Danske Kæmpeviser
til
Skole-Brug
udvalgte og tillæmpede
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.
Kjøbenhavn. Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reitzel. Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri. 1847.
III
Den Danske Ungdom
venligst tilegnet.
✂
Jeg gik mig ud en Sommerdag, at høre
Fuglesang, som Hjertet kunde røre,
I de dybe Dale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.
✂
Der sad en lille Fugl i Bøgelunden,
Sødt den sang i Sommer-Aftenstunden,
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre ⓘ
Fugle smaa, som tale.
✂
Den sang saa sødt om deiligst Vang og Vænge,
Hvor Kiærminder groe, som Græs i Enge,
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.
✂
Den sang ►og sødt om Bølger blaa og hvide,
►Under Øe, hvor Danske Snekker ►skride,
Mellem grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.
✂
IVDen sang om Alt hvad det er Lyst at høre,
Allerhelst hvad Hjertet dybt kan røre,
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.
✂
Den sang om ►Ælve smaa, og arge ►Trolde,
Først og sidst om Riddersmænd de ►bolde,
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.
✂
Den sang om ►Runeslag, som Hjertet binder,
Først og sidst om ægte Dannekvinder,
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.
✂
Den sang om Havmænd og ►Stifmødre stride,
Allerhelst dog om de Møer blide,
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.
✂
Den sang om Bjørne, grumme Dyr og vilde,
Seier vandt dog stolte Møer og snilde,
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.
✂
Den sang om Harper og om Stemmer søde,
Alt at ►ligne bedst ved Guld det røde,
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.
✂
VDen sang, som ingen andre Fugle sjunge,
Leged' liflig med min Moders Tunge,
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.
✂
Den sang, som talt udaf mit eget Hjerte,
Toner gav den al min Fryd og Smerte,
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.
✂
Da nynned' jeg saa smaat i Aftenstunden:
Flyv, Guldtop! flyv rundt i Bøgelunden,
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.
✂
Skiøn ►
►Freias Fugl i deiligst Vang og Vænge!
Høit som Bøg, og lavt som Blomst i Enge,
►Stige du og dale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale!
✂
O flyv fra 📌Øresund til 📌Dannevirke!
Syng til Dands, til Skole og til Kirke,
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale!
✂
Paa Folkets Modersmaal, med 📌Danmarks Tunge,
Syng, som ingen andre Fugle sjunge,
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale!
✂
VIDa mærke alle, som har Mødre kiære,
Der er godt i 📌Dannemark at være,
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale.
Og de andre Fugle smaa, som tale.
✂
Da ►blommes Eng, da ►løves alle Kviste,
Det faaer Røst, som før af Sang ei vidste,
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.
✂
Da vendes om igien alt det Forgjorte;
Op da springe alle ►Gladhjems Porte,
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.
✂
Da gløder Alt hvad Solen har bestraalet,
Som det røde Guld paa Modersmaalet,
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.
✂
Paa Bølgen blaa da alle Øren høre
Fuglesang, som Hjerterne kan røre,
I de dybe Dale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.
Forord.
✂ ►“Forord ypper ingen Trætte” men stræber netop at forebygge den, og saaledes siger jeg ►med Forord, at jeg har ændret de Kæmpeviser i Ordføining, ►Stavelsemaal og tit i Længde, som jeg har samlet til Skolebrug, uden derved paa nogen Maade at ville nægte, enten at til andet Brug er det bedst at have Kæmpeviserne i den ældste Skikkelse, de forefindes, eller at det immer er en ►mislig Sag baade med Valget og med ►Læmpningen, da derved let de bedste Viser kan ►gaae i Løbet og de bedste ►Ordtag ►gaae i Lyset. Endelig vil jeg tilføie, at naar den kommer for Lyset, ►den fuldstændige, ordrette Udgave af vore Kæmpeviser, som “►Selskabet til den Danske Literaturs Fremme” med Føie og med Flid forbereder, da kan der baade træffes et bedre Valg og holdes bedre Takt; men det er i mine Øine baade en stor Skam og en ubodelig Skade, at vor opvoxende Ungdom selv i Skolen er forblevet saa ubekiendt med vor Skat af gamle Folkeviser, at den kunde blive graa, uden engang at vide, der var saadant Noget til. Saasnart derfor Hr. Professor 👤Maribo venligst lod mig vide, det var hans fulde Agt at indføre et Udvalg af Kæmpeviserne i sin Skole, ►naar jeg vilde hjelpe ham til et Saadant, da fandt jeg, der var intet Øieblik at spilde, og skiøndt vi, ►efter god gammel Regning, skylder Ungdommen “hundrede” gamle Viser, som blev mig formeget, saa satte jeg mig dog hastig ned og skrev “halvfjerdsindstyve,” i den fulde og faste Overbeviisning, at med den Kiærlighed og det Kiendskab, jeg har til Kæmpevisen og til Ungdommen, og med det Øre, jeg har for Modersmaalet og ►Takten, kunde Samlingen aldrig blive saa feilagtig og mangelfuld, at den ►jo dog til Skolebrug var meget bedre end Intet.
✂ Under dette Hastværk følger det vel af sig selv, at det egenlig kun har været vore bedrøvelige Udgaver, jeg har kunnet vælge af og rette en Smule paa; men da den fuldstændige Udgave af Kæmpeviserne, efter de ældste Haandskrifter og ►den yngste Sang, forberedes tæt ved mig, saa har dog derved ikke blot Samlingen vundet nogle hidtil utrykte Viser, som kiendes paa den i Indholdslisten tilføiede “Stjerne,” men jeg har i mange Tilfælde af de gamle Haandskrifter faaet et ganske andet Begreb om ►det ægte Ordtag, end jeg efter de skiødesløse Udgaver nogensinde kunde giættet mig til.
✂ VIIIGid nu kun mange Skoler vilde ►tage godt Eftersyn, og gid vore gamle deilige Kæmpeviser ei blot maatte komme Ungdommen for Øie i Bogen, men især for Øre i livlig og folkelig Sang! Da er jeg vis paa, at ligesom dette lille Arbeide med at lette Kæmpevisernes Skolebrug hører til de fornøieligste, jeg ved Pennen har havt, saaledes vil det ogsaa høre til de nyttigste, det undtes mig at giøre, og da skal det være mig særdeles kiært, om det snart maa vidt overtræffes og afløses. Det er nemlig soleklart, at naar de fremmede Ting, vor Ungdom oplæres i, er allergavnligst, da gaaer dog Profiten i Arbeidslønnen, hvis vort Eget derved forsømmes, og af Alt hvad Skolen kan og bør giøre til at vække og nære det ►Folkelige hos den opvoxende Slægt, altid Landets Haab og i vore Dage lettelig dets “sidste Haab,” da er den gamle Folkevise, der dog endnu findes ►i Folkemunden, ikke blot hvad der ligger nærmest, men ogsaa hvad der gaaer dybest, fordi “faure Ord fryde saamangt et Hjerte,” og fordi det gaaer med Folkesangen, som med Lyden af ►“Hr. Villemands Guldharpe,” at naar den bliver stærk, da revner ikke blot ►“Barken paa Eg og Birk” saa det kommer frem Alt hvad der ►“gik imellem Bark og Træ” men da maa ogsaa ►“Trolden” op med alt det Kiære, han drog tilbunds i 📌Tiesø eller Glemselens Bundløse . Og naar det skeer, naar en glad Dag aabenbarer, at alt det ægte Danske, ligesaa lysteligt som ædelt og elskeligt, der ►syndes forlist og ►forloret, var dog ikke glemt, men giemt til bedre Tider, da skal det kommes ihu med Gammen, at vor gamle Ganger fra Mund til Mund ►“snubled paa fire Guldsko,” og ►“Lilievanden” sank i “den stridige Strøm,” aldenstund dog omsider, ►efter Ordsproget, alt Godt kom igien, og kan langt anderledes luttret og klart optages i Folkets Bevidsthed, end om det, ved at slæbes med, var blevet forslidt og saa ►vanhældet, som nu mangen gammel Vise ►i Folkemunden, hvis gamle Deilighed nu neppe, uden ved Hjelp af hvad der opstiger fra de Dødes Rige, lod sig opdage endsige oplyse.
✂ Derfor, du Danske Ungdom! nu kun frisk Mod, som “ungen Svegder,” saa følger god Lykke!
Indhold.
Pag. | |
Kragemaal | 1. |
📌Dannevirke | 7. |
Kong 👤Hellig-Knud | 9. |
👤Sorte-Plog | 14. |
Hr. Tidemand | 17. |
Dronning 👤Dagmars Hjemførelse | 18. |
Dronning 👤Dagmars Morgengave | 22. |
Dronning 👤Dagmars Død | 25. |
Dronning 👤Bengerd | 30. |
👤Valdemar Seier | 33. |
👤Valdemar den unge | 36. |
Kong 👤Sverkes Tog | 38. |
👤Erik Glippings Død | 42. |
👤Marsk Stig | 48. |
Den Danske Prindsesse i 📌Sverrig | 52. |
Den Svenske Prindsesse i 📌Danmark | 54. |
👤Marsk Stigs Døttre | 57. |
👤Niels Ebbesøn | 60. |
👤Iver Lykke | 69. |
Kong 👤Kristoffer af Baiern | 73. |
👤Iver Axelsøn Thott | 75. |
Kong 👤Hanses Giftermaal | 78. |
Kong 👤Kristian den anden | 81. |
►Holger Danske og ►Stærk Diderik | 84. |
Hertugen og Dannekvinden | 87. |
Havfruen og Danedronningen | 88. |
Rosmer Havmand | 91. |
Hr. Tønne fra 📌Als | 96. |
Ungen Svegder | 105. |
Dannevid og Svenn Trøst | 110. |
►Orm Ungersvend | 113. |
►Vidrik Velandsøn | 118. |
►Sivard Snarensvend | 124. |
👤Svenn Felding og den Tydske Dronning | 129. |
►Svenn Feldings Pillegrimsfærd | 133. |
Thorshammeren | 138. |
XAgnete og Havmanden | 141. |
Bonden i Vildenskov | 143. |
Dalby-Bjørnen | 147. |
Verner Valravn | 149. |
Jomfrusvenden | 152. |
Nattergalen | 154. |
*Græshoppen | 157. |
Lindormebruden | 160. |
*Runegaard | 161. |
*Hevnersværdet | 163. |
*Lindemøen | 166. |
Guldharpen | 168. |
👤Hellig-Olav og ►Troldene | 170. |
►Ælvehøi | 173. |
*►Ælvehjem | 175. |
►Ælveskud | 178. |
Gienfærdet | 181. |
Ridder Aage | 185. |
*Brodermordet | 189. |
*Systermordet | 190. |
Tavlebordet | 192. |
👤Axel og 👤Valborg | 196. |
Ebbe Skammelsøn | 213. |
Hjemkomsten | 220. |
Kragelille | 225. |
Skiærsilden | 229. |
Kirstenlille fra 📌Fyen | 231. |
Lykkespillet | 234. |
Svar som Tiltale | 235. |
Tovelille | 237. |
Vildskytterne | 240. |
Broder og Syster | 242. |
Liden Karen | 244. |
Den lille Syerske | 245. |
Kvindelist | 247. |
Den ømskindede Brudgom | 250. |
►Kragemaal.
✂
Vi hugged med Kaarde,
►Der ►Ormen den haarde
Jeg overvandt,
Paa 📌Sverriges Agre,
Hvor ►Thora hin fagre
Gik mig til ►Hand,
Jeg værd hende tykte
At tage i Favn,
Saa vide gik Rygte
Af
►Lodbrogs
Navn.
✂
Vi hugged med Kaarde,
►I Aalenes Gaarde,
Til ►Odins Hjem
Da Skarerne ►ginge,
Vor Flaade kan tvinge
Den ►Veixelstrøm;
I Brynjer og Skjolde,
Da Staalet beed,
Saa Hjerter blev kolde
Og Bølgen rød.
✂
Vi hugged med Kaarde,
Slet Ingen sig ►spaarde
*►sparede..
Det gjaldt at staae,
Hvor ►Herod mon falde,
2Skiøndt kæk over Alle
Paa Bølgen blaa;
Han mødte sin Fiende
Alt som en Mand,
Og Ingen har ►Minde
Tilskibs som han.
✂
Vi hugged med Kaarde,
Med Jernet det haarde,
Da Spydet blank,
Til Skjoldenes ►Vaade,
Foruden al Naade
Tilbunde sank,
Kong Ravn fik da Kvide
Af Banesaar,
Og Blodet randt stride
Af Hals og Haar.
✂
Vi hugged med Kaarde,
Og Ravnen ►sig spaade
*►skyndte sig.
Til ►feden Brad,
Vi ►redte ►paa Love
Til Vildt i Skove
Da ►Gildesmad;
Da Pilene sused,
Som Hagl fra Sky,
Og Buerne brused,
I ►Vaabengny.
✂
Vi hugged med Kaarde,
Og Sværde blev haarde
I Mandeblod,
Da kløvedes Skjolde
►For 📌Bornholms Volde,
Hvor ►Dræbningen
*►Slaget. stod;
3Kong Volmer vi laved
Et ►►Birtingsbad,
Og Høge paa Havet
En Dag fuldglad.
✂
Vi hugged med Kaarde,
Hvor ►Legen den haarde
►Tog Overhand,
Der maatte da falde
Kong Fregder med alle
I 📌Flæmingland,
I Strømme for Sværde
Da Blodet flød,
Skøn Jomfru da ►kærde
*►beklagede.
Sin Beilers Død.
✂
Vi hugged med Kaarde,
Slog ►inden Skibsborde
►For Fode Alt,
Ved 📌Engelands Side
Sex Dage vi ►stridde,
Kong Valthjof faldt;
Der ►hulde
*►holdt. vi Messe
Og ►Ottesang,
Som Hammer ved Esse
Paa Ambolt klang.
