XI.
►Thors Tvekamp med ►Hrungner.
✂ Hvad synes Damerne om Dueller? Det er mig iaften et meget vigtigt Spørgsmaal, og maa i det Hele være det, hvor Talen er om 📌Nordens Aand; thi enten det er 📌Nordens Myther, vi lytter til, eller Oldsagnene hos 👤Saxo, eller Historien hos Islænderne, vi læser, da mindes vi hvert Øieblik om, at Tvekampen er i 📌Nordens Aand, og selv den nyeste Tid lærer os, at hvor, som i 📌Engeland, vi endnu finde tydelige Spor af denne Aands Kræfter og Tankegang, der høre ogsaa Tvekampene, om ikke til Dagens Orden, saa dog til Livets Nødvendigheder. Nu behøver jeg vist nok ikke at sige Dem, hvad jeg vover ved i 📌Nordens Aand at forsvare Tvekampe, som er forbudt og fordømt i alle Love, selv i de Engelske, der dog forudsætte dem, som en følgelig Sag, og, meer end det, forfølges af alle Moralister og lærde Folk, næst Selvmord, paa det allerubarmhjertigste, saa det synes kun at ville hjelpe mig lidt, hvad Damerne synes om det, da de jo hverken tages paa Raad ved Lovgivningen eller har Stemme i noget Parlament, eller tør modsige hele den lærde, kloge og især menneskekiærlige, ømme og moralske Verden. Imidlertid, naar man ønsker at tækkes Damerne, er det altid et vigtigt Spørgsmaalet, hvad de synes om, og hvor det giælder om Menneske-Hjertets naturlige Tilbøieligheder og deraf udspringende gode eller slette 157Sæder, der vilde dog selv de mest ►kapitelfaste Lovkyndige og de ømmest følende Moralister giøre vel og viselig i, om end ikke høirøstet, saa dog i al Stilhed for ramme Alvor at raadføre sig nok saameget med Damerne, som med deres eget Hjerte. Og nu tør jeg nok sige, det gaaer med Damerne som med Digterne og med 📌Nordens Aand, at de ligesaalidt vil ►bryde Staven over alle Tvekampe, som de vil 613 (US) ønske dem gjort til Hverdags-Brug, saa de spørger bestandig, ja, hvad for en Tvekamp, hvorom og mellem hvem, og det er Alt hvad jeg forlanger, da det slet ikke er de unge Løitnanters Dueller, jeg tager i Forsvar, men Tvekampen mellem Mænd, hvor kun den paa ærefuld Viis kan jævne en for Menneske-Aanden eller Menneske-Hjertet stor og vigtig Trætte. Det er nemlig i mine Øine med Tve-Kampen som med Tusind-Kampen, den saakaldte Krig, at de vistnok sædvanlig er uretfærdige paa begge Sider, og laaner kun deres Nødvendighed af Blændværk eller af et arrigt Sind, men at der dog i Tidens Løb er mange store og klare Undtagelser, saa den Paastand: at der burde aldrig blive eller have været nogen Tvekamp, er meget tosset, og den Paastand, at Tve-Kamp altid under visse Omstændigheder burde være tilladt og stundom giøres til Pligt, har alle Tiders Erfaring og vist alle ømme men tillige ædle og kække Hjerter for sig; thi intet saadant Hjerte kan banke roligt for en Kryster, og intet Saadant kan unde Nidingen, Bagvaskeren, Meenederen og Snigmorderen Frihed for den eneste Frygt, han kiender: Frygten for i aaben Feide at ►træde vred Mand, kæk og modig, under Øine! Om derfor end alle de Lærde vilde dømme selv “👤David” fra Livet og kun benaade ham med ►Fæstningen eller Tugthuset, fordi han tog imod “👤Goliaths” Udfordring, og levnede end ikke Liv i ►Jetten, der dog ogsaa saae ud som et 158Menneske, om end, siger jeg, saa regner jeg dog ligefuldt paa Damernes Medhold baade for den lille 👤David og for den store ►Thor, som er ►Asgaards-Værgen, jeg iaften skulde vise Dem, og kan neppe vise Dem bedre end i hans Tvekamp med ►Hrungner Steenhjerte, hvorom der er en baade lang og berømt Mythe.
