Grundtvig, N. F. S. Danske Kæmpeviser til Skole-Brug udvalgte og tillæmpede af Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Opbygning og indhold

✂ Bogen begynder med et tilegnelsesdigt og en fortale af Grundtvig selv. Digtet er ikke i egentlig folkevisestil, men strofeformen (og 1.-strofens indhold) stammer fra en svensk folkevise, hvis stadigt brugte melodi er med i ►Abrahamson, Nyerup og Rahbek (►1814, bind 5, s. LXXXIV). Herefter følger en indholdsfortegnelse med visetitler og selve viserne. Sidst i bogen findes et alfabetisk register efter visernes førstelinjer.

✂ Udvalget rummer 10 kæmpeviser, 24 trylleviser, 21 historiske viser i 22 opskrifter (dvs. to af viserne bærer samme nummer i standardværket ►DgF) og 12 ridderviser.

✂ Fire af viserne blev ikke optaget i ►DgF. Af disse fire findes dog én vise i ‘søsterudgaven’ ►Danske Viser fra Adelsvisebøger og Flyveblade 1530-1630, som indeholder især de lyriske og historiske viser fra folkevisehåndskrifterne, der ikke var folkeviser, skønt de formentlig var lige så gamle som disse (►Grüner-Nielsen & Kristensen 1912-1931).

✂ Selv om Grundtvig havde til hensigt at lave en folkeviseudgave, er de første to viser, ►Kragemaal og ►Dannevirke, ikke folkeviser efter de kriterier, som senere indirekte skulle fremgå af ►DgF. Ingen af viserne har den strofiske opbygning, der er den del af genredefinitionen. Desuden er ►Dannevirke ikke anonym, men forfattet af 👤Laurids Kok. Grundtvig har imidlertid kunnet finde dem i 👤Syvs “►Tohundredvisebog” og mente formodentlig derfor, at de alligevel havde deres berettigelse i en folkeviseudgave. Af det meget korte forord er det ikke muligt at udlede hans genreafgrænsninger, men hans udvalg afspejler en forkærlighed for historiske viser og trylleviser.

✂ Grundtvig finder af og til på en titel, der hverken svarer til de i dag kendte eller tidligere udgavers. De 72 viser er i den fortløbende indholdsfortegnelse indordnet et system, der kan afspejle en form for indbyrdes kronologi i forhold til emnerne, især de historiske. Udgaven følger ikke den inddeling af viserne, som ►DgF siden har gjort til standard, og som delvis bygger på ►Abrahamson, Nyerup og Rahbeks fra 1812-14.

✂ Taget i betragtning, at der er tale om en udgave til unge mennesker, hvis kendskab til ældre danske ord næppe er særlig stort, er der forbløffende få ordforklaringer. Til gengæld anbringes de dér, hvor man har brug for dem, nemlig som fodnoter på de relevante sider. Grundtvigs mange moderniseringer opvejer desuden i nogen grad forlæggenes svært forståelige ældre ordforråd og ordformer. Som regel kan man stole på Grundtvigs forklaringer.

Forkortelser af viserne

✂ Grundtvig gør mange indgreb i teksterne. Først og fremmest forkorter han kraftigt, mens han kun i få tilfælde selv digter en strofe eller to til. En optælling viser, at viserne i hans versioner er kraftigt forkortet. Bogens viser har fra 10 til 200 strofer i forlæggene og fra 9 til 120 strofer hos Grundtvig. Den største afvigelse forekommer ved ►Hellig-Olav og Troldene (►DgF 50), hvor forlægget (►Vedel og ►Syv) har 51 strofer, hvoraf Grundtvig kun bruger de 19. Den gennemsnitlige ‘udnyttelse’ er 76%. Grundtvig undgår bevidst at gentage hele scener eller strofer med næsten identisk indhold. Han udelader fx også strofer, der handler om specielle karaktertræk ved mennesker fra forskellige landsdele, som i ►Hr. Tønne fra Als (►DgF 34). Det er måske et forsøg på ikke at støde specielle grupper fra sig, altså en bevidst refleksion over publikum, der er skoleungdommen i hele landet.

Omskrivninger af folkeviseformler

✂ Noget af det mest karakteristiske ved folkeviser er, at stroferne er bygget op af faste vendinger eller formler. Disse fungerer som ‘byggesten’ og er medvirkende til, at en sanger under fremførelsen ikke behøver at huske hele tekster udenad, men kan ‘genskabe’ en vise på stedet ved hver ny fremførelse, når blot persongalleri og handlingsgang ligger fast (►Pedersen 2001). Det er værd at bemærke, at Grundtvig undlader at bruge de mest gængse formler. For eksempel skaber han en række variationer over formlen ‘det vil jeg for sandingen sige’, som han med stor opfindsomhed helt undgår. Vendingen at ‘smile under skind’, der i folkeviserne antyder, at den smilende har bagtanker, erstattes af formuleringer, som ikke giver de samme konnotationer. Også bryllupsformlerne undergår forvandling (se skemaet nedenfor).

✂ I følgende skemaer er forlæggenes ordlyd, stavemåder og findested anført i første kolonne, mens Grundtvigs omskrivninger følger i anden. Skråstreg angiver evt. linjeskift. Om findestederne,: se afsnittet: Ældre folkeviseudgaver.

Arkaiseringer og moderniseringer

✂ Det, der først og fremmest springer en folkevisekender i øjnene, er, at Grundtvig på én gang arkaiserer og moderniserer – indimellem i samme strofe.

✂ Til trods for, at Grundtvig indimellem bruger sin historiske viden til at præcisere de ofte mangelfulde oplysninger i de historiske viser, kan han også omtolke forlæggets ord og erstatte dem med noget, der (formentlig) har været lettere at forstå for samtiden.

Ad usum delphini

✂ Med tanke på målgruppen (skoleungdommen) prøver Grundtvig at moderere indholdet ved at omskrive eller forbigå de tydeligste seksuelle hentydninger.

Metriske ændringer

✂ Det er påfaldende, at Grundtvig ikke har villet gengive folkevisernes simple metrik, trods hans eget udsagn, “med det Øre, jeg har for Modersmaalet og Takten” (forordet s. [VII], se også ►Toldberg 1946, s. 126, og ►Pedersen 2013). Snarere har han anvendt den form, der i litteraturhistorien bliver omtalt som kunstballade.

✂ Den traditionelle strofe i en folkevise består af fire verslinjer med henholdsvis 4, 3, 4, 3 trykstærke stavelser i verslinjerne og et frit antal tryksvage stavelser. Dertil kommer rim mellem anden og fjerde verslinje. Grundtvig gør stroferne helt regelmæssige, oftest således at første og tredje verslinje har rimet mandlig udgang (enstavelsesrim), mens andet og fjerde vers har rimet kvindelig udgang (tostavelsesrim). Derudover lader han stroferne i den enkelte vise følge samme (gerne jambiske) mønster, så visen bliver mere sangbar, idet alle strofer har samme stavelsesantal, så man hverken skal strække tekst eller melodi for at få det til at ‘gå op’. Det medfører, at Grundtvig meget ofte må bytte fuldstændigt om på ordenes rækkefølge for at opnå det kvindelige rim.

✂ Mange melodier har formentlig været ukendte for ham, for han optrykker stort set ikke gentagelsesstrofernes specielle opbygning.

✂ Der er ikke noget system for, hvorvidt han gentager omkvæd (og eventuelle mellemkvæd) ved alle strofer, eller om han kun bringer dem ved første og sidste strofe.