►Hjemkomsten.
✂
Hr. Æsbern tjende i Kongens Gaard,
Og gammel han blev i Gaarde,
Han fæsted' Sidsel, saa tro som Guld,
De elsked hinanden saare.
Nu længes jeg efter min Kiærest.
✂
221De levede sammen med Lyst og Fryd,
Men ►ei uden Maaneder to,
Hr. Æsbern drømde en Drøm saa stærk,
Den voldte ham megen Uro.
✂
Han drømde, han saae en Guds Engel klar,
Og aldrig saa glemde han Røsten:
“Vil ei du mig følge til Herrens Grav,
Og see, hvor det dages i 📌Østen!”
✂
Hr. Æsbern, han taler til Sidselil:
I give mig Orlov, min Kiære!
For jeg haver drømt en Drøm saa stærk,
Med Fred kan jeg her ikke være.
✂
Jeg drømde mig om en ►📌Jorsalsfærd
*►📌Jerusalems-Færd.,
Til 📌Jordans de klare Bølger,
Sørg ikke! jeg kommer vel snart igien,
Guds Engel saa klar mig følger.
✂
“I ►fare med Gud, kiær' Herre min!
Han kiender saa vel min Smerte,
I mindes det vel i allen Stund,
Hvad jeg bærer under mit Hjerte!”
✂
“Hvad under dit Hjerte du bærer nu,
►Velsigne det Gud og ►Vorfrue!
Og hvor i al Verden jeg kommer hen,
Saa ►gaaer du mig aldrig af Huen.”
✂
Fru Sidselil fulgde ham ned til Strand,
Hun skinned' som Sol om Morgen,
Det saae dog Gud-Fader i Himmerig,
Hvor inderlig hun bar Sorgen.
✂
222Hr. Æsbern bød hende sit Farvel,
Han slog om hende sin Arm,
Og i hans Haand fra den hvide Kind
Da faldt hendes Taare varm.
✂
Og det var Æsbern, den Ridder ►bold,
Han styred sit Skib fra Land,
Og det var Sidsel, hans ►Venneviv,
Hun daaned' paa hviden Sand.
✂
Hr. Æsbern kom til 📌den hellige Grav,
Hvor Messen var skiøn at høre,
Dog tænkde han paa sin Hjertenskiær'
Som han var vant at giøre.
✂
Hr. Æsbern agted' ►i Aar og Dag
At fare den Færd til Ende,
Men han blev borte i femten Aar,
Han faldt i Hedninghænder.
✂
Ja, der var han vel femten Aar,
Med Suk og Sorg i Sinde,
Hans Hjertenskiær' og 📌Dannemark
Gik ham dog ei af Minde.
✂
Han seiled over den salte Sø,
Han skyndte sig paa det Bedste,
Og det var en hellig Julekvæld,
Hr. Peder sin ►Maag han mon giæste.
✂
Han havde ►Skræppen
*►Randselen. paa sin ►Bag,
Pigstaven ►og i Hænde,
Alt som en fattig ►Pillegrim,
Han var ei nem at kiende.
✂
223Hr. Peder han skikked sit Folk tilbords,
Gjorde det saa godt som Nogen,
Det var den fattige ►Pillegrim,
Han sad bag Dør i Krogen.
✂
Hr. Peder han skiænked den klare Vin
I Bæger af Sølv det hvide:
“Drik ud, du fattige ►Pillegrim,
Lad fare din Sorg og Kvide!”
✂
Det var den fattige ►Pillegrim,
Begyndte sin Tunge at røre,
Han spurgde ►og til Fru Sidselil,
Hvor godt hun ►giemde sin Ære.
✂
Det var Hr. Peder, han svared brat:
Saa godt ►giemmer hun sin Ære,
At var jeg Konge i 📌Dannemark,
Guldkronen skulde hun bære.
✂
Hr. Æsbern i sin Pilgrimsdragt,
Og med sin Stav i Hænde,
Han vandrede til sin egen Gaard,
Han var ei nem at kiende.
✂
Han bød ►Guds-Fred i ►Høieloft,
Han sagde: Fru Sidselil'!
Og vil I laane mig Hus i Nat,
Alt for Hr. Æsberns Skyld?
✂
“Og har du været til Things idag,
Paa Thinge eller ►og til ►Stævne,
Eller har det været i fremmed Land,
Du hørde Hr. Æsbern nævne?”
✂
224“Hvor jeg har været, der har jeg ►spurgt,
Og siger det her for Sande,
Hr. Æsbern han er karsk og sund,
Og han kommer snart til Lande.”
✂
“Saa ►hvile du her med Fred i Nat!
Saa ►hvile du dig i Dage!
Saa ►hvile du dig en Maanedstid,
Til Hr. Æsbern kommer tilbage!”
✂
Saa sørgende sad Fru Sidselil,
Hun sukked saa tit og saare:
Det ►give Gud-Fader i Himmerig,
Den Tidende maa mig ei ►daare!
✂
Og hør, du fattige ►Pillegrim!
Du ►seer mig en Ridder saa lig,
Og har du Hr. Æsbern seet og kiendt,
Du ►dølge det ikke for mig!”
✂
Og det var Hr. Æsbern, alt ved det Ord,
Tilside han maatte sig bøie,
Han kunde ei svare den Frue skiøn,
For Taarerne stod ham i Øie.
✂
Saa kasted han af sin Pilgrimsdragt,
Hans Taarer i Strøm de ►runde,
“Og ►bære han aldrig en Ridders Navn,
Saa længer sig dølge kunde!”
✂
Han slog om hende, som før, sin Arm,
Han kyssede hendes Mund:
“Jeg takker Gud-Fader i Himmerig,
Jeg finder dig karsk og sund!
✂
225Og hør nu, Allerkiæreste min,
Jeg mindes vel Bryllupsaaret,
Og er det Datter ►hvad heller Søn,
Du har under Hjerte baaret?”
✂
Og det var stolte Fru Sidselil,
Hun taler til Svende to:
I ►følge min Datter op i Sal!
Hun aldrig sin Fader saae.
✂
Liden Signild ►tren i Salen ind,
Var vel sine femten Aar,
Og hendes Haand var hvid som Snee,
Som Guld var hendes Haar.
✂
Hr. Æsbern gik hende selv ►imod
*►imøde.,
Han tog hende i sin Arm,
“Nu takker jeg Gud i Himmerig,
Forvundet er al min ►Harm.”
✂
Nu glæder sig skiønne Fru Sidselil,
Sin Sorg monne hun forglemme,
Hun haver Hr. Æsbern hos sig igien,
Med Fred sidder nu han hjemme!
Nu længes jeg efter min Kiærest.