✂ Det hændte sig nemlig engang, da ►Thor, som saa tit, var paa Trolde-Jagt i 📌Øster-Leden, hvorved man i 📌Norden altid maa tænke paa 📌Preusen og 📌Rusland, at ►Odin, man veed ikke hvorfor, var ►ridt paa ►Sleipner til ►Jotunheim eller ►Jetteverden, og stødte der sammen med ►Fløimanden for alle ►Jetter, den længste ►Rækkel og den største Skryder, ved Navn ►Hrungner, som vel roste ►Sleipners Trav, men ►aabenbar kun paa Skrømt, for han lagde strax til, at han havde dog selv en “Fuldblod”, som hedd ►Guld-Manke, der alle Dage var ligesaa god, og ►Tak til. Det gad ►Odin naturligviis ikke hørt, og svarede kort, at han turde dog vædde sit Hoved paa ►Sleipner, hvorover ►Jetten blev bister, smed sig op paa sin ►Guld-Manke og red omkap med ►Odin, alt hvad Remmer og Tøi kunde holde. 614 (US) Vel blev han tabt bag af, men i sin Arrighed havde han saaledes forivret sig, at ►Guld-Manke løb løbsk med ham, og før han vidste det, holdt han midt inde i ►Asernes Borgegaard, og maatte da vel maabe. Til hans Lykke er imidlertid 📌Nordens Aand, i sine Guder som i sine ►Kæmper, altid ædel og ridderlig, saa ►Odin ikke blot skaanede ham, men bad ham giæstmild træde indenfor, mens ►Heden satte sig, og faae en Lædskedrik. Det gjorde ►Jetten da ogsaa, og ►gjorde kun alt for god Besked i Kruse og Kander, saa at selv, da man skænkede for ham i ►Thors-Kanden, ►stak han den ud og blinkede ikke ved det, men overstadig, og hvad man reentud sagt kalder pærefuld, 159blev han da ogsaa, og man behøver ikke at have seet mange ►Glubende i den Tilstand, for at slutte sig til en stor Forlegenhed med ►Jetten ►Hrungner i ►Asgaard. Raa og ►ry gav han sig ikke blot til at gale, at han vilde drikke ►Aserne under Bordet og ►drikke dem lens, men han raabde og skreg, at var han bænket i ►Asgaard, saa skulde ogsaa ►Freya skiænke for ham, og da man, for Husfreds Skyld, føiede ham deri, blev han kun utaaleligere, bar sig ad, som han var splittergal og ►brallede op paa det Frækkeste, at han vilde flytte ►Valhall til ►Jotunheim og rive ►Asgaard ned i Bund og Grund, og han vilde slaae alle Guderne ihjel, bare Gudinderne ►Sif og ►Freya, dem vilde han levne Liv i, men de skulde følges hjem med ham og være ►Jette-Kvinder.
✂ Saaledes afmaler ►Hrungner-Mythen os meget livagtig det beskænkede Uhyre, og det var intet Under, at ►Aserne, trods al deres Ridderlighed og ædle Ringeagt for en drukken ►Jette og hans Pral, dog tilsidst blev ►kiede ad det Uvæsen og kaldte paa ►Thor, som, om han end var tusind Mile borte, dog kunde høre naar hans Navn blev nævnet i ►Asgaard, og var da strax ved Haanden, saa, førend ►Jetten drømde derom, saae han ►Thor ved Siden ad sig, med Hammeren i Veiret, og det Spørgsmaal, som et Tordenslag, hvad ►hundesnue ►Jetter havde i ►Asgaard at bestille, og hvad det skulde smage af, at ►Freya skænkede for ►Thussen, som ellers kun for ►Aser, naar ►Odin gjorde Gilde? Enten nu ►Jetten ikke har været saa drukken, som han raste til, eller ►Thors ►Mjølner paa et Øieblik gjorde ham halv ædru, saa tog ►Hrungner nu dog sin Mund iagt, og erindrede først, at han idag var ►Odins Giæst, og skiøndt ►Thor i sin Ivrighed ►faldt ind med det Ord, at hvis Giæst han end var, skulde han nu smage Hammeren, var ►Jetten dog langtfra at trodse, men sagde ganske po160lisk: jeg dumme Nar, som har glemt baade mit 615 (US) Skjold og min Mukkert hjemme, om ellers ►Thor vil giøre sig til Niding her og myrde vaabenløs Mand, men det vilde klæde ham bedre at mødes med mig ved ►Stensgaard, paa vore Grændser, og vove en Dyst.