✂
Vi hugged med Kaarde,
Vi gjorde os haarde
Med ►sorten Konst,
Da Hjelme vi kløved,
Og Brynier ►prøved
Foruden al Gunst;
4At spænde Staalbuer
Da var os slig Harm,
Som skiønne Jomfruer
At tage i Arm.
✂
Vi hugged med Kaarde,
Saa Fienden ►erfaarde
*►erfarede.
Vort Vaabenbrag,
Hvo ikke undflyede,
Men Trods vilde byde,
Ei meer saae Dag;
Det var som at kysse
En Enke ung,
Vi monne dem dysse
I Søvnen tung.
✂
Vi hugged med Kaarde,
De Halse saa haarde
Gik dybt ►i Bad,
►Og ►Endils Søulve
Paa vaade Gulve
Fandt lækker Brad►;
Som Jomfruer skiænke,
Det lifligt er
For mig at betænke
Den ►Skjoldung-Færd.
✂
Vi hugged med Kaarde,
Saa Jernet det haarde
Isønder brast,
Tre Konger tillige
Da maatte ►nedsige
*►neddale.
Og ligge fast,
5Ei kløed da Hænder
Ad Strængeleg,
Men der laae Irlænder
Som Slagtekvæg.
✂
Vi hugged med Kaarde,
►Skjoldbider vi ►baare
*►bar.
Saa høit i ►Vær,
Forgyldene Spjude
Med Brynier prude
Sig gav ifærd;
Man tør det ►vel kiende,
Om hundred Aar,
Hvor ►Tørning, som denne,
I Verden staaer.
✂
Vi hugged med Kaarde,
►Saa skal man i Gaarde
Slaae ►Kæmpe-Top,
Saa ret med hinanden,
Som Karlen, saa Manden,
Tør holde Trop;
►Saa lyster at ►spille
Det Adelsblod,
Hvo Jomfru vil ►gille
*►indtage.
►Maa axle Mod.
✂
Vi hugged med Kaarde,
Vi ikke det ►spaarde
Af Hjerneskal,
Med Hænderne rappe,
Os ►Mundgodt
*►God Drik. at tappe
Til ►Odins ►Hall,
6Ei freidig Mand græder
For Saar og Død,
Men Æren ham glæder,
Giør Enden sød.
✂
Vi hugged med Kaarde,
►Gid Grise i Gaarde
Kun vidste min Kvaal►,
Da vilde saa ►grande
Til 👤Ella de blande
►Fuldbesk en Skaal,
Thi ►Orme han lader
►Seipine mit Liv,
Er Sønner som Fader,
Da ypper det Kiv.
✂
Vi hugged med Kaarde,
I ►Ormenes Gaarde
Er Kampen ►fuldhaard,
Dog blinkende Sværde,
Med Sønner paafærde,
For Øine mig staaer,
Har, 👤Ella! de drukket
Syvfold af dit Blod,
Da Sorgen er slukket,
Da har jeg faaet Bod.
✂
►Hæt op
*►hold op. nu, o Rune!
Rask, uden at ►blune,
Til ►Odins ►Gaard!
Han lader mig kalde
For ►Kæmperne alle
At sættes til Bord,
7Der kommer ved Mjøden
Nyt Liv der i Dødt,
Derfor end i Døden
Er Livet mig sødt!
📌►Dannevirke.
✂
📌Danmark, deiligst Vang og Vænge,
Lukt med Bølgen blaa,
Hvor de ►vakkre, voxne ►Drenge
Kan i Leding gaae,
Mod de Tydske, Slaver, Vender,
Hvor man dem paa ►Tog hensender!
Een Ting fattes ved den Have,
►Ledet er af Lave.
✂
Belt og Sund lod Gud indhegne
Daners Liv og Lyst,
Bølgen alle vide Vegne
Værner om vor Kyst,
Ingen Seiler, som vil vinde,
Tør paa 📌Danmark gaae iblinde,
Fik istand vi ►Vangeledet,
Da var ►Marken fredet.
✂
📌Melfar-Sund os 📌Fyen beskytter,
Tryg staaer 📌Møens Klint,
Ind til 📌Gedsør ingen Rytter
Ride skal for ►svindt,
📌Guldborg-Sund for 📌Laaland ►gienner,
📌Øre-Sund er 📌Sællands Tjener;
►Saa har hver sit gode Lukke,
►End maa 📌Jylland sukke.
✂
8►Holster, ►Vagrer, ►Lyneborger,
Som en farlig Flod,
Giør os 📌Jylland mange Sorger,
Tørster for vort Blod!
Lægges af maa slig Uvane,
Skam det er at lade rane
Fra vor ►Mark den mindste Tue,
Pil vi har og Bue.
✂
Det var Ord af Dronning 👤Thyre,
Ret kaldt ►👤Dannebod,
Kvinden, som ved 📌Danmarks ►Styre
*►Roer.
Sad med Mandemod:
“Kom, lad Gabet os tillukke,
Saa vi ei os lader ►pukke!
Rose skal da af sit Bytte
Ingen ►Løbeskytte.
✂
Fra Moradset vest ved Strande
Til 📌Møsund ved 📌Sli,
Skal en mægtig Vold opstande,
Som giør snever Sti,
Med Forlov! skal Tydsken sige,
Vil han ind i 📌Danmarks Rige,
Ingen skal igiennem fare
Der med stjaalne Vare.”
✂
At desbedre drives kunde
Værket med Besked,
Dronningen fra grønne Lunde
Satte der sig ned,
Borg og ►Bur hun sig lod bygge
Klogelig i Voldens Skygge;
►Rart
*►sjelden. sig noget ret vil føie
Under fremmed Øie.
✂
9Efter Ønske voxde Volden,
📌Dannevirke kaldt,
Som har mangen ►Tørning ►holden
*►udholdt.
Før den slet forfaldt;
►Ledet, sagde Dronning 👤Thyre,
Hængt vi har, Gud Vangen ►hyre
*►vogte.
Saa dem selv det maa fortryde,
Som vil Freden bryde!
✂
📌Dannemark vi nu kan ►ligne
Ved► en hegnet Vang,
Rigelig den Gud ►velsigne
I al Nød og Trang!
Gid som Korn opvoxe Knegte,
Der vil frisk for ►Marken fægte,
Føre 👤Dannebod paa Tale,
Naar hun er i Dvale!
👤►Kong Hellig-Knud.
✂
Solen skinner saa klar om Dag,
Alting giver hun god Styrke,
Det er nu kommet ►saa vel i Lag,
At borte er Natten hin mørke,
Den ædle Herre de ►vog
*►fældte. med Uret.
✂
Sig 📌Danmark glæder og fryder ►med Skiel,
Og stander i ►feireste Grøde,
►Utysker og ►Trolde er slagne ihjel
Og Afguderi er ►lagt øde.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
📌Danmark, 📌Danmark! din ►Pris er stor,
Du dig ►tør ei ved at forfærde,
Thi du udi ►Himmeriges Kor
Har en naadig Gud og Herre.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
10Af kongeligt Blod en ►Konning ►bold
Lod Gud sig ►fast behage,
Gav ham baade Land og Folk ►i Vold,
Han skulde Hans Ord ►fremdrage.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
Kong 👤Knud ►saa hedd han, den Herre huld,
Hans Fader Kong 👤Svenn de kaldte,
Da 👤Harald, hans Broder, var lagt i Muld,
De Danske ►hannem udvalgde.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
For Rettens Pleie han sørged vel,
At Hvermand Sit maatte nyde,
Og strængelig straffede han ►Uskiel
Paa hvem hans Lov turde bryde.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
Den Christne Kirke med snilde Raad
Han tragtede at ►handhæve,
Og Klerkene, som var før forsmaaet,
I hans Tid bleve saa ►gæve.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
Paa 📌Dalby Kirke det ►kiendes ►end,
Og saa paa 📌Lunde-Domkirke,
Og ►for han var 📌Roskilds fuldtro Ven,
Ham ►love de vise Klerke.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
Han vilde, hvad 📌Danmarks var med Ret,
Det skulde ved Riget blive,
Da Lov og Fred var i Landet ►sæt,
►Til Orlogs han sig mon give.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
11📌Preusen og
📌Kurland han greb da an,
Tilhaande de ham ►og ►ginge,
For deres Herre og Høvedsmand
Med Glæde de ham ►undfinge
*►modtog..
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
►For 📌Engeland i hans Faders Tid
Fra 📌Dannemark sig adskilde,
Han agted at drage med Krigsmagt did,
Og giøre dem hjemme et ►Gilde.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
Af Landet saa bød han Leding ud,
Hver skulde sig ►rede og ►ryste
*►ruste.,
I alle ►Styrishavne de lød hans Bud,
De vare i Mod saa ►trøste
*►trøstige..
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
I 📌Limfjord havde han Flaaden lagt,
Alt ved den vestre Side,
Hans Broder havde ham Hjelp tilsagt,
Derpaa ►saa monne han ►lide.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
Men 👤Oluf var ►👤Kain mod Broder sin►,
►Efter Liv og Rige ham satte,
►Holdt ham kun op, saa ►falsk og fin,
Med smigrende Ord og glatte.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
Til menige Mand gik Bud saa tit:
Det var dem selv til ►Baade,
De skulde sig liste hver hjem til Sit,
Adsplitte ►saa Kongens Flaade.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
12De fulgde hans Raad foruden Blu,
De mende, det var det Rette,
Almuen, ustadig i Sind og Hu,
Velgierning kan snart ►forgiætte.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
Dankongen ►formærked sin Broders ►Flærd
*►Falskhed.
Til 📌Slesvig lod han stævne,
Og der han fandt sin Broder ►uskiær
*►skyldig.,
Han vilde paa ham det hevne.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
De toge da 👤Oluf Kongesøn,
I ►Bolt og Jern ham lagde,
Der hjalp ei Broderskab eller Bøn,
“►Løn som forskyldt,” han sagde.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
►Deraf gik Rygte og megen Røg,
Almuen det ►mon forskrække,
At Kongen vilde Haan og spodsk ►Optøi
Paa dem efter Loven ►vrække
*►hevne..
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
Deres Odel skulde de have ►forgjort,*►forbrudt.
Og dertil Halsen miste,
Eller de skulde rømme af Landet bort,
Hvad ►Lykke de saa maatte ►friste.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
►End var den Herre saa god og from,
Deres Straf lod han ►formilde,
De skulde gaae frie for Lov og Dom,
Naar ►Tienden de yde vilde.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
13Men Vendelboen i Sind var stiv,
Og trodsig imod sin Herre,
Maatte han ei selv nyde Fred og Liv,
Det skulde gaae Kongen værre.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
De slog sig sammen med væbnet ►Hand,
De vilde ham ►plat fordrive,
Til 📌Fyen han drog da fra 📌Jylland,
Han agted i Fred at blive.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
Men det var
👤Blak, den ►Ræv paa To,
Han førde saa glat en Tale,
Han bad Kong 👤Knud sig slaae til Ro,
Han vilde den Sag ►udhale.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
Til Almuen sagde han i Smug,
De skulde kun frit ►fremfare,
Saa gik han frem med 👤Judas-Hu,
Fik Kongen i sin Snare.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
Det maa man kalde med ►Ret og Skiel
►Paa 👤Blakes Hest at ride,
Naar et er meent, et andet ►Mundhæl,
De daares, som derpaa ►lide.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
Saa trængde de Jyder til 📌Odens frem,
De skyndte sig paa det Bedste,
Fynboerne glædtes og ►hjulpe dem
Deres Herre med Vold at giæste.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
14I 📌Albans-Kirken, da Messen lød,
Og Kongen sin Bøn da gjorde,
De brød op Døren, derind de brød,
Og slog den Herre til Jorde.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
Den fromme ►Konning der Livet lod,
Han godt med Gud det meende,
Kirke og Klerke med Liv og Blod,
Med ►Tro og Flid han tjende.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
Thi er hans Rygte og ærligt Navn,
Saavel hos Mand som Kvinde,
For saadan Daad med ►Eftersagn
Fra Tid til Tid i Minde.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
Hans Legem hviler i sorten Muld,
Hans Sjæl hos Gud ►mon være,
Der skal Guds udvalgte Børnekuld
Den ►varende Krone bære.
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
✂
Langt bedre det er paa Gud at troe
End al Verdens Guld at eie!
Langt heller være hos Gud i Ro
End vandre paa Syndens Veie!
Den ædle Herre de ►vog med Uret.
►Sorte-Plog.
✂
Aarle om Morgen, Lærken hun sang,
Under saa grøn en ►Lide
*►Side.,
15Hr. Karl klæder sig ►for sin Seng.
Kongen af 📌Danmark lader det hevne.
✂
Han drog paa sin Skjorte saa skiøn,
Og Trøien ►stukket med Silke grøn.
✂
Bukkeskinds Støvler drog han ►aa,
Spændte forgyldte Sporer paa.
✂
Med Gyldenspore spændt omkring,
Saa rider Hr. Karl ene til Thing.
✂
Hr. Karl han ►ganger ad Thinge fram,
Saamangen Mand maa rømme for ham.
✂
Dankongen kalder paa Svende tre:
I binde Hr. Karl, lade mig det see!
✂
Op da stode de Svende tre,
De bandt Hr. Karl, lod Kongen det see.
✂
De førde Hr. Karl ►foroven By,
Der lagde de ham paa en Steile ny.
✂
Saa brat kom Bud for Hr. 👤Plog ind:
Dankongen lader steile Broder din.
✂
Hr. 👤Plog sprang over breden Bord,
Han gav ikke mange gode Ord.
✂
Forgyldte Sporer vel spændt omkring,
Saa rider ene Hr. 👤Plog til Thing.
✂
Han rider saa ►fast i Mark og Eng,
Sin ►Fole rider Hr. 👤Plog i ►Spræng.
✂
Hr. 👤Plog han ganger ad Thinge fram,
►Dankonning han stander op mod ham.
