►Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden.
✂ (N. F. S. Grundtvig.)
✂ I.
✂ Det evige Liv, som et virkeligt, glædeligt Liv for hele Mennesket, med Sjæl og Legeme, det var ikke blot efter ►Skriften Øiemedet med Vorherres 👤Jesu Christi Komme til Verden, men det er til alle Tider, efter den Christne Menigheds egen Troes-Bekiendelse ved Daaben, Troens Øiemed, Menighedens Haab og den Helligaands Gierning i den hellige, ►almindelige Kirke-Forsamling og de helliges Fællesskab, saa at kun forsaavidt, som de saakaldte Stats-Kirker eller særlige Kirker og deres Skriftkloge, hver for sig, vedkiender sig det samme Øiemed, kun forsaavidt kan de høre 👤Christus og hans Menighed til, og naar de da selv tilstaaer, de har et andet Øiemed, da har vi, som Christne, slet intet med dem at gjøre, og naar saadanne Kirker og Skriftkloge meddeler os deres Tanker om, hvorpaa vi bedst kan bygge vor Christne Tro, da kan vi følgelig kun tage Hensyn ►derpaa, forsaavidt vi finder, at det er den fasteste Grundvold, og at Troen, ved at bygge derpaa, sikkrest naaer sit og Menighedens Øiemed: det evige Liv!
✂ Naar derfor en Kirke, den ►kalde sig Catholsk, Luthersk, Evangelisk, eller hvad den vil, giør os vitterligt, at vi skal bygge vor Christne Tro og vort 194christelige Haab enten paa en Bisp og hans Præster, eller paa en verdslig Fyrste og de Skriftkloge, som han dertil beskikker og ►besolder, eller paa en Bogstav-Skrift, der ikke selv yttrer mindste Liv eller Kraft, men som er et ►Tvistens Æble mellem de ►Boglærde, og som vitterlig ikke var til fra Begyndelsen, og som til alle Tider har været den største Deel af Menigheden ubekiendt; da er det klart, at enten har Vedkommende aldeles tabt “det evige Liv” som Troens og Menighedens Hoved-Øiemed, aldeles af Syne, eller de viser os 534 (US) dog en Vei til det evige Liv, som umuelig kan føre dertil for nogen, end sige da for hele Menigheden.
✂ Den velsignede ►Lys-Tanke, levende at udlede Herrens Aand og Liv hos os, den Christne Tro, den Christne Menighed, ►Apostel-Skriften, og alt Christeligt af det lille, almæg 208 (VU) tige Guds-Ord, som Vorherre 👤Jesus Christus selv, ved sine egne Indstiftelser, fra Begyndelsen personlig har talt og aandelig bliver ved at tale til alle sine Discipler, som troer og bliver døbte; denne velsignede ►Lys-Tanke, som er født i Fængselet, men frit opdraget i Eensomhed, er nu, saavidt jeg kan skiønne, fuldvoxen i Menigheden, til at ►stride den gode Strid, fuldende Løbet og vinde Prisen. Denne Strid er imidlertid saalangt fra at være en Penne-Feide, som man ved en Penne-Feide kan føre det ►Aandens Sværd, som er Guds Ord, eller kan vinde et Haarsbred paa Troens Enemærker, eller kan giøre et Hanefjed til det evige Liv, saa jeg maatte bogstavelig gaae i Barndom, hvis jeg 195paa mine gamle Dage tænkde, med min Pen enten at kunne giøre Ordet og Troen levende hos en eneste Sjæl, eller forsvare det evige Livs Sag, som det netop er min urokkelige Grundsætning, hverken kan fremmes, forsvares eller vindes, ►uden af og ved det evige Livs-Ord til os af Vorherres 👤Jesu Christi egen Mund og i den Helligaands Kraft, som dermed følger.
✂ Naar jeg derfor endnu engang stræber, det sandeste og bedste jeg kan, at beskrive den velsignede ►Lys-Tanke, som ►vidunderlig fandt et Moderskiød i det troende Hjerte, og dens Forhold ei blot til den for Øieblikket herskende Tankegang, men til Kampen og Seieren i den Christne Fortid og Fremtid, og til det evige Livs Haab, da er det kun, fordi Ingen hos os kan være nærmere dertil end den gamle Præst og Skriver, som ligefra Fødselen har baaret ►Lystanken i sin Favn og, ligefra den blev ►gangfør, har fulgt den ligesom ved Haanden, men maa nu snart give den ganske Gud og Menigheden i Vold, naar Herren kalder ham til Sovekamret, mens Tankens Løb er paa Livets Vei i Guds Aasyns Lys til de evige Høie! At en saadan Beskrivelse, skiøndt den ligesaalidt som nogen anden Skrift med Pen og Blæk “►kan giøre Tegn og ►underlige Gierninger►”, dog baade, hvor Aanden hersker og Ordet lever, kan tjene til at bevare Mindet om det forbigangne, som ei maa glemmes, til at advare Guds-Folket og dets præstelige Ledere mod fristende Afveie, til at trøste under Trængsel og Gienvordighed, og til at understøtte Haabet om bedre Dage med seierrig Kamp og 535 (US) liflig Hvile, 196det ►kan jeg føle paa mig, og det maa man jo slutte af Bogstav-Skriftens Fortid baade i den gamle og i den ny Pagts-Dage, da saavel den historiske som den prophetiske Skrift, hvor meget den end blev misbrugt og mistydet, 209 (VU) dog maatte findes uundværlig og umistelig. Naar man derfor herefter kun aldrig mere glemmer, at Beskrivelsen altid kun er en ►Bisag, hvor Livet, som i alt Christeligt, er Hjertesagen, og Ordet med levende Røst, som Livets Lys, er Hovedsagen, da er jeg vis paa, at den Christne Menighed, som det aandelige Guds-Folk, skal endnu have langt mere Gavn og Glæde af sin fortløbende historiske og prophetiske Skrift end det verdslige Guds-Folk i 📌Jødeland havde af sin!
