Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til M...

Grundtvig, N. F. S. Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden

Grundtvigs Værker

↩ 145

Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden.

✂ (Af N. F. S. Grundtvig.)


✂ (Sluttet.)


✂ III.

✂ Har jeg nu end, under Betragtningen af den christelige ►Lærer-Stilling, opholdt mig længst ved den Skikkelse, hvorunder den hos os og for os havde og har endnu sin farligste Fristelse, saa hverken har jeg dog glemt, eller maa glemme, at ►Lærer-Stillingen gjennem mange Aarhundreder har havt og har endnu baade i den Pavelige og ►Bispelige Kirke en Skikkelse, der ikke blot er fristende, men er ►aabenbar uchristelig og fordærvelig, og vil i Fremtiden ligge os saa nær, at vi ►vel maa tage os iagt.

✂ Det var som ►Boglærde og Skriftkloge, vi fristedes til at spille Herrer og Mestere over Troen og Menigheden, og stillede os i alt Fald, med ►Bibelen under Armen og med ►Attestatsen i Lommen, mellem Troen og Menigheden, hvorved de begge, saavidt muligt skildtes fra Herren og Aanden, og skildtes ved Livet, saa baade Bekiendelsen, Forkyndelsen og Lovsangen nedsank i den Døds-Dvale, hvoraf Herren og Aanden med Troens og det evige Livs Ord nu daglig opvækker dem. Men da Bisper og Præster gjennem Middelalderen beherskede Troen og Menigheden, saa længe til de ikke blot nedsank i Døds-Dvale, men tillige indhylledes af et ►ægyptisk Mørke, der skjulte baade Himlen og Graven, 146da var det jo slet ikke som Skriftkloge og ►Boglærde, men som hemmelighedsfuldt indviede (ordinerede) og høitbetroede Husholdere over Aanden og Kirke-Skatten, og vi danske Præster, som holdt paa ►Præste-Vielsen, da de fleste Tydske Protestanter med Kalvinisterne opgav den, vi vil altid ►have Skin af dermed at ►stile paa et lille Pavedømme, og kan let fristes til at gjøre det.

✂ Den rene Modsætning mellem den papistiske og protestantiske ►Kirke-Skole er nemlig den, at Papisterne bygger deres Æventyr paa den sande Historie, men Protestanterne bygge den sande Historie paa deres eget Æventyr, hvoraf følger, at det papistiske Æventyr er ►glimrende, blændende og tilsyneladende ►velgrundet, medens det protestantiske Æventyr, der skulde bære Historien, var saa plat og ►flaut som mueligt, maatte falde ved det første Aandepust, og truede dog med at tage hele den sande Historie med sig i Faldet.

✂ Det papistiske Æventyr om Paven som ►Apostoliker, og om Haands-Paalæggelsen som Grund-Sacramentet, hvorved Aanden forplantedes og Kirken ►opholdtes, var jo saaledes bygt paa hele den sande christelige Historie om Guds Søns ►Kiødspaatagelse og den Apostoliske Menigheds Stiftelse, Tro og Liv, Tegn og ►underlige Gierninger, ►glødende Tunger og Troskab til Døden, medens Protestanterne vilde have denne Grund-Historie, som maa bære det Hele, bygt paa deres Æventyr om ►Skriften som et ►Himmelbrev, der var faldet ned fra Skyerne, og kunde ikke blot bevise hele Christendommens guddommelige Sandhed, men 147kunde tillige, naar den med Tro paa ►Indblæsningen lærtes udenad, baade skiænke den Helligaand, og ved Fornuftens rette Brug giøre alle de Troende til ligesaa gode og oplyste Christne som Apostelen 👤Paulus.

✂ 👤Morten Luther lærte imidlertid snart af Erfaring, at den ny Historie var ligesaa ►uefterrettelig som det gamle Æventyr, og gik for sin Deel ikke blot tilbage til den apostoliske Troes-Bekiendelse, men ogsaa til ►Daaben og Nadveren som guddommelige Livs- og ►Saligheds-Midler i Kraft af Herrens Indstiftelses-Ord►, og stræbte ►saa under den Helligaands Paakaldelse ved Hjelp af ►Skriften paa sit Modersmaal at gienføde Apostlernes ►Lærdom, men han brugte dog, desværre, det protestantiske Æventyr til at ►bestride det Papistiske og undergravede dermed selv sin ►udmærket christelige Praxis. Paa den ægte Lutherske Vei var det, vi mødte Himmellyset, som viser os, at Herren selv, meget bedre end 👤Luther kunde, har ved sine egne Indstiftelser lagt den urokkelige Grundvold i sit os alle vitterlige Munds-Ord, og har dermed, ligesaa levende som uopløselig forbundet Fælles-Troen med Guds-Ordet, som er Aand og Liv, saa nu see vi, at alt er beredt til en christelig Reformation i Gierning og Sandhed, som en Fornyelse af den Apostoliske Menigheds Liv og ►Lærdom. Er vi blevet gamle med dette Lys, da veed vi ogsaa, det kan aldrig feile, det jo vil lykkes med Menigheden i det Hele, som det lykkes med den Enkelte, der begynder sit ny christelige Menneske-Liv ved Daaben og har det faste Sæde ved ►Herrens Bord stadig for Øie, saa det 148gjælder kun om, at vi lader den ►uforkrænkelige ►Sæd, som er det levende Guds-Ord, spire og voxe, blomstre og modnes ligesaa frit hos Menigheden, som den er voxet hos os, uden for nogen Pris eller under nogetsomhelst Paaskud, at træde op som ►Stillingsmænd ►enten for Herren eller for Aanden, som selv vil staae i levende Vexel-Virkning med Menigheden, hvad kun er mueligt uden nogen Mellemmand.

✂ Uagtet jeg nemlig ikke tør tænke og tale saa ringe om min ►Præste-Vielse i 📌Babel, som 👤Luther tænkte og talte om sin, saa er jeg dog paa mine gamle Dage blevet meget enigere med ham i dette Stykke, end jeg var i Ungdommen, saa jeg erklærer det for ►Papisteri, ligesaavel i den Danske Stats-Kirke som udenfor den, at den gjennem Pavedømmets Mørke nedarvede Ordination skulde give apostolisk Myndighed enten til at ►►“løse og binde”► eller til at ►raade for Herrens Indstiftelser, endsige da give udelukkende Ret til offenlig at forkynde Evangelium. Da nu de statskirkelige Gjengangere hos os naturligviis vil lægge al muelig Vægt derpaa, og da Skriget paa Kirketugt midt i det ligesaa ukirkelige som uchristelige Virvar synes at skulle faae Overhaand, saa er der altid Fare for, at selv ►Guds-Ordets Tjenere, som dog bygge paa Menigheds-Troen og har det christelige Menigheds-Liv for Øie, vil fristes til at hævde sig en Stilling, der synes at have Kirke-Historien for sig, og at give ►fast Fod imod dem, som paa egen Haand kalder sig Propheter, Apostler og Evangelister.

✂ 149►Vist nok kan jeg hverken med Mund eller Pen afvæbne denne Fristelse, thi det kan kun Sandheds-Aanden, som, naar vi tager ham til vor guddommelige ►Ledsager og Paaminder, baade vil oplyse og optugte os til at tjene Herren og hans Menighed under eet, og det er derfor netop den store Ulykke ved at stole paa Ordinationen som Læregavernes Kilde, at man da følgelig maa ansee Ordinationen for Aands-Forplantelsen og kan da hverken forud raadføre sig med den Helligaand om Ordinationen, eller siden troe den Aand, som nægter Ordinationens Kraft. Naar vi imidlertid troer, hvad alle ►Guds-Ordets Tjenere vil troe, at hele den troende Menighed døbes af Herren med den Helligaand, saa Daaben er i alle Maader det aandelige og christelige Grund-Sacrament, og at den Helligaand, som Guds-Ordets og Troens Aand, er baade Herrens og Menighedens, da indseer man let, at Gaverne, der skulde følge med Ordinationen, hvor store de end var, maatte dog skjænkes af den samme Aand, som, da han bliver hos Menigheden evindelig, hverken vil sætte nogen i sit Sted, eller liste sig fra Menigheden til Bisperne, for paa en Omvei gjennem Præsterne at vende tilbage; men at naar Aanden ►meddeler sine Gaver ved Ordinationen, da gjør han det frit som Menighedens Aand, uden at binde sig ►enten til den eller til de Ordinerede.

✂ Dette, at ville staae for Menigheden i 👤Christi Sted, altsaa paa en eller anden Maade at være hans Statholdere og Fuldmægtige paa Jorden, det er Pave-Nykken, som ligefra 👤Cyprians 150Dage har gjort Ulykker og gjør dem endnu baade hos Protestanter og Papister, thi ►enten man siger med Paven i 📌Rom, at egenlig var St. 👤Peder 👤Christi Statholder, men da St. 👤Peder er død, træder alle hans ►Eftermænd i hans Sted, eller man, som hos Ærke- Protestanterne slutter, at ►Skriften er den egenlige 👤Christi Statholder, men, da den er død, maa de Skriftkloge træde i dens Sted; eller man, som vel hos os, forudsætter, at den Helligaand, som er 👤Christi eneste Statholder paa Jorden, vel ved Daaben ►meddeles hele Menigheden, men gaaer ved Ordinationen over paa Præsterne, for, gjennem deres Prædiken, som et mundligt Guds-Ord, at virke paa Menigheden, saa bliver Feilen og Følgen dog igrunden de samme, nemlig at Lærerne i Menigheden, det være sig med eller uden den Helligaand, skal af Menigheden betragtes, æres og lydes, som 👤Christus selv, saa imod dem hjelper, christelig talt, ingen Beraabelse ►enten paa Ord og Skrift eller paa 👤Christus og den Helligaand selv.

✂ Ligesom vi derfor Alle veed, at de, der som ►Skriftens Statholdere eller dens eneste gyldige Fortolkere, vil beherske Troen og Menigheden, ophøre ingenlunde at være uchristelige ►Hierarker, skjøndt de slet ikke, som Papisterne, beraabe sig paa Ordinationen, men ringeagte og vrage den, saaledes vilde vi, som opgive Statholderskabet for ►Skriften, ei være mindre uchristelige ►Hierarker, naar vi vilde øve Herredømmet paa Grund enten af Ordinationen eller af hvadsomhelst, thi Sagen er, som Herren har sagt, at ►Ingen af hans Disipler maae tiltage sig ►enten 151Navn eller Myndighed som naadige Herrer, men skal arte sig som Alles Tjenere, ligesom Herren selv ikke kom for at lade sig tjene, men for selv at tjene og opoffre sig►. Her nytter det derfor ikke at beraabe sig paa nogensomhelst Dunkelhed ►enten i ►Skriften eller i vort kirkehistoriske Forhold til Apostlerne, thi hvad vi under intet Vilkaar maae tiltage os eller eftertragte, det lader sig vel for Mennesker besmykke, men aldrig for Herren undskylde med, enten at Omstændighederne er vanskelige eller at Fristelsen er naturlig. For Resten skal jeg stræbe, saa godt jeg kan, ved det Lys, som mig er givet, at ►oprede den kirkehistoriske Sammenhæng. Da jeg nemlig troer “►Skrifterne”, saa troer jeg følgelig hvad de klarlig melde, at Herren baade gav sine Apostler Myndighed til at ►►“løse og binde”► paa Jorden, saa det gjaldt i Himmelen, og lagde dem saaledes med Aanden sine Ord i Munden, at hvem der ►“hørte dem, hørte ham”, og det fulgte desuden af deres mageløse personlige Stilling, som Herrens fuldmægtige Sendebud til alle Folk, at de, paa eget Ansvar for Herren og Aanden alene, maatte ►raade for, hvem de ved Daaben vilde skaffe ►Indføds-Ret i Guds Rige►, og ved Nadveren ►sætte til Bords med 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob►, hvorfor Gud heller ikke, ►da han sendte 👤Cornelius et Englebud, ►enten derved lod ham døbe eller forkynde Evangelium, men henviste ham til Apostelen 👤Peder►, saa at den papistiske Grund-Vildfarelse om Paven i 📌Rom som ►Apostoliker og St. 👤Peders ►Eftermand, udspringer kun af den falske Forudsætning, at Apostlerne kunde, vilde og skulde ved Indvielsen med Haands-Paalæggelse 152forplante deres Apostoliske Stilling, Forhold, Myndighed og Gaver paa deres ►Eftermænd og alle deres Efterfølgere i ►Lære-Embedet.

