Grundtvigs sørgedigte
✂ 👤Flemming Lundgreen-Nielsen har i ►“‘Rød og hvid i Billedsalen.’ Grundtvigs døds- og mindedigte II” givet en koncentreret karakteristik af Grundtvigs sørgedigte.
✂ Hans sørgedigte var almindeligvis ikke personlige. De adskilte sig fra andre digte i samme genre derved, at de ofte havde karakter af statusopgørelse over afdøde, og at de fremhævede særlige karaktertræk, der blev vurderet i et historisk og intellektuelt perspektiv. Det private og følelsesmæssige perspektiv nedtones, ligesom Grundtvig heller ikke kritikløst fremhævede afdødes efterladte værker eller meritter i øvrigt. I stedet “placerer han sikkert og ubarmhjertigt den døde i den åndelige universalhistorie” (►Lundgreen-Nielsen 1981, s. 76). Det gælder dog ikke ►“Henrich Steffens”. 👤Sune Auken skriver i ►Eftermæle. En studie i den danske dødedigtning fra Anders Arrebo til Søren Ulrik Thomsen (1998), at digtet til 👤Steffens sammen med mindedigtene til bl.a. 👤Frants Volkmar Reinhard, 👤Svend Hersleb, 👤Povel Dons, 👤Johann Gottlieb Fichte og 👤Povel Dons i højere grad er karakteristiske portrætter (►Auken 1998, s. 133). Disse digte:
✂ frembyder nogle af de mest interessante menneskebilleder, den danske dødedigtning overhovedet har. Det siger noget om Grundtvigs sans for polemikken, at næsten alle ovennævnte digte har et ret kritisk blik på afdøde eller hans virke eller polemiserer med afdøde mod en ugudelig eller åndsforladt samtid (►Auken 1998, s. 134).