Grundtvig, N. F. S. Danske Kæmpeviser til Skole-Brug udvalgte og tillæmpede af Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Grundtvig og polemikken

✂ Det er om folkevisestriden hævdet, at modstanden mod ►DgF først og fremmest gjaldt 👤Svend Grundtvigs far, N.F.S. Grundtvig (jf. ►Bang 1972, s. 344; se oversigten). Modviljen mod 👤Svend Grundtvigs plan var for nogens vedkommende så voldsom, at det ikke var nok at ytre den i dagblade og tidsskrifter. Fader Grundtvig kom således sin søn til undsætning i en hel bog, et lille stridsskrift, ►Om Kæmpevise-Bogen, en Stemme mod Hr. Levins, Hr. Liebenbergs o.s.v. af Nik. Fred. Sev. Grundtvig (►1847b, se indledning til denne her). 👤Svend Grundtvig forsvarede derudover sig selv i et næsten 80 sider langt stridsskrift, ►Etatsraad Molbech og Kæmpeviserne, et Stridsskrift af Svend Grundtvig (►1848a), der minutiøst gennemgik 👤Molbechs forhastede viseudgave fra slutningen af 1847, ►Et hundrede udvalgte Danske Folkeviser, hidtil utrykte, samlede og udgivne af C. Molbech, og påpegede dens fejl, mangler, inkonsekvenser og misforståede forbedringer.

✂ Som allerede titlen på det lille skrift angiver, rettede N.F.S. Grundtvig især skytset mod udgiveren (og digteren) 👤Frederik Ludvig Liebenberg og den stridbare litterat og sprogmand 👤Israel Salomon Levin. Disse to havde bl.a. i ►Berlingske Tidende (28. september 1847) og ►Fædrelandet (20. september 1847) protesteret mod 👤Svend Grundtvigs udgivelsesplaner, der blev understøttet af Samfundet til den danske Literaturs Fremme. Især 👤Levins kritik gik på, at udgaven kun ville blive en materialesamling, og at de folkevisehåndskrifter, der havde tilhørt 1500- og 1600-tallets adelsdamer, var så fulde af ‘stavefejl’ og andre forsyndelser mod korrekt dansk sprogbrug, at deres visenedtegnelser umuligt kunne være til glæde for en større offentlighed. Han havde året forinden udtalt sig meget stærkt om netop den danske retskrivning (►Levin 1846). 👤Liebenberg og 👤Levin ønskede i stedet, hvad de kaldte en kritisk, dvs. udvalgt, udgave af de gamle folkeviser. Dette skal ses i modsætning til den planlagte udgave, der for dem kun ville blive en uredigeret samling, hvoraf mindst to tredjedele ville være uden værdi. Og det er lige præcis hér, at N.F.S. Grundtvig satte ind. Han forstod simpelthen ikke, hvordan de to herrer (og 👤Christian Molbech med) kunne udtale sig om det store materiale, som de ikke engang havde set.

✂ Netop en udgave med det samlede visemateriale ville efter Grundtvigs mening i endnu højre grad end en kritisk (men selektiv) udgave kunne blive et idéreservoir for digterne:

✂ Hr. 👤Levin leer rigtignok høit ved den Tanke, at en begeistret Digter skulde slaa op i saadan en tyk, ildestavet, kiedsommelig Bog, for at see en Kæmpevise i sin ældste, oprindelige Skikkelse, men, med Hr. 👤Levins Tilladelse, jeg leer igien ad hans Forestilling om en Dansk Digters Begeistring, og skammer mig ingenlunde ved at bekiende, at jeg ganske nylig tit har gjort hvad Hr. 👤Levin finder latterligt, ved at eftersee og betænke hvert Ord i de Kæmpeviser, jeg holdt meest ad, saaledes, som de meget slet stavede findes i ►Haandskriften fra Karen Brahes Bibliothek, og ønskede kun at have hvert Bogstav trykt, saa Læsningen var saameget lettere, og kunde komme Alle tilgode (►1847b, s. 16).

