VIII.
►Balder og ►Kronos.
✂ Damerne veed nok, hvad Folk sige om os, baade om Damerne og om Digterne, at vi kunde være gode nok, for der er meget Godt ved os, naar vi bare ikke vare saa forfængelige, men De veed ogsaa, det er en kiedsommelig Snak, fordi den kommer altid igien, ligesom ►Fluerne, der spiller os paa Næsen, og er næsviis ligesom de er, fordi de veed, de er vanskelig at ramme. Vil imidlertid Damerne lyde mit Raad, da skal vi snart vænne de kloge og dydige Herrer af med den kiedsommelige ►Heglen paa vor Forfængelighed, baade tidlig og silde, til ingen Verdens Nytte, da det gaaer med Damer og Digtere, ligesom med ►Dværgene, de bliver ikke anderledes end de er, saa vil man ikke have dem, som de er, kan man lade dem være, og det er netop det Utaalelige hos Herrerne, at de vil ikke have os som vi er, og vil dog heller ikke lade os være, men vil med Vold og Magt forbedre os, som nu engang er uforbederlige, istedenfor at forbedre dem selv, ved at følge vore Formaninger, saa der ►ordenlig kunde blive Noget af dem, og vi kunde holde meget af dem og tilgive dem meget, for, som jeg sagde forleden, netop fordi Herrerne er saa gruelig foranderlige, derfor er de ogsaa forbederlige, og vi, Damerne og Digterne, har endnu ikke opgivet Haabet om dem, men det er soleklart, der bliver aldrig Noget af dem, saalænge de ⓘ indbilder ►dem, det er os og ikke sig selv, de skal forbedre. 113Kunde vi derfor helbrede dem for den Indbildning, da ►slog vi to Fluer med eet Smæk og opnaaede, hvad vi ganske rigtig, som 👤Horats siger, immer har for Øie: at nytte og fornøie; thi det vilde jo være os en stor Fornøielse, naar Herrerne, istedenfor at ►ramse alle de Dyder op, vi, efter deres Mening, fattes, viste os, at de havde dem selv, og det vilde være deres eget Gavn, og hele Verdens, for, naar vi, 581 (US) som i det mindste har megen Sands og Takt for Alt, hvad der er stort og smukt og godt, saae hos Herrerne hvad vi savnede hos os selv, da vilde vi ikke blot elske og beundre og besynge dem for det, men vi vilde kappes med dem, ved at vise dem det meget Gode, Herrerne selv tilstaaer, trods alle vore Feil og Mangler, er ved os, og det vilde unægtelig blive en skiøn Tid, naar Verden saae alt det Gode, der er ved Damer og Digtere, og saae Herrerne daglig forbedre sig, det vilde være ►Gylden-Aaret, som forklarede Guld-Alderen, det store ►Gylden-Aar, som fra Hedenold var 📌Nordens stolte Haab, og som 📌Nordens Aand og ►Dannerkvindens yndige Smiil endnu hos mig har bestyrket saa godt, at, trods Herrernes Spot og slet ikke yndige Latter, er jeg blevet gammel med det, og tænker slet ikke paa at tage det med mig i Graven, da Haabet, det store Seiers-Haab, er fra Hedenold vant til, trods Vinter-Kulden, at blomstre i 📌Norden, blomstre paa Kæmpehøiene, blandt tætte Bautastene af Sønner over Fædre!
✂ Dog, jeg burde forudseet det, da jeg kom til at nævne det Nordiske Haab, min tro Fostbroder giennem en heel Menneske-Alder, at Svagheden, som Digterne ogsaa har tilfælles med Damerne, vilde overraske mig, den Svaghed, at ►Øiet løber over hvor det ikke skulde, naar det pludselig staaer levende for os hvad vi inderlig elske og skulde hilse med Smil, og skiøndt det hos os hverken kvæler Ordet eller Munterheden, 114saa kyser det dog ►Dværgene bort, som altid, naar de seer Regnbuen, venter et ►Tordenslag, og af ►Dværgene var det dog, jeg skulde lært det gode Raad, jeg lovede Damerne, saa det faaer nu bie til en anden Gang, og jeg er vis paa, at Damerne ogsaa heller taaler Herrernes Korstog mod Forfængeligheden et Par Dage længer, end De vil vende Tankerne fra Guld-Alderen og ►Gylden-Aaret, naar de først er kommet paa Tale, og dem var det da ogsaa egenlig jeg vilde tale om iaften, for Damerne veed nok, saavelsom Digterne, at er der meget Godt ved os, da er det Levninger fra Guld-Alderen, Barndommens Guld-Alder, som Kvinden og Skjalden kiende bedst af Erfaring og komme kiærligst ihu, men det skulde ogsaa altid ►ret være kiendeligt i vort 📌Norden; thi skiøndt 📌Nordens Aand, som vi veed, var som Fyr og Flamme til Kamp og Storværk og som Klippen til Fostbroder, saa var det dog igrunden en meget barnlig Aand, lutter Fryd og Gammen i et godt Vennelag og ►grædenem i Hjertets Anliggender, ►myg i Kiærligheds Haand til at ►svøbe om en Finger!
