XXII.
Den Danske Guld-Alder.
✂ “►Den græder ei for Guld, som aldrig Guld eiede”, det er hos os et gammelt Ord, som bliver klarere, jo dybere det tages; thi vel er der selv paa Overfladen noget Sandt deri, men det Ordsprog er dog ogsaa sandt, som melder, at imellemstunder “►sætter Terne Haand under Kind og græder for Graaværks-Skind”, som hun dog aldrig eiede; saa det gyldne Ord ►klarer sig først, naar vi indskrænker det til “Hjerte-Guldet”, og da især, naar vi tænker paa “►Freyas Guldtaarer”, som de Danske ►Kæmpeviser har baade aabenbaret og foreviget; thi saadanne ægte Guld-Taarer kan umulig fældes, uden hvor Hjertet engang var rigt paa hvad det kalder Guld, altsaa paa Kiærlighed i sin Glands, og Vidnesbyrdene om denne Gamle-📌Danmarks Rigdom paa “Guld og grønne Skove” er det, jeg iaften vil giøre baade Damer og Herrer opmærksomme paa, i det søde Haab, at ligesom Ordsproget siger “►der kommer Vand, som været haver”, saaledes giælder det Samme om Guldet, saa den berømte Danske ►Guld-Sæd i Hedenold forjætter 📌Danmark en gylden Høst i ►Nyaarstiden.
✂ Spørge vi nu de Gamle om 📌Danmarks Guld-Alder, da er vore egne ►Fædre ingenlunde de eneste Vidner om den; thi ikke blot viser Angler og Islændere, at der ogsaa hos dem gik Ord af denne “Danmarks frugtbare Herlighed”, men vi 322finder netop hos dem den mest poetiske Beskrivelse af “►Fredegods-Tiden”, som er Guld-Alderens Danske Navn, fordi Fred og Rolighed har altid, ligesom endnu, hørt til det Danske Begreb om Lyksalighed.
✂ Hvorledes nu denne Guld-Alder oprandt og ophørde, derom har vi to fremmede Oldsagn, begge Poetiske, men dog himmelvidt forskjellige; thi efter det Ene var det af Menneske-Livet Lyk 737 (US) ken udsprang og med Døden den endtes, men efter det Andet var det Døden som fødte, og Livet som ►forstyrrede 📌Danmarks Lykke.
✂ Efter den ►Angelske ►Bjovulfs-Drape kom der nemlig engang, da de Danske var kongeløse og stædt i alskens Vaande, en Snekke drivende ►for Vind og Vove, ladet med lutter Guld, og med et lille Drenge-Barn, som laae alene paa Dækket i den sødeste Søvn, med en Korn-Neg til Hoved-Pude, og alt Dette betragtede ►Dannemænd som en Gave fra Guderne, opfostrede sig en Konge af Barnet og kaldte ham “►Skjold”, som Rigets Værn, et Navn, han saa ypperlig svarede til, at det for alle hans ►Eftermænd paa 📌Danmarks Throne blev en Ære, som det er endnu, at kaldes “►Skjoldunger”. ►Skjold, siger Skjalden, blev nu vel ældgammel, men tog ogsaa Guldet med sig i Graven; thi efter hans Befaling blev hans Lig lagt paa et Skib, ligedan ladet, som det, hvormed han kom, og sluppet løs ►for Vind og Vove, saa Guldet kom og svandt med ham.
✂ Om denne Kong ►Skjold i 📌Danmark vidste ogsaa hele 📌Norden at tale; thi ikke blot melder 👤Saxo, at han i sit femtende Aar bandt en Bjørn i sit Bælte, men Islænderne melde ogsaa, at han var “►Odins Søn”, ægtede ►Gefion, som var Glædens ►Dise, og havde pløiet 📌Sælland fra 323📌Sverrig til 📌Danmark, og at med hende opslog ►Skjold sin Bopæl i 📌Leire.
