XV.
►Phineus og ►Loke.
✂ At tage fat iaar hvor man slap ifjor synes vel at følge af sig selv, men kan dog falde vanskeligt nok; thi da jeg skulde til det, var det, som der kom En og sagde “iaar som ifjor”! har du glemt, at “fjorgammel Stads er en gyselig Ting” og det netop for Damerne, og det Ord havde nær gjort mig reent ør i Hovedet, for jeg kan godt huske, jeg hørde ►den Vise i min Ungdom af Damernes egen Mund; men saa faldt det mig dog, ►til Lykke, ind at spørge, hvem den Vise var af, og skiøndt jeg havde glemt Navnet, blev jeg dog sikker nok paa, at den var af en Herre, og i den Anledning maa jeg raade Damerne at tage deres Mund i Agt for Herrerne, saa de ikke siden skal komme og beraabe sig paa, at de har selv hørt Damerne synge “fjorgammel Stads er en gyselig Ting”, eller endnu værre ►Flauheder, som Herrerne selv har været Mestere for og lagt Damerne i Munden.
✂ At nu ogsaa ►Flauheden om den “fjorgamle Stads” er Herrernes eget Æg, det skal jeg bevise, baade philosophisk og historisk, og da først philosophisk, under den Forudsætning, hvis Unægtelighed jeg naturligviis forudsætter, at Damerne, efter Ordsproget, tier bedst med deres egne Hemmeligheder og Herrerne med Andres; thi heraf følger for det Første, at om end fjorgammel Stads var Damerne en gyselig Ting, saa vilde de dog tie med dem selv, og 213deraf følger for det Andet, at det maa ikke være Damernes, men deres egen Hemmelighed, Herrerne har røbet, og hvad ►der binder Læs 656 (US) set►, eller, som vi Philosopher pleier at sige: giør Beviset stringent, det er, at man igrunden ikke kan røbe andre Hemmeligheder end sine egne, saa det er ikke at takke Herrerne for, at de tier med Damernes, som De ikke veed.
✂ Mit historiske Beviis kunde jeg nu vist nok godt spare i saa klar en Sag, især da jeg jo, som Philosoph, maa vide, at Exempler egenlig ikke beviser, men kun oplyser; men da jeg nu dels har regnet paa at faae det med, og dels med Rette kan sige, at den historiske Oplysning ligger mig langt meer paa Hjerte end den philosophiske Beviisførelse, saa tillader Damerne mig nok ogsaa at komme frem med mit historiske Beviis, og Herrerne maae finde ►dem i det, da ►de ikke kan være Dommere i deres egen Sag; thi vel har denne gyldne Regel ikke hidtil været anvendt paa Sagen imellem Damer og Herrer, hvori de partiske Herrer aabenbar har opkastet sig selv til Dommere, men i vor oplyste, philosophiske Tid maa Grundsætningen nødvendig giennemføres fra Hoved indtil Hale, eller, som vi Philosopher siger, med stræng Conseqvents.
✂ Historien er da kortelig den, som jeg haaber, Alle vitterlige, at Fruen kom op i Herrens Studere-Kammer og fandt ham saa fordybet i Almanakken, at han slet ikke mærkede hende, men, istedenfor at knurre, sagde Fruen meget beskeden: gid jeg var en Almanak! hvortil Herren svarede meget ►koldsindig: ja, gid du var! og Damerne forstaaer en halvkvæden Vise.
✂ Hvad Damerne derimod neppe kan forstaae, det er vist, hvordan jeg er blevet Philosoph, thi det kan jeg ikke engang 214selv forstaae, men formoder kun, det er Herrernes Skyld, som ikke kan lide det Fjorgamle, og, naar man skal gaae frem med Tiden, maa man jo blive Noget, man ikke før har været, saa netop, fordi jeg ikke var Philosoph ifjor, synes mig, det kan være rimeligt nok, jeg er blevet det iaar, for jeg har seet mange Herrer, som jeg turde væddet mit Hoved paa, blev aldrig Philosopher, om de saa grublede i tusind Aar, og see, til min store Forundring, er de dog blevet det i et Øieblik, i en Haandevending: een, to, tre, saa det er klart, at een, to, tre er nu, ligesom i 👤Pythagoras gyldne Dage, blevet hele den Philosophiske Hemmelighed. Heraf vil Damerne strax slutte, at de nemt kunde blive ligesaa gode Philosopher som 657 (US) vi, men da vi ingenlunde kan være tjent med, at Damerne bliver Andet iaar end de var ifjor, saa maae vi høitidelig protestere imod en saadan Forvandling, og Spørgsmaalet er da kun, om Damerne ikke er ligesaa ilde tjent med, at jeg løber hen og bliver Philosoph, og det saa tidlig paa Aaret, istedenfor naar det skulde være galt, dog ►heller at bie til det bliver varmt i Veiret, naar Damerne ikke mere gaaer ind at høre paa Forelæsninger, men gaaer ud “at ►lyde paa Fuglesang”, saa Herrerne, og jeg med dem, havde baade Tiden og Rummet for dem selv!