✂ 582 (US) Dette speiler sig især saa deilig og klart i ►Balders-Mythen, at jeg ret vil ønske, det maa lykkes mig at ►klare den for Dem i 📌Nordens Aand, som den svæver for mig og har tit vemodig, men baade dybt og sødt, bevæget mig!
✂ Dermed begynder da Mythen om ►Balder, at han var en Søn af ►Odin og ►Frigge, eiegod og Alles Yndling, deilig af Aasyn og hvid i Huden, saa han skinnede igien, og derhos var han den ►vittigste, ►ordkrængeste og livsaligste af alle ►Aserne, hans Domme var afgiørende og paa hans Borg ►Breideblik eller ►Straaleglands kunde ingen Falskhed trives!
✂ See, dette er Alt hvad vi hører om ►Balder, til han fik de urolige Drømme, som varslede om hans Død, og naar vi høre det daadfulde 📌Norden med sin ►Kæmpe-Aand løfte en 115mandlig Skikkelse uden Bedrift til Skyerne, som Perlen blandt Guderne, da burde det strax lære os, at ►Balder er den Førstefødte af de eiegode og ►tidlig kloge Engle-Børn, som, efter Ordsproget, blive aldrig gamle, altsaa, at han er Paradis-Barnet eller den mythiske Guld-Alder, som var kort under alle Himmelegne, men blev ingensteds blandt Hedninger saa almindelig begrædt og saa kiærlig ihukommet, som i det gamle 📌Norden.
✂ ►Balders Død i 📌Norden svarer altsaa til ►Kronos-Afsættelsen i 📌Grækenland; thi vel betragtede Grækerne denne Afsættelse altfor letsindig, blot som Afkastelsen af et tyrannisk Aag, men de skildrede dog ►Kronos-Dagene som “Livets Guld-Alder, da Guder og Mennesker omgikkes som hinandens ►Jævnlige, og Menneskene levede som Guder, uden Arbeide, Sorg og Bekymring, da Marken bar Korn som Engene Blomster og Træerne Frugt af sig selv, og Menneskene vidste ikke, hvad Ulykke, hvad Sygdom og Alderdom var; naar de døde, da slumrede de sødelig ind og omsvæve endnu som ►Lys-Alfer de følgende Slægter!”
✂ Saa deilig som 👤Hesiod, i disse faa men mesterlige Træk, kunde de gamle ►Kæmper ikke beskrive Guld-Alderen, men at de langt bedre end Grækerne vidste at skatte dens Herlighed og følde derfor Tabet uerstatteligt, med mindre den virkelig kom ►forklaret igien, det lære vi af Mythen om ►Balders Død, og af hele den fantastiske Verdens-Historie, som man vel maa kalde vort 📌Nordens i den Henseende aldeles mageløse Mythologi!
✂ Mythen om ►Balders Død er nu vel i 👤Oehlenschlägers og ►det ny Asamaals Dage blevet saa godt opfrisket, at jeg burde forudsætte den som ►Alle vitterlig, men efter min Erfaring 583 (US) tør jeg dog ikke vove det, og den er desuden saa dei116lig, at netop hvem der husker den, hører den ogsaa gierne igien.
