Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Den christne Tro og den christelige Lærdom

Grundtvig, N. F. S. Den christne Tro og den christelige Lærdom

Grundtvigs Værker

✂ 65

►Den christne Tro og den christelige ►Lærdom►.

✂ (N. F. S. Grundtvig).


✂ At “Troen og ►Lærdommen”, som vore Lutherske Skriftkloge endnu, efter gammel keiserlig og pavelig Slendrian, med meer eller mindre Herskesyge, sammenblandede, maa nu og herefter, baade for Lysets og Livets Skyld, med Flid holdes ud fra hinanden, det er vi i ►Læseverdenen nys blevet mindet om fra en Kant, hvorfra man mindst havde ventet det: fra en Skriftklog, der længe har villet ►afløse Troen med ►Lærdommen *Det er Prof. 👤H. N. Clausens Skrift om det ►“Evangeliske Kirkeliv” jeg har for Øie, og trods den sørgelige Bitterhed mod alt hvad der paa mindste Maade kan kaldes mit, og den latterlige Blindhed for hele min Virksomhed i Guds-Ordets Tjeneste, maa jeg kalde Skriftet et godt Varsel baade for Professorens og for Christendommens Fremtid., og det minder mig om, endnu engang at føre min Betænkning om denne vigtige Sag til Bogs, som jeg skal stræbe at gjøre med al den Aabenhed og Tydelighed, som Sagens Vigtighed kræver, og med al den ►Læmpelighed, som Troens Sikkerhed tilstæder.

✂ Det behøver vel nu neppe yderligere at indskærpes, men skal dog med al Fynd gientages, at, da Tro ligesaavel i Forhold til 👤Christus, som til enhver Anden, er en reen Hjertesag, nemlig Hjertets Sikkerhed paa, at 👤Jesus Christus er den, han 66udgiver sig for, mener hvad han siger og baade kan og vil holde Alt hvad han lover; og da derimod den christelige ►Lærdom, ligesom enhver menneskelig ►Lærdom, er en reen Hovedsag, nemlig Hovedets Oplysning og Forklaring af den sande Sammenhæng mellem 👤Christus og hans Troende; saa er den Christne Tro en reen Kirkesag, ingen Skolesag, og den christelige ►Lærdom en reen Skolesag, ingen Kirkesag, thi der kan og maa i Sandhed være en fælles Menigheds-Tro, men der kan ikke i Sandhed være og maa derfor aldrig kræves en fælles ►Menigheds-Lærdom. Hermed er alle saakaldte christelige Kirke-Stater og Stats-Kirker og nybagte Kirke-Forfatninger dømte, fordi de alle, kun meer eller mindre, ►stile paa, giennem en stillestaaende, paatvunget ►Lærdoms-Reenhed (Orthodoxi), at beherske eller plage den fribaarne, af al anden Magt end Kiærlighedens Magt uafhængige, og ved alle verdslige, synlige og haandgribelige Midler ►uberørlige Tro, medens de alle ligeledes ►stile paa at forhindre den fremskridende Oplysning om den sande Sammenhæng i Aandens Verden, som ene kan avle den ægte ►Lærdoms-Klarhed og ►Lærdoms-Reenhed, som man enten ►falskelig tillægger sig eller barnagtig tiltroer sig at have slugt med al Viisdom i sin ►Pugeskole.

✂ Denne Betragtning af Tro og ►Lærdom, Kirke og Skole, var i Begyndelsen af dette Aarhundrede, efter ►Læseverdenen at dømme, saa almindelig herskende i 📌Danmark, at man skulde tænke, det aldrig kunde yppe nogen Kiv eller engang møde nogen synderlig 67Modsigelse, at opvise og udpege det Christne Troes-Ord i den apostoliske Troes-Bekiendelse ved Daaben, der paa eengang unægtelig er det gyldigste af alle muelige menneskelige Vidnesbyrd om den christne Menigheds-Tro fra Begyndelsen, og drager tillige den eneste aandelig forsvarlige Grændse mellem Troen og ►Lærdommen, thi alle de, som har denne Tro, maae jo være glade ved den Oplysning, der ►henveirer alle Indvendinger mod denne Troes christelige Ægthed, og alle de Skriftkloge maa jo være glade ved, at de, efter denne Oplysning, uden al kirkelig ►Bansættelse kan yttre sig frit om den ►hel lige Skrift: dens Oprindelse, dens Ægthed og Fuldstændighed, dens Fortolkning og Anvendelse, og i det Hele om dens Forhold til Christendommen, og yttre sig ligesaa frit om hele den skrevne Kirke-Historie.