✂ På det personlige plan fremhæver Grundtvig sønnens udgiverkvaliteter (►1847b, s. 4, 8 og 10), som allerede havde vist deres værd ved udgivelsen af ►Engelske og Skotske Folkeviser, fordanskede af Svenn Grundtvig (1842-1846), og hans personlige egenskaber (s. 18 f.). Grundtvig stiller Samfundet til den Danske Literaturs Fremme op som det idealistiske modstykke til “vor Boghandel” som begreb (s. 8 f.), der kun ville se på fortjenesten. Samfundet derimod “har paataget sig at bekoste” den store udgave (s. 8). En anden linje i Grundtvigs pjece er den nationale: “jeg vil tillige, saavidt muligt, sætte den Danske Læser istand til selv at dømme, paa hvis Side han, som Dansk, maa træde” (s. 3). I Grundtvigs øjne vil værket blive “til Folke-Ære og til Folke-Gavn” (s. 10).

✂ Det lille hæfte, hvis indhold var rettet mod 👤Levin og 👤Liebenberg, blev Grundtvigs sidste indlæg i debatten, mens striden fortsatte.

Stridens kronologi

✂ I kronologisk orden kan en oversigt over vigtige punkter i folkevisestriden og dens forløbere se således ud:

✂ I løbet af sidste halvdel af 1847 og første del af 1848 kom dertil en snes artikler i ►Fædrelandet, ►Berlingske Tidende og ►Kjøbenhavnsposten. 👤Molbechs ►folkeviseudgave fra december 1847 var både et praktisk og teoretisk led i folkevisestriden, og den kritiserede N.F.S. Grundtvigs udgave direkte.

De ældre udgaver i Grundtvigs eje

✂ I folkevisernes udgivelseshistorie kunne man i 1840'erne se tilbage på flere hovedværker: 👤Anders Sørensen Vedels ►Hundredvisebog fra 1591 og den godt hundrede år yngre opfølger ved 👤Peder Syv (oftest kaldet ►“Tohundredvisebogen”) fra 1695 med det dobbelte antal viser.

✂ Begge var kommet i adskillige oplag i løbet af 1600- og 1700-tallet (►Henningsen 1959, s. 53-84). 1700-tallet havde efter engelsk forbillede budt på to bind med titlen ►Levninger af Middelalderens Digtekunst (herefter ►Levninger): et ved 👤Bertel Sandvig (1780, anonym) og et ved 👤Rasmus Nyerup (1784). Restoplaget af disse gik tabt ved Københavns brand i 1795. I begyndelsen af 1800-tallet var 👤Werner Abrahamson, 👤Rasmus Nyerup og 👤Knud Lyne Rahbeks fembindsudgave, ►Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen (1812-1814; herefter ►Abrahamson, Nyerup og Rahbek), den gængse. I 1847 ejede Grundtvig både ►Syv (i original fra 1695) og ►Abrahamson, Nyerup og Rahbek, som i hans bibliotek var indbundet i to bind. Disse værker har numrene 2452, 2453 og 2454 i hans Bogfortegnelse fra 1839. Grundtvig brugte gerne viseopskrifter fra begge værker i sin udgave. Grundtvig ejede også ►Levninger, men det ser ikke ud, som om han har brugt viser herfra som forlæg.

✂ ►Vedels og ►Syvs udgaver havde skabt tradition for at udgive viser i portioner à 100, så Grundtvig så sig åbenbart nødsaget til at undskylde, at han kun bragte “halvfjerdsindstyve” (s. [VII]). Faktisk rummer bogen 72 viser.

