↩ Omtrent tusind Aar er det nu siden, da det gamle 📌Nordens Guder var henslumrede og Helte-Slægterne hardtad uddøde, med de Kongelige ►Skjoldunger, ►Skilfinger eller ►Ynglinger, ►Ylfinger og ►Odinsunger eller ►Vodanider, i 📌Danmark, 📌Sverrig, 📌Norge og 📌England, at der blev et farligt, chaotisk Røre i 📌Norden, som vi maae kalde det “Normanniske”, baade fordi det gav Anledning til den ►mærkværdige Normanniske Udvandring, og fordi 📌Norge da blev Skue-Pladsen for de største Nordiske Begivenheder. Denne 📌Nordens Klippe-Egn, med Dal-Idyllerne, skimter vi nemlig kun meget dunkelt i vore egenlige Oldsagn, hvis store Nordiske Skueplads er omkring 📌Leire og 📌Upsal, i 📌Danmark og 📌Sverrig; men i det Niende eller Normanniske Aarhundrede træder 📌Norge pludselig ud af sin Dunkelhed, da Idyllen i alle de smaa Dal-Riger forstyrres af ►Lurens Drøn og ►Vaaben-Dønnet, hvor 👤Harald Haarfager flyver og farer, baade 730 (US) til Lands og Vands, med sin udvalgte, uimodstaaelige ►Kæmpe-Trop, og underkuer, baade søndenfjelds og nordenfjelds, Alt hvad der ikke itide undviger, og, med sin ny 313►Stol-Konge, faaer 📌Norge naturligviis Anseelse, og mod Naboerne en samlet, tit frygtelig Styrke, men indvortes bliver der følgelig ogsaa en langt uroligere Tid for de gamle Minder, langt ►bangere Kaar og trangere Rum for ►Kæmpe-Kræfterne. Det var nu især de Nordvestlige Kyst-Boer, i hvad vi nu kalder 📌Bergens, 📌Throndhjems og 📌Nordlands Stifter, eller, med de gamle Navne, i 📌Hardanger og 📌Hordeland, 📌Sønd-Mør, 📌Romsdalen og 📌Nord-Mør, 📌Trøndelagen og 📌Halogeland, hvor ►Kæmpe-Livet havde rørt sig friest og omsider aldeles tøileløst, saa der fandtes ►Kæmper i Hobetal, som ingenlunde vilde bøie Nakken under 👤Harald Haarfagers ►Jernspir, men kunde dog ikke modstaae hans Lykke, og stillede sig derfor i Spidsen for kiække Ungersvende fra hele 📌Norden, for at seile saa vidt, som Himlen var blaa, hævde Friheden og ►lede om Lykken! Den Navnkundigste af dem Alle blev 👤Gange-Rolv, en Jarle-Søn fra 📌Møre, fordi det lykkedes ham at vinde et Hertugdom i 📌Frankrig, som endnu kaldes 📌Normandiet, og gav i Tidens Løb baade 📌Engeland og 📌ⓘ Italien mægtige Konger, gav Kors-Togene ►glimrende Helte, gav Pavedømmet uundværlige Støtter, og gav endelig de Romanske Folk Mod til at danne Skrift-Sprog af deres forvirrede Tungemaal; men 📌Nordens, og, jeg tør sige, tillige Verdens Lykke var det, at Folk fra alle tre Riger, skiøndt især Nordmænd, fandt uimodstaaelig Drift til at nedsætte sig paa den enten ganske eller dog næsten øde og golde Øe i 📌Iishavet, som vel fordum kaldtes “📌Thule”, men fik nu Navnet “📌Island”, og blev den afsides Skueplads for en i sit Slags mageløs og vidunderlig frugtbar Fortsættelse af Oldtidens Nordiske Folke-Liv og ►Kæmpe-Skridt!