►De syv Sakramenter.
✂ (N. F. S. Grundtvig).
✂ De saakaldte syv Sakramenter hører ►vistnok til ►Papisteriet, som vi helst skal være udenfor, men da dog Papisterne haardnakket paastaaer, at de hører alle Syv til den christelige Børne-Lærdom, og da de regner baade den hellige Daab og den hellige Nadver til deres syv Sakramenter, hvoraf de siger, vi har tyvstjaalet de To; saa skulde ►vistnok hele Menigheden være velbekjendt med Sagens sande Sammenhæng, og det saameget mere, som man, blandt andet, ved Trætterne om “Ordinationen”, om “Brude-Vielsen” og om “Skriftemaalet” tydelig har seet, at ►den papistiske Surdei er endnu langtfra at være ret udrenset, saa vi kan holde Paaske med “usyret Brød”. Saaledes gaaer det altid med den “officielle” eller 66 (VU) den saakaldte “►lovfaste” og “pligtmæssige”, med allehaande ►kjødelige og verdslige Vaaben kraftig beskyttede, Christendom, hvorved der altid langt mindre spørges om, hvad der beviislig er sand Christendom, hvad Trang Mennesket har til den, og hvad Gavn Menneske-Livet kan have af den, end om hvad Paven og hans Præster, eller hvad den verdslige Øvrighed og dens geistlige Embedsmænd, eller hvad ►Skolemesterne, som ►creerede ►Doctere i Theologien, vil have, skal ►hedde den eneste sande Christendom, saa at hvem der vover at bruge Mund eller hvæsse Pen derimod, det ►være sig paa hvad Grund eller med hvad Beviisligheder, det vil, de skal enten brændes eller 290smides i Hullet, eller landsforvises, eller i det allermindste gaae med Mundkurv og staae under stræng Censur alle deres Dage. Under saadanne Omstændigheder bliver det da en ►sat Ret hos Papisterne, at der er syv Sakramenter, og hos Protestanterne, at der er kun to Sakramenter, og, ►for en Feils Skyld, hos de Høikirkelige, at det er kun “Nadveren,” der skal kaldes et Sakrament, saa de er slemme Kiættere, som siger, der er enten flere eller færre. 395 (US) I saadanne Kirke-Stater og Stats-Kirker nytter, som man veed, ingen Snak om “bedre Oplysning”, og hvem der ikke vil prøve Kiætter-Lykken, bryder sig da heller ikke om andre Kirke-Lys end dem, de saakaldte Kirke-Eiere, paa ►Kirke-Tiendens Bekostning, lader tænde eller slukke, som det kan træffe sig, eller som de nærmest Vedkommende behager.
✂ Ved en sær Undtagelse har vi imidlertid i det lille 📌Danmark, selv midt i det statskirkelige Virvar, faaet Lov til at tænde hver sit Lys og see ved det, og nu, da vor strængt lutherske Stats-Kirke har ladt sig forvandle til en fri evangelisk-luthersk Folke-Kirke, da maa det jo være vor Embeds-Pligt at ►lade vort Lys skinne saa vidt og saa klart som mueligt for alle dem, som er i Landet, og da den 📌Catholske Kirke i 📌Bredgaden nu ogsaa lader sit Lys skinne paa sin deilig ►brede Vei til Himmerig, saa vil det være dobbelt nødvendigt med Christendommens eget Lys lidt grundigere at oplyse den mest tillokkende af alle ►brede Veies Beskaffenhed.
✂ Uagtet nu Somme vil sige, at jeg er snarere en Papist end en Lutheraner, saa er jeg dog vis paa, at enhver Pave meget vilde frabede sig saa291danne Papister, og at derimod 👤Morten Luther slet intet har imod saadanne Efterfølgere, som jeg er, ligesom jeg da ogsaa her, lige for Pavens Næse, gaaer ud fra den strængt Lutherske 67 (VU) Grundsætning for al christelig Oplysning, at den Helligaand er ►👤Christi eneste Statholder► paa Jorden, og at denne ►👤Christi Statholder►, som den guddommelige Livs-Kraft, kun er virksom giennem “Ordet og Troen”, Guds-Ordet nemlig og Menneske-Troen, saa disse maae begge være i levende og kiærlig Virksomhed overalt, hvor der kan være christelig Tale om Noget, der enten skal kunne skabe eller ►opholde, udvikle eller pryde et christeligt Menneske-Liv.
✂ Efter denne evangelisk-lutherske Grundsætning for christelig Oplysning, som jeg kalder urokkelig, og hvormed alt ►Papisteri er ikke blot uforeneligt, men uforligeligt, har jeg ►alt i mange Aar sagt mine ►Læsebørn saa god Besked, som jeg vidste, om de syv Sakramenter, men deels er jeg ogsaa i dette Stykke alle christelige ►Læsebørns Skyldner, og deels har den Besked, jeg før har vidst at give, havt sine store Mangler, hvorpaa jeg nu skal stræbe at raade Bod.