✂
“Havde jeg været her før i Dag,
►Da havde det været bedre i Lag;
✂
16Min Broder er lagt paa Steile uden Sag,
►Dankonning, det ►ganger ei af i Mag,
✂
Men var jeg kommet ►for Timer fem,
Han sikkerlig skulde fulgt mig hjem;
✂
Nu er min Broder ved Livet skildt,
►Dankonning, eders ►Tro er dermed spildt.”
✂
►Dankonning ►meldte et Ord ►med Skiel:
Din Broder fortjende sin Død ►fuldvel;
✂
Naar hver mon raade med Vold og Sværd,
Er Loven ikke en Bønne værd.
✂
“Min Broder han var saa ►dannisfuld,
Vi kunde ham løst med Sølv og Guld.”
✂
“Dit Sølv og Guld ►passer jeg ei paa,
Men Retten sin Gænge have maa,
✂
Du maatte saalænge tale derom,
At du kunde nyde den samme Dom.”
✂
►Dankonning kalder paa Riddere tre:
I binde Hr. Plog, lader mig det see!
✂
“►Est du, ►Dankonning, Mand for dig,
Da ►baste du selv og binde mig!”
✂
Dankongen drog af sin Handske prud,
Hr. 👤Plog han ryster sit gyldne Spjud.
✂
Først ►vog han Fire, saa ►vog han Fem,
Saa ►vog han ►Dankonning med alle dem.
✂
Da han havde ►veiet de Kongens Mænd,
Da kiørde han sin kiær Broder hjem.
✂
Til 📌Ribe førde de Kongens Been,
Der hvile de under Marmorsteen.
✂
17Hr. 👤Plog han rømde af Land paa Fod,
Under saa grøn en ►Lide,
Af ham fik man ikke anden Bod.
Kongen af 📌Danmark lader det hevne.
►Hr. Tidemand.
✂
Aarle om Morgen, det var Dag,
Hr. Tidemand klæder sig paa saa ►strag
*►pæn..
Og han tog paa sin Skjorte skiøn.
Det lover alle de Sønderboer.
✂
Og han tog paa sin Skjorte skiøn,
Og Silketrøien var herlig grøn.
Det lover alle de Sønderboer.
✂
Bukkeskinds-Støvler snørt i Ring,
Og Gyldensporerne spændt omkring.
Det lover alle de Sønderboer.
✂
Saa rider han til Sønderherreds Thing
Og kræver op Skat af ►Ædeling.
Det lover alle de Sønderboer.
✂
Syv Skiepper Rug af hver Mands Plov,
Hvert fjerde ►Svin af Oldenskov.
Det lover alle de Sønderboer.
✂
Men op da stod den gamle Mand:
“Den Skat vi aldrig ►udrede kan,”
Det lover alle de Sønderboer.
✂
Og før den Skat af os du faaer,
Da ►ligge hver Mand, som her nu staaer!
Det lover alle de Sønderboer.
✂
18I Sønderherreds Bønder, staaer sammen i Ring!
Hr. Tidemand ►komme ei levende fra Thing!
Det lover alle de Sønderboer.
✂
Det første Slag den gamle Mand slog,
Hr. Tidemand ►saa paa Thing de ►vog.
Det lover alle de Sønderboer.
✂
Nu rinder ham Blod for store Ord,
Endnu gaaer Ploven i sorten Jord,
Og ►end gaaer Svin ►paa Oldenskov.
Det lover alle de Sønderboer.
►Dronning 👤Dagmars Hjemførelse.
✂
Kong 👤Valdemar og Hr. Strange
De sad over breden Bord,
Og de begyndte at tale
Saamangt et ►Gammens-Ord.
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
Hør du, Hr. Strange, hvad jeg siger dig:
Mens Fuglene de sjunge,
Du fare skal til 📌Bøhmerland
Og hente min Brud, den unge.
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
Det ►meldte Hr. Strange Ebbesøn,
Saa snildelig ►mon han svare:
Og skal jeg reise til 📌Bøhmerland,
Hvo skal da med mig fare?
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
19Du tage med dig unge Hr. Limbek
Og saa Hr. Oluf Lykke,
Du tage hin rige Hr. Peder Glob
Og flere efter dit Tykke!
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
Det var ungen Hr. Strange,
Han gik ud til den Strand,
Kong 👤Valdemar selv ham fulgde
Med mangen velbyrdig Mand.
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
Saa seiled de over salten Sø,
De seiled i Ugerne ►try,
Det første, de kunde see 📌Bøhmerland,
De vare ►i Huen saa frie.
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
De kasted Anker og strøge Seil,
De hasted op i Land,
Saa ►faver da var den ►Herrefærd,
Hr. Strange fremmerste Mand.
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
►Hil sidde I, Konge af 📌Bøhmerland!
I er en Fyrste med Ære,
Kong 👤Volmer af 📌Danmark sender eder Bud
Om eders Datter hin kiære.
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
Kongen han ►ganger i ►Høieloft,
Og raader med Dronning sin:
“Her ere de Herrer fra 📌Dannemark,
Vil bede om Datter min.”
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
20“Og er det Kong 👤Volmer af 📌Dannemark,
Vil han vor Datter have,
Vi give ham hende, den ædle Mand,
Og dertil dyrebar Gave.”
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
De slog over hende den Silke blaa,
Fulgde hende i Salen ind,
“Her ►maae I see den Frøken selv,
Udi Tugt og Sæder fiin.”
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
Saa bare de ind det ►Tavlebord,
Med ►Tavl af Guld det rene,
Hr. Strange skulde ►lege med Frøkenen selv,
Og tale med hende alene.
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
Det tredie ►Tavl, de sammen drog,
Alt som det skulde være,
Hr. Strange han vandt den Jomfru god
Til Kongens Haand med Ære.
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
Der blev Silke paa Jorden bredt,
De fulgde den Frøken til Strande,
Hun bød sine kiære Forældre Farvel,
Saa lagde de ud fra Lande.
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
Og det var Frøken 👤Dagmar blid,
Hun kom ved 📌Manø til Land,
Og det var Kongen af 📌Dannemark,
Han kasted sin Ganger paa Strand.
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
21“I ►sige mig, Hr. Strange Ebbesøn,
Før vi komme nærmere Land,
Hvo er den dristige ►Snarensvend,
Som rider paa hviden Sand?”
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
“I ►være velkommen, Jomfru 👤Dagmar,
Tal sagte, ihvor det gaaer!
Det er Kong 👤Volmer af 📌Dannemark,
Som trende Riger ►aaer.*►eier.”
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
“Skam ►faae du, Strange, jeg siger dig,
Saa grovt da har du løiet,
Er det Kong 👤Volmer af 📌Dannemark,
Da er han jo enøiet.”
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
“Forstaae mig ret, min skiønne Jomfru,
Han er en ►Orlogsmand,
Han haver vundet til 📌Dannemark
Igjen alt 📌Nordenelvs-Land.
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
Om Nogen derpaa har fattet Mod
At prøve ►saa Lykkespil,
Er han en Fyrste af ædelt Blod,
Han maa ►og sætte til.”
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
Saa drak de deres Bryllup
Udi saa god en Stund,
De elsked ►og hinanden
Ret udaf Hjertens Grund.
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
22Det glædtes ved baade Store og Smaa,
Den Fattige med den Rige,
Dog glædtes Bonde og Borger mest,
Det ►baaded dem tillige.
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
✂
Hun kom uden ►Tynge, hun kom med Fred,
Hun kom goden Bonde til ►Lise,
Har 📌Danmark altid slig Blomst i Bed,
Man skulde den ære og prise.
Der seiler Hr. Strange med Dronning 👤Dagmar.
►Dronning 👤Dagmars Morgengave.
✂
Og det var 📌Bøhmerlands Dronning,
Hun tager sin Datter i Lære:
Naar du kommer udi 📌Danmark ind,
Dig times baade Hæder og Ære.
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
Derom saa ►bede du allerførst
Den Herre saa mild og fin,
At han lader løs Biskop 👤Valdemar,
Allerkiæreste Morbroder sin!
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
Og der var Silke og Skarlagen rød
Paa Jorden rigt udbredt,
Da unge Frøken 👤Dagmar
Hun blev til Stranden ledt.
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
23De ►vunde op deres ►Silkeseil
Saa høit i gylden Raa,
Saa seiled de til 📌Dannemark
I mindre end Maaneder to.
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
For 📌Manø kasted de Anker
Alt paa den hvide Sand,
Toge de ungen Frøken 👤Dagmar
Og løfted hende først i Land.
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
Toge de ungen Frøken 👤Dagmar
Og løfted hende først i Land,
👤Valdemar, ►Konning af Danmark,
Rækker hende hviden ►Hand.
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
Der var Silke og Skarlagen rød
Saavidt paa Gaden bredt,
👤Dagmar fulgde baade Fruer og Møer,
Hun blev til 📌Riberhus ledt.
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
Saa aarle om den Morgen
Og længe før det var Dag,
Det var unge Fru ⓘ
👤Dagmar,
Hun kræved sin Morgengav'.
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
Den første Bøn, jeg beder om,
Allerkiæreste Herre min!
I ►lade Bisp 👤Volmer af Taarnet løs
Til Ære for Slægten sin!
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
24Den anden Bøn I under mig ►vist,
Jeg beder eder saa gierne,
I ►give alle ►Plovpenninge op,
Og Fangerne løs af Jerne!
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
“Den første Bøn, I ►tie med den,
Fru 👤Dagmar, I ►tie saa ►kvær!
Kommer han løs, Biskop 👤Valdemar,
Iaar giør til Enke han jer.”
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
Hun tog Guldkronen med hviden Haand,
Satte den for Kongen paa Bord,
Hvad skulde jeg her i 📌Dannemark,
Maa mig ikke ►undes et Ord!
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
“I ►hente mig ind Hr. Strange,
Og dertil Junker Knud!
I skulle fare til 📌►Oringborg
*📌►Vordingborg.
Og løse de Fanger ud.”
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
►Der Bispen kom af Taarnet ud,
Da kunde han ikke ►gange:
“Jeg haver der sidt paa tolvte Aar,
De Uger mig var saa lange.”
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
Hans Syster tog Guldkam af sit Skrin,
Og kiæmde hans gule Haar,
For hver den Lok hun redte ud,
Hun fældte en modig Taar.
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
25“Og hør du, kjæreste Syster min,
Græd ei for mig saa saare!
►Fuldvel saa skal jeg hevne min ►Harm,
Om jeg er ►kvæg
*►rask. ad Aare.”
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
I ►tie ►kvær, Biskop 👤Valdemar!
Lad eder ei Vreden regiere,
Kommer I atter i 📌Søborgs Taarn,
Jeg seer eder aldrig mere.”
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
Det var stor Glæde over al 📌Danmark,
Fru 👤Dagmar var kommet til Lande,
Baade Borger og Bonde leved i Fred,
Uden Skat og ►Plovpennings Vaande.
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
✂
👤Krist ►signe de unge ►Ædlinger to,
De længe maae sammen leve,
Guds Ord, Retfærdighed, Dom og Skjel,
For hver Mand at haandhæve!
Den Frøken kom af ædle 📌Bøhmerland.
►Dronning 👤Dagmars Død.
✂
Dronning 👤Dagmar ligger i 📌Ribe syg,
Til 📌Ringsted er hun ivente,
De bedste Fruer i 📌Danmark er,
Dem lader hun til sig hente.
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
26I ►hente mig Fire, I ►hente mig Fem,
I ►hente mig af de Vise,
I ►hente mig fremfor alle dem
Hr. Karls Syster af 📌Rise!
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
Liden Kirsten hun kom ad Døren ind,
Hun skinned saa rød af ►Gulde,
Hun kunde ei Lys i Kronen see,
Hendes Øine var taarefulde.
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
“Nu, kanst du ►læse og skrive med Skiel,
Og løse mig af min Pine,
Da skal du ►slide Skarlagen rød,
Og ride paa Gangerne mine.”
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
Og det var liden Kirstine,
Tog Bogen og derudi saae,
Gud ►hjelpe! min Dronning, din Pine
Er haarder' end Jern og Staal.”
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
►Læsten
*►Evangeliebogen. hun tog og den hellige Bog,
Hun læste alt hvad hun kunde,
Og Blad hun vendte saa sørgelig,
Saa saare hendes Øine ►runde.
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
De fulgde Dronning 👤Dagmar ud og ind,
Det blev jo længer, jo værre.
“Mens der er nu ikke bedre Raad,
I ►sende Bud efter min Herre!
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
27Vil Gud det have, maa ►saa det skee,
At Døden han skal mig gjæste,
I ►sende strax Bud til 📌Skanderborg
Og hilser fra mig paa det bedste!”
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
Og det da var den liden ►Smaadreng,
Han lod sig ei længe ►forlide,*►opholde.
Før han rykde Sadel fra Bjelken ned
Og lagde paa ►Hors det hvide.
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
Ind da kom den liden ►Smaadreng,
Og ►stædtes han for Borde,
Han var saa snild i Tale sin,
Og ►saa tog han til Orde.
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
“Dronning 👤Dagmar har mig til eder sendt,
Hun vilde med eder samtale,
ⓘ
Hun længes saa ►fast og ►overbrat,
Hun ►hvener
*►vaander. sig lydt i Sale.”
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
►Dankonning ►slog sammen det ►Tavlebord,
Saa alle de Terninger sjunge,
“►Forbyde det Gud i Himmerig,
At døe skulde 👤Dagmar hin unge!”
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
►Der Kongen han drog fra 📌Skanderborg,
Da fulgde ham hundrede Svende,
Men ►der han kom til 📌Gridstedbro,
Kun 👤Dagmars Dreng ►hin venne.
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
28►Der han red over 📌Randbøl-Hed',
Da fulgde ham femten Svende,
►Der han kom over 📌Riber-Bro,
Da red den Herre alene.
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
Der er stor Ynk i ►Fruerbur,
Naar alle Øine græde,
Dronningen døde i liden Kirstens Arm,
►Der Kongen red op ad Stræde.
