Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra De syv Sakramenter

De saakaldte syv Sakramenter hører vistnok til Papisteriet, som vi helst skal være udenfor, men da dog Papisterne haardnakket paastaaer, at de hører alle Syv til den christelige Børne-Lærdom, og da de regner baade den hellige Daab og den hellige Nadver til deres syv Sakramenter, hvoraf de siger, vi har tyvstjaalet de To; saa skulde vistnok hele Menigheden være velbekjendt med Sagens sande Sammenhæng, og det saameget mere, som man, blandt andet, ved Trætterne om “Ordinationen”, om “Brude-Vielsen” og om “Skriftemaalet” tydelig har seet, at den papistiske Surdei er endnu langtfra at være ret udrenset, saa vi kan holde Paaske med “usyret Brød”. Saaledes gaaer det altid med den “officielle” eller den saakaldte lovfaste og “pligtmæssige”, med allehaande kjødelige og verdslige Vaaben kraftig beskyttede, Christendom, hvorved der altid langt mindre spørges om, hvad der beviislig er sand Christendom, hvad Trang Mennesket har til den, og hvad Gavn Menneske-Livet kan have af den, end om hvad Paven og hans Præster, eller hvad den verdslige Øvrighed og dens geistlige Embedsmænd, eller hvad Skolemesterne, som creerede Doctere i Theologien, vil have, skal hedde den eneste sande Christendom, saa at hvem der vover at bruge Mund eller hvæsse Pen derimod, det være sig paa hvad Grund eller med hvad Beviisligheder, det vil, de skal enten brændes eller 290smides i Hullet, eller landsforvises, eller i det allermindste gaae med Mundkurv og staae under stræng Censur alle deres Dage. Under saadanne Omstændigheder bliver det da en sat Ret hos Papisterne, at der er syv Sakramenter, og hos Protestanterne, at der er kun to Sakramenter, og, for en Feils Skyld, hos de Høikirkelige, at det er kun “Nadveren,” der skal kaldes et Sakrament, saa de er slemme Kiættere, som siger, der er enten flere eller færre. I saadanne Kirke-Stater og Stats-Kirker nytter, som man veed, ingen Snak om “bedre Oplysning”, og hvem der ikke vil prøve Kiætter-Lykken, bryder sig da heller ikke om andre Kirke-Lys end dem, de saakaldte Kirke-Eiere, paa Kirke-Tiendens Bekostning, lader tænde eller slukke, som det kan træffe sig, eller som de nærmest Vedkommende behager.