✂ Modstanderne maatte nemlig tænke, sige og skrive hvad de vil, saa er der hos os, ved den velsignede ►Lys-Tanke, som de kalder en luftig Indbildning eller en tosset Legende, om det lille Ord af Herrens egen Mund, i den sidste ►Menneske-Alder skedt et kirkehistorisk Omsving, der vel ingenlunde har sat den Christne Menighed i et nyt Forhold ►enten til sin ►hellige Skrift og sine Skriftkloge, eller til sit forbigangne Levnetsløb, eller til Menneske-Livet fra Begyndelsen og hele Menneske-Slægtens Løbebane og Bestemmelse, men som dog synes at have gjort det, fordi det har veiledt de ►adspredte Guds Børn, til i den hellige ►almindelige Kirke-Forsamling at indtage Menighedens oprindelige men hardtad reent forglemte Stilling til Herren og Aanden, som dens eneste aandelige Øvrighed, og til alt Djævelskabet som dens uforson197lige Fiende, og til Menneske-Livet, som det store ►Tvistens Æble mellem Frelseren og Fristeren.
✂ Hvorledes dette kirkehistoriske Omsving er skeet hos os i en snever Vending, det skal jeg da først minde Menighedens Læsere og især dens ►Boglærde om, og dernæst stræbe at vise dem, hvorledes vi, for at være ►Ordets Tjenere, Aandens Redskaber og Herrens Medarbeidere, maae levende opfatte vort Forhold saavel til Menigheden og til ►Skriften, som til vore egne Modstandere.
✂ I enhver Tvangs-Kirke, den ►kalde sig nu Kirke-Stat eller Stats-Kirke, Catholsk, Luthersk, Evangelisk, Reformert, eller hvad den vil, er den Christne Menighed, ►om den ogsaa findes der, opløst i lutter Enkeltheder, som, hver for sig eller i smaa hjertelige Vennelag, maa stræbe med den Helligaands Bistand at bevare Troen, at nære Haabet og at vinde Kiærlig 536 (US) heden, og denne næsten aandløse men, fordi Livet udgaaer fra Hjertet, dog ikke livløse Stilling ►lærde jeg i min Barndom at kiende fra saa smuk en Side, at kunde denne Stilling varet og kunde 210 (VU) jeg holdt mig i den, da var jeg neppe kommet til at ønske eller kiende nogen anden, men ingen af Delene var Tilfældet. I min Ungdom, ved det Nittende Aarhundredes Begyndelse, fandt jeg hele Verden i fuldt Oprør mod Vorherre 👤Jesus Christus og hans ►Saligheds-Midler, med et rasende Had til ►Bibelen, der hos os, ligesom Jesuiterne hos de Romersk-Catholske, ansaaes for Kilden til al muelig Overtro, Hykleri og Grusomhed. Under dette Oprør havde næsten hele Præsteskabet i vor saakaldte Lutherske Stats-198Kirke revet sig løs fra den verdslige Kirkelov, saa de ikke blot prædikede og ►lærde Smaa og Store, under Navn af Christendom eller ►paa Strid derimod hvadsomhelst de lystede, men behandlede ogsaa den Christne Menigheds Daabs-Pagt og alle Indstiftelses-Ordene ved Daaben og Nadveren med al muelig Vilkaarlighed, og dog var alle Stats-Kirkens Medlemmer ikke blot indspærrede i den som et aandeligt Fangetaarn, de ei maatte forlade, men de var næsten alle ►lænkebundne, hver til sin Sognepræst, baade i Henseende til Daab, Nadver og Confirmation; fremdeles indførdes der ►en ny Psalmebog, hvoraf alle de gamle Kirke-Sange, der aandelig og ►hjertelig udtrykde den Christne Menigheds christelige Tro, Haab og Kiærlighed, med Flid var udelukte; og endelig kunde man hver Dag vente ►en ny Alterbog, der ingenlunde som den gamle bandt Præsterne til den Christne Daabspagt og til alle Indstiftelses-Ordene ved Daaben og Nadveren, men snarere afskaffede dem i Stats-Kirken.
✂ Under disse Omstændigheder havde ►aabenbar den eneste ægte, oprindelige og ►hjertelig nedarvede Christendom ikke blot tabt hele sin Frihed, men var gjort husvild og fredløs i Stats-Kirken og havde kun den sorte Død for Øine, uagtet der endnu stod paa Papiret, at den skulde være herskende i hele Riget; og naar enkelte saakaldte Lægmænd, som især 👤Hans Hauge i 📌Norge, vovede at løfte deres Stemme mod den, ikke mindst hos Geistligheden herskende Uchristelighed, Ugudelighed og aabenbare Ringeagt for ►Salighedens Sag, da spurgdes der ikke engang 199om, hvorvidt de selvgjorte Prædikanter havde “►Bibelen” og Stats-Kirkens “►Symboliske Bøger” for eller imod sig, men de blev uden videre dømte og straffede, og, naar de fremturede med deres ►Frisprog, sat i Tugthuset.