✂ Det var da ►Balders urolige Drømme, der først forstyrrede Glæden i ►Asgaard, men da hans Moder ►Frigge havde taget Alt hvad hun tænkde kunde skade ham, i Eed, baade Dyr og Træer, Levende og Dødt, Ild og Vand, Staal og Steen, Edder og Forgift, da slog man i ►Asgaard ikke blot Sagen hen, men blev saa sikker og tryg, at man legede med Faren, og for ret at trodse den, stillede ►Aserne ►Balder op paa ►Thinge som en Skive, Alle havde Lov at skyde efter. Det gik an til en Tid, men da ►Loke havde udfrittet, at østenfor ►Valhall groede en ►Vaand, som hedd Mistelteen, og som ►Frigge ikke havde værdiget at tage i Eed, saa dybt foragtede hun den tynde usle ►Snyltevæxt, da gik han hen i Hemmelighed og rykde den op, og stak den siden i Haanden paa den blinde ►Høder, for at han ogsaa skulde ære den ►skudfri ►Balder ved at stikke til ham med den. Det gjorde han, og see, da styrtede ►Balder steendød omkuld, og med alle deres Taarer kunde ►Aserne ei kalde ham tilbage, skiøndt de var Alle dybt bedrøvede og ►Odin især, fordi han vidste bedst hvad ►Aserne tabde ved ►Balders Død; de kunde ikke engang hevne den paa Ophavsmanden, for ei at vanhellige ►Thingets Fristed.
✂ Henfører vi nu denne Historie til det ►Asgaard og den Guld-Alder vi kiende, enten i hele Menneske-Slægtens, i et enkelt Folks, eller i vort eget Levnetsløb, da maae vi finde, den passer vidunderlig, medens det paa den anden Side slet ikke maa forundre os, at vor Forklaring er for Mange ligesaa mørk en Tale som Mythen selv; thi her giælder ret egentlig Ordsproget: ►Den græder ei for Guld, som aldrig Guld eiede, saa det Hele tykkes Tant for Andre end dem, der i deres egen Barndom havde en mythisk Guld-Alder, da ogsaa de paa en 117Maade levede som Guder, uden Arbeide, Sorg og Bekymring, mens Marken for dem bar Korn, som Engene Blomster og Træerne Frugt af sig selv, saa for dem sang alle Smaafugle i Skoven, med dem legede Soel og Maane og alle Stjerner Tit giennem Skyerne, dem var Sygdom og Alderdom aldeles ubegribelige, dem var Søvnen og Døden Eet og det Samme, saa de tvivlede ligesaalidt om de Dødes Opstandelse, som de nogen Aften tvivlede om, at de jo selv næste Morgen skulde vaagne og staae op, naar Solen skinnede og Moder kaldte.
✂ Saaledes er vi nemlig Alle skabt, at hvad vi hverken i vor egen Natur eller vort eget Levnetsløb spore noget Lignende af, det kan vi aldrig forstaae eller finde os i, og det troe vi igrunden 584 (US) aldrig, om end Beviserne derfor er saa soleklare, at vi nødes til at indrømme det, saa det er intet Under, at vi uden videre forkaste hvad der kun har dunkel, poetisk Hjemmel, naar vi finde det saa urimeligt, som Mythen om ►Balder og Guld-Alderen i Livets Morgenrøde maa synes alle dem, der betragte deres egen Barndom som en trælbunden, dyrisk og høist ulykkelig Tilstand, som det var godt saa snart fik Ende, og som de neppe for al Verdens Skatte vilde lade sig kiøbe til at taale paany. Al vor Harme er derfor spildt paa saadanne Folk og i det Hele ubillig, men de Andre skulde vist nok ogsaa være ►billige nok til at indrømme, at det maa være ganske anderledes med os, naar vi virkelig med vemodig Længsel see tilbage paa vor Barndom som en Guldalder, der vel ikke kan kaldes tilbage, men har dog i sit uudslettelige Minde efterladt os et Billede af Glæde og en Maale-Stok for Lykke, som vidt overtræffer hvad vi siden mødte under disse Navne, og som dog maatte fyldestgiøres, hvis vi igien skulde blive rigtig glade og lykkelige.
✂ Dette er nu især ret ►kiendelig Tilfældet med Kvinden 118og Skjalden, og det er den dybe Grund, hvorfor de til alle Tider føle sig underlig tiltrukne af hinanden, og af Alt hvad der ligner ►Balders-Mythen, saa man kunde væddet ►ubeseet al Verdens Guld derpaa, at fik 📌Norden virkelige Skjalde i Oplysnings-Tiden, da vilde ►Balders-Mythen være en af de Første, de slog Harpen for, og Strængelegen aldrig saasnart ►række Kvindens Øre, før den fandt Gienlyd i hendes Hjerte, enten hun saa vidste hvorfor, eller ikke, ja, des mere og des dybere, jo mindre hun enten vidste eller spurgde hvorfor.
