V.
►Leto-Børnene og ►Niobe.
✂ Jeg var nok sidst lidt uartig mod Damerne, men jeg kan ikke ret huske, hvad jeg sagde, og derfor haaber jeg ogsaa, at Damerne har glemt det, eller vil dog undskylde det med ►Dunsterne af det store Miød-Bryggeri under ►Ygdrasil, som jeg var saa indtaget af, at i det Øieblik regnede jeg alle ►Muserne for ingen Ting, ligesom de unge Studenter i et godt Lag, naar det gaaer over Midnat; men ligesaalidt som det dog kan være Deres Alvor, ligesaalidt var det heller mit, for jeg har ikke glemt, hvordan det gik den gamle Skjald ►Thamyris, som bildte sig ind, han kunde overdøve ►Muserne, men blev saa slaaet med Blindhed, som er den naturlige Straf, det Skiønne giver sine Foragtere. Min Mening var da egenlig kun den, at ligesom 📌Nordens Kæmper naturligviis kunde grave en dybere Brønd end Grækernes ►Pegasos kunde træde op under sine Fødder, saaledes kan, naar man seer paa Høiden og paa Kræfterne, hverken ►Muserne eller deres Moder maale sig med ►Mimer, hvad de, som Damer, heller ingen Skam har af, da det tvertimod vilde klæde Dem gruelig, om de var saa ►jettehøie og bredskuldrede som den gamle Miød-Brygger, og det følger af sig selv, at vilde han maale sig med dem, enten i Smukhed, Smag, eller Sang-Stemme, da blev han til Latter. Sagen er da igrunden her som allevegne, at Ordsproget har Ret: ►der er ikke bedre Mennesker til end Mandfolk og Fruentimmer, saa det giælder kun 68om, at de lærer ret at forstaae hverandre, og at indsee, de er i alle Maader hinanden uundværlige, saa, uden Damer, var Verden enten tom og øde eller dog kold og stiv, og uden Herrer var den ensformig og beklemt, kortlivet og værgeløs. Om dette ►Tvillings-Mærke paa Menneske-Naturen tvivler i det Hele heller Ingen, men naar man deraf 548 (US) slutter, at der ogsaa til en rigtig ►Høresal hører baade Damer og Herrer, da maa man dog ►alt høre Indvendinger, og bliver Talen om Anskuelser og ►Lære-Bygninger, da vil de lærde Herrer vel ikke ganske udelukke Damerne, som jo alle Følelser i Grunden er, men her opdager man dog ret den dybt indgroede Fordom, at man kan føre et meget godt Huus blot med Slavinder, og det ikke engang hvide, men kulsorte. Ved disse “Sorte” mener jeg naturligviis alle de mørke Skikkelser, som baade indvortes og udvortes stige op af ►Styx, af det store og det lille Blækhorn, og befolke, som sorte Slaver og Slavinder, alle vore ►Lære-Bygninger, hvori Bygmesteren sidder som en Sultan paa sin Throne, og uddeler til den ene Side Prygl og Gift, og til den anden Gunst og Gave, uden at man kan see, hvad enten Herrer eller Damer for Resten er til og har at betyde. Det Samme vilde naturligviis være Tilfældet, hvis en lærd Dame med lignende Tankegang stod for Bygningen, kun at hun blev regierende Sultaninde, og ganske er ikke selv Damerne frie for den slemme Fordom, at det kan være ret godt at have Slaver, skiøndt de rigtignok, saavidt jeg har mærket, vil heller have de Hvide end de Sorte, og behandler sædvanlig deres Slaver bedre end Herrerne, saa de veed ikke Andet, end de er frie, ja, drømmer endog tit, at de er Herrer i Huset.