✂ I den Menneske-Alder, som er forløbet, siden jeg først (1825) i ►“Kirkens Gienmæle” fremhævede den Apostoliske Troes-Bekiendelse ved Daaben, som det fuldgyldige Vidnesbyrd om den ægte, oprindelige Christen-Tro, der kan trodse alle muelige Indvendinger, er Følgen ogsaa virkelig hos os blevet den, at de Christne føler sig sikkre paa deres Christendoms Ægthed, uden at lade sig forskrække af de Skriftkloges Indvendinger mod Ægtheden ►enten af ►Sproget om ►de tre himmelske Vidner eller af ►Sproget om ►Daaben i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, medens de Skriftkloge ogsaa næsten reent har aflagt den stygge Vane at ►bestride lidt eller meget af den apostoliske 68Troes- Bekiendelse med lidt eller meget af den hos dem selv saameget ►omtvivlede og omtvistede ►Apostel-Skrift.

✂ Naar man desuagtet, især i den seneste Tid, heftig har angrebet min Paastand om det mundlige Guds-Ords store christelige Fortrin, baade som Lysmoder og som Livskilde, fremfor den mesterligste Beskrivelse af 👤Christi Liv og ►Lærdom, der, selv naar den var ligesaa tilgængelig, tydelig og sikker, som Menighedens lydelige, ved hver Daab gientagne Troes-Bekiendelse, dog, da den selv er død, umuelig kan giøre noget Menneske aandelig levende, da indrømmede man dog ►sædvanlig, at Troes-Bekiendelsen ved Daaben hverken kunde ansees for udledt af ►Skriften eller maatte forandres efter den, saa man paastod kun, at jeg traadte ►Skriftens Ære for nær, opgav det protestantiske Skrift-Princip, hældede til Catholicismen, og lod ikke engang hver Tøddel af den ►Augsburgske Confession staae ►fuldelig ved Magt. Kun undtagelsesviis sigtede man mig som den, der, trods Historiens Vidnesbyrd om, at den saakaldte Apostoliske Troes-Bekiendelse var “efterapostolisk”, opvoxet efter Kirkens Behov fra en lille hartad ukiendelig Spire, som ►Skriften beskriver, paastod hen i Veiret, at den Apostoliske Troes-Bekiendelse ikke blot er hvad hele Menigheden udgiver den for: et reent Udtryk af den christne Tro og et uforanderligt Vilkaar for den christelige Daab, der ene skiænker Christen-Navnet og skaber Menigheden, men at den ordret maa være 69lagt i Apostlernes Mund af Herren selv, for at de skulde lægge den i hele Menighedens Mund, som skrevet staaer hos Propheten: ►denne er min Pagt med dem, siger Herren: min Aand, som er over dig, med Ordene, som jeg har lagt i din Mund, skal ikke vige fra din Mund, eller ►din Sæds Mund►. Denne Grund-Indvending maatte ►vistnok, hvis Magten var som Agten, ikke blot nedbryde min Paastand om Troes-Bekiendelsen, men nedbryde al Sikkerhed paa Troens Enemærker, ja, den vilde bortfeie alle Aands- og Ægtheds-Kiendemærker fra den Christne Menighed, og undergrave al Tro baade paa ►Daabens og ⓘ Nadverens Indstiftelse af Vorherre 👤Christus selv►, ja, undergrave selve Troen paa, at 👤Jesus er Guds eenbaarne Søn, Troens og Menighedens levende Grundvold; men det kan just derfor aldrig falde mig eller nogen anden oplyst Christen ind, ►enten at tage det mindste af vor nødvendige Paastand tilbage, eller at ville forsvare den levende Kirkehistorie, som Menighedens Troes-Bekiendelse ved Daaben er, ►enten med eller mod den døde Kirkehistorie paa Papiret, endsige da med eller mod nogle enkelte Skriveres efterladte Papirer, hvis Ægthed altid er mere eller mindre tvivlsom, og som, naar de er allervægtigst, kun betegne nogle Enkeltmænds Tankegang, Erfaring og Oplysning, der slet intet veier imod hele Menighedens Vidnesbyrd, og har egenlig slet ikke hjemme i Troens, men kun i ►Lærdommens og ►Læseverdenens Historie. Om det nemlig endog, efter Sagens Beskaffenhed, var mueligt, ved Hjælp af ►Apostel-Skriften og den 70skrevne Kirkehistorie, at giendrive alle Indvendinger imod den apostoliske Troes-Bekiendelses christelige Ægthed, som den uforanderlige og uforbederlige ►Troes-Regel for den hele Menighed, saa maatte vi dog aldrig lægge Vægt derpaa, som om det var derved, at Menigheds-Vidnesbyrdet blev troværdigt, thi da lagde vi atter vor egen ►Lærdom til Grund for Menighedens Tro, og det er, efter ►Skriften, vel ►at høre Herrens Ord, men ikke giøre derefter, og, som Daaren, at bygge paa Sand, istedenfor paa Klippegrund.