✂ At nu Apostlerne ikke har gjort det, det er en kirkehistorisk Kjendsgjerning, da Haands-Paalæggelsen hverken hos Paven i 📌Rom eller nogensteds findes med et Ord af Herrens egen Mund, som dog maatte fulgt med, naar Indvielsen, ligesom ►Daaben og Nadveren, skulde gjælde for en Indstiftelse af Herren selv►, der gav Apostlernes ►Eftermænd samme ►Dygtighed og Myndighed, som fulgte med hans egen Haands-Paalæggelse, og det er derhos vel at mærke, at, efter ►Skriften, skjænkedes den Helligaand og de glødende Tunger ikke engang Apostlerne ved deres Indvielse med Herrens egne Hænder, men ►først efter Opstandelsen ved et eget Ord og Aandepust og ved ►det mageløse Pintse-Jærtegn.

✂ At Apostlerne nu heller ikke vilde gjøre Nogen til deres Med-Apostel ved Indvielse med Haands-Paalæggelse, det viser deres Fremgangs-Maade, da de vilde give 👤Judas Iskariot en ►Eftermand, thi ►da udvalgte de jo 👤Mathias efter hellig Lodkastning ved Stemmegivning, og udnævnede ham endda kun udtrykkelig til deres Apostoliske Medvidne om Herrens Opstandelse, som han virkelig med dem havde været Vidne til►.

✂ Og at endelig Apostlerne, om de havde villet, hverken kunde eller skulde gjøre Nogen udenfor deres og Herrens Omgangs-Kreds, endogsaa kun forsaavidt som 👤Mathias, til ►Apostoliker, det følger deels soleklart deraf, at Ingen, som ei havde været 153med Herren fra Begyndelsen og hørt alle de Ord, som Herren talte til Apostlerne i sin Faders Navn, ►enten kunde aflægge det personlige Vidnesbyrd, der skulde lyde ved Siden ad den Hel ligaands guddommelige Vidnesbyrd, eller kunde af den Helligaand mindes om de Herrens Ord, som han ikke havde hørt, og deels stilles det samme os i ►Skriften levende for Øie i den eneste ►Apostel-Eftermand, der med Rette kaldte sig deres ►Sidemand, skjøndt han, langt fra at have fulgt Herren paa Jorden, forfulgte ham saa at sige i Himmelen; thi vi veed det jo alle, hvor omhyggelig 👤Paulus forsikkrede, at han ikke havde faaet sit Apostel-Kald eller engang sin evangeliske Oplysning af nogen Apostel eller af noget andet Menneske end den himmelfarne Herre selv, ►hans Ord og Aabenbaring, som han havde selv baade hørt og seet, og da dette dog var en Hemmelighed mellem Herren og ham, forlangte han ikke heller sit Apostel-Kald ►erkjendt af Menigheden, uden forsaavidt han baade med Ord og Gjerning viste dem klare ►Apostel-Tegn *►Gal. 1. ►1 Cor. 1. ►1 Cor. 9., ja, han advarede selv Menigheden for at tænke høiere om sig, end efter hvad den saae og hørte af ham.

✂ Heri skulde da Paven i 📌Rom speilet sig, og, naar han vilde og turde udgive sig for ►Apostoliker, da, istedenfor at ville mane den døde 👤Petrus op, ligesom 👤Paulus, have beraabt sig paa den levende Herre, og, ligesom 👤Paulus, ►gjort Apostel-Tegn, og endelig, ligesom 👤Paulus, ladet det staae Menig154heden frit for, om den vilde ►erkjende hans Apostel-Kald til ►Lære-Embedet, som var det eneste, Apostelen 👤Paulus gjorde Krav paa, da han ikke, som Herrens gamle Apostler, havde Døber-Kaldet *►1 Cor. 1, 17.; men hvad vi med Aanden forlanger af Paven, det forlanger Herren og Aanden, og det skal Menigheden forlange af os alle, som tilegne os apostolisk Kald og Myndighed, enten til at ►►“løse og binde”► eller til at ►raade for Herrens Indstiftelser; og for Resten skal vi lade det staae som et aabent Spørgsmaal, hvad vi, til ►Lære-Embedets Tarv, faaer eller kan faae af den Helligaand ved den nedarvede Indvielse, saa derom har vi, paa eget Ansvar for Aanden, Lov til at tænke hvad os tykkes, naar vi kun, vel at mærke, ikke vil paanøde Menigheden, der har samme Frihed, vore Tanker, eller beraabe os paa Indvielsen, som Hjemmel for nogen aandelig Myndighed.

✂ Uagtet nemlig Indvielsen til ►Lære-Embedet med Haands-Paalæggelse og Forbøn, fra Slægt til Slægt, er mest af alt i Christenheden ►overskattet, mistydet og misbrugt, og uagtet dens ubetingede Nødvendighed til det christelige ►Lære-Embede maa med 👤Luther kækt benægtes, blandt andet, fordi de Christne ved Udtrædelse af Stats-Kirken kunde nødes til at undvære den, saa vilde og turde jeg dog aldrig tilraade at vrage eller frivillig opgive den, deels fordi Lærerne, som Kalvinismens og Rationalismens Historie viser, ligesaavel uden som med Ordinationen, kan tiltage sig uforsvarlig Myndighed, og 155især fordi jeg troer, det er en Levning af Aandens Indretning, hvorom det gjælder hvad skrevet staaer om den eenlige Drue: ►fordærv den ikke, thi der er Velsignelse ved den. Derfor ligger det mig saameget mere paa Hjerte at faae den sat i sit rette Lys, som en apostolisk Indretning til Menighedens Tarv, men derfor paa ingen Maade til Menighedens Skade, som dog Oprettelsen af en egen ►Lærestand, med ►udelukkende Ret til Evangeliets Forkyndelse og ►Saligheds-Midlernes Anvendelse, til enhver Tid i høieste Grad maa blive.

✂ At nu Herrens Apostler, ligesaalidt som de kunde eller vilde overdrage deres ►eiendommelige Apostoliskhed til deres ►Eftermænd i ►Lære-Embedet, ligesaalidt kunde eller vilde ved Indvielsen give andre Enkeltmænd ►enten Eneret til Evangeliets Forkyndelse eller ►Raadighed over Herrens Indstiftelser, det følger soleklart deraf, at de hverken kunde overdrage Andre den Eneret, de selv hverken havde eller gjorde Krav paa, eller overdrage Andre den ►Raadighed, de kun havde ifølge deres mageløse Stilling, som Herrens umiddelbare Redskaber og som Grund-Spiren, hvoraf hele Menigheds-Livet skulde udvikle sig. Da de var skabte til det samme og saaede til saaledes at voxe, saa gik ►vist nok al deres ►Raadighed og hele deres Apostoliskhed, saa at sige i Blodet, over i den hele Menighed, som levende udviklede sig af dem, hvorfor den med Rette kalder sig en Apostolisk Menighed, men det gik ingenlunde ved Haands-Paalæggelsen over paa visse Enkeltmænd, saa vi fik en Apostolisk ►Lærestand lige over for Me156nigheden, altsaa over den eller dog udenfor den, medens derimod Menighedens ægte Apostoliskhed, der nu kun skimtes giennem den apostoliske Troes-Bekiendelse, Daab og Nadver, vil kun efterhaanden aabenbare sig i Menigheds-Livet, naar den frit udvikler sig deraf.

✂ Dette stemmer da ogsaa godt overeens med det lidet, vi af den ►ny Pagts Bog kirkehistorisk veed om Apostlernes Forplantelse af det christelige ►Lære-Embede, thi saaledes har Apostelen 👤Paulus betroet os, at ►Lære-Embedet i det Hele, selv det ægte apostoliske, er til for Menighedens Skyld, og skal ophøre, naar dets Øiemed er opnaaet i den efter Herrens Maal ►fuldvoxne Menighed, eller i Eenheden af ►Guds Søns Tro og Erkiendelse hos alle Christne► *►Eph. 4.. Heraf følger nemlig, at ►Lære-Embedet, som netop er til for at fremme den fri Udvikling af Herrens Liv i Menigheden, paa ingen Maade maa staae dets fri ⓘ Udvikling i Veien, hvad Lærerne dog altid giør, naar de paa Embeds-Vegne stille sig mellem Herren og hans Menighed og ►gaaer da aldeles uforsvarlig mellem Bark og Træ.

✂ Dernæst skinner det ogsaa igiennem hos samme Apostel, at “Hyrderne og Lærerne”, og selv Apostlerne, som Hyrder og Lærere, skulde ikke betragte sig egenlig som Herrens, men som Aandens, den Helligaands Redskaber og Embedsmænd, saa vi i ►Lærer-Stillingen ikke umiddelbar, men kun giennem Aanden og Menigheden, høre Herren 157til; thi saaledes skriver Apostelen udtrykkelig, at vi, som den ny Pagts Embedsmænd (►diakoni) er Aandens ►Skaffere, og at det er den Helligaand, som indsætter Hyrder til at ►føde Gud-Herrens Menighed, som han vandt med sit Blod*►2 Cor. 3, 6. ►Ap. Gj. 20, 28.. Naar derfor den samme Apostel etsteds kan synes at tilskrive Herren selv det samme, da maa det enten tages uegenlig, forsaavidt som Aanden igien er Herrens, eller vi skulde henføre det til “Faderen” som med sin elskelige Søn skiænker os alt ved sin Aand *►Eph. 4, 11 forbindes nemlig rettest med ►v. 6, saa man tager ►v. 7-10 som et Indskud (en Parenthes), og benytter ►1 Cor. 12, 29 til Sammenligning.. Vi slutter derfor ogsaa efter ►Skriften med Rette, at det Christelige ►Lære-Embede, som Herren selv efter sin ►Opstandelse forbød sine Apostler at udøve, før de var udrustede dertil af den Helligaand, ligesom vor ►hellige Skrift, egenlig tilhører den Helligaand, der, som ►Værten i Herberget, lægger det ud for Herren, til han kommer igjen.

✂ Da nu Herrens Aand kun virker i Frihed, og tiltager sig ingen Egenraadighed over Herrens Indstiftelser, som han derimod sætter sin Ære i at tjene og beseigle efter Ordets ►Bydende, saa følger det af sig selv, at alle hans Redskaber maae gjøre ligesaa, og aldrig kræve mere aandelig Anseelse eller Myndighed og ►Raadighed end Menigheden frivillig skiænker dem, og maa heller ikke forlange at antages for Aandens Embedsmænd, ►enten paa Grund af Haands-Paalæggelsen eller 158paa Grund af nogetsomhelst Andet end Aandens Kraft-Aabenbarelse gjennem os.

