XXIII.
Den ►Gothiske Guld-Alder.
✂ Forleden Dag sad jeg og faldt i Tanker over det Spørgsmaal: enten Herrer eller Damer havde bedst af at reise udenlands, og det gik mig dermed, som det gaaer med alle Spørgsmaal hen i Veiret, hvortil Svaret maa gribes af Luften, saa det er intet Under, at de Tydske Grubleres ►Lære-Bygninger, hvori der ikke taales andre Tanker, end de der passer ligegodt til alle Tider og under alle ►Himmel-Egne, bliver idel Luft-Kasteller. Da jeg imidlertid mærkede, jeg faldt i Staver, greb jeg til det Huusraad, som jeg har fundet, staaer sin Prøve, at spørge mig selv: hvad der dog egenlig var Grunden til mit Spørgsmaal, og herved opdagede jeg strax, at det var dog egenlig de Danske Damer og Herrer, jeg tænkde paa, saa til dem burde jeg ogsaa indskrænket mit Spørgsmaal; thi da vilde det omtrent besvaret sig selv. Jeg var nemlig strax enig med mig selv om, at, saavidt muligt, skulde alle Danske Herrer reise udenlands og alle vore Damer blive hjemme, og tænker Herrerne, det er, fordi jeg ønskede at have alle Damerne alene, da kunde der, poetisk talt, vel ogsaa være Mening i det, men her saae jeg dog virkelig paa fælles Bedste, da Herrerne hos os, mig selv iberegnet, efter min Forstand, ikke kan blive værre, og Damerne ikke bedre, end de er, medens vi derimod let kan forbedres og Damerne fordærves ved at reise udenlands.
✂ 338Jeg veed nok, jeg engang har paastaaet, at Damerne var “uforanderlige”, og paa en Maade havde jeg vel ogsaa Ret, da alle ►Pandoras Døttre er hjerteløse og alle ►Dannekvindens hjertensgode fra Fødselen af, men de ægte Damer kan dog virkelig forføres til at efterligne de Falske og giør det aldrig saa daarlig, at de ►jo derved holder op at ligne ►dem selv, saa 749 (US) vore Damer skulde smukt blive hjemme, og lade os reise udenlands for at lære, baade hvilke ganske anderledes Herrer end vi, der er til i Verden, og hvilke mageløse Damer vi har hjemme hos os; thi begge Dele trænge vi høit til at lære, baade for at blive vore Damer værdige og for at giøre dem lykkelige med os.
✂ Dog, det vilde blive en lang og trættende Tale, om den Tanke skulde heelt udføres, da jeg naturligviis ogsaa maatte anvende Grund-Sætningen paa Forholdet mellem de “fremmede Sprog” og vort eget, især i Damernes Mund, mageløs deilige Modersmaal, og jeg vil derfor, jo før, jo ►heller, ►bryde overtvært med den Anmærkning, at hvad der iaften har gjort mig saa bange for, at vore Damer skulde efterligne de Udenlandske, er to forskrækkelige Damer, som jeg iaften skal tale om, saa mine stærke Udtryk maae dermed undskyldes, og ei udlægges saa ilde, som om jeg dermed vilde forgylde alle vore egne og sværte alle fremmede Damer, da jeg dog vel maa vide, at ►der er braadne Kar i alle Lande, og at paa sin Reise sees Fuglen ►Phønix under alle Himmelegne.
✂ Jeg veed ikke, om Damerne kiender Noget til ►Brynhild og ►Gudrun, som er Navnene paa de to slemme udenlandske Damer, jeg tænker paa, men det behøves ikke heller, da jeg, som sagt, ønsker, at de Danske Damer aldrig enten legemlig eller aandelig reiste udenlands, men nøiedes i den Henseende med hvad Herrerne vilde fortælle dem, ►at sige, de 339Herrer, som virkelig har reist udenlands og havt deres Øine med sig; thi de Andre fortæller tit i al Uskyldighed de galeste og kiedsommeligste Ting om fremmede Lande, som en Skielm har bundet dem paa Ærmet og bildt dem ind, var store Aabenbaringer.
✂ ►Brynhild og ►Gudrun (som Tydskerne kalder ►Grimhild) det er da Ulykkes-Fuglene i den berømte verdenshistoriske Roman, hvis Helt, ►Sigurd Fofners-Bane (som Tydskerne kalde ►Siegfried) virkelig engang var berømt fra 📌Nordkap til 📌Maglegaard, og tør vel blive det engang endnu, naar man seer, det er den ►Gothiske Guld-Alder, der i hans Levnets-Løb har faaet sin æventyrlige Historie.