✂ Det var første Gang, Nogen havde vovet at ►byde ►Thor Brodden, og det var ham Nok, at Verden blev et Uhyre kvit, paa hvad Maade det end var, saa han vægrede sig ingenlunde ved den ►Kredsgang og Tvekamp, og lod ►Hrungner slippe heelskindet hjem; skiøndt han maatte forudsee, at indtil videre vilde der i ►Jotunheim gaae stort Ry af ►Hrungners Standhaftighed og Løvemod, som turde hjemsøge ►Aserne og udæske ►Thor. Han oppebiede rolig ►Stævnemødet, men alt som Tiden nærmede sig, begyndte ►Jetterne dog at blive lidt beklemt for deres Kæmpe og lavede ham derfor en ►Stalbroder af Leer og Langhalm, ni Mile lang og tre Mile bred over Skuldrene, og gav ham et Heste-Hjerte, der vel fandtes stort nok, men bævede dog ikke desmindre, da det kom til Stykket.
✂ Kort at fortælle mødte da ►Hrungner paa Pletten med sit Steen-Skjold og sin Steen-Mukkert, og ved Siden stod den himmelhøie Leer-Kæmpe, som de kaldte ►Mokkalv eller ►Narrifas, men da den letbenede ►Tjalfe, som var ►Thors ►Forløber, kom til Kamppladsen, raabde han til ►Hrungner: tag du dig iagt, ►Jette, med dit Skjold for Bringen, at ►Thor ikke gaaer neden om og napper dig i Benene; og ►Hrungner, som kunde troe ►Aserne til hvad det skulde være, smed da Skjoldet under sig og stod paa det, men tog Mukkerten i begge Næver, og da nu ►Thor kom snart med Torden og Lynild, stred de Begge løs efter hinanden, ►Thor med sin Hammer og ►Hrungner med sin Mukkert, saa de mødtes 161i Luften og ►gjorde Besked, men dog ikke anderledes, end at ►Jetten ►fik sit Livsbrød af Hammeren og havde kun den Trøst i Døden, at en Splint af Mukkerten, som brast, dog ogsaa ramde ►Thor i Panden, saa han segnede, og ►kom i Vaande, ved at faae ►Jettens ►Dødning-Been om sin Hals. Det var nemlig langtfra, at ►Tjalfe, som havde gjort kort Proces med den lange ►Narrifas, kunde hjelpe ►Thor ud af Klemmen; thi det mægtede end ikke alle ►Aserne, saa det var ►Thors store Lykke, at han med Bjergkonen ►Jern-Saxe havde en Søn, som hedd ►Magne, der vel endnu kun var tre Nætter gammel, men var dog ►alt saa stærk, at han smed ►Jette-Skankerne af ►Thors-Halsen ►lige paa Timen og sagde: see til den ►Jette-►Klo! kun Skade, at jeg kom for silde; thi jeg tæn 616 (US) ker, jeg kunde nok trykket den Karl med de bare Næver! ►Thor stod nu op, og bød sin Søn velkommen med de Ord: dig kan der nok blive Noget af med Tiden, og forærede ham saa ►Hrungners Hest ►Guldmanke, skiøndt ►Odin saae skiævt til det og sagde, det var en Feil af ►Thor at give Bjergkonens Søn saa god en Hest.