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
Og det var ►Dannerkonning,
Han ind ad Døren ►treen,
Det var liden Kirsten ►bolde,
Hun rakde ham Haand igien.
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
“Og hør I, min Herre og Konge prud!
I tør ikke klage og kvide,
For I haver faaet en Søn idag,
Er skaaret af 👤Dagmars Side!”
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
“Jeg beder eder alle, Jomfruer og Møer,
Jeg beder eder hver og alle,
I ►bede en Bøn for 👤Dagmars Siæl,
At hun maatte med mig tale!
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
Jeg beder eder, Fruer med høvisk Hu,
Saamange som her ere inde,
I ►bede en christen Bøn for mig,
At jeg maa tale med hende!”
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
29Saa ►fulde de ned paa deres Knæ,
Saamange som der var inde,
For mindelig Bøn og kongelig Graad
Lod 👤Dagmar sig levende finde.
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
Dronning 👤Dagmar reiste sig op paa ►Baar,
Hendes ⓘ
Øine var blodig røde:
“Min ædle Herre, Kong 👤Valdemar,
Hvi ►giorde I mig den Møde?
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
Dog Ingen ►tør ved at ræddes for mig,
Jeg haver ei andet misgiort,
End at mine Silkeærmer smaa
Jeg haver om Søndag snørt.
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
Den første Bøn, jeg beder nu,
Den undes mig, som jeg tænker:
Alle fredløse Mænd dem ►give I Fred,
Og løs alle Fanger af Lænker!
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
Den anden Bøn, jeg beder om,
Den er eder selv til ►Fromme,
I ►tage ei 👤Bengerd
udi Favn,
Hun er saa ►besk en Blomme!
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
I ►tage liden Kirsten til eders Viv,
Hun er saa ►bold en Jomfru,
Men falder det anderledes i Haand,
Da kommer I mig ihu.”
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
30“Den første Bøn, I beder mig om,
Den under jeg eder saa gierne,
Men jeg tager ei liden Kirsten til Viv,
Eller nogen Verdsens Terne.”
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
“Vil ikke I tage liden Kirstin,
Eller nogen Verdsens Terne,
Saa ►farer I dog til 📌Portugal
Alt efter saa bedsk en ►Verne
*►Bregne..
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
Min ædle Herre! nu har jeg talt,
Vil meer af mig I vide?
Der sidder Guds Engle i Himmerig,
De maae ►fast efter mig ►lide.
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
✂
Nu er det Tid, jeg farer herfra,
Jeg maa ikke længer dvæle,
Himmerigs Klokker de ringe for mig,
Mig længes til fromme Sjæle.
Udi 📌Ringsted hviler Dronning 👤Dagmar.
►Dronning 👤Bengerd.
✂
Aarle om Morgenen, langt før Dag,
Fru 👤Bengerd hun krævede Morgengav',
I ►give mig, kiære Herre, 📌Samsø,
Og en Guldkrone af hver en Mø!
►Vee da vorde hende, 👤Bengerd!
✂
31Og Kongen han svared 👤Bengerd ►saa:
Lidt mindre, Frue! I bede maa,
Der er saamangen ærlig Mø,
Haver neppe det tørre Brød.
►Vee da vorde hende, 👤Bengerd!
✂
“Min kiære Herre, saa lad det gaae!
Men Fruer Skarlagen ei bære maa,
Og det er min stærke Bøn dernæst,
I ►lade ei Bondesøn ride god Hest!”
►Vee da vorde hende, 👤Bengerd!
✂
“Hvad Fruer kan evne at kjøbe til sig,
Det maae de vel ogsaa ►slide for mig;
Kan Bondesøn Hest at ►føde formaae,
Ham umisundt er hans ►Abildgraa.”
►Vee da vorde hende, 👤Bengerd!
✂
“Min kiære Herre, saa lad det gaae!
Men lad vore Lande med Lænker beslaae,
Saa uden at tolde, ud eller ind,
Der kommer Ingen, Mand eller Kvind'!”
►Vee da vorde hende, 👤Bengerd!
✂
“Hvor skulde vi faae saameget Jern,
For Land og for Vand at giøre Værn?
Min kiære Dronning! I ►fare i Mag,
Eller I faaer i 📌Danmark ingen god Dag.”
►Vee da vorde hende, 👤Bengerd!
✂
“I 📌Ribe vi tage vort ►Vinterlag,
Der Smedeværk alt er saa smal en Sag,
Der smede vi Lænker med Nøgel og Laas,
Om end det maa skorte paa Hjul og ►Plovaas.
►Vee da vorde hende, 👤Bengerd!
✂
32De Bønder skal føre os Kul og Ved,
Og Borgerne skal betale vor Smed.
Min kiære Herre, I ►følge mit Raad!
Det er eder selv til ►Gavn og Baad'.”
►Vee da vorde hende, 👤Bengerd!
✂
“Min Fader var ►Dankonning ►for mig,
Han havde ►og Konge til Fader ►for sig,
Og Føden de fik uden sligt Paafund,
Og Borger og Bonde gik ei til Grund'.”
►Vee da vorde hende, 👤Bengerd!
✂
“Min kiære Herre, ►tør Bonden meer ved
*►tør ved ᴐ: behøver.
End ►Vændredøre og Flagreled
*►Dør og Led af Vidier.,
Og hvad skal Bonden med meer i Bo
Undtagen to ►Øxen og en Ko!”
►Vee da vorde hende, 👤Bengerd!
✂
►Dankonning han var saa meget træt,
Han lagde sig ned at hvile ret,
Det første da Søvnen faldt ham paa,
►Hannem tykdes 👤Dagmar for sig staae.
►Vee da vorde hende, 👤Bengerd.
✂
“Den ►beske Blomme I tog i Favn,
Som jeg eder spaaede, til lidet Gavn,
Men drager i Leding I ud iaar,
Ei 👤Bengerd ►blive i Kongens Gaard!
►Vee da vorde hende, 👤Bengerd!
✂
Om hendes Raad I vil agte paa,
Det Barnet i Vuggen begræde maa;
I ►tage hende med, mit Raad det er,
Selv skal I ►kiende, det baader jer!”
►Vee da vorde hende, 👤Bengerd!
✂
33Den Herre lader byde over alt sit Land,
I Leding at fare hver tiende Mand,
“Min kiære Frue! I er det værd,
At I skal ►friste med os den Færd.”
►Vee da vorde hende, 👤Bengerd!
✂
Den første Pil, der i Leding blev skudt,
Af den blev 👤Bengerds Hjerte brudt,
Man hørde Ingen paa noget Sted
For 👤Bengerd sørged ei heller græd.
►Vee da vorde hende, 👤Bengerd!
✂
Og nu ligger 👤Bengerd i sorten Jord,
Endnu haver Bonden Oxe i Gaard,
Og nu ligger 👤Bengerd
i sorten Muld,
Og ►Dannemænd er deres Konge huld.
►Vee da vorde hende, 👤Bengerd!
✂
Og nu ligger 👤Bengerd i evig Uro,
Endnu haver Bonden baade Hest og Ko;
Saa ilde hørt er Fru 👤Bengerds Navn,
For hun var ikke ►paa Menigmands Gavn.
►Vee da vorde hende, 👤Bengerd!
►Kong 👤Valdemar Seier.
✂
Der var en ►Konning i 📌Dannemark,
Kong 👤Valdemar ►rig og ►bold,
Og nok saa havde han ►Borg og Fæste,
Baade Land og Riger i Vold.
►I ride ei!
✂
Vel fem Kongeriger, dem ►aatte han,
Saa liden dog blev hans Evne,
34Det voldte den sorte Grev 👤Henrik,
Som neppe var værd at nævne.
►I ride ei!
✂
Alt som en Tyv tog han Kongen bort.
Hvo kan sig for Falskhed vare,
Og derved det blev udi otte Aar,
At Landene stode i Fare.
►I ride ei!
✂
Men ►der det led paa det niende Aar,
De Uger blev Kongen saa lange,
Sit Bud han da sender til 📌Danmark hjem,
Beder løse saa ædel en Fange.
►I ride ei!
✂
Sit Bud sendte han til sit Fæderneland,
Sit Ord og til Sønnerne sine:
I giøre det til eders egen ►Pris,
I løse eders Fader af Pine!
►I ride ei!
✂
Og de rede ►dennem til Stævne og Thing,
Lod skrive de Breve saa vide,
De bade om Sølv og de bade om Guld,
At løse kiær Fader af Kvide.
►I ride ei!
✂
Sextusind Mark Sølv blev der veiet i Skaal,
Og hundrede Heste ►beladte,
Saa mindelig takked de hver den Mand,
Som gav og som laande dem Skatte.
►I ride ei!
✂
Tak have de Fruer og ædle Møer!
De var deres Herre saa hulde,
De spared for ham ei Kiæde og Ring,
Og ei deres ►Hovedgulde.
►I ride ei!
✂
35Saa glade var alle de Danske Hofmænd,
Deres Herre var løst af Kvide,
De kvad en Vise derom af ny,
Grev 👤Henrik han bad dem at ►bide
*►bie.
.
►I ride ei!
✂
I ►tøve endnu en liden Stund,
►Det sinker jo ikke at bede,
Jeg haver fornylig en Tidende ►spurgt,
Den ville vi sammen ►oprede.
►I ride ei!
✂
Dankongen han stander i ►Fremmerstavn
*►Forstavn.,
Og seer han sig om saa vide:
“I Danske Hofmænd, ►lægger Aarer om Bord!
I ►troe ikke paa hans ►Blide!”
►I ride ei!
✂
Kong 👤Valdemar gaaer til Roers at staae,
Han styrer over stride Strømme:
“I Danske Hofmænd! ►giver ►Vand i Seil,
Og ►mærker ei paa hans Drømme!”
►I ride ei!
✂
Dandronning stander i ►Høieloft,
Hun seer sig om saa vide:
“Og hist seer jeg min ædle Drot,
For hvem al Landet bar Kvide!
►I ride ei!
✂
Og lever han noget, Kong 👤Valdemar,
Da hevner han ►vist sin Skade,
Og det kommer over Grev 👤Henriks Land
►Til Sorrig og megen Vaade.”
►I ride ei!
✂
36Saa glade var alle de Danske Mænd,
Deres Konge var løst af ►Møde,
Som Englene var den Paaskedag,
Vor Herre stod op af Døde!
►I ride ei!
►Kong 👤Valdemar den Unge.
✂
👤Leonore Dronning i ►Barselsnød,
👤Leonore Dronning i ►Barselsnød
Sit unge Liv misted ved hastig Død,
Ak! Ak! Ak!
Sit unge Liv misted ved hastig Død!
✂
Hun kom til 📌Danmark fra 📌Portugal, :,:
Hun reiste op til Guds Frydesal.
✂
Hof holdt hendes Herre paa 📌Kallundborg, :,:
Han tænkde med Tiden at slukke den Sorg.
✂
En Sne var faldet en Maaned ►for Jul :,:
Den tvang de vilde Dyr af deres Skjul.
✂
Dankongen han sagde om Morgenen flux, :,:
►Jagtklapperten ►sadler og ►Svedefux!
✂
Til 📌Refsnæs red Kong 👤Valdemar paa Jagt :,:
At ►bede de Dyr var i hans Agt.
✂
Ham Klappere fulgde og Svende fem, :,:
Baade ►Garn og Hunde havde de med dem.
✂
Fra 📌Griben de klapped og gienned til, :,:
Baade Ræv og Hare kom i det Spil.
✂
Men ►der de kom til 📌Ryldershøi, :,:
Sig reiste en Hind saa meget ►snøg
*►pæn..
✂
37Og Eskild han spændte sin Bue af Staal, :,:
Han tænkde, den Hind skulde blive hans Maal.
✂
Frem sprang da Hinden for Kongens Been, :,:
Og Pilen fløi efter og var ei seen.
✂
Ned faldt da Kongen af Hesten saa brat, :,:
Og sagde med det Samme al Verden Godnat.
✂
Det ►spurgde hans Fader, Kong 👤Valdemar, :,:
Det haardeste Stød for ham det var.
✂
Hans Fingre de knaged, ►saa han dem vred, :,:
Af Harme han Tænderne sammenbed.
✂
►End mindes vi, sagde han, 📌Lyøjagt, :,:
Men her er faldet alt Rigets Magt.
✂
Som Stormen afslaaer det modne Korn, :,:
►Saa ligger nu 📌Danmarks ►Haab og Horn.
✂
O 📌Dannemark! om du din Skade forstod, :,:
Da maatte du græde det klare Blod.
✂
Herefter paa 📌Refsnæs skal stryge den Vind, :,:
At ei sig kan bjerge der Raa eller Hind.
✂
Paa 📌Refsnæs, hvor før groed' Eg og Bøg, :,:
Herefter skal voxe kun ►Hundeløg.
✂
For Skoven, som pranged paa 📌Refsnæs tilforn,
For Skoven, som pranged paa 📌Refsnæs tilforn,
Herefter man neppe skal finde en Torn,
Ak! Ak! Ak!
Herefter man neppe skal finde en Torn!
►Kong 👤Sverkes Tog.
✂
Og det var ungen 👤Sverke ►bold,
Gaaer for ►Dankonning at stande,
“Min ædle Herre! med godt Forlov
Jeg klager for eder min Vaande.
Thi føre de Riddere deres Skjolde, da græder saa Mangen!
✂
Min Fader er slagen ihjel med Svig,
Og ringe ►saa er min Evne,
►Dankonning, I ►laane mig eders Hofmænd,
At ærlig jeg mig kan hævne!”
✂
Jeg vil dig laane af mine Hofmænd,
Baade ►Sællandsfar og Jyde,
Og laane dig alle de bedste Mænd,
Som kan baade hugge og skyde.
✂
Ja, jeg vil laane dig Engelbert,
Og dertil Hr. Karl Graa,
Der er slet Ingen i 📌Sverrigs Land,
Som ene for ham kan staae.
