↩ Denne papistiske Grund-Vildfarelse opdagede allerede 👤Morten Luther, og revsede med Rette den Selv-Ophøielse, hvormed den romerske Pave og hans saakaldte Aandelighed (paa Tysk: Geistlighed,) havde sat sig selv i den Helligaands Sted, eller dog indbildt Folk, at de alene havde den Helligaand og var de Aandelige, som hele den øvrige Menighed blindt skulde troe paa og følge i ►Salighedens Sag, men skjøndt dette var et ►Kæmpeskridt 370 (US) til at skille vore tre Troes-Artikler i vor Daabs-Pagt fra alle de selvgjorte Troes-Artikler derudenfor, og et ►Kæmpeskridt til at tage og fatte vor tredie Troes-Artikel ret, ved at holde sig til den Aand, som ene kalder, forsamler, oplyser og helliggiør den hele Menighed, ►har begyndt den gode Gierning, og skal fuld12føre den til Vorherres ►👤Jesu Christi Dag►►; saa forslog det dog ikke, eftersom de Skriftkloge paa en Maade traadte i Pavens og hans Geistligheds Sted, i det de paastod, at vore tre Troes-Artikler var et Udtog af Skriften, som ene de forstod at udlægge rettelig, thi derved opkastede de Skriftkloge sig paa en Maade til Menighedens og Troens Herrer, og modsagde kun sig selv, naar de vel indrømmede, at hele den troende og døbte Menighed havde den Helligaand, men paastod dog ligefuldt, at kun de Faa, der havde randsaget Skrifterne, kunde være oplyste om Troens og ►Salighedens Sag.