✂ Fra dette evangelisk-lutherske Stade maae vi nemlig først og fremmerst spørge om, hvad Ordet “Sakrament” betyder i christelig Forstand, thi, veed man ikke det, da er det jo latterligt at trættes om, ►enten der er to eller syv eller fjorten christelige Sa 396 (US) kramenter, og naar vi nu opdager, at Ordet “Sakrament” ikke blot er vildfremmed hos os, men at Latinerne, i hvis Sprog det har hjemme, ligesaalidt, som vi, veed, hvilken christelig Tanke dette 292selvgjorte ►Skolemester-Ord kan udtrykke, da er det soleklart, at al Strid om de christelige Sakramenters Antal er ført i Mørke og kan ikke fortsættes et Øieblik længer end til det bliver lyst.
✂ Vi siger altsaa kort og godt: om Sakramenternes Antal vil vi ikke trættes med Nogen, da der hverken findes noget tilsvarende Ord af Herrens Mund ved hans egne Indstiftelser, ikke heller i ►Apostel-Skriften, saa Ordet “Sakrament” kan slet ikke bruges til at oplyse, men ypperlig til at formørke 👤Christi Evangelium. Lad os derfor heller høre, hvad det er, som Papisterne, under Navn af “Sakramenter”, vil have ►indsluttet i det samme Hoved-Begreb som ►den hellige Daab og den hellige Nadver, der er indstiftede af Vorherre selv, mens han var ►øiensynlig tilstæde, og som har det mageløse Vidnesbyrd af Aanden og Menigheden, at Daaben er Gienfødelsens og Fornyelsens Bad i den Helligaand, og Nadveren er ►👤Christi Legems og Blods Samfund og Fællesskab►!
✂ ►Saa hører vi da af 👤Peter Lombard, den berømte ►Skolemester 68 (VU) og Biskop af 📌Paris, i det Tolvte Aarhundrede, og hører det af alle Papister efter ham, at de syv saakaldte Sakramenter skal være: Daaben, Bekræftelsen (Confirmationen), Nadveren, Skriftemaalet (Pønitensen), den sidste Olie, Præste-Vielsen (Ordinationen) og Brude-Vielsen.
✂ Men naar nu den papistiske ►Skolemester med det Samme vil fortælle os, at disse syv Dele kalder han Sakramenter, fordi han, og selv den hellige 👤Augustin, har ►betænkt, at der ved Ordet “Sakra293ment” kan og skal menes et “helligt Tegn” og en “►betegnet Helligdom”, da skal vi meget betakke os for at følge med ham paa denne ►Peer Gantes Gienvei, da det slet ikke ►ligger os Magt paa at vide, hvordan han er kommet til sin uforsvarlige Skrivemaade, eller hvordan han kan besmykke den, men det ►ligger os Magt paa, at han, og Papisterne med ham, har ►smidt Kornet (som er Guds Ord) i en Hob Avner (som er Menneske-Bud), til der at blive overseet, glemt og, om muligt, blive reent borte. Vi skulde derfor ikke engang have berørt hans ►Skolemester-Stil om det hellige Tegn og den hellige Ting, der skal udgiøre Sakramentet, dersom ikke de protestantiske Theologer ligesaavel som de papistiske havde ►pløiet med hans Kalv, saa derom dreier sig blandt andet hele den lærde Trætte mellem 397 (US) Lutheraner og Calvinister baade om Daaben og Nadveren, og da især om den Sidste.
✂ Idet vi hermed lade al den papistiske Sakrament-Snak fare, skiller vi da strax, med Sandhedens Aand og 👤Morten Luther, Daaben og Nadveren fra det paatvungne, dem aldeles uværdige Selskab, da de fra Begyndelsen har staaet og skal til Enden staae mageløse i Guds Huus, baade som de eneste kiendelige Indstiftelser af Vorherre 👤Jesus Christus selv, og som de eneste Livs-Fornødenheder for det Folk, som skabes af Aanden ved “Ordet og Troen” til at ►love Herren, da det er i ►Daaben efter Herrens Indstiftelse de Troende fødes til Guds-Børn i og med Herren, og ved ►Nadveren, efter samme Indstiftelse, at de Troende 294og Døbte opelskes, under guddommelig Væxt i og med Herren, til de fuldvoxne kan staae Maal med ham.