✂ Nu at fortælle Damerne Alt, hvad jeg har læst om ►Sigurd Fofners-Bane og hans to forskrækkelige Dronninger: den stolte og steenhaarde ►Brynhild og den søde og bløde, men falske og grusomme ►Gudrun, det vil De selv see, er umuligt, naar jeg siger Dem, at, foruden en heel Bog, jeg selv har skrevet om dem, har man paa 📌Island fundet en heel Række ældgamle 750 (US) Sange og to hele Sagaer om de tre ►Kæmpe-Slægter: ►Volsunger, ►Niflunger og ►Budlunger, som her støde sammen og gaae tilgrunde; desuden har ogsaa Tydskerne et umaadelig langt Helte-Digt fra Middel-Alderen om det Samme, som i dette Aarhundrede er blevet meget berømt under Navn af “►Niebelungen-Lied”, og endelig opdagede en Botaniker, som ►ledte om Tang paa 📌Færøerne, der en heel Klynge ►Kæmpe-Viser om ►Sigurd og ►Brynhild og ►Gudrun, som man vel et tusind Aar havde dandset efter, derovre, og giør ►saa endnu, og som, iblandt Andet, beviser hvad de Lærde havde forsvoret: at ►Kæmpe-Viser kan blive ligesaa gamle i Folke-Munde, som nogen Kæmpe-Eg i 📌Tydsklands Skove!
✂ 340Det er altsaa kun en lille Mundsmag af den store ►Gothiske Kvide eller Klage-Sang, jeg her kan give, og, trods alle Tydskernes Indvendinger, maa jeg naturligviis, paa Nordisk, begynde med 📌Danmark, hvor Helten, ►Sigurd Volsung, efter de ældgamle Sange og Sagn, blev ►opfødt hos Kong ►Hjalprek eller ►Hjelperig, hvis Navn vel ikke findes ►paa vor Konge-Liste, men som dog virkelig, under mange Navne: ►Christian og ►Frederik saavelsom ►Frode og ►Fridlev, har siddet paa den Danske Throne, og vil altid findes der, naar vi har Konger efter ►Dannekvindens Hierte, og maa det nødvendig, naar der skal være Liv i 📌Danmarks Løver; thi de fører, som vi Alle veed, ►“Hjerterne” i deres Skjold og ryster kun deres Guld-Manker, naar ►Lysten driver Værket.
✂ ►Sigurds Moder, ►Hjørdise eller ►Valkyrien, var nemlig, efter sin Gemal ►Sigmund Volsungs Fald i 📌Tydskland, ført fangen til 📌Danmark af ►Alf Kongesøn, men vandt snart hans Hjerte og dermed en god Værge for sin lille Søn, der slægtede sine ►Kæmpe-Fædre paa og fik tidlig Lyst til at ►reise udenlands paa det Gothiske Handværk, baade for at hevne sin Fader og for at øve sine Kræfter og prøve sin Lykke. Til denne Reise fik han af den Danske Konges Stald Fuldblods-Hesten ►Grane, som i lige Linie nedstammede fra “►Sleipner”, havde ►Mandevid, og skyede hverken Ild eller Vand, saa han var god til et anderledes stort Væddeløb, end man nu seer enten paa 📌Nørre-Fælled eller selv ved 📌Epsom; men til ►Kæmpe-Handværket hørde fremfor Alt et mageløst Sværd, og det var tilvisse ►Gothe-Sværdet ►Gram, som ►Odin selv havde foræret ►Sigmund Vol 751 (US) sung, men det sprang itu, da ►Sigmunds Lykke brast, og det var ikke alle Grov-Smede, der kunde raade Bod paa saadanne ►Brøst. Der fandtes imidlertid dog en Smed i Kong ►Hjalpreks Gaard, som kunde det, og 341da han spiller en Hoved-Rolle i den store ►Gothiske Tragedie, maae vi lære at kiende ham lidt nøiere. Hans