Forlæg

✂ Når man ser på, hvor mange ændringer Grundtvig har foretaget i hver eneste vise, kan det forekomme mere rigtigt at kalde forlæggene inspirationskilder, men jeg vælger det neutrale (og kortere) ‘forlæg’. ►Vedel og ►Syv er storleverandører. Ud af visebogens 72 kan man finde forlæg i deres værker for de 50. Hvis man indimellem falder over formuleringer, der ikke findes hos ►Vedel og ►Syv, kan de stamme fra ►Abrahamson, Nyerup og Rahbek. 51 viser ud af Grundtvigs 72 findes i denne udgave – herunder 9, som ikke er hos ►Vedel og ►Syv. Samtidig har ►Vedel og ►Syv andre 9, som ikke er med i ►Abrahamson, Nyerup og Rahbek. Resten overlapper hinanden, men det er tydeligt, at Grundtvig som regel foretrækker ►Vedels og ►Syvs versioner frem for den nyere udgaves.

✂ Herudover benyttede Grundtvig et par af de håndskrifter, som 👤Svend arbejdede med. Grundtvig angiver i sit forord, at han bringer syv viser, der ikke tidligere har været trykt. I den kronologiske indholdsfortegnelse s. IX f. har han mærket disse viser med en asterisk. Det drejer sig om: ►Græshoppen (►DgF 59), ►Runegaard (►DgF 12), ►Hevnersværdet (►DgF 25), ►Linde-Møen (►DgF 66), ►Ælvehjem (►DgF 45), ►Brodermordet (►DgF 340), ►Systermordet (►DgF 95); (se også ►Toldberg 1946, s. 128). De to sidstnævnte stammer måske fra mundtlig optegnelse, mens de øvrige har kunnet findes i forskellige folkevisehåndskrifter.

✂ Især to håndskrifter skal fremhæves, nemlig ►Karen Brahes folio (dateret o. 1570) og ►Grundtvigs kvart (dateret til 1656). Grundtvig havde i 1838 købt det sidstnævnte for 2 rigsbankdaler. ►Karen Brahes folio havde i mere end 200 år ligget upåagtet hen i biblioteket i Odense adelige Jomfrukloster (grundlagt af 👤Karen Brahe), men var blevet omtalt i 1839 af 👤Caspar Paludan-Müller, der i tidsskriftet ►Brage og Idun udgav visen om 👤Axel og 👤Valborg (►DgF 475) i versionen herfra. 👤Karen Brahes Arkiv hører i dag under Roskilde Kloster.

Opbygning og indhold

✂ Bogen begynder med et tilegnelsesdigt og en fortale af Grundtvig selv. Digtet er ikke i egentlig folkevisestil, men strofeformen (og 1.-strofens indhold) stammer fra en svensk folkevise, hvis stadigt brugte melodi er med i ►Abrahamson, Nyerup og Rahbek (►1814, bind 5, s. LXXXIV). Herefter følger en indholdsfortegnelse med visetitler og selve viserne. Sidst i bogen findes et alfabetisk register efter visernes førstelinjer.

✂ Udvalget rummer 10 kæmpeviser, 24 trylleviser, 21 historiske viser i 22 opskrifter (dvs. to af viserne bærer samme nummer i standardværket ►DgF) og 12 ridderviser.

✂ Fire af viserne blev ikke optaget i ►DgF. Af disse fire findes dog én vise i ‘søsterudgaven’ ►Danske Viser fra Adelsvisebøger og Flyveblade 1530-1630, som indeholder især de lyriske og historiske viser fra folkevisehåndskrifterne, der ikke var folkeviser, skønt de formentlig var lige så gamle som disse (►Grüner-Nielsen & Kristensen 1912-1931).

✂ Selv om Grundtvig havde til hensigt at lave en folkeviseudgave, er de første to viser, ►Kragemaal og ►Dannevirke, ikke folkeviser efter de kriterier, som senere indirekte skulle fremgå af ►DgF. Ingen af viserne har den strofiske opbygning, der er den del af genredefinitionen. Desuden er ►Dannevirke ikke anonym, men forfattet af 👤Laurids Kok. Grundtvig har imidlertid kunnet finde dem i 👤Syvs “►Tohundredvisebog” og mente formodentlig derfor, at de alligevel havde deres berettigelse i en folkeviseudgave. Af det meget korte forord er det ikke muligt at udlede hans genreafgrænsninger, men hans udvalg afspejler en forkærlighed for historiske viser og trylleviser.