✂ Nu var da Alting godt igien, paa ►Thors Pande nær, hvor Steen-Splinten sad, som den var muret, til der kom en klog Kone, som hedd ►Gro, og ►læste over den, saa den begyndte at løsnes og lod sig godt rokke, men saa vilde ►Thor ogsaa giøre hende en Fornøielse og sagde, hun kunde snart vente sin kiære Mand ►Ør-Vendel hin Bolde hjem, for jeg, sagde ►Thor, bar ham nys paa min Ryg fra ►Jetteverden over ►Elvaagen, og rigtignok frøs der en Taa af ham, som stak ud igiennem Staal-Nettet, men den smed jeg op paa Himlen og gjorde til en Stjerne. Derover blev imidlertid ►Gro saa glad, at hun glemde alt sit Galder, og derfor, siger Mythen, sidder Stenen i ►Thors Pande endnu den Dag idag.
✂ See nu er Æventyret ude og jeg pleier at forklare 162alle ►Thors-Mytherne om hvad der skedte i Middel-Alderen, der var Menneske-Slægtens Manddoms-Alder, men det er den store Nød vi har med vore verdenshistoriske Forklaringer, at de falder tit Folk dunklere end hvad de skulde forklare, Noget vi paa Papiret kan tage os meget let, men midt mellem Damer og Herrer kommer i stor Forlegenhed med; thi vel er det Samme Tilfældet baade med de Astronomiske og de saakaldte Philosophiske Forklaringer, men de har nu engang Hævd paa, at deres Dunkelheder betragtes som ►Pletter i Solen, eller vel endogsaa som Beviser paa Rigtigheden af den store Opdagelse, de nye Astronomer jo skal have gjort, at Solen, der saa deilig oplyser alt Andet, er selv ►et bælgmørkt Legeme! Os stakkels Time-Skjalde eller historiske Poeter vil man derimod slet ingen Dunkelhed tilgive, selv naar vi er aldeles uskyldige i den, men er ubarmhjertig nok til at forlange, at vi skal fremstille ►Aserne ligesaa klart i deres ⓘ verdenshistoriske Virksomhed, som 👤Homer fremstilde ►Olympierne i deres uforanderlige Skikkelse, eller at vi skal give ligesaa klart et Billede af Menneske- og Folkelivet ►i sin Giæring, som de Græske Digtere giver af en Bisværm, med sin fornøielige Travlhed paa Fart fra Blomst til Blomst efter ►Honningdugg, og dens smaa Heltegjerninger, naar den forsvarer sine Kager mod Ormene og sin Kube mod Menneskens 617 (US) Børn, og dog er det ►aabenbar saa umuligt, som at vise Folk ►den Snee, der faldt ifjor og smeltede i Foraaret; thi da alle historiske Begivenheder falde i den forbigangne Tid, er de frie nok for at komme paa Udstillingen i den Nærværende, og jo større og usædvanligere den historiske Begivenhed er, des dunklere bliver nødvendig Billedet, vi enten selv kan beholde eller meddele Andre, om vi end selv er Øievidner. De har derfor vist ogsaa paa Skuepladsen lagt 163Mærke til, at man der baade har og giver en langt bedre Forestilling om ►Recensenten og Dyret, eller om ►Kong Salomon og Jørgen Hattemager, end om ►Hakon Jarl paa 📌Lade eller ►Væringerne i Maglegaard, og det kommer naturligviis deraf, at Alt hvad vi enten hver Dag, eller dog Hveranden, kan see Mage til, paa Gaden eller paa Fælleden, det har vi strax ved første Øiekast en klar og levende Forestilling om; men om sjeldne Begivenheder, som om en ►Kæmpe-Skare eller et heelt Folk, indtaget og opflammet til Storværk af een og samme Aand, eller om et ►Dommedags-Slag, hvori et Riges Tilværelse og to Folks Ære staaer paa Spil, derom giver selv den vidtløftigste Beskrivelse os ikke mindste levende Forestilling, med mindre vi selv, enten som Øien-Vidner, eller som deres grebne Tilhørere, har oplevet noget Lignende. Hvor lidt jeg end derfor ellers kan lide det Attende Aarhundrede, anvender jeg dog ogsaa derpaa det gamle Ordsprog: ►naar Enden er god, er Alting godt; thi den Franske Revolution, og især 👤Napoleons æventyrlige ►Tog til 📌Ægypten og til 📌det Hellige Land, og igiennem 📌Rom og 📌Madrid, 📌Wien og 📌Berlin til 📌Moskau og til 📌St. Helena, de tilbagegav ►aabenbar den i ►Smaalighed nedsunkne Slægt Synet og Maale-Stokken for det Store og Kæmpemæssige, saa det Nittende Aarhundredes ►Bod-Svende og Gaards-Karle har i det Hele en mere poetisk Anskuelse af Livet end det Attende Aarhundredes Digtere, og nu tør derfor Skjalden vente, at selv Menneske-Hjertets æventyrligste Drømme skal faae historisk Sandhed.