✂ At der nemlig i Daaben og Nadveren baade er noget Synligt og noget Usynligt, det er ikke deres Kiendemærke, saa de skulde kunne slaaes sammen med alt hvad der deels er synligt og deels usynligt, eller deels et synligt Tegn og deels en usyn 69 (VU) lig kun ►betegnet Ting, men Herrens Indstiftelser til det faldne Menneskes ►Opreisning maatte kun have baade synlige og usynlige Bestanddele, for at omfatte hele Mennesket, der jo er en Forening af det Synlige med det Usynlige, og de synlige Ting i Daaben og Nadveren er derfor ikke Tegn paa det Usynlige i dem, men hører ligesaa virkelig til Tingen, til det guddommelige Læge-Middel i sin Heelhed, som Legemet hører til Menneskeligheden. Om vi kan eller ikke kan giætte, hvorfor Vorherre med sit Ord i Daaben har optaget Vand og i Nadveren Brød og Viin til sin Aands Brug, det er her ligesaalidt Spørgsmaalet, som om vi kan giætte Grunden til, at vort eget Menneske-Legeme, for at oplives af Guds Aande, netop maatte have de Bestand-Dele, det har, men da Herren, blandt alle synlige Ting, som stod til hans Raadighed, har til sin Daab valgt det mageløse legemlige Rense-Middel, som Vandet er, og til sin Nadver det fineste legemlige Nærings-Middel for Menneske-Livet, som Hvedebrødet og Vinen er, saa seer vi let, at de synlige Ting ved Herrens Indstiftelser paa een Gang er Billeder af de Aands-Kræfter, som giennemvirker 295dem, og Spirer til den ny, rene og klare Legemlighed, som Herren vil skiænke alle Sine, for ogsaa legemlig at ►være herlig i sine Helgene og beundringsværdig i alle sine Troende. Da nu ogsaa “Vandet” baade efter ►Skabelse-Bogen, og efter den Verdens-Kløgt, der kun nødig giver ►enten Skaberen eller ►Skabelse-Bogen Ret, er hele Legems-Udviklin 398 (US) gens dunkle Moderskiød, hvorover Guds Aand under al Skabelse svæver; saa fristes de Christne ligesaalidt til papistisk at læse over Daabs-Vandet for at indvie det med Daabs-Ordets Kraft, som til papistisk at ►forgiøre Nadver-Brødet og Vinen til hvad paa Jorden kun ►Guds-Ordet, som blev Kiød, kan og vil være.
✂ Har vi nu seet, at ►Daaben efter Herrens Indstiftelse, som et sandt Gienfødelsens og Fornyelsens Bad i den Hellig-Aand, baade for Sjæl og Legeme, svarer til hele vor saakaldte naturlige, ►det er: ►kjødelige og verdslige Fødsel, baade forsaavidt vi ved den kommer ►øiensynlig til Verden, og forsaavidt vi usynlig, men ogsaa ►kiødelig og verdslig, kommer for Lyset, kommer til os selv og bliver os bevidste i denne Verden; og at ►Nadveren efter Herrens Indstiftelse, som ►hans Legems og Blods Fællesskab, baade for Sjæl og Legeme, svarer til hele vor saakaldte naturlige, ►det 70 (VU) er►: ►kiødelige og verdslige Livs-Næring, baade forsaavidt som vi ►øiensynlig ►æder og drikker, og forsaavidt som vor Sjæl usynlig, men ogsaa ►kjødelig og verdslig, fødes og næres til, i Begiærlighed, Ord og Tanker, at omfatte og, saavidt muligt, tilegne os hele denne Verden og dens Herlighed; see, da fristes vi ikke til 296papistisk at ►sammenjaske Daaben og Nadveren med noget Tredie, end sige da med Alt hvad man tænker, maa smage alle Christne godt, eller hvad der kan give selv ►Tyrker og Hedninger et vist christeligt Skin, som den selvgjorte ►👤Christi Statholder► siger, han skal nok faae Vorherre til at nøies med.
✂ Snarere kan man ►vistnok, af Ærgrelse over ►Papisteriet, fristes til at smide alt det saakaldte Christelige, ►saanær som Aanden, Ordet og Troen, overbord, og det har Calvinisterne prøvet paa, men det skal netop være os et advarende Exempel, thi derved tog de Livet baade af Daaben og Nadveren, saa Kvækerne fandt hos dem kun Skygger af Herrens Indstiftelser at vrage.
✂ 👤Morten Luther, som ærlig stræbde at sætte Daaben og Nadveren i deres rette, levende og guddommelige Lys, han stræbde da ogsaa at betragte baade hvad han beholdt og hvad han forkastede i samme Lys, og skiøndt han, for sin Part, ei lagde synderlig Vægt paa nogen af de selvgjorte Kirkeskikke, saa lod han det dog være et aabent Spørgsmaal, hvormange af de gamle Kirke-Skikke, man, naar det papistiske Sakrament-Svøb var revet af dem, kunde finde opbyggelige og bibelsk forsvarlige.