✂ Grundtvig finder af og til på en titel, der hverken svarer til de i dag kendte eller tidligere udgavers. De 72 viser er i den fortløbende indholdsfortegnelse indordnet et system, der kan afspejle en form for indbyrdes kronologi i forhold til emnerne, især de historiske. Udgaven følger ikke den inddeling af viserne, som ►DgF siden har gjort til standard, og som delvis bygger på ►Abrahamson, Nyerup og Rahbeks fra 1812-14.

✂ Taget i betragtning, at der er tale om en udgave til unge mennesker, hvis kendskab til ældre danske ord næppe er særlig stort, er der forbløffende få ordforklaringer. Til gengæld anbringes de dér, hvor man har brug for dem, nemlig som fodnoter på de relevante sider. Grundtvigs mange moderniseringer opvejer desuden i nogen grad forlæggenes svært forståelige ældre ordforråd og ordformer. Som regel kan man stole på Grundtvigs forklaringer.

Forkortelser af viserne

✂ Grundtvig gør mange indgreb i teksterne. Først og fremmest forkorter han kraftigt, mens han kun i få tilfælde selv digter en strofe eller to til. En optælling viser, at viserne i hans versioner er kraftigt forkortet. Bogens viser har fra 10 til 200 strofer i forlæggene og fra 9 til 120 strofer hos Grundtvig. Den største afvigelse forekommer ved ►Hellig-Olav og Troldene (►DgF 50), hvor forlægget (►Vedel og ►Syv) har 51 strofer, hvoraf Grundtvig kun bruger de 19. Den gennemsnitlige ‘udnyttelse’ er 76%. Grundtvig undgår bevidst at gentage hele scener eller strofer med næsten identisk indhold. Han udelader fx også strofer, der handler om specielle karaktertræk ved mennesker fra forskellige landsdele, som i ►Hr. Tønne fra Als (►DgF 34). Det er måske et forsøg på ikke at støde specielle grupper fra sig, altså en bevidst refleksion over publikum, der er skoleungdommen i hele landet.

Omskrivninger af folkeviseformler

✂ Noget af det mest karakteristiske ved folkeviser er, at stroferne er bygget op af faste vendinger eller formler. Disse fungerer som ‘byggesten’ og er medvirkende til, at en sanger under fremførelsen ikke behøver at huske hele tekster udenad, men kan ‘genskabe’ en vise på stedet ved hver ny fremførelse, når blot persongalleri og handlingsgang ligger fast (►Pedersen 2001). Det er værd at bemærke, at Grundtvig undlader at bruge de mest gængse formler. For eksempel skaber han en række variationer over formlen ‘det vil jeg for sandingen sige’, som han med stor opfindsomhed helt undgår. Vendingen at ‘smile under skind’, der i folkeviserne antyder, at den smilende har bagtanker, erstattes af formuleringer, som ikke giver de samme konnotationer. Også bryllupsformlerne undergår forvandling (se skemaet nedenfor).

✂ I følgende skemaer er forlæggenes ordlyd, stavemåder og findested anført i første kolonne, mens Grundtvigs omskrivninger følger i anden. Skråstreg angiver evt. linjeskift. Om findestederne,: se afsnittet: Ældre folkeviseudgaver.

Arkaiseringer og moderniseringer

✂ Det, der først og fremmest springer en folkevisekender i øjnene, er, at Grundtvig på én gang arkaiserer og moderniserer – indimellem i samme strofe.