✂
Jeg laane dig vil Ove Dyre
Med sit forgyldene Horn,
Han i Strid ►hugger ned for Fode
Som Bønder, de meie Korn.”
✂
Det var om en hellig Søndag,
►Der Messen var god at høre,
Ung 👤Sverke, han rider til 📌Øresund,
Og lader sit Folk overføre.
✂
De lagde med deres Snekker fra Land,
Det var saa ►faur en Flaade,
Vel syvti Skibe der var og syv,
Foruden alle smaa Baade.
✂
39Ung 👤Sverke stander i ►Fremmerstavn,
Og seer sig ud i Sunde:
“Gud ►lade os enten vinde Seir
Eller synke her ned til Bunde!”
✂
Saa kasted de deres Anker
Alt paa den hvide Sand,
Og det var unge Kong 👤Sverke,
Han ►tren der først i Land.
✂
Foran drog unge Hr. Engelbert,
Og saa kom Hr. Karl Graa
Og saa kom unge Kong 👤Sverke selv,
Hans Fane var gul og blaa.
✂
Det ►meldte han, ungen Engelbert,
Og ►saa tog han opaa:
Hr.
👤Sverke, I ►sende vor Fiende Bud!
I ►lade ham ►Feidebrev faae!
✂
Og bort da red den raske ►Smaadreng,
Der skinned ham Guld paa Hænde,
►Der kunde hverken Høg eller Hund
Ham følge den Dag tilende.
✂
Og det da ►meldte den liden ►Smaadreng,
Han var saa ►kræng
*►smidig. i Tale:
Jeg bærer min Herres, Kong 👤Sverkes Bud,
Han vil eder bie paa ►Vale
*►Valpladsen..
✂
“►Huru
*►hvorlunde. tør han, den uselig Dreng,
►Saa byde mig ►Eggen hin hvide!
Hans Fader stod mig ei uden eet Hug,
Han kunde med mig ei stride.”
✂
40Og det da var den liden ►Smaadreng,
Han sprang paa Ganger høi,
Ei til at fæste Øie paa,
Han red, som Fuglen fløi.
✂
“►Hil sidde I, 👤Sverke, kiær Herre min!
Om I haver ►Kæmper ►fromme,
I ►sadle da op og haste frem,
Eders Fiender de monne nu komme.”
✂
Saa droge de frem ad Bjerg og ►Lid
Til 📌Lena, som det ►mon falde,
Der lagde de af deres Kaaber blaa,
I Brynie fore de Alle.
✂
Frem da red de Danske Hofmænd,
De var saa vel tilmode,
De sloge ned 📌Vestergyllands Mænd,
Hvor de kom frem, ►for Fode.
✂
►Konning 👤Sverke hug, og ►Sverting bed,
Det gjordes saa varmt om Hænde,
Det var saa grusommelig en Strid,
Hvor Fader ei Sønnen kiendte.
✂
►Konning 👤Sverke hug, og ►Sverting bed,
Saa Hjelmene gjordes røde,
Det var stor Ynk at see derpaa,
Hvor Søn slog Fader tildøde!
✂
Og det var 📌Sverrigs Høvding saa ►brad,
Hug fast med Sværd det ►bolde,
Ei havde Kong 👤Sverke andet Kaar
End bøde for sig med Skjolde.
✂
“Nu haver jeg ►standet dig femten Hug,
Vel flere og ikke færre,
Du ►stande mig et for alle dem,
Og for din Høvdings-Ære!”
✂
41Og det var Kong 👤Sverke, den unge Helt,
Han da ikke længe ►hødte
*►truede.,
Men 📌Sverrigs Høvding han ►flakde midtad,
Saa Sværdet paa ►Sadelknap stødte.
✂
De Svenske var To og Tre mod Een,
►Mod Strøm er det hardt at svømme,
De Danske de stod saa mandelig bi,
Vilde ei fra 👤Sverke ⓘ
rømme.
✂
Imellem de Bjerge i dyben Dal,
Der skreg baade Ugle og Ørn,
Saamangen en Enke derover græd,
Og flere faderløse Børn.
✂
Imellem de Bjerge i dyben Dal,
Der skreg baade Ugle og Ravn,
Derfor græder mangen smuk Fæstemø,
Haver mist sin Fæstemand.
✂
De Fruer mon stande i ►Høieloft
Og vente paa Husbondens Komme,
Men Hestene vende saa blodige hjem,
Og Sadlerne, de ere tomme.
✂
Kong 👤Sverke, han vinked med Haand over ►Val:
“Det Blodbad nu ►være tilende!
Ei flygtende Mand taber altid sit Mod,
Han tør sig engang vel omvende.
✂
Mine Frænder, de faldt, mine ►Maage
*►Svogre. ogsaa,
Det giør mig stor Hjertens Vaande
Men lever Kong 👤Sverke
►end Aar og Dag,
Da kommer han atter til Lande.
✂
42Om tabt er end her ►og vundet hist,
Der sørges paa begge Sider,
Og vel troer jeg ►Dankonning god,
Til ►hannem jeg flux henrider.
✂
Og før skal jeg lade mit unge Liv,
Og før skal min Aand jeg opgive,
Før jeg skal kaste mit kongeligt Navn,
Mine Fiender det overgive.”
✂
Det indbyrdes Nid og hemmeligt Nag
Fordærvelsens Rod monne være,
En Moder til Kiv, til Tvist og Strid,
Som tager baade Liv og Ære.
Thi føre de Riddere deres Skjolde, da græder saa Mangen!
►👤Erik Glippings Død.
✂
Der er Saamange i 📌Dannemark
Som alle vil Herrer være,
Og de ride ►dennem til 📌Riberby,
Og lade sig Klæder ►skiære.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
De lode sig Klæder i 📌Ribe sye,
►Graamunkenes ►fuldlige
Det gjorde de ikke for anden Sag,
End de vilde Kongen svige.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
De lured tidlig, de lured seent,
De lured paa ham alle Tide,
Og allermest i den bange Stund,
Han monne til 📌Finderup ride.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
43Det voldte hun alt, Fru 👤Ingeborg,
👤Stig Marskes Viv hin ►pryde
*►prude.,
Hun lagde med Ranild op det Raad,
Kong 👤Erik det maatte ►fortryde.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Ung Ranild, han var hendes Søstersøn,
Han tjende Kong 👤Erik
saa ilde,
Han ►sagde for ham om Hjort og Hind,
Hvor de løb i Skoven saa vilde.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
“Og jeg vil vise eder Hjort og Hind,
De flokkevis ►spille i Lunde,
Min Herre, for Lyst og Tidsfordriv,
I ►ride med ►Rakke
*►Smaahunde. og Mynde!”
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
De ►hidsed' Hjort, og de ►hidsed' Hind,
Og rasken Raa med Styrke,
De jagede dem den Dag saa lang,
Til Nat faldt paa med Mørke.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Det ►meldte da Kong 👤Erik brat,
Han hued til saa ilde:
Nu ►hjelpe Gud og 👤Sanct Giertrud!
Vi ere paa Stier vilde.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Alt som han stod og saae sig om
Imellem Buske tykke,
Et lidet Huus da blev han var,
Med Ild og Lys af ►Glugge
*ⓘ
►Kikhuller..
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
44Kong 👤Erik gik sig i Huset ind,
Han vilde der Lykken ►friste,
Og han fandt der saa ►væn en Mø,
Som man vilde Øine paa fæste.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Han slog om hende med List sin Arm,
Saa blidelig monne han smile:
“Og hør I det, min skiønne Jomfru,
Her lyster mig helst at hvile.”
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Det svared igien den ►faure Mø,
Saa hjertelig da hun loe,
“Forsvar I først, min ædle Drot,
Fru 👤Ingeborgs Ære og Tro!
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
I ►svare ►og for hver deilig Mø,
Med ►faure Ord bedaaret,
I har ved Ære og Rygte skildt!
Det brister, som længe har baaret.”
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
“Veed I saa meget, min skiønne Jomfru,
Da vide I sikkerlig mere,
I ►sige, hvorlænge jeg leve skal!
Jeg byder eder Guld og Ære.”
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Det svared da den skiønne Jomfru,
Hun talde ei meget længer:
Saamen, det er kun en liden Krog,
Som eders Sværd paa hænger.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
45Og vil I vide paa Dage Tal,
I ►tælle da paa eders Belte!
Og seer I de Munkekapper graa,
De skjule fuldraske Helte.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Kong 👤Erik griber derad saa fast,
Hvor sig den Jomfru vender,
Men alt som Røgen, den gaaer for Vind,
Hun smutter ud af hans Hænder.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Saalænge den Jomfru hos ham stod,
Han var i saa lys en Stue,
Saasnart hun ham af Syne svandt,
Han stod mellem ►Riis paa Tue.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Kong 👤Erik spurgde hos Ranild Raad,
Han vilde ei bedre svare:
I ►bede, min Herre, i 📌Finderup,
Til Maanen staaer op hin klare!
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Saa red de dem til 📌Finderup By,
Saa løber Mus i Fælde,
Og der var slukt baade Ild og Lys,
Det var saa seent i Kvælde.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Der i en Lade de ►stalded ind,
Kong 👤Erik var ►mod i Huen,
Han sagde: Ranild, stæng til den Port
Med hvad som bedst mon due!
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
46Luk du den Ladedør til med Stang!
Min Fred vil jeg dig ►befale,
Du ►tænke paa unge Hr. 👤Marsk Stig,
Du ►tænke alt paa hans Tale!
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
“👤Marsk Stig, min Svoger, er ►brad til Sinds,
Og ►underlig i sin Tale,
Saamen, min Herre, jeg tænker vist,
Han sidder nu paa sin ►Svale.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Saa Viben vil værge den hele Mark,
Med Vingerne oppe og nede,
Og kan dog ei værge den Tuelil,
Hvor hun mon bygge sin Rede.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Jeg satte for Porten Pind og Stang,
Og dertil Bjelken hin tykke,
Den Mand er ikke af Kvinde født,
Som kan den med Magt oprykke.”
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Det var saa ►magelig Pind og Stang,
Han satte for Dør tillige,
Det var ikke uden to Halmestraae,
Det kan jeg for Sanding sige.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Det var ikke anden Bjelke tyk,
Hvormed han Døren ►fæste
*►fæstede.
End som en Halmneg blød og let,
At falde, som Vinden blæste.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
47Saa kom de ridende i den Gaard,
De ►Kæmper i Munke-Kappe,
De vidste det grandt, hvor Kongen laae,
Var til Udaad ►fuldrappe.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
De stødte paa Døren foruden Skiemt,
De stødte med ►Glavind og Spjude:
“I ►stande nu op, Kong 👤Erik brat
Og tale med os herude!”
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Ung Ranild, han tog Svaret ►saa,
Han var saa snild i Sinde:
I tør det ingenlunde troe,
Kong 👤Erik, han er herinde!
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Han dækked fast sin Herre til
Med Hø og Straa tillige,
Grangivelig han peged paa
Hvad ei han vilde sige.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
Saa fast hug han i Vind og Veir,
Og saa i haarde ►Balke,
Han værgede sin Herre kiær
Med Flid, som andre Skalke.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
De stak alt efter hans Hjerte mest,
Fra Brystet og saa fra ►Bagen,
Med sexten og fyrretive Saar
Saa ynkelig blev han slagen.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
✂
48Det skedte om en ►👤Cecilie-Nat,
Saa hellige vare de Tide,
Den Herre blev slagen, Fru 👤Ingeborg
Hun fik dog ei Bod for sin Kvide.
Og nu staaer Landet udi Vaade.
👤►Marsk Stig.
✂
De var vel ►syv og syvsindsti,
De mødtes paa den Hede,
“Og hvor skal vi nu finde paa Raad,
Vi sloge den Herre til Døde?
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
Nu ►lader os ride til
📌Skanderborg,
Den Danske Dronning at giæste,
Og høre hvordan hun kvæder end,
Før udenlands Lykken vi ►friste!
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
Hun pleied at spotte og giøre Spee,
Det har hun vel nu ►forgiættet,
Nu Ildløs kom der i Spotterens Huus,
Nu seer hun, hvad hun har udrettet.”
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
👤Marsk Stig han sætter sig paa sin Hest,
Al Fare han agter saa ringe,
Og saa rider han til 📌Skanderborg,
Han lader ⓘ
sin Ganger springe.
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
Det var den Danske Dronning ►bold,
Hun saae sig ud over Vange:
49“Hist kommer den unge Hr. 👤Marsk Stig,
Med jernklædte Hofmænd mange.
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
Selvgjorte ►Konning! velkommen her!
Vel haver du tjent i Gaarde,
Og lever Kong 👤Erik, min ædle Søn,
Du faaer vel din Løn ad Aare.”
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
“At selvgjort ►Konning er ikke jeg,
Maa Enkedronningen vide,
Mens I haver ►Drosten Hr Loumand,
I lidet for Kongen mon ►kvide.”
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
“Nu Skam faae alle de Hænder,
Som gave min Herre Saar!
Og Skam faae alle de Munde,
Som sige mig Lasten paa!”
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
Det ►meldte Kong 👤Erik Eriksøn,
Saa lille som han mon være:
Forvist skal du af 📌Danmark ►flye,
Om Kronen jeg skal bære.
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
“Og skal jeg ud af Landet ►flye,
Og ligge paa Bølger kolde,
Saa mangen Enke da giør mit Sværd,
Og allermest af de ►bolde.
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
Og skal jeg ►bygge i Skov og Skjul,
I maae ikke andet vente,
50End at til Midsommersdag og Jul
Jeg kræver i 📌Danmark Rente.”
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
Saa red han hjem fra 📌Skanderborg,
Saa stolt og fri i Sinde,
Saa red han hjem til 📌Møllerup,
Fru 👤Ingeborg at finde.
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
Og det var unge Hr. 👤Marsk Stig,
Tog 👤Ingeborg i sine Arme:
“Nu ligger han fældet i sit Blod,
Som dig gjorde Spot og Harme.