✂ 399 (US) Hvad nu os Danskere angaaer, da bekiendte jo vore Skriftkloge sig ogsaa i dette Stykke til de Lutherske Grundsætninger, men de fandt sig dog meget tamt i, at ligesom Daaben blev en Borgerpligt for alle de Fødte og Altergangen for alle gyldige Vidner, ogsaa Skriftemaalet blev en Borgerpligt for alle dem, der vilde gaae til Alters, Brude-Vielsen en Borgerpligt for alle dem, der vilde giftes, 297Ordinationen en Borgerpligt for alle dem, der vilde være Præster, og saa tilsidst Confirmationen en Borgerpligt for alle dem, der ikke vilde sættes i Tugthuset, saa deraf skulde Menig-Mand ikke lære, at der var nogen væsenlig Forskiel mellem Vorherres egne Indstiftelser og de andre Kirkeskikke, som enten Paven eller 👤Luther eller 👤Christian den Sjette havde indført.
✂ Saaledes staaer eller rettere ligger det da endnu hos os, og det er neppe for at sætte christelig Skik paa dette Virvar, at man raa 71 (VU) ber saa stærkt paa en “Kirke-Forfatning”, men desmere Flid maae vi gjøre os for at oplyse den saakaldte “Kirke”, og derved blandt andet oplyse, at vil man lægge kirkelig Vægt paa andet end Evangeliets Forkyndelse, Daaben og Nadveren, som baade for at være ægte og for at være frugtbare, maae være frie, da er det antiluthersk, og ei engang godt, men slet papistisk, fordi de Kirkeskikke, man da gjør Væsen ad, er ingenlunde de gamle, som man kunde indbilde sig, var apostoliske, men er vitterlig selvgjorte, saa det er umueligt, at ►enten Vorherre eller Apostlerne kan have lagt nogen Vægt paa dem eller lagt nogen Velsignelse til dem.
✂ Confirmationen (Bekræftelsen) hos Papisterne er nemlig en ældgammel Kirkeskik, som bestaaer deri, at Biskoppen, som ene skal have Kald til at forrette den, med Haands-Paalæggelse korser og salver Panden i Treenighedens Navn, og det skeer ikke, som en ►Saligheds-Sag, med alle de Døbte, men kun med dem, som forlanger det, og da især med dem, der tænker paa at blive Præster, 298da Confirmationen altid skal gaae forud for Ordinationen, og fremtræder altsaa ikke som en christelig Livs-Nødvendighed, men kun som en aandelig Bekræftelse og Bestyrkelse for dem, der vil indvies til Evangeliets Forkyndelse, Troens Forsvar og Menighedens Tjeneste.
✂ Hvorvidt nu 👤Morten Luther gjorde vel i at aflægge denne oldchristelige Kirkeskik, det er ►vistnok et Spørgsmaal, men at det blot er skedt, fordi 👤Luther med Rette skyede den ►haandgribelige Salvelse ved Konfirmationen, saavelsom ved Daaben, og 400 (US) fordi Confirmationen var ►nagelfast til Bispestolen, som han næsten var nødt til at opgive, det slutter jeg deraf, at 👤Luther ikke blot beholdt Korsets Tegn ved Daaben, men at vi, ►sagtens med hans Bifald, slaaer ved Daaben Kors baade for Aasyn og Bryst, da derimod hos Papisterne kun Korset for Brystet hører til Daaben og Korset for Panden udelukkende til Confirmationen. Da nu denne ►Udstykning ►vistnok, som ►alt hvad der vil adskille hvad Gud som “Hoved og Hjerte” hos Mennesket har sammenføiet, er en ►papistisk Surdei, saa kan vi godt forsvare baade vor ►Korsbetegnelse ved Daaben, og give Grund for, at vi kalder de Hjemmedøbtes offenlige Fremstilling for Menigheden ►Daabs-Confirmation, men derimod kan vi aldrig forsvare senere under Navn af “Confirmation” at have 72 (VU) indført en selvgjort Kirkeskik, der paa den ene Side skal være ►udelukkende Betingelse for Altergangen, og paa den anden Side selv være betinget af en vis Færdighed i Læsning, Skrivning og Regning og Besiddelsen af en gyldig ►Koppe-Attest. 299Dette er nemlig et verdsligt ►Papisteri, der ikke blot er ligesaa latterligt og uforsvarligt som noget af det Geistlige, men er, christelig talt, aldeles utaaleligt, da det slaaer en aldeles hedensk Bom for ►Herrens Bord, og kræver ovenikiøbet Bompenge, som de “Troende og Døbte” maaskee slet ikke kan ►udrede.
✂ Hvis vi derimod, under hvilketsomhelst Navn, blot gjorde det til en ufravigelig Skik, at alle de, der var døbte saa spæde, at de ved Daabs-Pagtens Oprettelse ei selv kunde svare for sig, de skulde, før de ►stædtes til ►Herrens Bord, offenlig vedkiende sig og bekræfte deres Daabs-Pagt, og derpaa med Haands-Paalæggelse forsikkres om deres Daabs aandelige og christelige Gyldighed, da vilde jeg forsvare det som en nødvendig Følge af Barne-Daaben, og tør troe, det langt mere end den papistiske Confirmation lignede den apostoliske Skik, som Papisterne beraabe ►dem paa.