✂ Dog, hvad siger jeg? Har jeg da aldeles glemt, at saadan en Tale endnu for det meste, selv midt i 📌Norden og midt i 📌Sælland, klinger sær og fremmed, saa jeg maa være belavet paa at høre af Spotte-Fuglene 164imorgen, at jeg, listig nok, dyssede mine Tilhørere i Søvn, for at Drømmen baade des vissere og des snarere kunde faae historisk Sandhed?
✂ Nei, man glemmer ikke let, hvad man giennem en heel Menneske-Alder har havt sin daglige Plage af, og hvor liden Lyst jeg 618 (US) har til at dysse mine Tilhørere i Søvn, det følde jeg ret ►forleden, en “Paaske-Morgen”, da jeg sad og beredte mig paa en Kirke-Tale om Opstandelsen; thi De kan troe, jeg blev lidt underlig tilmode, da der i det Samme En bankede paa min Dør, og vilde endelig tale med mig, blot for at spørge mig i al Fortrolighed, om jeg syndes, det var Ret, at en vis Person, der pleiede at sidde lige foran ham i Kirken, sad og sov hele Tiden! Hvad jeg svarede, har jeg glemt for længe siden, men det tragi-comiske Indtryk, det troskyldige Spørgsmaal gjorde paa mig, det glemmer jeg aldrig, og blot Tanken om Damernes mulige Søvn ved mine kloge Mythe-Forklaringer er da nok til at kyse mig langt bort, saa jeg sagde 📌Nordens Aand det reentud iaftes, at vilde han have ►Thors-Mythen forklaret, maatte han giøre det selv, da jeg ingenlunde, for hans Skyld vilde være “►Korsarens” Bytte og blive til Nar baade for Damer og Herrer, og det nyttede slet ikke, at han loe mig ud, for ►Kæmpe, jeg var, kun modig paa Papiret, men en Kryster, saasnart det gjaldt om at bruge Munden blot en Smule paa Krigs-Maneer, og i en Ruf lære baade Damer og Herrer saamegen Verdens-Historie, at de kan see den speile sig i den Klareste af alle vore ►Thors-Myther. Det nyttede Altsammen ikke, og for at skjule Frygten, gjorde jeg mig ►ordenlig rask imod Aanden og sagde, det er alt for beskedent af din store Helte-Aand at kalde dem Krystere, der, trods al din Stormægtighed, tør følge deres eget Hoved, og for Resten, veed Du nok, hvad En165gelskmanden, der jo dog skal ligne Dig op ad Dage, altid pleier at have til Mundheld “hjelp jer selv!”
✂ Ved denne min Kiækhed mod Aanden, som vel var Krysteragtighed igrunden, men saae dog tappert nok ud, blev 📌Nordens Aand da nødt til at hjelpe sig selv, og lovede mig virkelig, skiøndt ikke uden bidende ►Sidehug, at naar det kom til Forklaringen, skulde han nok selv ►løse mig af paa Cathedret, og i en Haande-Vending lære Damerne og, saavidt muligt, selv de unge Herrer, at kiende ►Mjølners Eiermand og ►Asgaards Værge, alle ►Jetters og Troldes Skræk og i Haabet selv ►Midgaards-Ormens Banemand, den stærke og den ædle ►Asa-Thor i hans ligesaa verdenshistoriske, som mythiske Virksomhed.