✂ Ja, ►urost for Damerne, har jeg virkelig selv gjort mig det Samvittigheds-Spørgsmaal, og nu, da jeg seer Damerne for mig, finder jeg naturligviis, at alle andre Hensyn burde været sat til Side, indtil videre, men hos ►Pluto, hos hvem jeg har siddet alle Søgnedage, siden vi skildtes ad, der seer Alting ganske anderledes ud, og der kunde jeg ikke faae det ud af mit Hoved, at den første Aften i det ny Aar skulde jeg være Philosoph, og dog engang vise mig fra en glimrende Side, ved at ►anatomere det Flygtigste af alle Begreber, den 215sande ►Proteus, som der vil en Mester-Haand til at holde fast, da han kan paatage sig alle mulige Skikkelser og smutter mellem Fingrene paa de Fleste, før de veed det. Det er nemlig “Øieblikket” jeg mener, dette ganske forunderlige ►Kvægsølv-Begreb, som jeg finder, har allerede brudt Hovedet baade paa de Græske og de Nordiske Mythe-Smede, saa det vilde unægtelig være en philosophisk Helte-Gierning at klare den Sag i et Øieblik. Det giælder altsaa blot om virkelig at giøre det, og denne “Virkeliggiørelse”, som man paa Philosophisk kalder Experimentet, overlod jeg nu hjertensgierne til en Anden, som jeg da med stor Fornøielse skulde kritisere, og, naar Experimentet mislykkedes, smække over Fingrene; men her, hvor Munden skal gaae paa sin egen Haand, maa den ogsaa selv see til at gribe “Øieblikket”, og tør i det Høieste vente en Haands-Rækning af andre Munde, der gribe efter det Samme. Saalænge jeg nu sad nede i ►Hades, mellem alle de ypperste Ordførere i den forbigangne Tid, saa den var mig nærværende, da syndes mig, Grebet maatte nødvendig lykkes, da vi var hele tre Munde om det: den Oldgræske nemlig, den Oldnordiske og min egen, saa naar vi stillede os rigtig op efter Jagt-Lovene, maatte vi kunne ►perse det flygtige Øieblik, saa det blev nødt til at flyve lige ind i en af de aabne Munde; men nu, da jeg kommer herop mellem Damer og Herrer i det nær 658 (US) værende Øieblik, skilt fra det Forbigangne, nu opdager jeg, til min store Forskrækkelse, at min egen Mund er den eneste, der staaer til min Tjeneste, saa nu vilde Jagten være spildt Umage, og jeg maa da see at snoe mig fra den paa en nogenlunde skikkelig Maade.
✂ Jeg vil derfor stræbe at vise, det var ►skielmsk gjort af den Oldgræske Mund at lade mig i Stikken, saa min stakkels 216Mund skulde ►svare til det Hele, og lykkes det, da haaber jeg, baade Damer og Herrer skiænker mig, som en ung Begynder i Philosophien, Øieblikkets virkelige Paagribelse og Randsagelse, der ►aabenbar, ved ►Stalbrødrenes Udeblivelse blev alt for vanskelig!
✂ Jeg kan nemlig med mange Vidner, skiøndt rigtig nok kun Skygge-Vidner, bevise, at den Oldgræske Mund har fortalt mig, det var netop 📌Nordens Sønner, i Pagt med Græker-Aanden, forbeholdt at gribe det flygtige Øieblik og bringe det til at finde sig i Billighed, saa det ikke mere snappede os Maden af Munden eller Smilet af Kinden, og Historien er saa smuk, at jeg er vis paa, Damerne vil gierne laane Øre til den.