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
Og vilde du heller en ►Slegfredviv
Nu være med Kongen herinde,
End følge af Landet en fredløs Mand
Og være en ærlig Kvinde?”
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
“Jeg vil ikke bære det ►Hadingsnavn
*►Øgenavn.
Kunde jeg end Dronning blive,
Thi ►have I Tak, min Herre ►bold,
I tog den ►Udyd af Live!
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
Vi Grever og Riddere har til Slægt,
De fleste udaf de ►Fromme,
Ei ►frygte I saa det Kongebarn,
For ►hannem af Land at rømme!
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
I ►lade opbygge et Hus paa 📌Hjelm,
I ►lade det bygge saa fast,
51At ei I ►tør ræddes for Pil og Skud,
Ei heller for ►Blidekast
*►Stenkast fra Blider.!
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
Nu haver jeg baaret min Sorg i Løn
I Vintere ni og ei færre,
Mit Hjerte det er nu sønderknust,
I have Godnat, min Herre!”
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
👤Marsk Stig lod bygge et Huus paa 📌Hjelm,
Med Mure og høie Tinde,
Der ►lagde sig for baade Tydsk og Dansk,
De kunde det dog ikke vinde.
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
Den Bonde han ►ganger paa Marken ud,
Og saaer han der sit Korn:
“Nu ►hjelpe os Gud i Himmerig,
For nu haver 📌Hjelme faaet Horn!
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
Gud ►naade os arme Bønder graa,
At
👤Glipping, han skulde regiere!
Om han til Verden var aldrig født,
Da havde det gaaet os bedre.
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
✂
De store Ege, i Skoven staae,
Naar de i Stormene falde
De slaae da ned baade Hassel og Birk,
Og andre smaa ►Ymper med alle.”
Mens vi ere drevne fra 📌Danmark.
►Den Danske Prindsesse i 📌Sverrig.
✂
En ►Rosens-Blomme min Herre har fæst,
Hende ►følge til 📌Sverrig den Herre 👤Krist!
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
Det svared dertil den Ridder blid:
Min Herre ►lade hente den Jomfru hid!
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
De ►vunde da Seil i forgyldene Raa,
De seiled til 📌Danmark i Uger to.
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
De kasted deres Anker paa hvide Sand,
De Svenske Fruer ►tren der iland.
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
Og midt udi den Borgegaard
De Fruer sig svøbde i ►Sobel og ►Maar.
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
Og der ►axled de deres Skarlagenskind,
Saa ►ginge de dem for ►Dankonning ind.
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
“►Hil sidde, Dankonning, I over Bord!
Nu Kongen af 📌Sverrig har sendt eder Ord.
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
Han sender eder Ord og Hilsen til,
Eders Datter til Brud han have vil.”
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
Det ►meldte ►Dankonning brat dertil:
Det er ikke nok med “have vil.”
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
Saameget kun giælder for mig hans Ord,
Som Tærningen rinder paa ►Tavlebord.
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
53Det første ►Guldtavl paa Bordet randt,
Da 📌Sverrigs ►Konning den Jomfru vandt.
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
Og der blev Silke paa Jorden bredt,
Da Jomfruen blev til Stranden ledt.
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
De kasted deres Anker paa Svenske Sand,
Den Danske Prindsesse ►tren først i Land.
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
Det ►meldte da Kongen, som han stod:
I ►være velkommen, Jomfru god!
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
Saa ledte de prægtige Heste frem,
Af Sølv og Guld var der Nok paa dem.
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
“Skiøn Jomfru! I skulle ei længer gaae,
I ►sætte eder op og hvile derpaa!”
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
“Og var i min Faders Land jeg ►end,
Da havde jeg ►Karm og ►Kiøresvend;
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
Naar Ridderne ride til Herredag,
Da age de Fruer derhen i Mag.”
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
Det svared de Svenske Fruer brat:
De ►Jydske Sæder I ►sige Godnat!
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
Med Sadel af Sølv og ►Mile af Guld
Den Svenske Jomfru er saa frydefuld.
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
54Det haver hos os været gammel ►Sæd,
Saalænge vi leve, vi blive derved.
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
Vore Skjoldmøer bare for sig den ►Pris,
De rede i Krig paa Herreviis.
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
Naar Danske og Svenske faae Tydskens ►Sæd,
►Det spinde de slet ikke Silke ved.”
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
Det var stor Lyst og Gammen god,
►Der de kom sammen, de ►Ædlinge to.
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
Og Kongen han tog sin Kiærest i Arm:
“Skiøn Jomfru! I ►leve hos mig uden ►Harm!”
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
✂
De leved tilsammen saamangen god Dag,
Med ►Tugt og Ære i Ro og Mag.
Det hjelper saa lidet at ►kvide.
►Den Svenske Prindsesse i 📌Danmark.
✂
Det var den Svenske Dronning prud,
Hun tog sin Datter i Lære:
“Naar du bliver Dronning i 📌Dannemark,
Lad Bonden ei over dig ►kære
*►klage.!
I ►bede for dennem, som Kronen skal bære!
✂
55Den arme Bonde i Kjortel graa
Lad ei for dig beskattes!
►End lyster dig Sølv og røde Guld,
Du faaer vel hvad dig fattes.
I ►bede for dennem, som Kronen skal bære!
✂
Saa haver jeg været i femten Aar
I din Faders Land med Ære,
Der er hverken Fattig eller Rig,
Som har over mig at ►kære.”
I ►bede for dennem, som Kronen skal bære!
✂
Og det var Jomfru 👤Ingeborg,
Hun svared med stor Snilde:
Om Bonde og Borger jeg var haard,
Da klædte det mig kun ilde.
I ►bede for dennem, som Kronen skal bære!
✂
Og de ►vunde op deres ►Silkeseil,
Gud undte dem ►Bør hin blide,
De seilede dem til 📌Dannemark
I mindre end Maaneds Tide.
I ►bede for dennem, som Kronen skal bære!
✂
De strøge Seil paa den hvide Sand,
Og kasted deres Anker,
Den unge Kong 👤Erik ved den Strand
Han ►kastede sin Ganger.
I ►bede for dennem, som Kronen skal bære!
✂
“Velkommen hid, Jomfru 👤Ingeborg!
I er min Hjertenskiære,
Jeg giør det saa gierne, ihvad det er,
►Saa I vil først begiære.”
I ►bede for dennem, som Kronen skal bære!
✂
56Den første Bøn, jeg beder eder om,
I ►unde mig den saa gierne!
I ►give med andre Fanger løs
👤Marsk Stigs Smaadøttre af Jerne!
I ►bede for dennem, som Kronen skal bære!
✂
En anden Bøn I ►bede mig om,
Allerkiæreste Fæstemø!
👤Stigs-Døttrene giver jeg ikke løs,
De skulle i Taarnet døe.
I ►bede for dennem, som Kronen skal bære!
✂
Og det var Jomfru 👤Ingeborg,
Hun blev ►i Huen saa mod
*►sørgmodig.,
“I ærlige Mænd, som førde mig hid,
I ►føre mig hjem paa Fod!”
I ►bede for dennem, som Kronen skal bære!
✂
“I ►vende eder, Jomfru 👤Ingeborg,
Lad saadant mig aldrig høre!
Aldrig I beder mig om den Ting,
Jeg gierne jo vil den giøre.”
I ►bede for dennem, som Kronen skal bære!
✂
►Dankonning han taler til sin ►Drost:
I ►lade de Fanger udtage!
👤Stigs-Døttrene ►lade I ogsaa løs
►Til heden af Land at drage!
I ►bede for dennem, som Kronen skal bære!
✂
Det var stolt Jomfru 👤Ingeborg,
Vilde ei paa Danske Jord træde,
Før hun de Fanger fik løst af Jern,
Og saae dem for sig tilstæde.
I ►bede for dennem, som Kronen skal bære!
✂
57Saa dydelig var Jomfru 👤Ingeborg,
Hende prisede Mand og Kvinde,
De takkede Gud saa mangefold,
At hun blev Dronning herinde.
I ►bede for dennem, som Kronen skal bære!
✂
Der var stor Glæde i Frue-Kor,
De Nonner ►læste og sjunge,
Der var ►end mere i Kongens Gaard,
Der ►leged' den Danske Tunge!
I ►bede for dennem, som Kronen skal bære!
►👤Marsk Stigs Døttre.
✂
👤Marsk Stig han haver sig Døttre to,
Saa tung en Skæbne monne de faae.
Og de ►fore vide om Verden.
✂
Den Ældste hun tog den Yngste ved ►Hand,
Saa ►ginge de dem til 📌Sverrigs Land.
Og de ►fore vide om Verden.
✂
Kong 👤Børge han kom fra Stævne hjem,
👤Stigs-Døttrene ►ginge for ham frem.
Og de ►fore vide om Verden.
✂
“Af hvad for Slags Kvindfolk mon I er,
Og hvi stander I saa silde her?”
Og de ►fore vide om Verden.
✂
“👤Marsk Stig han var vor Fader ►from,
Og eders Gunst, den bede vi om.”
Og de ►fore vide om Verden.
✂
58“I ►skynde eder snarlig af min Gaard!
Eders Fader ►vog min kiære Morbro'r.”
Og de ►fore vide om Verden.
✂
“Vi var ikke Skyld i Kong 👤Eriks Død,
Vi ►lede saa smaalig om vort Brød.”
Og de ►fore vide om Verden.
✂
Den Ældste hun tog den Yngste ved ►Hand,
Saa ►ginge de dem til 📌Norges Land.
Og de ►fore vide om Verden.
✂
Kong 👤Erik, han kom fra Thinge hjem,
👤Stigs-Døttrene ►ginge for ham frem.
Og de ►fore vide om Verden.
✂
“Af hvad for Slags Kvindfolk mon I er,
Og hvad haver I at giøre her?”
Og de ►fore vide om Verden.
✂
“👤Marsk Stig han var vor Fader ►from,
Og eders Gunst, den bede vi om.”
Og de ►fore vide om Verden.
✂
“Ja, kan I brygge og bage vel,
Og ellers giøre for Piger ►Skiel!”
Og de ►fore vide om Verden.
✂
“At brygge og bage har ei vi lært,
Det tykdes vor Moder, var lidet værdt.
Og de ►fore vide om Verden.
✂
Men vi kan ►væve saa vel i Rør,
Som Dronningen selv og alle hendes Møer.
Og de ►fore vide om Verden.
✂
Vi Guld kan spinde og ►væve i Lad,
Dog aldrig bliver vort Hjerte glad.
Og de ►fore vide om Verden.
✂
59Siden Fader og Moder faldt os ►fraa,
Da er vor Kaabe baade pjaltet og graa.”
Og de ►fore vide om Verden.
✂
Kong 👤Erik han ►meldte et Ord med ►Skiel:
“Eders Fader kiendte jeg saare vel;
Og de ►fore vide om Verden.
✂
►Med Haand og Mund det var en Mand,
Saa god som findes i noget Land.”
Og de ►fore vide om Verden.
✂
Kong 👤Erik slog over dem Skarlagenskind,
Saa fulgde han dem i ►Fruerbur ind.
Og de ►fore vide om Verden.
✂
Han bad dem hverken sørg' eller græd',
Han vilde dem være i Faders Sted.
Og de ►fore vide om Verden.
✂
Saa snildelig lode de Væven gaae,
Den Ældste hun ►rendte, den Yngste ►slog paa.
Og de ►fore vide om Verden.
✂
Saa vævede de i den første ►List
Den 👤hellige Jomfru og 👤Jesum Christ.
Og de ►fore vide om Verden.
✂
Saa vævede de i det andet ►Rør
📌Norgelands Dronning og alle hendes Møer.
Og de ►fore vide om Verden.
✂
De væved Hjort og de væved Hind,
De væved dem selv med blegen Kind.
Og de ►fore vide om Verden.
✂
Tilsidst de ►vov
*►vævede. med Snilde stor
Hele Guds hellige Englekor.
Og de ►fore vide om Verden.
✂
60Den ældste Syster blev syg og laae,
Den yngste gik hende til og fra.
Og de ►fore vide om Verden.
✂
Den Ældste døde ►i Hu saa mod;
Den Yngste fik ►for sin Vaande Bod.
Og de ►fore vide om Verden.
✂
For hende gav Kongen sin yngste Søn,
Hun var ►hannem værd, den Jomfru skiøn.
►Der hun havde ►faret vide om Verden.
👤►Niels Ebbesøn.
✂
Greven han samler alle sine Mænd,
►Hannem fulgde saa ►fager en Skare,
Bannere tyve og otte dertil,
Hvo turde vel mod ►hannem fare!
✂
Foruden Riddere og fribaarne Mænd,
Vare attentusinde Skytter,
For Bønder og ►Bomænd i 📌Nørre-Jylland
At stande imod ikke nytter.
✂
Og Greven han sendte 👤Niels Ebbesøn Bud,
At han skulde til ►hannem ride,
Han sagde ham Fred og ►Fællighed
*►Venskabelighed. til,
Han gav ham det tryggeste ►Leide.
✂
Og Greven han rakte 👤Niels Ebbesøn Haand,
Og dermed de talede sammen,
Saa lidet da var der Skiemt iblandt,
Og ►end meget mindre Gammen.
✂
61“Og hør nu, kiære 👤Niels Ebbesøn,
Velkommen saa skal du være,
Men ►hure
*►Hvordan. staaer Huen i 📌Nørre-Jylland,
Kan ►Tidende du mig bære?”
✂
“►Fuldgodt staaer Huen i 📌Nørre-Jylland,
Jeg siger det paa godt ►Leide,
Derom ►saa spørger hver Mand ►fuldtrøst:
Kommer I med Fred eller Feide?
✂
►End haver jeg ►og i 📌Nørre-Jylland
Baade Frænder og ►rige ►Mave
*►Maage ᴐ: Svogre.,
Til Tjeneste ere de Eder beredt,
Som I den af dem vil have.”