✂ Det var imidlertid slet ikke denne Troens og Menighedens 537 (US) fortvivlede Stilling hos os, der først bragde mig i Harnisk mod den 211 (VU) saakaldte “oplyste Verdens” antichristelige Tankegang og Tænkemaade, thi det var, som klarlig sees af min Afhandling ►“Om Religion og Liturgi” *I 👤Fallesens ►Theologiske Maanedsskrift 1807., ene den Aandløshed og Hjerteløshed, som man i det Attende Aarhundrede havde forgudet under Navn af Oplysning, og det samme var endnu Tilfældet med min bekiendte ►Dimis-Præken ►“Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Huus?” der endogsaa kun var en temmelig mat Gjentagelse af hvad jeg før havde skrevet imod den herskende aandløse og hjerteløse Prækemaade.
✂ Enten maa det da have været “Titelen”, der nu (1810) pludselig oprørde Hovedstadens Geistlighed, eller denne Geistlighed, kun to Aar efterat Biskop 👤Balle havde nedlagt sit Embede og mens han endnu levede, maa have anseet den saakaldte “Kirke-Tro” for død og begravet, saa at, da den gjorde Mine til at gaae igien hos mig, maatte den strax med Fynd og Klem ►nedmanes.
✂ Vel slap jeg for denne Gang med en Irettesættelse, fordi, som det deri hed, Udgivelsen af min ►Dimis-Præken “►syndes at røbe den Hensigt 200at giøre Opsigt,” og vel fik jeg, ►sagtens dog kun ved gamle 👤Balles Forbøn, Lov til at blive ►Personel-Capellan paa Landet hos min gamle Fader, som ►alt var ►Jubel-Lærer, men Hovedstadens Præsteskab tabte mig dog aldrig af Syne, som den eneste farlige Tilhænger af den banlyste Kirketro, og min Pen tillod heller ikke at skrive mig i Glemmebogen.
✂ Under Forfølgelsen var jeg nemlig faldet i en dyb Bekymring for min egen Sjæls Frelse og det evige Liv, og da jeg, ved at vende om til Barne-Troen, som den findes beskrevet i 👤Luthers ►lille Catechismus, følde mig beroliget, maatte jeg ►nødvendig føle inderlig Medlidenhed med Børnene og med hele det uoplyste Folk, som de ypperste Præster og Skriftkloge ikke blot forholdt 👤Christi Evangelium og Sacramenternes rette Brug, men stræbde med falsk Skrift-Fortolkning, med Spot og med verdslig Magt at udelukke derfra, netop, som skrevet staaer: ►vee eder, I Lovkyndige, I har taget Kundskabs-Nøgelen, og selv gaaer I ikke ind, men forhindrer dem, som vilde gaae ind.
✂ Dette var nu Omkvædet paa al min Skrift, fra ►“Nytaarsnat” til mit ►“Korte Begreb af Verdens-Krøniken i Sammenhæng,” (1812), hvorved baade Geistligheden og hele det lærde Væsen 538 (US) hos os var nær ved at flyve i Flint, og som et Strids-Skrift fra det 212 (VU) luthersk-christelige Stade var det ►vistnok ogsaa baade saa hvast, saa fyndigt og saa nærgaaende, at det paa en Tid, da “Sort paa Hvidt” spillede en latterlig Hoved-Rolle, maatte giælde for et Dommedags-Slag. Udentvivl var det nærmest Stats-Bankerotten (1813), der reddede mig fra 201en Injurie-Proces, der i alt Fald vilde slaaet mig Penne-Spydet af Haanden, og da jeg, efter min Faders Død (1813) ikke vilde nøies med som omflakkende ►Personel-Capellan at holde ►Catechismus-Prædikener og forrette Sacramenterne efter ►Alterbogen omkring i Krogene, men vilde virke frit i samme Aand, baade som Prædikant og Skribent, midt i Hovedstaden, da vidste man ikke blot at forhindre min Ansættelse som Præst eller Professor, men at lukke alle Hovedstadens Prædikestole for mig.
✂ At jeg nu ikke gjorde Pinen kort og, ligesom siden Gammel-Lutheranerne i 📌Preusen, brød ud af det statskirkelige Fangetaarn, samlede alle de Trofaste om ►Catechismus og ►Alterbog, og døiede ondt og godt med dem, eller i det mindste holdt “gudelige Forsamlinger” i samme Retning, det kan baade Venner og Fiender godt tilskrive Mangel paa brændende ►Nidkærhed for Herrens Huus og Overflod af Pære-Danskhed, men, som min ►“Verdens-Krønike” viser, forhindredes jeg dog ogsaa deri af mit ⓘ kirkehistoriske Syn for den aandelige Fare, der var ved at bryde ud af Stats-Kirken og bygge Kirker enten paa samme Grund eller ►paa fri Haand, og Tiden har viist, at jeg ikke forgæves ventede paa at finde en bedre Udvei.