✂ Efter den Islandske ►Grotte-Sang indfaldt derimod 📌Danmarks Guld-Alder i ►Frode Fredegods Tid, derved, at man fandt to Stene til en Haand-Kværn, hvorpaa der lod sig male Alt hvad man vilde ►mæle, og ►Frode kiøbde to Træl-Kvinder, ►Fenje og ►Menje, af Kong ►Fjølner i 📌Upsal, som var saa bomstærke, at de kunde magelig trække Kværnen, skiøndt den var alle Andre for stiv. Enstund, siger Skjalden, malede nu ►Fenje og ►Menje “Guld og Fred og alskens Lyksalighed” til ►Frode, men da han var saa gierrig, at han ei vilde unde dem længere Hvile end Giøgen kukker, eller en Vise kan synges, saa blev de arrige og malede engang, i deres Hviletid, under ►galdrende Sang, først Søvn paa ►Frode og hans ►Kæmper, og derpaa en fiendtlig Flaade ►til Lande, hvis Høvding, ►Mysing, slog ►Frode ihjel og bortførde hans Skatte, men havde ingen Lykke dermed; thi han lod Træl-Kvinderne male Salt paa ►Grotte, til Snekken sank ►med Top og Tavl.
✂ Udfritter vi nu hos 👤Saxo de hjemlige Skjalde, da hører vi strax, at Guldet hedd ogsaa hos dem “►Frodes Meel” og at 738 (US) “►Fredegods-Tiden” var dem i friskeste Minde, men om Guld-Alderens Ophør har de et ganske andet og langt deiligere Sagn; thi de fortæller, at da ►Frode Fredegod blev gammel, var der en Trold-Hex ovre i 📌Jylland, som æggede sin Søn til at stjæle ►Frodes Guld-Ring, der, til et Freds- og Sikkerheds-Tegn, laae paa ►Adel-Veien over 📌Jelling-Hede, og da Kongen kom for at straffe Misgierningen, forvandlede Hexen sig til en ►Hav-Ko og stangede Oldingen ihjel. Herover, hedder det endelig, blev Lande-Sorgen saa meget større, som ►Frode var sønneløs i Hjemmet, og derfor bar de gode ►Dannemænd ►Fredegodes Lig “tre Aar om 324Land”, men jordede det dog omsider ved 📌Være-Bro (mellem 📌Roeskilde og 📌Frederiksund) hvor Frode-Høien endnu er hans Mindesmærke, og den Danske Krone skiænkede de til Skjalden ►Hjarne, som gjorde den bedste ►Fredegods-►Drape. Da der imidlertid kom en ►Fridlev fra 📌Rusland, som udgav sig for en Søn af ►Frode, kunde Skjalden dog ikke forsvare sig paa Thronen, og da han tilsidst, som “►Salt-Syder”, stod ►Fridlev efter Livet, blev han selv taget af Dage og jordet paa Øen ovre ved 📌Horsens, som endnu bærer Navn efter ►Hjarne.
✂ Dette i sit Slags, saavidt jeg veed, aldeles mageløse ►Fredegods-Sagn mindedes vi levende om ved 👤Frederik den Sjettes Død, da
✂
Hans Bønder ham bar,
Som 👤Valdemar,
Som ►Frode om Land, med Taare klar!
✂ og har vi først faaet Øie paa den underlig træffende Lighed mellem alt ægte Dansk, fjern og nær, gammelt og nyt, som giør vore Oldsagn levende til alle Tider, da glemmer vi det vist aldrig meer, om end ikke alle Sagnene er saa gyldne og hjertensdeilige som Dette, hvori ►Dannekvindens dybe Kiærlighed ►alt et Par Aartusinder har speilet sig, og vil formodenlig speile sig til Verdens Ende.
✂ Sammenligne vi nu vort hjemmegjorte ►Fredegods-Sagn med ►Grotte-Sangens, da kan det neppe undgaae vor Opmærksomhed, at de, trods al tilsyneladende Lighed, er hinanden hjertelig modsatte, da ►Grotte-Sangens ►Fredegod er en lykkelig Tyran og 👤Saxos en mageløs Landsfader; men paa en Lighed, som let oversees, maa jeg giøre Damerne opmærksom, da den 739 (US) viser, hvordan Poesien hos de Danske leger Skjul i Moder-Skiødet.