Navn var ►Regin, og, som alle det gamle 📌Nordens ►Konstnere, var han en ►Dværg at see til, men der stak dog en ►Jette i ham, og det En af de Argeste, som man kan høre baade paa den Oplysning, han gav om ►Jetternes Guld-Alder, og paa Smede-Lønnen, han betingede sig for at lave det ►Gothiske ►Kæmpesværd. Med ►Jette-Glæde fortalde han nemlig ►Sigurd et Æventyr om, hvordan hans Fader, ►Reidmer Jette, ►spillede Giæk med Guderne, og ►pinde et heelt Læs Guld af dem, og skiøndt ►Jette-Æventyr om Guderne naturligviis kun er at regne for Bespottelser, maa jeg dog her, for Sammenhængens Skyld, snakke ►Jetten efter Munden og fortælle, at engang, da ►Børs Sønner: ►Odin, ⓘ ►Hæner, og ►Loke vandrede sammen, slog ►Loke en Odder ihjel, der sad paa en Aabrink og tyggede i Søvne paa en Lax, og med ►Bælgen kom de om Aftenen til ►Reidmer Jette og bad om Nattely, men da ►Jetten saae ►Odder-Bælgen, paastod han, det var Skindet af hans kiære Søn, som pleiede at fiske i den Forklædning, og han truede ►Aserne med, at de skulde aldrig slippe levende bort, med mindre de baade fyldte og dækkede ►Odder-Bælgen med det røde Guld. ►Loke vidste nu ikke bedre Raad end at laane et Fisker-Net af ►Ran, den gamle Havmands Kone, og fange ►Dværgen ►Andvar, som var hovedrig og levede som en Gedde i ►Andvars-Fos, og da Gedden kom i Garnet, kiøbde han ganske rigtig sit Liv for sine Skatte, men der var dog een Guld-Ring, han ingenlunde vilde miste, og da ►Loke tog den fra ham med Vold, ►lyste ►Dværgen Forbandelse over den, som han smuttede ind i Bjerget, og spaaede, at den skulde blive ►til Bane for alle sine og Skattens Eiermænd. Dette, sagde ►Regin, begyndte nu ogsaa snart at gaae i Opfyldelse, for min Broder 342►Fofner, det Skarn, slog vor Fader ihjel og vilde ikke unde mig et Gran af Guldet, men ligger som en Drage og ruger over det paa ►Glitter-Heden, og skal jeg lave ►Gram, maa du love mig at slaae ham ihjel og give mig hans Hjerte til Mande-Bod. Det Løfte gjorde ►Sigurd ►heller end gierne, og saasnart han havde hevnet sin Fader paa Sachserne, drog han med ►Regin til ►Glitter-Heden, ►gav ►Fofner-Dragen hans Livsbrød, og stegde hans Hjerte til Bod for hans paa ►Troldeviis hjertelskende Broder, men han kom 752 (US) derved til at brænde sin Finger, stak den uforvarende i Munden, og fik derved saamegen Forstand paa Fugle-Sproget, at han hørde, ikke blot een lille Fugl, men syv smaa Fugle synge om, at ►Regin vilde forraade ham, men at naar han blot ►fik et stakket Halsbeen, vilde alt Guldet tilfalde Seier-Herren, og denne Fugle-Sang, som har forført saamange ►Kæmper, forførde da ogsaa ►Sigurd Volsung til selv at blive Forræder og myrde ►Regin i Søvne.
✂ Siden sang Fuglene lidt forvirret, snart om ►Brynhild og snart om ►Gudrun, saa, skiøndt Helten nu havde fortæret hele ►Fofner-Hjertet, forstod han dog ingenlunde Fugle-Sproget til Fuldkommenhed, men læssede Guldet paa ►Grane, og reed saa paa Lykke og Fromme ud i den vide Verden.