✂ Da jeg endelig (1821) havde fundet mig i at forlade Hovedstaden, Regieringens og Universitetets Sæde og ►Læseverdenens Middelpunkt, hvorfra alt hvad der skulde ►virkes ved Pennen og rettes enten ved Præsteskabet eller ved Lovbud, ►vist nok maatte udgaae, og havde modtaget en usøgt Præste-Stilling i en lille Kiøbstæd, da opnaaede jeg snart (1822) 202trods al geistlig Modvirkning, ved Kongens ►synderlige Gunst, den saa længe og saa ivrig attraaede Præste-Stilling i Hovedstaden, men jeg opdagede snart, at derved var for de ►adspredte Troende i Landet, og for Kirkens Fremtid lidet eller intet vundet, da den herskende Geistlighed og Landets eneste Universitet, trods smaa Forandringer, vedblev at være ►Lutherdommen ugunstige, og en ny for Lutherske Christne ►utaalelig Alterbog ved Siden ad den ►aandløse Psalmebog, var ►Sværdet i et Haar, der bestandig hængde os over Hovedet.
✂ 539 (US) 213 (VU) Da nu, for mine Lutherske Øine, Strids-Skrift og Prædiken efter ►Skriften var Troens eneste Vaaben, men som da ogsaa nu, saavelsom for tre hundrede Aar siden, med den Helligaands følgelige Bistand maatte være mægtige til at ►bryde Jern-Stænger og sprænge Kobber-Mure, skiøndt Mueligheden var skjult for vore Øine, saa greb jeg med begge Hænder den Leilighed, der (1824) aabnede sig til at udgive et ►“Theologisk Maanedsskrift” i stræng Luthersk Retning, med en ►grundmuret Dogmatiker og en ►lovfast ►Ebræer af den gamle Skole*Dr. 👤Rudelbach og Mag. 👤Lindberg, af hvilke den Sidste blev mig en tro Stalbroder..
✂ Paa en Tid, da hele den Danske Literatur, og ei mindst paa den kirkelige Side, laae i dyb Dvale, maatte et saa dristigt Foretagende med dygtige Kræfter, som lykkelig overvandt store Vanskeligheder, ►nødvendig vække en Slags Bestyrtelse i Modstandernes trygt sovende Leir, og Professor 203👤Clausens ungdommelige Seiers-Raab i hans tykke Bog om ►“Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning” vilde neppe trøstet den døende Rationalisme i gammel Stil, men netop under min ivrige Bekæmpelse af den paa Papiret, faldt jeg i dybe Tanker om, hvad det dog kunde nytte den vel endnu levende, men hardtad døende Christendom, om vi baade kunde vinde Seier i Penne-Feiden og nøde alle Præster til at følge ►Alter-Bogen, naar dog vort Vidnesbyrd om den Bibelske Christendom kun var som eet mod Tusinde, og naar vi ikke kunde indblæse nogen den Aand, som oplivede os, og var efter ►Skriften, Christendommens Livs-Kraft.
✂ Nu (1825) opgik ►uformodentlig Lyset for mig over Daabs-Pagten, som hele Christen-Menighedens mageløs stærke og gyldige Vidnesbyrd om sin Tro og som 👤Jesu Christi eget Vidnesbyrd, da ►Daaben og Nadveren umuelig kunde være hans Indstiftelser,► med mindre alle Indstiftelses-Ordene var hans Tiltale til Menigheden, og jeg saae strax, at dermed var ogsaa Aandens og Livets Gange opdagede, da baade Herren havde sagt: ►de Ord, som jeg tiltaler eder med, de er Aand, og de er Liv, og det fulgde af sig selv, hvad ►alt 👤Luther bemærkede, at hele ►Daabens og Nadverens Virkning maa udledes af Kraften i det Guds-Ord, hvormed de er indstiftede.
✂ Hvad jeg nu helst med denne Oplysning skulde gjort for at hjelpe 214 (VU) den Christne Menighed hos os til en aandelig sikkret, fri og frugtbar Stilling, det er et stort Spørgsmaal, som jeg selv i 540 (US) dette Øieblik ikke kan besvare, men hvad nu tit synes mig 204det urimeligste af alt, nemlig at skrive et ►“Kirkens Gienmæle” mod Prof. 👤Clausen, det ►syndes mig dengang at være det eneste rigtige, saa enten maatte jeg giøre det eller slet intet, hvad maaske vilde været det bedste, men var mig umueligt. Der er nemlig vel meget urimeligt i, paa een Gang at protestere mod Stats-Kirkens Ret til at afgiøre hvad der er Christendom og til at beherske Menighedens Tro, og dog at anklage en Theologisk Professor for Brud paa Stats-Kirkens Love, og jeg følde selv denne Modsigelse saa stærkt, at jeg, under Injurie-Processen, hvortil Professoren indskrænkede sit Forsvar, slet intet juridisk Beviis ►enten selv vilde føre eller lade føre for Professorens statskirkelige Brøde; men hvor der kun er en eneste ►Plante-Skole for Sogne-Præster i en Tvangs-Kirke, hvor dens Medlemmer er bundne, hver til sin Sogne-Præst, og hvor den ►fremragende ►Præste-Lærer ikke blot ►bestrider Stats-Kirkens ►Præste-Eed og ►Symbolske Bøger, men hele den “historiske Christendom”, der gives dog neppe noget andet lovligt Forsvars-Middel end at forlange vedkommende ►Præste-Lærer forhørt, og, naar han ►befindes skyldig, afsat.