✂ Men – Damerne veed vist slet ikke, hvor jeg vil hen i Aften, og jeg veed det knap selv, men jeg har gjort den Er69faring, at naar man vil sige Noget, der er Liv i, da maa man bære sig ad ligesom Damerne, og rask lukke Munden op, og derfor skynder jeg mig at lukke min op med det Første, det Bedste, der vil falde mig ind, og naar jeg saa, under Talens Løb, faaer Øie paa Noget, som er værd at see, da ►bryder jeg mig ikke om at giøre hvad man kalder et halsbrækkende Spring fra det Kiedelige til det Morsomme, og saaledes seer jeg nu en smuk Grækerinde med et Par deilige Tvillinger, som jeg tænker, det kan fornøie baade Damer og Herrer at giøre lidt nærmere Bekiendtskab med, og saa kan vi med det Samme faae at see, om det er sandt, hvad der faldt mig ind, at i Grunden holder dog ikke blot Herrerne mest af Damerne, men Damerne ogsaa mest af Herrerne!
✂ Herrerne giætter nu vist allerede, at jeg mener ►Leto med Tvillingerne ►Apollo og ►Artemis, og det er et stort Spørgsmaal, om jeg kan sige Dem et Ord, de ikke veed, eller et Navn, De ikke kiender; men Damerne maa jeg dog strax give den 549 (US) lille Oplysning, at ►Leto eller rettere ►Lito er paa Latin blevet til det langtrukne ►Latone, og at ►Artemis er omskabt til ►Diane, som jeg aldrig gider sagt, fordi jeg derved altid tænker paa en Jagthund, og da hverken ►Zeus eller de Lærde har behandlet ►Leto smukt, hvormegen Stads de end gjorde ad hendes Tvillinger, maa jeg dog ogsaa berøre det Græske Sagn, at hun skulde egenlig have hjemme paa ►Hyperboræernes Øe, altsaa heroppe i 📌Norden; thi vel klinger det latterligt om en Græsk Gudinde, men saameget er dog vist, at deraf kunde man lettest forklare sig baade at ►Zeus meget tidlig skilte sig fra denne sin første Gemalinde, og at de Lærde har ►rympet Næse ad hende, saa en lærd Tydsker, jeg talde med igaar, havde nær forskrækket mig med den afgiørende Tone, hvori han forsikkrede mig, at Grækerne aldrig havde sat ►Leto 70i nogen Forbindelse ►enten med “Naturen eller de moralske Ideer”, men blot æret hende som Moder til ►Apollo og ►Artemis. Det hjalp imidlertid, at Tydskeren lagde Eftertryk paa Ordet “blot”, for det hængde jeg mig saa ved, og sagde: ja, “de moralske Ideer” vil vi nu ikke tale om her, men hvad “Naturen” angaaer, da maa dog den Græske Aand have forudsat en god Deel af den hos ►Leto; thi hun maatte ►aabenbar have en god Deel af Menneske-Naturen blot for at kunne være Moder til Poesiens og Orakel-Svarenes evigunge Lysgud, alle ►Musers Pleiefader, Lærer og Leder, og saa tav den lærde Tydsker; men for at De ikke skal tænke, jeg vil staae her og prale af det herkuliske Arbeide at have lukket Munden paa en lærd Tydsker, saa vil jeg betroe Dem, at han stod kun paa “Papiret”, og den store Hemmelighed har jeg rigtig nok, uden at rose mig selv, opdaget, at titusinde lærde Tydskere og Latinere, som kun staae paa Papiret, kan ikke staae til Munds med en eneste Dansker, naar han blot tør lukke Munden op. Derfor blæser jeg nu ad Alt hvad der blot staaer paa Papiret om de Græske Guder og Gudinder, og staaer i ingen Forbindelse med “Naturen”, som jeg baade veed, immer stod Grækerne for Øie, og som jeg endnu vissere veed, altid ligner sig selv, saa jeg slutter dristig, at ►Apollos mythiske Moder var af samme Art som han, og maa følgelig svare til Alt hvad Skjalden føler, naar Aanden kommer over ham, og ikke blot hans Kinder blusse, men Jorden brænder under ham, til Ordet bryder ud, det dunkle, men mægtige poetiske Ord, der lyder som et Orakel-Sprog, og snart spruder Ild, snart straaler Lys til alle Sider, og først naar Aanden bortdrager og 550 (US) Issen afkiøles, klinger dæmpet i Takt med Citharen og Hyrdefløiten, og taber sig i en rislende Velklang som Bækkens i Enge, netop 71som De vil finde ►Apollo beskrevet i alle Mythologier, der fortælle hans Bedrifter, som Spaamand, som Helt, som ►Museleder og som Hyrde! Ligesom derfor Skjalde-Guden havde det Høieste under Himlen, den Olympiske ►Zeus i sin blomstrende Ungdom, eller Indbildnings-Kraften paa ►sin høieste Spidse, til Fader, saaledes maa han ogsaa nødvendig have den dybeste Drift, Trang og Længsel paa Jorden, altsaa Hjerte-Dybet, til sin Moder, saa det er ikke for Intet, 👤Hesiod synger om ►Leto: hun med det himmelblaa Slør, den altid milde, ømhjertet for ►Menneskens Kiøn og for de udødelige Guder!
