↩ Hvad jeg nu helst med denne Oplysning skulde gjort for at hjelpe 214 (VU) den Christne Menighed hos os til en aandelig sikkret, fri og frugtbar Stilling, det er et stort Spørgsmaal, som jeg selv i 540 (US) dette Øieblik ikke kan besvare, men hvad nu tit synes mig 204det urimeligste af alt, nemlig at skrive et ►“Kirkens Gienmæle” mod Prof. 👤Clausen, det ►syndes mig dengang at være det eneste rigtige, saa enten maatte jeg giøre det eller slet intet, hvad maaske vilde været det bedste, men var mig umueligt. Der er nemlig vel meget urimeligt i, paa een Gang at protestere mod Stats-Kirkens Ret til at afgiøre hvad der er Christendom og til at beherske Menighedens Tro, og dog at anklage en Theologisk Professor for Brud paa Stats-Kirkens Love, og jeg følde selv denne Modsigelse saa stærkt, at jeg, under Injurie-Processen, hvortil Professoren indskrænkede sit Forsvar, slet intet juridisk Beviis ►enten selv vilde føre eller lade føre for Professorens statskirkelige Brøde; men hvor der kun er en eneste ►Plante-Skole for Sogne-Præster i en Tvangs-Kirke, hvor dens Medlemmer er bundne, hver til sin Sogne-Præst, og hvor den ►fremragende ►Præste-Lærer ikke blot ►bestrider Stats-Kirkens ►Præste-Eed og ►Symbolske Bøger, men hele den “historiske Christendom”, der gives dog neppe noget andet lovligt Forsvars-Middel end at forlange vedkommende ►Præste-Lærer forhørt, og, naar han ►befindes skyldig, afsat.