✂ Endelig nævner Apostelen 👤Paulus ingen anden aandelig Gave, som forplantet ved hans og de Ældstes Haands-Paalæggelse end Prophetien, som Menigheden skulde frit bedømme*►1 Tim. 4. ►2 Tim. 1. ►1 Cor. 12..

✂ Vilde man sige, at det ikke nytter stort at vide, hvorledes ►Lærer-Stillingen skulde være efter Aandens og ►Apostel-Skriftens Oplysning, da vi, hver paa sit Sted, vil finde Menigheden i ►Adspredelsen, hvor den hverken kan samles eller tjenes under eet med Herren, efter Fælles-Aandens Drift, da tog man dog ►storlig feil, thi vel er det ganske sandt hvad man siger baade om Menighedens og dens oplyste Læreres tunge Kaar under ►Adspredelsen og Sammenblandingen, men det er derfor saameget mere nødvendigt at kiende vor rette christelige Stilling, saa vi baade kan skiønne, hvilken Grad af Frihed der maa naaes i vor Folke-Kirke, naar Herrens ►adspredte Menighed der skal kunne samles, tjenes og trives, og saa vi kun som Menighedens Tjenere udøve den Myndighed, der kun tilhører Menigheden, men kan under ►Adspredelsen næsten slet ikke udøves af den. Desuden er ►Adspredelsen, Gud skee Lov! aandelig forbi hos os og igrunden for hele Menigheden, nu, da vi har lært, ikke blot, at det er Aanden alene, som forsamler og forener, men ogsaa lært hvormed og hvorom han forsamler og forener Menigheden, at det er om Herrens egne Indstiftelser og med Vorherres eget Munds-Ord 159til Menigheden, saa vi kan i Aanden samle Menigheden, naar vi vil, og have den stadig for Øie i sin Heelhed, med alle de Hensovne og de Ufødte ligesom med de Fraværende. Erfaringen vil ogsaa snart lære os, at ligesaa væsenlig en Forskiel, som det giør, ►enten det er et herskende Præsteskabs og en vis ►Kirkeskoles ►Uaand, eller hele 👤Christi Menigheds Aand, vi vil oplyses, styrkes og drives af, ligesaa væsenlig en Forskiel giør det, om vi forvalte Herrens Indstiftelser, eller ►►løse og binde► som Herrens ►Stillingsmænd eller som Menighedens Tjenere!

✂ Heraf følger iblandt andet, at vi, langtfra at modsætte os Oprettelse af Menigheds-Raad i Folke-Kirken, meget mere med Glæde skal fremme den, naar det kun bliver virkelige Menigheds-Raad, og ei, som man hidtil vilde, “Sogne-Raad,” hvad ►aabenbart efter Sognebaandets ►Løsning er aldeles tankeløst, og er for christelige Præster utaaleligt, da vi hverken som Aandens eller som Herrens og hans Menigheds Tjenere, kan rette vor Embeds-Gierning efter et Sogne-Raad med et tomt Menigheds-Navn til Paahæng *Herrens Frimenighed, i det Smaa som i det Store, bestaaer nemlig af dem som har Troen, ►Daaben og Nadveren efter Herrens Indstiftelse frit tilfælles, af dem maa Raadet vælges og til dem maa det indskrænke sit Omraade, naar det skal være christeligt..

✂ Hvad vi imidlertid ved Oprettelse af Menigheds-Raad, enten i eller udenfor Folke-Kirken, 160med Flid maa vogte os for, er Alt hvad der kan giøre Skaar i den os med Aanden tilhørende fri Talebrug og Skriftbrug efter ►Troens Regel, thi ligesom Aanden, der, ved at tilegne sig Menighedens Troes-Bekiendelse, binder sig til den, dog forbeholder sig frit at benytte sine ►glødende Tunger og sin ►Hellige Skrift derefter, saaledes maa Aandens Redskaber, paa eget Ansvar for ham, have samme Frihed, som heller aldrig kan skade Herrens Frimenighed, der selv intet Ansvar har for ►Skriften eller Skriftklogskaben, men har kun i fritstaaende Lærere gyldige Vidner, som borge den for ►Skriftens Christelighed. Medens det derfor maa staae Menigheden frit for, hvem den vil modtage og benytte som Aandens Redskaber, saa maa det staae dem, der modtages, frit for at følge Aandens ►Indflydelse, da de ellers ikke kan blive ved at være den Aands Redskaber, som er fri i hele sin Virksomhed og i alle sine Forhold, saa det er ogsaa frit, han, som Sandhedens Aand, menneskelig talt, binder sig til ►“Sandheden i 👤Jesus.”►

✂ Denne Forkyndelsens og ►Skrift-Forklaringens Frihed i Overeensstemmelse med Herrens Indstiftelses-Ord, paa Ansvar for den Helligaand, og uden alt Baand paa Menigheden, det, seer man let, er noget ganske Andet end den Ufeilbarhed i Troes-Sager, som Paven udtrykkelig og vore Skriftkloge forblommet har tillagt sig, og som skulde giøre deres ►Lærdom til en Troes-Artikel for hele Menigheden, og denne ►Lære-Frihed er aldeles umistelig, hvor Aanden skal kunne virke frit og hvor saavel Lærerne som Menigheden skal kunne 161frit gaae frem i christelig Oplysning, eller, som ►Skriften udtrykker det, forvandles ►fra Klarhed til Klarhed. Det sees ogsaa af selve ►Skriften, at dette har været Herrens Mening, thi, medens han ►bryder Staven over alle de Skriftkloge, som mene, det er ikke hos ham selv, som ene har det ►“evige Livs Ord”, men ►i ►Skriften, som kun beskriver det, man skal søge et evigt Liv,► da giver han dog udtrykkelig tilkiende, at han baade vil have Skriftkloge i sin Menighed og at de skal have Lov til at benytte ►Skriften ligesaa frit, som han selv benyttede den; thi ►baade ►forklarede han jo ►Skrifterne for sine Discipler►, som ►de igien skulde ►forklare dem for deres Tilhørere►, uden at spørge dem om Forlov, og derhos vidner han jo udtrykkelig, at ►Guds-Rigets Skriftkloge skal være som Huusholdere, der tage frem af deres Forraad, baade Gammelt og Nyt, hvad ►aabenbar hos de christelige Skriftkloge kræver fri Raadighed baade over den ►gamle og den ►ny Pagts Bog *►Math. 13..

✂ Denne aandelige Frihed, som Lærerne i Herrens Menighed maa ►hævde sig, for at kunne være gyldige Sandheds-Vidner og den altid fremskridende christelige Oplysnings Husholdere, lader sig vanskelig forlige med nogensomhelst statskirkelig Lære-Forskrift, som indeholder enten meer eller andet end hvad vort christelige ►Lære-Embede kræver og forudsætter: Overeensstemmelsen nemlig mellem ⓘ Herrens eget Indstiftelses-Ord og vor ►Hellige Skrift, men da dette i vor Folke-Kirke let kan jævnes 162og ventelig vil jævne sig, skal jeg henlede Lærernes Opmærksomhed paa en Fare, som ikke blot i vor Folke-Kirke, men ogsaa i Menighedens fri Stilling, vil true den aandelige Frihed og i det hele Aandeligheden hos den Christne Menigheds Lærere.

✂ Denne Fare ligger nemlig nu hos os i den Skolegang og de Overhøringer, som man kræver af alle dem, der vil være Lærere i Folke-Kirken, thi disse Fordringer, som altid har været skadelige og byrdefulde, er i dette Aarhundredes Løb blevet det i saa frygtelig en Grad, at de nu for den levende Christendom og den Christne Frimenighed er aldeles utaalelige, saa at, hvis vi ikke turde haabe meget snart at see dem betydelig formildede og formindskede, da skulde vi heller idag end imorgen, trods alle Betænkeligheder, træde ud af Folke-Kirken; thi det vil være et sjeldent Mirakel, at et opvakt Hoved kan og vil giennemgaae den gruelige Skiærsild, man har skabt ligesaavel for alle dem, der vil være Præ ster i Folke-Kirken, som for dem, der vil være Rectorer i de lærde Skoler, eller være Professorer i alle mulige Kundskabs-Fag. Ingen christelig oplyste Forældre vil da herefter kunne bære det over deres Hjerte eller forsvare det for deres Samvittighed at sætte deres umyndige Børn i den ►Hestemølle, som vor saakaldte lærde Skole er blevet, lige fordærvelig for Sjæl og Legeme, og allermindst forenelig med det troende Hjerte, det fribaarne Sindelag, den folkelige Stemning og den aandelige Drift til med voxende Kræfter og stigende Oplysning at gribe kækt ind i det bevægede Menneske-Liv, som i Regelen maa forudsættes 163hos de Drenge, vi tør haabe, skal blive dygtige og ivrige Lærere i den christelige Frimenighed.

✂ I Henseende til mit lyse Haab i dette Stykke, kan man nu ►vist nok med Rette indvende, at det er meget ►urimeligt, at enten Regieringen eller Rigsdagen for Øieblikket skulde rette det lærde Skolevæsen efter vores Trang til dygtige og ivrige Lærere, som man maaskee ikke engang ønsker eller under os, da man jo igien begynder, ligesom fordum, at kalde ►dem, der ikke vil vide af andet til ►Salighed end den korsfæstede 👤Jesus Christus,► en Sect, der maa være belavet paa hele Verdens Modsigelse.

✂ Men desuagtet nærer jeg dog endnu det Haab, at man snart i 📌Danmark vil giøre det lærde Skolevæsen taaleligt for de Christne, enten ved at forandre det hele, eller dog ved at oprette egne ►Planteskoler for Præsterne i Folke-Kirken, hvis Fordringer ogsaa vore Børn, uden at ødelægge sig selv eller dog blive uduelige til Embeds-Gierningen, med lidt Opoffrelse kan fyldestgiøre. De vægtige Grunde, hvorpaa dette Haab støtter sig, skal jeg da stræbe kort og tydelig at samle, og jeg skal da stille det hygieiniske Hensyn i Spidsen, som jo staaer paa Dags-Ordenen, selv hvor det intet skulde have at giøre, og som da vel ogsaa snart maa giøre sig giældende, hvor det er paa sit rette Sted: i alle vore fuldproppede Børne-Skoler og da især i vor reent forstoppede lærde Drenge-Skole. Ligesom berømte Læger i 📌England og 📌Nord-Amerika ►alt længe, ei blot paa den legemlige Sundheds Vegne, har gjort stærke Indsigelser mod den tidlige og langvarige Skolegang, men tillige kraftig be164kæmpet den gamle Fordom, at Sjælen vandt i Skolen hvad Legemet tabte, saa i aandelig Forstand gik man baade bedst frem og fik Jorden bedst dyrket ved at spænde Føl for Ploven; saaledes maa dog vel ogsaa vore dygtigste Læger snart opløfte Røsten mod det Skolevæsen, der fordærver baade Sjæl og Legeme i ►Helhjem.