✂ Det var nemlig paa det berømte ►Argonauter-►Tog, at Grækerne kom til en underlig ►Snevring, dannet af to store Rokke-Stene, der bestandig rokkede frem og tilbage, og naar de stødte sammen, sønderknuste alt Mellemværende, saa det var et stort Lykke-Træf at slippe heelskindet derfra; men der var dog i Nærheden en berømt Spaamand, som hedd Kong ►Phineus i 📌Salmydessa, og ham tyede Grækerne til, for at hente ►Raad for Uraad. ►Phineus vilde imidlertid ikke svare ►Argonauterne et Ord, med mindre de først kunde frie ham fra den daglige Plage, han havde af Systrene til ►Iris: de slemme ►Harpyer eller ►Drage-Dukker, ►Aellope og ►Okypete, som, hver Dag, naar Maden kom paa Konge-Bordet, snappede alt det Bedste bort, lige for hans Næse, og fordærvede Resten, saa det stank. Ogsaa her var gode Raad dyre; thi Systrene til ►Iris “hurtig som Aandedrættet og de flyvende Fugle”, de lignede hende naturligviis i Hurtighed, og svarede kun alt for godt til deres Navne, som paa Dansk vilde blive “Springom og ►Letbeen;” men ►Argonauterne 217havde ►til Lykke to Sønner af ►Boreas eller Norden-Vinden med sig, som ogsaa kunde flyve godt, hedd paa Græsk ►Zetes og ►Kallais, altsaa paa Dansk “fire og hale” eller “Slip og Tagfat” og svarede ypperlig til deres Navne, saa de forfulgde strax ►Harpyerne, den 659 (US) Ene i ►Øster og den Anden i ►Vester, tog hver sin, og ►afnødte dem det høitidelige Løfte, at de herefter vilde lade Kong ►Phineus have Madro, hvorpaa han da ogsaa gav ►Argonauterne det gode Raad, at naar de saae Taagen over Rokke-Stenene eller, paa Græsk, ►de Symplegadiske Klipper, da skulde de ►paa Timen standse Skibet i Farten og lade en Due flyve igiennem ►Snevringen, og naar det lykkedes, kunde de dristig styre bagefter. Det gjorde ►Argonauterne da ogsaa, og det lykkedes, saa Duen mistede kun et Par af sine Hale-Fier, og Skibet ►Argo fik ligeledes kun ubetydelig Skade paa Bagstavnen, hvorimod Rokke-Stenene for Eftertiden ►smukt maatte finde sig i Stilhed og lade Folk slippe igiennem.
✂ See, denne Oldgræske Historie om Kong ►Phineus i 📌Salmydessa, eller paa Dansk, Kong ►Skin i ►Rysteby, som altid blev ►Mistemad, skiøndt han sad øverst tilbords, den fornøiede mig saa usigelig, som om jeg selv havde gjort den til at afbilde det ►skielmske Begreb, som man let seer, “Øieblikket” er, naar man kommer til at tænke paa det, og det kommer man hardtad nødvendig ved Nyaars Tid, da man seer, hvor snart det er gjort at skyde et Aar ud og et andet ind, saa i dette Øieblik hører 1843 allerede til de “forrige Tider”, hvorom kun Historien melder. Som det nu gik med 1843, saaledes gaaer det aabenbar med alle vore Aar, Maaneder, Dage, Timer og Øieblikke, vi enten sidder tilbords eller staaer paa Pinde, saa de er kun til i Forbigaaende, og den nærværende Tid burde da egenlig hedde den Forbigaaende, 218der forsvinder, mens vi nævner den. Det var derfor unægtelig meget ►vittigt af de gamle Græker, paa den ene eller den naturlige Side at ►ligne Øieblikket ved tre Systre, hvoraf den Ene var Gudernes Sendebud, for hvem Alt er gjort som sagt, men de to Andre var ►Drage-Dukker, der snappede Maden af Munden paa Kong ►Skin i ►Rysteby, og paa den anden eller historiske Side at ►ligne Øieblikket ved en ►Snevring mellem to Rokke-Stene, som man kun ved et særdeles Lykke-Træf slap igiennem, saa, hvis det kun var ligesaa tilforladeligt, at Sønnerne af ►Boreas greb ►Drage-Dukkerne og nødte dem til at holde deres Fingre eller Kløer hos sig selv, saa Kong ►Phineus i Mag kunde spise sin Mad, da maatte jeg ogsaa, ved Hjelp af ►min Broder, den gamle ►Hjarne, og af den Græske Mythe-Smed, kunne grebet Øieblikket i alle sine Skikkelser og gjort et soleklart Begreb deraf. Det mislykkedes altsaa kun, fordi Grækerne lod sig bedrage af Skinnet og stræbde med en ►Vittighed at 660 (US) indbilde sig selv, det var lykkedes dem at fange og fængsle det flygtige Øieblik og sikkre sig dets uforstyrrede Nydelse, og jo meer vi kiender til det Græske Folkeliv i sin Glands, des villigere bekiender vi, at dersom Solen nogentid stod stille i ►Middags-Stedet, da var det i den Græske Kong ►Skins Dage, og at hvis det nærværende Øieblik kunde og skulde fængsles, da kunde det aldrig skee paa en smukkere Maade, end i det gamle 📌Grækenland.
✂ De gamle Græker følde det imidlertid selv, at Forliget med ►Drage-Dukkerne, om Øieblikkets fulde, uforstyrrede ⓘ Nydelse, var igrunden et Selv-Bedrag, men de saae Fortvivlelsen ►spille paa Randen af ►Pandoras Æske, og vidste ikke bedre Raad end at lukke Øinene og smække Laaget i, medens de, ved at betragte sig selv i Kong ►Skin, som nødvendig be219drager baade sig selv og Andre, og ved at afbilde ham blind, stræbde dog at lade Sandhed skee Ret, og det er, i Henseende til Øieblikkets Nydelse, et fortvivlet Raad, Damerne i deres Ungdom tit fristes til at gribe.
✂ Hvad der imidlertid dobbelt har fornøiet mig i den Græske Mythe om Kong ►Phineus og Sønnerne af ►Boreas, der saa godt vidste at gribe Øieblikket, det er den Omstændighed, at skiøndt 📌Nordens ►Kæmper ei engang prøvede paa den umulige Helte-Gierning, som Grækerne vilde unde dem Æren for, saa havde de dog unægtelig en Maade, historisk, at gribe Øieblikket paa, som fortjende Grækernes Roes, og afbildes meget smukt af dem ved Rokke-Stenene og det gode Raad i en snever Vending.
✂ Det gik nemlig med 📌Nordens Mythe-Smede, som med 📌Nordens ►Kæmper, at de befattede sig slet ikke med at gribe Øieblikket i sit naturlige Forhold til Guder og Mennesker; thi dertil følde de, der ►vilde langt finere Fingre, men de stræbde des ivrigere at gribe Øieblikket i dets historiske Forhold til Fortid og Fremtid, saa det blev frugtbart, og det lykkedes dem, som det endnu lykkes Engelskmændene, i saa høi en Grad, at det ikke blot maa vække vor Beundring, men anspore os til Efterligning.
✂ Mens jeg nemlig stod og fornøiede mig over den Græske ►Vittighed om Kong ►Skin i ►Rysteby, om Rokke-Stenene, ►Drage-Dukkerne og Sønnerne af ►Norden-Vinden, see, da gik der mig pludselig et nyt Lys op over ►Loke-Mythen, der maatte saa meget mere overraske og fornøie mig, som det netop 661 (US) var en af de Nordiske Myther, jeg meende at være færdig med; thi vel maa jeg nu have den Skam, som vore unge Philosopher grue for, igien tildeels at skifte Mening, men det ►bryder jeg, ligesom de unge Skjalde og de 220gamle Philosopher, mig slet ikke om►; thi det maae jo Alle indrømme, at ►har man Skam af at gaae frem i Oplysning, da har man dog ingen Skade deraf, og i 📌Norden er det desuden et gammelt Ordsprog, at “►man skal lære, saa længe man lever”, hvad en Spøgefugl meget vittig har oplyst, ved at vende det om og sige “►man skal leve, saa længe man lærer”; thi det er unægteligt, at ►Dødbidere kommer aldrig videre.
✂ At nu ►Loke, som ►Aserne aldrig kan undvære, skiøndt han bestandig ►halter mellem dem og deres Fiender, ►Jetterne, og narrer med Fornøielse begge Parter, er en meget tvetydig Person, af samme Slags som Egernet i ►Ygdrasil, det seer man strax, og da han har Deel i alle ►Asernes store Begivenheder, kan han slet ikke oversees, saa jeg har bestandig havt ham i Kikkerten, og tit havt Fingre paa ham, men immer smuttede han dog fra mig igien, ligesom da han var en Lax i ►Glatangers Foss, og nu har jeg derfor besluttet aldrig meer at gribe efter ham, uden som man paa Nordisk griber det gunstige Øieblik, for ⓘ at faae gjort hvad man vil.