✂ ►Som Lysets ægte Børn, der immer skinne som himmelske Smaalys i Verden og saaledes giøre Lysets Gierninger, vil og skal vi ►vist nok, ⓘ efter Evne, ved Leilighed vise, hvor langt det er fra, at enten ►Apostel-Skriften eller i det hele den skrevne Kirke-Historie, rigtig betragtet og forstaaet, skulde modsige eller svække Menig hedens levende Vidnesbyrd, og derhos vise, hvilke usle Papirs-Lapper det er, man har stillet op mod dette eenstemmige Menigheds-Vidnesbyrd ved Daaben, der er som Verdens-Havets Brusen; men hverken maae vi dog lidt eller meget bygge Menigheds-Troen paa slige Oplysninger, eller paa noget Andet end Herren selv og hans Menighed. Ligesaalidt kan vi, ved Daaben og Nadveren, og i Betragtningen af Menighedens Forhold dertil, ►adskille hvad Gud har sammenføiet, kan hverken skille Forsagelsen fra Troes-Bekiendelsen, som kun forenede udgiør Daabs-Pagten, eller skille Daabs-Pagten fra ►Daabs-Seiglet, eller i noget af Herrens Munds-Ord til os skille 71Livet fra Lyset, der er eet i hans Ord, som i ham selv, skiøndt det følger af sig selv, at Livs-Siden er meget dunklere end Lys-Siden, saa at Mange, der finder det indlysende hvad vi paastaaer om den apostoliske Troes-Bekiendelse ved Daaben, som Herrens og Menighedens sammensmeltede Vidnesbyrd om den eneste ægte, uforanderlige Christen-Tro, vil kalde det en mørk Tale hvad vi tilføie, at dette Vidnesbyrd af ►Guddoms-Manden, ved at være ligesaa guddommeligt, som det er menneskeligt, maa være ligesaa oplivende, som det er oplysende, maa ligesaavel indeholde den christelige Livs-Kraft som den christelige Lys-Grund i sig, kort sagt, maa føre den samme Troens Aand med sig, som ene kan og skal kiendes paa det Troens Ord af Herrens egen Mund, hvormed ►den i ►Kiødet til os komne 👤Jesus Christus ligesaavel skal bekiendes af Herrens Aand, som af hans Menighed►.

✂ ►Vist nok skal og vil vi, som Guds-Rigets Skriftkloge, bruge hele ►Forraaden af “Gammelt og Nyt”, som vi nu er eller efterhaanden bliver betroede, til, saavidt mueligt, at oplyse Livs-Siden af Guds-Ordet til os, baade ved Daaben og Nadveren, men da al vor aandelige Oplysning om Guds-Ordets Livs-Kraft, som er Guds-Aanden selv, og om Guds-Livets Avling, Fødsel og Opvæxt hos Menigheden, som er den Helligaands Virkning, men Herrens egen Gierning, kun kan være en billedlig Oplysning, saa Guds-Livet og Guds-Ordet speiler sig i Menneske-Livet og Menneske-Ordet, skabte 72►i Guds Billede, og da denne Oplysning kun ►hernede kan være og ►voxe stykkeviis hos os alle og er langt fra at være lige tilgængelig eller modtagelig i alle Livs-Stillinger og paa alle Trin af ►Himmel-Stigen, saa maae vi heller aldrig bygge Menigheds-Troen eller Guds Børns Haab, Herligheds-Haabet, paa vore Oplysninger, men maa lægge Menigheden Troes-Ordet i Troes-Bekiendelsen og Haabs-Ordet i ►Fadervor paa Hierte, som Guds-Ordet med tilsvarende Liv og Lys, der staaer langt over vore Beviser, men vil bevise sig selv for hele Menigheden og for enhver af os i den, efter ►den apostoliske Forsikkring, at naar det Ord, som vi har hørt fra Begyndelsen, bliver i os, da har vi Herren med os i Aanden, som selv baade ►kraftig og kiærlig vil bevise sin virkelige Nærværelse, som han i Nadveren ved Guds-Ordet til os alle levende og klarlig udtrykker den.