✂ Hvor ►Sigurd nu først kom hen, derom er vel ikke Alle enige, men efter ►Edda-Sangene, som unægtelig er den bedste historiske Hjemmel for 📌Nordens poetiske Begivenheder, var det til ►Brynhild, en Syster ad den verdenshistorisk berygtede ►Hunne-Konge ►Atle eller 👤Attila, men dog ligefuldt en ►Valkyrie, som paa egen Haand havde ►skiftet Seier mellem en ung og en gammel Herre og ladt den unge Herre vinde, skiøndt ►Odin havde lovet den Gamle Seiren, og derfor var ►Brynhild ei blot sat af fra Bestillingen, men 343dømt til at giftes. Hun laae nu i en dyb Dvale eller ►magnetisk Søvn paa et Fjeld, der fører forskjellige Navne, men kaldes i vore ►Kæmpe-Viser immer ►Glar-Bjerget, ventelig fordi, som der staaer i vor gamle ►Rimkrønike “►Lykken, hun maa vel lignes ved Glar, naar det skinner allerklarest, da brister det allersnarest.” Rundtomkring ►Brynhilds ►Fruerbur flagrede imidlertid bestandig et Blus af klare Luer, da hun, efter ►Nornernes Dom, skulde faae sit Ønske opfyldt, ei at ægte nogen Beiler, uden han bogstavelig turde gaae i Ilden for hende og kunde gaae uskadt giennem ►Skiærs-Ilden, og det Sidste kunde Ingen ►uden ►Sigurd paa ►Granes Rygg, men han havde da ogsaa Magt til at vække ►Valkyrien af sin lange Vinter-Dvale, og han forelskede sig strax i hendes Deilighed, Kløgt og Dronning-Væsen, men maatte, før hun aabnede ham sin Favn, med de stærkeste Eder ►forlove at favne nogen anden Kvinde paa Jorden.
✂ Hvorlænge nu ►Sigurd dvælede paa det fortryllede Bjerg-Slot, hvor ►Valkyrien lærde ham alle Slags ►Runer ligesaa fuldstændig, som ►Odin selv havde lært dem af det balsamerede ►Mimers-Hoved, det veed man ikke, men kun at han en 753 (US) gang følde sig uimodstaaelig draget ligesom ned til en Løvhytte i Dalen, hvor en sommerklædt Gudinde giennemsvævede de grønne Lunde og hvilede sig i de ►blommede Enge, og det ►voldte en gammel Hex, som hedd ►Grimhild, var gift med Burgunder-Kongen ►Giske, og havde en Datter ved Navn ►Gudrun, ►Pandora omtrent saa lig, som den Romerske ►Flora var den Græske 👤Aspasia, blændende deilig og sværmende for Erobringen af Verdens ypperste Helt, især fordi han var en Andens. Helten kom, ►Gudrun rakde ham Velkomst-Bægeret, hvori Mjøden var blandet med den fineste Hexe-Konst til Glemsel af alle Minder, og skiøndt ►Brynhild ogsaa 344havde lært ►Sigurd ►ramme Runer mod alskens Tryllerier, saa drev dog Lysten Værket, saa han drak af Hjertens Grund og glemde ►paa Timen baade ►Brynhild, sig selv og hele Verden, over ►Gudrun.
✂ Hexen ►Grimhild er imidlertid ingenlunde fyldestgiort med denne lette Seier, men knytter Knuden endnu langt strammere til en blodig Løsning, ved at stifte ►Fostbroder-Lag mellem ►Sigurd og sine to ældste Sønner: ►Gunner og ►Hogne, og ved at giøre ►Gunner rasende forelsket i ►Brynhild; thi da han ikke kan ride igiennem ►Flagre-Luen om hendes Borg, bytter ►Sigurd Hamm eller Skikkelse med ham, og beiler for ham til ►Valkyrien, som vel skimter ►Sigurds mageløse Helte-Sjæl giennem den saakaldte ►Gunners Øie, men nødes dog til at sige ham Ja, der har ridt giennem Ilden.
✂ Nu løser Hexen skadefro Knude for Knude, som hun har bundet, og først vaagner ►Sigurds Minder, hvorved der strax gaaer et frygteligt Lys op for ham over den grændseløse Ulykke, der hænger over Hovedet, som en bristende Sky, men han seer ogsaa, at ►gjort Gierning staaer ikke til Ændring, han tvinger sig som en ►Kæmpe og tier. Snart gaaer der imidlertid ogsaa Lys op for ►Valkyrien, efter Tydskernes Sigende, ved en ►Rangstrid mellem ►Brynhild og ►Gudrun, og nu er Blod-Badet uundgaaeligt og Blod-Strømmen grændseløs.
