↩ ►Vist nok er det latterligt for vore Øine, naar man paastaaer, at efter ►Skriften kunde Vorherre 👤Jesus Christus ikke gjøre ►Djævle-Frasigelsen til et Hoved-Stykke af sin Daabs-Pagt, thi om end ►Fristelses-Historien var ►Skriftens eneste Oplysning om det personlige Forhold mellem Frelseren og Fristeren, saa maatte ►Herrens “pak dig, Satan!” jo være noksom Pant paa, at naar han grundede sit Rige paa Jorden, vilde han ikke glemme at gjøre noget, som kunde holde denne hans arrige Fjende ude derfra, og at naar han vilde tage en Troskabs-Eed af sine Undersaatter, han da ogsaa vilde have deres Ord for, at de ikke, som Forrædere, vilde ►holde til med hans Fjende. Lægger man nu hertil, at Herren, efter ►Skriften, er ►den guddommelige Sandhed i egen Person og at ►Djævelen er Løgnens Fader, saa følger det jo af sig selv, at Ingen kan indgaae i 👤Christi Rige uden at sætte sig i afgjort fjendligt Forhold til Djævelen og hele hans Rige; og det er ►aabenbar et Grund-Forhold, der maa høre til den christelige Grundvold.