✂ Denne Omsorg for, at Menigheden dog endelig maa lære at søge sit christelige Liv og Lys med Aand alene hos vor Vorherre 👤Jesus Christus, og det ikke paa anden Haand, giennem Aanden og os, men fra første Haand, i Herrens egen Munds Ord til os Alle, hvor Aanden er Tilgiften, Tolken og Pantet, og hvorved vi, som Apostelen skriver, kan synes overflødige, skiøndt vi, som ►Ordets Tjenere og ►Aandens Tunger, ►nødvendig hører med til Huusholdningen, denne Omsorg er det, som har forhindret mig fra at skrive en Kirke-Historie efter den ny Stiil, som dog igrunden er den ældgamle, en Kirke-Historie nemlig, som den, man kan see, har svævet i 73Aanden for gamle 👤Irenæus, og som vel endnu kun kan skrives meget ufuldstændig og ufuldkommen, men maa dog nu med det første begyndes, for at ►soelrette den christelige Tankegang i hele den menneskelige Syns-Kreds, og kunde allerede giøre en god Tieneste til Oplysning af Menigheds- Livet og dets Forhold til Guds-Livet i Herren som Enkeltmand, og til hans Indstiftelser, som hans guddommelige Efter-Mæle, der skaber hans Efter-Ligning hos Menigheden; men den ►mislige Stilling baade til Herren og Aanden, til Ordet og Sacramenterne, og især til Verden og den verdslige Magt, hvori jeg forefandt Menigheden, og den ►mislige Stilling til Menigheden og til Verdens-Magten, hvori jeg fandt mig selv som Guds-Ordets Tjener, den har ikke blot giort mange Omsvøb og ►Læmpninger nødvendige, men har ogsaa, mig selv ubevidst, frembragt saameget Urede i min Virksomhed, at det ►vistnok let, især hos dem udenfor, kunde faae Udseende af, at jeg dog heelt eller halvt vilde have Menigheds-Troen bygget paa mine Forudsætninger, Giætninger og Oplysninger om Guds- Ordet til os og om Herrens Gierninger midt iblandt os, istedenfor paa Herren selv med hans kiendelige Ord og selvstændige Kiendsgierninger.

✂ Dette skal jeg stræbe nærmere at oplyse, ved et Fingerpeg paa min Stilling 1825, da der først gik Lys op for mig over Guds-Ordet til os ved Daaben og Nadveren, og da først og sidst over den apostoliske Troes-Bekiendelse ved Daaben, som Herrens og Menighedens fælles guddommelige og menneskelige Vidnesbyrd om den urokkelige og ufor74anderlige Christen-Tro, som uimodsigelig er ►Troes-Regelen for alle ⓘ christne Slægter.

✂ Jeg stod nemlig dengang, som Capellan ved 📌Frelsers-Kirken paa 📌Christianshavn, som en eenlig Fugl midt i den lukkede og laasede Stats-Kirke, der indad var saa aldeles opløst, at Professorerne ►lærde og Præsterne prækede, døbde, confirmerede og tog til Alters, som de lystede, medens ►Bibelen og 👤Luthers ►Catechismus baade i Kirke og Skole enten kun nævnedes i Forbigaaende eller betragtedes og behandledes som verdsligt Arvegods, man kunde giøre af og giøre med hvad man vilde, saa jeg maatte med Myndighed, paa eget Ansvar, indføre 👤Luthers ►Catechismus i de Skoler, der var mig underlagte; og jeg maatte ►rive ned paa de stakkels Skolebørn, fordi man havde lært dem, at “Guds Ord” var naturligviis et Ord om Gud. Selv dette kunde snart ►have kommet mig dyrt at staae, thi kun med Nød og neppe, og først efter syv Aars taalmodige Forventning, var det som en stor Naade tilstædt mig i en Udkant af Hovedstaden at lære og prædike overeensstemmende med Stats-Kirkens egne ►Symbolske Bøger, og at forrette Daab, Confirmation og Altergang efter Stats-Kirkens egen forordnede ►Alterbog, i det Haab, at jeg dog kunde og vilde holde Fred med de Præster, som gjorde det modsatte. Det maa jeg jo vel kalde en ►mislig Stilling, og de stak kels ►adspredte Guds Børn i Landet, de skulde ikke blot, som jeg, holde Fred med deres Sognepræster, hvor uchristelige de saa end udtrykde sig, men nøies med Herrens Sacramenter, som de vilde forvalte dem, og lade deres Børn gaae 75i Skole og gaae til Præsten, om end deres Christen-Tro paa begge Steder blev ►bestridt og bespottet, og naar Almuesmænd enten standhaftig vægrede sig, eller endog blot holdt gudelige Forsamlinger, hvor de læste ►Bibelen som Gudsord paa deres egen Haand, og sang christelige Psalmer, da blev de ►mulcterede og, naar det ikke hjalp, sat i Tugthuset.

✂ Denne Stilling var ►aabenbar utaalelig og maatte jo, hvis der ikke snart var skeet en Vending, have gjort hele Christen-Levningen hos os til et Bytte for Baptisterne, som stod for Dørren; men forsaavidt var dog Vendingen begyndt, at jeg, ved Kirke-Lysets Skin, saae, at jeg kunde, og følde, at jeg i Nødsfald vilde stille mig i Spidsen for en Udtrædelse af Stats-Kirken, skjøndt Straffen derfor nu var forandret fra Landsforviisning til den i mine Øine langt haardere af Fængsel paa Livstid.

✂ I ►Læseverdenen herskede ovenikiøbet en Ligegyldighed og et Dødsstille, hvorpaa jeg endnu tænker tilbage med Gru, saa at ikke engang det ►“Theologiske Maanedsskrift”, som jeg med 👤Rudelbach og 👤Lindberg, havde begyndt at udgive og stræbde at giøre saa aandelig udæskende, som mueligt, syntes at skulle frembringe mindste aaben Bevægelse.