✂ Hermed passer det da ogsaa godt, at ►Leto betyder det Skjulte og ►Lito det Ydmyge, men det er dog i vore Dage neppe overflødigt at bemærke, at om man ogsaa havde de gyldigste Grunde til at paastaae, at de Græske Mythe-Smede aldrig havde seet eller tænkt paa noget Sligt, saa gjorde det dog kun Overeensstemmelsen af deres Ord med vore Tanker uforklarlig, men gjorde for Resten ikke mindste Forskiel; thi derfor blev det jo lige vist, at vi i den ømme ►Leto med det himmelblaa Slør og i hendes Søn med Guld-Sværdet, med ►Sølver-Buen og Laurbær-Krandsen, har det deiligste Billede, vi kan ønske os, paa Skjalde-Aaren og Skjalde-Munden i deres uopløselige Forbindelse, der vil føles og besynges, saa længe Hjerter smelte og Skjalde fødes. Ja, det føle især 📌Nordens Skjalde godt, at hvad der giver Aanden Rum og Ordet om det Usynlige Liv og Varme hos dem, det er deres Mødrene-Arv, det reen Naturlige, det Hemmelighedsfulde, det Inderlige, det Myge, med eet Ord: det ægte Kvindelige hos os, som vi for vor egen, for Poesiens, for Kvindens, for hele Menneskehedens, for Sandheds og Kiærligheds Skyld, skal holde des høiere i Ære, jo mere Dødbidere laste og Narre spotte det.
✂ Maaskee er dette mere heftig sagt end det passer til Tid 72og Sted, men Ingen kan dog heller med Billighed forlange selv af en gammelagtig Skjald, at han skulde tale koldt om den Undergang, der ►alt en Stund har truet alt ægte Skjaldskab, i det forblindede Venner kappedes med ivrige Fiender om at bestride og svække Kvindens og Hjertets uundværlige Deeltagelse i al sand Begeistring, al levende Aands-Udvikling og Dannelse paa Jorden. Vel er man blevet ved at tale om “►Mus 51 (US) er og ►Chariter” som uundværlige under alle Himmel-Egne, hvor Menneske-Livet skal vise sig i et mildt og yndigt Lys, men ogsaa ►Muser og ►Chariter nedsank i Latin-Skolen til sorte Slavinder, ja, til tomme Navne og døde Bogstaver, som kun skulde giøre Stads paa Papiret, mens Øiet meer og meer forblindedes for den levende Sandhed, de klarest af alle Mythe-Billeder udtrykke; thi ved at lade disse Døttre af ►Zeus slaae Kreds om ►Apollo, er Hjerteligheden klarlig ►stemplet til Aandens Fiederham, hvorhen den saa end svæver, og trængde vi endnu til en klarere Forestilling, da har 👤Hesiodos ogsaa givet os den, ved at melde, at alle ►Muser boe sammen med ►Chariterne og den vemodige ►Længsel, tæt nedenfor ►Olympens Tind, synge selv om de udødelige Guder, aande Veltalenhed som Dugg paa alle Kongelige Læber, der aabne sig for at dæmpe ►Folke-Tummel og for at jævne Trætter, og følges med ►Apollo til Skjaldene for at stemme ►Guitaren til Sang om det Udødelige i Himlen og paa Jorden, hvorved ►Aasyn opklares og Sorger ►henveires! Dette maa blive Sandhed igjen midt iblandt os; ►Muser og ►Chariter maae igjen lyslevende, som Døttre af ►Zeus, slaae Kreds om ►Apollo, straale af hans Glands og forplante hans Lys, naar Dannelse, naturlig og levende talt, skal blive andet end ►Forgiørelse, og Oplysning andet end Blændværk; thi det er ikke blot Skjalde men alle Mennesker som fødes, der 73ligne deres Mødre; og det er ikke blot Laurbær-Krandsen, men Alt hvad der skal forskiønne Menneske-Livet, som maa gaae giennem smukke og varme Hænder, for at have Liv og Ynde.
