►Gienfærdet.
✂
Hr. Bjørn han rider sig ►op under Øe,
Og fæster han sig saa ►væn en Mø.
►Faure Ord fryder saa mangt et Hjerte.
✂
Han fæsted' sig ►fauren Sølverlad,
Hun var sørgmodig og sjelden glad.
✂
182I Vintrene otte de sammen var,
Hun Børnene otte til Verden ►bar.
✂
Saa brat gik Døden hen over Land,
Tog bort Sølverlad, den ►Liljevand.
✂
Hr. Bjørn han rider i Land saa vide,
Han finder og fæster sig Jomfru Blide.
✂
Han fæsted en Jomfru, hun var saa blid,
Alligevel blev hun en ►Stifmoder strid.
✂
De førde Bruden i Gaard med Fryd,
For Børnene fik det en anden Lyd.
✂
De klappede hende paa Skarlagenskind:
“Kiær Moder! I ►være velkommen herind!”
✂
Hun stødte dem fra sig med Haand og Fod:
“Hvi pletter, I Unger, min Kaabe god?”
✂
Hr. Bjørn gav hende den Kaabe saa blaa,
For hun skulde elske hans ►Ymper de smaa.
✂
Og han gav hende et ►Hovedguld,
For hun ⓘ
skulde være hans Smaabørn huld.
✂
Han gav hende aldrig dog Guld saa rød,
Hun nægted de Smaa jo det tørre Brød.
✂
Hun tog fra ►dennem de Bolstre blaa
Og lagde hans Børn paa det bare Straa.
✂
Saa bitterlig græd da Børnene smaa,
Det Sølverlad hørde, hvor død hun laae.
✂
Og det var om en ►Løverdags-Kvæld,
Da sig skulde hvile hver christen Sjæl.
✂
183Da Sølverlad gik sig til ►Englevist
*►Englebo.,
Sig ►Hjemlov at bede af
👤Jesus Christ.
✂
“Og maa jeg dog ikke til ►Middelhjem
*►Midgaard ᴐ: Jorden. gaae,
Og tale et Ord med de arme Smaa?”
✂
“Det ►være tilladt, du ►gaae derhen!
Men vær ved Hanegal her igien!”
✂
Saa skiød hun op sine mødige Been,
►Der revnede Mure og Marmorsteen.
✂
Og hvor hun vandred' igiennem By,
Der Hundene tuded' i vilden Sky.
✂
Og ►der hun kom til det ►Borgeled,
Der stod hendes ældste Datter ved.
✂
Hun hentede Vand til Sydskende smaa,
De var saa tørstige, hvor de laae.
✂
“Min ældste Datter! ak, her stander du!
►Hvor lide dine smaa Sydskend' nu?”
✂
“Nei, du ►est ikke min Moder ►bold,
Du er saa bleg, du er saa kold.”
✂
Saa gik hun ind i den mørke Vraa,
Hvor hendes smaa Børn i Kulden laae.
✂
Der sætter hun sig paa den bare Jord,
Den Ene hun reder, den Anden hun ►toer.
✂
Den mindste, den sætter hun paa sit Skiød,
Som hun vilde give den Die sød.
✂
184“Og siig du mig, ældste Datter min!
Hvor er Hr. Bjørn, kiær Fader din?”
✂
“Min Fader, han sover sødt og godt
Hos ►Stifmoder strid, som vi har faaet.”
✂
Til ►Høielofte gik Sølverlad,
Det hørde Fru Blide, hun blev ei glad.
✂
“Vaagn op, Fru Blide, nu er det Tid,
Du er mine Børn en ►Stifmoder strid.
✂
Jeg ►levnede dig mit ►Hovedguld,
For du skulde være mine smaa Børn huld.
✂
Jeg ►levnede dig de Bolstre blaa;
Og mine Smaabørn har ei Dyne graa.
✂
Jeg ►levned' dig Nok af Guld saa rød,
Smaabørnene græde dog maae for Brød.
✂
Men skal jeg tiere hjem til dig gaae,
►Fuldhaard en Skæbne, da skal du faae.
✂
Hvergang de Hunde giør Støi og ►Bang
*►Larm.,
Da tænk: de Døde ►er nu paa Gang!
✂
Hvergang det pusler ved Midnatstid,
Du tænke paa mig, ►Stifmoder strid!
✂
Men nu galer Hanen den sorte,
Nu aabner sig Helvedes Porte.
✂
Og nu galer Hanen den røde,
Til Graven skal alle de Døde.
✂
185Og nu galer Himmerigs Hane hvid,
Jeg haver paa Jord ei længer Tid.”
✂
Og Sølverlad knap under Mulde laae,
Da hviled hendes Børn paa Bolstre blaa
✂
Det ene blev redt, det andet flett',
Det ene løftet, det andet ►lett'!
✂
Fru Blide hun gav dem Vin og Brød,
Lod aldrig mere dem lide Nød.
✂
Hvergang hun hørde, de Hunde ►tød
*►tudede.
Til Legetøi gav hun dem Guld saa rød.
✂
►Saa gjorde hun det for Hundeglam,
Hun ei vilde gjort for Ære og Skam!
►Faure Ord fryder saamangt et Hjerte!