✂ 325Naar saaledes ►Grotte-Sangen lader 📌Danmarks Guld-Alder pludselig afbryde ved et natligt Sørøver-►Tog, da er det ikke blot rimeligt nok i et Rige, kun lukt med “Bølgen blaa”, men, naar vi tænker paa det ►Engelske Vikings-Tog 1807, ganske upaatvivleligt; men Salt-Malingen ombord til Undergang er meget dunkel, og klares ingenlunde ved det “►Borgestu-Tillæg”, at deraf blev “Søen salt”, og at, hvor Skibet sank med Kværnen, blev der en “Mal-Strøm”. Stirrer vi derimod lidt ►vist paa det Danske ►Fredegods-Sagn, da opdager vi strax Sørøveren, poetisk forklædt til en ►Hav-Ko, og skimter Salt-Malingen i den kronede Skjalds Forvandling til en ►Salt-Syder, et af de dybeste poetiske Træk, jeg endnu har seet i et historisk Oldsagn. Skjalden ►Hjarne eller ►Hjerne er nemlig ingen Anden end den over al 📌Norden berømte “►Brage”, hvis Navn paa ►Angelsk netop betyder det Samme, og hvis Valhalliske Harpe gav alle Heltene deres Eftermæle, og naar han i 📌Danmark krones for sin Fredegods-►Drape, da er det aldeles i sin verdenshistoriske Orden, kun mageløs poetisk udtrykt; thi hvorsomhelst der har været en Guld-Alder, Romersk eller Græsk, Fransk eller Dansk, der hyldes og hardtad forgudes altid det poetiske Efter-Skin, der dog ogsaa snart forsvinder; thi naar Poesien ikke længer kan fryde sig ved Livet, da giør den sig lystig over det, og forbryder med Nidvisen, hvad den vandt ved Mindesangen. Da nu det “►Attiske Salt” fra Hedenold er berømt som Kraften i den Satiriske Poesi, vil Damerne strax see, det er særdeles ►vittigt af vor gamle Skjald at lade den Kongelige ►Hjerne-Spinder ende som “►Salt-Syder”, og i ►Grotte-Sangen selv seer vi et Glimt af Nidvisen over den Danske Guld-Alder, som vundet ved et blindt Lykketræf og en utaalelig Trældom og forspildt ved Tyranni og Søvn.
✂ 326Uagtet nu imidlertid de Danske Skjalde har været enige med de ►Angelske og Islandske om, at et Riges Guld-Alder bedst forestilles som een lyksalig Konges Levetid, saa har dog de Danske ►Sagamænd ladt os skimte den under en heel Konge-Række, fra ►Dan og ►Skjold til den sønneløse ►Rolv Krage, saa ►Gram med Guld-Kiøllen er en ægte Søn af ►Skjold, og ►Rolv Krage giver Guldet sit sidste Tilnavn paa 📌Nordens Billed-Sprog, som hans Vinter-Sæd paa ►Fyrrisvold, saa vi faaer kun et historisk rigtigt Begreb om den 740 (US) Danske Guld-Alder, naar vi betragte den som den gamle ►Skjoldung-Tid, omtrent fra 👤Christi Fødsel til 500 Aar derefter, da vi veed, Angler og Jyder var udvandrede med den Danske Sømagt, og kan regne os til at ►Rolv Krage faldt.
✂ Det er ogsaa i denne Henseende meget fornøieligt at læse ►Bjovulfs-Drapen, som skildrer os Tilstanden i 📌Danmark ved ►den Angelske Udvandrings Tid, og i Kong ►Roes eller ►Rodgars Dage, som vi veed, var Farbroder til ►Rolv; thi den viser os i alle Maader Guld-Alderen som en bedaget Olding, der gaaer paa ►Gravsens Bredd, og tager ►sagtens det sidste Glimt af Glandsen med sig.
