↩ Havde vi nu, som oplyste Christne, staaet i en Frimenighed udenfor den danske Folke-Kirke, der nu atter, om muligt, skulde giøres om til en Stats-Kirke, da vilde vore Skriftkloge følt, at enten maatte de herved være ligegyldige Tilskuere, eller dog kun stræbe at oplyse den danske ►Læse2verden► om, at dette kun var et nyt Skud af det ligesaa ufolkelige og umenneskelige, som uchristelige Hierarkies Rod, saa Folket, om det vilde beholde sin Frihed og gaae frem i aandelig Oplysning, maatte jo før jo hellere nedlægge Stats-Kirken; men da vi nu ikke blot stod midt i Folke-Kirken, men følde ogsaa Kald til at blive deri med Menigheden saalænge som mueligt, og det dog bestandig tydeligere blev Modstandernes Agt, enten at binde os alle til det saakaldte Skrift-Princip med Lænker, som selv vore danske ►Præste-Fædre aldrig bar, eller dog at begrave Friheden med os, som nu høre til de Ældste, saa kunde vi ikke være ørkesløse 548 (US) Tilskuere, men fristedes til at indlade os med Modstanderne i en skarp Penne-Feide, baade om det ægte Lutherske og om ►Skriften og dens christelige Forhold ⓘ til Herrens Munds-Ord ved Daaben og Nadveren, en Penne-Feide, der, før vi vidste det, let kunde føre os ►baglængs langt videre end Troes-Livet og saavel Menighedens som vor umistelige Aands-Frihed kunde taale.