Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Brage-Snak om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn for Damer og Herrer

See, den Fortælling har jeg læst saa tidt, uden at blive opmærksom paa Sammenhængen, men da jeg nu kom til at sige det høit til mig selv, da slog det mig paa Timen, at der var en vis Symmetri eller Symphoni i den, og saa faldt det mig ind om Niobe, det skulde dog vel aldrig være Musiken, som allerede i 📌Grækenland havde lagt sig ud med Poesien og derved mistet Livet. De maa nemlig vide, at Niobe var gift med Amphion, den store Spillemand, som havde faaet en prægtig Lyre til Givendes af Hermes, og vidste at haandtere den saa mesterlig, at ved hans Spil dandsede Stenene selv til Byes, da han og hans Broder bygde 📌Thebens Mure, og De vil da neppe finde det urimeligt, at baade hans Sønner og Døttre har været saa taktfaste og tidlig opnaaet saa “rasende en Fingerfærdighed”, at det alene kunde næsten være nok til at forstene deres kiære Moder og maatte nødvendig fortrylle hende, som Noget, der overgik Sangen af Apollo og alle hans Muser. Havde jeg derfor kun lidt For76stand paa Musiken, da tvivler jeg slet ikke om, jeg jo kunde soleklart bevise, at ligesom Letos Børn udtrykker Poesien, saaledes udtrykker Niobes Musiken eller Strængelegen, men nu er jeg, til Uheld, selv meget umusikalsk, og det er sagtens den hemmelige Grund, hvorfor jeg aldrig har kunnet faae nogen Forstand paa den Ting; thi vel har jeg tidt med stor Forundring seet, hvor frygtelig kloge de meest upoetiske Recensenter kunde være paa Poesien, men det Høieste jeg har kunnet drive det til med hvad jeg ikke selv havde Noget af, er dog at snakke og især skrive Allehaande om det, der for Uvedkommende og derfor Uparti ske, kan see ganske klogt, og sommetider endogsaa meget sindrigt og forskrækkelig lærd ud. Hertil betjener jeg mig, imellem os sagt, af et simpelt Husraad, som vel i vore videnskabelige Dage maa høre meget ilde, men bruges dog vist i Smug af Flere end mig, og det er at slaae op i “Conversations-Lexikonnet”, hvor der staaer Noget om Alting, og, da jeg saaledes slog op paa “Tone og Ton-Arter”, da fandt jeg en ganske ypperlig Artikel, med saa lærd et Snit og saa mangfoldige Tal, at blot efter den kunde jeg vist skrevet en heel Bog om Musiken uden at kiende en Node; men see, at tale offenlig om hvad man slet ikke forstaaer, hvor der let kan være Kiendere tilstede, det er en meget vanskelig og paa en Maade farlig Sag, saa Alt hvad jeg her tør sige, er, at lyver Conversations-Lexikonnet, saa lyver jeg med, men siger det Sandt, da gaaer det med Tonerne, ligesom med Niobes Børn, at man ikke ret veed, om der skal være tolv eller flere i Alt, men at der i alt Fald er ligemange Toner i Dur og i Mol, og det bestyrker mig naturligviis i mit Indfald om Musiken og Niobe; thi netop saaledes trættes man om Tallet paa hendes Børn, men er enige om, at Hælvden hørde til det haarde og Hælvden til det bløde Kiøn!