✂ Til trods for, at Grundtvig indimellem bruger sin historiske viden til at præcisere de ofte mangelfulde oplysninger i de historiske viser, kan han også omtolke forlæggets ord og erstatte dem med noget, der (formentlig) har været lettere at forstå for samtiden.

Ad usum delphini

✂ Med tanke på målgruppen (skoleungdommen) prøver Grundtvig at moderere indholdet ved at omskrive eller forbigå de tydeligste seksuelle hentydninger.

Metriske ændringer

✂ Det er påfaldende, at Grundtvig ikke har villet gengive folkevisernes simple metrik, trods hans eget udsagn, “med det Øre, jeg har for Modersmaalet og Takten” (forordet s. [VII], se også ►Toldberg 1946, s. 126, og ►Pedersen 2013). Snarere har han anvendt den form, der i litteraturhistorien bliver omtalt som kunstballade.

✂ Den traditionelle strofe i en folkevise består af fire verslinjer med henholdsvis 4, 3, 4, 3 trykstærke stavelser i verslinjerne og et frit antal tryksvage stavelser. Dertil kommer rim mellem anden og fjerde verslinje. Grundtvig gør stroferne helt regelmæssige, oftest således at første og tredje verslinje har rimet mandlig udgang (enstavelsesrim), mens andet og fjerde vers har rimet kvindelig udgang (tostavelsesrim). Derudover lader han stroferne i den enkelte vise følge samme (gerne jambiske) mønster, så visen bliver mere sangbar, idet alle strofer har samme stavelsesantal, så man hverken skal strække tekst eller melodi for at få det til at ‘gå op’. Det medfører, at Grundtvig meget ofte må bytte fuldstændigt om på ordenes rækkefølge for at opnå det kvindelige rim.

✂ Mange melodier har formentlig været ukendte for ham, for han optrykker stort set ikke gentagelsesstrofernes specielle opbygning.

✂ Der er ikke noget system for, hvorvidt han gentager omkvæd (og eventuelle mellemkvæd) ved alle strofer, eller om han kun bringer dem ved første og sidste strofe.

Grundtvigs interesse for folkeviser

✂ Skønt Grundtvigs hovedinteresse i de tidligste voksenår var den nordiske mytologi, havde han kendt folkevisegenren siden sin ungdom. Allerede af hans Bogfortegnelse fra 1805 fremgår det, at han dengang ejede et eksemplar af ►Levninger.

✂ I 1809 havde 👤Nyerup udsendt en prøve på den folkeviseudgave, han sammen med 👤Rahbek og 👤Abrahamson havde planer om at udgive, ►Axel Thordsen og Skjøn Valborg, en norsk Ballade, med anmærkninger af R. Nyerup; som Prøve paa den ny Skikkelse, hvori Abrahamson, Rahbek, og Nyerup agte at udgive den saa kaldte Kjempevisebog. Prøven rummede udelukkende den meget lange vise, ►Axel og Valborg (►DgF 375). Denne prøveudgave kommenterede Grundtvig i ►Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn nr. 49, 28. marts 1809. 👤Toldberg anfører – noget uretfærdigt – at Grundtvig på dette tidspunkt snarere interesserede sig for viserne som “filologiske aktstykker” end for deres egen skyld (►1946, s. 126). I dag ville man snarere sige, at Grundtvig efterlyste oplysninger om, hvilke editionsmæssige kriterier udgiverne havde i sinde at lægge til grund for den samlede udgave.

Grundtvigs tidligere folkevisebearbejdelser

✂

Grundtvig havde udgivet et par visebearbejdelser længe før 1847 (se i øvrigt ►Bibliografien 2, s. 313-319). Det drejer sig om:

• ►“Havfruen og Dane-Dronningen” i ►Danne-Virke 1, 1816.
• ►“Dannevirke” (som ikke er en folkevise, men en vise, ►“Thyre Dannebods Vise”, forfattet af 👤Laurids Kok i slutningen af 1600-tallet) i ►Danne-Virke 2, 1817.