✂ Først opægger og truer nu ►Brynhild ►Gunner saalænge, til han ved et stort Nidings-Værk rydder ►Sigurd afveien, og den gamle Trætte mellem Nordboer og Tydskere om Døds-Maaden: enten Helten bliver myrdet i Søvne, i ►Gudruns Arme, af hendes yngste Broder ►Guttorm, som ei har blandet Blod med ►Sigurd, eller han snigmyrdes paa Jagten af sine Fostbrødre, er neppe værd at nævne, undtagen forsaavidt den 754 (US) minder os om Tydskernes verdenshistoriske Jagt-Lyst 345og Nordboens ægte historiske Natur, som selv giennemskinner Æventyret; thi Gothernes Undergang i 📌Romer-Riget ligner unægtelig en ►brad Død i den tryggeste Søvn og de blødeste Arme.
✂ Frygtelig, men stolt og storladen er nu efter de Nordiske Sagn, ►Brynhilds Afsked, da hun, saasnart ►Sigurd er borte, skoggerleer ad Livets Lyst og Dødens Kval, smider alt sit Guld og sine Klenodier til Trællene at ►rives om, mærker sig selv med Spyds-Odden, melder ►Niflungerne, at hverken vil hun leve en Dag længer med dem, ikke heller skal de have Glæde, men Kval, af Guldet, de vandt ved Meen-Eed og Nidings-Værk, og derpaa lægger hun sig paa Baalet ved Siden ad ►Sigurd, for at følge ham, ligegodt om til ►Hel eller ►Valhall.
✂ Alt for dybt og inderlig rørende er derimod i En af de ►Eddiske Sange, ►Gudruns Sorg og Kvide skildret, som om det var ►Dannekvinden selv, der græd Guld for sin Hjertenskiær, saa enten har Skjalden forvexlet sit Hjertes Dronning med den fremmede ►Furie, eller ogsaa maa den Burgundiske ►Medea dog have været en Datter af ►Dannekvinden, som blev gruelig fordærvet i fremmede Lande, men beholdt dog et Gran af det ægte Guld, der fordunkler al Verdens ►Glimmer.
✂ Vi høre nemlig, at ►Gudrun sad som en Støtte ved ►Sigurds Lig, hun vred ikke Hænderne og slog sig ei for Brystet, hun hverken sukkede eller græd, som andre Kvinder, men var dog den dybe Hjerte-Sorgs udtrykte Billede, saa Fyrstinder og Dronninger kappedes om at trøste hende med Fortælling om Alt, hvad de havde tabt og lidt og dog forvundet. De talde imidlertid kun for døve Øren, og der kom ikke Glimt af Liv i Sorgens Marmor-Billede, før ►Gudruns lille Syster, ►Guldrand, tog Dækket af ►Sigurds Ansigt og sagde: see 346dog, Syster, den Mund, du kyste! da først blev Stenen som Vox, der hensmelter, da omfavnede hun den Døde og hulkede saa høit, at alle Fugle, selv Giæssene i Vænget, skreg af Forfærdelse.
✂ Hermed passer det ogsaa godt, hvad vi høre, at ►Gudrun flygtede bort fra Slægt og Venner, skjulde sig i 📌Danmark, hos ►Thora Hakonsdatter, og dulmede der i syv Aar sin Smerte ved at væve ►Sigurds Billed og Bedrifter, og opfostre hans lille Datter, den deilige ►Svanild, men da hun heller ikke der kan være i Ro for Hexe-Moderen og Trolde-Brødrene, som, saasnart de faae hende opsporet, kommer og nøder hende til at ægte ►Brynhilds Broder, Hunne-Kongen ►Atle, da er det, som 755 (US) hun ►begrov det sidste Gran af Kiærligheden, og drog kun atter udenlands for frygtelig at vise, hvad brændende Had kan udrette.
✂ Vel sige de Nordiske Skjalde, at det var Kong ►Atle, der lokkede ►Gudruns Brødre, ►Gunner og ►Hogne, til sig, for at ►afnøde dem ►Sigurds Skatte, og at hun kastede en Harpe til ►Gunner i Ormegaarden, hvormed han ►bandt alle Slangerne, undtagen ►Atles Moder, den Hex, som i Slangehammen giennemborede hans Hjerte, men, efter det Følgende, hvorom Alle er enige, klinger det Tydske Sagn langt rimeligere, saa det var ►Gudrun selv, som, for at hevne sig paa ►Sigurds Morder og sine Bødler, selv lokkede dem i Snaren, slagtede derpaa sine egne Børn med ►Atle, gav ham dem at spise, stak Ild paa Konge-Hallen og styrtede sig saa selv i Vandet.