✂ Lægge vi saaledes Mærke til Børnene, og det burde vi virkelig, baade for at opfriske vore egne Barndoms-Minder, og for at komme til sund Forstand paa Menneske-Livet, der umuelig kan udspringe enten af Bøger eller af noget Andet end Livet selv, da lære vi snart, om vi ikke før vidste det, at naar Børnene for Alvor begynde at spørge hvorfor? da er de stærkt paa Vei ud af Barndommens Paradis, hvad vi vel umulig kan forhindre, men skulde vogte os vel for, som længe er skeet, med Flid at fremskynde.
✂ Selv naar man skatter Barnligheden, bærer man sig dog sædvanlig ad med den, som ►Aserne med ►Balder, skyder til den med alle Vaaben og morer sig ved, at den trodser dem, indtil da Mistelteen pludselig kommer flyvende og fælder vor Yndling! Denne ►Snyltevext, ubetydelig at see til, men ►udskudt af den blinde ►Høder altid dødelig for Barne-Troen og 585 (US) dermed for Guld-Alderen, er nemlig Spotten af en troskyldig Mund, listig lagt deri af hjerteløs Klogskab, og vil vi see den Mistelteen, hvormed ►Høder skiød ►Balder, da behøve vi blot at læse den Nidvise over ►Aserne, som under Navn af ►Loke-Gluffen staaer midt imellem de ►Eddiske Sange og er ganske troskyldig brugt som reen mythisk Kilde.
✂ 119Ja, har vi selv havt en mythisk Guld-Alder i Barndommen, som vi tit vemodig seer tilbage paa, da føler vi os ikke blot tiltalte af ►Asers Graad paa ►Balders ►Bane-Tue, men finder det meget passende at anvende Mythen baade paa 📌Nordens og 📌Grækenlands Guder og Myther i det Hele, paa det gamle dunkle Billed-Sprog, hvori alt det Døde ogsaa var levende, og hvori Guder og Mennesker sammensvævede, Himmel og Jord sammensmeltede, ligesom endnu for Barne-Øiet; thi Menneske-Naturen og Menneske-Livet ligner nødvendig sig selv i det Store som i det Smaa, saa naar Folkenes Barndom ophørde, da gjorde deres Myther ikke længere levende Indtryk paa dem, da døde alle deres Guder, og da de dog havde en gammel Kiærlighed til dem, saa drev de Afguderi med dem, ligesom de halvvoxne Piger endnu tit med en vis Alvor kan vugge og kysse deres Dukker, skiøndt de paa ingen Maade som i gamle Dage anseer dem for deres smaa Børn eller Brødre og Systre. Ligesom dette imidlertid pludselig holder op, naar der kommer en bidende Spotte-Glose giennem den gamle Barnepiges eller en anden troskyldig Mund, saaledes gik det netop med de gamle Hedninger, da Aanden var borte og Mytherne derfor kun ►urimelige Historier, der faldt for den første Latter!
✂ Har vi nu seet Barndommens Guld-Alder speile sig i ►Balder og hans ►Nanne, der kiærlig følger ham til de Dødes Rige, som Barne-Hjertet altid følger den barnlige Aand, da føler vi, det har noget at betyde med ►Kæmpe-Gudernes Graad ved hans Baare, den store Lig-Begængelse, de give ham, og Bestræbelsen for at løskiøbe ham fra ►Hel, som afrunder ►Balders-Mythen til et dramatisk ►Heelt, der ►spørger om sin Mage.
✂ ►Balder blev nemlig brændt paa sit Skib ►Ringhorn 120tilligemed ►Nanne, som tog sin Død af Sorg, og selv ►Rimthurser fældte Taarer, men Skibet var ►Aserne ikke istand til at skyde fra Land, saa dertil maatte hentes en Hex, ►Hyrrokin fra ►Jetteverden, som kom ridende paa en Ulv med en Hugorm til Bidsel, og da foer Skibet ud ved det første Stød, men der sprang Ild af ►Bedingen og Jorden skjalv, hvorover ►Thor blev saa bister, at han nær havde givet Hexen Hammerslag i Hyre.
