↩ Med sin mytologiske ramme peger digtet på den del af 👤Oehlenschlägers forfatterskab, Grundtvig mente, var den bedste, nemlig den tidlige, der beskæftigede sig med norrøn mytologi. Skønt digtet er formet som en henvendelse til de svenske studenter, bliver det i kraft af måden, hvorpå det inddrager de mytologiske elementer hos 👤Oehlenschläger og 👤Tegnér både en vurdering af 👤Oehlenschlägers tidlige forfatterskab, og til et mindedigt gennem forbindelsen til Lund og kroningen af ham til digterkonge. Dette kritiske perspektiv er karakteristisk for Grundtvigs måde at forvalte genren på. 👤Sune Auken skriver i ►Eftermæle. En studie i den danske dødedigtning fra Anders Arrebo til Søren Ulrik Thomsen (1998), at digtet til 👤Steffens sammen med mindedigtene til bl.a. 👤Frants Volkmar Reinhard, 👤Svend Hersleb, 👤Povel Dons, 👤Johann Gottlieb Fichte og 👤Povel Dons i højere grad er karakteristiske portrætter (►Auken 1998, s. 133). Disse digte: