↩ ►Saa siger da 📌Nordens, ►som Verdens-Historiens Aand: see, ved Middel-Alderens Begyndelse, som vi Alle veed, var de “►stærke Drømmes” Tid, da stod jeg med min ene Fod paa Havet, og med den Anden paa 📌Dovre og saae ud over den vide Verden, ei uden stor Bekymring; thi rundt omkring 📌Middelhavet, hvor jeg i Oldtiden havde gjort alle mine ►Kæmpeskridt, var der vel allevegne kiendelige Spor Nok af dem, men ikke mindste Tegn til nye Storværker, undtagen i den ny, ligesom himmelfaldne Tro paa “Dødens Overvinder”, ►den fra de Døde seierrig opstandne Livets Fyrste, og det glade, men hardtad utrolige Budskab om Ham lignede blandt Andet en himmelsk ►Sæd, der ledte om god Jord og fandt kun saare Lidt deraf i hele det Romerske Rige, dette uhyre Gravsted for alle Oldtidens Guder og Helte, der vel paa Papiret lod sig nemt omskabe til en himmelsk Kirkegaard, høitidelig indviet til at kaldes “Christen Jord”, men som derved dog ingenlunde blev mere frugtbar enten paa virkelig gode Gierninger eller paa Helte-Bedrifter. Grækerne, som nu paa ►Adel-Menneskets store Løbe-Bane skulde afløst den alderstegne ►Østerlænder, havde vel tidsnok formælet deres ►Poseidon med 📌Middelhavets ►Amfitrite, og skulde nu øvet Manddoms-Gierninger, der ei blot svarede til deres egne “►stærke Drømme”, men til ►Ebræernes Spaadom, og ved Christendommen, der havde udkaaret deres Modersmaal til sit egenlige Grund-Sprog, var Veien guddommelig banet; men det viste sig kun alt for klart, at det til ►Kæmpeskridt er ingenlunde nok at have “►stærke Drømme”, stor Opmuntring og en ►slagen Konge-Vei til 620 (US) det herligste Maal, men at dertil endnu hører et Mod og en Kraftens Fylde, som 167Grækerne fattedes, da de, som unge Oldinger, krympede sig under det Romerske Aag, og vovede neppe at drømme om “Frihed” endsige om “Storværk”. Kun ►paa Romeren lod sig da regne, naar Talen var om Mod og Mands-Hjerte, men kun af Ulve-Mod var den Romerske Verdens-Magt udsprunget, kun Graadighed paa Alt under Solen gav det Romerske Begreb om Daad og Virksomhed dets ►forroste, frygtelige Vidde eller rettere Vidtløftighed, og Graadighed, som kun er glubende Hunger, dette Dødens og Helvedes Mærke, giør snarere al Mættelse umulig, end at den skulde skiænke Nogen Fylde af Livs-Kraft, saa denne var i 📌Rom ei at finde, og mørkere Udsigter havde Verdens-Historiens Aand da aldrig havt, siden Syndfloden tilsyneladende ikke blot kvalde Spiren til stor Bedrift men oversvømmede hele dens Skueplads og udslettede ►Kæmpernes Slægt. See, da kastede jeg første Gang mit Blik paa 📌Norden, hvor eders Fædre, de ligesaa ædle, som vældige ►Kæmper for Udødelighed, høit op paa Dagen slumrede endnu, fordi de følde, deres Time var endnu ikke kommet, og drømde sødt om ►Balder og ►Nanne, om ►Breide-Bliks Glands og Guld-Alderens Herlighed. Da sendte jeg ►Kæmperne urolige Drømme, saa de blegnede ved ►Balders-Baalet, men ogsaa opmuntrende Drømme, saa deres Øine funklede ved den store Udsigt fra ►Høielofts-Svalen i ►Asgaard og ved det smilende Haab om ►Balders ►Atterkomst og ►Gylden-Aaret. Derpaa sendte jeg Drømmen om ►Fenris-Ulven og lod alle 📌Nordens Skjalde drømme eens den samme Nat, og blive ved at drømme, da de vaagnede, og fortælle deres stærke Drøm, saa det rungede i ►Konge-Hallerne, i Skoven og i alle Bjerge, saa Alle lyttede og ►syndes, de havde hørt det Samme før, og Kvinderne sang høit om det frygtelige Udyr, der voxde ►i Dagetal og skulde tilsidst sluge ►Odin selv, 168men var nu bundet, eller blev det dog vist af ►Tyr, den dristige, den ærekiære Ungersvend blandt ►Aserne, der ikke vilde spare sin Høirehaand, og det hørde Gotherne, hvis Ungdom foer op som en “springende Løve” og vilde ligne ►Tyr, og foer udenlands at lede om ►Fenris-Ulven og uforskrækket stikke Haanden i hans Gab, men de drømde ikke om, at de selv var denne “►Tyrs Høirehaand”, som vovede sig ind i Ulvs-Mund og forsvandt, men bulnede dog ud i hans Bug, saa han revnede!