✂ Da nu den verdslige Øvrighed ved denne Leilighed paa Stats-Kirkens Vegne viste sig mere end ►ligegyldig baade ►for sine Loves Overholdelse og ►for sine Kirke-Gængeres umistelige ►Samvittigheds-Frihed, saa maatte jeg ►nødvendig nedlægge mit Embede i Stats-Kirken og udbede mig Lov til med alle Ligesindede at forlade den og i en Frikirke 205vedligeholde og forplante den Christendom, som vore Kirke-Love vel fredlyste, men Øvrigheden gjorde fredløs, og jeg gjorde begge Dele, men som det ►syndes, aldeles forgæves.
✂ Da jeg nu derhos, som en Følge af Injurie-Processen, blev sat under livsvarig Censur (1827), saa maatte jeg, som det ►syndes, enten vandret ud til 📌Norge, eller, med hvem der vilde følge mig, brudt ud af den Modstanderne aldeles overladte Tvangs-Kirke.
✂ Jeg gjorde imidlertid ingen af Delene, men ventede i al Stilhed, taalmodig eller udmattet, paa bedre Dage, indtil selv 👤Lindberg tabde Taalmodigheden og begyndte at holde “gudelige Forsamlinger” som jeg dog kun deltog i, for, om muligt, derved at faae den 215 (VU) mig nægtede Kirke til fri Guds-Tjeneste. Det lykkedes, og dermed nøiedes vi i hele syv Aar, skiøndt jeg var indskrænket til blot Prædiken, og blev, mod Aftale med da 541 (US) værende 📌Sællands-Biskop, bundet til den saakaldte ►evangeliske Psalmebog.
✂ Da jeg imidlertid (1839) følde baade paa egne og Medchristnes Vegne, at vi ikke længer kunde undvære Sacramenternes og Confirmationens fri Brug, og da jeg havde opdaget, at “Sogne-Baandets ►Løsning” kunde giøre de Christnes Stilling i Stats-Kirken taalelig, saa søgde jeg, efter Kong 👤Frederik den Sjettes egen Tilskyndelse, Præste-Kaldet ved 📌Vartou, hvor jeg nogenlunde frit kunde tjene Vorherre og vore fælles Venner, som jeg nu ogsaa har gjort over i tyve Aar, under den 206Forudsætning, at jeg maatte lære ligesaa frit i Stats-Kirken, som før udenfor den.
✂ Da nu tillige vor ny ►Grundlov ►hævder os med alle vore Medborgere Religions-Frihed, og Sogne-Baandets ►Løsning har gjort ►Præste-Friheden uskadelig, saa vil der, naar denne os nødvendige Frihed kan blive ►lovfast, for apostoliske Christne ei være mindste Grund til at forlade Folke-Kirken, men være al Grund til at blive i den, saalænge Friheden paa begge Sider bestaar.
✂ Men hvad enten nu vor aldeles uundværlige fri Stilling kan findes i Folke-Kirken eller maa søges udenfor den, saa er det aandelig og christelig en Stilling paa ►Klippen, som i Tidens Løb er fundet og vil til Verdens Ende findes urokkelig, fordi, selv ►naar Himmel og Jord forgaaer med alle Bøger, skal dog Herrens Munds-Ord ligesaalidt forgaae som han selv og hans troende Menighed, og ligesaa rolig, som ►han sidder ved Gud-Faders Høirehaand, skiøndt hans Fiender bliver ved at larme, at prale og at spotte, indtil deres Munde stoppes og ►de alle lægges under hans Fodskammel, ligesaa rolig kan hans Menighed, som bygger paa hans Munds Ord og har ham i Aanden ►ligesaa nær, som Ordet i sin Mund og i sit Hjerte, høre paa, at der skriges og skraales trindt omkring den, at dens Tro paa ►det Ord, som er fra Begyndelsen, og ►hvori der er et Liv, som er Menighedens Lys, dog, baade efter ►Skriftens og Kirkehistoriens og den sunde Fornufts Vidnesbyrd, er en aldeles grundløs og fordærvelig Overtro, og maa derfor en af Dagene forsvinde som Røg for Vinden. Uden at sætte Pen til Papir kan nemlig 207Menigheden ved en fast og levende Troes-Bekiendelse med Kiær 216 (VU) lighed ►beskæmme Fienden, og kan trøstig overlade til sine ►Boglærde og Skriftkloge at stille Fiendens ►flaue Æventyr i sit rette Lys, ved at tage ►Skriften langt mere ordret og bruge den langt mere 542 (US) levende, end nogen af Troens Modstandere ►enten kan eller vil, ved at tænde Lys i Kirkehistorien, som Fienden kun har stræbt at formørke, og ved i alle Menneske-Livets Retninger at fremme Erkiendelsen af den levende Sandhed, som Troens Modstandere altid har stræbt at dølge eller fordreie.
