↩ I den pudsige Historie om ►Hermes, der stjal ►Apollos Kiør er det nemlig blevet klart for mine Øine, at Græker-Aanden afbilder det indviklede Forhold, der allerede tidlig begyndte at finde Sted mellem det mundtlige og det saakaldte skrevne Ord, og skiøndt det rimeligviis ikke kan more Alle saameget som hvem der selv fusker paa at være baade Taler og Skribent, saa synes mig dog, det maa have noget morsomt for Alle at see den tørre, strængt videnskabelige Undersøgelse, som det nu er blevet: hvad Mund og Pen har tilfælles, pludselig forvandlet til en pudsig ►Tyvs-Sag og Tusk-Handel mellem Halv-Brødrene ►Hermes og ►Apollo. At nemlig ►Apollo er den Poetiske Ordfører eller Skjalde-Munden, forudsætter jeg naturligviis, og skiøndt jeg aldrig før har hørt tale om hans Kiør, der gaae paa Græs i 📌Pierien, hvor netop ►Muserne boer, saa kan jeg dog strax giætte mig til, at det maa være Kiør, som ►Muserne kan være bekiendt at malke, billedlig talt altsaa “Billed-Sproget” selv, som vi alle veed, Poesien paa en Maade nærer sig af. Tænker vi os nu en Haand, der hittede paa Billed-Skriften eller Hieroglypherne, med et Tegn omtrent for hvert Billed-Ord, da seer vi, hvordan ►Hermes i Vuggen kunde stjæle ►Apollos Kiør, og at han virkelig har stjaalet dem ikke blot i 📌Grækenland, men allevegne, hvor Pennen selv paa Poesiens Ene91mærker afløste Munden, det er, desværre, kun alt for sandt. Intet var derfor lettere end at oversætte hele den pudsige Mythe i et baade langt og lærd, følgelig ogsaa kiedsommeligt Indlæg af Munden imod Pennen, og altsaa mod Haanden, der ikke alt for ærlig er kommet til sit Mesterskab i boglig Konst og blevet Herold baade for ►Olympens og Underverdenens Guder, men dels kan jeg jo nok vide, De kommer ikke her for at kiede Dem, og dels klæder det en gammel Skribent kun meget daarlig at gaae irette med Pennen, saa det er bedst at springe Rettergangen over, med den Bemærkning, at ►et magert Forlig har altid været bedre end en feed Proces, saa ►Apollo giorde sagtens bedst i, da hans Kiør engang var stjaalet, at sælge dem til Tyven ►for Røver-Kiøb; thi det var det ►aabenbar, selv naar man ved Lyren, som man maa, forstaaer det velklingende Vers! Selv Guld-Staven, som ►Apollo siden 565 (US) solgde ►Hermes for Hyrde-Fløiten, nytter det vel ikke at giøre ham stridig, men jeg maa dog udtrykkelig bemærke, at det blev den Græske ►Apollos egen Sag og kan ikke binde den Nordiske; thi det er mit ramme Alvor, at selv saa udmærket en Poetisk Literatur som den Græske var kiøbt meget for dyrt, naar Skjalde-Munden skulde forstumme, og det skedte virkelig i 📌Grækenland, saa det var ikke uden Aarsag, at man der, naar et muntert Selskab pludselig blev taus og stille, altid sagde: nu kom ►Hermes! Det synes nemlig vel, at et skrevet poetisk Værk er en reen Vinding, da der jo altid og allevegne findes Munde, der kan laane det Mæle, men deri tager man ►mærkelig feil; thi dels er der hos Herrer saavelsom hos Damer stor Forskjel paa Munde, saa det ingenlunde er enhver Mund, der kan giøre de Døde levende, og dels gaaer det Digte-Konsten med Billed-Sproget, som det gik ►Hermes med ►Apollos Kiør, hvoraf han maatte slagte To, 92sikkerlig netop de Største og Bedste, for at finde Rum til Resten i sit Indelukke. Naar derfor Pennen ogsaa i Poesien kommer til at raade for Munden, da bliver Talen ikke længer en Strøm fra Livets Væld, der henriver og vederkvæger, men ►Bedemands-Stil, som alle ►Hermes-Talerne hos 👤Homer, og de Poetiske Skrifter synke da ned til hvad de nu er i 📌Grækenland: talende Mindesmærker ved Poesiens Grav!