✂ Jeg vil derfor her slet ikke indlade mig paa de forskiellige Stamtavler over ►Lokes dunkle Herkomst, men lade det staae ved sit Værd, om hans Moder hedd ►Naal eller ►Løv-Øie, og holde mig til hvad alle Mythologer er enige om, at dels var ►Loke lige fra “Tidens Fødsel” ►Odins Fostbroder, der alle Dage skulde tømme Guld-Bægeret med ham, og at han maa være den samme mythiske Person som ►Løder, altsaa i Aanden Broder til ►Odin og ►Hæner; thi da bliver ►Loke aabenbar Sjælen i Øieblikket eller i den nærværende Tid, ligesom ►Odin i den Forbigangne og ►Hæner i den Tilkommende, og da ►falder hele hans bekiendte Levnetsløb langt bedre i Traad. Da kan man, blandt Andet, 221ogsaa godt forstaae, hvad hidtil har været mig en uopløselig Gaade, hvi alle ►Diserne eller Damerne i ►Asgaard holdt paa ►Loke, og hvi ►Freya saa villig laande ham sin ►Fjederham, skiøndt han tit ►førde sig op som et Skarn imod dem og bagtalde dem uforskammet; thi det er egenlig Damernes korte Philosophi, at man skal ►nytte Øieblikket, eller “►smede, mens Jernet er varmt”, uden at spilde Tiden og plage sig selv med ørkesløse Grublerier derover, hvorvidt Hammer og Ambolt er gjort 662 (US) med rene Hænder og Ilden oppustet med reen Mund, og Alting baade tænkt og gjort med de allerbedste og reneste Hensigter.
✂ Ogsaa det har Damer og Digtere tilfælles; thi skulde vi, naar Aanden kommer over os, først undersøge, om Ilden ogsaa var aldeles reen, da var den naturligviis slukt længe før vi blev færdig med Undersøgelsen, men at det ellers er ganske anderledes med Herrerne nuomstunder, det saae jeg forleden Aften et snurrigt Exempel paa i ►Berlings-Avisen, hvor en prosaisk Herre ganske alvorlig smigrede sig med det Haab, at om han end havde gjort Vold paa den poetiske Sandhed, skulde det dog tilgives ham for den gode Hensigts Skyld. Ja, mine Herrer! kunde det nytte Noget, da vilde jeg gierne holde ti Foredrag i Træk mod den ligesaa forskrækkelige som latterlige Philosophi: at undskylde det Slette med de gode Hensigter, og at sværte det Gode med de slette Hensigter, der enten rimeligviis eller dog muligviis kan have været med i Spillet; thi derved kyser man ►aabenbar Folk fra at giøre Gavn og opmuntrer dem til at giøre Skade, hvad kun i Helvede kan kaldes godt og kun i Daarekisten klogt; men jeg veed, det nytter aldrig med mange Ord at udvikle hvad i sig selv er klart nok, men bliver os kun indlysende, naar vi selv føler Kraft og Drift til at giøre Gavn. Endnu mindre vilde 222det da nytte at giennemhegle de gamle ►Kæmper og deres Mythe-Smede, fordi de dog tilsidst bandt ►Loke til tre flade Stene og bandt med det Samme Hænderne paa sig selv; thi af alle Moraliseringer er Ingen vissere spildt, end den Historie-Skriverne saa tit holdt for 👤Alexander den Store og 👤Julius Cæsar, for 👤Ludvig den Fjortende og 👤Napoleon, og i det Hele for de Døde, og af alle de nye, mislykkede Forsøg i Pædagogiken, hvorpaa vor Tid har været saa rig, var aabenbar intet mere frugtesløst end det uhyre latterlige: at ville give vore Forfædre en bedre Opdragelse.