✂ Damerne kan troe, jeg, trods alle medfølgende Stik-Piller, blev sjæleglad ved den Tale, naar han nu bare vil holde Ord, for jeg har slet ikke seet ham siden, og De kan nok mærke, hvor ængstelig jeg staaer og vender og dreier mig, uden dog 619 (US) at see noget til den lovede ►Staabi; men det er sandt, alle Aander er jo, til Latinernes store Glæde og endnu større Triumph, ikke blot uhaandgribelige, men ogsaa usynlige Væsener, saa jeg kan tænke, at 📌Nordens Aand, som altid er artig mod Damerne, vil nødig forskrække dem, og lister sig da formodenlig ind i min Ham, saa jeg, indtil videre bliver tilovers, og jeg vil derfor kun paa det Indstændigste bede Damerne, men dog især Herrerne, ikke at ►skylde mig for hvad Aanden giør, og dernæst bede Damerne kun ei at blive bange, om De end synes, han lukker Munden lidt for høit op; thi Aander er nu engang ikke anderledes, og 📌Nordens Aand giør for Resten ikke en Kat Fortræd, saa ►Danne-Kvinden og alle hendes Døttre, som han altid har Lyst til 166at bære paa Hænderne og løfte til Skyerne, kan være ganske rolige.
✂ ►Saa siger da 📌Nordens, ►som Verdens-Historiens Aand: see, ved Middel-Alderens Begyndelse, som vi Alle veed, var de “►stærke Drømmes” Tid, da stod jeg med min ene Fod paa Havet, og med den Anden paa 📌Dovre og saae ud over den vide Verden, ei uden stor Bekymring; thi rundt omkring 📌Middelhavet, hvor jeg i Oldtiden havde gjort alle mine ►Kæmpeskridt, var der vel allevegne kiendelige Spor Nok af dem, men ikke mindste Tegn til nye Storværker, undtagen i den ny, ligesom himmelfaldne Tro paa “Dødens Overvinder”, ►den fra de Døde seierrig opstandne Livets Fyrste, og det glade, men hardtad utrolige Budskab om Ham lignede blandt Andet en himmelsk ►Sæd, der ledte om god Jord og fandt kun saare Lidt deraf i hele det Romerske Rige, dette uhyre Gravsted for alle Oldtidens Guder og Helte, der vel paa Papiret lod sig nemt omskabe til en himmelsk Kirkegaard, høitidelig indviet til at kaldes “Christen Jord”, men som derved dog ingenlunde blev mere frugtbar enten paa virkelig gode Gierninger eller paa Helte-Bedrifter. Grækerne, som nu paa ►Adel-Menneskets store Løbe-Bane skulde afløst den alderstegne ►Østerlænder, havde vel tidsnok formælet deres ►Poseidon med 📌Middelhavets ►Amfitrite, og skulde nu øvet Manddoms-Gierninger, der ei blot svarede til deres egne “►stærke Drømme”, men til ►Ebræernes Spaadom, og ved Christendommen, der havde udkaaret deres Modersmaal til sit egenlige Grund-Sprog, var Veien guddommelig banet; men det viste sig kun alt for klart, at det til ►Kæmpeskridt er ingenlunde nok at have “►stærke Drømme”, stor Opmuntring og en ►slagen Konge-Vei til 620 (US) det herligste Maal, men at dertil endnu hører et Mod og en Kraftens Fylde, som 167Grækerne fattedes, da de, som unge Oldinger, krympede sig under det Romerske Aag, og vovede neppe at drømme om “Frihed” endsige om “Storværk”. Kun ►paa Romeren lod sig da regne, naar Talen var om Mod og Mands-Hjerte, men kun af Ulve-Mod var den Romerske Verdens-Magt udsprunget, kun Graadighed paa Alt under Solen gav det Romerske Begreb om Daad og Virksomhed dets ►forroste, frygtelige Vidde eller rettere Vidtløftighed, og Graadighed, som kun er glubende Hunger, dette Dødens og Helvedes Mærke, giør snarere al Mættelse umulig, end at den skulde skiænke Nogen Fylde af Livs-Kraft, saa denne var i 📌Rom ei at finde, og mørkere Udsigter havde