Grundtvig lod desuden en enkelt af viserne fra Danske Kæmpeviser til Skole-Brug optrykke senere med små ændringer (se i øvrigt ►Bibliografien 2, s. 313-319):

• ►“Holger Danske og Stærk Didrik” i ►Danskeren II, 1849.

En gave til en dronning

✂ I et brev til dronning 👤Caroline Amalie skrev Grundtvig den 23. oktober 1847:

✂ Vedlagt giver jeg mig den allerunderdanigste Frihed at sende D.M. to Expl. af en lille Kæmpevise-Samling, som jeg i disse Dage har udgivet, og som skal finde saa rivende Afsætning, at den synes at være efter Læseverdenens Smag, hvad naturligviis meget fornøier mig, da den er efter min, og Dronningen vil vist vise mig den Naade at række den lille Bog til Kongen, da jeg maaskee ikke saa snart kunde faa Adgang til Majestæten (►Breve 2, s. 450).

✂ Hermed skrev han ubemærket sig selv ind i en litteraturhistorisk tradition for med en folkeviseudgave at henvende sig til en dronning. Det havde 👤Vedel gjort i fortalen til sin udgave i 1591, hvor dronningen var 👤Christian 4.s moder, den folkeviseinteresserede dronning 👤Sophie, og 👤Syv fulgte ham i 1695 med en dedikation til dronning 👤Charlotte Amalie, mens 👤Abrahamson, 👤Nyerup og 👤Rahbek tilegnede deres værk til dronning 👤Marie Sophie Frederikke.

Genoptryk, melodier og antologier

✂ Danske Kæmpeviser udkom i andet oplag i 1875 på 👤Karl Schønbergs forlag, tre år efter Grundtvigs død. Om denne udgave formoder 👤Steen Johansen, at det er sønnen, 👤Svend Grundtvig, der har besørget andet oplag, der i øvrigt har uændret ordlyd (►Bibliografien 2, s. 319).

✂ Ud over hvad der er nævnt i tekstredegørelsen (se afsnittet: Senere udgaver), udkom der en folkelig melodisamling til værket ved 👤Morten Eskesen i 1872 (►Eskesen 1872). 👤Morten Eskesen var både forfatter og komponist og desuden en af friskolebevægelsens fremtrædende pionerer, der interesserede sig for folkeminder og støttede danskheden blandt sønderjyderne (►Yde 1991, s. 306-308).

✂ Endelig optræder mange af viserne i senere antologier. 👤P.O. Boisens visebog, ►Nye og gamle Viser af og for Danske Folk, der kom i ni oplag i årene 1849-1870, gav mange af Grundtvigs tillempninger et videre liv, der rakte langt ud over selve visebogens.

Højskolesangbogen

✂ Grundtvig angiver allerede i titlen, at udgaven er tillempet til skoleungdommen. Det kan derfor ikke undre, at ►Højskolesangbogen op gennem tiderne har bragt viser fra Grundtvigs udgave. Den seneste udgave (2006) bringer fire af sine 21 ‘folkeviser’ i forkortede udgaver af netop Grundtvigs versioner – ud over tilegnelsesdigtet, ►“Jeg gik mig ud en sommerdag”, der ret beset ikke er en folkevise. Hermed får Grundtvigs bearbejdelser stor indflydelse på menigmands oplevelse af folkevisen som genre. Samtidens ungdom fik efter moderne videnskabelige standarder et modereret billede af ‘den ægte (gamle) folkevise’ (hvis en sådan findes), men uanset kritikken er der næppe tvivl om, at Grundtvig har ‘tillempet’ ud fra en forestilling om, hvad der kunne bringe folkeviserne og forståelsen af dem ud til en større kreds. Og publikum fik en stor samling af viser, hvoraf en del tilmed levede videre i andre udgivelser, mens samtiden afventede sønnens mammutværk, ►DgF.