✂ Endelig kommer ►Norne-Dommen, som ei tillader ►Furien at døe, før hendes forstenede Hjerte er sønderknust; thi hun bliver, mod sin Villie, reddet fra Døden, og nødes anden Gang til at gifte sig med den ►Gothiske Kong ►Jonakur, hvem hun føder tre Sønner: ►Erp, ►Sør og ►Hamder. Imid347lertid er ►Gudruns og ►Sigurds Datter ►Svanild blevet voxen, skinner som en Soel over alle Lande og fæstes til den berømteste af alle ►Gothe-Konger, ►Jormunrek eller ►Ermanrik, der, ligesom nu den Russiske Keiser, herskede lige fra 📌Øster-Søen til det “📌Sorte Hav”, men ►Svanild mistænkes af ham for Utroskab, og trædes saa ihjel under Heste-Hov, uagtet hendes Deilighed fortryller selv Hestene “de Hvide og de Sorte”, saa de nænner ei at træde paa hende, førend Tyrannen lader kaste et Dække over det straalende Ansigt. ►Gudrun opægger ►Svanilds Halvbrødre til at hevne hendes Død paa ►Ermanrik, men den Ene falder underveis for sine egne Brødres Haand, og de to Andre, som blive ►Ermanriks Banemænd, og som intet Jern bider paa, stenes da ihjel efter ►Odins Raad! Saaledes forgaaer baade ►Volsunger, ►Niflunger og ►Budlunger i Kamp om Helte-Glandsen og ►Fofner-Guldet, medens det alt for dyrt kiøbte Guld, efter Sagnet, enten sank tilbunds i 📌Rhin-Strømmen eller hviler med Kong ►Atle i et underjordisk Skat-Kammer.
✂ See, dette er Udtoget, der maaskee ikke blev slet saa kort, som jeg lovede, men dog saa kort som muligt, naar jeg dog ogsaa skulde tage Tydskerne lidt med; thi de falder, som vi veed, ikke saa lidt i ►det Brede; men for nu at kunne fatte mig des kortere om dette store Oldsagns Oprindelse og Betydning, vil jeg i Talen derom slet ikke tage Tydskerne med; thi 756 (US) skiøndt de lærde Tydskere først i dette Aarhundrede er blevet opmærksomme paa deres eget “►Niflungs-Rim”, og derved paa vore “►Volsung-Kvad og Sagaer”, saa kan Damerne dog nok vide, at hvor man, som i 📌Germanien, skriver Bøger i Tusindtal til hver Messe, og har to Bog-Messer hvert Aar, der maa ogsaa i en Menneske-Alder være skrevet langt flere Bøger om ►Sigurd Fofners-Bane, hans Tydskhed 348og Nordiskhed, hans Gemalinder og deres ►Rangstrid, Dyder og Lyder, og da især om det langtrukne Tydske Rim fra Middelalderen, der naturligviis skulde løftes til Skyerne og svæve mellem ►Iliaden og ►Æneiden, skiøndt det duer ikke meer til at flyve end ►den “flakte Ørn”; De kan nok vide, siger jeg, at Tydskerne med deres ►Jernflid har skrevet flere Bøger om alt Dette, end jeg har nogentid seet, eller veed engang Navn paa. Kun maa jeg bemærke, at Tydskerne ogsaa ved denne Leilighed har viist en Fasthed i deres frie Grundsætninger, som Philosopherne siger, giør dem evig Ære, men som Historien viser, giør dem i det mindste timelig Skam; thi, uagtet det Nordiske Sagn er nemt at kiende fra det Tydske, og uagtet den Nordiske Mythologi, som vort Sagn er uopløselig knyttet til, just derved har fundet Naade hos Tydskerne, som før, trods al Erfaring, paastod, den var kun et Paafund og Opspind af de dumme og dovne Munke i Middelalderen, saa paastaaer de dog endnu lige fuldt og fast, at “aandelig og videnskabelig talt”, er baade 📌Nordens Myther, ►Bjovulfs-Drapen, ►Volsung-Kvadene, og alt det Nordiske, der duer noget, oprindelig Tydsk og Germanisk, saa, naar vi ikke vil indrømme det, da skal vi have det Altsammen forspildt og ►forbrudt til det Keiserlige Skatkammer, og ►straffes til, fordi vi har giemt saa godt og saa længe paa Tyve-Koster fra 📌det “Hellige Romerske Rige”.