✂ Denne Kong ►Ro eller ►Rodgar, som, efter vore egne Sagn, har givet 📌Roeskilde Navn, forestilles os nemlig i ►Bjovulfs-Drapen, som en i sin Tid mageløs vældig og lyksalig Konge, der slog Guld-Harpen med samme Dygtighed, som han spændte Buen og svang Sværdet, men ligesom han dog selv føler sin Ringhed, i Sammenligning med sin Fader ►Halvdan den Høie og sine ældre Brødre, saaledes er ►aabenbar ikke blot Issen men ogsaa Himmelen graanet over ham. Herligt er hans nybygte Slot, ►Hertha-Borgen, og smagfuldt er Alt omkring ham, med Dronning ►Væltove af fremmed 327Byrd; men hans Sønner sidde daadløse paa Bænken, og han har ikke engang Natte-Ro i sin prægtige Hall, men har maattet lade sig fordrive derfra af Trolden ►Grændel, som spøger i den ved Midnats-Tide, kaster Søvn paa ►Kæmperne og æder dem op, med Hud og Haar. Vel vækker Rygtet herom en ►Gothe-Helt, ved Navn ►Bjovulf, af Dvale, saa han, ►selv femtende, giæster Danner-Kongen og tilbyder sig, ene Mand, at brydes med Trolden, til han frelser Hallen eller finder sin Undergang, og hans Forvovenhed krones med det bedste Held, saa han dræber baade ►Grændel og hans Moder, og besynges af den taknemmelige Olding som 📌Danmarks Frelser; men vi see dog grandt, det er kun en stakket Frist, der vindes, med mindre der i ►Rolv, som vi skimte ved Thronens Side, kan opvoxe en ►Skjoldung, som kan forsvare sig selv og gienføde Rigets Glands. At nu ►Rolv Krage virkelig har prøvet derpaa, og det med glimrende Held, kan vi saameget mindre tvivle om, som vi høre af Islænderen 👤Snorre, at endnu under 👤Helig-Olav, i det Ellevte Aarhundrede, var hans Minde saa frisk og hans Navn saa stort, at 👤Thormod Kulbryn-Skjald vidste ingen bedre Vise at vække Hæren med paa 📌Stiklestad end ►Bjarke-Maalet, eller det gamle Hane-Gal i ►Rolvs 📌Leire-Gaard, og at 741 (US) selv Kong 👤Olav bekiendte, at skulde han ønske at ligne nogen hedensk Konge, da maatte det være ►Rolv Krage. Ja, at ►Rolvs Minde endnu i det Trettende Aarhundrede var ►Dannemænd dyrebart, det lære vi af 👤Saxo, som har gjort sig den store Uleilighed at oversætte hele ►Bjarke-Maalet paa Latin, fordi det endnu var en Lækkerhed i Folke-Munde.
✂ Det gik imidlertid ►Rolf, som det gik alle Oldtidens ►heltelige ►Sildefødninger, som vel, ved deres ædle Kamp for ►den dalende Sol, skabde en yndig Aftenrøde, og vandt sig selv 328et udødeligt Navn, men kunde dog umulig bøie Skæbnen, og tog det sidste Glimt i Graven med sig; og hvor dybt de Danske Skjalde har følt det, see vi af Sagnet om ►Rolvs Endeligt, der har en slaaende Lighed med ►Ragnaroks-Mythen saa ►Bjarke svarer til ►Thor, og ►Hjalte til ►Frey, medens ►Rolv falder for ►Hjartvar, som ►Odin for ►Fenris-Ulven, og hevnes af ►Vigge, som ►Odin af ►Vidar den Tause.
✂ Saaledes har nu vist nok alle de verdenshistoriske Folk havt deres Guld-Alder, og faaet deres Gude-Mørke eller ►Ragnarok, da Guderne sank i Graven til Heltene, og svævede kun siden i dunkle, æventyrlige Oldsagn, som Skygger i Skumringen, til de ved Midnats-Tide spøgede som Gienfærd og manedes som Djævle; men der har dog været en himmelhøi Forskiel paa Folkenes Guld-Tanker, og jo hjerteligere de var, des dybere de laae, des vissere dukkede de op paany, og des deiligere vil de ►klare sig; og vil vi nu kiende den naturlige Dybde i det Danske Hjerte, da skal vi især betragte Sagnet om ►Hading, som hos 👤Saxo er en dyrebar Levning fra den Danske Guld-Alder.