✂ Det Sidste er vel klart nok, men over det Klare maae vi hverken i Livet eller i Mytherne glemme det Dunkle, altsaa ikke heller over ►Muser og ►Chariter glemme ►Artemis, skiøndt jeg nu ikke ret veed, hvordan jeg skal bære mig ad med denne ►Apollos Tvilling-Syster; thi Damerne har vist allerede gjort deres Valg, og mod Herrerne var hun, efter Sigende, saa grusom, at, langtfra at giøre Nogen af dem lykkelig, gjorde hun alle dem, der ►forsaae sig paa hende, reent ulykkelige. Dette er, som bekiendt, især blevet alle vitterligt ved ►Actæons ulykkelige Skæbne, som fordi han ikke holdt sine Øine hos sig selv, baade blev forvandlet til en Hjort og bidt ihjel af sine egne Hunde, men heraf maae vi dog slutte, at ►Artemis har været meget deilig, hvad vi ikke kan nægte, er det Første, vi, trods mange advarende Exempler, see efter hos Damerne, og hun maatte indvortes slet ikke lignet sin Moder, hvis hun 552 (US) skulde have været saa iiskold, som hun er blevet udraabt for, saa det troer jeg ikke. Jeg antager tvertimod, at hvad hun forgæves ►ledte om paa alle Bjerge, det var en Gude-Søn, som hendes Hu stod til, og havde hun været her i 📌Norden, havde hun sikkert fundet ham og var blevet Moder til en ►Apollo den Anden; thi hun maa jo nødvendig have lignet sin Tvilling-Broder, saa det Samme laae dunkelt i hende, som klart aabenbarede sig hos ham, altsaa Spiren til det poetiske Ord, som forvoven udspringer fra ►Læbe-Klinten over det bundløse Dyb, stolende paa Aande-Drættets korte Vinger og paa en ►Øre-Kløft nærved til Redning og til Ro og Hvile. Skiøndt jeg derfor nok lader være at beskrive ►Arte74►mis med Guld-Thronen og Guld-Tenen i det Dunkle, kan jeg dog godt føle paa mig, at hun svarer til ►Apollo omtrent som det inden i os, der lyder, saa Ingen hører det, svarer til det høirøstede Ord paa vor Tunge, og noget Lignende maa have svævet for de Græske Skjalde, naar de saae ►Apollo speile sig i Solen og ►Artemis i Maanen; thi Maaneskinnet, veed vi Alle, er ikke blot Nattens blege Lys, men ogsaa Billedet paa den drømmende Tilstand, hvori man ikke ret veed, om man vaager eller sover, og har ondt ved at skille Nat fra Dag, da det Ene smelter i det Andet, og jeg kalder derfor helst ►Artemis den smukke Sværmerske i det klare Maaneskin. Under denne Skikkelse kan hun da heller ikke være nogen af Skjaldenes gode Tilhørere eller Tilhørerinder, endsige Skjaldene selv eller Konstnerne ubekiendt; thi hver Gang der svæver noget Himmelsk for os, ligesom Maanen kan lege Tit med os i den grønne Lund, eller naar noget Poetisk, vi dunkelt mindes, farer os forbi, da er det ►Artemis, der ligesaa lidt nu, som i ►Actæons Dage, kan lide at blive ►overgloet og stirret paa, saa de Tydske Philosopher, som bestandig forfølger de poetiske Damer, skal tage ►dem i Agt, de ikke faaer den samme sørgelige Skæbne, som den nysgjerrige og forvovne græske Jæger, der blev bidt ihjel af sine egne Hunde, skiøndt de elskede ham saa høit, at de blev ved at tude over hans Lig, til hans Fosterfader, ►Centauren ►Chiron, manede dem hans Skygge op at trøste sig ved.
