Grundtvig, N. F. S. Danske Kæmpeviser til Skole-Brug udvalgte og tillæmpede af Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Sorte-Plog.

1

Aarle om Morgen, Lærken hun sang,
Under saa grøn en Lide *Side.,
15Hr. Karl klæder sig for sin Seng.
Kongen af 📌Danmark lader det hevne.

2

Han drog paa sin Skjorte saa skiøn,
Og Trøien stukket med Silke grøn.

3

Bukkeskinds Støvler drog han aa,
Spændte forgyldte Sporer paa.

4

Med Gyldenspore spændt omkring,
Saa rider Hr. Karl ene til Thing.

5

Hr. Karl han ganger ad Thinge fram,
Saamangen Mand maa rømme for ham.

6

Dankongen kalder paa Svende tre:
I binde Hr. Karl, lade mig det see!

7

Op da stode de Svende tre,
De bandt Hr. Karl, lod Kongen det see.

8

De førde Hr. Karl foroven By,
Der lagde de ham paa en Steile ny.

9

Saa brat kom Bud for Hr. 👤Plog ind:
Dankongen lader steile Broder din.

10

Hr. 👤Plog sprang over breden Bord,
Han gav ikke mange gode Ord.

11

Forgyldte Sporer vel spændt omkring,
Saa rider ene Hr. 👤Plog til Thing.

12

Han rider saa fast i Mark og Eng,
Sin Fole rider Hr. 👤Plog i Spræng.

13

Hr. 👤Plog han ganger ad Thinge fram,
Dankonning han stander op mod ham.

14

“Havde jeg været her før i Dag,
Da havde det været bedre i Lag;

15

16Min Broder er lagt paa Steile uden Sag,
Dankonning, det ganger ei af i Mag,

16

Men var jeg kommet for Timer fem,
Han sikkerlig skulde fulgt mig hjem;

17

Nu er min Broder ved Livet skildt,
Dankonning, eders Tro er dermed spildt.”

18

Dankonning meldte et Ord med Skiel:
Din Broder fortjende sin Død fuldvel;

19

Naar hver mon raade med Vold og Sværd,
Er Loven ikke en Bønne værd.

20

“Min Broder han var saa dannisfuld,
Vi kunde ham løst med Sølv og Guld.”

21

“Dit Sølv og Guld passer jeg ei paa,
Men Retten sin Gænge have maa,

22

Du maatte saalænge tale derom,
At du kunde nyde den samme Dom.”

23

Dankonning kalder paa Riddere tre:
I binde Hr. Plog, lader mig det see!

24

Est du, Dankonning, Mand for dig,
Da baste du selv og binde mig!”

25

Dankongen drog af sin Handske prud,
Hr. 👤Plog han ryster sit gyldne Spjud.

26

Først vog han Fire, saa vog han Fem,
Saa vog han Dankonning med alle dem.

27

Da han havde veiet de Kongens Mænd,
Da kiørde han sin kiær Broder hjem.

28

Til 📌Ribe førde de Kongens Been,
Der hvile de under Marmorsteen.

29

17Hr. 👤Plog han rømde af Land paa Fod,
Under saa grøn en Lide,
Af ham fik man ikke anden Bod.
Kongen af 📌Danmark lader det hevne.