✂ See, det lyder jo ganske forskrækkeligt, især naar det siges paa Høitydsk, med en Fragt-Vogns Rumlen, der, efter Tydskernes Mening, er livagtig ►Thors-►Kerrens Døn, og jeg veed ikke engang, om det “Skandinaviske Selskab” endnu føler sig mandstærk nok til at turde nægte, at Skandinavisk er en Green af Germanisk, og naturligviis en saa beskeden Green, 349som Plattydsk af Høitydsk; men jeg er nu engang i alle saadanne Ting en Vovehals, og ligesaa stiv i min Historie, som nogen Tydsker i sin Philosophi, saa, indtil Tydskerne komme frem med deres Myther og Oldsagn, og jeg seer, de, historisk og poetisk, kan være Kilden til Vores, 757 (US) saalænge paastaaer jeg ikke blot, at de skal lade os nyde vort Eget i Fred, men paastaaer ogsaa, at enten har de, som 👤Tacitus siger, i gamle Dage aldrig havt nogen ordenlig Forestilling om Guder og Halvguder, eller de maae have laant den af os, og smidt den bort, da de ►syndes, de ikke behøvede den længer.
✂ Poetisk talt kan Tydskerne da slet ikke tilegne sig meer af ►Sigurd, og hele det store Sørgespil, end der findes i deres ►Niflung-Kvad og ►Helte-Bog, eller hvad de Islandske ►Sagamænd selv siger, de laande af Tydskerne, og jeg maa hævde 📌Norden sin Broderpart, fordi allerede det ene lille Træk, jeg anførde af “►Gudruns Kvide”, noksom viser, at ►Volsung-Kvadene har været et ►Gothisk Konstværk, der vel i Eenhed, Glathed og Klarhed ingenlunde kunde maale sig med den Græske Tragedie, men overgik den dog vidt i Høihed, Dybde og ►Kæmpe-Styrke.
✂ Spørge vi nu, om dette ►Valkyrie-Sagn fra Krigens Guld-Alder ►er et Speil for en kiendelig verdenshistorisk Begivenhed, da har jeg ►alt i Talens Løb svaret ja, ►aabenbar af den ►Gothiske Bedrift under Folke-Vandringen, hvad allerede derved giver sig tilkiende, at baade ►Gothe-Keiseren ►Ermanrik og Hunne-Kongen ►Atle findes indflettede deri, og det er høist ►mærkværdigt, at allerede den ►Gothiske Historie-Skriver 👤Jornandes, fra det Sjette Aarhundrede, beretter ►Svanilds Henrettelse og ►Ermanriks Drab af hendes Brødre: ►Sør og ►Hamder, ligesom i ►Volsung-Kvadet.
✂ 350Vil vi imidlertid see hele det ►Gothiske Storværk speile sig i Sagnet, da maae vi naturligviis hverken bryde os om Navne eller Tids-Regning, men betragte ►Sigurd som ►Gothe-Helten, i hvis æventyrlige Levnets-Løb Folke-Bedriften fra Først til Sidst er afbildet, saa ►Reidmer Jette bliver det gamle 📌Rom, hans to Sønner ►Regin og ►Fofner, det 📌Østlige og 📌Vestlige Keiserdom, ►Brynhild Hunnerne, og ►Gudrun Franker og Burgunder; thi først da see vi, at den ►GothiskeKæmpe-Trop, der sprængde det 📌Vestlige Romer-Rige og bemægtigede sig dets Skatte, virkelig, fra sin ►Udfart til sin Romanske Undergang, havde en Skæbne, der ligner ►Sigurd Fofners-Banes Levnets-Løb saa meget, som en Folke-Bedrift giennem fem Aarhundreder kan ligne en Enkeltmands stakkede Løbe-Bane.
✂ Betragter vi nu saaledes ►Volsung-Kvadene, med de tilhørende Sagn, som levnede Brud-Stykker af det ►Gothiske 758 (US) Helte-Digt, hvori Folkets egne Skjalde afbildede Dets ►Kæmpe-Liv, og Guld-Alderen, som skabdes med Staal og tabdes med det Samme, da kan vi forstaae, hvi denne Sagn-Kreds er den Eneste, som vi har tilfælles med Tydskerne og selv med de Romanske Folk; thi Gotherne var aabenbar den stærkeste Blanding af Nordboer og Tydskere, og deres Bedrifter i Syden og Vesten saa store og følgerige, at deres Ihukommelse kunde seent eller aldrig forsvinde.