✂ Dog, Damerne mærker nok, jeg er selv paa gale Veie, og derfor vil jeg med et Spring see at komme fra de Tydske Philosopher til ►Niobe, som i det mindste ikke forløber sig; thi De veed nok, hun ►sprang i Flint, og skiøndt jeg hverken har seet hendes berømte Marmor-Gruppe i 📌Florents, eller anseer selv de deiligste Billedstøtter for mine Med-Mennesker, saa hører 553 (US) ►Niobe dog paa en Maade til den ►Letoske Mythe-75Gruppe, og fra denne Side tør jeg nok bede Dem skiænke hende et Øiebliks Opmærksomhed.
✂ ►Niobe var nemlig en Datter af den ulykkelige ►Tantalos, og drømde sig kun alt for lykkelig, da hun blev Moder til i det mindste tolv deilige Børn, sex Sønner og sex Døttre; thi hun pralede af langt at overgaae ►Leto, som ellers, blot for et Par Tvillingers Skyld, kaldtes den lykkeligste Moder. Dette Praleri kunde ►Leto ikke taale, og saa snart hun klagede sin Nød for sine Børn, foer de Begge i Harnisk, og slog hver de halve af ►Niobes Børn ihjel: ►Apollo Drengene og ►Artemis Pigerne, saa det er et Spørgsmaal, om hun beholdt Een af hvert Kiøn, men er en afgjort Sag, at hun faldt i Fortvivlelse og bad ►Zeus om at blive til Steen, som hun da ogsaa blev.
✂ See, den Fortælling har jeg læst saa tidt, uden at blive opmærksom paa Sammenhængen, men da jeg nu kom til at sige det høit til mig selv, da slog det mig ►paa Timen, at der var en vis Symmetri eller ►Symphoni i den, og saa faldt det mig ind om ►Niobe, det skulde dog vel aldrig være Musiken, som allerede i 📌Grækenland havde lagt sig ud med Poesien og derved mistet Livet. De maa nemlig vide, at ►Niobe var gift med ►Amphion, den store Spillemand, som havde faaet en prægtig Lyre ►til Givendes af ►Hermes, og vidste at haandtere den saa mesterlig, at ved hans Spil dandsede Stenene selv til Byes, da han og hans Broder bygde 📌Thebens Mure, og De vil da neppe finde det ►urimeligt, at baade hans Sønner og Døttre har været saa taktfaste og tidlig opnaaet saa “rasende en Fingerfærdighed”, at det alene kunde næsten være nok til at forstene deres kiære Moder og maatte nødvendig fortrylle hende, som Noget, der overgik Sangen af ►Apollo og alle hans ►Muser. Havde jeg derfor kun lidt For76stand paa Musiken, da tvivler jeg slet ikke om, jeg jo kunde soleklart bevise, at ligesom ►Letos Børn udtrykker Poesien, saaledes udtrykker ►Niobes Musiken eller Strængelegen, men nu er jeg, til Uheld, selv meget umusikalsk, og det er sagtens den hemmelige Grund, hvorfor jeg aldrig har kunnet faae nogen Forstand paa den Ting; thi vel har jeg tidt med stor Forundring seet, hvor frygtelig kloge de meest