►Skiærsilden.
✂
Ulykken, hun staaer for hver Mands Dør,
►Vel den, sig ►hytter for hende!
Det var liden Kirsten saa ►dydelig,
Det maatte vel hun ►bekiende.
Og denne Sorg haver I mig voldt, som jeg elsked!
✂
Det var Hr. Peder, en Mand saa stolt,
Kom hjem fra Thing i Vrede,
Det var liden Kirsten, Datter hans,
Saa glad gik ham imøde.
✂
“Velkommen hjem, kiær' Fader min,
Velkommen hjem fra Thinge!
Hvad var til Tidende der idag?
Hvad Nyt har I at bringe?”
✂
“Af Nyt ►saa var der Nok idag,
Det var det allerværste,
Din Fæstemand sig fra dig svor,
En anden Mø at fæste.
✂
Din Fæstemand, han svor derpaa,
Vanrygtet ►est du blevet,
For du i fulde otte Aar
Har Hoer og Mord bedrevet.”
✂
“Og hør I det, kiær' Fader min,
I ►troe mig ei saa ilde!
En Anden haver mig løiet paa,
Min Lykke at forspilde.”
✂
“Og hør du det, kiær' Datter min,
Du ►giøre deraf ei Gammen!
Hr. Oluf og hans ►Herredsmænd
De bære nu Baalet sammen.”
✂
230Og det var liden Kirsten ►væn,
Hun sad saa taus og tyst,
Imens de andre Jomfruer græd,
De løfted' hende paa Hest.
✂
Og det var liden Kirsten ►væn,
Hun kom ►foroven By,
Og der saae hun det store Baal,
At Luen leged' i Sky.
✂
Og de red over den grønne Eng,
De maatte vel Øine væde,
Det var at høre saa langt af Led,
Den Jomfru tog paa at kvæde.
✂
Saa kvad hun, liden Kirsten ►væn,
Alt paa den grønne Eng:
Hist seer jeg, hvor min Fæstemand
Har redt min Brudeseng!
✂
Mine Lagen, de er saa røde,
Mine Bolstre, de er saa blaa,
Men Gud ►forbyde hver ►Dannemand
At gifte sin Datter ►saa!
✂
Saa løfted' de liden Kirsten ned,
Og løste hendes ►faure Haar,
Og alle de Folk, som stod derhos,
De fældte saa ►modige Taare.
✂
“I ►staae nu op, Hr. Oluf ►bold,
Min Fæstemand saa stræng,
Og ►løfte eders Fæstemø
I hendes Brudeseng!”
✂
231Op stod han brat, Hr. Oluf ►bold,
Han var i Hu som Staal,
Saa løfted' han sin Fæstemø
Oppaa det brændende Baal.
✂
Han satte liden Kirsten ►væn
Ind i den lyse Lue,
Men Ilden slog saa langt omkring,
Hun stod en ►klar Jomfrue.
✂
Det ►meldte liden Kirsten brat,
Hvor hun i Ild mon staae:
Og troer I nu, kiær' Fader min,
At mig er løiet paa!
✂
Jeg takker Gud i Himmerig,
Som mig har løst af Nød,
I Kloster vil jeg leve nu,
En Jomfru til min Død.
✂
I Kloster gav den Jomfru sig,
Alt med sit Guld det røde,
Hr. Oluf red derudenfor
Og sørged' sig tildøde!
Og denne Sorg haver I mig voldt, en Veninde!