✂ 586 (US) ►Frigge gjorde imidlertid vitterligt, at turde Nogen ride til ►Helhjem og byde Dronningen der Løsepenge for ►Balder, da skulde han være hendes ►Naade vis alle Dage, og ►Odin havde en Tjener, ved Navn ►Hermod, som tog sig det Vove-Stykke paa, fik ►Sleipner til Laans og slap lykkelig og vel baade frem og tilbage. Til Vidnesbyrd bragde han ►Odin Guldringen ►Drypner, som var brændt med ►Balder og fik derved den Egenskab at føde otte nye Ringe hver niende Nat, og fra ►Nanne bragde han ►Frigge et Slør, men fra ►Hel bragde han den Besked, at naar Alting i Verden, baade Levende og Dødt, vilde græde for ►Balder, da, men ogsaa kun da, skulde han komme tilbage. ►Aserne sendte nu ogsaa virkelig Bud til al Verden om at græde for ►Balder, og der blev hvad man kalder en ►almindelig Graad, men der sad dog en Hex i sin Hule, som sagde fræk til ►Asernes Sendebud:
✂
Med Øinene tørre
Kun ►Tykke vil græde,
Mig ►baader ei ►Balder,
Bleg eller rød;
►Hel, som nu har ham,
►Beholde ham kun!
✂ Dette Malerie, kan vi frit sige, er ikke blot skiønt i Nordiske men i alle menneskelige Øine, ja, jeg er vis paa, at selv 121Grækerne, naar de ►var i Aande, vilde beundre og tilegne sig det; thi det fremstiller et Træk af Menneske-Hjertets Historie, som er rørende under alle Himmelegne. Denne Hovedets poetiske Afsked med Barndommens Billede, som Hjertet dog ikke vil slippe, saa det maa rives bort med Vold og Magt, og slipper dog ikke uden et Glimt af Haab om en mulig Gientagelse af det ►Forlorne, denne Afsked har vel hos 📌Nordens ►Kæmpe-Skjalde et ganske eiendommeligt Præg, men er dog alle poetiske Naturer igrunden velbekiendt, og selv Løftet af ►Lokes ►spodske Datter, og Hexens Graad for ►Balder med tørre Øine, forklarer sig selv, da vi Alle føler, at Guld-Alderen forsvinder dog kun, fordi den ikke fuldelig tilfredsstiller vort Hjerte, og Hexen, der ikke vil græde for Guldet, hvori hun aldrig havde Deel, kiende vi ogsaa nok, om vi ►end ikke saa lige veed om vi skal kalde hende ►Selvklogskab, Selvraadighed eller Misundelse.
✂ Slaaer nu ►Balders-Mythen selv naturhistorisk saaledes igiennem hos os, da kan vi forud vide, den gaaer giennem hele Verdens-Historien, og jo mere vi kiende til den, desmeer 587 (US) vil vi ogsaa beundre vore gamle Skjaldes historiske Blik; men vi vil her af flere Grunde indskrænke os til, hvad der ligger os nærmest i vor nyeste Historie.
✂ Gaaer vi saaledes blot tre Aarhundreder tilbage, da finde vi, ►forholdsviis, en Barndommens Guld-Alder i 📌Norden, da ►Balder og ►Nanne ►syndes gienfødte med ►“Barnet i Bethlehem”, og Kirke-Sangen paa Modersmaalet, og de gamle ►Kæmpers Ihukommelse lyslevende i ►Kæmpeviserne, og i det Attende Aarhundrede har vi et Billede af ►Balders Død og Lig-Begængelse, der kun er alt for træffende; thi den Franske Spottefugl støber da for vore Øine Kuglerne, som den Tydske Troskyldighed skyder ud, og 📌Nordens Barne-Tro synker livløs paa ►Bane-Tuen, ja, Jorden holder virkelig paa Liget, til Bespottelsen kommer 122som en Hex fra ►Jetteverden og støder ►Dødning-Skibet fra Land, saa ►Bedingen gnistrer og Jorden bæver.