upoetiske Recensenter kunde være paa Poesien, men det Høieste jeg har kunnet drive det til med hvad jeg ikke selv havde Noget af, er dog at snakke og især skrive Allehaande om det, der for Uvedkommende og derfor Uparti 554 (US) ske, kan see ganske klogt, og sommetider endogsaa meget sindrigt og forskrækkelig lærd ud. Hertil betjener jeg mig, imellem os sagt, af et simpelt Husraad, som vel i vore videnskabelige Dage maa høre meget ilde, men bruges dog vist i Smug af Flere end mig, og det er at slaae op i “Conversations-Lexikonnet”, hvor der staaer Noget om Alting, og, da jeg saaledes slog op paa “Tone og Ton-Arter”, da fandt jeg en ganske ypperlig Artikel, med saa lærd et ►Snit og saa mangfoldige Tal, at blot efter den kunde jeg vist skrevet en heel Bog om Musiken uden at kiende en Node; men see, at tale offenlig om hvad man slet ikke forstaaer, hvor der let kan være Kiendere tilstede, det er en meget vanskelig og paa en Maade farlig Sag, saa Alt hvad jeg her tør sige, er, at lyver Conversations-Lexikonnet, saa lyver jeg med, men siger det Sandt, da gaaer det med Tonerne, ligesom med ►Niobes Børn, at man ikke ret veed, om der skal være tolv eller flere i Alt, men at der i alt Fald er ligemange Toner i Dur og i Mol, og det bestyrker mig naturligviis i mit Indfald om Musiken og ►Niobe; thi netop saaledes trættes man om Tallet paa hendes Børn, men er enige om, at ►Hælvden hørde til det haarde og ►Hælvden til det bløde Kiøn!
✂ 77Vil man nu sige, enten: det er umuligt, eller det er dog alt for ►urimeligt, at Græker-Aanden skulde havt Øie paa Forholdet mellem Poesi og Musik et Par Aartusinder førend det første Conversations-Lexikon blev til, da finder jeg det vist nok hverken umuligt eller ►urimeligt, at naar baade Poesien og Musiken og Øiet for begge Dele var i 📌Grækenland, de da ogsaa kunde mødes, men jeg vil dog, for en Sikkerheds Skyld, indskrænke mig til den Paastand, at hvad saa end Græker-Aanden har seet eller ikke seet, saa er ►Niobe-Mythen særdeles skikket til en billedlig Fremstilling af den Tanke, at Musiken maa være saa guddommelig som den vil, saa holder den dog op at være menneskelig, saafremt den foragter Poesien, eller ophøier sig over den, som den Thebanske Spillemesters Frue ophøiede sine Børn over Poesiens Gud og hans Tvilling-Syster, og selv Tvivlraadigheden om, hvorvidt hun beholdt een Dreng og een Pige, da ►Apol og ►Artemis slog Resten ihjel, har for mig noget Mærkværdigt, da jeg ogsaa finder det tvivlsomt, naar Menneske-Munden tog alt Sit, om Strænge-Legen da vilde beholde en eneste smuk Tone for sig selv.