✂ Saaledes har vi da de lyseste Udsigter til, ved det fornyede Menneske-Livs Fremvæxt og Fremskridt i Oplysning, at vise, vi er Fredens Børn, som gierne vil ►holde Fred med alle Mennesker, da vi kun har alvorlig Strid med det Djævelskab, vi ved Daaben forsager, som uforligeligt med 👤Christus, hans Menighed og al evig Sandhed, men skal disse lyse Udsigter holde Stik, og Menigheden komme til at vise, at den er fredsommelig, skiøndt den ikke kan ►oplade Munden med sin Troes-Bekiendelse, uden at Fienden er ►færdig til Krig, da maae Menighedens Skriftkloge og ►Boglærde langt bedre end hidindtil opfatte Menighedens Stilling til sin ►hellige Skrift og til sit forbigangne Levnetsløb, og især langt bedre opfatte deres eget Forhold baade til Herren, til Aanden og til Menigheden.
✂ Dette vort tredobbelte Forhold er nu i sig selv saa indviklet, at det er intet Under, man selv i den gamle Frikirke tog Feil derad, og det er ►nødvendig ►i Tidens Længde giennem Stats-Kirkerne og Kirke-Staten blevet saa forvirret, at vi, selv 208med vor bedste Villie aldrig kunde hittet Rede deri, naar ikke Herren havde sendt os ►Aanden, som kan og vil ►ledsage os til “al Sandhed”,► og vil derfor lade os føle og gribe det Rette, længe før vi kan giøre det klart enten for os selv eller Andre. Det var derfor altid kun i Aandens Fraværelse, kun, naar Bisper, Præster og Skriftkloge enten aldeles havde tabt Troen paa den Helligaand, eller, hvad der igrunden løber ud paa det samme, betragtede sig alene som de “Aandelige” (Geistlige, ►Spirituales), i udelukkende Besiddelse af Aanden, kun da, at de ikke ligesaavel kaldte sig Menighedens som Herrens Tjenere, men opkastede sig meer eller mindre ►aabenbar til Troens og Menighedens Herrer. Selv i vor troskyldige og forholdsviis uskyldige Lutherske Stats-Kirke stod vi ►aabenbar saaledes, ►enten vi saa derved aldeles verdslig beraabte 217 (VU) os paa vort ►Kaldsbrev, eller halv papistisk og halv protestantisk beraabte os, som hellige Bogorme, paa vor selvgjorte Indvielse og vor selvkloge Bibellæsning under eet; thi Meningen blev jo dog, at man skulde troe paa vort Ord som Guds Ord, og at ►hvis man troede sin egen Bibellæsning eller en Engel fra Himmelen ►paa Strid mod os, da var man ►bandsat►. Det nyttede slet ikke, om vi end nok saa 543 (US) ærlig og aabenhjertig tilstod, at vor Prædiken og Undervisning kun var troværdig og christelig, forsaavidt de stemmede overeens med den ►Hellige Skrift og 👤Luthers ►Cathechismus, thi derved kunde vi vel baade hos Store og Smaa svække Troen paa os, men umuelig ►størke Troen paa Vorherre, og jeg husker godt, i hvilken Vaande 209jeg i mine første Præste-Aar fandt mig stædt, naar jeg vilde lægge mine Confirmander paa Hjerte, at de endelig, for deres Sjæls og ►Saligheds Skyld, maatte blive ved hvad jeg havde lært dem, uden at bryde sig om, hvad man enten paa Aandens eller ►Skriftens Vegne vilde indvende derimod, men at de dog ingenlunde maatte bygge deres Tro paa et syndigt, skrøbeligt og dødeligt Menneske, som mig og mine Lige. Da jeg ogsaa dengang virkelig troede paa den Helligaand og paa Herrens aandelige Nærværelse hos sin Menighed, især ved den hellige Nadver, saa viste jeg naturligviis baade Gamle og Unge til Herren og Aanden for at finde Klippen, men jeg følde godt, det ►løb rundt, saalænge jeg ikke kunde nævne et Guds-Ord, hvori Troen kunde hvile og hvorpaa den Helligaand kunde kiendes. Saasnart jeg derimod havde fundet dette Ord i Herrens egen Mund ved Daaben og ved Nadveren, da lysnede det over hele Stillingen, og skiøndt vort særegne Forhold til Herren og Aanden end ikke den Dag idag er mig klart, saa ►klarede vort Grund-Forhold til Troen og Menigheden sig dog strax, som et Tjener-Forhold, da vi jo baade som Vidner om Troens Sandhed, maae forudsætte Troens Indhold som bekiendt, og som Lærere i Menigheden forudsætte Menighedens virkelige ►Tilværelse, og hvad “►Skriften” angaaer, da maae vi vel som “Skriftkloge” sætte den foran os, men ingenlunde sætte den foran Troen, eller imellem Troen og Menigheden, thi den Christne Tro er jo ingen Tro paa en Bog, men Tro paa Vorherre 👤Jesus Christus, og den Christne Me210nighed er jo intet Læse-Selskab, men et Troes-Samfund!
