↩ Saa vil jeg da begynde, som Damerne nok veed, alle Æventyr begynder paa Dansk: der var engang en Mand, men det var ingen ►Thor og det er intet Æventyr, jeg vil fortælle om ham, for jeg kan godt huske, den samme Mand var knap af Middel-Størrelse og gik paa To ligesom En af os, skiøndt han gik lidt skævt og det gik ogsaa skævt med ham tilsidst, stakkels Mand! for Historien begynder godt nok, som saamangen skikkelig Mands og selv høi Embedsmands: han blev Student og fik et lille Levebrød, men den ender meget tragisk, og ingenlunde, som deres sædvanlig, der faae de smaa men ►visse Levebrød, for den ender ikke med: og saa døde han, nei, den ender med: og saa, efter nogen Tids Forløb, saa mistede den stakkels Mand sit lille Levebrød, og det, veed De nok, man hos os kalder meget sørgeligt. Ja, naar en Mand døer, som havde et lille Levebrød, da tænker man: ►nu, døe skal vi Alle, og ►Ens Død, en Andens Brød, og, der er Nok om det; men naar en Mand, uden at døe, mister sit lille ►visse Levebrød, da spørger alle Folk hos os: men hvad skal han da leve af, med Kone og Børn? Svarer man nu: ja det faaer at blive hans Sag, da kommer gierne det Spørgsmaal: men hvad har han da gjort? og saaledes spurgde man da ogsaa om den stakkels Mand, hvis Historie jeg her fortæller, og da man fik til Svar: han har Ingenting gjort, da slog man Hænderne sammen og sagde høit: ingen Ting gjort, og dog miste sit Levebrød! Det er jo dog forskrækkeligt! Ja, De leer nok ad det, og det er jo ogsaa en latterlig Historie, men det ►Mærkeligste, synes mig dog endnu, 604 (US) er det, at jeg ikke mindes mere end dette 145ene Exempel paa, at en stakkels Mand i 📌Danmark mistede sit lille Levebrød, uden Pensjon, blot fordi han ingen Ting havde gjort, og selv her var der en Hage ved, for den stakkels Mand havde ladt Andre giøre galt hvad han skulde gjort ret, saa han mistede dog egenlig sit Levebrød, fordi der var gjort Noget, som man fandt, var galt; og denne Omstændighed, at det i Mands Minde, og sagtens længere, hos os, har mest været et lille ►vist Levebrød, man sukkede og længdes efter og giftede sig paa, og kunde snarere miste ved at giøre Noget, man fandt galt, end ved ingen Ting at giøre; denne Omstændighed tilskriver jeg for en stor Deel, at der giøres saa lidt hos os, som man egenlig kan kalde Manddoms-Gierning. Det faldt mig ikke engang selv ind, førend da jeg første Gang kom til 📌Engeland og følde, hvilken pinlig Forlegenhed jeg blev sat i, naar de spurgde mig: hvad giør I hjemme hos jer? Ingenting! det var jo let sagt, for det ligger os immer paa Tungen, i det mindste for Løier, eller af en Slags Beskedenhed, men i et Land, hvor der altid giøres Meget, hvoraf naturligviis endeel er galt, ikke sjelden meget galt, men dog ogsaa endeel godt, og ikke sjelden forbausende stort, der, naar man spørges om Gierningerne herhjemme, at svare: ingenting, det er dog ikke saa let, og jeg har snoet mig som en Aal for at undgaae Svaret, ved at fortælle vidt og bredt om Alt, hvad vi tænkde paa at giøre, og om alle de Forsigtigheds-Regler, vi daglig indpræntede os, for ikke at giøre noget Galt, som Engelskmændene saa tit; men hvordan jeg vendte og dreiede mig, saa blev Engelskmanden ved Sit, som er hans gamle Vane, og jo meer jeg havde at udsætte paa de Engelske Gierninger, des ivrigere spurgde han: ja, hvad giør da I? og det forbistrede “what do you do?” det glemmer jeg aldrig, om jeg saa blev hundrede Aar, og det ►pinde mig lige til Sjælen, 146fordi jeg følde, at den forstokkede Engelskmand har igrunden Ret, det Første hos en Mand er, at han selv giør Noget, som kan vise, hvad han duer til, siden kan han tale med om, hvad man helst skal giøre og hvordan, men før er det kun Snak, og duer en Mand til Noget, da lærer han tit ved at giøre noget Galt og faae Skam for, at giøre noget Godt, som han har Ære af. Hvor kæphøi jeg derfor end var, ►det Første, jeg kom til 📌Engeland, og kunde prægtig kritisere hele den Engelske Virksomhed, som langt mere haandværksmæssig end videnskabelig, langt mere haandfast end aandelig, og langt mere beregnet paa Vinding end paa det almindelige Bedste, saa ►faldt dog 605 (US) Kammen► paa mig efterhaanden, som Engelskmanden mødte alle mine Kritiker med den simple Sandhed, at naar man forud vilde tænke paa alle mulige Ting og Tilfælde, Maader og Misbrug, da fik man virkelig ingen Ting gjort, og sluttede saa regelmæssig med Spørgsmaalet: eller hvad giør vel I? Herved maatte jeg nemlig omsider gaae til Bekiendelse, baade paa mine egne og paa mine Landsmænds Vegne, og tilstaae, at, skiøndt vi havde baade Lyst og Evne til at giøre meget Godt, saa tænkde vi dog saameget paa de ►visse Levebrød og paa alle mulige Ting, hvoraf det Ene skulde giøres og det Andet ikke forsømmes, og paa alle mulige Hindringer og Misbrug og ►Miskiendelser af rene Hensigter, at vi rigtignok ingen Ting gjorde, som var værd at tale om. Til dette Skriftemaal har jeg intet at lægge, undtagen, at det naturligviis kun giælder Herrerne og slet ikke Damerne, dels fordi Damerne netop hos os sjelden er ledige, og dels fordi deres egenlige Bedrift maa være en Hemmelighed. Det har jeg ogsaa lært i 📌Engeland; thi da jeg der gjorde mig saa næsviis at spørge, hvad Damerne bestilde, siden man aldrig saae dem i ►Vindvet og sjelden paa Gaden, og de gik, som jeg hørde, 147ikke i Kiøkkenet, ►klædtes mest som Markens Lilier, der hverken sye eller spinde, og ►syndes mig heller ikke at læse eller lære meget, da fik jeg det korte Svar: det er en Hemmelighed, og skiøndt jeg i Førstningen loe kiækt ad det, saa har jeg dog siden ogsaa deri maattet give Engelskmanden Ret; thi vel see og høre især vi meget af Damerne, der er os saa uundværligt, som det daglige Brød og over al Beskrivelse fornøieligt; men deres egenlige historiske Bedrift i deres Høst og travle Tid, som vor Manddoms-Alder skulde svare til, det er dog en stor Hemmelighed, der kun paa en Maade røbes, naar en virkelig stor Mand ærbødig kysser sin lille Moder paa Haanden, og hun da, henrykt derover, glemmer sig selv og kysser sin store Søn paa Munden for alle Folks Øine!