✂ 555 (US) At for Resten Græker-Aanden, hvad der saa end var Tilfældet med ►Niobe, dog virkelig havde Øie paa den urimelige, desværre, baade gamle og ny, Misundelse og Rangstrid mellem Poesien og Musiken, der dog altid smukt burde følges ad som Kiæreste-Folk eller dog som gode Venner og Veninder, og at Græker-Aanden, naar det kom til Stykket, ►gav Poesien vundet, det seer man grandt af den naragtige Fortælling om ►Marsyas, der vel ikke havde opfundet Fløiten, men dog fundet den, da ►Pallas Athene smed den bort, fordi hun saae i Speilet, at de oppustede Kinder klædte hende stygt. Samme ►Marsyas blev nemlig saa kæphøi, at han udæskede 78►Apollo til en musikalsk Væddestrid, men da ►Apollo vendte op og ned paa sin ►Guitar og ►Marsyas naturligviis ikke kunde giøre ham det efter med sin Fløite, maatte han ikke blot give tabt, men blev hængt i det næste Træ og flaaet. Det Sidste er nu slet ikke smukt, skiøndt det er Græsk, men jeg formoder ogsaa, det er kun en plump Misforstaaelse af Grammatikerne, saa Digteren har kun sagt, at ►Marsyas “►gik ud af sit gode Skind,” og dermed meent det Samme som En af os, og det var rimeligt nok, naar den stakkels Spillemand skulde vende Fløiten, og det var, i mine Øine, ikke nær saa urimeligt et Forlangende af ►Apollo, som det ved første Glimt kan synes; thi det giver os virkelig et Billede af den “Frihed”, som Poesien aabenbar har forud for Musiken, og som falder bedst i Øinene, naar de Begge bruger “Haand og Mund”, og det gjorde jo baade han, der spillede paa Fløite og han, der sang til ►Guitaren!
✂ Har vi nu i ►Leto-Gruppen med ►Niobe seet et smukt og levende Billede baade af Poesiens Fødsel, af dens aabenbare og lønlige Virksomhed og af dens kildne Forhold til Musiken, da kan det ikke være Haabet om at see noget Smukkere af det Slags, der frister os til at vende Øiet mod 📌Norden, som jo umulig fra denne Side kan maale sig med 📌Grækenland; men Herrerne veed nok, det er en farlig Sag at glemme sig selv over det Smukke, og det giælder ikke mindre i det Store end i det Smaa, saa Grækerne maatte selv ønsket, der havde været lidt mere Grundighed i deres Betragtning af Poesien, om Billedet end derved havde tabt lidt af sin smukke Runding. Kunde derfor 📌Nordens ►Kæmper, som nøiedes med Grundigheden, nu fra deres Gravhøie overskue Følgerne, da vilde de, langtfra at angre Nøisomheden, lykønske baade dem selv og os med den, og de nød virkelig paa 79en Maade dette fornøielige Over 556 (US) blik, i deres historiske Anskuelse af ►Kæmpe-Livets Grund-Eenhed og fremskridende Udvikling giennem alle Slægte-Ledd til fælles Gavn og Glæde. Vi har saaledes allerede ved ►Ygdrasils-Mythen seet, hvordan de fordybede sig i Betragtningen af Skjaldskabets Virkning, som den Strøm fra Livs-Kilden, der, giennem ►Norne-Haanden, vandede vort herlige Stam-Træ, saa det staaer ►immergrønt over ►Urda-Vældet, og at vi nu ikke blot kan tilegne os denne deres Dybsindighed, men dermed forbinde Grækernes deilige Anskuelse af det “►vingede Ord”, som gyldne Pile, der med liflig Velklang glimrende suse fra ►Apollos ►Sølver-Bue; at vi kan det, derfor, som for Alt, hvad vi aandelig mægte, maae vi takke ►Kæmpe-Fædrene, der immer saae paa “►Tidens Længde” og lagde Vinter-Sæden, som først vi kan høste!
✂ Medens nu derfor vort Øie forlyster sig ved at betragte ►Letos Tvillinger, maa dog Tanken dobbelt glædelig dvæle ved ►Odins Ride-Hest og ved ►Freis ►Bør-Smakke, der kun seer daarlig ud, men blev ikke blot i Gang, da ►Apollos Bue brast, men tør vel vare Tiden ud og bringe de sildigste Slægter i 📌Norden baade Vennebud og Arvegods fra Hedenold.
