↩ Ved denne Leilighed falder mig en pudsig Begivenhed ind, som har baade moret og oplyst mig, og som jeg derfor nok kan fortælle, uden at kiede Damerne; men først maa jeg dog sige, hvad jeg selv har lidt Skam af, at i mine unge Dage deelde jeg selv den Indbildning om “Sort paa Hvidt”, som jeg nu ►beleer, den latterlige Indbildning, at naar man kun har Aandens og Hjertets Skatte ordenlig ført til Bogs, ynder Beskrivelsen og lærer den udenad, da bliver man hovedrig 331i et Øieblik, ligesom de, der vinder den store Lodd i Lotteriet. Da tvivlede jeg derfor ingenlunde paa, at naar man kunde faae det gamle 📌Nordens ypperste Bøger folkelig oversat og almindelig læst fra Barnsbeen, da kom Guld-Alderen med det Samme tilbage, og jeg anvendte derfor en god Deel af min Manddoms-Kraft, Tid og Flid, paa at fordanske tre ypperlige Nordiske Bøger, nemlig den saakaldte “►Heimskringla” eller ►📌Norges Konge-Krønike af Islænderen 👤Snorre Sturlesen, ►Danmarks Arilds-Krønike af den store Latiner, 👤Saxo Grammatiker, og ►Bjovulfs-Drapen, et ►Angelsk Helte-Digt om lutter Danske og Nordiske Begivenheder, skrevet ►alt i det Ottende Aarhundrede. Den hele Snees Aar, som er forløben, siden jeg fuldendte dette Arbeide, som endnu kun er lidt bekiendt og mindre benyttet, den lange Tid har vist nok tilstrækkelig beviist, at jeg tog ►mærkelig feil, da jeg stolede paa Dets vidunderlige Virkninger, men det hørde dog ligefuldt til, for engang at faae Bugt med det “►konstige Barbari”, der vel har udviklet sig i Latin-Skolen, men har dog sin Rod i den unaturlige Glemsel af vore egne naturlige Anlæg og historiske Forhold, saa, langtfra at angre Arbeidet, fornøier det mig, at den gale Indbildning om Bøgers Liv og Almagt, som jeg deelde med Saamange, drev mig dog til en god Gierning, jeg rimeligviis ellers af Magelighed vilde forsømt, og, skiøndt det gaaer langsomt, spores dog immer nogle gode Følger. Til disse regner jeg nu ogsaa Besøget, jeg for over en Halvsnees Aar siden fik af en ►Sællandsk Bonde, som havde hørt tale om ►den ny Fordanskning af Saxos Danmarks Krønike, og kom nu op for at 744 (US) faae den. Da han nemlig ►alt havde Bogen under Armen og Dørren i Haanden, vendte han sig endnu engang og spurgde mig, med et skarpt Blik og en meget betydende Mine, om det nu ogsaa virkelig var 332der Altsammen? Jeg giættede mig strax omtrent til Meningen, og svarede, vel med et lidt skielmsk Smil, at jeg vidste ikke rettere, end at det var der Altsammen, Rub og Stub. Dermed var imidlertid ►Sællandsfaren ingenlunde beroliget, men trak lidt nærmere, og, efter den lille Oplysning, at han engang havde læst den gamle Oversættelse, og vilde derfor gierne have det Hele, rykkede han endelig ud med det bestemte Spørgsmaal, som han dog lagde til, man skulde maaskee ikke giøre: hvorvidt nemlig ogsaa det om “Troldene” fandtes i den ny Bog? Jeg beroligede ham nu med den udtrykkelige Forsikkring, at heller ikke det skulde han savne, og at jeg i det Hele havde ganske andre Tanker om saadanne Ting end nuomstunder lærde Folk pleiede, og vi skildtes meget ►godevenner ad; men jeg har siden tit tænkt paa min kiære Landsmand og fundet hans Kiærlighed til det om “Troldene”, i flere Henseender ►mærkelig; thi ligesom det paa den ene Side vilde været herligt, om Almuen havde holdt paa Guder og Helte og ladt Troldene fare, saaledes vilde det paa den anden Side været alt for sørgeligt, hvis Almuen havde foretrukket sine nye Skolemestere for sine gamle Trolde, og dermed forsaget ikke blot alle vore gamle Guder og Helte, men Alt hvad der overgik vore ►Latineres og ►Seminaristers “►korte Begreb”. Nu derimod tør vi haabe, at naar Folk kommer efter, at ►Thor lever endnu og ager i Sky, med ►Hammeren iveiret, de da hjelper ham til at slaae de værste Trolde ihjel og ►narres med Resten. Jeg veed det jo nok, at alle saakaldte “oplyste Folk” kalde det ikke blot et urimeligt, men et naragtigt Haab, da jeg selv maa tilstaae, at hverken ►►Saxo eller ►Snorro, og da endnu mindre ►Bjovulfs-Drapen har formaaet at opvække de hensovne Minder eller at fornye de gamle Dages Glands; thi deraf maa jo efter den herskende Tankegang følge, at enten er 📌Nordens Aand ei værd at 333eie, eller 📌Nordens Folk ei meer at frelse; men da der dog, Gud skee Lov! endnu er en bedre og stærkere Aands-Udgydelse end den, der skeer, naar Pennen skaber “Sort paa Hvidt”, saa skal ►de kun paa Fransk Oplyste ei for tidlig, paa Dødens Vegne, triumphere over Folke-Livets Undergang, eller over de Nordiske Bøgers Afmagt til at skiænke Folk det Liv, de fattes selv. Sagen er nemlig den, som man skulde tænke, kunde aldrig glemmes, at Folk skabe Bøger efter 745 (US) deres Hoved, men Bøger skabe aldrig Folk efter deres, af den indlysende Grund, at de intet Hoved har, men er kun Skygger af deres Skaber, og skiøndt denne soleklare Sandhed er banlyst fra Latin-Skolen, som en Bespottelse af den “Classiske Oldtids” Mester-Værker, som giennem Aartusinder skal have beviist, der er baade “Liv og Aand” i dem, saa de kan omskabe selv “Russer” til Romere og Græker, saa har dog paa den ene Side Erfaringen tilstrækkelig lært, at alle Bøger er “døde og magtesløse”, og lærer os paa den anden Side daglig bedre, at hvad Bøger ikke mægter, det mægter dog endnu det mundtlige Ord, mægter baade selv at oplives af Aanden og at virke med Dens Kraft paa alle beslægtede Naturer, saa naar vi kun lære ret at spænde “►Kæmpe-Buen”, da giør den nu som fordum sin Pligt, og aabenbarer alle sine gamle Dyder.