✂ Jeg vil derfor meget ►heller beundre de gamle ►Kæmpers Drift til at giøre deres Liv saa daadfuldt som de kunde, og beundre deres Mythe-Smede, som bidrog ►uberegnelig dertil ved at udvikle en tilsvarende verdenshistorisk Anskuelse, der stadfæster sig til alle Tider, og netop de seneste Aarhundreder har kun alt for klart beviist, at de saae ret, naar de lod ►Aserne tilsidst gaae i Barndom, saa de iblinde bandt deres egne Hænder for at hævne sig paa ►Loke. Dette er det nemlig altid, man giør, naar man, det være sig nu med de bedste og reneste Hen 663 (US) sigter, stræber at helbrede Tidens Foranderlighed og at fængsle Øieblikket til sine forstenede Tanker, ►Lærebygninger og Indretninger, som ►Loke til de flade Stene; thi da kan man selv ikke giøre stort Andet end ►sigte Hensigter, og naar man foretrækker Misgierninger med gode Hensigter for Heltegierninger med Slette, da bliver i alt Fald nødvendig “Ingenting”, gjort i en god Hensigt, den gyldne Middelvei, som Mængden følger. Er der nu nogen menneskelig Virke-Kreds, der forlyster vort Øie, eller nogen stor og gavnlig Virksomhed, hvortil vi føle Drift, da finde vi endnu allevegne Spor nok af den store ►Loke-Fængsling i det Syttende og Attende Aarhundrede, fra 👤Ludvig den Fjortendes Thronbestigelse til den 223Franske Revolution, som løste baade ►Loke og hans Søn ►Fenris-Ulven, og vil vi vide, hvad Fængslingen har nyttet, da behøve vi kun at spørge os selv, hvad Følgen maatte blevet i Revolutionens og 👤Napoleons Dage, dersom ikke 📌Engeland og 📌Rusland havde været; thi det var ►aabenbar de eneste Lande, hvor den levende Virksomhed ikke standsedes men fandt Opmuntring i det Syttende og Attende Aarhundrede, skiøndt af saa forskiellige Grunde, at man vel maa sige, det var i 📌Engeland mest ►As-Loke men i 📌Rusland mest ►Udgaards-Loke, der fik Lov til at drive sit Spil.
✂ Intet viser os nemlig tydeligere, at det var den fri Virksomhed, som Livet og Sjælen i det nærværende Øieblik, de gamle Skjalde havde for Øie med deres ►Loke-Mythe, end den Omstændighed, at de skabde sig en dobbelt ►Loke: En til ►Aser og En til ►Jetter, fordi ►Tiden er, som Ordsproget siger, lige lang, men ingenlunde lige nyttig, for os Alle, saa det samme Øieblik bruges af En til at giøre noget Virkeligt og af en Anden til lutter Blændværk, og den Forskiel er der ►aabenbar mellem ►As-Loke og ►Udgaards-Loke i den Nordiske Mythe; thi Alt hvad ►As-Loke giør, Godt eller Ondt, er der Kierne og Mening i, medens Alt hvad ►Udgaards-Loke giør, er, som han selv siger til ►Thor, kun Kogleri og Øine-Forblindelse. Her seer vi ogsaa bedst Forskiellen mellem det Græske og Nordiske Skjalde-Øie; thi ►Udgaards-Loke er jo netop Kong ►Glimt eller ►Skin fra den historiske Side, som er modbydelig, medens han derimod fra den naturlige Side, som alt Klart og ►Glimrende, tiltrækker.
✂ Jeg bliver maaskee Damerne for længe staaende ved ►Loke-Mythen, men jeg kan dog ikke komme fra den endnu, baade fordi den er saa rig paa historisk-poetisk Sandhed, og fordi Øieblikket netop nu er saa stort og saa gunstigt for 📌Norden, at 224 664 (US) jeg ret ønskede, alle Herrerne vilde være enige med Damerne og mig om, at lade ►Loke ►gaae sit gamle Skud, og lade det være hans egen Sag, hvad hans Hensigter er, naar vi kun har Gavn af hvad han giør!