✂ Under disse Omstændigheder udkom Professor 👤Clausens bekiendte Værk om ►“Catholicisme og Protestantisme”, hvori Herrens ubesmittede Undfangelse sattes ved Siden ad 👤Marias, og hele den kirkehistoriske Christendom henførdes til Catholicismen, som fremmed for den “Protestantiske Kirke”, hvor ►Staven brødes over alle de Stats-76Kirker, som hvilede paa ►Symbolske Bøger, og hvor det endelig foresloges, at afskaffe Daabs-Pagten, og at udelukke alle dem fra Præste-Stilling i Stats-Kirken, som ei vilde afsværge enhver anden christelig Kundskabs-Kilde end ►Bibelen, der dog med det samme erklæredes for ►aabenbar selvmodsigende.

✂ Dette var jo en aaben Krigs-Erklæring mod vor Lutherske Stats-Kirke og derhos mod hele den kirkehistoriske Christendom, og dog syntes selv denne Krigs-Erklæring, af den anseeligste Præste-Lærer ved vor eneste ►Høiskole, slet ikke at skulle vække mindste Forbauselse eller fremkalde mindste Forandring i vor fortvivlede Stilling, som var den Lutherske Stats-Kirkes eneste Tilhængere i Landet, og skulde holdes indespærrede i den til at udryddes eller udelukkes af den som Oprørere.

✂ At jeg nu greb denne gunstige Leilighed til i et ►“Kirkens Gienmæle” at giøre det soleklart, ikke alene, at vor Lutherske Stats-Kirke var blevet ►aabenbar selvmodsigende, men at det var en himmelraabende Synd, hvis den verdslige Øvrighed vilde holde os Lutheraner indspærrede i den nu kun saakaldte Lutherske Stats- Kirke, hvor Præste-Dannelsen erklærede sig selv for Anti-luthersk, det havde været en saa ►følgelig Sag, at selv i det uhyre fredelige 📌Danmark vilde det til enhver anden Tid være fundet nødvendigt og have sat Øvrigheden i en vis Bevægelse; men til al Lykke for vor dengang mageløs stillestaaende og for al aandelig Frihed aldeles ufølsomme Regiering, fik jeg isinde at slaae to Fluer med eet Smæk, og slog da, som sæd77vanlig feil ad dem begge. Det var nemlig min vitterlige Hensigt med det ►“Kirkens Gienmæle”, som ikke blot, efter vore smaalige Forhold, giorde en umaadelig Opsigt, men er i vor lille Kirkehistorie blevet en uforglemmelig ►Mærkværdighed, at nøde Regieringen til enten aabent at erklære sig for os gamle Lutheranere, eller give os Lov til at frelse os med Flugten fra vore ubarmhiertige Modstandere, saa vor Stilling dog paa en eller anden Maade kunde blive taalelig, men med det samme vilde jeg ►afnøde Rationalisterne den aandelige Kamp paa reent christelige Enemærker, som de ►aabenbar skyede. Medens derfor Bogen i sin Heelhed var stilet mod den nybagte Christendom, der, som en Protest mod den oprindelige, eneste ægte Christendom, selv fralagde sig det eneste tilsyneladende christelige, den havde, nemlig det misbrugte Navn, saa ►stilede derimod Slutningen og Fortalen paa et statskirkeligt Dommedags-Slag, der enten maatte knuse Statskirken selv eller dens Modstandere. Det Sidste mislykkedes, som man veed, saa fuldstændig, at Regieringen fandt, den godt kunde sidde stille, naar kun vedkommende Præstelærer juridisk fralagde sig den kirkelige Sigtelse som ærerørige Beskyldninger, og da jeg fandt, at hverken kunde jeg christelig forsvare at føre en statskirkelig Kiætter-Proces, ikke heller kunde jeg lade mig dømme som ►Injuriant for min stats-kirkelige Nidkiærhed og dog blive staaende i den Statskirkes Tjeneste, der gav sine bedste Venner til Priis for sine aabenbare Fiender, saa fandt jeg ingen anden Udvei end at opgive det juridiske Forsvar og med det 78samme nedlægge mit Embede i Stats-Kirken. Min Hoved-Hensigt med ►Kirkens Gienmæle, at ►afnøde Rationalisterne en aandelig Kamp om Christen-Navnet, hvormed de ►skuffede Stats-Kirken, ►syndes ogsaa at skulle ganske forfeiles, da man ligesaalidt aandelig optog Stridshandsken, der var kastet i ►Kirkens Gienmæle, som den, især 👤Rudelbach paa den gamle Valplads kastede i ►“Theologisk Maaneds-Skrift”, og det var intet Under, thi vel er Oplysningen om Vidnesbyrdet ved Daaben et mageløst Forsvars-Vaaben, som det ►Troens-Skjold, hvormed vi kan udslukke alle den Ondes gloende Pile, men det er slet intet Angrebs-Vaaben, og et saadant har i det hele “Fredens Evangelium” slet ikke, da det kun kan bruge “Aandens Sværd” til Forsvar i Forsagelsens ►“pak dig, Satan!” og maa derfor altid kunne sige med Sandhed: “jeg er fredsommelig, men ►saasnart jeg taler, ►bestrider de mig ►uforskyldt►”. Til denne Erkiendelse af 👤Christi Evangeliums ægte Fredsommelighed og fuldkomne ►Ustridbarhed, holdt det ►vistnok vanskeligt at komme midt i en Stats-Kirke, der havde reist sig paa Strid, og havde nu hardtad ganske lukket sig for Evangeliet, uden engang at ville tillade det at søge Husly derudenfor; men derfor var det lige galt at ville omskabe ►Troens Skjold til et Lovens Sværd i Stats-Kirkens Haand, og den er endnu ikke forvundet, den ►Ulæmpe, som fulgde af at bruge den Apostoliske Troes-Bekiendelse som en Troens Lov, alle de, der vilde taales i vor Lutherske Stats-Kirke, skulde underkaste sig. Selv er jeg vel for længe siden kommet bort derfra, og forlanger 79nu slet ikke mere Raaderum for ►Arilds-Troen i Folke-Kirken, end jeg vil unde alle muelige Slags Christendom, og vil, naar man selv finder vor uundværlige Frihed utaalelig, overlade Modstanderne hele Stats-Kirken og Valpladsen; men mine Præste-Venner vil næsten Alle, mere eller mindre, have Troes-Bekiendelsen og Sakrament-Forvaltningen derefter giort til en verdslig Troes-Lov i Stats-Kirken, hvorved baade Freden, Friheden og Oplysningen, som vi gammeldags Christne selv allermest trænger til, vilde blive aldeles umuelige.