✂ Paa Gotherne maae vi ogsaa immer tænke, naar vi i Nordiske Sagn enten støde paa Guld-Smeden hos 👤Saxo, der beiler til Konge-Datteren, eller paa ►Vølund, hvis Navn betyder ►Konstneren, og hvis Ry, som Vinge-Smed, svarer dertil; thi Gotherne, som, efter deres Udvandring, først paa 📌Krim og siden langs med 📌Donau, stod i bestandig Vexel-Virkning med Byzantinerne, maatte med de store, 351selvraadige Kræfter, baade i Aanden og Haanden, tidlig forgribe sig paa Konsten, og vække Beundring hos Folkene her hjemme, der naturligviis slet ikke forstod at skielne mellem ægte og uægte Konst-Værker. Som man kunde vente det af et erobrende Krigs-Folk, see vi saaledes af ►Volsung-Kvadene, at “►Valkyrien” har været Sjælen i Gothernes Konst-Poesi, og at Utroskab mod hende, som ►Henfald til Blødagtighed, var Varslet for Undergang, og naar vi i ►Brynhild og ►Gudrun see Livs-Billeder af den uforsonlige Krig og den falske Fred, da er de, som Prøve-Stykker af den Nordiske Konst i sin Barndom, ingenlunde at foragte.
✂ Saaledes at opløse et smukt poetisk Sagn, for at see, hvad der ligger i det, synes Damerne udentvivl ligner ikke saa lidt, hvad de uartige Drenge-Børn har for Skik, naar de ►har seet sig mæt paa deres Legetøi; thi da er det jo deres gamle Vane at pille eller slaae det istykker, for at see, hvad der er inden i det; men jeg har jo ogsaa strax bekiendt det for Damerne, at skiøndt jeg ikke for nogen Priis vilde miste hvad jeg har tilfælles med Dem, saa hører jeg dog ogsaa til de smaabitte Herrer, og er ingenlunde fri for deres Unoder, saa hvad jeg kan opdage hos det Smukke, uden at tage, hvad jeg kalder, alt for haardt paa det og giøre det ubodelig Skade, det sparer jeg ikke. At jeg nu ogsaa let tager for haardt imod min Villie, det kan gierne være, men dog har Erfaring lært mig, at man kan blive lidt klog paa det Skiønne baade i Naturen og Historien, uden at giøre det Skade eller tabe Fornøielsen deraf, og at da giver “►Syn for Sagn” vor poetiske Følelse en Fasthed og Sik 759 (US) kerhed, der trodser alle Philisteriets og ►Jettepakkets Angreb. Jeg smigrer mig ogsaa virkelig med, at Damerne ved enkelte smukke Træk har gjort samme Erfaring paa den Græske Side, og paa den Nor352diske Side behøver man ikke at være saa nænsom; thi det er Mands-Siden, som maa kunne taale at røres ved og har ikke megen Skiønhed at tabe, men har megen Grimhed, som der hører baade Kraft og Forstand til at dække, og saaledes er ►aabenbar baade ►Brynhild og ►Gudrun Damer, som 📌Nordens Skjalde vilde havt Skam af at synge om, naar de ikke havde en historisk Betydning, som giør, at selv Damerne ei kunde ønske dem anderledes i Sagnet og Kvadet, skiøndt De meget vil frabede sig saadanne Veninder i Livet.
✂ Slutte vil jeg med den vel overflødige, men dog naturlige Bemærkning, at skiøndt ►Volsung-Kvadet ingenlunde er Dansk Arbeide, har 📌Danmark dog ogsaa i det, baade som Legeplads for Helten i hans gyldne Barndom og som Tilflugtssted for den ulykkelige Skiønhed, saa mildt og moderligt et Udseende, at det er klart, selv de ►Gothiske Skjalde har betragtet 📌Danmark som “►deiligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa”, og følt Forskiellen mellem det Guld, der tages ►med Staal-Handsker, glimrer vel stærkest, men rødmer blodig, og det Guld, der, som Himlens og Lykkens Gave, af sig selv flyder op som Rav, eller males dog paa Kværne med underfulde Kræfter, eies længe i Fred og har, skiøndt ogsaa det forsvinder, et Efterskin som Aftenrødens!