Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Danskeren 1

↩ At heri ligger noget meget sandt, og at deraf skulde udspringe den yderste Forsigtighed med enten at anprise eller efterligne Parisernes Tankegang og Adfærd, det baade indrømmer jeg og vil gierne spidse min Pen til at indskærpe, for jeg er selv nærved baade at lee og græde over hvad jeg midt i 📌Kiøbenhavn maa høre om det høit oplyste 📌Paris og det lykkelige, fri 📌Frankrig, som dog 📌Kiøbenhavn og 📌Danmark ei skulde bytte med, om de end kunde faae alle Milliarderne, 📌Frankrig skylder bort, til ►Opgiæld; men desuagtet tør jeg dog ingenlunde istemme den Dom, Hvidskerne fælder over hele den Franske Revolution, blandt andet, fordi de ikke selv tør sige det høit, og har aldrig turde sagt det høit, ►uden hvor Folke-Munden var bundet.