✂ Det vilde føre for vidt at giennemgaae dette store Sagn, der ►aabenbar engang har været et heelt Helte-Digt, men det mageløse Træk, jeg tænker paa, kan ogsaa godt forstaaes af sig selv; thi det er Fortællingen om, hvordan ►Hading, da han engang sad høit oppe i 📌Norge, faldt i dybe Tanker en Aftenstund, og saae da, nede ved Arnen, en Kvinde skyde sig op af Jorden med en ►Urtekost, som hun holdt høit iveiret, ligesom for at spørge Kongen, hvor han vel meende, der groede saadanne Blomster under Vinters Hjerte? Dette lystede ►Hading ogsaa virkelig at vide, og Kvinden tog ham da under Kaaben og førde ham først til et Sted, hvor utallige 329purpurklædte Skygger thronede og svævede, dernæst over en strid Elv, der vrimlede af Spyd og Pile og ►allehaande Krigs-Redskaber, til en stor Valplads, hvor to Krigshære sloges, og her groede Blomsterne, 742 (US) som Kvinden havde viist. Videre gik de og kom til en Mur, som var selv Kvinden for høi, men for dog at lære ►Hading, at bag ved den var de “Levendes Land”, vred hun Halsen om paa en Hane, hun havde med sig, og smed Hovedet over Muren, som da strax paa den anden Side med et Hane-Gal meldte, at der kom virkelig Liv i Dødt!
✂ Dette Sagn forudsætter nemlig ►aabenbar den dybeste Længsel efter sand Udødelighed og den sødeste Drøm derom, som naturlig kan findes hos Menneskens Børn, udenfor 📌Paradis, og hvor Hjertet engang har været saa rigt paa ægte Guld, der er det, i Forarmelsens Tid, ►aabenbar langt naturligere at græde for det end at glemme det, mens der paa den anden Side, ved Kiærligheds-Aabenbaringen i “Tidens Fylde”, er sørget for, at Hjertet kan blive rigt i samme Grad, som det føler sin Armod, og af disse to Sandheder, den Ene naturlig, som Kvinden, og den Anden historisk, som Manden, er mit gamle, seilivede Haab om det “Danske ►Gylden-Aar” født, saa jeg tør sige, det er ikke blot af høiadelig men af “Kongelig” Byrd, og smiler derfor ogsaa kongelig ad alle den ►flakke og platte ►Selv-Klogskabs ►vittige Indvendinger. Vanskeligere falder det nu vel, med dette glade Haab, at trodse den Kiendsgierning, som kun ►Selv-Klogskaben smiler ad, den sørgelige Kiendsgierning, at lige til vore Dage blev Hjertet bestandig armere, bestandig kaadere spottet i sin Armod af de rige “Svampe” og de ►grødefulde “Paddehatte” paa ►Guld-Møddingen, og, hvad der var det allerværste, bestandig blev selv det Danske Hjerte 330mere tvivlraadigt om sit Arilds-Guld og om Muligheden af at finde det igien, saa det store Spørgsmaal er unægtelig, om der er skedt og skeer Noget i vore Dage til Standsning af den hidtil voxende hjertelige Fattigdom, og til Næring af Haabet om en gylden Fremtid.
✂ Hertil maae vi nu vistnok svare, at hvad der hidtil er gjort for det aandelige og hjertelige “Fattigvæsen” har, desværre, kun alt for megen Lighed med hvad der er gjort for det ►Øiensynlige, og er altsaa langt mere skikket til at giøre os Allesammen lige fattige, end til at berige Nogen af os; men er der Noget vundet ved, at Aanden faaer Øie paa Oldtids-Guldet, og at Hjertet smertelig føler den “sorte Armod”, da er der dog ingensteds gjort saadant et ►Kæmpe-Skridt til “►Gylden-Aaret”, som i det lille 📌Danmark, fra dette Aarhundredes Begyndelse, og for mig er der naturligviis noget Stort i den lille Kiendsgierning, at mit Danske Haab giennem den sidste 743 (US) Menneske-Alder, trods megen Latter og trods mange Skuffelser, dog ikke blot har beholdt Livet, men er ►øiensynlig voxet, og seer nu smilende ud over de mange Skuffelser, som de Lærepenge, man ogsaa i denne Deel af Menneske-Livet nødvendig maa give for at blive klog, klog paa det ►underlige Hjerte og paa Damernes skiønne Deltagelse ikke blot i Poesien, men ogsaa i Verdens-Historien.