✂ Ja, Damerne kiender maaskee ikke ret Navnene ►Sleipner og ►Skibbladner, som Hesten og Snekken fører, og smukke er de, som sagt, paa ingen Maade, da Hesten har otte Been, og Snekken synes gjort af Papir eller dog af Pergament, siden den kan lægges sammen og puttes i en Pose; men, med Hensyn paa ►Befordrings-Væsenet, har de dog Begge det store Fortrin fremfor ►Apollos ►Sølver-Bue, at med dens Pile reiste kun Døden, mens ►Sleipner bar ►Odin og Een til lyslevende baade over Bjerg og Sø, og ►Skibbladner, som havde stadig Medbør, kunde rumme alle Guderne, saa til historisk-poetisk Brug var selv ►Pegasos og ►Argo ingen 80Ting mod dem. Jeg veed jo nok, Haarene maae reise sig paa somme Andres Hoved ved at høre ►Sleipner ophøiet over ►Pegasos, som dog 👤Virgilius og alle 📌Roms poetiske Halvguder har ►redet til Vands; men deels seer man strax paa mit Hoved, ►at Skyhaarene er blæst af, og deels kan det aldrig falde mig ind, at sætte den Latinske Poesi enten under eller over den Nordiske, saa Den, som er udenfor det Hele, kan være ganske rolig, og at den Nordiske Poesi blev ganske anderledes stadig og levende forplantet af Skjaldene end den Græske af Rhapsoder og Grammatikere, det er en Kiendsgierning, som baade svarer til ►Sleipners otte Been, og “►raader Runerne” paa hans Tunge. 557 (US) Man seer for Resten nok, de otte Fødder har nærmest hjemme i 📌Nordens gamle Verse-Maal, hvortil ►Sleipner, for at tækkes ►Odin, som Skjalde-Konstens Fader, maatte “træde Takten”, og om ►Skibbladners Medbør kan man nemmest faae et levende Begreb ved at lytte til de unge Sangmøer, naar de kvæde gode, gamle Viser midt iblandt os; thi da gaaer ►Skibbladner med alle 📌Nordens Guder jo for fulde Seil igiennem 📌►Øre-Sund:
✂ Dog, for at slutte med Noget, der ligger ►Leto-Gruppen lidt nærmere, vil jeg bemærke, at da Skjalden ►Stærkodder slog Fløitespilleren ved Kong ►Ingels Bord under Øret, saa han havde nær tabt baade Næse og Mund, da var Spasen slet ikke grovere end da ►Apollo flaaede ►Marsyas, og at Kiven mellem ►Leto og ►Niobe har et ►mærkværdigt Sidestykke i Kampen om ►Nanna mellem Halvguden ►Balder og ►Spillemesteren ►Hother hos 👤Saxo. I denne Kamp seirer nemlig Musiken ved List over Poesien, og denne sørgelige Begivenhed, der dog ikke blev uhevnet, mindes vi levende om ved den reisende Spillemand, der engang kom til 👤Erik Eiegod, og beviste kun alt for godt, han kunde giøre Folk bindegale med 81sin Strængeleg; thi skiøndt det klinger æventyrlig, har vi dog historisk Hjemmel for, at først spillede han saa sørgelig, at Alle stod med Taarer i Øinene, derpaa saa lystig, at Alle dandsede og sprang, men endelig saa vildt, at Folk ►gik fra Samlingen og Kongen foer op og slog Fire ihjel, før man fik ham styret. Da jeg imidlertid, som sagt, slet ikke forstaaer mig paa Musiken, kan jeg hverken sige, om der er nogen Rimelighed i den Tale, eller om der virkelig i vore Dages Musik, der jo tit skal være “rasende deilig” er Noget, der ligner den gamle Spillemands Konst, som skal have gjort sig selv saa gal, at han først kom til Besindelse, ►naar man rev Harpen fra ham og slog ham for Panden. Kun det veed jeg, at 👤Brage slog Harpen, men Harpen slog aldrig 👤Brage, og at det maa være 📌Nordens Lykke baade tidlig og silde, baade først og sidst, det skal være mit inderlige Ønske!