Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden

Dette sees da ogsaa klarlig af deres Indvendinger mod den almindelige Præste-Frihed, som jeg kræver den, thi at jeg vil have denne Frihed udstrakt ligesaavel til Professor 👤Clausens og 👤Søren Kierkegaards, som til mine Discipler, det er ingenlunde blot, fordi kun saaledes har Friheden vundet Hævd i den danske Stats-Kirke, og kun saaledes kan den tænkes at bestaae i en Folke-Kirke, hvor man altid maa vente flere uchristelige eller halvchristelige end strængt christelige Præster; men først og sidst, fordi vi, som oplyste Christne, aldrig kan være med at snoe verdslige Baand til Aander, endsige da, under Paaskud af christelig Nidkiærhed, at friste Folk med visse Levebrød til høitide lig Løgn, Hykleri og Selv-Modsigelse. Naar derfor Vedkommende paastaaer, at deres Samvittighed ikke vilde tillade dem at være Præster i saa fri en Folke-Kirke, som den danske Stats-Kirke længe har været og tildeels er endnu, fordi den var bekiendelsesløs og aabenbar uchristelig, da er det klart, at ogsaa de forvexler 👤Christi Frimenighed, hvis Bekiendelse kun er eenstemmig, fordi Troen er den samme hos Alle, med de kun saakaldte christelige Stats-Kirker, hvis Bekiendelse man godt vidste, 5kun var blevet eenslydende ved Tvang, og vilde derfor ogsaa fremtvinge samme Bekiendelse af alle med eller uden Tro, som det kunde falde, og foreskrev alle Præster høitidelig at aflægge et og det samme Vidnesbyrd om deres personlige Tro og Overbeviisning, enten saa det Vidnesbyrd blev sandt eller falsk, skiøndt det derved blev hardtad umueligt selv for den sanddrueste Præst at afhjemle sit personlige Vidnesbyrd, saa det af sandhedskiærlige Folk kunde findes troværdigt. Kunde vi derfor, som christelige Præster i en Folke-Kirke, ikke taale, at uchristelige Præster ved Siden ad os udtrykde deres Overbeviisning ligesaa frit, som vi udtrykde vores, da skulde vi aldrig ladet os giøre til Præster i den danske Stats-Kirke, hvor vi jo vidste, den Frihed herskede, men har vi ikke blot kunnet taale den selvtagne Frihed, men maa netop takke den Frihed, hvori vi selv har deeltaget, for alt det Held, der har kronet vore christelige Bestræbelser, da kan vi aabenbar ikke blot taale, men maa kræve denne Frihed indrømmet, naar vi skal blive i Folke-Kirken. Kun naar det var os, ligesom de gamle Stats-Kirker, om Skinnet af almindelig Christendom at giøre, kun da kunde vi finde dette tomme og falske Skin umisteligt, og selv det falder, efter Skinnets Historie i det attende Aarhundrede lige for vore Øine, ubegribeligt; thi det maa jo hos os aldrig glemmes, at kunde jeg ikke taalt at være christelig Præst i en Stats-Kirke, som aabenbar var bekiendelsesløs og fattedes alt Skin af at være christelig, da kunde jeg aldrig blevet Præst i den danske Stats-Kirke, og 6da jeg ikke maatte gaae ud af den, heller ikke udenfor den, saa at, forsaavidt som min præstelige Virksomhed har været christelig, forsaavidt kan man ikke nægte, at den er meget godt forenelig selv med den grændseløseste Frihed, medens den derimod vilde været aldeles uforenelig med den ny Alterbog, som vi (1807) havde været lige paa Nippet til at faae. For mine Øine er det da ogsaa soleklart, at medens vi, som Guds-Ordets Tienere i Folke-Kirken, ikke blot kan taale, men høit behøve al den Aands-Frihed, vi har og maae række efter mere, saa behøvedes der vist ikke mere til at giøre vor christelige Virksomhed i Folke-Kirken umuelig og drive os ud deraf, end saadan en ny Alterbog, som enten i et nybagt Kirkeraad eller paa vore forældede Landemoder vilde faae de fleste Stemmer, og en saadan ny Alterbog maa jo dog komme, enten alt i vore Dage, eller før vi ret blive kolde i Graven, dersom der ikke snart bliver almindelig lovfast Præste-Frihed i Folke-Kirken; thi den gamle Alterbog, der alt for to Menneske-Aldere siden var opgivet og saagodtsom aflagt, og som Ingen af os strængt har fulgt, den vil ingen Myndighed kunne giøre strængt giældende, saa, naar man vil stramme Baandet, maa det giøres med en ny Alterbog, som har Overtallet for sig, og de, som da selv havde bestridt den Præste-Frihed, der netop var dem uundværlig, maatte da baade med Skam og med en ond Samvittighed forlade Folke-Kirken.