►Bonden i Vildenskov.
✂
Der ligger en ►Vold i 📌Vesterhav,
Der agter en Bonde at ►bygge,
Han fører did baade Høg og Hund,
Om Vinteren der at ligge.
De ►Trolde smaa og Dyrene udi Skoven.
✂
Han tager med baade Kat og Ko,
Han flytter med ►Stik og Stage,
De vilde Dyr, som i Skoven boe,
De føre derover Klage.
✂
Han hugger Eg og han hugger Ask,
Og Bøgen ►saa mon han fælde,
Og det ►fortryder den arge ►Trold,
At han skulde have den ►Vælde.
✂
Han hugger Stolper og ►Sparreværk,
Ei før saae man Hænder saa raske,
Og alle de ►Trolde, i Bjerget boe,
De spørge, hvi tør han ►saa ►braske!
✂
144Dertil saa svared den mindste ►Trold,
Ei større end som en Myre:
Her er hidkommen en christen Mand,
Ham maa jeg visselig styre.
✂
Syvhundred' ►Trolde de var saa vel,
De samlede ►dennem i Ring,
Og de fløi alle til Bondens Gaard,
Der vilde de sætte deres Thing.
✂
Det var den Bonde af Vildenskov,
Han Øie fik paa de ►Trolde:
“Nu ►hjelpe mig vel 👤Marias Søn
Og alle de Engle ►bolde!”
✂
Og han slog Kors i hver en Vraa,
Og mest i sin Forstue,
Det saae de ►Trolde, som var ham næst,
Kun ilde ►mon det dem hue.
✂
De fløi i Øst og de fløi i Vest,
Og Somme de fløi mod Norden,
De foer i Bjerge, de ►sprang i Flint,
Det var for dem som en Torden.
✂
Men det var ham, den mindste ►Trold,
Han lod sig ei forskrække,
Han flygted ei for Korsets Tegn,
Gik lukt igiennem Vægge.
✂
“Og hør du Bonde af Vildenskov!
Dig times vist en Ulykke,
Hvo haver givet dig det Forlov,
At du hos mig maatte bygge?
✂
145Men vil du bygge og boe i Fred,
Du ►drages det vel til Minde,
Da skal du give mig Husfru din,
For hende ►saa vil jeg vinde.”
✂
Det svared bange den Bondemand:
Lad Ellene mig beholde,
Og tag saa kun baade Guld og Gods!
Jeg giver dig det at ►ⓘ
volde.
✂
“Saa træder jeg først baade Ellen og dig
I Smuld ei til at ►opsanke,
Saa tager jeg alt dit Gods og Guld,
Og lægger det under min ►Banke.”
✂
Vildraadig stod da den Bondemand,
Han bar ikke vel den Vaande,
Saa gav han Ellen, sin Husfru fin,
►Troldpuslingen til Haande.
✂
Og glad blev han og sprang omkring,
Tog hende saa ømt i Arme,
Om Kinderne blev da hun saa bleg,
Var sønderknust af Harme.
✂
Og det da ►meldte hun i sin Nød,
Hun fældte saa modige Taare:
“Gud ►naade mig arme, usle Viv,
Mine Kaar skulde være saa haarde!”
✂
Han kyssed første og anden Gang,
Det hende var haardt at døie,
Han blev derved saa leed en ►Trold,
Som man kunde see for Øie.
✂
146Men det var ved det tredie Kys,
👤Marias Søn hun paakaldte,
Da skifted han brat sin ►Troldeham,
Saa vare hans Timer talte.
✂
Han blev sig til en Ridder skiøn,
Han sagde til Bondens Kvinde:
Nu skal du være min ►Venneviv,
Dog ikke foruden dit ►Minde.
✂
Og alt det Guld i 📌Engeland er,
Det mit og dit skal være,
Din Husbond jeg give vil for dig
Baade Guld og Gods og Ære.
✂
Jeg var mig saa spædt et Kongebarn,
Min Moder de bar til Jorde,
Min ►Stifmoder var mig vred og gram,
Til en ►Trold hun mig forgjorde.
✂
“Du ædle Ridder! vi takke nu Gud,
Som os haver løst af ►Vaade,
Saa fæste du dig en Jomfru ►væn,
Med Glæden ►leve I ►Baade!”
✂
“Og kan ei dig selv til Viv jeg faae,
Din Datter saa vil jeg have,
For den Velgierning, af dig jeg nød,
Giengiælder ei Gunst og Gave.”
✂
Den Bonde, han ►bygger nu paa sin Øe,
Slet Ingen giør ham ►Umage,
Hans Datter er Dronning i 📌Engeland,
Hun har sine kronede Dage.
✂
147Og Ellen, hun lever med Bondemand sin,
De ere hinandens Lige;
Deres Datter, hun sidder paa ►Gyldenskrin
Og ►raader for Land og Rige.
De ►Trolde smaa og Dyrene udi Skoven.