✂ Dette er Grunden, hvorfor jeg og den virkelige ►Lære-Frihed, uden hvilken Troes-Friheden aldrig kan bestaae, har faaet baade Præste-Partiet og Professor-Partiet imod os, thi naar Professor-Partiet kun turde troe, det var ærlig meent med den baade dogmatiske og liturgiske Frihed i Folkekirken, som jeg kæmper for, da maatte og vilde det, om end nødig, saa dog sikkert, giøre fælles Sag med mig i dette Stykke; men nu, da Professor-Partiet med Rette anseer det saakaldte grundtvigske Parties Forslag om en blot dogmatisk og ministeriel Frihed for en Fælde, nu vælger det heller paa en Maade at faae Stats-Kirken med sine Lære-Forskrifter gienoprettet, i det Haab, ved Menigmands Hjelp at faae Lovgivningen i deres Haand, saa Præste-Partiet nødes til at underkaste sig, og de gienstridige Grundtvigianere, hvis Tal, de tænker, vil være ubetydeligt, nødes til at benytte sig af den ►borgerlige Religions-Frihed, og træde i Hr. 👤Grunnets og 👤Peder Pedersens og 80Andres langt mere latterlige end frygtelige Fodspor.

✂ ►Vistnok vil baade Præste-Partiet og Professor-Partiet, ved at drive Friheden og mig ud, narre sig selv, thi ingen af dem kan, hvor der er ►borgerlig Religions-Frihed, bestaae ►uden ved Frihed, saa at, naar først Friheden og jeg er udelukt, da har 👤Søren Kierkegaards Gienfærd, hvor haanlig de end ►rympe Næse ad det, deres Liv i sin Lomme, og vil neppe, selv i det taalmodige 📌Danmark, ret længe lade dem vente paa Præmien for den “officielle Christendom” og de “leiede Sandheds-Vidner”; men de kan derfor godt, især hos os, sørgelig forvirre Tankegangen om Tro og ►Lærdom, adsplitte Folket og, om ikke forhindre, saa dog besvære og forsinke den folkelige og christelige Oplysning, der, for at blive frugtbar, maa baade holde Fred og ►holde Skridt.

