↩ 119Ja, har vi selv havt en mythisk Guld-Alder i Barndommen, som vi tit vemodig seer tilbage paa, da føler vi os ikke blot tiltalte af ►Asers Graad paa ►Balders ►Bane-Tue, men finder det meget passende at anvende Mythen baade paa 📌Nordens og 📌Grækenlands Guder og Myther i det Hele, paa det gamle dunkle Billed-Sprog, hvori alt det Døde ogsaa var levende, og hvori Guder og Mennesker sammensvævede, Himmel og Jord sammensmeltede, ligesom endnu for Barne-Øiet; thi Menneske-Naturen og Menneske-Livet ligner nødvendig sig selv i det Store som i det Smaa, saa naar Folkenes Barndom ophørde, da gjorde deres Myther ikke længere levende Indtryk paa dem, da døde alle deres Guder, og da de dog havde en gammel Kiærlighed til dem, saa drev de Afguderi med dem, ligesom de halvvoxne Piger endnu tit med en vis Alvor kan vugge og kysse deres Dukker, skiøndt de paa ingen Maade som i gamle Dage anseer dem for deres smaa Børn eller Brødre og Systre. Ligesom dette imidlertid pludselig holder op, naar der kommer en bidende Spotte-Glose giennem den gamle Barnepiges eller en anden troskyldig Mund, saaledes gik det netop med de gamle Hedninger, da Aanden var borte og Mytherne derfor kun ►urimelige Historier, der faldt for den første Latter!