✂ Ved denne Leilighed falder mig en pudsig Begivenhed ind, som har baade moret og oplyst mig, og som jeg derfor nok kan fortælle, uden at kiede Damerne; men først maa jeg dog sige, hvad jeg selv har lidt Skam af, at i mine unge Dage deelde jeg selv den Indbildning om “Sort paa Hvidt”, som jeg nu ►beleer, den latterlige Indbildning, at naar man kun har Aandens og Hjertets Skatte ordenlig ført til Bogs, ynder Beskrivelsen og lærer den udenad, da bliver man hovedrig 331i et Øieblik, ligesom de, der vinder den store Lodd i Lotteriet. Da tvivlede jeg derfor ingenlunde paa, at naar man kunde faae det gamle 📌Nordens ypperste Bøger folkelig oversat og almindelig læst fra Barnsbeen, da kom Guld-Alderen med det Samme tilbage, og jeg anvendte derfor en god Deel af min Manddoms-Kraft, Tid og Flid, paa at fordanske tre ypperlige Nordiske Bøger, nemlig den saakaldte “►Heimskringla” eller ►📌Norges Konge-Krønike af Islænderen 👤Snorre Sturlesen, ►Danmarks Arilds-Krønike af den store Latiner, 👤Saxo Grammatiker, og ►Bjovulfs-Drapen, et ►Angelsk Helte-Digt om lutter Danske og Nordiske Begivenheder, skrevet ►alt i det Ottende Aarhundrede. Den hele Snees Aar, som er forløben, siden jeg fuldendte dette Arbeide, som endnu kun er lidt bekiendt og mindre benyttet, den lange Tid har vist nok tilstrækkelig beviist, at jeg tog ►mærkelig feil, da jeg stolede paa Dets vidunderlige Virkninger, men det hørde dog ligefuldt til, for engang at faae Bugt med det “►konstige Barbari”, der vel har udviklet sig i Latin-Skolen, men har dog sin Rod i den unaturlige Glemsel af vore egne naturlige Anlæg og historiske Forhold, saa, langtfra at angre Arbeidet, fornøier det mig, at den gale Indbildning om Bøgers Liv og Almagt, som jeg deelde med Saamange, drev mig dog til en god Gierning, jeg rimeligviis ellers af Magelighed vilde forsømt, og, skiøndt det gaaer langsomt, spores dog immer nogle gode Følger. Til disse regner jeg nu ogsaa Besøget, jeg for over en Halvsnees Aar siden fik af en ►Sællandsk Bonde, som havde hørt tale om ►den ny Fordanskning af Saxos Danmarks Krønike, og kom nu op for at 744 (US) faae den. Da han nemlig ►alt havde Bogen under Armen og Dørren i Haanden, vendte han sig endnu engang og spurgde mig, med et skarpt Blik og en meget betydende Mine, om det nu ogsaa virkelig var 332der Altsammen? Jeg giættede mig strax omtrent til Meningen, og svarede, vel med et lidt skielmsk Smil, at jeg vidste ikke rettere, end at det var der Altsammen, Rub og Stub. Dermed var imidlertid ►Sællandsfaren ingenlunde beroliget, men trak lidt nærmere, og, efter den lille Oplysning, at han engang havde læst den gamle Oversættelse, og vilde derfor gierne have det Hele, rykkede han endelig ud med det bestemte Spørgsmaal, som han dog lagde til, man skulde maaskee ikke giøre: hvorvidt nemlig ogsaa det om “Troldene” fandtes i den ny Bog? Jeg beroligede ham nu med den udtrykkelige Forsikkring, at heller ikke det skulde han savne, og at jeg i det Hele havde ganske andre Tanker om saadanne Ting end nuomstunder lærde Folk pleiede, og vi skildtes meget ►godevenner ad; men jeg har siden tit tænkt paa min kiære Landsmand og fundet hans Kiærlighed til det om “Troldene”, i flere Henseender ►mærkelig; thi ligesom det paa den ene Side vilde været herligt, om Almuen havde holdt paa Guder og Helte og ladt Troldene fare, saaledes vilde det paa den anden Side været alt for sørgeligt, hvis Almuen havde foretrukket sine nye Skolemestere for sine gamle Trolde, og dermed forsaget