✂ Sagen er nemlig den, at jeg talde meget i Sommer med ►Loke i 📌Engeland, som egenlig er hans eneste Fristed for Øieblikket, og skiøndt han er en stor Skielm og ikke at troe længer end man seer ham, saa kunde jeg dog tydelig mærke, han var nær ved at være kied ad Engelskmændene, ikke saameget fordi de behandler ham grovt, for det er han vant til, som fordi de begynder at true ham med, han skal bindes; thi vel leer han ad det, da han godt veed, der skal finere Fingre end Engelskmandens til virkelig at fængsle Øieblikket, men han veed slet ikke, hvor han skal gaae hen, naar Engelskmanden hænger eller brænder ham i en Lignelse, ►in effigie, som vi ►Latinere siger. For at føle ham paa Tænderne raadte jeg ham at gaae til 📌Rusland, hvor der endnu længe vil være Nok at giøre, og hvor man ikke saa nøie ►sigter Hensigterne, naar kun Midlerne er gode, men han satte saa forskrækkeligt et Ansigt op, at jeg slet ikke mere turde slaae paa den Stræng. Naar jeg derimod spurgde, om han ikke kunde have Lyst til paa sine gamle Dage at komme til 📌Norden igien, hvor han dog egenlig havde hjemme og havde i sin Ungdom havt mangen kostelig Spas, see, da sagde han naturligviis en Snees ►Vittigheder i Træk, som snertede og skar baade til Høire og Venstre af 📌Øresund, og baade søndenfjelds og nordenfjelds i ►vor Halvverden, men jeg kunde dog godt høre paa ham, at naar han kun fremfor Alt var vis paa at have Munden fri, og Hænderne med ►til Skikkelighed, da kom han heller idag end imorgen. Det sagde jeg ham ogsaa engang reent ud og lovede, naar jeg kom hjem, at tale hans Sag paa det Bedste, og vel fik jeg kun ►Skamflikker for 225det, som en Stakkel, der kunde have ondt nok ved at tale sin egen Sag, men det ►bryder jeg mig nu engang ikke om, naar det er Folk, man kan have Gavn af, derfor taler jeg nu ligefuldt hans Sag, og ønsker, jeg kunde faae alle ømskindede Herrer til at være ligesaa egennyttige, som jeg er!
✂ At ►Loke ellers især er saa bange for sin Mund, det har han vel tilfælles ikke blot med alle ►mundkaade, men ogsaa med alle aabenmundede og selv med alle ►fremsagte Folk, følgelig ogsaa med Damer og Digtere; men han har dog, efter Mytherne, ogsaa en personlig Grund, fordi hans Mund blev engang ►ordenlig syet sammen med Syl og ►Risp, eller var dog paa et hængende 665 (US) Haar nær blevet det; thi hvilket af To det egenlig var, er mig endnu ikke klart af den ►pudserlige Mythe, jeg nu skal fortælle Dem.
✂ De husker maaskee endnu fra ifjor, at ►Loke engang havde væddet sit Hoved paa, at Dværgen ►Brok og hans Broder kunde ikke giøre Magen til ►Sifs Guldhaar og de andre Konstværker af ►Ivalds Sønner, og De veed sagtens ►alt fra i Aar, at det er at tage Konstnere paa deres ømme Sted, naar man vil fortælle dem, hvad de ikke kan giøre. Det vidste naturligviis Skielmen ►Loke ogsaa, derfor tog han Munden saa fuld, og tænkde enten ikke videre paa det, eller tænkde, at ►Dværgen maatte vel forstaae Spas ligesom andre Folk, men ►Brok forstod ingen Spas, saa, da ►Aserne havde tilkiendt ►Thorshammeren ►Mjølner Prisen fremfor alle deres andre Konststykker, da blev ►Brok haardnakket ved at paastaae, han vilde have ►Lokes Hoved. Hvad nu ►Dværgen vilde med det Hoved, der jo dog umulig kunde passe paa hans Skuldre, om han ogsaa havde været ærgjerrig nok til at ville bytte og ►konstig nok til at giøre Forandringen, det kan jeg slet ikke forstaae, men naar de Smaa har sat dem noget i Hovedet, da veed jeg 226nok, de er stædige, saa det undrer mig ikke videre, at ►Brok var det, og undrer mig endnu mindre, at ►Loke ►fægtede med Hælene, for Hovedet var ►aabenbar hans det bedste Stykke, og selv naar det er meget maadeligt, vil man dog nødig miste det, men lader sig, naar galt skal være, ►heller landsforvise. ►Thor greb ham imidlertid i Flugten, hvad jeg saameget mindre kan rose ham for, som det var ham, der havde faaet ►Mjølner, saa han burde enten veget Dommer-Sædet, eller husket, det var dog egenlig ►Loke og hans dristige Væddemaal, han maatte takke for Hammeren, saa naar man endelig vil gaae strængt irette med ►Loke, paa Moralens Vegne, maa man endelig ikke glemme at giøre det Samme med ►Thor og alle ►Aserne. Nu skulde da ►Loke-Hovedet springe, men reddede sig dog dengang ved den skarpsindige Bemærkning, at det sad paa sit Eget, saa hvem der vilde tage det, maatte passe paa ikke at giøre den uskyldige Hals nogen Skade, for saa ►konstig var ►Brok dog ikke, at han kunde tage Hovedet af Folk uden at ►give dem et stakket Halsbeen. Da var det, ►Dværgen fik det fortvivlede Indfald at sye ►Loke-Munden sammen, enten det saa især var den Deel af Hovedet, han var arrigst paa, for ►Vittighederne, den sagtens havde sagt baade om Bremsen, der stak ham, og om andre Ting, eller det blot var af Ondskab, fordi 666 (US) han vidste, Hovedet var kun til Byrde, naar man spærrede baade dets Indløb og Udløb, som Munden jo er, det veed jeg ikke, men at ►Aserne vilde taale det, det kunde jeg ærgre mig over, naar det ikke var saa længe siden.