✂ Har nu først vore bedste Læger helbredt vedkommende Statsmænd og ►Thingmænd for den Skade paa Hørelsen, hvoraf de i alt hvad der angik Skolevæsen længe har lidt, da vil det neppe falde vanskeligt at berolige dem over alle de Ulykker, som efter Professor 👤Madvigs og endeel andre lærde Skolemestres Spaadom vilde følge af enhver Lettelse, man gav de lærde Skoledrenge, og de vilde i alt Fald ►paa Timen indsee, der ikke tabdes det mindste, men vandtes allerede meget ved at opgive den ►abderitiske Fordring, som vi i hele den civiliserede Verden er ene om: at alle de, der vil have Adgang til at blive enten Præster eller Dommere eller Læger i Riget, skal bevise, at de, foruden deres Modersmaal kan skrive baade et bandsat levende og et ved ►sorte Konster opmanet dødt Sprog uden grove Feil, og ovenikiøbet giøre grammatikalsk Rede baade for det Dødes og det Levendes sproglige Sammenhæng.

✂ Indseer man nu først, at man ved et ligesaa uskyldigt som velgiørende Pennestrøg ikke blot kan betydelig formilde og forkorte den lærde Skolepine, men ovenikiøbet fortjene Roes i 📌Europa og faae mange Tak af Folket og Modersmaalet, da vil man udentvivl ogsaa faae aabne Øine for 165den ublu Fordring, at alle ►tilkommende Præster, Dommere og Læger, og selv enhver Professor i Historien eller i Græsk og Latin, skal i sine Drenge-Aar have trukket et svingende Læs Algebra og Mathematik op ad Skole-Trappen til Hylden paa Loftet og naar der ved et uskyldigt Pennestrøg ogsaa var raadet Bod paa denne grove Ulæmpe, og den umistelige Privatist-Examen ved Universitetet, trods Professor 👤Madvigs Suk og Professor 👤Ussings Taarer, blev uanfægtet, da vilde den bagvendte Skoleplan ogsaa for os til Nød være taalelig.

✂ Kommer man imidlertid fra Sundhedens og Livets Side til at betragte den lærde Drenge-Skole, der aldrig har havt andet Levende ved sig end Skoledrengenes Spilopper, da opdager man let, at om ogsaa denne lærde Skole skulde være et nødvendigt Drivhus for ►tilkommende Rectorer og Professorer, saa er den dog et meget upassende Tugthus for Landets ►tilkommende Præster, Dommere, Læger og andre Embedsmænd, som man ►nødvendig maae ønske sig saa dygtige og saa driftige som mueligt til deres vigtige Embeds-Gierning, følgelig saa friske og sunde paa Sjæl og Legeme, saa folkelige, saa ►klarøiede for det virkelige Liv og saa frie for alt Pedanteri og Bogorme-Væsen, som mueligt, saa Staten vilde forsynde sig lige saameget mod sig selv som mod de Paagiældende, ved i den lærde Drenge-Skole og paa den endnu langt mere pedantiske og aandløse end strængt videnskabelige ►Høiskole, at giøre dem 166til Slagt-Offere for nogle Rectorers og Professorers stumme og døde Afguder.

✂ Om man da ogsaa af en vis Ærbødighed for den saakaldte rene og strænge Videnskabelighed, overlod disse Rectorer og Professorer 📌Metropolitan-Skolen til at forplante sig i, saa besluttede man dog vist for Resten at oprette passende ►Plante-Skoler for Embeds-Mændene, beregnede paa den Livs-Stilling og Virksomhed, de attraaede, og man vilde her ikke kræve mere ►boglig Konst end, der med skikkelig gode Anlæg, med ►almindelige Forkundskaber og folkelig Dannelse, i den voxne Alder lod sig paa et Par Aar erhverve, saa Staten vilde da have frit Valg mellem mange Dygtige istedetfor at den nu har bundet Valg mellem mange Udygtige. Naar en Stat nemlig vil i Regelen have gode, dygtige og hengivne Embedsmænd, da maa den især vogte sig for at stille Fordringer om en vis Bog-Kundskab og boglig Dannelse til dem, som, for at vindes, i Regelen maa begyndes i Barne-Alderen, da man aldrig kan vide og sjelden giætte, om Barnet i den voxne Alder vil have Lyst og ►Bekvemhed til en vis Embeds-Stilling og tilsvarende Virksomhed, thi selv naar Fordringerne ellers var langt mindre urimelige og umenneskelige end de er nu, vilde man dog derved berøve sig mange af de bedste Kræfter, og belemre sig med en Flok ubrugelige ►Kiødhoveder og Læseheste, som man, naar de dog fik Attest for at have trukket Læsset, maatte see at skaffe Levebrød med Pensions-Ret.

✂ 167Lægger man nu hertil, at i ethvert Land med frie og folkelige Indretninger maa man ►nødvendig hvert Aar og hardtad hver Dag af Erfaring lære, at alle Embedsmænd, som skal fortjene deres Kost og Løn og Naadsensbrød, de blot læsende, skrivende og oplysende, saavelsom de styrende, dømmende og raadende, lægende og trøstende Embedsmænd, maa fremfor alt være hjemme i det virkelige Liv, driftige, folkelige og frisindede, da maatte Danskerne jo være ►Hottentotter, naar man ei skulde haabe, de vilde, saa at sige eenstemmig kræve og tilkæmpe sig et levende, folkeligt og velgiørende Skolevæsen, istedenfor det rædsomme Dødbideri, der ligesom med Flid ødelægger vor Ungdom og plager hele Folket.

✂ Dog sæt, hvad jo var meget mueligt, at det med dette tvingende Krav, som med det meste hos Danskerne, gik svært i Langdrag, og sæt tillige, hvad dog Gud forbyde: at Regiering og Rigsdag hverken af ovennævnte Grunde eller tillige for at undgaae vor Udtrædelse af Folkekirken, vilde nedstemme de utaalelige Fordringer baade i Drenge-Skolen og Svende-Skolen til alle Folke-Kirkens vordende Præster, saa vi for at bjerge Menigheds-Livet og redde den christelige Oplysning fra enten at uddøe eller, hvad der ►løber ud paa det samme, staae stille, maatte træde ud, da vilde ►vist nok en christelig ►Kirke-Skole for vordende Lærere have særegne store Vanskeligheder at overvinde, men vilde da ogsaa kunne indrettes langt bedre og bære langt rigere Frugter end selv de bedste præstelige ►Plante-Skoler i Folke-Kirken, 168der skal være taalelig for alle Partier, og indskrænkede til det Allernødvendigste for alvorlige, veltalende og skriftkloge Lærere.

✂ De Modfaldne, som hos os er mange, vil ►sagtens tænke sig Vanskelighederne ved ►paa fri Haand og bar Bund at oprette og vedligeholde en saadan christelig ►Høiskole som uovervindelige; men skiøndt jeg er saa langt fra enten at oversee eller ►underskatte de store Vanskeligheder, at jeg ogsaa for at undgaae dem, ønsker Udtrædelsen udsat det længste mueligt, saa tvivler jeg dog intet Øieblik paa, at jo alle Vanskelighederne, med den Gudshjelp, som er vis nok, vilde lade sig overvinde. Hvor ringe man nemlig end vil tænke sig Antallet af dem, der hos os følde Mod og Kraft til at sige denne Verden Farvel, for at leve i Fred med Herren, saa er jeg dog vis paa, at de Hjerter, som Herren bøiede dertil, vilde ikke være færre end ►den gamle Frimenighed paa “Hundrede og Tyve” og at de i det mindste vilde have ►“tolv” dygtige Lærere iblandt sig, hvis Røst med Guds Kraft snart vilde gaae, om ikke til Verdens, saa dog til Landets Ende, og samle de ►adspredte Guds Børn til Eet, og hvor fattig end den danske Frimenighed ►sagtens vilde være paa denne Verdens Guld og Gods, saa vilde der dog ikke fattes enkelte ►Brødre til 👤Joseph af Arimathea og til 👤Nikodemus► og endnu mindre fattes gavmilde Søstre til ►de Kvinder, som “tjende Herren med deres Gods”.

✂ Man vilde derfor strax lægge Grund-Stenen til en christelig ►Høiskole, som, trods al sin udvendige Tarvelighed, ingenlunde indvendig vilde være indskrænket 169til det nødvendigste daglige Behov, men være ►stilet paa at omfatte alle Kundskabs- og Viisdoms-Skatte, der jo umuelig kan være “skiulte i Faderens og Vorherres 👤Jesu Christi Erkiendelse”, uden at de ogsaa i Herrens Frimenighed, som til Slutning ►skal staae Maal med ham, maa komme for Lyset *►Coll. 2, 3..

✂ Hvor ►ligegyldig derfor end den papistiske Kirkestat har været baade for Almeen-Oplysning og for al stor-menneskelig (universal-historisk) Kundskab og ►Vidskab, og hvor tvetydig en Stilling dertil end de protestantiske Statskirker indtog, saa er det dog ►aabenbar Christendommen, vor oplyste Verden maa takke for alle sine ►almindelige Begreber om Menneske-Livet i det hele, med fremskridende Oplysning og endelig ►Forklaring, skiøndt den vantro Verden, sært, men dog begribeligt nok, ikke blot praler deraf som sin egen Opfindelse, men indbilder sig netop dermed seierrig at kunne ►bestride og overvinde Christendommen, ikke blot som en “Sect” med indskrænkede Begreber, men som et Mørkets Foster. Den christelige Frimenighed vil altid være som ►“Staden paa Bjerget”, der ikke kan skjules, og som ►“Huset paa Klippen” med hele Helvede imod sig, og Frimenigheden i Oplysnings-Tiden maa da ►nødvendig oplyse hele Synskredsen lige til Menneske-Aandens og Menneske-Livets yderste Grændser, og stræbe aandelig at beherske den, for ►paa Himlens Vegne at giøre sig Jorden underdanig. Naar vi derfor ved aabenlys ►Udgang af 📌Babel►, paatager os, med Herren og Aanden, at 170fremdrage og, ►vil Gud, fuldende den gamle Frimenigheds og ►“det ny Menneskes” Levnetsløb, da maae vi vide, at dertil hører en i alle Retninger (undtagen den falske) fremskridende Oplysning, og skiøndt vi derved med Rette især ►giør Regning paa ►overordenlig Bistand af Sandheds-Aanden, som er vor christelige Folke-Aand og som ►“randsager alle Ting, ogsaa Guds ►Dybheder”►, saa har Sandheds-Aanden dog nu endelig faaet os lært, at ligesom den aandelige Skriftklogskab forudsætter en foreløbig Bog-Kundskab, saa ledes forudsætter al aandelig Klogskab og ►Vidskab en foreløbig Kundskab, der meer eller mindre ►skoleret maa vindes og drøvtygges. 👤Moses havde saaledes ikke kunnet forstaae Vorherre, hvis han ikke havde været oplært i ►“Ægypternes Viisdom”, og Vorherre kunde ikke efter Opstandelsen have ►forklaret ►Skrifterne for sine Apostler, dersom de ikke forud under hans Veiledning havde lært at kiende ►Skrifterne. Da nu ogsaa vor ►Hellige Skrift, deels som Efterretning og deels som Spaadom følger Menneske-Livet fra Verdens Skabelse til Verdens Ende, saa følger det af sig selv, at ligesom enhver menneskelig Evne og Kundskab maa bidrage sit til at oplyse ►Skriften, saaledes vil alle menneskelige Evner og Kundskaber udkræves til ►Skriftens fyldestgiørende ►Forklaring, hvorfor jo ogsaa de protestantiske ►Høiskoler ►stilede paa at dyrke alle muelige saakaldte Videnskaber eller Kundskabs-Fag og ►Vidskabs-Dele; men en altomfattende Videnskabelighed, der skal bæres af en Bogs Guddommelighed, er aandelig dødfødt, og maa, som vi har seet, naar den 171drives med Flid, føre jo længere, jo mere bort fra den guddommelige Bog, og støde den troende Menighed fra sig, saa at naar en christelig Frimenighed i dette Øieblik skal sætte sig i et frit Forhold til Videnskabeligheden, da vil den føle sig fristet til at opgive den, ikke blot som unødvendig til ►Salighed, men som meget farlig for den sande Aandelighed og levende Christendom. Da vi nu som Danskere kun har en meget indskrænket videnskabelig Drift, og en afgjort ►Sky for strængt Hovedbrud, og da vi maae træde ud med den christelige Oplysning, at det er ikke de Lærde og Kloge, men de Umyndige, der helst lade sig oplyse og snarest blive oplyste af Herren og Aanden, og endelig at ►Skriften og de Skriftkloge ligesaalidt kan forsvare Herren og Menigheden, som de kan ►overvælde dem, saa er der intet Skiær, som den Danske Frimenighed for Øieblikket snarere kunde strande paa end Høiskole-Sagen, og det er ikke mindst derfor, jeg ønsker den Pusterum; men kunde dette ikke opnaaes paa taalelige Vilkaar, saa vi maatte ►seile den høie Sø, da vilde ►“Aanden sikkert komme vor Skrøbelighed til Hjelp”, og oplyse os baade om Grunden, hvorfor den christelige ►Lærestand i sin Heelhed maa være Oplysningens og ►Vidskabens Banner-Fører til Verdens Ende, og om Maaden, hvorpaa det kan skee, ikke blot uden Skade, men til stor Vinding for Herrens Menighed.

