne Me210nighed er jo intet Læse-Selskab, men et Troes-Samfund!