↩ Sagen er nemlig, at i denne Tids-Aand med hans tre Sønner speiler sig hele det menneskelige Levnets-Løb med sine fire Aldere: Barndom, Ungdom, Manddom og Alderdom, hvoraf de tre Sidste immer enes om at tage Roret fra den Første, som de dog Alle maae kalde Fader, og tilstaae, er den Bedste, ligesom alle Grækere, skiøndt de forsvarede Afsættelsen, dog kaldte ►Kronos-Dagene Guld-Alderen. Hos dem klinger det Sidste vel lidt urimeligt, da de beskylder ►Kronos for at have været en saadan Tyran, at han aad sine egne Børn, saa snart de blev født, og vilde følgelig siddet barnløs paa Thronen endnu, hvis ikke ►Kvinde-List alt da havde været uden Ende, saa ►Rhea havde givet ham en Steen at bide paa istedenfor ►Zeus; men den Sag ►klarer sig dog, naar vi betænker, at Barn 528 (US) dommen, hvor god den var, kunde dog ikke vare længe uden at kvæle den videre Udvikling i Fødselen, som jo paa Billed-Sproget netop var, at ►Kronos slugde sine egne Børn, saasnart de var fødte. At nu ►Zeus var den Lykkelige, der beholdt Livet, seer vi strax, havde sin gode Grund, naar han svarede til Ungdommen, men at 41han gjorde det, seer vi først paa Delingen, de tre Brødre gjorde af Byttet, da ►Kronos var afsat; thi ►Zeus tog Himlen, ►Poseidon Havet og ►Pluto ►Hades eller Skygge-Riget; og vi veed Alle, at Ungdommen naturlig stikker i Sky med Ørnen og bygger det høieste muligt, medens Midalderen enten driver eller kæmper med Strømmen, og Alderdommen trækker sig ligesaa naturlig tilbage i Stilhed, hvor Livet ikke er stort mere end sin egen Skygge, da Bevægelse netop er Livets Begreb! Der fattes altsaa ikke meer til fuldstændig Lighed mellem ►Kronos-Mythen og det menneskelige Levnets-Løb, end at der lige fra Ungdommens Begyndelse skulde være ligesom tre, fire Riger inden i os, hvorover Ungdoms-Vætten, ligesom ►Zeus, var en Slags Over-Konge; men de tre Riger er ogsaa nemme at finde, og det Fjerde: Aftægten til ►Kronos, ymtes der netop om i vor Levnets-Beskrivelse, ligesom i Mythen, saa Ligheden er gjennemgribende. Vi veed det saaledes vist Alle, at hvad der giør Ungdommen saa kæphøi, og saa bydende, det er en Evne, som vi kalder Indbildnings-Kraften og finder hos Ungdommen i sin høieste Glands, og skiøndt Erfaring lærer, at det er en meget ustadig Herre og en stor Vovehals, saa har denne ►Zeus dog et vist naturligt Krav paa Konge-Stolen, da Indbildnings-Kraften er det indvortes Øie, Fader til alle vore Forestillinger og Skaberen af Billed-Sproget. Dens egenlige Rige er imidlertid, ligesom Ungdommens, kun halv af denne Verden, som den mere ►omsvæver end behersker, saa der bliver Rum nok til to andre Riger, som vel i Ungdommen fordunkles af det Olympiske, men findes dog ►alt, og voxer med Aarene: det Ene Følelsens eller Lidenskabens, der ligesom ►Poseidons, godt kan lignes ved Havet, og det Andet Forstandens eller Begrebernes, der vel, 42indvortes, ligesom ►Plutos, kun er et Skygge-Rige, men har dog, for sin mægtige Indflydelse paa det Haandgribelige, altid havt stor Anseelse paa Jorden, ja, i vore philosophiske Dage er ►Pluto nær ved at fortrænge ►Zeus og blive største Lodseier selv i Ungdoms-Alderen og Poesien.