✂ Med det ny Aarhundrede dukker imidlertid baade ►Frigge og ►Hermod op, saa ►Sleipner sadles for vore Øine til ►Helrid, og vi see ►Hermod komme ►glimrende tilbage baade med Ringen til ►Odin og Sløret til ►Frigge; thi den Dramatiske Poesi har altid nogen Lighed med en Reise til de Dødes Rige, og i vort 📌Norden var den saa kiendelig stilet paa at tilbagekalde Guld-Alderen i hele sin Glands, at man kunde fristes til at tænke, En af os havde selv gjort Mythen om ►Hermods ►Helrid paa ►Sleipner for at løskiøbe ►Balder, til at betegne det. Ja, allerede Samtiden mærkede det, og Efterslægten vil ikke glemme det, at hvad der udmærkede 📌Nordens Skjalde i det Nittende Aarhundrede fra deres store Medbeilere i andre Lande, var det Samme, som strax ved første Øiekast skiller ►Hermod fra ►Hermes, ►Asernes fra ►Olympiernes Herold og Sendebud til de Dødes Rige; thi det er den dybe Hjertelighed og det sværmende Haab, saa langt fra at lege med Livet i Aandens Verden, at selv den muntreste ►Skiemt har en alvorlig Baggrund, hvor ►Frigge svæver, som en majestætisk bedrøvet ►Balders-Moder, hvis Taare-Blik mildt bevæger Skjalden, saa for at trøste hende prøver han, som ►Hermod, selv paa Umuligheder. Dog, det ►Allermærkeligste, saavelsom det Glædeligste er endnu tilbage; thi vel skedte det Umulige heller ikke i det Nittende Aarhundrede, men der skedte og skeer dog hvad andre Folk vil finde ligesaa umuligt og kalde ligesaa utroligt, som ►Hermods Hjemkomst fra ►Hel med Ringen og Sløret, saa det er klart, at ►Vind var det hverken med 📌Nordens Aand over os, eller med ►Sleipner under os, eller hvem kan nægte, at den historiske Kiæde, 588 (US) vi nu kan opvise ikke blot mellem 📌Nordens men mellem 123al Verdens Storværk, er en ►Drypner fra ►Balders-Baalet, som ikke mange Guld-Kiæder kan maale sig med, og hvem har Øie for Menneske-Naturen under det ægte mythiske Hjerne-Spind, uden at see Rosen-Sløret med Guld-Blomsterne, der vel ei kan slukke men formilder dog ►Frigges dybe Hjerte-Sorg, saa den møder os kun, som ►Dannekvinden tit, med et vemodigt men livsaligt Smil.
✂ Dog, hvad jeg især maa henlede de unge Herrers Opmærksomhed paa, det er den Mandighed, hvormed ►Aserne bar deres Sorg, selv da de maatte opgive det sværmende Haab, at ►Balder enten kunde kiøbes eller grædes tilbage fra ►Hel, saa de hverken fortvivlede eller lagde Hænderne i Skjødet, men skabde, da Guld-Alderen var forsvundet, med Daad en ►Sølv-Alder, som ►Edda siger: at paa det ►sølvtakte ►Glitner, som ►Breidebliks ►Efterskin, boede ►Balders og ►Nannas Søn, og opgav ingenlunde Haabet om, paa hin Side ►Valhall, at samles med ►Balder paany i det ►guldtakte ►Gimle.
✂ Ja, efter ►Balders Død er det først baade ►Tyr og ►Thor træde ud af Dunkelheden, og ►Kæmpe-Livet udfolder sig i det mangfoldige Storværk, der, efter ►Dommedags-Slaget paa ►Midgards-Ormen, skal krones med alle ►Asers Opstandelse paa den gienfødte Jord, der, som ►Vola synger, i Takt med 👤Hesiodos, bærer atter Korn af sig selv, men, som hun synger i 📌Nordens egen Tone, straaler ►forklaret med den hjemkomne ►Balder.
✂
►Aser da mødes
Paa ►Ida-Sletten,
Sammen de tale
Om Sager gamle,
Om ►Torne-Banen,
Om Fortids Runer
Og ►Fimbul-Tyr!
✂
124Atter da findes
I Efter-Tiden,
Paa Grønsvær-Gulvet,
►De gyldne Tavl
Fra ►Asa-Legen
I Arildstid!
