↩ Hans sørgedigte var almindeligvis ikke personlige. De adskilte sig fra andre digte i samme genre derved, at de ofte havde karakter af statusopgørelse over afdøde, og at de fremhævede særlige karaktertræk, der blev vurderet i et historisk og intellektuelt perspektiv. Det private og følelsesmæssige perspektiv nedtones, ligesom Grundtvig heller ikke kritikløst fremhævede afdødes efterladte værker eller meritter i øvrigt. I stedet “placerer han sikkert og ubarmhjertigt den døde i den åndelige universalhistorie” (►Lundgreen-Nielsen 1981, s. 76). Det gælder dog ikke ►“Henrich Steffens”. 👤Sune Auken skriver i ►Eftermæle. En studie i den danske dødedigtning fra Anders Arrebo til Søren Ulrik Thomsen (1998), at digtet til 👤Steffens sammen med mindedigtene til bl.a. 👤Frants Volkmar Reinhard, 👤Svend Hersleb, 👤Povel Dons, 👤Johann Gottlieb Fichte og 👤Povel Dons i højere grad er karakteristiske portrætter (►Auken 1998, s. 133). Disse digte: