Grundtvig, N. F. S. Danske Kæmpeviser til Skole-Brug udvalgte og tillæmpede af Nik. Fred. Sev. Grundtvig

52

Den Danske Prindsesse i 📌Sverrig.

1

En Rosens-Blomme min Herre har fæst,
Hende følge til 📌Sverrig den Herre 👤Krist!
Det hjelper saa lidet at kvide.

2

Det svared dertil den Ridder blid:
Min Herre lade hente den Jomfru hid!
Det hjelper saa lidet at kvide.

3

De vunde da Seil i forgyldene Raa,
De seiled til 📌Danmark i Uger to.
Det hjelper saa lidet at kvide.

4

De kasted deres Anker paa hvide Sand,
De Svenske Fruer tren der iland.
Det hjelper saa lidet at kvide.

5

Og midt udi den Borgegaard
De Fruer sig svøbde i Sobel og Maar.
Det hjelper saa lidet at kvide.

6

Og der axled de deres Skarlagenskind,
Saa ginge de dem for Dankonning ind.
Det hjelper saa lidet at kvide.

7

Hil sidde, Dankonning, I over Bord!
Nu Kongen af 📌Sverrig har sendt eder Ord.
Det hjelper saa lidet at kvide.

8

Han sender eder Ord og Hilsen til,
Eders Datter til Brud han have vil.”
Det hjelper saa lidet at kvide.

9

Det meldte Dankonning brat dertil:
Det er ikke nok med “have vil.”
Det hjelper saa lidet at kvide.

10

Saameget kun giælder for mig hans Ord,
Som Tærningen rinder paa Tavlebord.
Det hjelper saa lidet at kvide.

11

53Det første Guldtavl paa Bordet randt,
Da 📌Sverrigs Konning den Jomfru vandt.
Det hjelper saa lidet at kvide.

12

Og der blev Silke paa Jorden bredt,
Da Jomfruen blev til Stranden ledt.
Det hjelper saa lidet at kvide.

13

De kasted deres Anker paa Svenske Sand,
Den Danske Prindsesse tren først i Land.
Det hjelper saa lidet at kvide.

14

Det meldte da Kongen, som han stod:
I være velkommen, Jomfru god!
Det hjelper saa lidet at kvide.

15

Saa ledte de prægtige Heste frem,
Af Sølv og Guld var der Nok paa dem.
Det hjelper saa lidet at kvide.

16

“Skiøn Jomfru! I skulle ei længer gaae,
I sætte eder op og hvile derpaa!”
Det hjelper saa lidet at kvide.

17

“Og var i min Faders Land jeg end,
Da havde jeg Karm og Kiøresvend;
Det hjelper saa lidet at kvide.

18

Naar Ridderne ride til Herredag,
Da age de Fruer derhen i Mag.”
Det hjelper saa lidet at kvide.

19

Det svared de Svenske Fruer brat:
De Jydske Sæder I sige Godnat!
Det hjelper saa lidet at kvide.

20

Med Sadel af Sølv og Mile af Guld
Den Svenske Jomfru er saa frydefuld.
Det hjelper saa lidet at kvide.

21

54Det haver hos os været gammel Sæd,
Saalænge vi leve, vi blive derved.
Det hjelper saa lidet at kvide.

22

Vore Skjoldmøer bare for sig den Pris,
De rede i Krig paa Herreviis.
Det hjelper saa lidet at kvide.

23

Naar Danske og Svenske faae Tydskens Sæd,
Det spinde de slet ikke Silke ved.”
Det hjelper saa lidet at kvide.

24

Det var stor Lyst og Gammen god,
Der de kom sammen, de Ædlinge to.
Det hjelper saa lidet at kvide.

25

Og Kongen han tog sin Kiærest i Arm:
“Skiøn Jomfru! I leve hos mig uden Harm!”
Det hjelper saa lidet at kvide.

26

De leved tilsammen saamangen god Dag,
Med Tugt og Ære i Ro og Mag.
Det hjelper saa lidet at kvide.