✂ Det er nemlig i Henseende til “Confirmationen”, som til saameget Andet, langtfra, at Papisterne, som de protestantiske Theologer har forudsat, enten har forsmaaet ►Skrift-Beviser eller været uvidende om ►Skriftens Indhold, og det er da ►Ap. Ggs. 8 de beraaber ►dem paa for Confirmationens ►Apostoliskhed og for Bispernes Eneret til at ►meddele den, og det er sikkert nok, at der findes ►Efterretning om Apostlerne 👤Petrus og 👤Johannes, som drog ned til 📌Samaria, hvor Prædikanten (Diakonen) 👤Philippus havde døbt Mange “til den Herres 👤Jesu Christi Navn”, uden at de havde faaet den Hellig-Aand, som de nu først fik, da Apost 401 (US) lerne med 300Haands-Paalæggelse havde bedt over dem;► og det er sikkert nok, at denne Efterretning peger paa en apostolisk Skik, der ogsaa synes underforstaaet ved “►den anden Naadegave” (2 Cor. 1.) og ved Udtrykket “►bekræfte eller bestyrke” (►episterizein) som oftere bruges om Apostelen 👤Pauli andet Besøg hos de Menigheder, han havde ►grundet. At nu de latinske Christne kaldte denne apostoliske Skik paa deres Tungemaal “Confirmation”, derimod kan intet være at indvende, men naar Papisterne paastaaer, baade at den apostoliske Confirmation har været ligesom deres, og at deres Biskopper har baade Fuldmagt og Eneret til at ►meddele den apostoliske Confirmation, da bli 73 (VU) ver de, som sædvanlig, Beviset for begge Dele skyldige og paadrager sig derved en kirkehistorisk Giæld, de umuelig kan betale.
✂ Dette er nemlig Papisternes Grund-Vildfarelse og Kilden til alt ►Papisteri, at Paven i 📌Rom, ikke blot uden alt Beviis, men trods den klareste Giendrivelse, udgiver sig for “►Apostoliker”, og dermed for Apostlernes Hoved-Arving og ►👤Christi Statholder► og andet Jeg, om hvem det i allerstrængeste Forstand skulde giælde, hvad Herren, efter Skrifterne, har sagt til sine Apostler, saasom dette: ►hvem der hører eder, hører mig, hvem der foragter eder, foragter mig, og ►hvadsomhelst I løser og binder paa Jorden, skal være løst og bundet i Himmelen. Hvad nemlig Paven ved dette saakaldte ►Skrift-Beviis ikke har taget sig i Agt for, men hvad de protestantiske Theologer ved deres saakaldte ►Skrift-Beviser i Præstesagen ligesaalidt har taget sig i Agt for, det er ikke blot det Ubeviislige i 301den Paastand, at enten Paven eller nogen saakaldt 👤Christi Embedsmand efter Apostlerne har “apostolisk Fuldmagt”, men det er tillige det Latterlige i at tillægge sig en “apostolisk Fuldmagt”, som man ►aabenbar ikke kan ►svare til, altsaa beviislig ikke heller kan have.
✂ Vorherre 👤Jesus Christus sagde nemlig, efter Skrifterne, ligesaa vist til sine Apostler: ►det er ikke eder, som tale, men min Faders Aand, som taler igiennem eder, som han sagde: ►hvem der hører eder, hører mig, saa det Ene maa saameget mindre fattes det Andet, som den aandelige Beskaffenhed af den apostoliske Tale ►aabenbar maa være Grunden til det apostoliske Ords Eenhed med Herrens Ord og tilsvarende Myndighed. Dette, som de protestantiske Theologer aldeles har overseet, har vel Paven halvveis taget Hensyn ►paa ved at erklære sit apostoliske Ord for ufeilbart, men deels er den Paastand latterlig, naar man ikke kan holde Tungen saa lige i Munden og Pennen saa godt i Ave, at man hverken taler eller skriver eet Ord om Guds Rige, der 402 (US) er uforeneligt med Herrens Ord, og deels vilde ikke engang det forslaae, naar ikke den saakaldte ►Apostolikers Ord i Herrens Navn ►aabenbar havde samme Kraft og Virkning, som Herrens egne og hans Apostlers Ord i hans Navn. Hvad enten man derfor kalder sig ►Apostoliker, 👤Petri Efterfølger og ►👤Christi Statholder►, eller man kalder sig bibelsk Christolog og Theolog med “apostolisk Fuld 74 (VU) magt”, saa har man dog kun Skam af det, naar man ikke virkelig kan tale med Apostlernes Tunger og giøre Apostlernes Gierninger, 302thi uden det giør man sig kun til Latter ved at ville ►meddele Andre en apostolisk ►Afløsning, Confirmation eller Ordination, som man ►aabenbar fattes Fuldmagten til, da man fattes Kraften deri, og har ikke, som ved Daaben og Nadveren, et Ord af Herrens egen Mund at ►meddele og en Gierning af hans egne at pege og stole paa, men skal selv give “►Krafts og Klarheds Beviis” paa, at det er ikke et blot Menneske-Ord, man taler, men sandelig et Guds-Ord, der har sin tilsvarende Kraft hos de Troende.
