↩ Dette gjælder imidlertid kun om de saakaldte rationalistiske eller ►aabenbar vantroe Skriftkloge, der ingenlunde vil have den ►hellige Skrift, men deres egne Omskrivninger troede eller dog tagne for gyldige til at ►bestride den Christne Tro, thi 👤Morten Luther og de troende Skriftkloge af hans Skole, de paastod vel ogsaa, at Troen paa ►Skriften, som i Livet maatte blive en Tro paa de Skriftkloge, var en ►Saligheds-Sag, og at de baade kunde og skulde udlede og bevise den Christne Tro af ►Skriften, men ved bestandig at forudsætte som en afgjort Sag, at den Christne Tro, der skulde udledes og bevises af ►Skriften, var den selvsamme oprindelige Christen-Tro, som vi ved Daaben bekjende, og ved aabent at tilstaae, at det var kun ved den Helligaands Oplysning, de kunde udlede og bevise den Christne Tro af ►Skriften, derved stræbde de ►aabenbar ►at opbygge med den ene Haand hvad de nedbrød med den anden, og kunde aldrig, uden klar Selv-Modsigelse, nægte, at der maatte være et andet Troens Ord end ►Skriften, hvormed man skulde bekjende sig til den Christne Tro og hvorved man fik den Helligaand til at forstaae og ►forklare ►Skriften. Saasnart vi derfor indsaae dette, maatte vi, netop som 👤Luthers ægte Børn, lade de Paastande falde, som vi fandt uforenelige med Sandheden om Guds-Ordet og den Helligaand, og vi gjorde det med Glæde, fordi Tiden havde viist, at de ufor141svarlige Paastande om ►Skriften som Troes-Grund og ►Troes-Regel kun forvirrede Menighedens Tankegang og gjorde den enten overtroisk eller tvivlraadig, enten lunken eller voldsom, altid aandløs og hardtad livløs.