✂ 👤Christi Tro kunde nemlig ikke være Sandheds-Troen om det grundvirkelige Forhold mellem Sandhed og Løgn, Lys og Mørke, Liv og Død, eller mellem Gud og Verden, Gud og Men172neske, Aand og ►Kiød og Tid og Evighed, dersom ikke Troens Aand, som Sandheds-Aanden, i Tidens Løb udviklede og ►klarede den menneskelige Oplysning om alle disse Grund-Forhold, og 👤Christi Menighed kunde ligesaa lidt være det aandelig gienfødte og fornyede Menneske-Folk, hvis den ikke, som det sømmer sig Lysets og Dagens Børn, af al Magt bekæmpede og klarlig overvandt det aandelige Mørke med aandelige Vaaben, og nærmede sig med ►Kæmpeskridt den for Mennesket størst muelige Klarhed. Den Christelige Oplysning har derfor først naaet sit timelige Maal, naar Herrens Frimenighed har vundet samme Klarhed som aabenbarede sig i “Menneske-Sønnen” Vorherre 👤Jesus Christus, og med det samme har, ogsaa efter ►Skriften, den christelige ►Lærestand naaet sit Maal, som er ►Eenheden ►af Guds Søns Tro og Erkiendelse, der kun er muelig, naar Menigheds-Livet har naaet sin fuldvoxne ►Mands-Alder►. Ligesom nemlig den Christelige Oplysning gaaer ud fra den Forudsætning, at baade hele Skabningen og hele Tiden har sit Udspring af det eviglevende ►“Guds-Ord”, som var hos Gud og var Gud, og er Menneskets Livs-Lys, saaledes udspringer jo hele den christelige Oplysning, saavelsom det christelige Liv og Levnets-Løb, af den aandelige Kiendsgierning, at “Guds-Ordet” i ►Tidens Fylde ►blev “Kiød” for at vinde sig en troende Menighed, der i ►hjerteligt Fællesskab med ham, ikke blot faaer Aand af hans Aand, men ogsaa ►Kiød af hans ►Kiød, og det maa da være den Christelige Oplysnings Maal at vise, hvordan alt Time173ligt klarlig har sin oprindelige Sammenhæng i Guds-Ordet fra Evighed, og hvordan det under Tidsløbet er samlet i 👤Christus Jesus og lever og rører sig i hans Menighed*►Joh. 1. ►Ephs. 4. ►Coloss. 1..

✂ Uagtet derfor Frimenighedens Skriftkloge og ►Boglærde aldrig maa lægge deres Lærdom og Klogskab til Grund for Fælles-Troen, eller indbilde sig, at den dermed lader sig forsvare, og uagtet de umulig, som den tydsk-protestantiske Theologi, kan ansee Stridbarheden (Polemiken) for en Hovedsag hos dem, der ►udsendes med Fredens Evangelium, saa er det dog umuligt, at de ►“Vise og Skriftkloge”, som Herren med Aanden sender sin Menighed, kan med Kraft stræbe at udbrede sand aandelig Oplysning paa hele Jorden, uden at de hvert Øieblik maa rage i Strid med de Verdsligvise og Skriftkloge, ligesom Herren selv ragede i Strid med ►sine Kiøds-Dages Pharisæer og Saducæer; thi man kan umuelig ære Sandheden uden at beskæmme Løgnen, og 👤Christi Menighed maa derfor altid staae i Verden, som den “Fredsommelige” der dog ikke kan ►oplade Munden til at bekiende sin Tro paa det store Fredens Evangelium, uden at Verden farer i Harnisk. Det maa derfor staae Frimenighedens Vise og Skriftkloge frit for, paa eget Ansvar for Aanden, hvis frivillige Redskaber de i alle Maader skal være, at strides med Mund og Pen, saameget de vil, med Troens ►boglærde Modstandere, medens det maa blive deres egen Sag, om de yppe Kiv med andet end med ►“at saae 174Lys for de Oprigtige af Hjertet”► og de maae ikke krympe sig ved derfor aandelig at hudflettes i Verdens lærde Skoler, ligesom Herren selv og hans Apostler.

✂ Ligesom det derfor ved den Lutherske Reformation blev aabenbart, at Paven, ved at stoppe Munden paa sine Modstandere med den ►verdslige Arm, og Pave-Præsterne, ved at forsømme og ringeagte Skriftklogskaben, indhyllede baade sig selv, Menigheden og Troen i Gravens ►Mørke, hvad saavel Sandheds-Aanden som ►Skriften kalder Løgns og Ondskabs klare Kiendemærke►, saaledes gjorde ►aabenbar vore ►selvgjorte Pave-Konger eller Fyrst-Biskopper Troen og Menigheden saavidt mueligt aandløse og dermed aandelig værgeløse, ved at undertrykke den aandelige Kamp og den videnskabelige Frihed, som i denne Verden staaer og falder med hinanden.

✂ Naar derfor Menigheden nu, enten allevegne eller paa et givet Sted, maa trække sig ud af al statskirkelig Forbindelse, for ei ►“at ►drage i Aag med de Vantroe”►, da vil Sandheds-Aanden dog baade opelske den skriftkloge Lærere og drive sine villige Redskaber til, efter Evne og Leilighed, med al Flid at fremme og udbrede grundig og ►almindelig Oplysning om alt Aandeligt og Menneskeligt, skiøndt det umuelig kan skee uden skarp og farlig Strid med denne Verdens Vise, ►Boglærde og Skriftkloge.

✂ Dette er heller ikke blot nødvendigt for Sandheds-Aandens og den guddommelige Sandheds, men ligesaameget for den troende Menigheds egen 175Skyld, thi vi nærme os den sidste Strid, da Fienden ikke længer vil spilde Tid og Flid paa den Umuelighed at ►aftrætte os enten vor egen ►hellige Skrift eller vor egen Histories (vor egen Levnets-Beskrivelses) mageløse Vidnesbyrd om vor christne Troes apostoliske Ægthed, men vil trodse alle Vidnesbyrd, og, ligesaa dumdristig som 👤Nero eller 👤Julian, angribe Vorherres 👤Jesu Christi og Menigheds-Troens Sandhed, og rase derimod med al muelig Spidsfindighed og med alt hvad Verdens-Aanden kalder ►“Ild og Sværd”, og jo mere vi nærmer os dette vort ►Ragnaroke, hvori ►Troens Ild-Prøve skal være saameget skarpere end Guldets som den er ædlere, des klarere bliver det ►vist nok paa den ene Side, at Herrens eget guddommelige Munds-Ord til Menigheden er den eneste Grund, der giør Troen klippefast, men des klarere bliver det ogsaa paa den anden Side, at Menigheds-Livet, for seierrigt at giennemgaae den store Prøvelse, maa være saa fuldvoxent, som det kun ved Hjelp af den størst muelige Oplysning kan blive; thi, som skrevet staaer, ►selv de Udvalgte skulde forføres, om det var mueligt, og vi kan alle forstaae, at der hører klart Lys til at opdage selv det snildeste Blændværk og trodse det mest ►glimrende ►Skin. Jo mere antichristelig derfor den i Verden herskende Oplysning og Videnskabelighed er, og jo dristigere den erklærer den historiske Christendom, med alle dens aandelige Forudsætninger om den levende Gud og Hans Styrelse, for det yderste Mørke, der ikke kan eller skal randsages med Lyset, men fordrives og ud176jages deraf, des flittigere maa den Christne Menigheds skriftkloge Lærere randsage ►Skrifterne ►med det Lys, som Herren selv har sat i Stage, og des ivrigere maa de lade deres Lys af Herrens Lys skinne i Verden, saa alle de, som er af Sandhed, maae ►bøie Knæ i 👤Jesu Christi Navn og alle Tunger bekiende ham som Herren til Gud-Faders Ære►. Dette kan imidlertid ikke skee ►uden under stadig Kamp med alle de Vildfarelser og Fordomme, der udgive sig for Oplysning, og frister selv i Menigheden de Ubefæstede, og skiøndt Herrens Skriftkloge, ligesom han selv, skal giøre deres Oplysnings-Kamp saa sagtmodig og upersonlig som mueligt, saa veed vi af Evangelierne, at Trætterne med ►“Pharisæer og Skriftkloge” vil være uundgaaelige, saa ogsaa i denne Henseende maa Lærerne have frie Hænder, ligesom i det hele Forholdet mellem Lærerne og Menigheden maa være ligesaa frit paa begge Sider, som Forholdet var mellem Herren og hans første Disciple, kun med den Forskiel, som Fælles-Troen kræver.

✂ Dette er Sammenhængen i min Tankegang om ►Klippekirken og Friskolen, der forholde sig til hinanden, som den uforanderlige Sandheds-Tro til den uophørlig fremskridende Livs-Oplysning, en Tanke-Gang, der ►nødvendig maa falde dem bagvendt, som tvertimod tænker, at Troen er og maa være den foranderligste Ting under Solen, og at derimod Oplysningen er et stillestaaende klart Skin over et bundløst Mørke, som maa være eens fra Verdens Begyndelse til Verdens Ende. Denne ►Uforligelighed om hvad man kalder 177aandelige Bygninger udspringer nu igien af Grund-Uenigheden om Aand og Ord og aandelig Sandhed, som derfor er det eneste, jeg endnu finder det Umagen værdt videnskabelig at trættes om, da enhver anden Trætte om aandelige Ting, hvorunder man gaaer ud fra stik modsatte Forudsætninger, maa blive grændseløs forvirret og aldeles ufrugtbar.

