↩ Men staaer jeg ikke nu og glemmer Damerne over de unge Philosopher? Nei, ligesaalidt som jeg glemmer ►Aarstiderne, ►Olympens smukke Dørvogtersker, over ►Cerberus, og jeg vil heller ikke haabe, at Damerne har fundet ►Kronos og ►Kroniderne sig uvedkommende, men at de i det Høieste har savnet det fjerde Rige, der vel forestilles som det Mindste, men dog som det Bedste, og det kom vi Alle til at savne, hvis vi ikke havde Damerne; thi vel har man paastaaet, at det dunkle Rygte om ►de “Saliges Øer” ved Jordens Grændse, som med ►Kronos beholdt en Levning af Guld-Alderen, 43kun havde sin Grund hos Digterne, men jeg tør paastaae, det havde endnu langt meer sin Grund hos Damerne, især hos vore Damer ved Jordens Grændse, der selv paa deres gamle Dage kan være ligesaa barnlige, som de unge Philosopher er det modsatte. Ja, denne Barnlighed, der af alle ægte Skjalde, de Nordiske saavelsom de Græske, erkiendes for en sjelden men dyrebar Levning fra Guld-Alderen, der kaster Glands paa hele Levnets-Løbet; den findes i Naturens Orden kun ret kiendelig hos den ægte Kvinde, hvis Ungdom den giør til en Blomster-Eng, hendes Midalder til en Rosengaard, og hendes Alderdom til et ►kiærmindeligt ►Elysium, fordi hendes Indbildnings-Kraft hedder Tro, hendes herskende Lidenskab Kiærlighed, og hendes ►Vidskab smilende Haab! Langt klarere end i ►Kronos-Mythen speiler sig derfor ogsaa Qvindens Levnets-Løb i Naturen med sine Aarstider, kun at man derved ikke maa tænke paa den strænge nordiske, men paa den milde græske Vinter, der ogsaa har sin Blomster-Krands!