✂ 👤Morten Luther havde altsaa fuldkommen Ret til at benægte alle de selvgiorte Sakramenters ►Apostoliskhed, hvad enten man vilde udgive dem for christelige Livs-Nødvendigheder, eller man kun vilde paastaae, at de udrettede det Samme under enhver Biskops, som de mueligt kunde udrette under en Apostels Haands-Paalæggelse, men vel vil det være rettest at beholde baade Daabs-Bekræftelsen og Præste-Vielsen, som opbyggelige Kirke-Skikke, der altid vil være til Velsignelse i samme Grad, som Menigheden og dens Lærere er apostoliske, da Herrens Aand altid i samme Grad vil være stærk over Menigheden og giennem “Ordet og Troen” virke derefter. Var derfor kun Menigheden hos os ►borgerlig frigivet, saa dens Frivillighed i Aanden og ►Fribaarenhed i Herren blev kiendelig, da skulde det sikkert snart vise sig, at vi har udvalgt “►den gode Deel”, ved udelukkende at vente ►Saliggiørelsen af Herrens egne Indstiftelser og kun lægge en vis ubestemt Vægt paa Confirmationen og Ordinatio303nen, saa godt eller saa maadelig, som vi under den Helligaands Paakaldelse kan forrette dem.
✂ Trøstig kan vi da smile baade ad Pavens ►Bandsættelse og ad hvad der langt mere latterlig ►løber ud paa det samme: den saakaldte ►bispelige Høikirkes medlidende Skuldertræk over os lutherske Stakler, som, fordi vi ingen uafbrudt apostolisk Bispe-Vielse har, naturligviis ogsaa skal fattes Præste-Vielse og Confirmation, og kan ikke engang ►hjemle os mindste Ret til ►Herrens egne Indstiftelser: Daaben og Nadveren, men maae, udenfor 403 (US) begge Pagterne, baade den gamle og den nye, overlades til Guds ►almindelige Barmhjertighed over alle Hedninger.
✂ Jeg skal her ikke læse den storagtige ►Bispe-Kirke med sin sorte aandelige Armod sin Text, men jeg skal oplyse, hvad jeg til min egen 75 (VU) store Forbauselse har opdaget, at den saakaldte apostoliske Bispe-Vielse i uafbrudt Følge, som ►Høikirken bryster sig med og udleder hele sin mageløse Herlighed af, det er den tommeste af alle Indbildninger, da der i den christelige Oldtid aldrig har været nogen Bispe-Vielse, følgelig endnu mindre en uafbrudt apostolisk Bispe-Vielse til. Selv 👤Peter Lombard finder sig nemlig nødt til at bekiende, at skiøndt Biskoppen ogsaa efter hans Sigende har Eneret baade til at ordinere og confirmere, saa er Bispeligheden dog ingen høiere Grad af Indvielse (►ordo), men kun en Rang og et Embede (►dignitas og ►officium), da man aldrig i Kirken har havt høiere Indvielses-Grader end Diakonernes (Prædikanternes) med Overlevering af ►Evangelie-Bogen, og ►Pres304byternes► (Præsternes) med Overlevering af ►Kalken. Dette maa dog vel være Beviis nok for, at der end ikke i ►Pavedommets Mørke har været nogen Bispe-Vielse, der enten udgav sig for apostolisk eller tilsagde Biskoppen høiere Aands-Gaver og christelig Embeds-Myndighed, saa at hvad nu enten de engelske eller andre Bisper vil have Ord for at ►meddele og skiænke hinanden ved Bispe-Vielsen, det giør de ganske paa eget Ansvar og for egen Regning, ret egenlig en Regning uden Vært. Vel har de engelske Bispers Procurator (👤Bingham) beraabt sig paa en afrikansk ►Landemods-Akt til Beviis paa, at Bispe-Vielsen var old-christelig, men her kommer til alle andre Uheld endnu det, at selv efter samme ►Landemods-Akt bestod Bispe-Vielsen kun i, at man under Haands-Paalæggelsen holdt ►Evangelie-Bogen over Bispernes Hoved, hvad ►aabenbart snarere maatte betegne Biskoppens Under-Ordning end hans Over-Ordning og kunde umuelig være ►aposteligt.
