Forord.
✂ ►“Forord ypper ingen Trætte” men stræber netop at forebygge den, og saaledes siger jeg ►med Forord, at jeg har ændret de Kæmpeviser i Ordføining, ►Stavelsemaal og tit i Længde, som jeg har samlet til Skolebrug, uden derved paa nogen Maade at ville nægte, enten at til andet Brug er det bedst at have Kæmpeviserne i den ældste Skikkelse, de forefindes, eller at det immer er en ►mislig Sag baade med Valget og med ►Læmpningen, da derved let de bedste Viser kan ►gaae i Løbet og de bedste ►Ordtag ►gaae i Lyset. Endelig vil jeg tilføie, at naar den kommer for Lyset, ►den fuldstændige, ordrette Udgave af vore Kæmpeviser, som “►Selskabet til den Danske Literaturs Fremme” med Føie og med Flid forbereder, da kan der baade træffes et bedre Valg og holdes bedre Takt; men det er i mine Øine baade en stor Skam og en ubodelig Skade, at vor opvoxende Ungdom selv i Skolen er forblevet saa ubekiendt med vor Skat af gamle Folkeviser, at den kunde blive graa, uden engang at vide, der var saadant Noget til. Saasnart derfor Hr. Professor 👤Maribo venligst lod mig vide, det var hans fulde Agt at indføre et Udvalg af Kæmpeviserne i sin Skole, ►naar jeg vilde hjelpe ham til et Saadant, da fandt jeg, der var intet Øieblik at spilde, og skiøndt vi, ►efter god gammel Regning, skylder Ungdommen “hundrede” gamle Viser, som blev mig formeget, saa satte jeg mig dog hastig ned og skrev “halvfjerdsindstyve,” i den fulde og faste Overbeviisning, at med den Kiærlighed og det Kiendskab, jeg har til Kæmpevisen og til Ungdommen, og med det Øre, jeg har for Modersmaalet og ►Takten, kunde Samlingen aldrig blive saa feilagtig og mangelfuld, at den ►jo dog til Skolebrug var meget bedre end Intet.
✂ Under dette Hastværk følger det vel af sig selv, at det egenlig kun har været vore bedrøvelige Udgaver, jeg har kunnet vælge af og rette en Smule paa; men da den fuldstændige Udgave af Kæmpeviserne, efter de ældste Haandskrifter og ►den yngste Sang, forberedes tæt ved mig, saa har dog derved ikke blot Samlingen vundet nogle hidtil utrykte Viser, som kiendes paa den i Indholdslisten tilføiede “Stjerne,” men jeg har i mange Tilfælde af de gamle Haandskrifter faaet et ganske andet Begreb om ►det ægte Ordtag, end jeg efter de skiødesløse Udgaver nogensinde kunde giættet mig til.
✂ VIIIGid nu kun mange Skoler vilde ►tage godt Eftersyn, og gid vore gamle deilige Kæmpeviser ei blot maatte komme Ungdommen for Øie i Bogen, men især for Øre i livlig og folkelig Sang! Da er jeg vis paa, at ligesom dette lille Arbeide med at lette Kæmpevisernes Skolebrug hører til de fornøieligste, jeg ved Pennen har havt, saaledes vil det ogsaa høre til de nyttigste, det undtes mig at giøre, og da skal det være mig særdeles kiært, om det snart maa vidt overtræffes og afløses. Det er nemlig soleklart, at naar de fremmede Ting, vor Ungdom oplæres i, er allergavnligst, da gaaer dog Profiten i Arbeidslønnen, hvis vort Eget derved forsømmes, og af Alt hvad Skolen kan og bør giøre til at vække og nære det ►Folkelige hos den opvoxende Slægt, altid Landets Haab og i vore Dage lettelig dets “sidste Haab,” da er den gamle Folkevise, der dog endnu findes ►i Folkemunden, ikke blot hvad der ligger nærmest, men ogsaa hvad der gaaer dybest, fordi “faure Ord fryde saamangt et Hjerte,” og fordi det gaaer med Folkesangen, som med Lyden af ►“Hr. Villemands Guldharpe,” at naar den bliver stærk, da revner ikke blot ►“Barken paa Eg og Birk” saa det kommer frem Alt hvad der ►“gik imellem Bark og Træ” men da maa ogsaa ►“Trolden” op med alt det Kiære, han drog tilbunds i 📌Tiesø eller Glemselens Bundløse . Og naar det skeer, naar en glad Dag aabenbarer, at alt det ægte Danske, ligesaa lysteligt som ædelt og elskeligt, der ►syndes forlist og ►forloret, var dog ikke glemt, men giemt til bedre Tider, da skal det kommes ihu med Gammen, at vor gamle Ganger fra Mund til Mund ►“snubled paa fire Guldsko,” og ►“Lilievanden” sank i “den stridige Strøm,” aldenstund dog omsider, ►efter Ordsproget, alt Godt kom igien, og kan langt anderledes luttret og klart optages i Folkets Bevidsthed, end om det, ved at slæbes med, var blevet forslidt og saa ►vanhældet, som nu mangen gammel Vise ►i Folkemunden, hvis gamle Deilighed nu neppe, uden ved Hjelp af hvad der opstiger fra de Dødes Rige, lod sig opdage endsige oplyse.
✂ Derfor, du Danske Ungdom! nu kun frisk Mod, som “ungen Svegder,” saa følger god Lykke!