✂
“👤Niels Ebbesøn! du ►est en ►konstig Mand,
Dine Tanker ►gange saa vide,
Og kanst du ei komme den rette Vei frem,
Omkring saa vedst du at ride.
✂
Men ►høre du, Hr. 👤Niels Ebbesøn!
Vil du mit Ærende ride,
Hvormange Svende har du med dig,
Som du ►tør vel paa lide?”
✂
“Alt haver jeg tredive Svende med mig,
Saadanne som de nu ere,
Og ingen Forskiel jeg giør paa dem,
De alle mig er lige kiære.”
✂
“Og har du kun tredive Karle med dig,
Du ►holder idag ►til Maade,
Igaar ►holdt du i Hr. 👤Bugges Gaard
Med hundrede Heste ►i Plade.”
✂
62
👤Niels Ebbesøn var en Mand saa ►brad,
Han ræddes ei for at svare:
Og siger det enten Ridder eller Svend,
Med Løgn saa monne han fare.
✂
“Og hør du, kiære 👤Niels Ebbesøn!
Derom vil ikke vi trættes,
Du ►ride nu til Hr. 👤Bugge, din Ven,
Og spørge, om vi skal ►sættes
*►Forliges.?
✂
Hr. 👤Bugge han haver mig længe undsagt,
Og saa den unge Povel Glob,
Hr. 👤Anders Frost er eet med dem,
Og fremmerst i eders Hob.
✂
Du haver med dig Hr. 👤Eske Frost
Og saa hans Brødre tvende,
De alle af min Tjeneste drog
Foruden mit Ja og ►Minde.
✂
Jeg haver ►end flere ►til Villie gjort,
Dog de mig nu ei kiende,
I ►lyde alt paa Hr.
👤Bugges Raad,
Seer til, hvor det vil ende!”
✂
“Hr. 👤Bugges Raad veed jeg ikke af,
Hvad han vil lad' eller giøre,
👤Anders Frost har været eders Tjener tro,
I skulle ikke andet ►spørge.
✂
Hr.
👤Anders Frost, den duelig Mand,
Forsvarer saa vel sin Ære,
Vilde han af eder Orlov faae,
Hvi vilde I ►hannem det værge?
✂
63Det er ►saa Skik i 📌Dannemark,
Har været fra gamle Dage,
At har en Svend dertil Attraa,
Da maa han Orlov tage.
✂
For her er Ingen tilsammen viet,
Som Munken og hans Kappe,
Men Hofmand rider og Hofmand bi'r,
Hvor han kan tjene til Takke.”
✂
“Og hør du, Hr. 👤Niels Ebbesøn!
Du snakker mig alt for længe,
Enten skal du af 📌Danmark ►flye,
Eller jeg skal lade dig hænge.
✂
Fredhellig ►est du hidkommet til mig,
Fredhellig maa du bortride,
Men var det ikke for Ord og Tro,
Du skulde faae andet at vide.”
✂
“Et fyrsteligt ►Leide I selv mig gav,
Om jeg det ellers maa nyde;
Men har I, 👤Grev Geert, noget Ondt i ►Hu,
Det kan eder selv fortryde.
✂
I Tyve kan hænge i Galgen høit,
Baade for Ravn og for Ørn,
Men lettelig ei af 📌Dannemark
Jeg rømmer fra Hustru og Børn.
✂
Og skal jeg rømme mit Fæderneland,
Fra Hustru og Børnene smaa,
►Fuldlidet skal I rose deraf,
At I mig nogentid saae.”
✂
64“Du ►ride nu bort, 👤Niels Ebbesøn!
Ei mere vil jeg nu høre,
Ellers jeg bryder din Brynje paa dig,
Som jeg tør ►fuldvel giøre.”
✂
“Aldrig saae Nogen mig end saa ræd,
Jeg turde jo ►fuldvel skiælve,
Hør mig, 👤Grev Geert! I ►see vel til,
Og mandelig vogt eder selve!”
✂
“Du snakker mig meget til Meen imod,
Ei vil jeg mig dog overile,
Imorgen er du fredhellig for mig,
Til Solen ►ganger til Hvile.
✂
Den Dag idag, og den anden til Kvæld,
Din ►Lykke, den maa du ►friste,
Men er jeg en ægte Grevesøn,
Derefter jeg brat dig mon giæste.”
✂
Bort red da Hr.
👤Niels Ebbesøn,
Slog op med hviden ►Hand:
“Grev 👤Geert
, I ►drages til Minde vel,
Jeg kommer igjen ►forsand!”
✂
Saa red han bort med ►snaren Færd,
Kom hiem udi sin Gaard,
Han klagede sig for sin ►væne Hustru,
Spurgde hende om bedste Raad.
✂
“Hvad Raad kan jeg optænke vel,
Jeg er en ►blysom Kvinde,
De værste Raad, de tjene nu bedst,
Kunde I dem ellers paafinde.
✂
65I ►give eders Heste nyt Beslag,
I ►sende dem brat til Smede,
Og alle de Hager, dem ►vende I ind,
Saa hittes i Spor ikke Rede!
✂
Alle de Hager, dem ►vende I ind,
Saa Sporet er ikke at kiende!
I ►sige det aldrig til nogen Mand,
I lærde det af en Kvinde!”
✂
“Nu ►æde og drikke hver ►Dannesvend,
Og rappest gaaer Alt med Glæden,
Og naar saa Natten forgangen er,
Da faaer vi en Dag isteden.
✂
Det er ikke Dag, før Sol staaer op,
Men da faaer vi Tidender nye,
Hvilken Svend sin Herre er tro og huld,
Han maa ikke fra ►hannem ►flye.”
✂
De Hofmænd svore saa dyr en Ed,
De vilde deres Liv ►opsætte
*►vove.,
Og ride med ►hannem saa dristelig frem,
Hvor han vilde ►yppe en Trætte.
✂
Saa rede de dem til 📌Fruerlund,
Der ►bunde de deres Heste,
Saa ►ginge de dem til 📌Randers By
Den ►kullede Greve at giæste.
✂
Og det var Hr. 👤Niels Ebbesøn,
Han kom til 📌Randers-Bro,
“Den Svend, som ikke vil følge med,
Han ►tage sig Orlov nu!”
✂
66Frem da traadte liden 👤Svend Trøst,
Ham troede han allerbedst:
“Min Herre! I ►give mig Orlov nu
Og dertil Sadel og Hest!”
✂
Som han begiæred, han Orlov fik,
Og dertil Sadel og Hest,
Den samme Dag, før Aften kom,
Han tjende sin Herre bedst.
✂
👤Niels Ebbesøn selv til Dørren gik,
Som han fik da isinde,
Han stødte derpaa med skarpen Spyd,
Som Greven selv var inde.
✂
Grev 👤Geert han ud af ►Vindvet saae,
Han ⓘ
saae de blanke Spjude:
Saa ►usel jeg til 📌Dannemark kom,
👤Niels Ebbesøn holder herude.
✂
De stødte paa Dørren med Skjold og Spyd,
De Nagler sprang alle istykker,
“Du ►kullede Greve! og ►est du her,
En Skaal ►vi dig nu tildrikker.”
✂
“Du ►sætte dig ned, 👤Niels Ebbesøn!
Vi ville os vel forlige,
Sende vi efter Hertug 👤Henrik,
Og Hr. Claus Krummedige!
✂
“Ikke da sagde du ►saa igaar,
Alt ud ved 📌Randers Strande,
Da vilde du enten have mig hængt,
Eller jeg skulde rømme af Lande.”
✂
67Og det da ►meldte den sorte Svend,
For han var ei af de Hvide:
Vi lade nu fare den lange Snak,
Vi lade nu Sværdet bide!
✂
Saa tog de den haarde Vovehals,
Tog Hold i hans gule Lok,
Saa hugged de ham Hovedet fra
Alt over den ►Sengestok.
✂
Grev 👤Geert han var nu slagen ihjel,
Og da ►slog de paa Tromme,
Og det var Hr. 👤Niels Ebbesøn,
Han maatte af Byen rømme.
✂
Han hasted flux af Byen ud,
Ad Gade og ad Gyde,
Der mødte ham Hr. 👤Ove Hals,
Han vilde ham det forbyde.
✂
“Og hør du det, Hr. 👤Ove Hals!
Du ►giøre mig ingen Skade!
Du ►est min Svoger huld og tro,
Du maa os fare lade.”
✂
“►Fuldvel veed jeg vort Svogerskab,
Saa nær som det ►mon være,
Men du har slaget min Herre ihjel,
Jeg tænker kun paa min Ære.”
✂
Da bræged' Faar, da ►kiækked' Gaas,
Og Hanen ►goel ►paa Halde,
Hr. 👤Ove Hals blev Veien trang,
Ad de ►Holster monne han kalde.
✂
68Saa drog de ud deres gode Sværd,
👤Niels Ebbesøn vilde ei vige,
Hr. 👤Ove Hals han hugged ned,
Saa han laae der tillige.
✂
👤Niels Ebbesøn kom til 📌Randers Bro,
Der vankede Hug saa ►drue
*►drøie.,
Og der fandt han den liden 👤Svend Trøst,
Hans Orlov den var nu ude.
✂
👤Niels Ebbesøn gik over 📌Randers Bro,
De ►Holster efter ham hasted,
Imellem sprang den liden 👤Svend Trøst,
Og ►Broen med List afkasted.
✂
Tak ►have 👤Niels Ebbesøns Systersøn!
Han viste, han var af ►Arten,
Han kasted i Fjord de ►Fjelle saa brat,
Han standsed de ►Holster i Farten.
✂
En Kiælling giæsted 👤Niels Ebbesøn,
Hun havde ►ikke uden to ►Leve
*►Brød.,
Det ene gav hun 👤Niels Ebbesøn,
For han slog den ►kullede Greve.
✂
Gud ►glæde din Sjæl, 👤Niels Ebbesøn!
Du ►varst en Dansker Helt,
Saa gierne vilde du dit Fæderneland
Ved fremmede Giæster skilt.
✂
👤Krist ►signe ►og hver god ►Dannesvend,
Som baade med Mund og ►Hand,
Uden Skrømt og Tant, med Flid og Tro,
Vil tjene sit Fæderneland!
👤►Iver Lykke.
✂
Det springer nu saa vidt om Land,
Alt under 📌Sverrigs Krone,
Kong 👤Albret og hans gode Mænd,
De agter dem ind i 📌Skaane.
Derfor da ligger Svenden udi ►Bolte.
✂
►Konning 👤Albret sidder paa 📌Axelvold,
Han lader de ►Lønbreve skrive,
Saa sender han dem til 📌Helsingborg,
Den Danske Dronning at give.
✂
Og det var Dronning 👤Margrete ►bold,
Paa Svende ►saa monne hun ►hede
*
►kalde.,
I ►tale til Tydske Hr. 👤Parau,
►Bede ham til mig indtræde!
✂
“Og hør I, kiære Hr. 👤Parau!
Vil I mig hjelpe af Vaande,
Og vil I drage til 📌Sverrig for mig,
Udi mit Sted at stande?”
✂
Det svared Tydske Hr. 👤Parau,
Han var i Munden saa ►stark
*►stærk.,
Ikke drager jeg til 📌Sverrig i Strid
For tredivetusind Mark.
✂
Det var den ædle Dronning da,
De ►Lønbreve lader hun skrive,
Sender hun dem til 📌Skanderborg,
Hr. 👤Iver Lykke at give.
✂
Saa silde om en Aftenstund
Da blev de Breve udsendte,
Saa ►aarle om anden Morgens Tid,
De kom den Herre tilhænde.
✂
70Hr. 👤Iver Lykke var snar i Færd,
Saa ►stædtes han for Bord:
Vil I mig noget, kiær Dronning min?
Hvorfor sendte I mig Ord?
✂
“Hr.
👤Iver Lykke! og hør du det!
Saa venlig beder jeg dig,
At du vil fare til 📌Sverrigs Land
Og stande i Strid for mig!”
✂
Hr. 👤Iver Lykke gav gode Svar,
Han var en Mand uden ►Fals;
“Og jeg vil drage til 📌Sverrig iaar,
Skulde det end koste min Hals.”
✂
Saa fik Kong 👤Albret et Brev igien,
Det lød ikke bedre eller værre:
“►For 📌Axelvold i 📌Vestergylland,
Der mødes vi med vore Hære.”
✂
Det sagde Kong 👤Albret af stort Hovmod,
Han agted saa lidt en Kvinde:
“Hun skulde heller, den Frue fiin,
Sidde ved sin Rok og spinde.”
✂
Og de rede ud fra 📌Axelvold
Med firetusinde Heste,
De havde det fast i Hu og Sind,
At 📌Danmark vilde de giæste.
✂
Og de red over den grønne Eng,
Vel attentusind i Skare,
De hørde ei Messe ►vor Herres Dag,
Saa ilde da monne de fare.
✂
71De Danske ►sig ei forsømme lod,
De mødtes alt paa den Hede,
At mødes og strides med Kong 👤Albret,
Det var deres største Glæde.
✂
Det var paa en hellig Søndag,
Da monne de Messen høre,
Og siden drog de til 📌Øresund
Og lod sig overføre.
✂
Og de rede over de skaanske Bjerg,
Og over de grønne Enge,
Det var en Lyst at see derpaa,
Hvor deres Heste monne springe.
✂
Og de rede ind over 📌Sverrigs ►Skiel,
De vare ►i Mod saa trøste,
Og der stode Folk og undredes paa,
►Hvor Jorden under dem rysted.
✂
Det ►meldte Hr. 👤Fikke Olufsøn,
Han saae de Danske Mænd komme,
Lad os ikke stride med dem idag!
Det vorder os lidt til ►Fromme.
✂
Det ►meldte Kong 👤Albret overbrat,
Han red ►under grønne Lide:
Og ►est du ræd for Danske Mænds Sværd,
Saa rid du hen til en Side!