✂ Dværge-Kniven var imidlertid mere medlidende og vilde ikke bide paa ►Loke-Munden, saa ►Brok maatte kalde sin Broder ►Aller eller Syl tilhjelp, som huggede en Tand i Læben og fik ►Rispen ind, men ud kom den dog ►til Lykke igien, enten det saa var den eller Læben, der brast, dog var det ►sag227tens► Læben, der ►fik Skam; thi mig synes virkelig, at ►Loke har ligesom et Hare-Skaar, og her seer vi da “Censurens Historie” fra dens tragiske Side, der ikke er mindre mærkelig end dens Comiske, som 👤Baggesen i sin “►Kallundborgs Krønike”, saa mesterlig har fremhævet.
✂ Naar vi nemlig betragter ►Thor som Øieblikkets Helte-Arm, og ►Loke som Dets Frisprogs-Mund, da kan vi neppe tage meget feil, og at det er “Censuren”, der paa samme Tid har bidt sig fast i Munden, som alskens “►Politi-Placater” har hindret Armens og Hændernes fri Bevægelse, det er desværre kun alt for indlysende, saa vi maatte inderlig ønske, at ►Loke-Mythen ei passede nær saa godt til Øieblikkets Historie; men hvor vidunderlig godt den passer, seer vi udentvivl allerbedst deraf, at selv ►Loke-Hovedets ►Vittighed om sin Hals, der ligner en simpel “►Kieldermand”, slaaer dog ogsaa verdenshistorisk igiennem; thi det er bogstavelig sandt, at Øieblikket, eller hvad vi kalde Døgnet, aldrig saa tit eller saa klart kan have sit “Hoved” forbrudt, at det ►jo bør spares for “Halsens” Skyld, da det kun er paa Hals og ei paa ►Stage, et Hoved giør Nytte, og det dog vilde være alt for sørgeligt, om Tiden skulde endes med et hovedløst Øieblik. Paa den anden Side har vist nok Erfaring ogsaa lært, at det slet ikke nytter, at sye ►Loke-Munden sammen, men skæmmer kun hele Ansigtet og giør Ondt værre, saa man maatte inderlig ønske, at ►Thor vilde styre sin Hidsighed og tænke paa det sande Ordsprog, at “►hvem der altid vil hevne sin Harm, bliver tilsidst baade ussel og arm”, saa han lod ►Loke løbe og bruge Mund, da Verdens-Historien har lært, at Mis-Brugen ikke kan forebygges, uden at Brugen med det Samme ophæves, og med Munden Alting, som er værdt at tale om, gaaer reent i Staa, saa ►Thors-Armen lammer sig selv ved 228at forgribe sig paa ►Loke-Munden, og lærer snart, at den er dog meget for kort til at lukke alle Munde; thi at Damerne har ogsaa en Mund, vist 667 (US) nok anderledes fin og sød, men dog ikke mindre skielmsk og fritalende end ►Lokes, det synes alle Politi-Mestere og Censorer at have glemt, og dog holder denne Mund endnu, som altid, med ►Loke, og tilgiver ham alle hans uartige og forfløine Ord, dels for ►Vittighedens Skyld, som immer vil findes deri, og dels for det “almindelige Bedste”, som Damerne godt føler, umulig kan rammes, naar man griber Øieblikket, ei for at benytte det til gavnlig Daad, men for at berøve det sin Frihed og dermed sit Liv. Gid det derfor maatte lykkes Damerne at omvende Stats-Mændene, og gid saa ►Loke aldrig vilde glemme, hvad han skyldte Damerne, men, naar han ikke kunde bare sig, ►heller sige ti bidende Vittigheder om Herrerne, end en Eneste om det smukke Kiøn, ►der ikke bruger Briller, fordi det har lært den meget smukkere Konst at see igiennem Fingre!