✂ Vores Præste-Vielse til at prædike Evangelium frit, som det findes, og til at forrette ►Daaben og Nadveren efter Herrens egen Indstiftelse, er da al den christelige Indvielse til “►Hyrder og Lærere”, som efter Apostlernes Dage har været i Menigheden, saa det kan kun findes tvivlsomt, om vi har gjort ret eller galt i at indvie paa een Gang baade til Prædikanter og Præster (Diakoner og ►Presbytere), thi at vi kun indvier med Haands-Paalæggelse, under den Helligaands Paakaldelse, uden nogen haandgribelig Overlevering ►enten af ►Evangelie-Bogen eller Al 76 (VU) ter-Bægeret, det er i alle Henseender et christeligt Fremskridt, 404 (US) da vi hverken maae give Me305nighedens Fællesgods i Enkeltmands-Haand, eller lægge Dølgsmaal paa, at det er ene og alene den Helligaands Naadegaver, der kan skaffe Herren og Menigheden dygtige og aandsmyndige Embedsmænd, som skrevet staaer, ►(Ap. Gj. 20), at det er den Helligaand, som sætter Hyrder over Herrens Hjord. At vi har gjort en vis Sprog-Kundskab og boglig Dannelse til Betingelse for Præste-Vielsen, kan ►vistnok ikke forsvares som en Regel uden Undtagelse, men naar det blot var det ►Ny Testamentes ►Grund-Sprog og kun boglig Dannelse paa Modersmaalet, vi lagde Vægten paa, og ophævede alt geistligt ►Laugsvæsen med Eneret til at oplyse og opbygge Herrens Frimenighed, da vilde Regelen dog være meget christelig.
✂ Kommer vi nu til Brude-Vielsen, da seer vi strax, at Papisterne sammenblander den ny Pagts Dage med den Gamles, og Ægteskabets paradisiske Indstiftelse med den saakaldte christelige Brudevielse, men da vi har gjort ligesaa, er derom kun at sige, at det skulde vi smukt lade være, og med Flid oplyse Menigheden om, at Ægteskabet er slet ingen christelig, men kun en ⓘ grundmenneskelig og ►borgerlig Indretning, som ikke har andet Løfte paa christelig Velsignelse end Alt hvad troende Christne gjør i Vorherres 👤Jesu Christi Navn.
✂ Derimod skal vi lægge vel Mærke til, at selv Papisterne ved deres Brude-Vielse slet ikke, som vi, ►giør noget Samvittigheds-Spørgsmaal, men spørger kun, om Vedkommende vil indgaae lovligt 306Ægteskab efter Kirkens Skik; thi saaledes bør det være.
✂ Hvad der hos Papisterne skal giøre Brude-Vielsen til et Sakrament, er for Resten ene og alene Trolovelses-Ringen, som Præsten lyser Velsignelse over og bestænker med Vievand, og, paa Vievandet nær, er herved intet synderligt at laste, naar man kun ikke tilskrev Høitideligheden selv nogen aandelig Kraft, thi Trolovelses-Ringen er jo det smukkeste Tegn paa Troskaben, og den ubrødelige Troskab mellem christelige Ægtefæller skulde unægtelig være Beviset paa, at de Christne har en egen Velsignelse i alle deres menneskelige Forhold.
✂ Saalænge imidlertid Brude-Vielsen, som endnu hos os, er en Borger-Pligt for Præsterne at forrette iflæng og for alle 77 (VU) Folke-Kirkens Kunder at underkaste sig, saalænge vil den naturligviis, som hidtil, være langt mere til Skade og Forargelse end til Gavn og Opbyggelse, saa at først naar Ægteskabet i ►borgerlig Henseende bliver en reen ►borgerlig Sag, og en christelig Brude-Vielse de Christnes egen Sag, frivillig paa begge Sider, først 405 (US) da nytter det at tale om, hvordan et christeligt Ægteskab bedst kan ►indvies.
✂ Hvor langt imidlertid selv de fleste Christne hos os er fra denne christelige Oplysning i Ægteskabs-Sagen, det saae vi nys kun alt for klart, da næsten alle var enige om, at hvor aabenbar vantroe og uchristelige end Mangfoldige af Folke-Kirkens Medlemmer var, saa skulde de dog alle have en christelig Brudevielse, og jeg hørte da den mærkelige Yt307tring, ikke for Spas, men for ramme Alvor, at de stakkels christelige Smaapiger, der havde vantroe Kiærester, vilde sjelden eller aldrig faae en christelig Brudevielse, naar det ikke var en tvungen Sag. Naar man tænker paa, hvor lidt christelige Brudevielserne længe har været hos os, kan man vel ikke bare sig for at smile ad denne Trøst, og for ramme Alvor maa man jo sige, at den christelige Pige, der kan gifte sig med en aabenbar Vantro, hun skulde ikke være kræsnere ►paa Brudevielse end hun er ►paa Brudgom, men det bliver desværre lige sandt, at man endnu holder fast paa den ►papistiske Suurdei, at ►skuffe hinanden og saavidt mueligt sig selv med et christeligt ►Skin, selv hvor man veed, det er det tommeste ►Skin under Solen.