✂ ►Vist nok synes det ogsaa at være spildt Umage at trættes om Aand og Ord og et virkeligt Aande-Liv med dem, der, ligesom de gamle Saducæer fornægter baade ►“Aand og Engel og Dødes Opstandelse”, og det giør jo næsten alle de Verdslig-Vise nuomstunder, hvis Vantroes-Bekiendelse er den, at der er ingen sig selv bevidst Sandheds-Aand, og at, om der end var en Saadan, saa er der dog hos os intet Sandheds-Ord, hvori en saadan Aand kunde levende udtrykke sig, og endelig, at om end ►saa var, og der virkelig skabdes et Liv, som var aandelig Sandhed, saa vilde det dog for Mennesket være aldeles ukiendeligt, da aandelig Sandhed hos os ingen utvivlsomme Kiendemærker har, og bag denne trefoldige Fornægtelse af aandelig Sandhed agter vore Verdslig-Vise sig ikke blot for uangribelige med aandelige Vaaben, men ogsaa stærke nok til med uomstødelige Fornuft-Grunde at ►afbevise Guds-Ordet, ligesaavel i Herrens Mund, som i alle Røster fra Himmelen og i alle Aabenbaringer.

✂ Dette er imidlertid en grov Feiltagelse hos de Selvkloge, som vi godt tør haabe, med Tiden og ved Hjelp af Menigheds-Livet, at overbevise den op178lyste Verden om, thi saalænge man selv vil tale med om, hvad der er eller ikke er aandelig Sandhed, da maa man endelig vogte sig for enten at benægte aandelig Sandheds ►Tilværelse eller Mueligheden af dens Erkiendelse, eller ►Tilværelsen af en aandelig Bevidsthed, da man ellers ved klar Selvmodsigelse giør sig selv til en ynkelig ►Vrævler, hvis hule, tomme Ord den næste Slægts Ungdom kun vil bruge til at spille aandelig Fierbold med. Den klare Selv-Modsigelse i Talen om aandelige Ting, som den ►“Kiødets ►Sands”,► der endnu for det meste beklæder Dommer-Sædet, slet ikke ændser: den klare Selv-Modsigelse, der er som de gamle Guders Meen-Eed ved ►Styx, den skyer derimod al aandelig Forstand, enhver baade reen og ureen Aand, ja, Fanden selv, som et aandeligt Selv-Mord.

✂ Da nu Tiden ogsaa daglig klarere vil oplyse Vedkommende om, at de med al deres Aands-Fornægtelse, Ord-Foragt og det Umælendes Forgudelse kun skille sig selv, men ingenlunde os ved Aanden og Ordet med Kraft og Liv og Lys, saa anseer jeg det ingenlunde for umueligt, at jeg selv, saa gammel som jeg er, kunde opleve den Dag, da vore ►arrigste Modstandere indrømme, baade at der naturligviis maa være en sig selv bevidst Sandheds-Aand, og følgelig ogsaa et Sandheds-Ord, som har aandeligt Liv, er Aand og Liv, men paastaaer kun, at den Sandheds-Aand har jeg og mine Med-Christne endnu mindre end de, og at det Sandheds-Ord er snarere ethvert andet end det, som vi kalde Guds-Ordet af Herrens egen 179Mund til Menigheden, og at derfor maa det christelige Menigheds-Liv, hvor aandeligt det end kan synes, igrunden være falsk.

✂ Dette minder ►vist nok om, hvorlidt vi tør vente ved den seierrigste videnskabelige Kamp at afvæbne Modstanderne eller skaffe Menigheden anden ►aandelig Fred, end den, som overgaaer al vor Forstand og forener baade Hjerter og Tanker i Troen, men det skal tillige vise, at Menigheden trænger høilig til alt det Lys, vi kan udbrede over Aandens nærværende Verden, som Menighedens Skriftkloge ►sædvanlig har forsømt over den Fraværende, som vi dog umuelig kan kiende uden forsaavidt den aabenbarer og speiler sig i det Nærværende. Dette er da ogsaa Grunden, hvorfor jeg saa ivrig har stræbt at oplyse Forholdet mellem det christelige Menneske-Liv og det menneskelige Folke-Liv, thi skiøndt jeg umuelig kunde forudsee, at nogen andre end ►Tyrker vilde derfor giøre mig til Hedning, saa vidste jeg dog godt, at alle de Skinhellige vilde korse sig over min Verdslighed, uden at jeg turde vente, at Verden derved skulde blive blidere stemt mod det christelige Menigheds-Liv, som, hvad det end ellers er, dog ►aabenbar ikke er et Liv af denne Verden.

✂ Ligesom nemlig den Christne Menighed, for nu og herefter at hvile trygt i Troen paa den Helligaand og paa Guds-Ordet af Herrens egen Mund, trænger ►høit til at oplyses om Menneske-Aanden og Menneske-Ordet i deres Kraft og Virksomhed, saaledes trænger den ogsaa for sit christelige Menneske-Livs Skyld høilig til at op180lyses om det menneskelige Folkeliv, dets Vilkaar og Øiemed, da det ►aabenbar er et Folke-Liv i en høiere Orden, den christne Menighed, som det aandelige Guds-Folk med Guds Aand, skal fuldføre til Vorherres ►👤Jesu Christi Dag►, og Menigheds-Livet desuden ved Modersmaalene er sat i levende Vexel-Virkning med alle de Folks Menneske-Liv, som 👤Christi Evangelium aandelig giæster og laaner Herberg hos.

✂ At Oplysnings-Værket netop i denne Henseende ikke blot har fundet saamegen Modstand, men ogsaa mødt saamegen Miskiendelse, er for Resten ganske hvad man kalder tilfældigt, fordi det begyndtes i det lille 📌Danmark, og maa hos os, netop efter den Menneske-Livets Grundlov, der skal oplyses, gaae ud fra den Danske Tankegang og de Danske Tilstande og bevæge sig i Danskernes Modersmaal; thi tænker jeg mig den christelige Folke-Oplysnings Vugge flyttet til 📌England eller blot til 📌Norge, hvor man hverken tvivler om Folke-Aandens Virkelighed, eller blues ved sit eget Tungemaal, eller frygter hos sig selv for Friheden, eller tvivler om sin Duelighed til Storværk, da seer jeg den i Aanden hilset med Folkets Jubelsang, som om den gienfødte Kong ►Arthur eller 👤Olav Tryggesøn derfra smilte dem imøde, og saasnart der udenlands begynder at ►gaae levende Ord af den Danske Oplysning til alle Folks Glæde, som sætte Priis paa Frihed, som elske Fred og som inderlig attraae voxende Klarhed over hele det underfulde Menneske-Liv, da vil man endnu faae det at høre, og slet ikke kunne begribe 181hvad der hos os forblindede Øinene for et Lys over Livet, som, hvad man end vilde bruge det til, maatte, som Morgenrøden og Vaarsolen, være alle uden usle Tyve og Røvere kiærkomment.

✂ Jeg skal da saameget mindre dvæle længere end nødvendig herved, som Alt hvad der i det Nittende Aarhundrede ►stiler paa at oplyse Folke-Aand og Folkelighed, Folke-Ret, Folke-Frihed og Folke-Tunger i deres levende Bevægelse og Virksomhed, fra Udførelsen af 📌Ægypten til Hjemførelsen fra Ørken, kan være vis paa at seire endnu langt mere afgiørende end 👤Garibaldi, som jo kun er blevet Aarhundredets første Helt, fordi han kækt reiste Folkelighedens Banner!

✂ Jeg forudsætter derfor ganske sikkert, at ikke blot i 📌Engeland og vort 📌Høinorden, men ogsaa i 📌Tydskland og 📌Grækenland og de Romanske Lande, vil man hylde den Betragtning af Aand og Ord og Modersmaal, Mund og Pen, og i det hele af Folkelighedens fri Forhold til Bog-Lærdom og alt Aandeligt, saaledes som den hos os er udsprunget af Troen paa det levende Guds-Ord og Trangen til det christelige Menigheds-Liv; men hvad jeg ønskede at indprænte alle Menighedens Lærere langt dybere end det kan skee med nogen Pen, eller med noget andet end ►“den levende Guds-Aande”, som skriver alle christelige ►Himmelbreve paa Hjertets Kiødtavler►, det er, at det store Omsving i Skolen, hvorved Aand og Ord og Modersmaal fordrive Pennen, de døde Sprog og alt Dødbideriet fra Lære-Stolene, vil hverken giøre Verden christelig eller giøre dens Lærde og 182Vise mildere mod den Christne Tro og Menighed, men at Troens, Tungens og Pennens Frihed vil giøre Spotten langt kaadere og bittrere, og Angrebene langt mere glubende og hensynsløse, end de har været siden de gamle romerske, græske og ebraiske Haarkløveres (Sophisters) Dage. Langtfra da at kunne understøtte Troen eller forsvare Menigheden med deres ægte menneskelige Oplysning og Videnskabelighed, vil Menighedens ypperste Lærere da ret egenlig ►“hades af alle Folk”, for det gode Navns Skyld, ligesom den skriftkloge og videnskabelige 👤Paulus blev den mest forhadte blandt alle Apostlerne, og var aldrig værre stædt end mellem de Verdslig-Vise i 📌Athenen, som bedst kunde skattet hans Vid og Veltalenhed.

✂ Da vil nemlig Feide-Brevene udelukkende stiles netop til de bedst Oplyste, og selv de sømmeligste vil omtrent lyde saaledes: “I har længe havt meget travlt med at bevise, at eders Troes-Bekiendelse er ægte apostolisk, at de saakaldte ►Indstiftelses-Ord ved eders Daab og Nadver skal være udtalt af den 👤Jesu Christi egen Mund►, som blev korsfæstet under 👤Pontius Pilatus, og at alt dette stemmer ypperlig overeens med den ►hellige Skrift, som eders egne ►Formænd og Stalbrødre har skrevet; men I har ikke lagt Mærke til, at alt Saadant kun gjaldt noget i den aandelige Trældoms-Tid, da det var halsløs Gierning at tvivle om 👤Christi Guddom eller om eders ►hellige Skrifts guddommelige ►Ind blæsning►, og da selv de Klogeste satte en forfængelig Ære i at kaldes “Christne”. Nu derimod i Aands-Frihedens Dage, nu, da i det mindste 183alle dybere Tænkere har lært at foragte tomme Titler og alt ►Skinvæsen, nu lade vi naturligviis alt Sligt staae ved sit Værd, med den Bemærkning, at ligesaa lidt som ►Islamismen er sandere, fordi den er 👤Mahomeds ægte ►Lærdom og stemmer overeens med ►Alkoranen, ligesaalidt bliver Christendommen sandere, naar den er 👤Christi ægte ►Lærdom og stemmer overeens med ►Bibelen.