Verdens-Historiens Aand da aldrig havt, siden Syndfloden tilsyneladende ikke blot kvalde Spiren til stor Bedrift men oversvømmede hele dens Skueplads og udslettede ►Kæmpernes Slægt. See, da kastede jeg første Gang mit Blik paa 📌Norden, hvor eders Fædre, de ligesaa ædle, som vældige ►Kæmper for Udødelighed, høit op paa Dagen slumrede endnu, fordi de følde, deres Time var endnu ikke kommet, og drømde sødt om ►Balder og ►Nanne, om ►Breide-Bliks Glands og Guld-Alderens Herlighed. Da sendte jeg ►Kæmperne urolige Drømme, saa de blegnede ved ►Balders-Baalet, men ogsaa opmuntrende Drømme, saa deres Øine funklede ved den store Udsigt fra ►Høielofts-Svalen i ►Asgaard og ved det smilende Haab om ►Balders ►Atterkomst og ►Gylden-Aaret. Derpaa sendte jeg Drømmen om ►Fenris-Ulven og lod alle 📌Nordens Skjalde drømme eens den samme Nat, og blive ved at drømme, da de vaagnede, og fortælle deres stærke Drøm, saa det rungede i ►Konge-Hallerne, i Skoven og i alle Bjerge, saa Alle lyttede og ►syndes, de havde hørt det Samme før, og Kvinderne sang høit om det frygtelige Udyr, der voxde ►i Dagetal og skulde tilsidst sluge ►Odin selv, 168men var nu bundet, eller blev det dog vist af ►Tyr, den dristige, den ærekiære Ungersvend blandt ►Aserne, der ikke vilde spare sin Høirehaand, og det hørde Gotherne, hvis Ungdom foer op som en “springende Løve” og vilde ligne ►Tyr, og foer udenlands at lede om ►Fenris-Ulven og uforskrækket stikke Haanden i hans Gab, men de drømde ikke om, at de selv var denne “►Tyrs Høirehaand”, som vovede sig ind i Ulvs-Mund og forsvandt, men bulnede dog ud i hans Bug, saa han revnede!
✂ Jeg saae igien ud over Verden, og saae paa Historiens ny Skueplads, mellem Verdens-Havet og Ørken, to store Folke- 621 (US) Stammer nærme sig hinanden: de Romanske fra 📌Vesten og de Slaviske fra 📌Østen, saa der var neppe nok Vei mellem 📌Elben og 📌Rhinen, og da sendte jeg de Nordiske ►Kæmper Drømmen om ►Thor og ►Hrungner, med den milehøie men dog igrunden ►modløse ►Stalbroder, og Drømmen var saa stærk, at den rækker giennem hele Middel-Alderen og selv jer forbi, eller seer I ikke endnu de Romanske Folk mod 📌Vesten og de Slaviske mod 📌Østen, og 📌Tydskland uden 📌Nordens Hjelp ►forloren! Og veed I ikke, det var i Nordisk Poesi, hos Angler og Normanner, de Romanske Folk beruste sig som ►Hrungner, og vilde trække Historien til sig og slaae alt Guddommeligt ihjel ►uden Lykken og Vorfrue, og seer I endelig ikke ►grandt Sten-Splinten i ►Thors Pande, ikke blot i 📌Engeland, hvor den endnu giør det halve Hoved baade romersk og catholsk, men overalt hvor 📌Nordens Folk endnu har Latinen i Hovedet! Vil I ogsaa see hende, som ►læste over Splinten, saa den gik løs, men blev dog siddende, saa ►seer paa Reformationen i det Sextende Aarhundrede, som vel rokkede Latinen, men lod den dog staae. Vil I endelig see ►Magne, 169den tre Nætter gamle Kæmpeunge paa ►Thors-Siden, da sees ogsaa han bedst i 📌Engeland, hvor Maskineri og Damp ►alt i Barndommen giør Mester-Stykker, som Kæmpe-Kræfter maa studse ved; men I kan dog see ham allevegne som en Nordisk ►Hermes med Pennen til Løfte-Stang; thi dermed har han ►aabenbar paa alle de Nordiske Sprog kastet ►Jette-Benene fra ►Thors-Halsen, skiøndt det, som ►Odin sagde, var Skade, han kom til at ride ►Hrungner-Hesten, men jeg misunder ham den for Resten ligesaalidt, som Tydskeren sin Philosophiske Kiephest, med Titel af ►Guldmanke!
