↩ Under disse Omstændigheder er det ►vist nok intet Under, at Guds-Folket, den Christne Menighed, hos os hidtil ikke nær har havt al det Gavn af den ►Hellige Skrift, som den er skabt og skikket til at yde, men vel maa det synes sært, at vore Skriftkloge har kunnet falde i den samme Snare, som Jøderne, der randsagede Skrifterne, som om de deri kunde og skulde finde et evigt Liv, thi ikke blot lastede Vorherre 👤Jesus Christus det ►strængelig hos Jødernes Skriftkloge, at de, ►istedenfor af Skrifternes Vidnesbyrd at lade sig drive til ham, som har Livet at ►meddele, vilde med Skrifterne gjøre ham overflødig►, men vore Skriftkloge havde heller ikke den Fristelse til at forgude deres egen yderst tarvelige Skriftkundskab, som Jødernes Skriftkloge, der havde samme Modersmaal som 👤Moses og Propheterne, og kunde derfor let indbilde sig, at ►Skriften for dem var baade et levende og klart Guds-Ord. Vi veed imidlertid, at vore Skriftkloge baade, trods Herrens strænge Advarsel, har tilegnet 192 (VU) sig de jødiske Skriftkloges Indbildning, og har for en stor Deel saaledes forhærdet sig deri, at de udraabe Aandens og Menighedens nødvendige Gjenmæle derimod for en Bespottelse af den ►Hellige Skrift, uagtet vort Gjenmæle langtfra at modsige ►Skriften stemmer klarlig overeens dermed, og revser kun de Skriftkloge, der vil sætte sig selv, deres eget Ord og deres egen Skrift istedenfor Guds-Ordet og den ►Hellige Skrift, eller dog stille sig selv imellem dem og Menigheden, hvorved de endnu langt klarere 140 518 (US) end ►Jødernes Skriftkloge bemægtige sig, som Herren sagde, “Kundskabs-Nøglen”, og kommer dog ikke engang selv ind, men spærre kun Veien for dem, som vil ind.