✂ Denne giæstmilde og paa begge Sider fri Vexel-Virkning mellem Christendommen og Verdens-Folkene, som Christendommens rene og milde Menneskelighed giør muelig, og som Christendommens verdslige Armod giør uundværlig til dens Blomstring og Frugtbarhed, den er det, som vor eneste grundchristelige “Seer” 👤Johannes i ►Aabenbaringen har spaaet om, pegende paa ►“Kvinden” i Soldragt med Maanen under Fod og med Himmeltegns-Krandsen paa sit Hoved, hun, som paa Ørne-Vinger maatte flygte fra Ild-Dragen til Ørken, hvor hun ved Guds Forsyn skulde finde Herberg og finde Næring i halvtredie ►Tidsrum►. Dette er nemlig Folke-Kirkernes Tid i Hedenskabet og Kirke-Historien lærer os, at lige siden 📌Jerusalems ►Forstyrrelse har dette ►Giæsteri-Billede ganske 81rigtig foresvævet de saakaldte Tilsynsmænd, ►Visere og Ledere i Christenheden, men hvor dunkel og forvirret Betragtningen har været, derom gaaer Syn for Sagn ei blot i den store Kirke-Stat, men i alle baade store og smaa Stats-Kirker, hvor den landflygtige Dronning kun, som andre Fanger, fik frit Herberg i et mere eller mindre strængt Fængsel, og blev afspist med tomme Høfligheder og med ►Steen for Brød, saa hun maatte hvad man kalder “►leve af Luften”, men igrunden leve af ►det “skjulte Manna”, som hun i “Guds-Ordet af Herrens egen Mund” førde med sig. Der var imidlertid hos ethvert Hedning-Folk, som Dronningen fra 📌Davids Stad giæstede, en kortere eller længere ►Fritid, da det undtes Dronningen at tage Herberg, hvor det var hende beredt af Gud og at ernæres af dem, som satte deres Ære og fandt deres Glæde deri, og denne Dronningens ►Fritid var i 📌Danmark usædvanlig lang, vel lidt over to Aarhundreder lang, fra 👤Ansgars til Biskop 👤Vilhelms Dage, saa at, er Folket nogensteds villigt til at staae paa en giæstmild, fri og venlig Fod med Dronningen, som er 👤Christi Evangelium, da maa det være hos os. Dette Indtryk har Kirkens og 📌Danmarks Historie giort paa mig fra Begyndelsen, og hvor æventyrlig min Forestilling end længe var om det fri og venlige, ►fredegode Forhold mellem Dansk og Christeligt, saa var dog den fri Vexelvirkning mit Ønske og mit Haab.

✂ Efterat det imidlertid er gaaet op for mig, at Christendommen, for at løse sin menneskelige Opgave, trænger ligesaa meget til Mennesket, som Mennesket til Christendommen, saa bliver det mig 82daglig klarere, at 👤Christi Evangelium kun paa een af to Maader kan paany indtræde i fri Vexelvirkning med Folket, enten ved at vinde Friheden indeni Folke-Kirken, eller ved at søge Friheden derudenfor, og jeg har nylig ►udviklet, at skiøndt Friheden udenfor kan tænkes langt fuldere, saa vilde dog den mere indskrænkede Frihed indenfor baade være langt sikkrere og den fri Vexelvirkning med Folket langt gavnligere paa begge Sider, og nu tager jeg ikke i Betænkning at sige reent ud, at denne fri Vexelvirkning kun kan være fredelig og gavnlig paa begge Sider, naar enten Friheden vindes inden i den Kirke, “som Staten understøtter” eller denne Kirke aldeles ophæves, og at selv i sidste Tilfælde turde jeg hverken spaae Dronningen fra Østen det gode Herberg og den rigelige Næring, som hun trænger til for at vise sig i hele sin Skiønhed og Elskværdighed, eller spaae 📌Danmarks Folk og Rige den Guds Velsignelse, hvormed Dronningens Herberg og Næring i Ørken kongelig betales af Ham, der end ikke tager ►et Bæger koldt Vand til en af sine ringeste Tjenere ►uforskyldt►.

✂ Saalænge vi nemlig, hvad længe har været vor Skade, kun tænker alvorlig paa, hvad Christendommen er i sit eget rene Begreb og i en fuldkommen Menigheds, da finder vi naturligviis, at ingen af dem trænger til Verden, og at, skjøndt Verden trænger høit til dem, er der dog ikke paa Fred at tænke, men kun paa aaben Feide, til den afgiørende Seier er vundet og Verden ►ligger paa sine Gierninger, men jo mere vi, uden at glemme ►enten Herren og Aanden eller Fuldkommenheden, 83dog hæfte et indtrængende Blik paa Menigheden og det virkelige Christenliv, som i Bekiendelsen, Forkyndelsen og Lovsangen er ført i Verden, og da overveier, hvorledes Menigheden, som den nu er, kan levende opfatte sit Kald og med levende Fremskridt nærme sig den Fuldkommenhed, hvorfra den endnu er langt tilbage, men hvortil der dog virkelig maa naaes, før ►“alt er beredt” til Guds Søns Bryllup, saa Sandheds-Aanden kan ►forklare eller klarlig herliggiøre Ham paa Jorden, da faaer vi et ganske andet Syn for den ufuldkomne og ufuldvoxne Menigheds Forhold til Verdens-Folkene og deres Gudsdyrkelser, saa at ogsaa med dem skal Menigheden, saavidt det staaer til den, holde Fred, og, ►som Hedning-Apostelen, stræbe at være alt for Alle, for at vinde Nogle. Hermed stemmer det da ogsaa klarlig overeens, at hverken adskilles Menigheden ved sin Daabs-Pagt fiendlig fra noget Menneske eller noget Folk, eller fra nogen menneskelig eller folkelig Indretning i hele Verden, men kun fra Fanden med alt hvad der aabenlyst hører ham til, ikke heller finder vi i ►Apostel-Skriften mindste Spor til, at Herren vilde have sin Menighed skarpt og fiendlig adskilt fra den Folkekirke, i hvis Midte den fødtes; thi han forudsætter ⓘ tvertimod, at Menigheden forblev i Synagogen indtil den, eller dog dens ►“Vise og Skriftkloge” ►hudstrøges deri og udelukdes deraf►. Det Samme giælder da ogsaa om den Danske Folke-Kirke, naar den fik ligesaa fri en Indretning, som den Jødiske Synagoge havde i Herrens og Apostlernes Dage, som vil være Tilfældet, naar ►Apostel-Skriften 84med fri Fortolkning er den eneste Kirkelov, og da vilde den Christne Menigheds Stilling ogsaa igrunden være friere derinde end derudenfor.