✂ Saavidt Aanden, og jeg kommer nu selv igien for paa hans Vegne at bemærke, at det giør igrunden slet ingen Forskiel, enten De troer, at han vidste forud, hvad han vilde sige med ►Hrungner-Mythen eller ikke; thi det bliver ligesandt, at de Romanske, Nordiske og Slaviske Folk har længe havt og har endnu Æren, Menneskehedens Kaar og hele Aandens Verden at ►drages om, og at Kampen har staaet og maa bestandig staae paa Grændserne: i 📌Tydskland og 📌Engeland, og det er ligesandt, at ►Hrungner-Mythen er saa skikket til at gjemme og sammenholde dette verdenshistoriske Overblik, at det kun var et Vidunder, hvis den ikke ogsaa var skabt til det Samme, af et ►Odins-Blik ⓘ fra ►Lydskjalf.
✂ Det er ligeledes sandt, og i 📌Norden mindst at forglemme, at 622 (US) Grækerne, som Følelsens, Skiønhedens og Sangens Folk, ►aabenbar var skabt til at føre an i Middelalderen, og at Mangelen af dem, der kun sov sig igiennem Middelalderen i 📌Byzants, først gav Plads for det gruelige Romerske Verdens Rige og siden gjorde den Nordiske Folke-Vandring nødvendig og Middelalderens Chaos uundgaaeligt. Det er endelig af den høieste Vigtighed, baade for 170os og hele Menneskeheden, at 📌Nordens Folk blive sig deres Kald bevidst til netop at gribe kraftig ind i ►Nyaarstiden, saa de istedenfor at slumre paa de Laurbær, Gother, Angler og Normanner fordum høstede til dem, betragte disse Udvandringer mest som Ungdoms-Sværmerier, der vel maae vække et stort Haab om 📌Nordens verdenshistoriske Daad i sin Tid og Time, men opfylder det ingenlunde.
✂ Endelig vilde man, allevegne og i alle Huse, have godt af at bemærke, at ogsaa hver Enkeltmand, med en poetisk Ungdom, har i sin Middel-Alder et ►Hrungner-Besøg at vente og en ►Hrungner-Kamp at bestaae, hvorpaa det beroer, om hans Manddom og Alderdom skal være hans Ungdom værdig; thi det gaaer Mangfoldige som det gik Grækerne, hos hvem den Romerske ►Hrungner ret øiensynlig drak sin Ruus og, da han ingen ►Thor fandt for sig, udførde sin Trudsel, sløifede ►Olympen og slog alle Guderne ihjel, ►uden ►Venus og ►Fortuna, som han bortførde til 📌Rom, tilligemed Historien, ja, vil man see, hvor bogstavelig han gjorde det Sidste, da erindre man sig blot, at 📌Grækenlands sidste ⓘ Historie-Skriver, den høitoplyste, sanddru og elskelige 👤Polyb, som endnu efter 👤Alexander-Tiden udklækkedes i det lille 📌Arkadien, blev som Gidsel ført til 📌Rom med de Tusinde, der ►end mindedes det gamle 📌Hellas, og nødtes til at skrive 📌Roms Historie i Lænker!
✂ Dog, jeg frygter virkelig for at have trættet Deres Opmærksomhed lidt i Aften og vil derfor afbryde, med Tak, fordi De saa velvillig skiænkede mig den til en lille historisk ►Udvikling, som laae mig paa Hjerte, men var lidt vanskelig at magte.