✂ 218 (VU) Er nemlig dette klart og uimodsigeligt, da har den Christne Menighed ►aabenbar intet levende Forhold til den ►Hellige Skrift ►uden igiennem sine Skriftkloge, som det levende Skrift-Begreb, og der kan da ingen Paastand om aandelige Ting være grundløsere end den, at den Christne Tro og Menighed skulde enten staae eller falde med ►Skriften, der, som Erfaring har lært, ligesaavel kan bringes i Strid mod Troen og Menigheden, som i Overeensstemmelse dermed. Da det imidlertid paa den anden Side er klart nok, at vi, som Menighedens Skriftkloge, sætter vor Ære og hele vort christelige Liv i Pant baade for ►Til 544 (US) værelsen► af en ►hellig Skrift og for dens Overeensstemmelse med Menighedens Tro, saa staaer og falder vi dermed, og fristes derfor altid til at giøre vor Sag til hele Menighedens, og saaledes indvikle Menigheden i vore Tvistigheder og Penne-Feider om ►Skriftens Oprindelse, Ægthed, Omfang, Indhold og rette Fortolkning, hvorved vi dog altid, istedenfor at bestyrke Menigheden i sin Tro, frister den til Tvivlraadighed og sætter den i bestandig Ængstelse og Uro.
✂ Dette vilde være Tilfældet, om end hele den Christne Menighed stod i samme Forhold til vor “►Hellige Skrift”, som det Jødiske Folk fordum stod til sin “►Hellige Skrift”, som baade var forfattet paa deres eget Modersmaal og var opbevaret midt iblandt dem i Forfatternes egen Haandskrift, saa Ingen kunde giøre dem den stridig, 211der kunde ingen ængstende Tvivl opkastes om dens Ægthed, og den var, saavidt muelig, tilgængelig for Alle; men hvormeget mere maa det da ikke være Tilfældet med vor ►Hellige Skrift, der, hvad det ►Gamle Testamente angaaer, er i alle Maader et ►Tvistens Æble mellem os og Jøderne, som vi selv bekiender, det oprindelig tilhører, og hvad det ►Ny Testamente angaaer, er det jo ogsaa skrevet paa et, næsten for hele Menigheden fremmed Sprog, saa det af Menigheden kun kan læses i en Oversættelse, for hvis Nøiagtighed de Skriftkloge er dens eneste Borgen.
✂ Dette er saa iøinefaldende, at vor Lutherske Stats-Kirke og enhver Stats-Kirke, som kunde det, baade bandt sine Præster til en vis Skrift-Fortolkning og til Oversættelsen paa Modersmaalet, for at ikke Tvisten derom skulde vække Tvivl og Uro, men at dette Huusraad hverken var christeligt eller havde meer end ►Skinnet for sig, det saae vi i det Attende Aarhundrede, da det 219 (VU) baade klarlig bevistes, at alle saadanne Baand er “►Mørkets Lænker”, som hverken Sandhedens Aand eller hans levende Redskaber vil bære, og klarlig viste sig, at den Christne Menighed, ved at bygge sin Tro og sit Haab paa en ældgammel Bog, hvis Sprog var døde og hvis hele Beskaffenhed var et ►Tvistens Æble mellem al Verdens ►Boglærde, hvorom Striden kunde vare til Verdens Ende, enten maatte styrte sig i grændseløs Tvivlraadighed eller nedsynke i en uforsvarlig Overtro paa enkelte Skriftkloges fuldkomne Sanddruhed og Ufeilbarhed, uden dog derved at kunne undgaae den “sorte Død” i Aanden.
✂ 212Nu blev det ovenikiøbet i det Attende Aarhundrede klarlig oplyst, at om ogsaa den Christne Menigheds Skriftkloge kunde 545 (US) bevise, at ►Jødernes Hellige Skrift lod sig venlig og vel forlige med den Christne Tro, saa var det dog lige latterligt at ville udlede Troen deraf eller bygge den derpaa, og at hvad det ►Ny Testamente eller ►Apostel-Skriften angik, da maatte den enten være aldeles ►uefterrettelig, eller ogsaa den er meget yngre end den Christne Tro og Menighed, som den selv heeltigiennem forudsætter, og kan da umuelig ►enten være Kilden til eller Grundloven for, men maa være de Skriftkloge overladt til fri Granskning og Benyttelse, saa i det Nittende Aarhundrede maa den Christne Menigheds Skriftkloge ligesaavel for deres egen velforstaaede Friheds og aandelige Virksomheds som for Troens og Menighedens Skyld, opgive alle Forsøg paa at forsvare Troen og Menigheden med ►Skriften og saaledes maa vi afbøde alle Angreb med ►Skriften paa Troen og Menigheden.
✂ Vi skal nemlig oplyse Menigheden om, at den, som et christeligt Troes-Samfund, kaldet og udvalgt til det evige Liv, baade, for at staae virkelig fast, ene maa ►bygge sin Tro paa Klippen, som er Guds evige Sandheds-Ord til os af Vorherres egen Mund, og at den ligeledes, for virkelig at faae det evige Liv, maa ene og alene søge det i det evige Livs-Ord, som intet Menneske ►uden Vorherre 👤Jesus Christus, den levende Guds Søn, har i Eie, saa at dette Troens og det evige Livs Ord til os af Herrens egen Mund ved hans Daab og Nadver giver os hvad man har kaldt “Kirkens” 213►det er: Menighedens sande og levende Begreb, hvorfra Intet kan tages og hvortil Intet maa lægges, saa at baade den ►Hellige Skrift og hele den fremskridende christelige Oplysning hører ikke til Me 220 (VU) nigheds-Begrebet eller til ►Saligheds-Sagen i sig selv, men til hvad man kalder Skole-Begrebet, altsaa til Begrebet om en aandelig Indretning, hvorved den levende Oplysning baade benyttes og forplantes fra Slægt til Slægt, og skrider frem med Tiden ►fra Klarhed til Klarhed. Da nu enhver Skole, som aandeligt Oplysnings-Middel, kræver baade Lærere og ►Lærlinger, og da vor ►Hellige Skrift er vor nedarvede, umistelige Skole-Bog, saa forudsætter den christelige ►Kirke-Skole en uafbrudt Række af christelige Skriftkloge, som indestaaer Menigheden for ►Skriftens Overensstemmelse med det guddommelige, levende og uforanderlige Troes-Ord, som de naturligviis, med hele Menigheden, maae forudsætte, bekiende og bygge paa, men har for Resten fri Raadighed baade over den ►Hellige Skrift og alle christelige Oplysnings-Midler, da en fri ►Rørelse ►aabenbar er Vilkaaret for en levende, bestandig fremskridende Oplysning.