✂ Vi kommer nu til, hvad vi, om ikke godt, saa dog kort nok kalder Skriftemaalet, men hvad Papisterne kalder Kirkebod (►pænitentia), og skiøndt Skriftemaalet ikke saa klarlig hos os, som Kirkeboden hos Papisterne, har spillet Hoved-Rollen i den statskirkelige ►Saligheds-Sag, saa er der dog ogsaa hos os fra begge Sider, baade den saakaldte “Skriftefaders” og de saakaldte “►Skriftebørns” Side, lagt en Vægt paa denne Kirkeskik, der saameget mindre lader sig forsvare, som vi Smaafolk i Norden, ganske paa vores egen Haand, har gjort Skriftemaalet til en ►udelukkende Betingelse for Altergangen. Dette er saameget besynderligere, som vi ellers har hørt til 👤Luthers lydigste Discipler, og maatte dog vide, at Skriftemaalet og ►Afløsningen, betragtet som en ►Saligheds-Sag, 78 (VU) var og er Grundvolden for alt ►Pavedom og Præsteherskab og under308graver hele den christelige ►Saliggiørelses-Orden, hvad 👤Morten Luther under hele sin Kamp med Afladen og det øvrige ►Papisteri mesterlig har oplyst.
✂ Netop denne vor Urimelighed, tilligemed den Kiendsgierning, at det selvgiorte Kirkebods-Sakrament saa gruelig har kunnet fordunkle Herrens egne Indstiftelser, bør imidlertid giøre os varsomme med Bedømmelsen af Skriftemaalet og ►Afløsningen i sig selv, som en christelig Kirkeskik, uden Krav paa at være mere. Da nu ogsaa Skriftemaals-Sagen baade her og i 📌Norge 406 (US) nys for Alvor er kommet paa Bane, finder jeg det nødvendigt at behandle den særskilt, og skal derfor her kun endnu bemærke, at Synds-Forladelsen iflæng, paa Embeds-Vegne, med eller uden Synds-Bekiendelse, er Hoved-Hjørnestenen i alle de Stats-Kirker, som vil give Millioner et christeligt ►Skin og ►Skinnet Krav paa Virkelighed.
✂ Som det syvende og sidste af Papisternes Sakramenter skal jeg kun berøre “den sidste Olie”, der naturligviis er indviet med Bispe-Læsning, og hvormed man salver de Døendes Øine, Øren, Næse, Mund og Hænder, stundom ogsaa Fødderne (og hos Mandfolk Lænderne), under den stadige Mumlen: “►Gud ⓘ forlade► dig ved den hellige Salvelse alt hvad du har syndet med Synet, Hørelsen, Lugten, Smagen og Følelsen o. s. v.” At nu Protestanterne aldeles har aflagt denne gamle Kirkeskik, lader sig ►vist nok christelig meget godt forsvare, men bibelsk paa ingen Maade, naar man, som alle de protestantiske Stats-Kirker, trods 👤Luthers Raad, trods 309Kirkehistoriens Vidnesbyrd, og trods al sund Forstand, tager det ►aabenbar uægte ►Jakobs-Brev for gode Varer, thi det er unægteligt, at den papistiske ►sidste Olie, som Hjelp baade til Helbred og Synds-Forladelse, baade omtales og anbefales i Jakobs-Brevet.
✂ For Resten har denne Salvelse, som vi ikke kan nægte er ældgammel i Christenheden, ventelig havt sit Udspring af Balsameringen hos Jøderne, som selv Vorherre var saa langt fra at foragte, ►at han paa det kiærligste takkede for den, og i sin christelige Skikkelse har den “sidste Olie” derfor ►vist været ligesaa opbyggelig, som den i sin papistiske Skikkelse er forargelig.
✂ Naar nu vi har sat Jords-Paakastelsen istedenfor Salvelsen, ligesom Lig-Prækenen for Sjæle-Messen, da kan det vel synes uskyldigt nok, men Lig-Prækenen har dog tit været ufor 79 (VU) svarligere end Sjæle-Messen, og naar Begravelsen i saakaldt Christenjord, med et Præste-Ord til Liget, enten tillagdes mindste Værd i ►Saligheds-Sagen, eller udgaves dog for uundværlige til en christelig Begravelse, da fuskede ogsaa vi paa at skabe et nyt Sakrament, der var saameget latterligere, som det ikke forrettedes med det døende Legeme, men med den Dødes Lig og skulde bogstavelig med Jord hjelpe Folk til Himmels!