✂ Vi veed ogsaa nok, I pukker paa, at Troen er en fri Sag, ikke alene ►borgerlig, men ogsaa aandelig talt, forsaavidt den ikke klart modsiger sig selv eller den klare Sandhed, og at det ikke skal kunne bevises om den Tro, som I, med hele Menigheden, ved Daaben bekiende, og da Troen er en Hjertesag og soleklare Beviser om aandelige Ting er vanskelige at føre og at fatte, saa lader vi ogsaa gierne Kvinder og Børn og hele de Troendes meer eller mindre umyndige Skare nyde godt deraf, saa vi vil ligesaa lidt have dem aandelig som verdslig forfulgte; men I, som tager Deel i Tidens voxende Oplysning, og roser eder af at være klogere paa guddommelige og menneskelige Ting end alle vi andre, I skal aandelig forfølges til det Yderste, thi til eder siger vi med Rette, hvad jo jeres egen Mester sagde til de Skriftkloge, som troede paa ham: ►var I blinde, da havde I ikke Synd, men nu siger I: vi seer, deri ligger eders Synd. Det er listigt nok af jer, at I skyder jer ind under Menighedens ordknappe og ei saa lidt dunkle Troes-Bekiendelse, og erklærer høitidelig, at alt hvad I dog præker Menigheden Ørene fulde med, er ingen Troes-Artikler, men kun Aandens 184Indskydelser, som han selv maa ►svare til; men I skal ligefuldt aandelig nødes til at svare baade for Aanden og hans skrøbelige Redskaber, og kan I det ikke, da staae til Skamme som vilde Sværmere eller tamme Hyklere, der vil indbilde alle Folk under Himmelen, at de og deres Aander har alle ►faret vild af Moders Liv og er ►idel “Forfængelighed”, men at en ►sammenløbet Flok af allehaande Folk, Stammer og Tungemaal, der, som fortvivlede Romere i Aandens Verden, bygde en evig men usynlig Stad paa de syv Menigheders ligesaa usynlige Høie, de er Folkenes Folk, ligesom deres usynlige Herre er Kongernes Konge, de er det aandelige Guds-Folk, som er ene om det aandelige Guds-Rige, smækfuldt af en Retfærdighed, Fred og Glæde, hvoraf alle de virkelige Menneske-Folks er kun ►Uglebilleder eller i det høieste Skygger, og at alt det grunder sig paa og udspringer levende af et Par hemmelighedsfulde Ord ved Daaben og Nadveren, der, som et guddommeligt Fugle-Æg med Aandernes Aand, skal overgaae Billed-Sproget paa alle Folks Modersmaal ►saa høit, som Himlen er over Jorden. See, det er, hvad I skal forsvare, og naar I saa har anspændt jer allermest, saa blæser vi alle jeres stadselige Luft-Kasteller med Regnbu-Farver og alle jeres overaandelige Lære-Bygninger omkuld som Korthuse, med eet Aandepust, ja, med een tør Bemærkning, som I ikke kan modsige, med den Bemærkning, at al den Oplysning og Videnskabelighed, hvormed I ►brammer og stræber at skjule Tomheden, den har I skrabet sammen paa alle Hedningers Tungemaal, med 185de Kræfter, I fandt og ►laande, ►ligesom 📌Israels Børn ►laande Guldkar og Sølvkar af Ægypterne, men betragtede og behandlede dem, efter Tyve-Retten, som Guds og deres Eget►.”

✂ Hvor frygteligt end dette ►Stævnemaal klinger, saa Dr. 👤Rudelbachs er ►Havresuppe mod det, saa troer jeg naturligviis, det allerede nu lod sig godt besvare, naar man kunde faae Modstanderne til at forstaae det, og jeg er sikker nok paa, at i sin Tid vil det blive langt bedre besvaret end nogen af os forstaaer, men det kan og skal dog advare os for nogensinde mere at ville værne om Troen og Menigheden ►enten med nogensomhelst Bogstav-Skrift, med vor Dogmatik eller med vor Kundskab og ►Vidskab i det hele, fordi der er ingen Kraft i dem mod ►“Djævelens snedige Anløb”, og det dog igrunden kun er dem, der maae kaldes farlige for Troen og Menigheden. Ligesom nemlig Herren i Troes-Bekiendelsen kun har lagt sit levende Munds-Ord til Grund for vor Tro, saaledes har han ved Forsagelsen kun sat os i fiendlig Stilling til Djævelen, som Løgnens, Mørkets og Dødens Aand, og vi har derfor til alle Tider den samme aandelige Fiende under afvexlende Skikkelser, indtil han tilsidst selv kommer til Verden i ►Menneske-Hamm som den store Anti-Christ, og giør det klart, at Ingen ►uden 👤Christus selv kan forsvare sit Ord, sin Tro og sin Menighed mod det aandelige Ondskab i Himmel-Rummet. Dette veed vi alle, er forudsagt af den Mund, som ei kan lyve, og naar det var nærved at glemmes, bragt i Erindring af den Aand, som ransager alt, og vi 186kan nu forudsee vel ikke Aarstallet men dog den aandelige Aarstid og det Klarhedens Tidsrum, da det vil skee.

✂ Naar nemlig paa den ene Side det fornyede christelige Menigheds-Liv ei lader nogen Tvivl tilbage om, at de Christne er et mageløst aandeligt Folk, og paa den anden Side Menneske-Livet og Menneske-Slægtens Levnetsløb er blevet saa klart oplyste, at det ei uden klar Selv-Modsigelse kan nægtes, at et hidtil almægtigt Forsyn har ►vidunderlig baade forberedt, ►opholdt og udviklet dette aandelige Christen-Folk, da bliver der for vor aandelige Fiende, som veed, at han ved klar Selv-Modsigelse tilintetgjorde sin Virksomhed, kun det tilbage, at trodse den aandelige, hi storiske Sandhed med den ►kroplige saakaldte sunde og naturlige Virkelighed, og det lader sig vove, naar man dumdristig i hele Aandens Verden kalder Sandhed Løgn og Løgn Sandhed, Lyset Mørke og Mørket Lys, Livet Død og Døden Liv.

✂ En tydelig Forestilling herom kan vi faae ved at betragte Vorherre 👤Jesus Christus “►den aandelige Sandhed, det aandelige Liv og det aandelige Lys i egen Person” ligeoverfor Pharisæerne, der siger: ►“han driver Djævle ud ved Beelzebub, Djævlenes Øverste, hvad Herren derfor kalder ►Bespottelse af Sandheds-Aanden, som ikke ►forlades, og naar vi har ►opladte Øine for den store aandelige Strid, der bestandig er ført paa Jorden mellem Sandhed og Løgn, Lys og Mørke, Liv og Død, men har først ved Christendommens Indtrædelse 187i Verden faaet en tydelig Skikkelse, da seer vi let, at den christelige ►Ragnarok-Kamp nærmer sig med stærke Skridt, da Verdens-Aanden oprører alle Verdens-Kræfterne mod den Aand, der har aabenbaret sig giennem Menneske-Slægtens Levnetsløb, og med Guddoms-Kraft i det christelige Menigheds-Liv. Ved det Nittende Aarhundredes Begyndelse syntes denne Kamp ikke blot begyndt, men hardtad endt med den Christne Troes og Menigheds Udryddelse, men denne Kamp førdes saa aandløst fra begge Sider, at det ►aabenbar i aandelig Forstand kun var en ►Skygge-Fægtning, der slet ikke levende udtrykde hvad den kun skyggeviis betegnede. Man raabde sig vel i den fiendtlige Leir hæs paa “Verdens-Aanden” som den eneste sande Gud, og gav sig Mine af at kunne føre baade Sol og Maane og Stjerner, med de fire Elementer: Luft og Ild, Jord og Vand, i Strid med 👤Christus, Gud og Mand, hans Fader og hans Aand, men hverken troede man selv paa den Verdens-Aand, man vilde fremmane, ei heller troede man at have andet imod sig end Jesuiterne, Paven og ►Bibelen, saa da Herrens Aand igjen kom over os med Troens levende Ord, da smilde vi med Rette ad alle de saakaldte aandelige Vaaben, der enten kun stod paa Papiret eller kløvede dog kun Luften under Seiersskrig af alle Vinde.

✂ ►Vist nok var der en Natur-Philosophi, som spaaede om en virkelig Strid mellem Naturen, og Historiens Aand, hvori ►alle sorte og hvide Konster traadte i Kraft og paa en ubegribelig Maade frembragde Umueligheder, men Pro188pheterne troede ►aabenbar ikke engang selv paa deres Spaadomme, og kunde da umuelig omvende denne Verdens Børn til deres Fædres Hexeri og Trolddom, der, i deres Øine ligesaavel grundede sig paa grov Overtro, som ►Vandringen giennem det 📌Røde Hav og alle Vorherres Tegn og ►underlige Gierninger►.

✂ I Aarhundredets Løb raades der imidlertid Bod paa den grændseløse Vantro, hvorved den dannede (civiliserede) Verden i barnagtig Selvraadighed og tosset Selvklogskab saalænge har afbrudt al levende Forbindelse med Verdens-Aanden, altsaa med sin egen Aand, og giør sig derved selv til en Kiød-Klump, en ►Jord-Klimp og en Luft-Strøm med Ilt og Brint, hvis Tankegang saavelsom ►Verdensløb kun sættes i haandværksmæssig (mekanisk) Bevægelse af hvad der hverken tænker eller er til i sig selv. Det Lys, som Sandheds-Aanden, ikke blot med Ord og Skrift, men med det christelige Menigheds-Liv i det hele udbreder over Menneske-Livet i alle dets Forhold, ►adspreder nemlig med Nødvendighed det ►ægyptiske Mørke, der, trods alle Gas-Lygter og Blus, ruger over denne Verdens grove aandløse, selvmodsigende Selv-Betragtning og Selv-Forgudelse, og Verdens lyse Hoveder vil da snart komme til saamegen aandelig Forstand, at de ikke, ved at udlede al deres Forstand af Uforstand, selv erklærer den for en grov ►Misforstand, og i det hele angre og fortryde deres ►Fædres aabenbare Oprør mod de uforanderlige Natur-Love i Aandens og Ordets Verden, som Tanke-Lovene unægtelig er, da det slet 189ikke gaaer an at benægte det Virksommes Virkelighed, eller at ►aftrætte Grund-Aarsagen hvad man tillægger Efter-Virkningen, eller at tilskrive hvad man selv kalder Løgn større Kraft end hvad man selv kalder Sandhed.

✂ Før dette er skedt, kan naturligviis Anti-Christen slet ikke spille sin Rolle paa Jorden, thi han vil og maa jo virkelig, som skrevet staaer, ►troes paa, som den eneste sande Gud, og bruge alle muelige ►sorte Konster til Øien-Forblindelse, saa han synes at have alle Verdens-Kræfterne til sin Tjeneste, og synes kun at have taalmodig oppebiet ►Tidens Fylde, førend han aabenlyst ►traadte i ►Skrankerne mod den korsfæstede, igjen opstandne 👤Jesus Christus, mod hans Fader og hans Aand►, hvis ►Tilværelse og ►vidunderlige Virksomhed i de forbigangne Tiders Mørke, Anti-Christen ingenlunde benægter, men bespotter, som det aandelige Ondskab i Himmel-Rummet, han endelig har faaet Bugt med, og hvis Ihukommelse han nu ogsaa vil udrydde paa Jorden, for der, som Verdens virkelige Frelser, at oprette sit evige Verdens-Rige, som Himlene og Himlenes Himle skal lovsynge.