ikke blot alle vore gamle Guder og Helte, men Alt hvad der overgik vore ►Latineres og ►Seminaristers “►korte Begreb”. Nu derimod tør vi haabe, at naar Folk kommer efter, at ►Thor lever endnu og ager i Sky, med ►Hammeren iveiret, de da hjelper ham til at slaae de værste Trolde ihjel og ►narres med Resten. Jeg veed det jo nok, at alle saakaldte “oplyste Folk” kalde det ikke blot et urimeligt, men et naragtigt Haab, da jeg selv maa tilstaae, at hverken ►►Saxo eller ►Snorro, og da endnu mindre ►Bjovulfs-Drapen har formaaet at opvække de hensovne Minder eller at fornye de gamle Dages Glands; thi deraf maa jo efter den herskende Tankegang følge, at enten er 📌Nordens Aand ei værd at 333eie, eller 📌Nordens Folk ei meer at frelse; men da der dog, Gud skee Lov! endnu er en bedre og stærkere Aands-Udgydelse end den, der skeer, naar Pennen skaber “Sort paa Hvidt”, saa skal ►de kun paa Fransk Oplyste ei for tidlig, paa Dødens Vegne, triumphere over Folke-Livets Undergang, eller over de Nordiske Bøgers Afmagt til at skiænke Folk det Liv, de fattes selv. Sagen er nemlig den, som man skulde tænke, kunde aldrig glemmes, at Folk skabe Bøger efter 745 (US) deres Hoved, men Bøger skabe aldrig Folk efter deres, af den indlysende Grund, at de intet Hoved har, men er kun Skygger af deres Skaber, og skiøndt denne soleklare Sandhed er banlyst fra Latin-Skolen, som en Bespottelse af den “Classiske Oldtids” Mester-Værker, som giennem Aartusinder skal have beviist, der er baade “Liv og Aand” i dem, saa de kan omskabe selv “Russer” til Romere og Græker, saa har dog paa den ene Side Erfaringen tilstrækkelig lært, at alle Bøger er “døde og magtesløse”, og lærer os paa den anden Side daglig bedre, at hvad Bøger ikke mægter, det mægter dog endnu det mundtlige Ord, mægter baade selv at oplives af Aanden og at virke med Dens Kraft paa alle beslægtede Naturer, saa naar vi kun lære ret at spænde “►Kæmpe-Buen”, da giør den nu som fordum sin Pligt, og aabenbarer alle sine gamle Dyder.
✂ Det folkelige Livs-Spørgsmaal er da i 📌Norden, som allevegne, om Folke-Aanden endnu kan opvække sig ⓘ livfulde Redskaber og bringe dem i levende Berørelse med Folket, saa Kræfterne samles i en Brændpunkt og virke som Solstraaler, oplivende til alle Sider, og den første Deel af det store Spørgsmaal har 📌Nordens Historie besvaret med et høirøstet Ja, saa det giælder kun om, at den Aand, der ►alt en heel Menneske-Alder har svævet over os, oplivet hele den usynlige Verden og da især den gamle Nordiske Halv-Verden for os, og 334opflammet os til folkelig Sang om dens Herlighed, at den Aand kan blive Folkets Eiendom, saa Besøget bliver en virkelig Hjemkomst og ei et latterligt ►Spøgeri, som i Svenn Dyrings Huus.
✂ Da nu ►Latinerne godt føler, at de er fremmede Erobrere, af samme Slags som Munkene i Middel-Alderen, saa hele deres Magt og Anseelse beroer paa den Overtro hos Folket, at de er alle Barbarer, som ei kan Latin, og at en menneskelig Dannelse paa vort eget Moders-Maal er umulig, saa sætter de dem, naturligviis, med Hænder og Fødder mod Folke-Aandens levende Virksomhed, og da især mod Oprettelsen af en “Folkelig ►Høiskole”, som er det eneste Middel til i det Store at udbrede Aanden og gienføde Livet; men det vil dog sikkert gaae med den Latinske Grammatik, som det gik fordum med den Latinske Messe, saa vore Børnebørn vil regne begge Dele til “►Papisteriet”, som vel engang var frygteligt, men blev ►alt i ►Fædrenes Dage saa latterligt, at det knap er værdt at nævne.