✂
“Aldrig saae I mig være saa ræd,
Jeg turde ►jo fuldvel skiælve,
Kong 👤Albret! I ►see vel til idag,
I kan ►forvare eder selve!”
✂
72Hr. 👤Iver Lykke, han ►meldte ►med Skiel,
Han saae de Svenske komme:
I holde nu sammen, I Danske Hofmænd!
De Svenske skal for os rømme.
✂
Det var Hr. 👤Fikke Olufsøn,
Sin Hest kunde han vel ride,
Saa dristelig red han de Danske imod,
Sit ►Glavind først at bryde.
✂
De Pile ►stunke
*►fore. saa høit i Sky,
De ►Glavinde ►ginge istykker,
I træde nu frem, I Danske Hofmænd!
►Saa raabde Hr.
👤Iver Lykke.
✂
Det første ►Ridt, de sammen red,
De Helte var alle saa stærke,
De Svenske maatte alt give tabt,
De mistede Kongens ►Mærke
*►Banner..
✂
Kong 👤Albret sagde, i Hu saa ræd:
Min Død nu vil det blive,
Den første Mand af al den Hær
Han vilde sig fangen give.
✂
Saa blev han Fange, det var ei Skiemt,
De ►Bøile om Been ham spændte,
Saa førde de ham til 📌Helsingborg,
Der havde han meer ivente.
Derfor da ligger Svenden udi ►Bolte.
►Kong 👤Kristoffer af 📌Baiern.
✂
Det var 👤Kong Kristoffer saa ►bold,
Han skrev de Breve omkring,
Han beder derom alle sine Mænd,
At mødes med ►hannem til Thing.
✂
Og ind da ►tren det Sendebud,
Han sagde sin Herre ►saa:
Eders Morbroder ikke følge vil,
Hans Husfru raadte derfra.
✂
“Kan jeg ikke min Morbroder faae,
Alt for den slemme Frue,
Da vil jeg prøve de Danske Mænd,
Og see, hvortil de mon due.”
✂
Det var 👤Kristoffer, den ►Konning ny,
Han klagede ►saa sin Vaande:
Mine egne Bønder staae mod mig op,
Og ville ►mig gaae fra Haande.
✂
Mine Adelsmænd! I stande mig bi!
I Borgere! ligesaa!
Da skal det være saa smal en Sag,
De Bønder som Giæs at slaae.
✂
De Bønder samlede sig i Hob,
Saavel over Skov som Hede,
De ►keisede
*►udvalgde. dem en Høvedsmand,
👤Henrik Tagesøn ►til god Rede.
✂
74De reiste sig op, hver Mand af Hus,
Som boed i 📌Vensyssels Land,
De meende, de havde ►alt vundet Spil,
De havde ikke bedre Forstand.
✂
Og de rede frem for 📌Aalborg Stad,
Og frem til 📌Huseby Veile,
Fremmerst da red deres Høvedsmænd,
De vare ei langt fra ►Steile.
✂
Og de rede frem paa 📌Aggers Grund,
Og saa til 📌Aggersborg By,
Der satte de Ild paa Kongens Gaard,
Den blussed høit i Sky.
✂
Det første ►Ridt, de sammen red,
De Bønder de var fuldstærke,
Og det var Marsk Stig Pallesøn,
Han ►rygged saa langt sit ►Mærke.
✂
Det andet ►Ridt, de sammen red,
Med ►Glavind og skarpe ►Spær
*►Spyd.,
Den ►bolde 👤Henrik Tagesøn
Sit Liv maatte lade der.
✂
Men det var 👤Henrik Tagesøn,
Han værged sig ►fuldvel,
►End siden han var sunket i Knæ,
Syv Mænd slog han ihjel!
✂
Og det var 👤Henrik Tagesøn,
Han saae sig op i Sky,
Ryg da vendte de Morsingboer,
Og saa de Forræder' af 📌Thye.
✂
75Ja, først saa rømde de Morsingboer,
Og saa de Forræder' af 📌Thye,
►Efter end stode de Vendelboer,
Og de vilde ikke ►flye.
✂
Alene stod ædle Vendelboer,
De maatte betale den Kiv,
En Vognborg op for sig de slog,
For den lod de deres Liv!
✂
De Bønder sloges da ned ►for Fod,
Saa mange, som ei ►undkomme,
►End er 👤Kristoffer en Konge ►gæv,
De Danske Mænd til ►Fromme!
👤►Iver Axelsøn Thott.
✂
Det var Hr. 👤Iver Axelsøn,
Han sidder paa 📌Gullands ►Skiære,
Han siger, han vil til 📌Sverrig ind,
At hente sin Hjertenskiære.
Hr. 👤Iver han bryder den stærke Bølge ►for 📌Gulland!
✂
Hr.
👤Iver han seiler til 📌Stokholms By,
For Kong 👤Karl Knudsøn at giæste,
Det sige alle, ►det hør og spør,
Det bli'r ikke til hans Bedste.
Hr. 👤Iver han bryder den stærke Bølge ►for 📌Gulland!
✂
Og midt udi den Borgegaard,
Der ►axler han sit Skind,
Saa gaaer han paa 📌Stokholms-Huus
For 📌Sverriges ►Høvding ind.
Hr. 👤Iver han bryder den stærke Bølge ►for 📌Gulland!
✂
76“►Hil sidde I, Kong 👤Karl Knudsøn!
En Drot over 📌Sverriges Rige,
Og vil eders Daatter I give mig,
At være hinandens Lige!”
Hr. 👤Iver han bryder den stærke Bølge ►for 📌Gulland!
✂
“Og skal jeg eder min Daatter ►faae
*►lade faae.,
Og hun skal ►raade eders Bo,
Da skal I drive Kong 👤Christian ud,
Med samt hans Biskopper to.”
Hr. 👤Iver han bryder den stærke Bølge ►for 📌Gulland!
✂
Det var Hr. 👤Iver Axelsøn,
De Breve lader han skrive,
Og sender dem saa til
📌Dannemark,
Kong 👤Christjan at overgive.
Hr. 👤Iver han bryder den stærke Bølge ►for 📌Gulland!
✂
Og bort da red det Sendebud,
Som Brevet havde i Hænde,
Paa 📌Myntergaarden i 📌Malmøes By,
Der monne han Kongen finde.
Hr. 👤Iver han bryder den stærke Bølge ►for 📌Gulland!
✂
“►Hil sidde I, ►Konning 👤Christian!
En Herre saa ►gild og giæv!
Jer hilser Hr. 👤Iver Axelsøn,
Og her har I hans Brev.”
Hr. 👤Iver han bryder den stærke Bølge ►for 📌Gulland!
✂
Det ►meldte ►Konning 👤Christian,
►Der han i Brevet saae:
Det havde jeg aldrig tænkt før nu,
Hr. 👤Iver vilde skikke sig ►saa.
Hr. 👤Iver han bryder den stærke Bølge ►for 📌Gulland!
✂
77Jeg haver ham ►flyet baade Land og Slot
At holde ►til troer Hænde,
Og det kom aldrig i mit Sind,
Han skulde saa vrangt sig vende.
Hr. 👤Iver han bryder den stærke Bølge ►for 📌Gulland!
✂
Men lever jeg ►Konning i Vintre to,
Og end i kortere Tid,
Den selvgjorte ►Konning og hans ►Maag
De skulle mig bede om Fred.
Hr. 👤Iver han bryder den stærke Bølge ►for 📌Gulland!
✂
Kong 👤Christian kalder paa liden Hofdreng:
“Følg du dette Bud i Stuen!
Du ►lade ham spise, som det sig bør,
Hans Herre hav ikke ►i Huen!
Hr. 👤Iver han bryder den stærke Bølge ►for 📌Gulland!
✂
Du ►giøre ham Tjenest, som det hør til,
Du ►giøre ham kun tilgode!
Hans Herre os skal betale det Lag,
Om ilde eller vel tilmode.
Hr. 👤Iver han bryder den stærke Bølge ►for 📌Gulland!
✂
Du ►følge det Bud i Skrædersal,
Og lade ►hannem Klæder ►skiære!
Selv skal betale den Skræderløn
👤Iver Axelsøn, hans Herre.”
Hr. 👤Iver han bryder den stærke Bølge ►for 📌Gulland!
✂
“I ►have Tak, ►Konning 👤Christian!
I er en Herre saa prud,
Eders Navn og Gave jeg prise vil,
Hvor jeg kommer af Landet ud.”
Hr. 👤Iver han bryder den stærke Bølge ►for 📌Gulland!
►Kong 👤Hanses Giftermaal.
✂
Kong 👤Hans, han sidder paa 📌Kiøbenhavn,
Det ►Lønbrev lader han skrive,
Og det sender han til 📌Nørrejylland,
Hr. 👤Erik Ottesøn at give.
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
Det var Hr. 👤Erik Ottesøn,
►Der han i Brevet saae,
Han skiød ►Vartavl og Terning bort,
Bad sadle sin Ganger graa.
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
Ind kom Hr. 👤Erik Ottesøn,
Og ►stædtes saa for Bord;
“Hvad vil I mig, kiær Herre min!
Hvi har I sendt mig Ord?”
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark!
✂
“Hør I, Hr. 👤Erik Ottesøn!
I er vor egen Mand,
Og I skal fare til 📌Meisen iaar
For os om en ►Lilievand!*►Lilie-Vaand.”
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
Og det var Hr. 👤Erik Ottesøn,
Saa høvisk monne han svare:
Og skal jeg ind til 📌Meisen-Land,
Jeg kan ikke ene fare.
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
Her 👤Verner Parsberg af 📌Holbekshus
Jeg lader med eder fare,
Og Hr. 👤Klaus Rønnov paa 📌Oringborg,
Eder ►følge saa ►faur en Skare!
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
79Da blev i Hast det Skib udlagt,
De Baadsmænd glædtes derved,
Den ►blide Bør saa herlig stod,
Saa vel deres Skib fremskred.
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
De ►vunde op deres ►Silkeseil,
Saa høit i forgyldte Raa,
De Dannebrog satte i ►Fremmerstavn,
De ►lode til 📌Sachsen staae.
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
Den ►Kure
*►Vogter. stander paa høie ►Værn,
Og seer han ud fra Lande,
“Jeg seer paa Søen det Danske Flag,
Derover forgyldte ►Brande
*►Fløie..”
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
Den klare Dag, den skinner fra Øst,
Og Bølgen, hun blæser blaa,
De ædle Herrer af 📌Dannemark
De gik for Hertugen at staae.
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
►Hil sidde I, Hertug af 📌Sachsenland?
Baade I og eders Kiære!
Den unge ►Konning af 📌Dannemark,
Beder om eders Datter med Ære.
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
Det var Hertug 👤Ernst af 📌Sachsenland,
Han kalder paa ►Drosten sin,
“Du ►lede til os i Salen ind
Med Ære Frøken 👤Kirstin!
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
80De satte paa hende det ►Hovedguld,
Det skinnede som en Lue,
Det var belagt med Ædelsteen,
Det klædte den skiønne Jomfrue.
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
Det var Hertugen af 📌Sachsenland,
Han tog sin Datter i Lære,
Som det sig burde, den Herre ►bold,
Han lærde hende ►Tugt og Ære.
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
Vær ►kiær ad Jyder, kiær Datter min!
De ere saa trygge og troe!
Du 📌Sverrigs Krone ei eftertragt,
Uden du den med Læmpe kan faae!
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
For fattige Enker bed du godt,
Og for hvert faderløst Barn!
For fattige Fanger bed ►og godt,
Lad dem ikke døe i ►Taarn!
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
Paa fattig Bonde læg aldrig Skat,
Jeg det ikke taale vil,
Men fattes du enten Sølv eller Guld,
Du sige din Fader til!
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
Og i Trompeter saa blev der stødt
Og blæst i forgyldte ►Ljud
*►Lyd ᴐ: Lur.,
Da Frøkenen blev til Stranden ledt,
De kaldte hende 📌Danmarks Brud.
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
81Saa ►vunde de op deres ►Silkeseil
Saa høit i forgyldte ►Raa,
Saa seiled de hjem til 📌Dannemark,
I mindre end Uger to.
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
Der ►Silke og Sindal vidt og bredt
Over grønne Jord de slog,
Den unge Konge med Riddersmænd
Sin kiære Brud modtog.
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
✂
De mødtes alt paa den grønne Vold,
👤Krist ►give, det vorde til Gavn!
Den Herre fra Hest, den Frøken ⓘ
fra ►Karm,
De fløi hinanden i Favn!
Der kom aldrig saa ►rig en Jomfru til 📌Danmark.
►Kong 👤Christian den Anden.
✂
Alle smaa Fugle i Skoven er,
Over Høgene føre de Klage,
De rive af dem baade Fier og Dun,
Og vil dem af Skoven jage.
Men Ørnen ►bygger i Fjeldet ud.
✂
Saa fløi de op i Egetræ,
Om Raad at spørge og søge,
Hvordan de skulde en Konge faae,
Der kunde dem frie fra Høge.
Men Ørnen ►bygger i Fjeldet ud.
✂
Derom da sang en lille Fugl,
Det var den usle Krage:
“Vi ►keise til Konge den gamle Ørn,
Da faaer vi gode Dage!”
Men Ørnen ►bygger i Fjeldet ud.
✂
82Og det var alle de Fugle smaa,
De gav dertil deres ►Minde,
Og Fuglekonge da blev den Ørn,
En bedre var ei at finde.
Men Ørnen ►bygger i Fjeldet ud.
✂
Det, svared i Hast den stolte Høg,
►Tilstæde vi ingenlunde,
Skal ►Konning være den gamle Ørn,
Vi alle maae gaae tilgrunde.
Men Ørnen ►bygger i Fjeldet ud.
✂
►Der han det ►spurgde, den gamle Ørn,
Han blev saa ►harm i Huen,
Og slog saa til den stolte Høg,
Som Høg slog før til Duen.
Men Ørnen ►bygger i Fjeldet ud.