✂ Forgæves havde ikke blot vi redet ►Sleipner, forgæves bragt ►Syn for Sagn fra de Dødes Rige, men forgæves omtonedes vi af 589 (US) Fugle-Sangen baade fra 📌Syden og 📌Norden, forgæves omsvævedes vi af ►Olympens og ►Asgaards Aander og ►Diser, med alle Helte-Slægterne, som ►Guld-Kiæden omslynger, hvis ikke den næste Slægt i 📌Norden reiste sig i ►Kæmpernes Aand og fortsatte ►det store Levnets-Løb, hvis Kiendemærke er ►Kæmpeskridt, med Guld-Alderen bag sig og ►Gylden-Aaret for sig. Kun dette Nordiske ►Kæmpeliv med det deiligste Maal, en Dødeligs Øie kan skimte: Guld-Alderens Gienfødelse i Klarhedens Glands, kun dette ægte menneskelige ►Kæmpeliv, og ingen vild Bærsærke-Gang giennem Blodbad til det store ►Beenhuus, var det, jeg sværmede for i Ungdoms-Aarene, stræbde i Manddoms-Tiden, saavidt Kræfterne rakte og Øieblikket taalde, at udtrykke, og vil i Alderdommen ikke blot rose og oplyse, men, om jeg kan, ogsaa hos en haabefuld Ungdom fremkalde, vis paa, at et saadant ►Kæmpe-Liv er ikke blot det bedste Herre-Liv paa Jorden, men ogsaa det Eneste, der kan trives og blomstre hos os, fordi den Nordiske Natur er i Folket ei mindre uforanderlig end i Fjeldet og i Havet!
✂ Saaledes vilde jeg tænke og tale, om saa ►Edda kun var et Kul i 📌Heklas Kiedel, eller om saa Ingen kunde see Andet i ►Balders-Mythen end Sommer-Solhverv, men saaledes kunde jeg vist nok hverken tænkt eller talt, hvis ikke 📌Nordens Aand i sin ►►Apollo-Tid havde udtrykt det Samme i 125dunkle men dybe Orakel-Svar, i sit ►naturlige Billed-Sprog, altsaa i 📌Nordens Myther; thi da havde der jo ingen 📌Nordens Aand været til, og tænker Nogen endnu, at ►Skjaldene paa anden Omgang selv skabde Aanden, som drev og opflammede dem, Aanden, som ogsaa i dette Øieblik er over mig, da beviser det dog vel ikke, at vi er Guder, som har gjort Umuligheder, men beviser dog vel kun, at Aandløshed er blevet rædsom stor, himmelhøi af Vext og verdensbred over Skuldrene, saa det er paa Tiden, at ►Aserne igien knuse ►Ymer Jette og bygge en ny historisk-poetisk Verden af hans uhyre Krop!
✂ Saavist da, som der har svævet en Aand over 📌Norden, en Aand over ►Kæmperne, der opoffrede sig for Udødelighed, en Aand over Skjaldene, hvis ►Asa-Maal og ►Kæmpe-Viser gik fra Mund til Mund, fra Slægt til Slægt i Aarhundreder, en Aand over Kvinderne, som ikke blot laande Skjaldene Øre, men laande ►Kæmperne deres deilige Stemme til Skib, som har altid Bør over Bølgen blaa, og endelig Aand over de gamle ►Sagamænd, hvis Ord-Strøm paa 📌Island frøs fast til Pergamentet, saa vi kan see det for vore Øine, ja, ligesom tage og føle 590 (US) derpaa, at det var en mageløs levende Anskuelse af Tidens Løb og Menneskets ►Idrætter, hvoraf den Strøm udsprang; saa vist, som alt Dette, er det jo dog ogsaa, at det førstefødte Ord af denne ►Kæmpe-Aand, altsaa 📌Nordens Myther, maae være ►Æbler, der faldt ikke langt fra Stammen, ikke længere fra ►Ygdrasil end ►Idunne, der trolig har giemt dem i ►Barmen, for, efter sin Hjemkomst, dermed at vederkvæge og oplive 👤Brage og alle ►Aserne, for tidlig gamle og graa, da de ►end har ►Kæmpeskridt at giøre, Storværk at øve, ►Valhall at værge, ►Gimle at vinde! Ligesom vi da i ►Ygdrasils-Mythen 126lettelig finde det hemmelige Baand, der sammenknytter Forældre og Børn i tusinde Led, og ligesom vi i ►Mimers-Mythen umulig kan ►miskiende den Islandske ►Sagamand, der sidder paa Grændserne af ►Jette-Verden, klog af Erfaring, og blander den klare Miød, af ►Honning-Duggen fra ►Ygdrasil, til det sidste, store ►Brage-Bæger for ►Kæmpeskridtet i levende Oplysning; saaledes maa nødvendig ogsaa Guld-Alderen og ►Gylden-Aaret straale os imøde fra ►Breidablik og ►Balders-Baalet, ja, fra ►Balders-Mythen, der ►aabenbar er ►Guld-Nøglen til alle ►Valhals Dørre, selv til den Gamle, hvorom ►Odin synger i ►Grimners-Maal, at “Faa ikkun lære med Laasen Besked!”