✂ Dette Haab kan vist nok let synes alt for dristigt i 📌Danmark, hvor Folket er saa lidt ærgierrigt, saa saare beskedent, og saa 746 (US) bange for Hovedbrud, at de neppe vil føle Drift, end sige have Kraft til at gaae i Spidsen, hvor det giælder Kamp for den ægte, naturlige og folkelige Oplysning og Dannelse, mod den Fremmede, Falske og Unaturlige, som har Aarhundreders “Sort paa Hvidt” for at være den eneste Mulige; men dog er jeg vis paa, at naar det bliver ►Dannemænd klart, at efter den Latinske Oplysning er Hjertet kun en Kiødklump, og Kvinden kun et underligt Dyr, Fædernelands-Kiærlighed kun en gammel Fordom, og Moders-Maalet igrunden ligesaa barbarisk som Kiørenes Brøl og Faarenes Brægen, og endelig, at den Latinske 335Oplysning og Dannelse befæster, i Love, Sæder, Indretninger og alle Forhold, et svælgende Dyb mellem sig og alt Folkeligt, Alt hvad Folket naturlig ynder, elsker og attraaer, at da vil de ikke blot græde for Guldet, de fordum eiede, men gribe det med begge Hænder, hvor det bydes, og kun lee ad dem, der vil kyse Danske Folk med Konger som ►Skjold og ►Fredegod, med Kvinder som ►Sigrid og ►Signe, og med Skjalde, som de, der digtede ►Edda og ►Bjovulfs-Drapen og alle Versene hos ►Saxo! Ja, troer jeg selv om Grækerne, at uagtet de, ►alt i deres Mythiske Tid, snart lod ►Kronos med Guld-Alderen fare og tilegnede sig historisk deraf kun den “guldlokkede Vædder”, som ►Phrixos reed over Havet, og “►Gylden-Skindet”, som ►Argonauterne hentede, at selv de vil græde for Guldet, de mistede, og sænke det Bly, man gav dem i Bytte, til Havets Bund, hvad maa jeg da ikke troe og haabe om de ►Dannemænd, der tiggede selv det Umælende til at græde for ►Balder, bar ►Fredegods Lig tre Aar om Land og gav ►Drape-Smeden hans Krone, ja, som, lige til Dronning 👤Margrethes Tid, i ►Kæmpeviserne græd, som ►Freya, gyldne Taarer for Helte-Aanden!
✂ Jo, saa vist som ►Kæmpevisen endnu, da det Nittende Aarhundredes Danske Skjalde fødtes, blev sunget for deres Vugge og vandt deres Hjerte, og gienfødes nu, ved deres Hjelp, paa Rosen-Læberne, saa vist vil det ogsaa gaae med ►Danne-Kvinden som med 👤Agnete i ►Kæmpevisen, der vel engang gled paa “►Høielofts-Bro”, styrtede i Havmandens Arme, som “stopped hendes Øren og stopped hendes Mund, og førde hende saa til Havsens Bund”, men dog, da hun der hørde “📌Engelands Klokker gaae”, fik en uimodstaaelig Lyst til at møde sin Moder i Kirken, og blev saa hos hende, uden at ændse “Trold-Børnene” paa Havets Bund, selv 336ikke “det Lille” som i Vuggen laae”. Ligesom vi see det i 👤Ingemanns “►Sorte 747 (US) Riddere” og i hans “►Underbarn”, at selv under de æventyrligste Skikkelser er det dog bestandig ►Balder og ►Freya, ►Thor og ►Odin med alle ►Ænherierne, der svæve for ►Dannekvindens Øie, er det dog bestandig hendes Haab, at Ørnen eller Bjørnen eller Delphinen, som hun favner, engang paany skal bryde det ⓘ forhexede ►Stifmoder-Baand og tilbagevinde for immer sin gamle Helte-Skikkelse, saaledes skal det sees i det Danske Folke-Liv, at saasnart Hjertet i Historien møder og gienkiender sine Yndlinger, vil det ei længer hænge efter sine Drømme-Billeder, men omfavner de Lyslevende, som sine ægte Børn med den udødelige ►Kæmpe-Aand!