✂ Her seer man let, at al menneskelig Kundskab og ►Vidskab, hvor aandelige de saa end er, har i den aabne Feide mellem Himlen og Helvede, mellem den usynlige Sandhed og den skinbarlige Fanden, kun lidt at betyde, men at det seer saa sort ud paa de Christnes Side, at det, som skrevet staaer, kun giælder om ►“de Helliges Bestandighed 190i Troen”►, og da navnlig i Troen paa ►det faste Spaadoms-Ord af Herrens egen Mund om hans herlige ►Tilkommelse,► som vi alle bekiende, men som Fienden trodsig benægter og bespotter: Troen paa det Spaadoms-Ord, at ►Herren i sin Tid kommer ►øiensynlig igien at dømme Levende og Døde►, og, som skrevet staaer, ►“►henveire den Lovløse med sin Munds Aande.”► Den gamle Slange vil nemlig ikke sige som Paven, at der er “to Sværd” det aandelige og det verdslige, hver i sin Haand, men han siger hvad sandt er, at ►hos Gud sidder Sværdet i Munden og er paa een Gang baade aandeligt og verdsligt, saa han lyver kun ved at prale af, at hans Mund er Guds Mund, og den Løgn kan kun giendrives af den sande Guds Mund, som med sin Doms Ord ►tilstopper alle Løgnens Munde.

✂ Da alle Spaadoms-Ord og da især Spaadommen om det i Verdens Øine Urimeligste og Utroligste, synes aldeles værgeløse mod den vittige og bidende Spot, som her er ►godt Kiøb, saa kunde jeg fristes til at undlade ►Fremsynet mod Anti-Christens eller ►Gud-Nidingens mørke Dage, men da Sandheds-Troen paa ►det Tilkommende dog ligesaalidt er værgeløs, som Sandheds-Troen paa det Forbigangne eller paa det Nærværende, og da desuden hele 👤Christi Evangelium, som det evige Livs-Ord, i Forhold til Mennesket i Verden er et Spaadoms-Ord, altid udsat for og vel belavet paa den samme bidende Spot, som Herren selv bar med ►►Purpuret under Torne-Kronen► og Skogger-Latteren; saa turde jeg ikke undlade det bestemte 191►Hensyn paa den af Herren og hans Apostler med Flid ►omspaaede Verdens-Aandens Time og Mørkets Overmagt, som i Menigheds-Livet svarer til Herrens Lidelses-Historie, og fører til “Kiødets Opstandelse”, og til det evige Liv for “hele Mennesket” det Udvendige saavelsom det Indvendige, det Afdøde saavelsom det Udlevede i Herren.

✂ Denne Kiødets Opstandelse var nemlig, som vi seer af ►1 Cor. 15, ►alt i Apostlernes Dage ►den Hæl i Troes-Bekiendelsen, som maatte taale det giftigste Slangebid, ligesom hos os; men det Franske Kogleri med Kiødets Frigivelse (Emancipation) spaaer om en ligesaa farlig Fordreielse af Sandheds-Ordet om Kiødets Opstandelse, til Bestridelse af Aands-Livets Virkelighed, saa nu trænger Menigheden ►høit til den Oplysning, at Kiød-Legemets ægte og sande Frigiørelse er, som Legems-Døden tydelig viser, saa langt som mueligt fra at skee ved dets Løsrivelse fra Aanden, men er tvertimod, ved Kiødets Opstandelse, Fuldførelsen af den Helligaands Gierning, fra de nye Hjerters og de nye Tungers Fødsel til Vorherres ►👤Jesu Christi Dag►, hvorfor Apostelen 👤Paulus ogsaa (►Rom 8) kalder den en ►Gienløsning og ►Befrielse fra ►Forkrænkelighedens Aag.► Derfor vil Anti-Christen ogsaa love sine Tilbedere legemlig Udødelighed i Modsætning til den Udødelighed i Indbildningen, som han bespottelig vil kalde det christelige Aands-Liv, og kan det med ►Skinnet for sig, da alle Christne indtil Herren kommer ►øiensynlig igien, jo maa friste den legemlige Død, 192og Kiødets Opstandelse jo lader sig dumdristig benægte og bespotte indtil den virkelig gaaer for sig. ►Vist nok er det nemt for os, og vil være endnu langt nemmere for vore ►Eftermænd i Anti-Christens Dage, at oplyse alle virkelige Deeltagere i det christelige Menigheds-Liv og ►Lods-Eiere i Aandens Guds-Rige, derom, at det bedragelige ►Skin dog, Gud skee Lov! kun bedrager dem, der ikke vil aabne Hjertet for Sandheds-Kiærlighed, men det er lige vist, at det kun er i det Skjulte, i Hjertets Inderste, at det christelige Aands-Liv, med Guds-Rigets ►“Retfærdighed, Fred og Glæde” beviser sin Virkelighed, saa man faaer at see, at ved Siden ad det christelige Aands-Liv bliver det ypperste Skjalde-Liv, selv hos 📌Israels Propheter, kun hvad en sand Lignelse er ved Siden ad et almægtigt Skaber-Ord, eller hvad 👤Johannes den Døber var ved Siden ad ►►Guddoms-Manden, som døber med den Helligaand.►

✂ Dette, at den blot aandelige Fornyelse af Menneskets Paradiis-Liv ►nødvendig er af samme Art som Skjalde-Livet, og kan i det høieste aabenbare sig i et Prophet-Liv, som 👤Johannes den Døbers, medens hele Menneske-Livets Fornyelse i Forening med Guds-Livet i ►Guddoms-Manden 👤Jesus Christus er til alle Tider en dyb Hemmelighed, som skrevet staaer om Christen-Livet (►Coll. 3), at det er skjult med 👤Christus hos Gud og aabenbares først, naar 👤Christus aabenbares i sin Herlighed; dette giør paa den ene Side Menigheds-Troen og Menigheds-Livet værge193løse i Verdens Øine, og frister paa den anden Side Herrens og Menighedens Tjenere, som Aandens fri Redskaber, til at miskiende deres Stilling, og tiltroe sig en Magt og Myndighed, som de ikke har, og som de ikke kan eftertragte uden at stille sig imellem Menigheden paa den ene Side og Fælles-Troen, Fælles-Aanden og Fælles-Herren, paa den anden Side, saa de i Blindhed arbeide paa at skille baade sig selv og Menigheden fra det evige Livs-Ord og det deraf udspringende ►hemmelighedsfulde Liv i Herren. Selv derfor, naar vi virkelig, som ►Herren siger om 👤Døberen, blev de aandrigste Enkeltmænd, som Kvinder kan avle med Mænd, maatte vi dog altid mindes, at, efter den samme Herres Vidnesbyrd, er den mindste i Himmeriges Rige større end vi►, og at denne vor Overmand findes kun skjult i Menighedens ►Tro og Haab og Kjærlighed, saa at, om ►han ogsaa lever hos os, er det kun skjult, ikke hos os selv, som aandelige Enkeltmænd, men som Lemmer paa Herrens hemmelige Legeme, som er hans Menighed.

✂ Denne Haardeknude, som, langt fra at løse sig selv, netop strammes, jo mere Menigheds-Livet voxer ogsaa hos os, maae vi betragte med barnlig Ydmyghed, og holde urokkelig fast ved ►👤Døberens Bekiendelse►, at “Guds-Ordet” i sin Kraft, som et evigt Livs- Ord, der skiænker hvad det nævner, det er uadskilleligt fra Vorherres 👤Jesu Christi Person, thi det kan intet andet Menneske føre end ►Guddoms-Manden selv, som kom ned fra Himmelen, og at selv den Helligaand indskrænker sig til 194guddommelig at minde om hvad han har sagt, og giør sig netop derved kiendelig fra alle andre Aander.

✂ Al Tanke om et christeligt Statholderskab, der skulde være Embeds-Standen forlenet, maae vi da forjage, om den end lod sig aandelig ganske anderledes besmykke, end ved den ►selvgjorte Arve-Ret til St. 👤Peders Stol, eller ved den selvgjorte Oversættelse af et dunkelt ►Sprog hos St. 👤Povel, som om han havde sagt: vi er Sendebud i 👤Christi Sted, vi bede i 👤Christi Sted, og som om hans “vi” var alle hans Læsere*►2 Cor. V. 20, hvor man ►aabenbar godt kan og følgelig ogsaa skal oversætte “for 👤Christi Skyld” og ei “i 👤Christi Sted”, hvad kun til Nød kunde siges om Apostlerne selv.. En saadan aandelig Besmykkelse af en ganske anden Aand end Herrens, maae vi slutte af ►►Himmel-Brevet til den syvende og sidste Sprog-Menighed►, endnu farlig vil friste dens Skolemestre, ►saa de indbilde sig, at være rige nok paa aandelig Viisdom og Forstand, saa de har ikke 👤Christus selv eller hans egen Munds-Ord til Menigheden behov, men kan ►paa deres egen Regning ►meddele Aanden, forplante, ►opholde og forskiønne Livet. Dette vil ikke komme deraf, at de skulde have kunnet glemme, at det er kun giennem Munden, ei giennem Haanden og Pennen, Ordet kan virke levende, men det vil komme deraf, at de forvexle deres egen Mund med Vorherres egen Mund, som han aldrig kan eller vil ►enten laane eller leie ud, men kun i al Hemmelighed dele med sin Menighed 195i hans Legems og Blods Fællesskab, saa ►Menigheden, men ingen Enkeltmand, kan til Slutning, som skrevet staaer (Eph. 4) aandelig ►maale sig med ham►.

✂ Dette er hvad jeg har at sige til Advarsel for alle den Christne Menigheds Embedsmænd, ►nærværende og ►tilkommende, at de ikke lade sig forlede til ►enten paa ►Bibelens, paa Kirkehistoriens eller paa Aandens Vegne paa nogen anden Maade at fremstille sig som Borgen eller Værger for “Troen og Menigheden” end ved ►“som Hjordens ►Exempler”► at stille sig i Spidsen, hvor Menigheds-Troen skal frit bekiendes for Verden, da de ellers, bevidst eller ubevidst, øve det forbudte Herredømme over Herrens Arv og Eie, og forhindrer den guddommelige Væxt og fri Udvikling af det christelige Menigheds-Liv i Herren, som dog ogsaa hos dem maa bære den levende Forkyndelse af 👤Christi Evangelium, som ►en Guds Kraft til ►Salighed for hver den, som troer►. At saavel Aanden som Troen kan og skal ►meddeles ved vor levende Forkyndelse af “Troens Ord,” men ►meddeles dog kun i Troens Ord af Vorherres egen Mund, det er vel lidt vanskeligt at forstaae, men følger dog ligefrem af hvad Apostelen 👤Paulus vidner, at det er “Guds-Ordet” og “Troen” selv, ►som man hører, hvor “Troen” og “Aanden” skal forplantes, saa det er blot Forskjellen mellem “Guds-Ordet” i første eller anden Mund, ligesom paa første eller anden Haand, som vi har lidt ondt ved at fatte, fordi man er sig selv nærmest; men derfor sagde vor Mester ogsaa reent ud, at ►uden Selvfornægtelse 196kunde Ingen være hans Discipel,► og naar vi er kommet over det Bjerg, da prise vi Herrens Godhed og Viisdom, som lagde det evige Livs-Ord i Menighedens Mund, hvor det er nemt at finde, istedenfor at begrave det enten i ►Skriften eller i Tjenerskabet, hvor det maatte være et sjeldent Lykketræf at støde paa det, og være umuligt at bevare og forplante det, fordi det vilde være ukiendeligt. Saaledes vilde da ogsaa Herrens aandelige Nærværelse, hans Aand og hans Gierninger være aldeles ukiendelige, hvis der ikke var et bekiendt os alle vitterligt Ord af hans egen Mund, hvormed vi alle blev ►“►lærte af Gud,”► og hvorved hans Aand baade gav sig tilkiende og ►virkede alt i Vorherres 👤Jesu Navn og til hans Ære!