✂ 546 (US) Dette, at Herrens eget Munds-Ord til os alle ved Daaben og Nadveren er for alle Christne, baade store og smaa, vise og vankundige, den eneste faste Troes-Grund, fordi den, som baade Lys-Grund og Livs-Grund, er baade Klippe-Grund og Soel-Grund, oplysende og oplivende, i Herrens Aand, som aldrig viger fra hans Munds Ord, medens vor ►Hellige Skrift er et Oplysnings-Middel, hvorom Herren ikke taler til os, 214og hvorpaa Menighedens Troes-Bekiendelse ved Daaben derfor heller ikke lyder, og som derfor maa være Aanden og hans skriftkloge Redskaber, som kun virker levende i Frihed, frit overladt, paa de Vilkaar, at de Skriftkloge vil bruge ►Skriften christelig, altsaa i Overensstemmelse med vor Alle vitterlige Christne Tro, og i en paa begge Sider fri Vexel-Virkning med Herrens fribaarne Menighed, som de Skriftkloge aldrig maa byde deres Oplysning som en Troes-Artikel; dette er allerede nu saa klart, at dersom den blotte Kundskab var mægtig nok til at styre og raade, om ikke hele Menigheden, saa dog dens skriftkloge Medlemmer, da havde det ingen Nød, at de herefter, som forhen, enten skulde opgive deres Frihed i Skolen og derved afbryde den christelige Oplysnings Liv og Fremskridt, eller, ved at paatage sig Forsvaret for Troen og Menigheden, paa en Omvei opkaste sig til deres Herrer, og forbittre Menighedens Liv med al den Ængstelse og Tvivlraadighed, der er uadskillelige fra det aandelige Trælle-Liv; 221 (VU) men en lang og sørgelig Erfaring maa have gjort os kloge af Skade, saa vi, som for Øieblikket høre til de Ældste, maa baade med Formaning og Exempel arbeide paa, at om Udskeielser end ikke kan undgaaes, de dog i det hele blive uskadelige.
✂ Derfor er det, at jeg bestandig mindre har taget Deel i Penne-Feiden om, hvor Troens og det evige Livs Ord er at finde: enten i Herrens egen Mund, eller, efter Bogstav-Skriften, i de Skriftkloges Mund, men har indskrænket mig til baade med Mund og Pen at oplyse den troende Menighed 215om alle Mundes og Pennes, saavelsom alle Hænders og Vaabens Magtesløshed mod Guds-Ordet i Herrens egen Mund og Menneske-Hjertets Tro derpaa, saa Herrens Menighed kan og skal staae rolig under al Fjendens Larm, som ►Huset paa Klippen i Storm og ►Vandskyl►, indtil man igien stræber at kvæle Troes-Bekiendelsen paa Børnenes Læber, da Herrens Menighed skal ære ham ved sin høirøstede Bekiendelse ogsaa paa Børnenes Vegne, og overlade Forsvaret til ham, som med sin egen Munds Ord har paataget sig Ansvaret: Herren selv, hvis Munds Ord til os vi alle troe og 547 (US) bekiende paa hans Apostlers og hele Menigheds Vidnesbyrd. Hertil har jeg med Flid indskrænket mig, især siden Penne-Feiden fik sin ny Skikkelse, thi saalænge den førdes mod dem, der, som Prof. 👤Clausen, i ►aabenbar Strid med vor Christne Tro eller i klar Selv-Modsigelse, paastod, baade at ►Skriften var den eneste ►Troes-Regel, og at den, efter sin hele Beskaffenhed slet ikke duede til ►Troes-Regel, saalænge kunde man frit tage til Gienmæle, uden at faae mindste ►Skin af ►enten at forsvare Troen med den ►Hellige Skrift, eller at ville give Troen en nødvendig Understøttelse med sit Forsvars-Skrift; men siden man, med Dr. 👤Rudelbach, bringer ►Bibelen og dens Anseelse i Marken ganske i Kalvinistisk Stil, som om ►Bibelens Duelighed til at være Troes-Grund og ►Troes-Regel, dens Omfang, Ægthed, bogstavelige ►Indblæsning, aandelige Liv, Sikkerhed, Tydelighed og Klarhed for alle, var aldeles uomtvistelige, og var ligesaavel den Lutherske som den Kalvinske urokkelige Grundsætning, see, da 216skiftede Strømmen, saa der midt i vort verdens-kirkelige Virvar blev stor Fare for at løbe paa Grund.