Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra De syv Sakramenter

Det er nemlig i Henseende til “Confirmationen”, som til saameget Andet, langtfra, at Papisterne, som de protestantiske Theologer har forudsat, enten har forsmaaet Skrift-Beviser eller været uvidende om Skriftens Indhold, og det er da Ap. Ggs. 8 de beraaber dem paa for Confirmationens Apostoliskhed og for Bispernes Eneret til at meddele den, og det er sikkert nok, at der findes Efterretning om Apostlerne 👤Petrus og 👤Johannes, som drog ned til 📌Samaria, hvor Prædikanten (Diakonen) 👤Philippus havde døbt Mange “til den Herres 👤Jesu Christi Navn”, uden at de havde faaet den Hellig-Aand, som de nu først fik, da Apost lerne med 300Haands-Paalæggelse havde bedt over dem; og det er sikkert nok, at denne Efterretning peger paa en apostolisk Skik, der ogsaa synes underforstaaet ved “den anden Naadegave” (2 Cor. 1.) og ved Udtrykket “bekræfte eller bestyrke(episterizein) som oftere bruges om Apostelen 👤Pauli andet Besøg hos de Menigheder, han havde grundet. At nu de latinske Christne kaldte denne apostoliske Skik paa deres Tungemaal “Confirmation”, derimod kan intet være at indvende, men naar Papisterne paastaaer, baade at den apostoliske Confirmation har været ligesom deres, og at deres Biskopper har baade Fuldmagt og Eneret til at meddele den apostoliske Confirmation, da bli ver de, som sædvanlig, Beviset for begge Dele skyldige og paadrager sig derved en kirkehistorisk Giæld, de umuelig kan betale.