Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Brage-Snak om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn for Damer og Herrer

Under Eros-Vingerne opstiger nu parviis Uranos og Ge eller Himmel og Jord, som det første Ægte-Par, og deres Afkom er naturligviis baade mangfoldig og kjæmpemæssig, tildeels uhyre, som de eenøiede Cycloper og de tre Hundredarmede, men ved disse tamme og vilde Natur-Kræfter, som overstige det menneskelige Begreb, kan vi ikke opholde os, og maae nøies med den Bemærkning, at Uranos og Ge, som første Forældre baade til Guder og Mennesker, har deres Tilsvarende i Aand og Hjerte, som levende og menneskelige Udtryk for det Høie og Dybe, der maa forudsættes overalt, hvor Livet rører sig med Bevidsthed. Dette er da, efter den Græske Mythe, hos de Førstefødte af Uranos og Ge, nemlig Titanerne, men ogsaa af dem kan vi kun nævne Kronos og Rhea eller Tid og Leilighed, som de Eneste, vi kan begynde at maale os med. Denne Kronos (Latinernes Saturnus) bliver nemlig Fader til de tre berømte Brødre Zeus (Jupiter), Poseidon (Neptunus) og Hades eller Pluto, og Zeus bliver igjen Fader til alle andre Guder og Halvguder, som er dem, Menneske-Livet hos Grækerne speiler sig i med olympisk Glands.