↩ Jo, saa vist som ►Kæmpevisen endnu, da det Nittende Aarhundredes Danske Skjalde fødtes, blev sunget for deres Vugge og vandt deres Hjerte, og gienfødes nu, ved deres Hjelp, paa Rosen-Læberne, saa vist vil det ogsaa gaae med ►Danne-Kvinden som med 👤Agnete i ►Kæmpevisen, der vel engang gled paa “►Høielofts-Bro”, styrtede i Havmandens Arme, som “stopped hendes Øren og stopped hendes Mund, og førde hende saa til Havsens Bund”, men dog, da hun der hørde “📌Engelands Klokker gaae”, fik en uimodstaaelig Lyst til at møde sin Moder i Kirken, og blev saa hos hende, uden at ændse “Trold-Børnene” paa Havets Bund, selv 336ikke “det Lille” som i Vuggen laae”. Ligesom vi see det i 👤Ingemanns “►Sorte 747 (US) Riddere” og i hans “►Underbarn”, at selv under de æventyrligste Skikkelser er det dog bestandig ►Balder og ►Freya, ►Thor og ►Odin med alle ►Ænherierne, der svæve for ►Dannekvindens Øie, er det dog bestandig hendes Haab, at Ørnen eller Bjørnen eller Delphinen, som hun favner, engang paany skal bryde det ⓘ forhexede ►Stifmoder-Baand og tilbagevinde for immer sin gamle Helte-Skikkelse, saaledes skal det sees i det Danske Folke-Liv, at saasnart Hjertet i Historien møder og gienkiender sine Yndlinger, vil det ei længer hænge efter sine Drømme-Billeder, men omfavner de Lyslevende, som sine ægte Børn med den udødelige ►Kæmpe-Aand!