✂ Saameget om Freden, og vi veed, at da det var ude med Synagogen, da var det ogsaa omtrent forbi med Apostlernes folkelige Indflydelse, saa den Ebraiske Menighed havde i Hjemmet kun Martyr-Døden ivente.

✂ Vende vi os nu til Friheden, da har Vorherre ►vistnok saa godt som mueligt sørget for den, ved at give os den sande Friheds-Aand til Læremester, og give os Menigheds-Troen og Bekiendel sen til Sandheds-Aandens Prøvesteen, saa at naar man var fuldkommen christelig paa begge Sider, da vilde alt være i sin Orden, men saa var ogsaa Herrens Manddoms-Alder, i Eenheden af Guds Søns Tro og Erkiendelse, opnaaet og Lærerne var da igrunden overflødige. Nu derimod, da vi er saa langt fra Fuldkommenheden, at vi nys har opdaget Herrens Ind retning, og ►tvistes endnu om dens Rigtighed, nu kan vi slet ikke tænke os en fritstaaende Menighed, som legemlig havde sine Lærere ganske i sin Magt, og en fritstaaende ►Lærestand, som aandelig havde Menigheden i sin Magt, uden at de, netop fordi Ingen af dem havde den christelige Fuldkommenhed, vilde kræve den af hinanden, saa den ikke apostoliske Menighed vilde kræve en ►Lærestand, der baade levede, ►lærde og leed aldeles apostolisk, og den ikke apostoliske ►Lærestand vilde kræve en apostolisk Menighed, der holdt ligesaa fast ved deres, som ved Herrens egen ►Lærdom, og saaledes 85vilde ►Lærdommen snart blive stillestaaende og Menigheds-Troen blive ►lænkebunden dertil, saa Friheden forsvandt og Livskraften fortæredes ligesaavel der, som i Stats-Kirkerne.

✂ Derfor troer jeg, Vorherre vil skaffe os en fri Folke-Kirke, hvori baade Herrens og Landets Folk, baade Menigheds-Troen og Skrift-Klogskaben, og alt hvad der har nogen aandelig og ►hjertelig Ret, kan komme til sin Ret, og hvor ogsaa Urettens Hemmelighed kan aabenbares som den maa, førend “►👤Christus og ►Belial►” klarlig kan skilles ad i modsatte Leire til ►Ragnaroks-Kampen, som ogsaa er forudsagt og skal krones med Sandhedens soleklare Seier. At en saadan fri Folke-Kirke ganske rigtig aldrig har været til, siden de Christne ►bansattes og udelukdes af Synagogen, det behøver man ikke at fortælle mig, og at den vil være et mageløst Underværk, som selv de fleste Discipler ei vil troe Mueligheden af, før de seer det, det har jeg længe tænkt; men derfor er det dog ikke mindre rimeligt i mine Øine, at Herren i alle Maader vil have sin Menighed til at være i denne Verden, ligesom han var, og at den store ►Pindsefest for Menigheden maa komme i sin Fylde igrunden under samme Forhold, som den kom for Apostlerne.

✂ Seer vi endelig paa ►Danmarks Riges Grundlov, da kan vi finde, at den Menigheds-Frihed, som Talen er om, svarer ganske til den Frihed under Statens Tilsyn, som er tilsagt Commu nerne, saa den maa findes aldeles i sin Orden, naar man indseer, at Menigheds-Forholdet er, i aandelig og ►hjertelig Forstand, aldeles ►communalt og maa 86ordnes med Frihed, ►naar det skal være gavnligt og glædeligt, men kan, som et Troes- og Tillids-Forhold umuelig ordnes sogneviis.